Jesu Kristi, Davids søns, Abrahams søns slægtebog. Abraham avlede Isak, Isak avlede Jakob; Jakob avlede Juda og hans brødre; Juda avlede Fares og Sera med Tamar; Fares avlede Esrom, Esrom avlede Aram; Aram avlede Aminadab, Aminadab avlede Na-asson; Na-assaon avlede Salmon, Salmon avlede Boas med Rakab, Boas avlede Obed med Rut, Obed avlede Jessaj; Jessaj avlede kong David, kong David avlede Salomon med Urias enke; Salomon avlede Roboam, Roboam avlede Abia, Abia avlede Asa; Asa avlede Josafat, Josafat avlede Joram, Joram avlede Osia; Osia avlede Joatam, Joatam avlede Akas, Akas avlede Ezekia; Ezekia avlede Manassa, Manassa avlede Amon, Amon avlede Josia; Josia avlede Jekonja og hans brødre ved bortflytningen til babylon. - Efter bortflytningen til babylon avlede Jekonja Salatiel, Salatiel avlede Sorobabel; Sorobabel avlede Abiud, Abiud avlede Eljakim, Eljakim avlede Azor; Azor avlede Sadok, Sadok avlede Akim, Akim avlede Eliud; Eliud avlede Eleasar, Eleasar avlede Mattan, Mattan avlede Jakob; Jakob avlede Josef, Marias mand, og af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus. - Alle led fra Abraham til David ere altsaa 14, fra David til bortflytningen til babylon 14, og fra bortflytningen til babylon indtil Kristus 14 led. Med Jesu Kristi fødsel gik det saaledes til: Da hans moder Maria nemlig var trolovet med Josef, fandtes hun, før de kom sammen, frugtsommelig af den Helligaand; men da hendes mand Josef var retfærdig og ikke vilde beskjæmme hende, tænkte han paa hemmelig at skille sig ved hende. Men da han overvejede dette, se, da aabenbarede Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: Frygt ikke Josef, Davids søn, for at tage din brud Maria til dig; thi det, som er avlet i hende, er af den Helligaand; hun skal nemlig føde en søn, og du skal kalde hans navn Jesus, thi han skal frelse sit folk fra deres synder. - Men alt dette skete, at det skulde opfyldes, som er talet af Herren ved profeten, som siger: Se, jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en søn, og man skal kalde hans navn Emmanuel, hvilket i oversættelse er: \Gud med os\. - Da Josef vaagnede af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og han tog sin brud; men han havde ikke omgang med hende, før hun havde født sin førstefødte søn; og han kaldte hans navn Jesus. Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom vise fra østerland til Jerusalem og sagde: Hvor er den Jødernes konge, som er født? Vi har nemlig seet hans stjerne i østen, og vi ere komne for at tilbede ham. Men da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham; og han samlede alle ypperstepræsterne og de boglærde af folket, og forelagde dem det spørgsmaal, hvor Kristus skulde fødes. Men de sagde til ham: I Betlehem i Judæa; thi saaledes er der skrevet ved profeten: Og du Betlehem, Judas land, du er ingenlunde den ringeste blandt Judas fyrster, thi af dig skal udgaa en fører, og han skal være hyrde over mit folk, Israel. Saa kaldte Herodes hemmelig de vise og spurgte dem nøje ud om tiden, da stjernen havde viist sig; og han sendte dem til Betlehem og sagde: Drager bort og spørger nøje ud om barnet, og naar i finde det, lader mig det vide, for at ogsaa jeg kan komme og tilbede det. - De adlød kongen og rejste; og se, stjernen, som de havde seet i østen, var gaaet foran dem, indtil den var kommen og stod over det sted, hvor barnet var; men da de saae stjernen, bleve de overmaade meget glade; og de gik ind i huset og saae barnet med hans moder Maria, og de faldt ned og tilbad ham, og de aabnede deres skatte og bragte ham gaver: Guld, røgelse og myrra. Da de derpaa bleve varslede i en drøm, at de ikke skulde vende tilbage til Herodes, droge de afsides en anden vej til deres land. Da disse vare dragne bort, se, da aabenbaredes Herrens engel i en drøm for Josef og sagde: Staa op, tag barnet og dets moder og flygt til Ægypten, og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge barnet for at ombringe det. Men han stod op, tog barnet og dets moder om natten, og drog afsides ned til Ægypten, og der blev han til Herodes' død, at det skulde opfyldes, som er talet af Herren ved profeten, som siger: Fra Ægypten kaldte jeg min Søn. - Da Herodes saae, at han var skuffet af de vise, blev han meget vred, og han sendte bud og slog alle børn ihjel i Betlehem og hele dens omegn fra to aars alder og derunder, efter den tid, han nøje havde udspurgt de vise. Da blev det opfyldt, som er talet af profeten Jeremja, som siger: En røst blev hørt i Rama, veklage og graad og megen hylen; Rakel begræd sine børn og vilde ikke lade sig trøste, for de er ikke mere. - Men da Herodes var død, se, da aabenbaredes Herrens engel i en drøm for Josef i Ægypten og sagde: Staa op, tag barnet og dets moder og drag til Israels land; thi de ere døde, som stode barnet efter livet. Saa stod han op, tog barnet og dets moder og kom til Israels land; men da han hørte, at Arkelaos var konge i Judæa i sin fader Herodes' sted, frygtede han for at drage derhen, og, da han blev varslet ved en drøm, drog han afsides til Galilæas egne; og han kom og nedsatte sig i en stad, som hed Nazaret, at det skulde opfyldes, som er sagt ved profeterne: At han skal kaldes Nazaræer. I de samme dage fremtraadte Døberen Johannes; han prædikede i Judæas ørk og sagde: Omvender eder, thi himmerige er nær. Han er nemlig den, som er nævnet af profeten Jesaja, der siger: En røst af ham, som raaber i ørken: Bereder vejen for Herren, og jævner stierne for ham! - Men Johannes havde sine klæder af kamelhaar og et læderbælte om sin lænd; og hans føde var græshopper og skovhonning. - Da gik Jerusalem ud til ham, og hele Judæa og alt landet om Jordan; og de bleve døbte af dem i Jordan, naar de bekjendte deres synder. Men da han saae mange af farisæerne og saddukæerne komme til hans daab, sagde han til dem: Øgleyngel! hvem viste eder at flygte fra den kommende vrede? Bærer da omvendelsen værdig frugt; og agter ikke at sige hos eder selv: Vi have Abraham til fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham børn af disse sten; Øxen ligger og allerede ved træernes rod; hvert træ altsaa, som ikke bærer god frugt, bliver afhugget og kastet i ilden. Jeg døber eder vel i vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære hans sko; han vil døbe eder i den Helligaand; hans kasteskovl er i hans haand, og han vil gjennemrense sin tærskeplads; sin hvede vil han samle i laden, men avnerne vil han opbrænde med uslukkelig ild. Saa kom Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes, for at døbes af ham; men Johannes formente ham det, da han sagde: Jeg har nødig at døbes af dig, og du kommer til mig? Men Jesus svarede og sagde til ham: Tilstæd det nu, thi saaledes sømmes det sig os at fuldkomme al retfærdighed! Da tilstædte han ham det. Og da Jesus var døbt, steg han strax op af vandet, og se, himlene aabnedes for ham, og han saae Guds Aand fare ned som en due og komme over ham; og se, en røst fra himlen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg haver velbehag! Da blev Jesus ført til ørken af Aanden for at fristes af djævelen; og da han havde fastet i 40 dage og 40 nætter, hungrede han omsider! og fristeren gik til ham og sagde: Er du Guds Søn, da siig et ord, for at disse stene kunne blive til brød. Men han svarede og sagde: Der er skrevet: Mennesket skal ikke leve ved brød alene, men ved hvert Ord, som udgaaer af Guds mund. Derpaa tog djævelen ham med til den hellige stad og stillede ham paa templets tinde og sagde til ham: Er du Guds Søn, da styrt dig selv ned; thi der er skrevet: at han skal give sine engle befaling om dig, og de skulle bære dig paa hænder, saa du ingenlunde skal støde din fod paa sten. Jesus sagde til ham: Der er atter skrevet: Du maa ikke friste Herren, din Gud! - Atter tog djævelen ham med til et meget højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og tilbede mig. Da sagde Jesus til ham: Vig bag mig satan! thi der er skrevet: Herren din Gud skal du tilbede og tjene ham alene! - Da forlod djævelen ham, og se, engle kom til og tjente ham. Men da Jesus hørte, at Johannes var fængslet, drog han afsides til Galilæa; og han forlod Nazaret, da han kom og boede i Kapernaum ved søen paa Sebulons og Naftalis grændser; at det skulde opfyldes, som er talet ved profeten Jesaja, som siger: Sebulons land og Naftalis land, søstrækningen over Jordan, hedningernes Galilæa, det folk, som sad i mørke, saae et stort lys; og for dem, der sad i dødens land og skygge, for dem er lys oprundet. Fra den tid begyndte Jesus at prædike og sige: Omvender eder, thi himmerige er nær! Men da Jesus vandrede ved Galilæa sø, saa han to brødre, Simon, som kaldes Peder, og hans broder Andreas ifærd med at kaste garn i søen; de vare nemlig fiskere; og han siger til dem: Følger efter mig, saa vil jeg gjøre eder til menneskefiskere! Men de forlod strax garnene og fulgte ham. - Da han gik videre derfra, saae han to andre brødre, Jakob, Zebedæos' sø, og hans broder Johannes i skibet med deres fader Zebedæos ifærd med at bøde deres garn, og han kaldte dem. De forlode strax skibet og deres fader, og fulgte ham. Jesus vandrede gjennem hele Galilæa, lærte i deres forsamlinger og prædikede rigets evangelium og helbredte al sygdom og al svaghed blandt folket; og hans rygte kom ud over hele Syrien, og man bragte ham alle, som lede ilde, som vare beladte med forskjellige sygdomme og piner, besatte, maanesyge og værkbrudne, og han helbredte dem; og mange skarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis, fra Jerusalem, Judæa og hinsides Jordan. Da han saae skarerne, steg han op paa bjerget, og da han havde sat sig, gik hans disciple til ham; og han oplod sin mund og lærte dem, idet han sagde: Salige ere de fattige i aanden! thi himmerige er deres; salige ere de, som sørge! thi de skulle trøstes; salige ere de sagtmodige! thi de skulle arve jorden; salige ere de, som hungre og tørste efter retfærdighed! thi de skulle mættes; salige ere de barmhjærtige! thi dem skal vederfares barmhjærtighed; salige ere de rene af hjærtet! thi de skulle se Gud; salige ere de fredsommelige! thi de skulle kaldes Guds børn; salige ere de, som forfølges for retfærdigheds skyld! thi himmerige er deres; salige ere i, naar man spotter og forfølger eder og med løgn siger alt ondt om eder for min skyld! glæder og fryder eder! thi eders løn skal være stor i himlene; thi saaledes har de forfulgt profeterne før eder. I ere jordens salt; men naar saltet mister sin smag, hvormed skal der da saltes; det duer til intet uden at kastes ud og nedtrædes af menneskene. I er verdens lys; Stad, som ligger paa et bjerg, kan ikke skjules. Ikke heller tænder man lys og sætter det under skjæppen, men paa lysestagen, saa det skinner for dem alle i huset. Lader saaledes eders lys skinne for menneskene, at de se eders gode gjerninger og prise eders Fader, som er i himlene. I maa ikke tro, at jeg er kommen for at opløse loven eller profeterne, jeg er ikke kommen for at opløse, men for at opfylde; thi sandelig siger jeg eder: Indtil himlen og jorden forgaa, skal ikke et \i\ eller en tøddel forgaa af loven, indtil det skeer altsammen. Den altsaa, som løser eet af disse mindste bud og lærer menneskene saaledes, han skal kaldes den mindste i himmerige; men den, som holder og lærer dem, han skal kaldes stor i himmerige; thi jeg siger eder, at hvis eders retfærdighed ikke overgaaer de boglærdes og farisæernes, da kommer i ingenlunde ind i himmerige. I have hørt, at der er sagt de gamle: Du maa ikke myrde! men den, som myrder, skal være skyldig for dommen; men jeg siger eder, at enhver, som er vred paa sin broder uden grund, skal være skyldig for dommen; men hver, som siger \klods!\ til sin broder, skal være skyldig for raadet; men hver, som siger \daare!\ skal være skyldig til helvedes ild. Naar du derfor bringer din gave til alteret, og der kommer ihu, at din broder har noget imod dig, lad din gave da blive der ved alteret, gaa først bort, forlig dig med din broder, og kom saa og offer din gave. Vær snart velvillig, mod din modstander, medens du er med ham paa vejen, at modstanderen ikke skal overgive dig til dommeren, og dommeren overgive dig til fogeden, og du kastes i fængsel; sandelig siger jeg dig, du skal slet ikke komme ud derfra, førend du betaler den sidste skilling! I have hørt, at der er sagt: Du maa ikke bryde ægtepagten; men jeg siger eder, at hver den, som seer paa en kvinde, saa han begjærer hende, har allerede bolet med hende i sit hjærte. Men dersom dit højre øje forarger dig, saa riv det ud og kast det fra dig! thi det er gavnligt for dig, at eet af dine lemmer fordærves, og ikke hele dit legeme skal kastes i helvede; og hvis din højre haand forarger dig, saa hug den af, og kast den fra dig! thi det er gavnligt for dig, at eet af dine lemmer fordærves, og ikke hele dit legeme skal kastes i helvede. - Der er sagt, at hver, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende skilsmissebrev; men jeg siger eder, at hver, som skiller sig fra sin hustru uden for hors sag, gjør, at hun bedriver hor, og hver, som ægter en fraskilt, bedriver hor. I har endvidere hørt, at der er sagt de gamle: Du maa ikke sværge falsk, men du skal holde Herren dine eder; men jeg siger eder, at i slet ikke skulle sværge, hverken ved himlen, thi den er Guds højsæde; ej heller ved jorden, thi den hans fødders fodskammel, ej heller ved Jerusalem, thi den er den store konges stad; du maa ej heller sværge ved dit hoved, thi du kan ikke gjøre eet haar hvidt eller sort; men eders tale være ja, ja, nej, nej; men hvad der gaaer over det, er af den onde. I have hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand; men jeg siger eder, at i skulle ikke gjøre fornærmeren modstand; men hvis nogen slaaer dig paa din højre kind, vend ogsaa den anden til ham; og dersom nogen vil trættes med dig og tage din skjorte, lad ham tage kjolen med; og nøder nogen dig til at gaa een miil, gaa to med ham. Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil laane af dig. I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende; men jeg siger eder: Elsker eders fjender, velsigner dem, som forbande eder, gjører vel mod dem, som hade eder, beder for dem, som haane og forfølge eder; for at i kan blive børn af eders Fader, som er i himlene; thi han lader sin sol gaa op for onde og gode og lader regne over retfærdige og uretfærdige. Dersom i nemlig elske dem, som elske eder, hvad løn har i da? gjøre ikke og toldere det samme? og naar i alene hilse eders venner, hvad stort gjøre i da? gjøre ikke og toldere saaledes? Værer i altsaa fuldkomne, ligesom eders Fader i himlene er fuldkommen. Vogter eder, at i ikke give eders almisse for menneskenes øjne for at ansees af dem; ellers har i ingen løn hos eders Fader, som er i himlene. Naar du altsaa giver almisse, maa du ikke udbasune det for dig, som hyklerne gjøre i forsamlingerne og paa gaderne for at blive ærede af menneskene. Sandelig siger jeg eder, de have optaget deres løn. Men naar du giver almisse, maa din venstre haand ikke vide, hvad din højre gjør, at din almisse kan være i løn, og din Fader, som seer i løn, vil betale dig aabenbart. Naar du beder, maa du ikke være som hyklerne; thi de staa gjerne og bede i forsamlingerne og paa gadehjørnerne, for at de kan sees af menneskene. Sandelig siger jeg eder, de har optaget deres løn. Men naar du beder, gaa da ind i dit lønkammer, luk din dør, og bed til din Fader, som er i løn, og din Fader, som seer i løn, vil betale dig aabenbart. Men naar i bede, skulle i ikke bruge overflødige ord som hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte for deres mange ord. I maa altsaa ikke ligne dem, thi eders Fader veed, hvad i have behov, førend i bede ham. I skulle nemlig bede saaledes: Vor Fader i himlene, helliget vorde dit navn, komme dig rige, ske din villie, som i himlen saa og paa jorden,, giv os idag vort væsenlige brød, og forlad os vor skyld, som og vi forlade vore skyldnere; og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. Amen. Thi naar i forlade menneskene deres overtrædelser, vil eders himmelske Fader og forlade eder; men forlade i ikke menneskene deres overtrædelser, vil eders himmelske Fader ikke heller forlade eders overtrædelser. Naar i faste, maa i ikke være surseende som hyklerne; thi de forvende deres ansigter for at det kan sees af menneskene, at de faste. Sandelig siger jeg eder! de har optaget deres løn. Men naar du faster, salv saa dit hoved og vask dit ansigt, at du ikke af menneskene skal sees fastende, men af din Fader, som er i løn; og din Fader, som seer i løn, vil betale dig. Samler eder ikke skatte paa jorden, hvor møl og rust fordærve, og hvor tyve bryde ind og stjæle; men samler eder skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fordærve, og hvor tyve ikke bryde ind, ikke heller stjæle; thi hvor eders skat er, der vil og eders hjærte være. - Øjet er legemets lys; dersom dit øje altsaa er aabent, bliver dit hele legeme lys; men dersom dit øje er ondt, bliver dit hele legeme mørkt; er altsaa lyset i dig mørke, hvor stort da mørket! Ingen kan tjene to herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden, eller foretrække den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene Gud og mamon. Derfor siger jeg eder: Værer ikke bekymrede for eders sjæl, hvad i skulle spise og hvad i skulle drikke; ikke heller for eders legeme, hvad i skulle klæde eder i; er sjælen ikke mere end føden og legemet mere end klædedragten? Seer til himlens fugle, de saae ikke, de høste ikke, de samle ikke i lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere i ikke meget mere end de? Men hvem af eder kan, om han end bekymrer sig derfor, lægge en alen til sin levetid? Og hvorfor ere i bekymrede for klædedragten? Betragter markens lillier, hvorledes de voxe! de arbejde ikke, de spinde ikke; men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes markens græs, som er idag og i morgen kastes i donen, mon da ikke meget mere eder, i svagttroende? Værer da ikke bekymrede, idet i sige: Hvad skulle vi spise, eller hvad skulle vi drikke, eller hvad skulle vi klæde os i? Thi efter alt dette søge hedningerne. Eders himmelske Fader veed nemlig, at i har alt dette behov; men søger først Guds rige og hans retfærdighed, saa skal alt dette gives eder til. Værer altsaa ikke bekymrede for den dag i morgen; thi den dag i morgen skal have sin bekymring; hver dag har nok i sin plage. Dømmer ikke, at i ikke skulle dømmes; thi med hvad dom i dømme, skulle i dømmes, og med hvad maal i maale, skal eder maales igjen. Men hvorfor seer du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje tænker du ikke paa; eller hvorledes siger du til din broder: Tillad! saa vil jeg drage splinten ud af dit øje; og se, en bjælke er i dit eget øje! Hykler! drag først bjælken ud af dit eget øje, og saa kan du se til at drage splinten ud af din broder øje. - Giver ikke hundene det hellige, kaster ikke heller eders perler for svin, at de ikke skal nedtræde dem med deres fødder og vende sig og sønderrive eder. Beder, saa skal der gives eder, søger, saa skulle i finde, banker, saa skal der oplades for eder! thi hver, som beder, faaer, og den, som søger, finder, og der skal oplades for den, som banker. Eller hvem er et menneske af eder, hvis hans søn bad ham om brød, en sten vilde han dog ikke give ham? eller hvis han bad om en fisk, en slange vilde han dog ikke give ham? Dersom altsaa i, som ere onde, vide at give eders børn gode gaver, hvor meget mere vil eders Fader, som er i himlene, give dem, som bede ham, gode gaver. - Derfor, alt, hvad i ville, at menneskene skulle gjøre mod eder, saaledes gjører i og mod dem! thi saadan er loven og profeterne. Gaaer ind ad den snævre port; for den port er vid, og den vej er bred, som fører til fordærvelse, og der ere mange, som gaa ind ad den. Hvor snæver er den port, og trang den vej, som fører til livet, og der er faa, som finde den! Men vogter eder for løgnprofeterne, som komme til eder i faareklæder, men ere indvortes glubende ulve! Af deres frugter skulle i kjende dem. Samler man vel druer af torne eller figen af tidsler? Saaledes bærer hvert godt træ smukke frugter; men et snavs træ bærer slette frugter; et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et snavs træ kan ikke bære smukke frugter; hvert træ, som ikke bærer smuk frugt, afhugges og kastes i ilden. Derfor skulle i kjende dem af deres frugter. Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i himmerige, men den, som gjør min Faders villie, som er i himlene. Mange ville paa hin dag sige til mig: Herre, Herre! har vi ikke profeteret ved dit navn? har vi ikke uddrevet dæmner ved dit navn, og har vi ikke udført mange kraftige gjerninger ved dit navn? og da vil jeg bekjende for dem: Jeg kjendte eder aldrig; gaaer bort fra mig i, som beflitte eder paa uret! Derfor, enhver som hører disse mine Ord og gjør efter dem, ham vil jeg ligne ved en forstandig mand, som byggede sit hus paa klippen; og regnskyl faldt ned, og vandløbene kom; og vindene blæste og faldt over dette hus, og det faldt ikke; thi det var grundlagt paa klippen. Og hver, som hører disse mine Ord og gjør ikke efter dem, han skal lignes ved en daare, som byggede sit hus paa sand; og regnskyl faldt ned, og vandløbene kom, og vindene blæste og styrtede mod dette hus; og det faldt, og dets fald var stort. Det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, at skarerne forundrede sig over hans lærdom; thi han lærte dem som den, der havde myndighed, og ikke som de boglærde. Da han steg ned af bjerget, fulgte mange skarer ham; og se, der kom en spedalsk, han faldt ned for ham og sagde: Herre! om du vil, kan du rense mig! Jesus udrakte haanden, rørte ved ham og sagde: Jeg vil, bliv ren! og strax blev hans spedalskhed renset; og Jesus sagde til ham: Se til, at du ikke siger det til nogen; men gaa, fremstil dig selv for præsten, og offer den gave, som Mose har befalet, til et vidnesbyrd for dem. Da han gik ind i Kapernaum, kom en høvedsmand til ham, bad ham og sagde: Herre! min dregn ligger værkbruden hjemme og lider voldsomt. Jesus sagde til ham: Jeg vil komme og helbrede ham. Høvedsmanden svarede og sagde: Herre! jeg er ikke værdig til at du skal gaa ind under mit tag; men siig det blot med et Ord, saa bliver min dreng helbredet! thi jeg er ogsaa et menneske under øvrighed, og jeg har krigsfolk under mig, og siger jeg til denne: Gaa! saa gaaer han; og til den anden: Kom! saa kommer han, og til min tjener: Gjør det! saa gjør han det. Da Jesus høret det, blev han forundret og sagde til sine ledsagere: Sandelig siger jeg eder, ikke engang i Israel har jeg fundet saadan tro; men jeg siger eder, at mange skulle komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham, Isak og Jakob i himmerig; men rigets børn skulle kastes ud i det yderste mørke, der skal være graad og tænders gnidsel. Og Jesus sagde til høvedsmanden: Gaa! og dig ske, som du troede! og hans dreng blev helbredet i den samme time. Da Jesus gik ind i Peders hus, saae han hans svigermoder ligge og have feber; og han rørte ved hendes haand, og feberen forlod hende, saa hun stop op og tjente ham. - Men da det var blevet aften, førte de mange besatte til ham, og han drev aanderne ud med et Ord, og helbredte alle, som lede ilde, saa at det blev opfyldt, som er talet ved profeten Jesaja, der siger: Han tog vore svagheder og bar vore sygdomme. Men da Jesus saae mange skarer om sig, bød han at fare over til hin side, og en boglærd traadte til og sagde til ham: Lærer! jeg vil følge dig, ihvor du end gaaer! Jesus sagde til ham: Ræve har huler og himmelens fugle reder, men Menneskens Søn har ikke det, hvortil han kan hælde sit hoved. - Men en anden af hans disciple sagde til ham: Herre tillad mig først at gaa bort og begrave min fader; men Jesus sagde til ham: Følg mig, og lad de døde begrave deres døde! Da han gik i skibet, fulgte hans disciple ham; og se, der blev en stor storm paa søen, saa at skibet skjultes af bølgerne, men han sov; og hans disciple gik til ham, vækkede ham og sagde: Herre! frels os, vi forgaa! og han sagde til dem: Hvorfor ere i frygtsomme, i svagttroende! Saa stod han op, truede vindene og søen, og der blev et stort havblik. Men menneskene forundrede sig og sagde: Hvem er dog denne, da baade vindene og søen lyde ham? Da han kom hinsides til Gergesenernes egn, mødte ham to besatte, som kom ud fra gravene; de vare meget farlige, saa ingen kunde vandre den vej; og se, de raabte og sagde: Hvad har vi med dig at skaffe, du Jesus, Guds Søn? er du kommen her for at pise os før tiden? Men der var langt fra dem en stor flok svin, som græssede. Men dæmnerne bad ham og sagde: Dersom du driver os ud, tillad os da, at fare i denne svineflok. Og han sagde til dem: Far ud! men da de vare farne ud, fore de i svineflokken; og se, den hele flok svin styrtede sig fra klinten i søen og omkom i vandet. Men hyrderne flygtede, gik hen til staden, og meldte alt, ogsaa det om de besatte; og se, hele staden gik ud for at møde Jesus, og da de saae ham, bad de ham, at han skulde drage bort fra deres grændser. Han traadte saa i skibet, satte over og kom til sin egen stad; og se, de førte en værkbruden til ham, som laa paa en seng; og da Jesus saae deres tro, sagde han til den værkbrudne: Vær frimodig, barn! dine synder ere dig forladne! Og se, nogle af de boglærde sagde ved sig selv: Han bespotter Gud! Da Jesus saae deres tanker, sagde han: Hvorfor tænke i saa ondt i eders hjærter? thi hvad er lettest? at sige: Dine synder ere dig forladne, eller at sige: Staa op og gaa! Men for at i skal vide, at Menneskens Søn har magt paa jorden til at forlade synder, da siger han til den værkbrudne: Staa op, tag din seng, og gaa hjem! og han stod op og gik hjem. Men da skarerne saae det, forundrede de sig og prisede Gud, som havde givet menneskene saadan magt. Da Jesus gik derfra, saae han et menneske siddende ved toldboden, og han hed Mattæos; og han siger til ham: Følg mig! og han stod op og fulgte ham. Det skete, da han sad til bords i huset, og se, der kom mange toldere og syndere, og de sad til bords med Jesus og hans disciple; og da farisæerne saae det, sagde de til hans disciple: Hvorfor spiser eders lærer med toldere og syndere? Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: De sunde behøve ikke lægen, men de, som lide ilde. Men drager i ud og lærer, hvad det er: Jeg vil miskundhed og ikke offer; thi jeg er ikke kommen at kalde retfærdige men syndere til omvendelse. Da kom Johannes' disciple til ham og sagde: Hvorfor faste vi og farisæerne meget, men dine disciple faste ikke? Jesus sagde til dem: Kan bryllupsfolkene vel sørge, saalænge brudgommen er hos dem? men dage komme, naar brudgommen tages fra dem, da ville de faste. Ingen sætter en klud af raat klæde paa en gammel kjole; thi han river dog lappen af kjolen og hullet bliver værre. Man kommer ikke heller ung vin i gamle læderflasker; ellers revne læderflaskerne og vinen spildes; men man kommer ung vin i nye læderflasker, saa bevares de begge. Da han talede dette til dem, se, da kom en øverste, faldt ned for ham og sagde: Min datter er just død, men kom og læg din haand paa hende, saa bliver hun levende. Jesus stod op og fulgte ham med sine disciple. - Og se, en kvinde, som i 12 aar havde haft blodflod, nærmede sig bagfra og rørte sømmen af hans klædebon; thi, sagde hun hos sig selv: Rører jeg kun ved hans klædebon, saa bliver jeg helbredet. Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde han: Datter, vær frimodig! din tro har frelst dig. Og kvinden blev helbredet fra samme stund. - Da Jesus kom i øverstens hus og saae piberne og den støjende skare, sagde han til dem: Træder tilbage, thi pigen er ikke død, men hun sover; og de lo ad ham; men da skaren var dreven ud, gik han ind, tog hendes haand, og pigen stod op; og dette rygte kom ud i det hele land. Da Jesus gik derfra, fulgte to blinde ham, som raabte og sagde: Forbarm dig over os, du Davids Søn! Men da han var kommet hjem, gik de blinde til ham, og Jesus siger til dem: Tro i, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: Ja, Herre! Da rørte han ved deres øjne og sagde: Eder ske efter eders tro! Og deres øjne bleve opladne, men Jesus bød dem alvorlig og sagde: Seer til, at ingen faaer det at vide; men da de gik ud, udspredte de hans rygte i hele dette land. - Da disse vare gaaede, se, da bragte man et stumt menneske til ham, som var besat; og da dæmnen var drevet ud, talede den stumme, og skarerne forundrede sig og sagde: Aldrig er saadant seet i Israel! Men farisæerne sagde: Han uddriver dæmner ved dæmnernes formand. Jesus drog omkring i alle stæder og byer, lærte i deres forsamlinger, prædikede rigets evangelium og helbredte al sygdom og al svaghed; men da han saae skarerne, ynkedes han inderlig over dem, thi de vare forsmægtede og adspredte som faar, der ikke have hyrde. Da sagde han til sine disciple: Høsten er vel stor, men arbejderne er faa; beder derfor høstens Herre, at han sender arbejdere ud til sin høst. Han kaldte sine 12 disciple og gav dem magt over de urene aander til at drive dem ud og helbrede al sygdom og al svaghed. Men disse ere navnene paa de 12 apostle: Den første Simon, som kaldes Peder, og Andreas hans broder; Jakob Zebedæos' søn og Johannes hans broder; Filip og Bartolomæos; Tomas og tolderen Mattæos; Jakob Alfæos' søn og Lebbæos med tilnavn Taddæos; kananiten Simon og Judas Iskariot, som og forraadte ham. Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: Gaaer ikke ud ad vejen til hedningerne, og gaaer ikke ind i samaritaners stad; men gaaer hellere til de fortabte faar af Israels hus. Men naar i drage ud, da prædiker og siger, at himmerige er nær; helbreder de syge, renser de spedalske og uddriver dæmner; I have modtaget det for intet, giver det for intet. - I maa ikke eje guld eller sølv eller kobber i eders belter; ej rejsetaske, ikke heller to skjorter, ej heller sko eller stav; thi arbejderen er sin føde værd. I hvilken stad eller by i drage ind, udspørger hvem der er i den, som er værd, og bliver der, til i drage bort; men naar i gaa ind i et hus, da hilser det og siger: Fred med dette hus! og naar dette hus er det værd, skal eders fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, skal eders fred vende tilbage til eder; og dersom man ikke vil modtage eder eller høre eders ord, da skal i gaa ud af dette hus, eller denne stad og ryste støvet af eders fødder. Sandelig siger jeg eder, det skal blive taaligere for Sodomiters og Gomorriters land paa dommens dag end for denne stad. Se, jeg sender eder som faar midt iblandt ulve; værer derfor snilde som slanger og enfoldige som duer! Vogter eder for menneskene! thi de ville overgive eder til raadet og hudslette eder i deres skoler; og i skal føres for fyrster og konger for min skyld, dem og hedningerne til et vidnesbyrd. Men naar de overgive eder, værer da ikke bekymrede for, hvorledes eller hvad i skulle tale; thi hvad i skal tale, vil gives eder i samme stund, thi det er ikke eder, som tale, men eders Faders Aand, som taler i eder. Men broder vil overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal staa op mod forældre og slaa dem ihjel; og i vil blive hadede af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud til enden, han skal blive salig. Men naar de forfølge eder i een stad, saa flygter til en anden; thi sandelig siger jeg eder: I skal ikke komme til ende med Israels stader, inden Menneskets Søn kommer. - Disciplen er ikke over læreren eller tjeneren over sin herre; det er disciplen nok at blive som sin Herre, og tjeneren som sin Herre; har de kaldt husbonden belzebub, hvormeget mere da hans husfolk? Frygter derfor ikke for dem; thi intet er skjult som ikke skal aabenbares, og dulgt, som ikke skal blive vitterligt. Udtaler i lys, hvad jeg siger eder i løn; og prædiker paa tagene, hvad i høre med øret; og frygter ikke for dem, som slaa legemet ihjel, men kunne ikke slaa sjælen ihjel, men frygter snarere ham, som kan fordærve baade sjæl og legeme i helvede. Sælges ikke to spurve for een skilling? og ikke een af dem falder til jorden, uden eders Fader vil, men endog alle eders hovedhaar ere talte. Altsaa maa i ikke frygte,i ere meget bedre end spurve! Enhver altsaa, som vil bekjende mig for menneskene, ham vil jeg og bekjende for min Fader i himlene; men hver, som vil fornægte mig for menneskene, ham vil jeg og fornægte for min Fader i himlene. I maa ikke mene, at jeg er kommen at bringe fred paa jorden; jeg er ikke kommen at bringe fred, men sværd; thi jeg er kommen at sætte splid mellem mand og hans fader, datter og hendes moder, sønnekone og hendes svigermoder; og en mands husfolk skal være hans fjender. Den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd, og den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd; og den, som ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd. Den, som finder sin sjæl, skal miste den, og den, som mister sin sjæl for min skyld, skal finde den. Den, som modtager eder, modtager mig, og den, som modtager mig, modtager ham, som har sendt mig. Den, som modtager en profet i en profets navn, skal faa en profets løn, og den, som modtager en retfærdig i en retfærdigs navn, skal faa en retfærdigs løn; og den, som giver en af disse smaa kun et bæger koldt vand at drikke, i en discipels navn, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin løn. Da Jesus havde fuldendt at give sine 12 disciple denne befaling, drog han derfra for at lære og prædike i deres stæder. Men da Johannes i fængslet hørte Kristi gjerninger, sendte han 2 af sine disciple, og sagde til ham: Er det dig, som kommer, eller skulle vi vente en anden? Jesus svarede og sagde til dem: Gaaer hen og melder Johannes hvad i høre og se: Blinde se, og halte gaa, spedalske renses, og døve høre, døde staa op, og evangeliet forkyndes de fattige; og salig er den, som ikke forarger sig paa mig. - Men da disse droge bort, begyndte Jesus at tale til skarerne om Johannes: Hvad ere i udgangne i ørken at se?, et rør, som svajer for vinden? eller hvad ere i udgangne at se? et menneske, iført fine klæder? se de, som bære fine klæder, ere i kongers huse. Eller hvad ere i udgangne at se? en profet? ja jeg siger eder: Endog mere end en profet! thi han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min engel for dit ansigt, og han skal berede din vej for dig. Sandelig siger jeg eder: Der er blandt kvindefødte ingen større opstanden end Døberen Johannes; men den mindste i himmerige er større end han. Men fra Døberen Johanns' dage indtil nu tages himmerig med kraft, og de som tage det med kraft, rive det til sig; thi alle profeter og loven varslede indtil Johannes; og, om i vil antage det, han er Elia, som skal komme. Den, som har øren at høre med, han høre! - Men hvem skal jeg ligne denne slægt med? Den ligner de smaadrenge, som sidde paa torvet og raabe til deres jævninger, og sige: Vi fløjtede for eder, og i dandsede ikke; vi sang klagelig for eder, og i græd ikke! Thi Johannes kom, og han hverken spiste eller drak, og de sige: Han har en dæmen; Menneskens Søn kom, og han spiser og drikker, og de sige: Se, en fraadser og dranker, tolderes og synderes ven! Og visdommen er retfærdiggjort af sine børn. Da begyndte han at laste de stæder, hvori hans fleste kraftige gjerninger vare skete, fordi de ikke havde omvendt sig. Ve dig Korazin! Ve dig Betsajda! thi, hvis de kraftige gjerninger vare skete i Tyros og Sidon, som ere skete i eder, havde de for længe siden omvendt sig i sørgedragt og aske. Men jeg siger eder, det skal blive taaligere for Tyros og Sidon paa dommens dag end for eder. Og du Kapernaum, som er ophøjet til himlen, du skal styrtes ned til helhjem; thi vare de kraftige gjerninger skete i Sodoma, som ere skete i dig, var den vel bleven indtil denne dag; men jeg siger eder, at det vil blive taaligere for Sodomiters land paa dommens dag end for dig. Samme stud tog Jesus Ordet og sagde: Jeg priser dig Fader, himlens og jordens Herre, at du har dulgt dette for de vise og forstandige og aabenbaret det for de spæde! ja Fader! thi saaledes var det behageligt for dig. Alle ting ere mig overgivne af min Fader, og ingen kjender Sønnen uden Faderen, ikke heller kjender nogen Faderen uden Sønnen, og hvem Sønnen vil aabenbare det. Kommer til mig alle, som arbejde og ere besværede, og jeg vil give eder hvile; tager mit aag paa eder, og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjærtet, og i skulle finde hvile for eders sjæle; thi mit aag er gavnligt og min byrde er let. Samme tid gik Jesus gjennem sæden paa hviledagen, men hans disciple vare hungrige og begyndte at plukke ax og spise; men da farisæerne saae det, sagde de til ham: Se, dine disciple gjøre, hvad der ikke er tilladt at gjøre paa hviledagen. Men han sagde til dem: Har i ikke læst, hvad David gjorde, da han og de, som vare med ham, hungrede, hvorledes han gik ind i Guds hus og spiste skuebrødene, hvilke det ikke var ham og dem, som vare med ham, tilladt at spise, men alene præsterne; eller har i ikke læst i loven, at præsterne paa hviledagen krænke hviledagen i templet og ere uskyldige? men jeg siger eder, at her er, hvad der er større end templet. Men dersom i havde vidst, hvad det er: Jeg vil miskundhed og ikke offer, da havde i ikke fordømt de uskyldige; thi Menneskens Søn er Herre over hviledagen. Da han gik derfra, kom han i deres skole; og se, der var et menneske, som havde en visse haand; og de spurgte ham og sagde: Er det tilladt at helbrede paa hviledagene? for at de kunde anklage ham. Men han sagde til dem: Hvilket menneske er der blandt eder, som har eet faar, og som, hvis det paa hviledagen faldt i en grav, ikke tager fat paa det og løfter det op? hvormeget bedre er nu et menneske end et faar? Derfor er det tilladt at gjøre vel paa hviledagene. Derpaa siger han til mennesket, som havde den visne haand: Ræk din haand ud! og han rakte den ud, og den fik sin velmagt igjen ligesom den anden. Men farisæerne gik ud og lagde raad op mod ham, hvorledes de kunde ombringe ham. Men da Jesus vidste dette, veg han bort derfra, og mange skarer fulgte ham, og han helbredte dem alle; og han bød dem alvorlig, at de ikke maatte røbe ham; at det skulde opfyldes, som er talet ved profeten Jesaja, som siger: Se min tjener, som jeg har udvalgt, min elskelige, i hvem min sjæl har velbehag, paa ham vil jeg lægge min Aand, og han skal forkynde hedningerne ret; han skal ikke trætte, ikke raabe, og ingen skal høre hans røst paa gaderne; han vil ikke sønderbryde det knækkede rør og slukke den rygende tande, indtil han udfører retten til sejer; og hedninger skulle haabe paa hans navn. Derpaa blev en besat, som var blind og stum, ført til ham, og han helbredte ham, saa den blinde og stumme baade talede og saae; og alle skarer forbavsedes og sagde: Mon han ike er Kristus, Davids Søn? Men da farisæerne hørte det, sagde de: Han uddriver ikke dæmner uden ved belzebul, dæmnernes formand. Men da Jesus saae deres tanker, sagde han til dem: Hvert rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og hver stad eller hus, som er splidagtig med sig selv, kan ikke bestaa; og hvis satan uddriver satan, er han i splid med sig selv; hvorledes kan da hans rige bestaa? og dersom jeg uddriver dæmner ved belzebul, ved hvem drive da eders børn dem ud? Derfor skal de være eders dommere. Men dersom jeg uddriver dæmner ved Guds Aand, saa er jo Guds rige kommet til eder. Eller hvorledes kan nogen gaa ind i den stærkes hus og plyndre hans gods, uden han først binder den stærke? da kan han plyndre hans hus. Den, som ikke er med mig, er mod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder. Derfor siger jeg eder: Al synd og bespottelse kan forlades menneskene; men bespottelse mod Aanden kan ikke forlades menneskene; og taler nogen et ord mod Menneskens Søn, ham kan det forlades; men den, som siger et ord mod den helligaand, ham forlades det ikke, hverken i denne verden eller i den kommende. Lader enten træet være godt og dets frugt god, eller lader træet være snavs og dets frugt snavs; thi træet kjendes paa frugten. Øgleyngel! hvorledes kan i tale godt, da i ere onde? thi af hjærtets overflødighed taler munden. Et godt menneske fremfører af den gode skat gode ting; og et ondt menneske fremfører af den onde skat onde ting; men jeg siger eder, at for hvert unyttigt ord, menneskene have talet, skulle de aflægge regnskab paa dommens dag; thi af dine ord skal du kjendes retfærdig, og af dine ord skal du fordømmes. Derpaa tog nogle af de boglærde og farisæerne ordet og sagde: Lærer! vi ville se et tegn af dig. Men han svarede og sagde til dem: Den onde og bolerske slægt begjærer tegn; men tegn skal ikke gives den uden profeten Jonas tegn; thi ligesom Jona var tre døgn i hvalens bug, saaledes skal Menneskes Søn være tre døgn i jordens hjærte. Mændene af Ninive skal opstaa ved dommen mod denne slægt og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas prædiken, men se, her er mere end Jona; Dronningen af sydland skal ved dommen rejse sig mod denne slægt og fordømme den; thi hun kom fra jordens grændser for at høre Salomons visdom; og se, her er mere end Salomon. Naar den urene aand er faren ud af et menneske, vandrer han gjennem vandløse steder, søger hvile, men finder den ikke. Da siger han: Jeg vil vende tilbage til mit hus, jeg gik ud fra; og naar han kommer, finder han det ledigt, fejet og prydet; saa gaaer han hen og tager syv andre aander med sig, som ere værre end han selv, og de gaa ind og bo der; og det sidste bliver værre med dette menneske end det første. Saaledes skal det og gaa denne onde slægt. Medens han endnu talede til skarerne, se, da stod hans moder og hans brødre udenfor og forlangte at tale med ham. Da sagde en til ham: Se, din moder og dine brødre staa udenfor og forlange at tale med dig. Men han svarede og sagde til ham, som sagde ham det: Hvem er min moder, og hvem ere mine brødre? og han rakte sin haand ud mod sine disciple og sagde: Se min moder og mine brødre! thi hver, som gjør min Faders villie, som er i himlene, han er min broder og søster og moder. Samme dag gik Jesus ud af huset og satte sig ved søen; og mange skarer samledes hos ham, saa han steg i et skib og satte sig; men hele skaren stod paa bredden; og han talede mange ting til dem i lignelser, og sagde: Se, en sædemand gik ud at saae; og som han saaede, faldt noget ved vejen, og fuglene kom og aad det op; men noget faldt paa stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det voxede snart op, fordi det ikke havde dyb jord; men da solen stod op, blev det brændt, og da det ikke havde rod, visnede det. Men noget faldt blandt torne, og tornene voxede op og kvalte det. Men noget faldt i god jord og gav frugt; noget 100, andet 60, andet 30 fold. Den, som har øren at høre med, han høre! Saa traadte disciplene til og sagde til ham: Hvorfor taler du til dem i lignelser? Men han svarede dem og sagde: Fordi eder er det givet at kjende himmeriges hemmeligheder; men disse er det ikke givet; thi den, som har, ham skal gives, og han skal have overflødig; men den, som ikke har, ham skal endog fratages, hvad han har. Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de, seende, ikke se, og, hørende, ikke høre eller forstaa; og paa dem opfyldes Jesauas spaadom, som siger: Grandt skulle i høre, men ike forstaa, klarlig se, men ikke indse; thi dette folks hjærte er forhærdet; med ørene høre de tungt, og de tillukkede deres øjne, for at de ikke skulle se med øjnene, høre med ørene, forstaa med hjærtet og omvende sig, saa jeg kunde læge dem; men salige ere eders øjne, at de se, og eders øren, at de høre; thi sandelig siger jeg eder, at mange profeter og retfærdige ønskede at se, hvad i se, og saae det ikke, og høre, hvad i høre, og hørte det ikke. Hører i altsaa lignelsen om sædemanden! Naar nogen hører Ordet om riget og forstaar det ikke, kommer den onde og river det bort, som er saaet i hans hjærte; han er, hvad der er saaet ved vejen; men det, som er saaet paa stengrund er den, som hører Ordet og strax optager det med glæde; men han har ikke rod i sig og bliver ved til en tid; men naar der bliver trængsel og forfølgelse for Ordet, forarges han strax. Men det, som er saaet blandt torne, er den, som hører Ordet, og denne verdens bekymring og rigdoms forførelse kvæler Ordet og det bliver uden frugt. Men det, som er saaet i god jord, er den, som hører Ordet og forstaaer det, som virkelig bærer frugt, og en giver 100, en anden 60, en anden 30 fold. Han fremsatte dem en anden lignelse og sagde: Himmerige ligner et menneske, som saaede god sæd i sin mark; men medens folkene sov, kom hans fjende og saaede hejre blandt hveden og gik bort; men da straaet voxede og satte frugt, da kom hejren ogsaa til syne; og husbondens tjenere traadte frem og sagde til ham: Herre! saaede du ikke god sæd i din mark? hvorfra har den da hejre. Men han sagde til dem: Et fjendsk menneske har gjort det. Tjenerne sagde til ham: VIl du da, saa ville vi gaa hen og luge den af. Men han sagde: Nej, for at i ikke naar i luge hejren af, skulle rive hveden op med rod tillige med den. Lader dem begge voxe sammen til høsten, og i høsttiden vil jeg sige til høstfolkene: Samler først hejren og binder den i knipper til at brænde den; men fører hveden sammen i min lade. Han fremsatte dem en anden lignelse og sagde: HImmerige ligner et senepskorn, som et menneske tog og saaede i sin mark; det er vel mindre end al sæd, men naar det voxer til, er det større end alle urter og bliver et træ, saa himlens fugle komme og bo i dets grene. Han fortalte dem en anden lignelse: himmerige ligner en surdejg, som en kvinde tog og nedlagde i tre maader mel, indtil det hele blev syret. Alt dette talede Jesus i lignelser til skarerne, og uden lignelse talede han ikke til dem; saa at det maatte opfyldes, som er talet af profeten, der siger: Jeg vil aabne min mund i lignelser, jeg vil udsige, hvad der var skjult, fra verden blev grundlagt. Derpaa lod Jesus skarerne fare og kom hjem; og hans disciple gik til ham og sagde: Forklar os den lignelse om hejren paa marken. Han tog da Ordet og sagde til dem: Den, som saaer den gode sæd, er Menneskens Søn; men marken er verden; den gode sæd er rigets børn, men hejren er den ondes børn; Fjenden, som saaede den, er djævelen; men høsten er denne verdens ende, og høstfolkene ere englene. Ligesom altsaa hejren samles og brændes i ild, saaledes skal det ske ved verdens ende; Menneskens Søn vil sende sine engle; og de skal samle af hans rige alle forargelser og dem, som gjøre uret, og kaste dem i ildovnen; der skal være graad og tænders gnidsel; da skal de retfærdige straale som solen i deres Faders rige. Den, som har øren at høre med, han høre! Himmerige ligner atter en skat, som var skjult paa en mark, og som et menneske fandt og dulgte, og af glæde over den gik han bort, solgte alt, hvad han havde, og kjøbte denne mark. - Himmerige ligner atter en kjøbmand, der søgte ægte perler, som, da han traf en kostbar perle, gik hen, og solgte alt, hvad han havde, og kjøbte den. Himmerige ligner atter et vod, udlagt i havet, som samler af alle slags, som de, naar det er fuldt, drage op paa stranden og sidde og sanke de gode sammen i kar, men kaste de raadne udenfor. Saaledes skal det være ved verdens ende; Englene skal gaa ud og skille de onde ud fra de retfærdige og kaste dem i ildovnen; der skal være graad og tænders gnidsel! - Jesus siger til dem: Her i forstaaet det altsammen? De sige til ham: Ja, Herre! Men han sagde til dem: Derfor er hver boglærd, som en oplært til himmerig, lig en husbonde, som udtager nyt og gammelt af sin skat. Da Jesus havde fuldendt disse lignelser, drog han bort derfra, og da han kom til sin fædrenestad, lærte han dem i deres skole, saa de højlig forundrede sig og sagde: Hvorfra har han denne visdom og de kraftige gjerninger? er det ikke tømmermandssønnen, og hedder hans moder ikke Maria og hans brødre Jakob go Joses, Simon og Judas? og er ikke alle hans søstre hos os? hvorfra har han da alt dette? og de forargedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: En profet er ikke foragtet uden i sin fædrenestad og i sit hjem! Ikke heller gjorde han der mange kraftige gjerninger for deres vantros skyld. Paa denne tid hørte fjerdingsfyrsten Herodes rygtet om Jesus; og han sagde til sine tjenere: Han er Døberen Johannes; han er staaet op fra de døde, og derfor virke kræfterne i ham. Herodes havde nemlig grebet Johannes, bundet ham og sat ham i fængsel for Herodias, hans broder Filips hustrus skyld; thi Johannes sagde til ham: Det er dig ikke tilladt at have hende; og han vilde slaa ham ihjel, men frygtede for mængden, fordi de holdt ham for en profet. Men da Herodes holdt sin fødselsdag, dandsede Herodias datter i kredsen, og han behagede Herodes; derfor lovede han med ed at give hende, hvad hun forlangte. Men tilskyndet af sin moder sagde hun: Giv mig her Døberen Johannes' hoved paa et fad. Kongen blev bedrøvet, men for edernes skyld og for dem, som laa til bords med ham, befalede han, at det skulde gives; og han sendte bud og halshuggede Johannes i fængslet; og hans hoved blev bragt paa et fad og givet pigen, og hun bragte det til sin moder. Hans disciple kom, toge han legeme og begravede det; og de gik hen og meldte Jesus det. Da Jesus hørte det, veg han bort derfra paa et skib til et øde sted afsides, og da skarerne fik det at vide, fulgte de ham tilfods fra stæderne. Idet Jesus gik ud, saae han en stor skare, og han ynkedes inderlig over dem og helbredte deres syge. Men da det var blevet aften, gik hans disciple til ham og sagde: Stedet er øde og tiden er allerede forløben, lad skarerne fare, for at de kan gaa hen i byerne og kjøbe sig mad; men Jesus sagde til dem: De har ikke at gaa bort, giver i dem at spise! Men de sagde til ham: Vi har ikke mer end 5 brød og 2 fiske; men han sagde: Bringer mig dem hid! og han bød skarerne at sætte sig ned i græsset, og han tog de 5 brød og de 2 fiske, saae op til himlen og velsignede dem, han brød dem og gav sine disciple brødene, men disciplene gav skarerne dem; og de spiste alle og bleve mætte, og de opsamlede de levnede stykker, 12 kurve fulde; men de, som spiste, vare ved 5000 mænd foruden kvinder og børn, og strax nødte Jesus disciplene til at stige i skibet og gaa foran ham til hin side, medens han lod skarerne fare. Da han havde ladet skarerne fare, gik han afsides op paa et bjerg, for at bede. Da det blev midnat, var han der ene; men skibet var allerede midt paa søen go led nød af bølgerne, thi vinden var imod. Men i fjerde nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa søen. Da disciplene saae ham vandrende paa søen, bleve de forskrækkede og sagde: Det er et spøgelse! og de skreg af frygt. Men Jesus talede strax til dem og sagde: Værer frimodige! det er mig, frygter ikke! Men Peder svarede ham og sagde: Herre, er det dig, saa byd mig at komme til dig paa vandet! Han sagde: Kom! og Peder steg ud af skibet og gik paa vandet for at komme til Jesus; men da han saae et stærkt vindstød, blev han bange, og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig! og strax udrakte Jesus haanden, tog fat paa ham og sagde til ham: Du svagttroende! hvorfor tvivlede du? og som de steg i skibet, lagde vinden sig. Men de, som var i skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: Du er i sandhed Guds Søn! Da de vare farne over, kom de til Genezarets land; og da mændene paa dette sted kjendte ham, sendte de bud til hele denne egn, og de førte alle syge til ham; og de bade ham, at de endog blot maatte røre ved sømmen af hans kjortel, og saamange, som rørte derved, bleve helbredede. Derpaa kom boglærde og farisæer fra Jerusalem til Jesus og sagde: Hvorfor overtræde dine disciple de gamles vedtægt; thi de vaske ikke deres hænder, naar de ville holde maaltid. Men han svarede og sagde til dem: Hvorfor overtræde ogsaa i Guds bud for eders vedtægts skyld; thi Gud har budet og sagt: \Ær fader og moder!\ og: \Den, som bander fader eller moder, skal visselig dø!\ men i sige: Den, som siger til fader eller moder: Det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er helliget Gud! og han vil vist ikke ære sin fader eller sin moder; og i har gjort Guds bud til intet ved eders vedtægt. I hyklere! Jesaja har spaaet rigtigt om eder, da han sagde: Dette folk holder sig nær til mig med sin mund og ærer mig med læberne, men deres hjærte er langt fra mig; men de dyrke mig forgjæves, idet de føre lærdomme, som er menneskebud. - Saa kaldte han skaren til sig og sagde til dem: Hører og forstaaer! Ikke hvad der kommer ind i munden, gjør mennesket urent; men hvad der gaaer ud af munden, det gjør mennesket urent. Da traadte hans disciple til og sagde til ham: Veed du, at farisæerne ved at høre den tale har forarget sig. Men han svarede og sagde: Hver plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rod; lad dem fare! Blinde ere blindes vejledere; men naar blind leder blind, falde de begge i grav. - Men Peder tog ordet og sagde til ham: Forklar os denne lignelse! Jesus sagde: Ere ogsaa i endnu uforstandige; forstaa i endnu ikke, at alt, hvad der kommer ind i munden, gaaer i bugen og udføres ad den naturlige vej; men hvad som gaaer ud af munden, kommer fra hjærtet, og det gjør mennesket urent; thi fra hjærtet udgaa onde tanker: Mord, hor, skjørlevnet, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser; det er dette, som gjør mennesket urent, men at spise med uvaskede hænder, det gjør ikke mennesket urent. Da Jesus gik ud derfra, drog han afsides til Tyros' og Sidons egne; og se, en kananæisk kvinde kom fra de samme grændser, hun raabte til ham og sagde: Herre, Davids Søn, forbarm dig over mig! min datter er ilde besat; men han svarede hende ikke et ord; og hans disciple gik til ham, bade ham og sagde: Skil dig af med hende! thi hun raaber efter os. Da tog Jesus Ordet og sagde: Jeg er ikek udsendt uden til de fortabte faar af Israels hus. Men hun kom, faldt ned for ham og sagde: Herre hjælp mig! Men han svarede og sagde: Det er ikke smukt, at tage børnenes brød og kaste det for smaahunde. Men hun sagde: Jo Herre! thi smaahunde æde og af de smuler, som falde fra deres Herres bord. Da tog Jesus Ordet, og sagde til hende: O kvinde, stor er din tro, dig ske som du vil! og hendes datter blev helbredet fra samme stund. Da Jesus gik bort derfra, kom han til Galilæas sø; og han steg op paa bjerget og satte sig der; og mange skarer gik til ham, og de havde halte, blinde, stumme, krøblinger og mange andre med sig, og de lagde dem for Jesu fødder, og han helbredte dem; saa skarerne forundrede sig, da de saae stumme tale, krøblinger helbredte, halte gaa og blinde se; og de lovede Israels Gud. Men Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: Jeg ynkes inderlig over denne skare, thi de har nu tøvet tre dage hos mig, og de har ikke, hvad de kunne spise, og lade dem fare fastende bort vil jeg ikke, at de ikke skal forsmægte paa vejen. Hans disciple sagde til ham: Hvorfra skal vi faa saa mange brød i ørken, saa vi kunne mætte saa stor en skare? Jesus sagde til dem: Hvormange brød have i? De sagde til ham: Syv, og faa smaafiske; og han bød skarerne sidde ned paa jorden. Saa tog han de syv brød og fiskene; han takkede og brød dem, og gav dem til sine disciple, men disciplene til skaren; og de spiste alle og bleve mætte, og opsamlede de levnede stykker, syv madkurve fulde. Men de, som havde spist, vare 4000 mænd foruden kvinder og børn. Saa lod han skarerne fare, steg paa et skib og kom til Magdalas enemærker. Farisæerne og Saddukæerne gik frem for at friste ham og begjærede, at han vilde vise dem et tegn fra himmelen; men han svarede og sagde til dem: Om aftenen sige i: Det bliver smukt vejr, thi himlen rødmer; og om morgenen: Det bliver storm idag, thi himlen er ildrød og mørk. I hyklere! I forstaa vel at bedømme himlens udseende, men tidernes ten kunne i ikke! Onde og bolerske slægt forlanger tegn, og der skal ikke gives den uden profeten Jonas tegn! Saa forlod han dem og gik bort. Da hans disciple kom over til den anden side, havde de glemt at tage brød med; og Jesus sagde til dem: Seer til og vogter eder for farisæernes og saddukæernes surdejg. Men de tænkte ved sig selv og sagde: Det er fordi vi ikke tage brød med. Da Jesus vidste det, sagde han til dem: I svagttroende, hvorfor tænke i hos eder selv paa, at i ikke tog brød med? Forstaa i endnu ikke, eller huske i endnu ikke paa de 5 brød til de 5000, og hvormange kurve i samlede? eller de 7 brød til de 4000, og hvormange brødkurve i da samlede. Hvorledes forstaa i da ikke, at det ikke var om brød, jeg sagde eder, at i skulle tage eder vare for farisæernes og saddukæernes surdejg? Da forstode de, at han ikke havde sagt, at de skulde vare sig for brødets surdejg, men for farisæernes og saddukæernes lærdom. Da Jesus var kommen i egnen af Kæsarea Filippi, spurgte han sine disciple og sagde: Hvem sige folk, at jeg, Menneskens Søn, er? Men de sagde: Nogle sige, at du er Døberen Johannes, andre Elia, andre Jeremja eller en af profeterne. Han siger til dem: Men i, hvem sige i, jeg er? Da svarede Simon Peder og sagde: Du er Kristus, den levende Guds Søn! Jesus svarede og sagde til ham: Salig er du Simon Jonas Søn; thi det har kjød og blod ikke aabenbaret dig, men min Fader, som er i himlene; men jeg siger dig ogsaa, at du er klippemanden; thi paa denne klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke faa magt over den; og dig vil jeg give himmeriges nøgler, og hvad du maatte binde paa jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du maatte løse paa jorden, skal være løst i himlene. Derpaa bød han sine disciple, at de ikke maatte sige nogen, at han var Jesus, den Kristus. Fra den tid begyndte Jesus at forestille sine disciple, at han burde drage til Jerusalem og der lide meget af de ældste, ypperstepræsterne og de boglærde, ihjelslaaes og opstaa tredje dag. Men Peder tog ham til side og begyndte at bebrejde ham, idet han sagde: Gud forbarme sig over dig Herre, det ske dig ingenlunde! Men han vendte sig om, og sagde til Peder: Vig bag mig satan! du er mig en forargelse, thi du sandser ikke, hvad Guds, men hvad menneskenes er. Derpaa sagde Jesus til sine disciple: Vil nogen komme efter mig, han maa fornægte sig selv og tage sit kors og følge mig; thi den, som vil frelse sin sjæl, skal miste den, og den, som mister sin sjæl for min skyld, skal finde den; thi hvad vilde det gavne et menneske, om han vandt den hele verden, men fortabte sin sjæl, eller hvad vederlag kan et menneske give for sin sjæl? Thi Menneskens Søn vil komme i sin Faders herlighed med sine engle, og da vil han betale hver efter hans gjerning. Sandelig siger jeg eder, der er nogle, som staa her, som ikke skal smage døden, førend de se Menneskens Søn komme i sit rige. Sex dage derefter tog Jesus Peder og Jakob og hans broder Johannes med, og han førte dem afsides op paa et højt bjerg; han blev forvandlet for dem, saa hans ansigt straalede som solen, og hans klæder bleve hvide som lyset; og se, Mose og Elia bleve sete af dem i samtale med ham. Da tog Peder ordet og sagde til Jesus: Herre, det er godt, at vi blive her! Vil du, saa lad os her indrette tre løvsale: een for dig, og een for Mose og een for Elia! Medens han endnu talede, se, da overskyggede en lyssky dem, og se, en røst kom fra skyen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har velbehag! Hører ham! Da disciplene hørte det, faldt de paa deres ansigt og frygtede saare; og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: Rejser eder, og frygter ej! Men da de opløftede deres øjne, saae de ingen uden Jesus alene. - Da de steg ned af bjerget, bød Jesus dem og sagde: I maa ikke sige nogen dette syn, før Menneskets Søn er opstanden fra døde. Hans disciple spurgte ham og sagde: Hvad er det da, de boglærde sige: at Elia skal komme først? Men Jesus svarede dem og sagde: Elia skal vel komme først og skikke alting tilrette; men jeg siger eder, at Elia er allerede kommen, men de erkjendte ham ikke, men gjorde med ham hvad de vilde. Saaledes skal ogsaa Menneskens Søn lide af dem. Da forstod disciplene, at han havde talet til dem om Døberen Johannes. Da de kom til folkeskaren, gik et menneske til ham, knælede for ham, og sagde: Herre, forbarm dig over min søn! for han er maanesyg og lider ilde, thi han falder ofte i ild og ofte i vand; og jeg førte ham til dine disciple, men de kunde ikke helbrede ham. Men Jesus tog Ordet og sagde: O vantro og forvendte slægt! Hvorlænge skal jeg være hos eder, hvorlænge skal jeg taale eder? Fører ham herhen til mig! Jesus tiltalte ham haardt, og dæmnen foer ud af ham, og drengen blev helbredet fra denne stund. Da gik disciplene afsides til Jesus og sagde: Hvorfor kunde vi ikke drive ham ud? Men Jesus sagde til dem: For eders vantros skyld; thi sandelig siger jeg eder: Havde i tro som et senepskorn, da kunde i sige til dette bjerg: Flyt dig herfra derhen! og det skulde flytte sig, og intet skulde være umuligt for eder. Men dette slags farer ikke ud, uden ved bøn og faste. Da de vandrede i Galilæa, sagde Jesus til dem: Menneskens Søn skal overgives i menneskers hænder, og de skal slaa ham ihjel, og paa tredje dag skal han staa op. Og de bleve meget bedrøvede. Da de kom til Kapernaum, gik de, som oppebar tempelskatten, til Peder og sagde: Betaler eders lærer ikke tempelskatten? Han sagde: Jo. Men da han traadte ind i huset kom Jesus ham i forkjøbet og sagde: Hvad synes dig Simon? Af hvem tage jordens konger told eller skat? af deres egne børn, eller af fremmede? Peder sagde til ham: Af fremmede. Jesus sagde til ham: Altsaa ere børnene frie. Men for at vi ikke skal give dem anstød, gaa du til søen, kast krog, tag den første fisk, som kommer op, og naar du aabner gabet paa den, skal du finde en daler, tag og giv dem den for mig og dig. Samme stund gik disciplene til Jesus og sagde: HVem er dog den største i himmerig? Jesus kaldte en lille dreng til sig, stillede ham midt iblandt dem, og sagde: Sandelig siger jeg eder: hvis i ikke omvende eder og blive som smaa børn, komme i slet ikke ind i himmerige; enhver derfor, som ydmyger sig som dette barn, han er den største i himmerig; og den, som modtager et saadant lille barn i mit navn, modtager mig. Men den, som forager een af disse smaa, som tro paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals og han var sænket i havets dyb. Ve verden for forargelser! det er vel nødvendigt, at forargelser maa komme; dog ved det menneske, ved hvem forargelse kommer! Men dersom din haand eller din fod forarger dig, saa hug den af og kast den fra dig; thi det er dig bedre, at gaa halt eller enhaandet ind til livet, end at have to hænder og to fødder og kastes i den evige ild; og dersom dit øje forarger dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig bedre at gaa eenøjet ind til livet, end at have to øjne og kastes i det brændende helvede. Seer til, at i ikke foragte een af disse smaa; thi jeg siger eder, at deres engle i himlene altid se min Faders ansigt, som er i himlene. Menneskens Søn er nemlig kommen for at frelse det fortabte. Hvad synes eder? Havde et menneske 100 faar, og eet af dem foer vild, forlader han da ikke de 99 paa bjergene, gaaer bort og søger det vildfarende? og skeer det, at han finder det, sandelig siger jeg eder, at han glæder sig mere over det end de 99, som ikke fare vild. Saaledes er det ikke eders Faders villie, som er i himlene, at een af disse smaa skal fortabes. Naar din broder synder imod dig, gaa og viis ham til rette mellem dig og ham alene; hører han dig, har du vundet din broder; men hører han dig ikke, tag da endnu een eller to med dig, for at hvert ord kan staa fast paa to eller tre vidners udsagn; men overhører han dem, saa siig det til menigheden; men hvis han ogsaa overhører menigheden, skal han for dig være som en hedning og tolder. Sandelig siger jeg eder, hvadsomhelst i binde paa jorden, skal være bundet i himlen; og hvadsomhelst i løse paa jorden, skal være løst i himlen. Atter, sandelig siger jeg eder, at naar to af eder samstemme paa jorden om, hvad sag det er, de ville bede, da skal det times dem af min Fader, som er i himlene; thi hvor to eller tre ere forsamlede til mit navn, der er jeg midt iblandt dem. - Da gik Peder til ham og sagde: Herre, hvorofte kan min broder synde mod mig, og jeg skal forlade ham? mon indtil 7 gange? Jesus siger til ham: Jeg siger dig: Ikke indtil 7 gange, men indtil 70 gange 7. Derfor lignes himmerige med et menneske, som var konge, der vilde holde regnskab med sine tjenere; men da han begyndte at opgjøre regnskabet, bragte man en for ham, som var 10 millioner skyldig. Men, da han intet havde at betale med, bød hans Herre at sælge ham, hans kone og børn og alt, hvad han havde, og gjælden at betales. Da faldt tjeneren ned for ham, bad ham ydmygt og sagde: Herre, vær langmodig mod mig, saa vil jeg betale dig alt! Da ynkedes samme tjeners Herre inderlig, han gav ham løs og eftergav ham gjælden. Men da denne tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham 100 mark, og han greb ham, tog ham i kværken og sagde: Betal mig, hvad du er skyldig. Da faldt hans medtjener ned for hans fødder, bad ham og sagde: Vær langmodig med mig, saa vil jeg betale dig; men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i fængsel, indtil han betalte, hvad han skyldte. Men da hans medtjenere saa, hvad der var skeet, bleve de meget bedrøvede, og de kom og aabenbarede deres Herre alt, hvad der var skeet. Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Slette tjener! denne hele gjæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig; burde du ikke ogsaa forbarme dig over din medtjener, ligesom og jeg forbarmede mig over dig? og hans Herre blev vred og overgav ham til bødlerne, indtil han betalte alt, hvad han skyldte ham. - Saaledes vil og min himmelske Fader gjøre ved eder, naar i ikke af eders hjærte forlade hver sin broder hans brøst. Det skete, da Jesus havde endt disse Ord, at han drog fra Galilæa og kom til Judæas grændser hinsides Jordan; og mange skarer fulgte ham, og han helbredte dem der; og farisæerne gik til ham, fristede ham og sagde til ham: Er det en mand tilladt at skille sig fra sin hustru paa hvilkensomhelst grund? Men han svarede dem og sagde: Har i ikke læst, at han, som skabte fra begyndelsen, skabte dem mand og kvinde, og sagde: Derfor skal manden forlade sin fader og moder, og slutte sig fast til sin hustru, og de to skal blive til eet kjød; saa at de ikke længere ere to men eet kjød; hvad Gud altsaa har sammenføjet, maa et menneske ikke adskille. De sige til ham: Hvorfor bød da Mose at give hende skilsmissebrev og lade hende fare? Han sagde til dem: For eders haardhjærtethed tillod Mose eder at skille eder fra eders hustruer; men fra begyndelsen var det ikke saaledes; men jeg siger eder: at hver, som skiller sig ved sin hustru uden for hor og tager en anden til ægte, han bedriver hor, og den, som ægter en fraskilt, bedriver hor. Hans disciple sagde til ham: Er mandens forhold til kvinden saadan, er det ikke godt at gifte sig. Men han sagde til dem: Ikke alle magte dette Ord, men de, det er givet; der er nemlig gildinger, som ere fødte saaledes af moders liv; og der ere gildinger, som ere gildede af mennesker, og der ere gildinger, som have gildet sig selv for himmerig. Den, som kan magte det, han magte det! Da bleve smaa børn bragte til ham, for at han skulde lægge hænderne paa dem og bede; men disciplene talede dem haardt til. Men Jesus sagde: Tillader de smaa børn og hindrer dem ikke fra at komme til mig; thi himmerig er for saadanne; og han lagde hænderne paa dem og drog derfra. Og se, der kom en og sagde til ham: Gode lærer, hvad godt skal jeg gjøre, for at jeg kan faa det evige liv? Men han sagde til ham: Hvorfor kalder du mig god; ingen er god uden een, nemlig Gud; men vil du gaa ind til livet, saa hold budene. Han siger til ham: Hvilke? Men Jesus sagde: Dette: Du maa ikke myrde! du maa ikke bryde ægtepagten! du maa ikke stjæle! du maa ikke aflægge falsk vidnesbyrd! ær din fader og din moder! og: Elsk din næste som dig selv! Ungersvenden siger til ham: Alt dette har jeg taget iagt fra min ungdom; hvad har jeg endnu tilbage? Jesus sagde til ham: Vil du være fuldkommen, saa gaa bort, sælgt dit gods og giv de fattige det, og du skal have en skat i himlen; kom saa og følg mig! Da ungersvenden hørte det Ord, gik han bedrøvet bort, thi han havde mange ejendomme. Men Jesus sagde til sine disciple: Sandelig siger jeg eder, at en rig kommer vanskelig i himmerig; atter siger jeg eder: Det er lettere, at en kamel gaaer gjennem et naaleøje, end at en rig kommer i Guds rige. Men da hans disciple hørte det, bleve de meget forfærdede og sagde: Hvem kan da blive frelst? Da saae Jesus paa dem og sagde til dem: For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alt muligt. Derpaa tog Peder ordet og sagde til ham: Se, vi har forladt alt og fulgt dig, hvad skal da vi have derfor? Men Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at i, som have fulgt mig, skulle i gjenfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa sit æresæde, ogsaa sidde paa 12 højsæder og dømme Israels 12 stammer; og hver, som har forladt hus, eller brødre, eller hustru, eller børn, eller agre for mit navns skyld, skal faa 100 gange igjen og arve det evige liv; men mange skal blive de første, som er de sidste, og de skal blive de sidste, som er de første. Himmerig ligner nemlig et menneske, som var en husbonde, der gik tidlig ud om morgenen for at leje arbejderne til sin vingaard; og da han var bleven enig med arbejderne om en mark om dagen, sendte han dem til sin vingaard. Saa gik han ud ved den tredje time, og saae andre staa ledige paa torvet; og han sagde til dem: Gaaer i og hen i vingaarden, og jeg vil give eder, hvad ret er; og de gik derhen. Han gik atter ud ved den sjette og niende time og gjorde ligesaa; men han gik atter ud ved den ellevte time og traf andre staa ledige og siger til dem: Hvorfor staa i her ledige den hele dag? De siger til ham: Fordi ingen har lejet os. Han siger til dem: Gaaer i ogsaa hen i vingaarden, og hvad ret er, skal i faa. Men da det var blevet aften, sagde vingaardens herre til sin forvalter: Kald arbejderne og giv dem løn, idet du begynder fra de sidste lige til de første. Saa kom de fra den ellevte time og fik hver en mark; men da de første kom, mente de, at de skulde faa mere; og de fik ogsaa hver en mark; men da de fik den, knurrede de med husbonden, og sagde: Disse sidste har tilbragt een time, og du har gjort dem lige med os, som har baaret dagens byrde og hede! men han svarede og sagde til en af dem: Kjære! jeg gjør dig ikke uret; er du ikke bleven enig med mig om en mark? tag dit og gaa! men jeg vil give denne sidste ligesom dig; eller er det mig ikke tilladt at gjøre, hvad jeg vil, med mit, om end dit øje er ondt, fordi jeg er god? Saaledes skal de sidste blive de første og de første blive de sidste; thi mange er kaldte, men faa udvalgte. Da Jesus drog op til Jerusalem, tog han de 12 disciple tilside paa vejen og sagde til dem: Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskens Søn skal overgives til ypperstepræsterne og de boglærde, og de vil fordømme ham til døden og overgive ham til hedningerne til at bespotte, hudslette og korsfæste ham; men paa tredje dag skal han staa op! Da gik Zebedæos' sønners moder med sine sønner til ham, faldt ned for ham og bad ham om noget; men han sagde til hende: Hvad vil du? Hun siger til ham: Siig, at disse mine 2 sønner skal i dit rige sidde, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side! Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad i bede om! kan i drikke det bæger, som jeg skal drikke, eller døbes med den daab, jeg døbes med? De sige til h am: Det kan vi! Og han siger til dem: Mit bæger skal i vel drikke, og i skal døbes med den daab, jeg døbes med, men at sidde ved min højre og ved min venstre side hører ikke mig til at give, men det er for dem, det er beredt af min Fader. - Da de ti hørte det, bleve de stødte paa de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: I vide, at folkenes fyrster hersker over dem, og de store øve magt over dem; men saaledes skal det ikke være blandt eder; men den, som vil blive stor blandt eder, skal være tjener; og den, som vil være den første blandt eder, skal være eder underdanig; ligesom Menneskens Søn ikke er kommen for at lade sig tjene, men for at tjene, og give sig selv til løsepenge for mange. Da de gik fra Jeriko, fulgte en stor skare ham; og se, to blinde sad ved vejen, og da de hørte, at Jesus gik forbi, raabte de og sagde: Forbarm dig over os, o Here, Davids Søn! Men skaren truede dem, for at de skulde tie; men de raabte stærkere og sagde: Forbarm dig over os, o Herre, Davids Søn! og Jesus stod stille, kaldte ad dem og sagde: Hvad vil i, jeg skal gjøre for eder? De sagde til ham: Herre, at vore øjne oplades! Men Jesus ynkedes inderlig og rørte ved deres øjne, og strax bleve deres øjne seende, og de fulgte ham. Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, udsendte Jesus to disciple og sagde til dem: Drager hen til den by, som ligger foran eder, og i vil strax finde en aseninde bunden og et føl hos hende; løser dem og fører dem til mig! og hvis nogen taler eder noget til, da siger, at Herren behøver dem, saa sender han dem strax. Men alt dette skete, at det skulde opfyldes, som er talet ved profeten, der siger: Siger Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa en aseninde og et føl, lastdyrets afkom. - Men disciplene droge bort og gjorde, som Jesus befalede dem; de hentede aseninden og føllet og lagde deres klæder paa dem, og paa disse satte han sig; men de fleste af skaren spredte deres klæder paa vejen; men andre huggede grene af træerne og strøede dem paa vejen; men skarerne, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna for Davids Søn! Velsignet den, som kommer i Herrens navn! Hosanna i det højeste! Da han drog ind i Jerusalem, kom hele staden i bevægelse og sagde: Hvem er det? men skarerne sagde: Det er profeten Jesus, ham fra Nazaret i Galilæa! Saa gik Jesus ind i Guds tempel og drev alle ud, som solgte og kjøbte i templet, og han væltede vexelerernes borde og duekræmmernes stole; og han sagde til dem: Der er skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus, men i har gjort det til en røverkule. - Og halte og blinde gik til ham i templet, og han helbredte dem. Men da ypperstepræsterne og de boglærde saae de underværker, han gjorde, og børnene, som raabte i templet og sagde: Hosanna for Davids Søn! bleve de fortørnede og sagde til ham: Hører du ikke, hvad disse sige? Men Jesus sagde: Jo! har i aldrig læst: Af spædes og diendes mund bereder du lovsang. Saa forlod han dem og gik udenfor staden til Betanien og blev der om natten. Da han om morgenen vendte tilbage til staden, hungrede han; og da han saae et figentræ ved vejen, gik han til det, men fandt intet paa det uden blade alene; og han sagde til det: Aldrig mere vorde frugt paa dig! og strax visnede figentræet. Da disciplene saae det, forundrede de sig og sagde: Hvorledes visnede figentræet strax? Men Jesus svarede og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder: Dersom i havde tro og ikke tvivlede, da kunde i ikke alene gjøre det med figentræet; men om i endog sagde til dette bjerg: Løft dig og kast dig i havet! da skulde det ske; og alt, hvad i begjærer i bønnen troende, det skal i faa. Da han kom i templet, traadte ypperstepræsterne og folkets ældste til ham, medens han lærte, og sagde: Af hvad magt gjør du dette, og hvem har givet dig denne magt? Men Jesus svarede dem og sagde: Jeg vil ogsaa spørge eder om een ting; og naar i sige mig den, vil jeg ogsaa sige eder, af hvad magt jeg gjør dette. Johannes daab, hvor var den fra? fra himmelen eller fra mennesker? Men de betænkte mellem sig selv og sagde: Sige vi: \Fra himlen\, saa vil han spørge os: Hvorfor troede i ham da ikke? men sige vi: \Fra mennesker\, saa maa vi frygte for folkeskaren; thi alle holde Johannes for en profet. Saa svarede de Jesus og sagde: Vi veed det ikke. Da sagde han og til dem: Saa siger jeg eder ikke heller af hvad magt jeg gjør dette. Men hvad tykkes eder? Et menneske havde to børn, og han gik til den ældste og sagde: Barn, gaa hen og arbejde idag i min vingaard! men han svarede og sagde: Jeg vil ikke; men siden fortrød han det og gik derhen. Og han gik til den anden og sagde ligedan; men han svarede og sagde: Jeg vil, Herre; og han gik ikke derhen. Hvem af de to gjorde Faderens villie? De sagde til ham: Den første. Jesus sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at toldere og skjøger gaa foran eder ind i Guds rige; thi Johannes kom til eder paa retfærdigheds vej, og i troede ham ikke, men toldere og skjøger troede ham; men i, som saae, fortrød det ikke siden, saa i troede ham. Hører en anden lignelse: Der var et menneske, som var husbonde, han plantede en vingaard, satte gjærde om den, gravede en perse i den og byggede et taarn i den; saa tingende han den ud til bønder og rejste udenlands; men da frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til bønderne for at modtage dens frugter; men bønderne greb hans tjenere; en pryglede de, en anden slog de ihjel og en tredje stenede de. Han sendte atter andre tjenere, flere end de første, og de gjorde ligedan med dem; men tilsidst sendte han sin søn til dem, og sagde: De vil undse sig for min søn. Men da bønderne saae sønnen, sagde de indbyrdes: Det er arvingen; kom! lad os slaa ham ihjel, saa kan vi tilvende os hans arv; og de greb ham, stødte ham udenfor vingaarden og slog ham ihjel. Naar nu vingaardens herre kommer, hvad vil han da gjøre ved disse bønder? De sagde til ham: Han vil ilde ødelægge disse onde, og tinge sin vingaard ud til andre bønder, som ville afgive frugterne til ham i deres tid. - Jesus sagde til dem: Har i aldrig læst i skrifterne: Den sten, bygmesterne forkastede, den er bleven til en hovedhjørnesten; af Herren er den bleven det, og den er vidunderlig i vore øjne. Derfor siger jeg eder, at Guds rige skal tages fra eder og gives et folk, som bærer dets frugter; og den, som falder over denne sten, vil knuses, men ham, paa hvem den falder, vil den borthvirvle. - Da ypperstepræsterne og farisæerne hørte hans lignelse, mærkede de, at han talede om dem; og de søgte at gribe ham, men frygtede skarerne, eftersom de holdt ham for en profet. Saa tog Jesus atter Ordet, talede til dem i lignelser og sagde: Himmerige lignes ved et menneske, som var konge, der gjorde stort gilde for sin søn; og han sendte sine tjenere ud, for at kalde de budne til det store gilde, men de vilde ikke komme. Han sendte atter andre tjenere ud og sagde: Siger de budne: Se, jeg har beredt mit maaltid; mine oxer og fedekvæg ere slagtede, alt er beredt, kommer til det store gilde! Men de brød sig ikke om det og gik hen, en til sin odel, en anden til sin dont; men de andre greb hans tjenere, haanede dem og slog dem ihjel. Men da denne konge hørte det, blev han vred, og han sendte sine krigsfolk, ødelagde disse mordere og afbrændte deres stad. Derpaa sagde han til sine tjenere: Gildet er vel beredt, men de budne vare det ikke værd; gaaer derfor ud paa korsvejene og saamange i maatte træffe, indbyder dem til det store gilde. Saa gik disse tjenere ud paa vejene, og samlede alle, de traf, baade onde og gode, og gildeshuset blev fuldt af gjæster. Men da kongen gik ind for at bese gjæsterne, saae han et menneske, som ikke var iført gildesklæder; og han sagde til ham: Kjære! hvordan er du kommen herind, da du ikke har gildesklæderne paa? men han tav. Da sagde kongen til bordsvendene: Binder hænder og fødder paa ham, tager ham og kaster ham ud i det yderste mørke! der skal være graad og tænders gnidsel! Thi mange ere kaldte, men faa udvalgte. Derpaa gik farisæerne bort og lagde raad op, hvorledes de kunde fange ham i ord; og de sendte deres disciple med herodianerne til ham og sagde: Lærer! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds vej i sandhed og bryder dig om ingen; thi du seer ikke paa menneskers person; siig os derfor: hvad mener du? er det tilladt, at give kejseren skat eller ikke? Men da Jesus kjendte deres ondskab, sagde han: I hyklere, hvorfor friste i mig? viser mig, skattens mønt! Men de bragte ham en mark; og han sagde til dem: Hvis billede og omskrift er dette? De sige til ham: Kejserens. Da siger han til dem: Giver altsaa kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! og da de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort. Samme dag gik saddukæerne, som sige, at der ikke er opstandelse, til ham; de spurgte ham og sagde: Lærer! Mose har sagt: Naar nogen døer og har ikke børn, skal hans broder samægte hans hustru og oprejse afkom for sin broder; men nu var der 7 brødre hos os; den første giftede sig og døde, og da han ikke havde afkom, efterlod han sin hustru til sin broder; ligesaa ogsaa den anden og tredje lige til den syvende; men sidst af alle døde ogsaa kvinden. I opstandelsen altsaa, hvis hustru skal hun da være af disse syv, thi de have alle haft hende? Men Jesus svarede og sagde til dem: I fare vild, da i ikke kjende skrifterne, ikke heller Guds kraft; thi i opstandelsen skal de hverken tage til ægte ej heller bortgiftes, men de ere som Guds engle i himlen. Men har i ikke læst om de dødes opstandelse, hvad er er talet til eder af Gud, som siger: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Gud er ikke dødes men levendes Gud! Da skarerne hørte det, forundrede de sig højlig over hans lærdom. Men da farisæerne hørte, at han havde stoppet munden paa saddukæerne, samlede de sig for det samme, og en af dem, som var en lovkyndig, spurgte ham for at friste ham og sagde: Lærer! hvad for et bud er stort i loven? Men Jesus sagde til ham: Du skal elske Herren din Gud i hele dit hjærte, og i hele din sjæl og i hele dit sind! det er det første og store bud; men det andet er dette ligt: Du skal elske din næste som dig selv! af disse to bud hænger hele loven og profeterne. Men da farisæerne vare samlede spurgte Jesus dem og sagde: Hvad mene i om Kristus? hvis Søn erhan? De sagde til ham: Davids. Han sagde til dem: Hvorledes kalder David ham da i Aanden Herre, da han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel! Naar David altsaa kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn? - Ingen kunde svare ham et ord, ikke heller vovede nogen fra den dag at spørge ham mere. Derpaa talede Jesus til skarerne og sine disciple og sagde: Paa Moses stol har de boglærde og farisæerne sat sig; alt, hvad de derfor sige, i skal holde, holder og gjører det! men tager ikke efter deres gjerninger; thi de sige det vel, men gjøre det ikke. De binde nemlig tunge byrder, svære at bære, og lægge paa menneskenes skuldre, men selv ville de ikke røre dem med en finger; men de gjøre alle deres gjerninger for at ansees af menneskene; de gjøre deres tankeremme brede og sømmene paa deres klæder store; og de holde af de øverste pladser ved maaltiderne og de øverste stole i forsamlingerne, og hilsenerne paa torvene og at kaldes af menneskene: Rabbi, Rabbi! Men i skal ikke lade eder kalde Rabbi, thi een er eders leder, Kristus; men i ere alle brødre; og i maa ikke kalde nogen paa jorden eders fader; thi een er eders Fader, som er i himlen; ikke heller maa i lade eder kalde ledere, thi een er eders leder, Kristus; men den, som vil være den største blandt eder, maa blive eders tjener; men enhver, som ophøjer sig selv, vil blive ydmyget; men enhver, som ydmyger sig selv, vil blive ophøjet. Men ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! i opæde enkers huse, og for skins skyld holde i lange bønner; derfor skal i faa en haardere dom! - Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I lukke himmerig for menneskene; selv gaa i nemlig ikke derind, og i tillade ikke dem som ville gaa ind. - Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I drage om til vands og lands for at vinde een tilhænger, og naar han er bleven det, gjøre i dem til et helvedes barn dobbelt saa slet som eder selv. - Ve eder, i blinde vejledere, som sige: Sværger nogen ved templet, det er intet; men den, som sværger ved templets guld, han er bunden. Daarer og blinde! hvad er nemlig størst: Guldet eller templet, som helliger guldet? og: Sværger nogen ved alteret det er intet; men den, som sværger ved gaven paa det, han er bunden. Daarer og blinde! hvad er nemlig størst? Gaven eller alteret, som helliger gaven? Den, som altsaa sværger ved alteret, sværger ved det og alt, hvad der er derpaa, og den, som sværger ved templet, sværger ved det og ved ham, som boer i det; og den, som sværger ved himlen, sværger ved Guds højsæde og ham, som sidder paa det. - Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I give tiende af mynte, dild og kummen, men i forsømme, hvad vigtigere er i loven: Dom, barmhjærtighed og tro. Disse bør man gjøre og ikke forsømme hine. Blinde vejledere! som afsi myggen, men nedsvælge kamelen! - Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I rense bægere og fade udenpaa, men indeni ere de fulde af rov og uretfærdighed. Blinde farisæer! rens først det, som er indeni bøgeret og fadet, for at ogsaa det udvendige paa dem kan blive rent. - Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I ligne de kaldede grave, som udenfra se smukke ud, men indeni ere fulde af dødningeben og al urenhed; saaledes synes i og vel udvortes retfærdige for menneskene, men indvortes ere i fulde af hykleri og uret. - Ve eder, i boglærde og farisæer, i hyklere! I bygge profeternes grave og smykke de retfærdiges gravsteder, og sige: Havde vi været i vore fædres dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i profeternes blod! saa i vidne mod eder selv, at i ere børn af dem, som slog profeterne ihjel; og i skal fylde eders fædres maal. I snoge, øgleyngel, hvordan kan i undgaa dommen til helvede! Derfor, se, jeg sender profeter til eder og vise og boglærde; og nogle af dem ville i slaa ihjel og korsfæste, og andre ville i hudslette i eders skoler og forfølge fra stad til stad, saa at alt det retfærdige blod maa komme over eder, det, som er udgydt paa jorden fra den retfærdige Abels blod indtil Zakarias søns, blod, som i myrdede mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg eder: Alt dette skal komme over denne slægt! - Jerusalem, Jerusalem! som ihjelslaar profeterne og stener dem, som er sendt til dem! hvorofte vilde jeg forsamle dine børn, ligeosm en høne samler sine kyllinger under vingerne, og i vilde ikke! se, eders hus skal lades eder øde! thi jeg siger eder: I skal fra nu af ikke se mig, før i sige: Velsignet han, som kommer i Herrens navn! Da Jesus kom ud og gik fra templet, traadte hans disciple til ham for at vise ham templets bygnnger; men Jesus sagde til dem: Seer i ikke alt dette? sandelig siger jeg eder, der skal ikke lades sten paa sten, som ikke skal nedbrydes. - Men da han sad paa Oliebjerget, gik hans disciple til ham afsides og sagde: Siig os, naar dette skal ske? og hvad er varslet for din tilkommelse og verdens ende? Og Jesus svarede og sagde til dem: Seer til, at ingen fører eder vild! thi der vil komme mange paa mit navn og sige: \Jeg er Kristus\, og de vil føre mange vild; men i skal høre om krige og rygter om krige; seer eder for, bliver ikke forskrækkede! thi alt dette maa ske, men enden er ikke endda; thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være hunger og pest og jordskjælv paa steder; men alt dette er veernes begyndelse. Derpaa vil man overgive eder til trængsel og slaa eder ihjel, og i vil blive hadede af alle folk for mit navn; og da ville mange forarges, forraade hverandre og hade hverandre; og der vil opstaa mange falske profeter og føre mange vild; og eftersom lovløsheden bliver stor, bliver de manges kjærlighed kold; men den, som holder ud til enden, skal blive frelst; og dette evangelium om riget skal prædikes i hele verden til et vidnesbyrd for alle folkene, og derpaa kommer enden. Naar i altsaa se fordærvelsens vederstyggelighed, som der er talet om af profeten Daniel, staa paa helligt sted, (den, som læser det, lægge det paa sinde!) da skal de, som ere i Judæa, fly paa bjergene; den, som er paa taget, stige ikke ned for at hente noget af sit hus! og den, som er paa marken, vende ikke tilbage for at hente sine klæder! men ve de frugtsommelige og dem, som give bryst i disse dage! men beder, at eders flugt ikke maa ske om vinteren eller paa hviledagen; thi der vil da blive saa stor en trængsel, som der ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu, og som ikke heller skal blive; og hvis disse dage ikke bleve forkortede, da blev ingen dødelig frelst, men for de udvalgtes skyld skulle disse dage forkortes. Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus eller der! da maa i ikke tro det; thi der vil opstaa falske krister og falske profeter, og de vil gjøre store tegn og underværker, for at de, om det var muligt, kunde føre selv de udvalgte vild. Se, jeg har sagt eder det forud. Naar man altsaa maatte sige til eder: Se, han er i ørken! gaaer da ikke ud! Se, han er i lønkamrene! troer det da ikke! thi som lynet gaaer ud fra øst og skinner til vest, saaledes vil Menneskens Søns tilkommelse være. Hvor nemlig aadslet er, der ville ørnene samles. Men strax efter disse dages trangsel skal solen formørkes og maanen ikke give sit skin, og stjernerne skulle falde fra himlen og himlenes kræfter bølges; og da skal Menneskens Søns tegn lade sig til syne i himlen, da vil alle jordens stammer slaa sig for bryst, og de skulle se Menneskens Søn komme paa himlens skyer med stor kraft og herlighed, og han vil udsende sine engle med basun og stærk røst, og de skal samle hans udvalgte fra de fire vinde, fra den ene ende af himlene til den anden. Lærer en lignelse af figentræet. Naar dets gren bliver myg og bladene skyde, vide i, at sommeren er nær; saaledes og i, naar i se alt dette, maa i vide, at han er nær for døren; sandelig siger jeg eder: Samme slægt skal ikke forgaa, førend alt dette skeer; Himlen og jorden skal forgaa, men mine Ord skal ingenlunde forgaa; men om den dag og stund veed ingen, ikke engang englene i himlene, uden min Fader alene. Men som Noas dage vare, saadan skal Menneskens Søns tilkommelse være; thi ligesom de i de dage før oversvømmelsen spiste og drak, tog til ægte og bortgiftede lige til den dag, Noa gik ind i arken, og de agtede ikke, indtil oversvømmelsen kom og tog dem alle bort, saaledes skal og Menneskens Søns tilkommelse være. Da skal der være to paa marken, den ene optages, den anden lades tilbage; to kvinder male paa kværnen, en optages og anden lades tilbage. Vaager altsaa, fordi i ikke vide, i hvad stund eders Herre kommer; men det maa i vide, at hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt tyven kom, da vaagede han vel og lod ikke bryde ind i sit hus; derfor værer og i beredte, fordi Menneskens Søn kommer den stund, i ikke mene. Hvem er vel den tro og snilde tjener, som hans Herre satte over sit tjenerskab at give dem mad i tide? Salig er den tjener, som hans Herre, naar han kommer, finder at gjøre saaledes! sandelig siger jeg eder, at han vil sætte ham over alt sit gods. Men naar den slette tjener vilde sige i sit hjærte: Min Herre tøver med at komme; og han begyndte at slaa medtjenerne, men at spise og drikke med svirebrødrene, saa vil denne tjeners Herre komme en dag, han ikke venter, og en time, han ikke veed, og hugge ham midt over og give ham lod med hyklere; der skal være graad og tænders gnidsel! Dernæst maa himmerig lignes ved ti jomfruer, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen; de 5 af dem vare kloge, men de 5 daarer. Disse daarer toge deres lamper, men de toge ikke olie med sig; men de kloge toge olie i deres krukker, tilligemed deres lamper. Men da brudgommen tøvede, nikkede de alle og faldt i søvn; men ved midnat skete anskrig: Se, brudgommen kommer! gaaer ham imøde! Da vaagnede alle disse jomfruer og gjorde deres lamper istand; men daarerne sagde til de kloge: Giver os af eders olie! thi vore lamper slukkes; men de kloge svarede og sagde: Ingenlunde, der vil ikke blive nok til os og eder! gaaer hellere til kjøbmændene og kjøber til eder selv. Men da de vare gaaede bort for at kjøbe, kom brudgommen, og de som vare beredte, gik ind med ham til brylluppet og døren blev lukket. Endelig kom ogsaa de andre jomfruer og sagde: Herre, Herre, luk os op! Men han svarede og sagde: Sandelig siger jeg eder: Jeg kender eder ikke! - Vaager altsaa, fordi i veed hverken dag eller time, naar Menneskens Søn kommer. Thi ligesom et menneske, der drog udenlands, kaldte sine egne tjenere og overgav dem sit gods, og gav en fem tusinde, en anden to og en anden eet tusinde, enhver efter hans særegne evne, og han drog strax udenlands; men han, som havde faaet de 5 tusinde, gik hen og arbejdede med dem og gjorde andre 5 tusinde; ligesaa og han med de to; ogsaa han tjente andre to; men han, som havde faaet eet tusinde, gik bort og gravede i jorden, og skjulte sin herres penge. Lang tid efter kom disse tjeneres herre og holdt regnskab med dem; og han traadte frem, som havde faaet de 5 tusinde, og bragte andre 5 tusinde og sagde: Herre, du overgav mig 5 tusinde; se, jeg har tjent andre 5 tusinde paa dem. Saa sagde hans herre til ham: Vel, du gode og tro tjener! du var tro i det smaa, jeg vil sætte dig over meget! gaa ind til din Herres glæde! Saa traadte ogsaa han frem, som havde faaet de 2 tusinde, og han sagde: Herre, du overgav mig 2 tusinde; se, jeg har tjent andre 2 tusinde paa dem. Han herre sagde til ham: Vel, du gode og tro tjener! du var tro i det smaa, jeg vil sætte dig over meget! gaa ind til din herres glæde! Saa kom ogsaa han frem, som havde faaet den ene tusinde og sagde: Herre, jeg kjendte dig, at du er et haardt menneske, som høster, hvor du ikke saaede, og samler, hvor du ikke spredte; og da jeg frygtede, gik jeg hen og skjulte dit tusinde i jorden; se, der har du, hvad dit er! Da svarede hans herre ham og sagde: Du onde og dovne tjener; du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke saaede, og samler, hvor jeg ikke spredte; du burde altsaa anlagt mine penge hos vexelererne, saa naar jeg kom, havde jeg faaet mit igjen med rente. Tager derfor det tusinde fra ham, og giver det til ham, som har de 10 tusinde; thi hver, som har, ham skal gives, og han skal have til overflod; men fra ham, som intet har, skal man tage, hvad han synes at have; og kaster den udygtige tjener ud i det yderste mørke! der skal være graad og tænders gnidsel! Men naar Menneskens Sønn kommer i sin herlighed og alle de hellige engle med ham, da skal han sidde paa sit æresæde og alle folk samles for ham, og han vil skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller faarene fra bukkene; og han vil stille faarene ved sin højre, men bukkede ved sin venstre side. Derpaa vil kongen sige til dem ved hans højre side: Kommer, i min Faders velsignede, og tager det rige i arv, som er beredt eder, fra verden blev grundlagt. Jeg var nemlig hungrig, og i gav mig at spise; jeg var tørstig, og i gav mig at drikke; jeg var fremmed, og i tog mig til eder; jeg var nøgen, og i klædte mig; jeg var syg, og i saae til mig; jeg var i fængsel, og i kom til mig. - Da ville de retfærdige svare ham og sige: Herre! naar saae vi dig hungrig, og gav dig mad, eller tørstig, og gav dig drikke? naar saae vi dig fremmed, og tog dig til os? eller nøgen, og klædte dig op? naar saae vi dig syg eller i fængsel, og kom til dig? Og kongen vil svare og sige til dem: Sandelig siger jeg eder: Saavidt i have gjort mod eenn af disse mine mindste brødre, har i gjort imod mig. - Derpaa vil han sige til dem paa den venstre side: Gaaer bort fra mig, i forbandede i den evige ild, som er beredt djævelen og hans engle! Thi jeg var hungrig, og i gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og i gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og i tog mig ikke til eder; jeg var nøgen, og i klædte mig ikke; jeg var syg og i fængsel, og i saae ikke til mig. Da ville ogsaa disse svare og sige: Herre! naar saae vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen elle syg eller i fængsel, og tjente dig ikke? Da vil han svare dem og sige: Sandelig siger jeg eder: Forsaavidt i ikke h ar gjort det mod een af disse mindste, har i ikke heller gjort det mod mig. Disse skulle gaa hen til evig straf, men de retfærdige til evigt liv. Det skete, da Jesus havde endt alle disse taler, sagde han til sine disciple: I veed, at det om to dage er paaske, og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes. - Da forsamledes ypperstepræsterne, de boglærde og folkets ældste i ypperstepræstens gaard, og han hed Kajafas; og de holdt raad sammen, for at de kunde gribe Jesus med list og slaa ham ihjel; men de sagde: Ikke paa festen, at der ikke skal blive opløb, blandt folket! Da Jesus var i Betania i Simon Spekalskes hus, gik en kvinde med en alabasters krukke med meget kostelig salve hen til ham, og udøste den over hans hoved, da han laa tilbords. Men da hans disciple saae det, bleve de fortrydelige og sagde: Hvortil denne ødselhed! thi den salve kunde været gjort i mange penge og givet de fattige. Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: Hvorfor ere i fortrædelige mod denne kvinde? Hun har nemlig gjort en god gjerning mod mig; thi fattige har i altid hos eder, men mig har i ikke altid; thi at hun udgød denne salve paa mit legeme, det har hun gjort for at stæde mig til jorde; sandelig siger jeg eder: Hvorsomhelst dette evangelium bliver prædiket i hele verden, der skal og det, hun har gjort, fortælles til minde om hende. Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til ypperstepræsterne, og sagde: Hvad vil i give mig, saa vil jeg forraade hamm til eder? men de tilvejede ham 30 mark sølv, og fra den stund søgte han en belejlig tid til at forraade ham. Paa den første dag af de usyrede brøds højtid gik disciplene til Jesus og sagde til ham: Hvor vil du, at vi skal berede dig at spise paaske? Men han sagde: Gaaer hen til staden til en vis mand, og siger til ham: Læreren siger: Min tid er nær, hos dig vil jeg holde paaske med mine disciple; og disciplene gjorde, som Jesus befalede dem, og de beredte paasken. Da det var blevet aften, lagde han sig tilbords med de tolv; og medens de spiste, sagde han: Sandelig siger jeg eder, at een af eder vil forraade mig; og de blev meget bedrøvede, og begyndte hver af dem at sige til ham: Herre, det er dog ikke mig? Men han svarede og sagde: Han, som dyppede haanden tilligemed mig i fadet, han vil forraade mig! Menneskens Søn gaaer vel bort, som skrevet er om ham, men ve det menneske, ved hvem Menneskens Søn forraades! det var dette menneske bedre, om han aldrig var født. Men Judas, som forraadte ham, tog ordet og sagde: Rabbi, det er dog ikke mig? Han siger til ham: Du traf det! Medens de spiste, tog Jesus brødet, og velsignede og brød det og gav disciplene og sagde: Tager, æder, dette er mit legeme! og han tog bægeret, takkede, gav dem og sagde: Drikker alle heraf! det er nemlig mit, den nye pagts blod, som udgydes for mange til syndsforladelse; men jeg siger, at jeg herefter ikke skal drikke mere af denne vinstokkens frugt indtil den dag, da jeg drikker den nye med eder i min Faders rige. Da de havde sunget lovsangen, gik de ud til oliebjerget. Da sagde Jesus til dem: I ville alle forarges paa mig i denne nat; thi der er skrevet: Jeg vil slaa hyrden, og hjordens faar skulle adspredes; men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaa forud for eder til Galilæa. Men Peder tog ordet og sagde til ham: Om de og alle ville forarges paa dig, saa vil jeg aldrig forarges. Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig, at i denne nat, før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange. Peder sagde til ham: Skulde jeg endog dø med dig, jeg vil ikke fornægte dig. Ligesaa sagde og alle disciplene. Derpaa kom Jesus med dem til en gaard, som hed Getsemane, og han sagde til disciplene: Sætter eder her, medens jeg gaaer hen og beder der; og han tog Peder og Zebedæos' to sønner med sig, og han begyndte at bedrøves og ængstes; derpaa sagde han til dem: Min sjæl er hel bedrøvet indtil døden; bliver her og vaager med mig! og han gik lidt frem, faldt paa sit ansigt, bad og sagde: Min Fader, er det muligt, da gaa dette bæger mig forbi! dog ikke som jeg, men som du vil! Saa kom han til sine disciple og traf dem sovende, og han sagde til Peder: Saa havde i da ikke kraft til at vaage een time med mig! Vaager og beder, at i ikke falde i fristelse; Aanden er vel redebon, men kjøbet svagt. - Atter gik han anden gang hen, bad og sagde: Min Fader! er det ikke muligt, at dette bæder kan gaa mig forbi, uden jeg skal drikke det, saa ske din villie! Da han kom, traf han dem atter sovende; thi deres øjne vare tunge; og han lod dem blive, og gik atter hen, bad tredje gang og sagde de samme Ord. - Derpaa kom han til sine disciple og sagde til dem: Sove i fremdeles og hvile eder? Se, timen er nær, da Menneskens Søn skal overgives i synderes hænder; staaer op, lader os gaa! se, han er nær, som forraader mig. Medens han endnu talede, se, da kom Judas, en af de tolv, og en stor skare med ham med sværd og knipler fra ypperstepræsterne og folkets ældste; men han, som forraadte ham, havde givet dem et tegn og sagt: Den, som jeg kysser, ham er det, griber ham! og strax traadte han hen til Jesus og sagde: Hil dig, Rabbi! og kyssede ham. Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Derpaa traadte de til, lagde haand paa Jesus og grebe ham. - og se, en af dem, som var med Jesus, udrakte haanden og greb sit sværd, slog ypperstepræstens tjener og hug øret af ham. Da sagde Jesus til ham: Stik dit sværd paa sit sted, thi alle, som drage sværd, skal dø for sværd; eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, og han vilde skikke mig flere end 12 hære engle? Hvorledes skulde da skrifterne opfyldes: at det maa ske saaledes? Samme stund sagde Jesus til skarerne: I ere gaaede ud som mod en røver med sværd og knipler for at gribe mig; daglig sad jeg hos eder og lærte i templet, og i grebe mig ikke; men alt dette er skeet, for at profeternes skrifter kunde opfyldes. Da forlod alle disciplene ham og flygtede. Men de, som havde grebet Jesus, førte ham til ypperstepræsten Kajafas, hvor de boglærde og ældste vare forsamlede. Men Peder fulgte ham langt bag efter lige til ypperstepræstens gaard, og han kom indenfor og sad hos svendene for at se enden. Men ypperstepræsterne, de ældste og hele raadet søgte falsk vidnesbyrd mod Jesus, for at de kunde aflive ham; men de fandt intet; og skjøndt mange falske vidner traadte frem, fandt de intet; men tilsidst traadte to falske vidner frem, og sagde: Han har sagt: Jeg kan nedbryde Guds tempel og bygge det paa tre dage. Da rejste ypperstepræsten sig og sagde til ham: Svarer du intet? hvad vinde disse mod dig? men Jesus tau. Og ypperstepræsten tog ordet og sagde til ham: Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er Kristus, Guds Søn! Jesus siger til ham: Du har sagt det; dog siger jeg eder, fra nu af skal i se Menneskens Søn sidde ved kraftens højre haand og komme paa himmelens skyer. Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og sagde: Han har spottet Gud! havd har vi længer vidner behov? se, nu har i hørt hans gudsbespottelse; hvad tykkes eder? - De svarede og sagde: Han er dødsskyldig! Derpaa spyttede de ham i ansigtet og sloge ham paa munden; men andre slog ham med kjæppe; og de sagde: Spaa os Kristus! hvem var det, som slog dig? Men Peder sad udenfor i gaarden; og en pige kom til ham og sagde: Ogsaa du var med Galiæeren Jesus! men han nægtede det for alle og sagde: Jeg veed ikke, hvad du siger. Men da han gik ud til porten, saae en anden ham, og hun sagde til dem der: Han er ogsaa med Nazaræeren Jesus! og han nægtede det atter med ed: Jeg kjender ikke dette menneske! Men lidt efter kom de til, som stode der, og de sagde til Peder: Du er i sandhed ogsaa en af dem! thi dit maal røber dig ogsaa. Da begyndte han at forbande sig og sværge: Jeg kjender ikke det menenske! Og srax galede hanen. Da kom Peder i tanker om Jesu Ord, da han havde sagt til ham: Inden hanen galer, vil du fornægte mig tre gange! og han gik udenfor og græd bitterlig. Da det var blevet morgen, holdt alle ypperstepræsterne og folkets ældste raad mod Jesus, for at de kunde aflive ham; og de bandt ham, førte ham bort og overgav ham til landshøvdingen Pontius Pilatus. Da Judas, som havde forraadt ham, saae, at han var domfældt, angrede det ham, og han bar de 30 mark sølv hen til ypperstepræsterne og de ældste, og sagde: Jeg har syndet, da jeg forraadte uskyldigt blod! Men de sagde: Hvad kommer det os ved? se du dertil! Saa kastede han sølvpengene i templet, veg bort, og gik hen og hængte sig. Men ypperstepræsterne tog sølvpengene og sagde: Det er ikke tilladt at lægge dem til tempelskatten, eftersom det er blodløn. Men de holdt raad og kjøbte for dem pottemagermarken til en begravelsesplads for fremmede. Derfor blev den mark kaldt blodmarken indtil denne dag. Da blev det opfyldt, som er talet ved profeten Jeremja, som siger: Og de tog de 30 sølvpenge, den vurderedes pris, som Israels børn vurderede, og de gav dem for pottemagerens mark, ligesom Herren befalede mig. Men Jesus stod for landshøvdingen, og landshøvdingen forhørte ham og sagde: Er du Jødernes konge? Men Jesus sagde til ham: Du traf det! Da han anklagedes af ypperstepræsterne og de ældste, svarede han intet. Da siger Pilatus til ham: Hører du ikke, hvor svært de vidne mod dig? Men han svarede ham ikke paa eet ord, saa landshøvdingen forundrede sig meget. - Men paa højtiden plejede landshøvdingen at give folket en fange fri, hvilken de vilde; men de havde den gang en mærkelig fange, som hed Barabbas. Da de altsaa vare forsamlede, sagde Pilatus til dem: Hvem vil i, at jeg skal give eder fri: Barabbas, eller Jesus, som kaldes Kristus? Thi han vidste, at de havde overgivet ham af avind. - Men da han sad paa domstolen, sendte hans hustru bud til ham og sagde: Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har idag lidt meget i en drøm for hans skyld. - Men ypperstepræsterne og de ældste overtalede folkeskarne til at de skulde forlange Barabbas, men omkomme Jesus. Saa tog landshøvdingen ordet og sagde til dem: Hvem af de to vil i, at jeg skal give eder fri? Men de sagde: Barabbas! Derfor siger Pilatus til dem: Hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Kristus? De sige alle til ham: Korsfæst ham! Men landshøvdingen sagde: Hvad ondt har han da gjort? Men de raabte end stærkere og sagde: Korsfæst ham! Da Pilatus saae, at han intet udrettede, men at tummelen blev større, tog han vand, vaskede sine hænder for folket og sagde: Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod; seer i til! og hele folket svarede og sagde: Hans blod over os og over vore børn! Derpaa gav han dem Barabbas fri, men Jesus lod han hudslette og overgav ham til at korsfæstes. Derpaa tog landshøvdingen stridsknægte Jesus ind i domhuset og samlede hele kompagniet om ham; og de traf ham af klæderneog kastede en skarlagenskappe om ham; saa flettede de en krone af torne go stak den paa hans hoved, og en kjæp i hans højre haand; saa faldt de paa knæ for ham, spottede ham og sagde: God morgen, Jødekonge! og de spyttede paa ham, tog kjæppen og slog ham paa hovedet; og da de havde bespottet ham, tog de kappen af ham, og drogham i hans egne klæder, og de førte ham bort for at korsfæste ham. Da de drog ud, traf de en mand fra Kyrene ved navn Simon; ham tvang de til at bære hans kors; og da de kom til et sted, som kaldes Golgata, det vil sige hjerneskals sted, gav de ham eddike at drikke blandet med galde; og dea han smagte det, vilde han ikke drikke. Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder ved lodkastning; og de sad der og toge vare paa ham; og over hans hoved satte de beskyldningen mod ham skreven: Han er Jesus, Jødernes konge. Derpaa blev der to røvere korsfæstede tilligemed ham, en paa den højre og en anden paa den venstre side. Men de, som gik forbi, spottede ham, rystede paa hovedet, og sagde: Du, som nedbryder templet og bygger det i tre dage, frels dig selv! Er du Guds Søn, stig da ned af korset! Ligedan spottede ypperstepræsterne tilligemed de boglærde, og de ældste og farisæerne og sagde: Han har frelst andre, sig selv kan han ikke frelse! Er han Israels konge, saa stige han nu ned af korset, og vi ville tro paa ham; han forlod sig paa Gud, han fri ham nu, om han har behag i ham! thi han sagde: Jeg er Guds Søn; men det samme bebrejdede ham ogsaa røverne, som vare korsfæstede med ham. Men fra den sjette time, blev der et mørke over det hele land indtil den niende time; men ved den niende time raabte Jesus med høj røst og sagde: \Eli, Eli! Lima sabaktani?\ det er: \Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig?\ Men da nogle af dem, som stode der, hørte det, sagde de: Han kalder paa Elia! og strax løb en af dem og tog en svamp, fyldte den med eddike, stak den paa et rør, og gav ham at drikke; men de andre sagde: Lad være! lad os se, om Elia kommer og frelser ham. Men Jesus raabte atter med høj røst og opgav aanden. Og se, forhænget i templet revnede i to stykker fra øverst til nederst, og jorden skjælvede, og klipperne revnede; og gravene aabnedes, og mange af de hensovede helliges legemer bleve opvakte, og de gik ud af gravene efter hans opstandelse, og gik ind i den hellige stad og aabenbaredes for mange. Men da høvedsmanden og de, som vare med ham for at bevogte Jesus, saae jordskjælvet og hvad der skete, frygtede de saare og sagde: Han var i sandhed Guds Søn. Men der vare mange kvinder, som saae til langt fra, hvilke havde fulgt Jesus fra Galilæa for at tjene ham; og blandt dem var Maria Magdalene og Maria Jakobs og Joses moder og Zebedæos' sønners moder. Da det var blevet aften, kom en rig mand fra Arimatæa ved navn Josef, som og selv var en discipel af Jesus; han gik til Pilatus og bad om Jesu legeme. Da befalede Pilatus, at man skulde give ham legemet; og Josef tog legemet og svøbte det i rent fint linned, og lagde det i sin nye grav, som han havde udhugget i en klippe, og han væltede en stor sten for indgangen til graven og gik bort; men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sad ligeoverfor graven. - Men næste dag, som var efter forfesten, samledes ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus og sagde: Herre! vi komme i tanker om, at denne forfører sagde, medens han endnu levede: efter tre dage staaer jeg op; befal derfor, at man sikrer graven til tredje dag, at hans disciple ikke skal komme om natten, stjæle ham og sige til folket: Han er opstanden fra de døde! og det sidste bedrag bliver værre end det første. Men Pilatus sagde til dem: I skal faa vagt, gaaer hen og sikrer eder, som i forstaa; saa gik de bort, forsikrede graven med vagt og forseglede stenen. Da hviledagen var omme, og det gryede ad første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven; og se, der blev et stort jordskjælv; thi Herrens engel foer ned fra himlen, han traadte til, væltede stenen fra indgangen og satte sig paa den; men hans skikkelse var som lynet, og hans klædebon hvidt som sne; men af frygt for ham skjælvede vagten, og de bleve som døde. Men engelen tog ordet og sagde til kvinderne: I skal ikke frygte; thi jeg veed, at i søge Jesus den korsfæstede; han er ikke her, thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer, seer stedet, hvor Herren laa; og gaaer skyndelig hen og siger hans disciple, at han er opstanden fra de døde, og se, han gaaer forud for eder til Galilæa, der skal i se ham! Se, jeg har sagt eder det. Da gik de skyndelig fra graven med frygt og stor glæde, og løb for at melde hans disciple det. Men da de gik bort for at melde hans disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: God morgen! men de traadte til, favnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: Frygter ikke! gaaer hen og melder mine brødre, at de skal drage til Galilæa, og der skal de se mig. Da de gik bort, se, da kom nogle af vagten til staden, og de meldte ypperstepræsterne alt, hvad der var skeet; og de samledes med de ældste og holdt raad, og de gav soldaterne gode penge og sagde: I maa sige: Hans disciple kom om natten og stjal ham, mens vi sov; og skulde landshøvdingen faa det at høre, da skal vi stille ham tilfreds og holde eder angerløse. Saa tog de pengene og gjorde som de vare underviste; og dette rygte blev udspredt mellem Jøderne indtil denne dag. Men de elleve disciple droge til Galilæa, til det bjerg, Jesus havde bestemt dem, og da de saae ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Da gik Jesus frem, talede til dem og sagde: Mig er al magt given i himlen og paa jorden; gaaer ud og gjører alle folk til mine disciple, idet i døbe dem i Faderens og Sønnens og den Helligaands navn, og lære dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder; og se, jeg er med eder alle dage til verdens ende. Amen! Begyndelse paa evangeliet om Jesus Kristus Guds Søn, ligesom der er skrevet i profeterne: Se, jeg sender en engel foran dig, og han skal berede din vej for dig; det er hans røst, som raaber i ørken: Bereder vejen for Herren, gjører stierne jøvne for ham. Johannes døbte i ørken og prædikede omvendelses daab til syndsforladelse; og hele Judæas land gik ud til ham, og Jerusalemiterne, og de bleve alle døbte af ham i Jordans flod, naar de bekjendte deres synder. - Men Johannes var klædt i kamelhaar og han havde et læderbelte om sin lænd, og han spiste græshopper og skovhonning; og han prædikede og sagde: Han, som er stærkere end jeg, kommer efter mig, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem; jeg døber eder vel i vand, men han vil døbe eder i Helligaand. - I de samme dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan; og strax da han steg op af vandet, saae han himlene aabne og Aanden fare ned over ham ligesom en due; og der var en røst fra himlene: \Du er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har velbehag\. Og strax drev Aanden ham til ørken, og han var der i ørken i 40 dage og blev fristet af satan, og han var hos de vilde dyr, og englene tjente ham. - Men efter at Johannes var kastet i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede evangeliet om Guds rige og sagde: Tiden er fuldkomment, og Guds rige er nær: omvender eder og troer paa evangeliet! Men da han vandrede ved Galilæas sø, saae han Simon go hans, Simons, broder Andreas, ifærd med at kaste garn i søen; de vare nemlig fiskere; og Jesus sagde til dem: Følger efter mig, saa vil jeg lade eder blive menneskefiskere! og strax forlod de deres garn og fulgte ham. Da han gik lidt derfra, saae han Jakob Zebedæos' søn og hans broder Johannes, og de døbte deres garn i skibet; og han kaldte dem strax, og de forlod deres fader Zebedæos i skibet med de lejede folk og fulgte ham. De gik ind i Kapernaum, og strax gik han paa hviledagen i skolen og lærte; og de forundrede sig højlig over hans lærdom, thi han lærte dem som den, der havde myndighed, og ikke som de boglærde. - I deres forsamling var der et menneske, med uren aand, og han raabte og sagde: Ih, hvad har vi med dig at gjøre, Jesus fra Nazaret? Er du kommet for at ødelægge os? Jeg kjender dig, hvem du er, du Guds hellige! Og Jesus truede ham og sagde: Forstum, og far ud af ham! og den urene aand sled ham, skreg med høj røst og foer ud af ham. Og de bleve alle forfærdede, saa de spurgte hverandre og sagde: Hvad er dette? hvad er det for en ny lærdom, at han med magt byder endog de urene aander, og de lyde ham! Men rygtet om ham kom strax ud i hele omegnen af Galilæa. De gik strax ud af skolen og kom til Simons og Andreas' hus tilligemed Jakob og Johannes; men Simons svigermoder laa i feber; og strax talede de til ham om hende; og han traadte til hende og rejste hende op, idet han tog hendes haand, og feberen forlod hende strax, og hun gik dem tilhaande. Men da det var blevet aften og solen var gaaet ned, førte de alle, som vare syge og de besatte til ham, og hele staden var samlet ved døren; og han helbredte mange, som lede af forskjellige sygdomme, og han uddrev mange dæmner, og han tillod ikke dæmnerne at tale, fordi de kjendte ham. - Om morgenen længe før dag stod Jesus op og gik ud; og han gik hen til et øde sted, og der bad han; og Simon og de, som vare med ham, skyndte sig efter ham; og da de traf ham, sagde de til ham: Alle lede efter dig. Han sagde til dem: Lader os gaa til de nærmeste landstæder, for at jeg kan prædike der; thi derfor er jeg kommen; og han prædikede i deres skoler i hel Galilæa og uddrev dæmner. Saa kom der en spedalsk til ham, bad ham, faldt paa knæ for ham og sagde til ham: Om du vil, saa kan du rense mig! Men Jesus ynkedes inderlig, udrakte haanden, rørte ved ham og siger til ham: Jeg vil, bliv ren! og da han sagde dette, gik spedalskheden strax fra ham, og han blev ren; og han drev ham strax fra sig, idet han bød ham alvorlig og sagde til ham: Se til, at du ikke siger det til nogen, men gaa bort, fremstil dig for præsten og bring det offer for din renselse, som Mose har befalet, dem til et vidnesbyrd. Men da denne kom ud, begyndte han at præke meget og udsprede rygtet derom, saa han kunde ikke mere gaa aabenlyst ind i en stad, men var udenfor paa øde steder, og allevegne fra kom de til ham. Nogle dage efter kom han atter til Kapernaum, og det spurgtes, at han var hjemme; og strax samledes mange, saa de ikke engang kunde faa plads ved døren, og han talede Ordet til de; og der kom nogle til ham, som bragte en værkbruden, som blev baaren af fire; og da de ikke kunde komme nær til ham for skaren, toge de taget af, hvor han var, gjorde aabning og nedlod sengen, hvorpaa den værkbrudne laa. Men da Jesus saae deres tro, siger han til den værkbrudne: Barn! dine synder ere dig forladne. Men der sad nogle af de boglærde, og de tænkte i deres hjærter: Hvad! taler han saaledes bespottelser? Hvem kan forlade synder uden een, nemlig Gud? Da Jesus strax kjendte i ain Aand, at de tænkte saaledes ved sig selv, sagde han til dem: Hvorfor tænke i det i eders hjærter? hvad er lettest: at sige til den værkbrudne: Synderne ere dig forladte! eller at sige: Staa op, og tag din seng og gaa? Men for at i skal se, at Menneskens Søn har magt til at forlade synder paa jorden, saa siger han til den værkbrudne: Jeg siger dig: Staa op, tag din seng og gaa til dit hus! og strax rejste han sig, tog sin seng og gik ud for alles øjne, saa de bleve alle forfærdede og prisede Gud, idet de sagde: Aldrig har vi seet mage! Han gik atter ud ved søen, og hele skaren kom til ham, og han lærte dem; og da han gik videre, saa han Levi Alfæos' søn sidde ved toldboden, og han sagde til ham: Følg mig! og han stod op og fulgte ham; og da han laa tilbords i hans hus, og mange toldere og syndere laa tilbords med Jesus og hans disciple, - thi de vare mange, og de fulgte ham - saa da de boglærde og farisæerne saae ham spise med toldere og syndere, sagde de til hans disciple: Hvad! spiser og drikker han med toldere og syndere? Da Jesus hørte det, sagde han til dem: De sunde har ikke læge behov, men de syge; jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse. Johannes disciple og farisæernes holdt faste, og de kom og sagde til ham: Hvorfor faste Johannes' og farisæernes disciple, men dine disciple faste ikke? Jesus sagde til dem: Kan bryllupsfolkene faste, saalænge brudgommen er hos dem? Den stund, de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste; men dage ville komme, da brudgommen skal tages fra dem, og da ville de faste i disse dage. Ingen syer en klud raat klæde paa en gammel kjole, ellers river den nye lap noget af det gamle, og hullet bliver værre; og ingen kommer ny vin i gamle læderflasker, ellers sprænger den nye vin læderflaskerne, vinen spildes, og flaskerne ødelægges; men man maa komme ny vin i nye læderflasker. Det skete, da han paa hviledagen gik gjennem en kornmark, og hans disciple begyndte at gjrøe vej ved at plukke ax, at farisæerne sagde til ham: Se, hvad de gjøre paa hviledagen, noget, der ikke er tilladt? Han sagde til dem: Har i aldrig læst, hvad David gjorde, da han havde det behov, og han selv og de, som vare med ham hungrede? hvorledes han gik ind i Guds hus, da Abjatar var ypperstepræst, og spiste skuebrødene, som det kun var præsterne tilladt at spise, og gav ogsaa dem, som vare med ham? Og han sagde til dem: Hviledagen er bleven til for menneskers skyld, mennesket ikke for hviledagen; saaledes er Menneskens Søn Herre ogsaa over hviledagen. Han gik atter ind i skolen, og der var et menneske med en vissen haand, og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa hviledagen, for at de kunde anklage ham. Og han sagde til det menneske, som havde den visne haand: Staa op her i midten! og til dem sagde han: Er det tilladt at gjøre godt om hviledagen, eller at gjøre ondt? at frelse sjæl, eller at slaa ihjel? men de tav. Han saae strængt om paa dem, bedrøvet over deres hjærters forhærdelse, og sagde til dette menneske: Ræk din haand ud! og han rakte den ud, og hans haand blev frisk igjen som den anden. Saa gik farisæerne ud og holdt strax raad med herodianerne mod ham, hvorledes de kunde ombringe ham. Jesus gik afsides med sine disciple til søen, og en stor mængde fulgte ham fra Galilæa og fra Judæa, fra Jerusalem, Idumæa og hinsides Jordan; og fra Tyros og Sidons egne kom en stor mængde til ham, da de hørte, hvor store ting han gjorde; og han sagde til sine disciple, at en baad skulde være rede til ham, for skarens skyld, at de ikke skulde trænge ham; thi han helbredte mange, saa at saa mange, som havde plager, styrtede ind paa ham for at være ved ham; og naar de urene aander saae ham, faldt de ned for ham, raabte og sagde: Du er Guds Søn! og han truede dem meget, for at de ikke skulde aabenbare ham. Saa steg han op paa bjerget og kaldte, hvem han vilde; og de gik hen til ham; og han beskikkede tolv, for at de skulde være med ham, og for at han kunde udsende dem til at prædike og have magt til at læge de syge og uddrive dæmner; og han gav Simon navnet Peder, og Jakob Zebedæos' søn og Jakobs broder Johannes, og dem gav han navnene Boanerges, det er tordensønner, Andreas og Filippos, Bartolomæos og Mattæos, Tomas og Jakob Alfæos' søn, Taddæos og kananiten Simon, og Judas Iskariot, ham, som og forraadte ham. Da de kom hjem, samledes en skare atter, saa de kunde ikke engang faa mad. Da hans nærmeste hørte det, drog de ud for at faa fat paa ham, thi de sagde: Han er fra sig selv. Men de boglærde, som vare komne fra Jerusalem sagde: Han har belzebul, og ved dæmnernes formand uddriver han dæmner. Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i lignelser: Hvorledes kan satan drive satan ud? Naar et rige bliver splidagtigt med sig selv, kan samme rige ikke bestaa; og naar et hus bliver splidagtigt med sig selv, kan samme hus ikke bestaa, og dersom satan har sat sig op mod sig selv og er i splid med sig selv, saa kan han ikke bestaa, men det er ude med ham. Ingen kan gaa ind i den stærkes hus og røve hans gods, uden han først binder den stærke; saa kan han plyndre hans hus; sandelig siger jeg eder, alle synder kan forlades menneskens børn, endog bespottelser, hvor højlig de maatte bespotte; men de, som taler bespottelig mod den Helligaand, har ingen forladelse evindelig, men han er skyldig til evig dom. De havde namlig sagt: Han har en uren aand. Hans brødre og moder kom altsaa og stode udenfor, og de sendte bud til ham for at kalde paa ham; og skaren sad omkring ham; men de sagde til ham: Se, din moder, dine brødre og dine søstre spørge efter dig udenfor. Han svarede dem og sagde: Hvem er min moder eller min brødre? og han saae trindt omkring paa dem, som sad om ham, og sagde: Se min moder og mine brødre! Den, som nemlig gjør Guds villie, han er min broder og søster og moder. Han begyndte atter at lære ved søen, og meget folk samledes hos ham, saa han steg i skibet og sad paa søen, og hele folket var paa landet ved søen; og han lærte dem mange ting ved lignelser, og sagde til dem i sin undervisning: Hører! se, en sædemand gik ud at saae; og som han saaede, faldt noget ved vejen, og fuglene kom og aad det op; men noget faldt paa klippegrund, hvor det ikke havde megen jord, og det løb strax op, fordi det ikke havde dyb jord; men da solen gik op, blev det brændt og visnede, fordi det ikke havde rod; og noget faldt blandt torne, og tornene voxede op og kvalte det, saa det gav ikke frugt; og noget faldt i god jord, og gav skydende og voxende grøde, og noget bar 30, noget 60 og noget 100 fold. Og han sagde: Den, som har øren at høre med, han høre! - Men da han var bleven ene, spurgte de, som vare om ham tilligemed de tolv, ham om lignelsen, og han sagde til dem: Eder er det givet at kjende Guds riges hemmelighed; men for dem, som ere udenfor, skeer det altsammen i lignelser, at de, skjøndt seende se, og dog ikke indse, og skjøndt hørende høre, og dog ikke forstaa, saa de slet ikke omvende sig og synderne blive dem forladne. Og han siger til dem: Forstaa i ikke denne lignelse, hvorledes skulle i da forstaa alle lignelser? Sædemanden saaer Ordet: men de ved vejen ere dem, hvor Ordet saaes, og naar de have hørt det, kommer satan strax og tager Ordet bort, som var saaet i deres hjærter; og ligeledes de, som ere saaede paa klippegrund, det er dem, som, naar de har hørt Ordet, strax modtage det med glæde; men de have ikke rod i sig, men holde ved til en tid, og derpaa, naar trængsel og forfølgelse kommer for Ordets skyld, forarges de strax; og det er dem, som saaedes blandt torne, de høre Ordet, og denne verdens bekymringer, rigdoms forførelse og begjærlighed efter de øvrige ting trænge ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden frugt; og det er dem, som er saaede i den gode jord, de, som høre Ordet, og modtage det og bære frugt, en del 30, og en del 60, en del 100 fold. Han sagde til dem: Kommer lyset ind for at sættes under skjæppen eller under bordet? mon ikke for at sættes paa lysestagen? Der er nemlig intet skjult, som jo skal aabenbares; der skeer intet i løn, uden at det bliver aabenbaret. Har nogen øren at høre med, han høre! - Og han sagde til dem: Seer til, hvad i høre! Med hvad maal, i maale, skal der maales eder; og eder, som hører, skal der gives mere; den, som nemlig har, ham skal der gives, og den, som ikke har, ham skal fratages, hvad han har. Han sagde: Saadan er Guds rige, som naar et menneske kaster sæd i jorden; han sover og staaer op nat og dag, og sæden skyder og voxer, han veed ikke selv hvordan; af sig selv bærer jorden nemlig frugt, først straa, saa ax, og derpaa fuldt korn i axet; men naar frugten er vægtig, skikker han strax leen ind, fordi høsten staaer for. - Han sagde: Hvad skal vi ligne Guds rige ved? eller ved hvilken lignelse skal vi forestille os det? Det er som sennepskornet, som naar det saaes i jorden, er mindre end alt korn, som saaes i jorden; og naar det er saaet, voxer det op og bliver større end alle madurter, og faaer store grene, saa himlens fugle kan bo under dets skygge. - I mange saadanne lignelser talede han Ordet til dem, eftersom de kunde høre; men uden lignelse talede han ikke til dem, og i enrum udlagde han sine disciple alt. Samme dag sagde han til dem om aftenen: Lad os fare over paa den anden side! og de lod folket fare og tog ham med i skibet, hvor han var, og der var andre baade med ham; og der kom et stærkt vindstød og kastede bølgerne ind i skibet, saa det allerede fyldtes; og selv var han i bagstavnen og sov paa en hovedpude; og de vakte ham og sagde til ham: Lærer! bryder du dig ikke om, at vi forgaa! Saa rejste han sig op, truede vinden og sagde til søen: Ti, rolig! og vinden lagde sig, og der blev stort havblik; og han sagde til dem: Hvorfor ere i saa frygtsomme? hvorledes har i ingen tro! Men de frygtede overmaade og sagde til hverandre: Hvem er dog han, da baade vind og sø lyde ham. Saa kom de til hin sides søen til Gadarenernes egn; og da han traadte ud af skibet, mødte ham strax et menneske fra gravene med en uren aand; han havde sit tilhold i gravene, og man kunde ikke engang holde ham i lænker; eftersom han ofte var lagt i blok og lænker, og lænkerne vare rykkede af ham og blokkene slidte sønder, og ingen havde magt til at tæmme ham; og han var altid nat og dag i gravene og paa bjergene, han skreg og slog sig selv med sten; men da han saae Jesus langt borte, løb han og kastede sig ned for ham; han skreg med høj røst og sagde: Hvad er der mig og dig imellem, Jesus, du den højeste Guds Søn? Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig! Han sagde nemlig til ham: Far ud, du urene aand af dette menneske! og han spurgte ham: Hvad er dit navn, og han svarede og sagde: \Hær\ er mit navn, thi vi er mange; og han bad ham meget, at han ikke vilde skikke ham ud af denne egn. Men der var der en stor flok svin, som græssede ved bjerget; og alle dæmnerne bad ham og sagde: Send os i disse svin, at vi maa fare i dem; og Jesus tillod dem det strax; saa foer de urene aander ud og gik i svinene; men flokken styrtede fra klinten i søen (de var henved 2000) og de druknede i søen. Men de, som vogtede svinene, flygtede og meldte det i staden og paa landet. De gik ud for at se, hvad der var skeet; og de kom til Jesus, og de saae den besatte sidde baade paaklædt og ved sin forstand, ham, som havde haft \hæren\, og de forfærdedes; men de, som havde seet det, fortalte dem,, hvorledes det var gaaet den besatte, og om svinene; og de begyndte at bede ham om at gaa bort fra deres grændser. Da han gik i skibet, bad han, som havde været besat, ham om at være hos ham. Men Jesus tillod ham det ikke, men sagde til ham: Gaa hjemm til dine, og forkynd dem, hvor store ting Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig; og han gik bort og begyndte at prædike i Dekapolis, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham, og alle forundrede sig. Da Jesus atter var faret med skibet til hin side, samledes en stor skare hos ham; og han var ved søen; og se, der kom en af skoleforstanderne ved navn Jair, og da han saae ham, faldt han ned for hans fødder, bad ham meget og sagde: Min datter er paa det sidste! o kom dog og læg hænder paa hende, for at hun kan frelses og maa leve! - Saa gik han bort med ham, og en stor skare fulgte ham, og de trængte ham; og der var en kvinde, som havde haft blodflod i 12 aar, og lidt meget af mange læger og sat alting til paa dem, og hun var ikke bleven hjulpen, men havde forværret sig meget. Da hun hørte om Jesus, kom hun i skaren bagfra og rørte ved hans klædebon; thi hun sagde: Kan jeg kun røre ved hans klædebon, saa bliver jeg frelst! og strax tørredes hendes blods kilde og hun fornam i legemet, at hun var bleven helbredet fra denne plage. Da Jesus strax mærkede paa sig, at der gik en kraft fra ham, vendte han sig om blandt folket og sagde: Hvem rørte ved mine klæder? og hans disciple sagde til ham: Du seer, folket trænger dig, og du siger: Hvem rørte mig? Han saae omkring for at faa øje paa hende, som havde gjort dette; men kvinden frygtede og skjælvede, men da hun vidste, hvad der var skeet hende, kom hun, faldt ned for ham og sagde til ham hele sandheden. Men han sagde til hende: Datter! din tro har frelst dig, gaa bort i fred, og vær helbredet for din plage! - Da han endnu talede, kom de fra skoleforstanderens og sagde: Din datter er død, hvorfor ulejliger du læreren? Men da Jesus strax hørte, hvad der blev talet, sagde han til skoleforstanderen: Frygt ikke, tro kun! og han lod ingen følge sig uden Peder og Jakob og Johannes, Jakobs broder; og han kom til skoleforstanderens hus og saae støjen, dem, som græd og hylede meget. Han gik ind og sagde til dem: Hvorfor støje og græde i? Barnet er ikke død, men sover! og de udlo ham; men han jog dem alle ud, tog barnets fader og moder med sig og dem, der vare med ham, og gik ind, hvor barnet laa; og han tog barnets haand og sagde til hende: \Talita kumi!\ der er oversat: \Pigelil, jeg siger dig: Staa op!\ og den lille pige stod strax op og gik omkring; hun var nemlig 12 aar gammel. Ogde forfærdedes overmaade; og han bød dem meget, at ingen skulde faa det at vide, og han sagde, at man skulde give hende at spise. Han gik ud og kom til sin fæderne stad, og hans disciple fulgte ham; og da hviledagen kom, begyndte han at lære i skolen, og mange tilhørere forundrede sig meget og sagde: Hvorfra har han dette? og hvilken visdom er given ham? og saadanne kraftige gjerninger ske ved hans hænder! er det ikke tømmermanden, en søn af Maria og broder til Jakob og Joses og Simon? og er hans søstre ikke her hos os? og de forargedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: En profet er ikke ringeagtet uden i sin fæderneegn, blandt sine slægtninger og i sit hus; og der kunde han ikke gjøre nogen kraftig gjerning, uden at han lagde hænderne paa nogle faa svage og helbredte dem. Han forundrede sig over deres vantro, og han gik omkring i bondebyerne og lærte. Han kaldte de tolv til sig og begyndte at udsende dem to og to, og gav dem magt over de urene aander, og bød dem, at de ikke maatte tage noget med paa vejen uden en vandrestav alene, hverken taske eller brød eller mønt i beltet; men de skulde have sko paa, men ikke iføre sig to kjortler; og han sagde til dem: Naar i gaa ind i et hus, saa bliver der, til i drage bort fra stedet; og naar de ikke ville modtage eder eller høre eder, saa skal i drage bort derfra, og ryste støvet af under eders fødder til vidnesbyrd mod dem. Sandelig siger jeg eder: Det skal gaa Sodoma og Gomorra taaligere paa dommens dag end denne stad. Saa gik de ud og prædikede, for at de skulde omvende sig, og de drev magne dæmner ud, og salvede mange svage med olie og helbredte dem. Da kong Herodes hørte det - hans navn var nemlig blevet bekjendt - sagde han: Døberen Johannes er oprejst fra døde, og derfor virke de kraftige gjerninger i ham. Andre sagde: Han er Elia; andre sagde: Han er en profet, som en af profeterne; men da Herodes hørte det, sagde han: Han er den Johannes, som jeg har halshugget, han er oprejst fra døde. - Herodes sendte nemlig selv folk, greb Johannes og lænkede ham i fængslet, for Herodias', hans broder Filips hustrus, skyld, fordi han havde ægtet hende. Johannes havde nemlig sagt til Herodes: Det er dig ikke tilladt at have din broders hustru. Men Herodias efterstræbte ham og vilde slaa ham ihjel, men kunde ikke; Herodes var nemlig bange for Johannes, da han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, og han holdt sin haand over ham, og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne. Men da der kom en beleilig dag, da Herodes paa sin fødselsdag gav sine stormænd, høvdingerne og de fornemme i Galilæa, et maaltid, og Herodias' datter traadte ind og dandsede, og behagede Herodes og gjæsterne, sagde kongen til pigen; Bed mig om, hvad du vil, og jeg vil give dig det; og han svor hende til: Hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil halvdelen af mit rige. Men hun gik ud og sagde til sinmoder: Hvad skal jeg bede om? men hun sagde: Om Døberen Johannes' hoved! Hun gik da strax hastig til kongen, bad og sagde: Jeg vil, at du øjeblikkelig giver mig Døberen Johannes' hoved paa et fad. Kongen blev meget bedrøvet, men for edernes og gjæsternes skyld vilde han ikke afvise hende; og kongen sendte strax en drabant og befalede at bringe hans hoved. Men han gik hen, halshuggede ham i fængslet og bragte hans hoved paa et fad, og han gav pigen det, og pigen gav sin moder det. - Da hans disciple hørte det, kom de, toge hans legeme og lagde det i en grav. Apostlene samledes hos Jesus og meldte ham alt, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde lært; og han sagde til dem: Kommer i afsides til et øde sted, og hviler eder lidt; thi der var mange, som kom og gik, og de havde ikke engang tid til at spise; og de gik tilsøs afsides til et øde sted. - Mange saae dem fare bort, og mange kjendte ham, og de løb til lands fra alle stæder og kom foran dem og kom til ham. Da Jesus gik iland, saae han en stor skare, og han ynkedes over dem, for de vare som faar uden hyrde, og han begyndte at lære dem meget. Da klokken var bleven mange, gik han disciple til ham og sagde: Stedet er øde og klokken er allerede mange; send dem bort, for at de kan gaa til de omliggende gaarde og byer og kjøbe sig brød, thi de har intet at spise. Men han svarede og sagde til dem: Giver i dem at spise! og de sagde til ham: Skal vi gaa hen og kjøbe for 200 mark brød, og give dem at spise? Men han siger til dem: Hvormange brød har i? gaaer hen og seer efter! og da de fik det at vide, sige de: Fem, og to fisk; og han befalede dem at lade alle sætte sig ned, lag om lag i det grønne græs; og de satte sig ned, hob ved hob, her 100 og der 50; og han tog de fem brød og de to fisk, saae til himlen og velsignede dem, og han brød brødene, gav sine disciple dem, for at de skulde lægge dem for dem, og de to fisk delte han til dem alle; og de spiste alle og bleve mætte; og de samlede 12 kurve fulde af stykker og af fiskene; og de, som havde spist brødene, vare 5000 mænd. Han nødte strax sine disciple til at gaa i skibet og iforvejen sætte over til hin side til Betsajda, indtil han lod folket fare; og da han havde taget afsked med ham, gik han op paa bjerget for at bede. Da det var blevet silde, var skibet midt i søen, og selv var han ene i land; og han saae dem slide med at ro, thi vinden var dem imod; og ved fjerde nattevagt kom han til dem, vandrende paa søen, og han vilde gaa dem forbi. Men da de saae ham vandre paa søen, mente de, det var et spøgelse, og skreg: thi de saae ham alle og bleve forskrækkede; men han talede strax med dem og sagde til dem: Værer frimodige! det er mig, frygter ikke! og han gik ind til dem i skibet, og vinden lagde sig. Men de forfærdedes overmaade ved sig selv og forundrede sig; thi de havde ikke faaet forstand ved brødene, thi deres hjærte var forhærdet. - Da de vare satte over, kom de til Genezarets land, og de lagde til; og da de vare gaaede fra borde, kjendte man ham strax, og de løb hele omegnen igjennem og de begyndte paa senge at føre dem, som vare syge, hen, hvor de hørte, han var; og hvor han tog ind i byer, stæder eller gaarde, lagde de de syge paa torvene og bade ham, at de kun maatte røre ved sømmen af hans klædebon, og saa mange som rørte ved ham, bleve helbredte. Farisæerne og nogle af de boglærde, som vare komne fra Jerusalem, samledes hos ham; og da de saae nogle af hans disciple spise brød med vanhellige, det er uvaskede, hænder, lastede de det; - Farisæerne nemlig og alle Jøder spise ikke uden at vaske hænderne med næven, idet de holde de gamles skik; og de spise intet fra torvet, naar det ikke er skyllet; og der er mange andre ting, som de har vedtaget at holde: Skylning af bæger, krus, kobberkar og borde. - Derpaa spurgte farisæerne og de boglærde ham: Hvorfor følge dine disciple ikke de gamles skik, men spise brød, uden at vaske hænderne? Han svarede og sagde til dem: Jesaja har træffende spaaet om eder, i hyklere, som skrevet er: Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjærte er langt fra mig; men de dyrke mig forgjæves, idet de føre lærdomme, som ere menneskers bud; thi i forlade Guds bud og holde fast paa menneskers skik, skylning af krus og bægere, og i gjøre mange andre ting, der ligne dette; og han sagde til dem: Smukt sætte i Guds bud tilside, for at i kan holde eders skik! Thi Mose sagde: Ær din fader og moder! og: Den, som bander fader eller moder, skal visselig dø; men i sige: Naar et menneske siger til fader og moder: Det, hvormed du kunde bleven hjulpet af mig, det er \korban\, (det er \helliget Gud\,) og i ikke tillade ham at gjøre noget for sin fader eller moder, saa gjøre i Guds Ord til intet ved eders skik, som i har paalagt. Og i gjøre mange ting, som ligne dette. Saa kaldte han alt folket til sig og sagde til dem: Hører mig alle og forstaaer! Der er intet udenfor mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham uren; men hvad der gaaer ud af ham, det er det, som gjør mennesket urent. Har nogen øren, at høre med, han høre! - Da han var gaaet ind i huset fra folket, spurgte hans disciple ham om denne lignelse; og han sagde til dem: Saa ere da ogsaa i uforstandige! begribe i ikke, at intet, som udenfra kommer ind i mennesket, kan gjøre ham uren; fordi det kommer ikke ind i hans hjærte men i bugen, og det gaaer bort ad den naturlige vej og renser al maden. Men han sagde: Hvad der gaaer ud af mennesket, det gjør mennesket urent; thi indenfra, fra menneskenes hjærte, udgaa de onde tanker: Hor, skørlevnet, mord, tyveri, gjerrighed, ondskab, svig, uterlighed, misundelse, bespottelse, hovmod, dumhed; alle disse onde ting komme indenfra og gjøre mennesket urent. Han stop op og gik derfra til grændserne af Tyros og Sidon, og da han gik ind i et hus, vilde han ikke, at nogen skulde vide det, men det kunde ikke blive skjult; thi en kvinde, hvis datter havde en uren aand, havde hørt om ham, og hun kom og faldt ned for hans fødder. Det var en græsk kone, en Syro-fønikerinde af slægt, go hun bad ham, at han vilde drive dæmnenn ud af hendes datter; men Jesus sagde til hende: Lad først børnene blive mætte; thi det er ikke smukt, at tage børnenes brød og kaste det for smaahundene; men hun svarede og sagde til ham: Jo Herre! thi ogsaa smaahundene under bordet æde af børnenes smuler; og han sagde til hende: Gaa for det ords skyld! Dæmnen er faren ud af din datter! og hun gik hjem og fandt, at dæmnen var faren ud, og at datteren laa paa sengen. Da han atter drog bort fra Tyros' og Sidons grændser, kom han til Galilæas sø, midt gjennem Dekapolis' grændser; og de førte en døv, som havde et svært maal, til ham, og de bade ham, at han vilde lægge haanden paa ham. Saa tog han ham afsides fra skaren, lagde sin finger i hans øren, spyttede og rørte ved hans tunge; og han saae op til himlen, sukkede og sagde til ham: \Effata\, det er \oplad dig!\ og strax aabnedes hans hørelse og hans tungebaand løstes, og han talede rent. Han paalagde dem, at de ikke skulde sige det til nogen; men jo mere han paalagde dem det, desto mere prækede de derom; og de forundrede sig overmaade og sagde: Han har gjort det godt altsammen! Han gjør, at døve høre og maalløse tale! I de samme dage, da der var en meget stor folkeskare, og de ikke havde noget at spise, kaldte Jesus sine disciple til sig og sagde til dem: Jeg ynkes inderlig over folket; de ere allerede blevne hos mig tre dage, og de have intet at spise; og hvis jeg sender dem fastende hjem, maa de forsmægte paa vejen; thi nogle af dem ere komne langvejs fra. Hans disciple svarede ham: Hvorfra kan nogen her mætte dem med brød i ørken? Han spurgte ham: Hvormange brød har i? men de sagde: Syv; og han indbød folket at sidde ned paa jorden; og hantog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulde lægge dem for; og de lagde dem for folket; og de havde faa smaafisk, og han velsignede dem og sagde, at de ogsaa skulde lægges for. Saa spiste de og bleve mætte, og de optog syv brødkurve af de levnede stykker; men de som spiste, vare ved 4000, og han lod dem fare. Og han gik strax i skibet med sine disciple og kom til Dalmanutas egne. Farisæerne gik ud og begyndte at spørge ham ud, i det de forlangte et tegn af ham fra himlen for at friste ham; og han sukkede dybt i sin aand og sagde: Hvorfor begjærer denne slægt tegn? Sandelig siger jeg eder, tegn skal ikke gives denne slægt! og han lod dem fare, traadte atter i skibet og foer til den anden side. - Og de havde glemt at tage brød med, og de havde kun eet brød med sig i skibet; og han paalagde dem og sagde: Seer til og vogter eder for farisæernes surdejg og Herodes' surdejg! og de overvejede det indbyrdes og sagde: Det er, fordi vi ikke har brød med. Da Jesus fornam det, sagde han til dem: Hvorfor overveje i det, at i ikke har brød med? begribe i endnu ikke, og forstaa i ikke heller? er eders hjærte endnu forhærdet? har i øjne, og se ikke? har i øren, og høre ikke? og husker i ikke? Dengang jeg brød de fem brød til de 5000, hvormange kurve fulde af stykker tage i da op? De sige til ham: Tolv; og da de syv til de 4000, hvormange brødkurve fulde af stykker toge i da op? De sagde: Syv! Og han sagde til dem: Hvorledes forstaa i da ikke? Han kom til Betsajda, og de bragte en blind til ham og bad ham om, at han vilde røre ved ham; og han tog den blinde ved haanden og ledte ham udenfor byen, og spyttede i hans øjne, lagde hænderne paa ham og spurgte ham, om han saae noget. Og han saae op og sagde: Jeg seer mennesker ligesom træer gaa omkring. Derpaa lagde hanatter hænderne paa hans øjne og gjorde, at han saae; og han blev helbredet og han saae alle klarlig! og han sendte ham til hans hus og sagde: Du skal hverken gaa ind i byen eller sige det til nogen i byen. Jesus og hans disciple gik ud til byerne ved Filips Kæsarea, og paa vejen spurgte han sine disciple og sagde til dem: Hvem sige folk, jeg er? Men de svarede: Døberen Johannes; og andre: Elia; men andre: En af profeterne. Og han siger til dem: Men i, hvem sige i, jeg er? Da tog Peder ordet og sagde til ham: Du er kristus! og han bød dem alvorlig, at de ikke maatte sige nogen dette om ham. - Og han begyndte at lære dem, at Menneskens Søn maa lide meget, blive forskudt af de ældste, ypperstepræsterne og de boglærde, og slaaes ihjel og opstaa om tre dage. Det Ord talede han rent ud; og Peder tog ham til sig og begyndte at sætte ham irette; men han vendte sig om, saae paa sine disciple, straffede Peder og sagde: Vig bag mig satan! thi du sandser ikke hvad Guds, men hvad menneskers er. - Saa kaldte han folket tilligemed sine disciple til sig og sagde til dem: Hver, som vil følge efter mig, maa fornægte sig selv og tage sit kors og følge mig; thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det, og den, som mister sit liv for min og evangeliets skyld, han skal frelse det. Hvad kan det nemlig gavne et menneske, om han vandt den hele verden og led skade paa sin sjæl? eller hvad vederlag kan et menneske give for sin sjæl. - Den som nemlig skammer sig ved mig og mine Ord i denne bolerske og syndige slægt, ved ham vil og Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Faders herlighed med de hellige engle! Sex dage derefter tog Jesus Peder og Jakob og Johannes med sig, og førte dem ene afsides op paa et bjerg, og han blev forvandlet for dem; og hans klæder bleve skinnende, meget hvide som sne, saa iingen blegmand paa jorden kunde gjøre dem saa hvide; og Elia tilligemed Mose viste sig for dem og de talede med Jesus. Og Peder tog Ordet og sagde til Jesus: Rabbi! det er godt, at vi blive her! og lad os indrette tre løvsale, een for dig, een for Mose og een for Elia; for han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare forfærdede. Og der blev en sky, som overskyggede dem, og en røst kom fra skyen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, hører ham! og da de strax skuede om sig, saae de slet ingen uden Jesus alene hos dem. Men da de steg ned af bjerget, bød han dem alvorlig, at de ikke maatte fortælle nogen, hvad de havde seet, før Menneskens Søn var opstanden fra døde, og dette Ord holdt de hos sig selv, og samtalede med hverandre om, hvad det er, at staa op fra døde; og de spurgte ham og sagde: Hvorfor sige de boglærde, at Elia maa komme først? Men han svarede og sagde til dem: Elia kommer vel først og vil skikke alt tilrette; og hvorledes er der skrevet om Menneskens Søn, at han skal lige meget og foragtes? Men jeg siger eder, at Elia er kommen, og de handlede med ham, som de vilde, ligesom der er skrevet om ham. Da han kom til disciplene, saae han en stor skare om dem og boglærde i samtale med dem; og hele skaren forbavsedes strax, da de saae ham, og de løb til og hilsede paa ham; og han spurgte de boglærde: Hvad samtale i med hverandre om? Men en af folket tog ordet og sagde: Lærer, jeg har ført min søn, som har en maalløs aand til dig; og hvor han tager fat paa ham, slider han ham, og han fraader og skjærer tænder og visner hen; og jeg har sagt til dine disciple, at de skulde drive ham ud, men de kunde ikke. Men han svarede ham og sagde: O, vantro slægt! hvorlænge skal jeg være hos eder? hvorlænge skal jeg taale eder? Fører ham til mig! De førte ham til ham; og da han saae ham, sled aanden ham strax, og han faldt paa jorden, væltede sig og fraadede; og han spurgte hans fader: Hvorlænge er det siden, dette er kommet over ham; men han sagde: Fra barndommen af; og ofte kaster han ham endog i ild og i vand, for at ødelægge ham! Men, kan du noget, saa hjælp os, forbarm dig over os! Men Jesus sagde til ham: Dersom du kan tro; alting er muligt for den, som troer! og strax raabte drengens fader og sagde med taarer: Jeg tror Herre, hjælp min vantro! Men da Jesus saae, at folket løb sammen, truede han den urene aand og sagde til ham: Du maalløse og døve aand, jeg byder dig: Far ud af ham, og du maa ikke tiere fare i ham! Da skreg han og sled ham meget, og foer ud; og han blev som et lig, saa mange sagde: Han er død! men Jesus tog hans haand og rejste ham op, og han stod. - Da han var gaaet ind i huset, spurgte hans disciple ham i enrum: Hvorfor kunde vi ikke drive ham ud? og han sagde til dem: Dette slags kan slet ikke fare ud, uden ved bøn og faste. Da de gik ud derfra, drog de gjennem Galilæa, og han vilde ikke, at nogen skulde vide det; thi han lærte sine disciple og sagde til dem: Menneskens Søn skal overgives i menneskers hænder, og de vil slaa ham ihjel, og, naar han er slagen ihjel, vil han opstaa tredje dag; men de forstod ikke det Ord, og de var bange for at spørge ham. Han kom til Kapernaum; og da han var hjemme, spurgte han dem: Hvad samtalede i med hverandre om paa vejen? men de tav; de havde nemlig talet med hverandre paa vejen om, hvem der var den største. Saa satte han sig, kaldte de tolv og sagde til dem: Dersom nogen vil være den første, maa han blive den sidste af alle og alles tjener; og han tog et lille barn, stillede det midt iblandt dem, tog det i favn og sagde til dem: Den som modtager eet af saadanne smaabørn paa mit navn, han modtager mig, og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men ham, som udsendte mig. - Men Johannes tog ordet og sagde: Lærer, vi saae en uddrive dæmner ved dit navn, og han følger os ikke; og vi hindrede ham, fordi han ikke fulgte os. Men Jesus sagde: I maa ikke hindre ham; thi der er ingen, som gjør en kraftig gjerning paa mit navn, som snart vil kunne tale ilde om mig; thi den, som ikke er mod eder, er for eder; thi den, som giver eder et bæger vand at drikke i mit navn, fordi i høre Kristus til, sandelig siger jeg eder, han skal ingenlunde miste sin løn; men den, som forarger een af disse smaa, som tro paa mig, ham var det bedre, om der var hængt en møllesten om hans hals, o ghan var kastet i havet; og dersom din haand forarger dig, saa hug den af; det er bedre for dig som krøbling at gaa ind til livet, end at have to hænder og gaa til helvede i den uslukkelige ild, hvor deres orm ikke døer og ilden ikke slukkes. Og dersom din fod forarger dig, saa hug den af! det er bedre for dig at gaa halt ind til livet, end at have to fødder og kastes i helvede i den uslukkelige ild, hvor deres orm ikke døer og ilden ikke slukkes. Og dersom dit øje forarger dig, saa kast det fra dig, thi det er bedre for dig enøjet at gaa ind i Guds rige, end at have to øjne og kastes i det brændende helvede, hvor deres orm ikke døer og ilden ikke slukkes. Thi enhver skal saltes med ild, og hvert offer skal saltes med salt. Saltet er godt, men naar saltet mister sin kraft, hvormed vil i salte det? Bevarer salt i eder selv og holder fred med hverandre. - - - Han stod op derfra og kom til Judæas grændser gjennem landet hinsides Jordan, og skarer drog atter til ham, og, som han plejede, lærte han dem atter. Saa traadte farisæerne frem og spurgte ham, om det var en mand tilladt at skille sig ved sin hustru? da de vilde friste ham. Men han svarede og sagde til dem: Hvad har Mose befalet eder? Men de sagde: Mose tillod at skrive skilsmissebrev og skille sig fra hende. Saa svarede Jesus og sagde til dem: For eders haarde hjærters skyld skrev han eder dette bud; men fra skabningens begyndelse skabte Gud dem mand og kvinde, og sagde: Derfor skal manden forlade sin fader og moder og slutte sig fast til sin hustru, saa de to skal blive eet kjød, saa at de ikke mere ere to, men eet kjød; hvad Gud altsaa har tilsammenføjet, maa et menneske ikke adskille. - Hans disciple spurgte ham atter hjemme om det samme, og han sagde til dem: Hver, som skiller sig fra sin hustru og tager en anden til ægte, bedriver hor med hende; og naar en kvinde skiller sig ved sin mand og ægter en anden, bedriver hun hor. De førte smaabørn til ham, for at han skulde røre ved dem; men disciplene truede dem, som bare dem frem; men da Jesus saae det, blev h an vred og sagde til dem: Lader de smaa børn komme til mig og hindrer dem ikke; thi for saadanne er Guds rige; sandelig siger jed eder: Hver som ikke vil tage mod Guds rige som et lille barn, han kommer slet ikke derind; og han tog dem i favn, lagde hænderne paa dem og velsignede dem. Da han var gaaet ud paa vejen, løb en til ham, faldt paa knæ for ham og spurgte ham: Gode lærer! hvad skal jeg gjøre, for at jeg kan arve evigt liv! Men Jesus sagde til ham: Hvorfor kalder du mig god; der er ingen god uden een, nemlig Gud. Budene kjender du; du maa ikke bryde ægtepagten! du maa ikke myrde! du maa ikke stjæle! du maa ikke aflægge falsk vidnesbyrd! du maa ikke bedrage! ær din fader og moder! Men han svarede og sagde til ham: Lærer! alt dette har jeg taget iagt fra min ungdom. Da saae Jesus paa ham, elskede ham og sagde til ham: Eet fattes dig: Gaa bort, sælg, hvad du har og giv de fattige det! saa skal du have en skat i himlen, og kom saa, tag korset og følg mig! men han blev ilde tilmode over dette Ord og gik bedrøvet bort; thi han havde mange ejendomme. Da saae Jesus omkring og sagde til sine disciple: Hvor vanskelig vil de, som har penge, komme i Guds rige! Men disciplene forfærdedes over hans Ord. Jesus tog atter Ordet og sagde til dem: Børn, hvor vanskeligt er det, at de, som stole paa penge, komme i Guds rige! thi det er lettere, at en kamel gaaer gjennem et naaleøje, end at en rig kommer i Guds rige. Da bleve de meget mre forfærdede og sagde til hverandre: Hvem kan saa blive frelst! Men Jesus saae paa dem og sagde: For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud, thi alt er muligt for Gud. - Men Peder begyndte at sige til ham: Se, vi har forladt alt og fulgt dig! og Jesus svarede og sagde: sandelig siger jeg eder: Der er ingen, som forlader hus, eller brødre eller søstre, eller fader eller moder, eller hustru eller børn, eller marker for min og evangeliets skyld, uden han skal faa hundrede fold nu i denne tid: Huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, med forfølgelser, og i den kommende verden evigt liv. Men mange, som ere de første, skulle blive de sidste, og de sidste de første. De var saa paa vejen og drog op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem, og de, som fulgte ham, vare forfærdede og frygtede. Da tog han atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der vilde møde ham: Se, vi gaa op til Jerusalem, og Menneskens Søn vil blive overgivet til ypperstepræsterne og de boglærde, og de vil fordømme ham til døden og overgive ham til hedningerne; og de vil spotte ham og hudslette ham, og spytte paa ham og slaa ham ihjel; og paa den tredje dag vil han staa op. Saa gik Jakob og Johannes, Zebedæos' sønner til ham og sagde: Lærer! vi ville, at du vilde tilstaa os, hvad vi ville bede om; men han sagde til dem: Hvad vil i at jeg skal gjøre for eder? Saa sagde de til ham: Giv os, at vi i din herlighed maa sidde, den ene ved din højre og den anden ved din venstre side. Men Jesus sagde til dem: I veed ikke, hvad i bede om; kan i drikke det bæger, jeg drikker, og døbes med den daab, jeg døbes med? Men de sagde til ham; Det kan vi. Men Jesus sagde til dem: Det bæger, jeg drikker, skal i vel drikke, og døbes med den daab, jeg døbes med; men sidde ved min højre eller venstre side, hører ikke mig til at give uden dem, det er beredt. Da de ti hørte det, bleve de stødte paa Jakob og Johannes; men Jesus kaldte dem til sig og sagde til dem: I vide, at de, som synes at herske over folkene, øve herredømme over dem, og de store have magt over dem; men saaledes skal det ikke være blandt eder; men den, som vil blive stor blandt eder, han maa være eders tjener; og den, som vil blive den første blandt eder, maa være alles træl. Menneskens Søn er nemlig ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og give sin sjæl til løsepenge for mange. Saa kom de til Jeriko; og da han gik fra Jeriko, baade med sine disciple og en god del folk, sad Timæos' søn, den blinde Bartimæos, ved vejen og tiggede; og da han hørte, at det var Jesus fra Nazaret, begyndte han at raabe og sige: Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig! og mange truede ham, at han skulde tie, men han raabte meget mere: O, Davids Søn, forbarm dig over mig! Da stod Jesus stille og sagde, at man skulde kalde ham: Saa kaldte de den blinde og sagde til ham: Fat mod, staa op, han kalder ad dig; men han kastede sin kjortel, stod op og kom til Jesus; og Jesus tog Ordet og sagde til ham: Hvad vil du, jeg skal gøre for dig? Men den blinde sagde til ham: Rabbuni! at jeg maa blive seende! Men Jesus sagde til ham: Gaa! din tro har frelst dig! og strax blev han seende og fulgte Jesus paa vejen. Da de nærmede sig Jerusalem ved Betfage og Betania ved Oliebjerget, sender han to af sine disciple, og siger til dem: Gaaer til den by, som ligger ligefor eder, og strax naar i komme ind i den, vil i finde et bundet føl, som intet menneske har redet paa, løser det, og fører det hid; og hvis nogen skulde sige til eder: Hvorfor gjør i det? da skal i sige, at Herren behøver det, og strax vil han sende det herhen. Saa gik de og fandt føllet bundet ved døren udenfor ved vejskellet, og de løste det; men nogle af dem, der stod der, sagde til dem: Hvad gjør i, at i løse føllet? men de sagde til dem, som Jesus havde befalet dem, og de lod dem gaa; og de førte føllet til Jesus, lagde deres klæder paa det, og han satte sig paa det; men mange bredte deres klæder paa vejen, andre huggede grene af træerne og bredte dem paa vejen, og de, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna! velsignet han, som kommer i Herrens navn! Velsignet vor Fader Davids rige, som kommer i Herrens navn! Hosanna i det højeste! Jesus gik ind i Jerusalem i templet, og da han havde beseet alt og det allerede var blevet aftenstid, gik han med de tolv ud til Betania. Da de næste dag gik fra Betania, hungrede han; og da han langt borte saae et figentræ, som havde blade, kom han, om han kunde finde noget paa det; og da han kom til det, fandt han intet uden blade; det var nemlig ikke figentid. Saa tog Jesus Ordet og sagde til det: Ingen spise nogensinde frugt af dig! og hans disciple hørte derpaa. - De kom da til Jerusalem; og da Jesus var gaaet ind i templet, begyndte han at drive dem ud, som solgte og kjøbte i templet, og han væltede vexelerernes borde og duekræmmernes stole; og han tillod ikke, at nogen bar et kar gjennem templet. Saa lærte han, og sagde til dem: Er der ikke skrevet: Mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslag, men i har gjort det til en røverkule! og de boglærde og ypperstepræsterne hørte det, og de søgte, hvordan de kunde faa ham af dage; de var nemlig bange for ham, fordi hele folket beundrede hans lærdom. - Da det blev aften, gik han udenfor staden, og da de om morgenen gik forbi, saa de figentræet visnet fra roden; og det faldt Peder i tanker, og han sagde til ham: Rabbi! se figentræet, du forbandede, er visnet! og Jesus tog Ordet og sagde til dem: Hav tro til Gud! thi sandelig siger jeg eder, at den, som vilde sige til dette bjerg: Løft dig og kast dig i havet, og ikke vilde tvivle i sit hjærte, men tro, at hvad han taler, det skeer: ham skal det ske, som han taler; derfor siger jeg eder: Alt, hvad i begjærer i bønnen, troer at i skal faae det og det skal times eder; og naar i staa og bede, da forlader, om i har noget mod nogen, for at ogsaa eders Fader, som er i himlene, kan forlade eder eders overtrædelser. Men dersom i ikke forlade, vil ikke heller eders Fader, som er i himlene, forlade eders overtrædelser. De kom atter til Jerusalem, og da han gik om i templet, kom ypperstepræsterne og de boglærde og ældste til ham, og sagde til ham: Af hvad magt gjør du dette, og hvem har givet dig denne magt, at du kan gjøre dette? Men Jesus svarede og sagde til dem: Jeg vil ogsaa spørge eder om een ting, og naar i svare mig, vil jeg sige eder, af hvad magt jeg gjør dette. Johannes' daab, var den fra himlen, eller fra mennesker? Svarer mig! Men de betænkte hos sig selv og sagde: Sige vi, den var fra himlen, vil han sige: Hvorfor troede i ham da ikke? men sige vi, den var fra mennesker, da frygtede de for folket; thi alle holdt Johannes for, at han virkelig var en profet. Saa svarede de og sagde til Jesus: Vi veed det ikke; og Jesus svarede og sagde til dem: Saa siger jeg eder ikke heller, af hvad magt jeg gjør dette. Saa begyndte han at tale til dem i lignelser: Et menneske plantede en vingaard, satte gjærde om den, gravede en perse og byggede et taarn; saa overgav han den til bønder og rejste udenlands. I sin tid sendte han en tjener til bønderne, for at han skulde have noget h os bønderne af vingaardens frugt;; men de greb ham, pryglede ham og sendte ham tomhændet bort; saa sendte han atter en anden tjener til dem, men ham slog de sten i hovedet og sendte ham vanæret bort. Saa sendte han atter en anden, og ham slog de ihjel; og mange andre, nogle pryglede de, og andre slog de ihjel. Da han derfor endnu havde een søn, sin elskelige, sendte han tilsidst ogsaa ham til dem, da han sagde: De vil undse sig for min søn! Men disse bønder sagde til hverandre: Det er arvingen; kom lad os slaa ham ihjel! saa bliver arven vor; og de greb ham, slog ham ihjel og kastede ham udenfor vingaarden. Hvad vil da vingaardens herre gjøre? Han vil komme og ødelægge disse bønder og overgive sin vingaard til andre. Har i ikke heller læst det skriftsted: Den sten, bygmestrene forkastede, den er bleven til en hovedhjørnesten; af Herren er den bleven det og er underlig for vore øjne. Saa søgte de at gribe ham, men de var bange for folket, thi de forstod, at han havde sagt denne lignelse mod dem, og de forlod ham og gik bort. Saa sendte de nogle af farisæerne og herodianerne til ham, for at de skulde fange ham i ord. Men de kom og sagde til ham: Lærer, vi veed, at du er sanddru og bryder dig om ingen, thi du seer ikke paa menneskers person, men lærer Guds vej i sandhed: Er det tilladt at give kejseren skat eller ikke, skal vi give, eller skal vi ikke give? Da han kjendte deres hykleri, sagde han til dem: Hvorfor friste i mig? bringer mig mønten, at jeg kan se den. Saa bragte de den, og han sagde til dem: Hvis billede og omskrift er det? Men de sagde til ham: Kejserens! og Jesus svarede og sagde til dem: Giver kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! Og de undrede sig over ham. Saa kom saddukæerne, som nægte, at der er opstandelse, til ham, og de spurgte ham og sagde: Lærer! Mose foreskrev os, at naar ens broder døer og efterlader sig enke, men ikke børn, skal hans broder tage hans enke og oprejse afkom for sin broder. Der var 7 brødre; den første giftede sig og døde og efterlod ikke afkom; og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke heller afkom, og den tredje ligeledes; og de syv tog hende og efterlod ikke afkom; sidst af dem alle døde ogsaa kvinden; i opstandelsen, naar de staa op, hvem af dem skal kvinden tilhøre; thi de syv have haft hende? Jesus svarede og sagde til dem: Fare i ikke derfor vild, at i ikke kjende skrifterne ejheller Guds kraft? Thi naar de staa op af døde, da hverken gifte de sig elelr bortgiftes, men de ere som engle i himlene. Men om de døde, at de staa op, har i ikke læst i Mosebog, i stedet om tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud? Gud er ikke de dødes, men de levendes Gud. Altsaa fare i meget vild. En af de boglærde gik til ham, da han havde hørt dem samtale med hverandre, og saae, at han havde svaret godt, og han spurgte ham: Hvilket er det første bud af alle? Men Jesus svarede ham: Det første af alle bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er een, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjærte, og af h ele din sjæl, og af hele dit sind, og af hele din styrke; det er det første bud; og det andet, som er ligt dette, er: Du skal elske din næste som dig selv. Intet andet bud er større end de. OG den boglærde sagde til ham: Goddt, lærer, efter sandhed har du talet; thi der er een, og der er ingen anden, uden ham; og at elske ham af hele sit hjærte, og af hele sin forstand, og af hele sin sjæl, og af hele sin styrke, og at elske næsten som sig selv, det er mer end alle brændofre og slagtofre. Da Jesus saae, at han svarede forstandig, sagde han til ham: Du er ikke langt fra Guds rige! og ingen vovede mer at spørge ham. Saa tog Jesus Ordet og sagde, idet han lærte i templet: Hvorledes sige i boglærde, at Kristus er Davids søn? thi David siger selv i den Helligaand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre haand, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel. David kalder ham altsaa selv Herre, og hvorledes er han da hans søn? - Meget folk hørte ham gjerne. I sin undervisning sagde han til dem: Vogter eder for de boglærde, som sætte pris paa at gaa i lange klæder, paa hilsener paa torvene, paa de første stader i forsamlingerne og de første sæder ved maaltiderne, de, som æde enkers huse op og holde lange bønner paa skrømt. Disse skulle faa des haardere dom. Da Jesus sad ligeoverfor tempelblokken, saae han, hvorledes folket lagde penge i blokken, og mange rige lagde meget. Saa kom der en fattig enke, hun lagde to søslinger, det er en hvid; og han kaldte sine disciple til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg eder, at denne fattige enke har lagt mere end alle, som har lagt i blokken; thi de lagde alle af hvad de havde tilovers, men hun lagde i sin trang alt, hvad hun havde, hele sit eje. Da han gik ud af templet, sagde en af hans disciple til ham: se hvilke sten og hvilke bygninger! Jesus svarede og sagde til ham: Seer du disse store bygninger? der skal ikke levnes sten paa sten, som ikke skal nedbrydes! Da han sad paa Oliebjerget ligeoverfor templet, spurgte Peder og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides: Siig os, naar dette skal ske, og hvad er varslet, naar alt dette skal opfyldes? Jesus svarede dem og begyndte at sige: Seer til, at ingen fører eder vild; thi mange ville komme i mit navn og sige: Det er mig! og de ville føre mange vild. Men naar i høre krige og rygte om krige, da forvirres ikke; thi dette maa ske, men enden er ikke endda; thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal være jordskjælv paa steder, og der skal være hunger og oprør. Dette er veernes begyndelse. Men tager i vare paa eder selv; thi de vil overgive eder til raadet, i skulle hudslettes i skoler og stilles for fyrster og konger for miin skyld, dem til et vidnesbyrd; og evangeliet maa først prædikes for alle folk; men naar de føre eder bort og overgiver eder, da skal i ikke forud bekymre eder om, hvad i skulle tale; ikke heller skulle i tænke paa det; men hvad der gives eder i samme stund, det skal i tale; thi det er ikke eder, som tale, men den Helligaand. Men broder vil overgive broder til døden, og fader barn; børn ville sætte sig op mod forældre og slaa dem ihjel; og i ville blive hadede af alle for mit navn; men den, som holder ud til enden, han skal blive frelst. Men naar i se fordærvelsens vederstyggelighed, som der er talet om af profeten Daniel, staa, hvor han ikke maa, - den, som læser det, lægge det paa sinde - da fly de, som ere i Judæa, til bjergene; men den, som er paa taget, stige ikke ned i huset eller gaa ind i det for at tage noget af sit hus; og den, som er paa marken, vende ikke tilbage for at tage sit klædebon. Men ve de frugtsommelige og dem, som give bryst i disse dage! Men beder, at eders flugt ikke maa ske om vinteren; thi disse dage skal være en trængsel, hvis mage ikke har været fra skabelsens begyndelse, som Gud skabte, indtil nu, og som ikke heller skal blive; og hvis Herren ikke forkortede de dage, da blev ingen dødelig frelst, men for de udvalgtes skyld, som han udvalgte, har han forkortet de dage. Og naar da nogen siger til eder: Se, her er Kristus! eller se her! troer det ikke; thi der vil opstaa falske krister og falske profeter, og de ville gjøre tegn og underværker til om muligt at føre selv de udvalgte vild; men seer eder for! se, jeg har sagt eder alt forud. Men i disse dage efter denne trængsel skal solen formørkes og maanen ikke give sit skin, og himlens stjerner skal falde ned og kræfterne, som ere i himlene, bølges; og da skal de se Menneskens Søn komme i skyerne med megen kraft og herlighed; og da vil han sende sine engle og samle sine udvalgte fra de fire vinde, fra jordens ende til himlens ende. Men lærer en lignelse af figentræet: Naar dets gren bliver myg og bladene skyde, saa vide i, at sommeren er nær, saaledes ogsaa i, naar i se dette ske, saa maa i vide, at han er nær for døren; sandelig siger jeg eder, at samme slægt slet ikke skal forgaa, førend alt dette skeer; Himlen og jorden skal forgaa, men mine Ord skal ingenlunde forgaa; men om denne dag og denne time veed ingen, hverken englene, som ere i himlen, ikke heller Sønnen, men alene Faderen. - Seer eder for, vaager og beder, thi i veed ikke, naar tiden er. Ligesom et menneske, der rejste udenlands, forlod sit hus og gav sine tjenere magten og hver sin gjerning, og bød dørvogteren, at han skulde vaage; vaager i da, thi i veed ikke, naar husets Herre kommer, ved aften eller midnat, eller hanegal, eller om morgenen; at han ikke naar han kommer pludselig, skal træffe eder sovende. Men hvad jeg siger til eder, siger jeg til alle: Vaager! Men det var paaske og de usyrede brøds højtid om to dage, og ypperstepræsterne og de boglærde søgte, hvordan de ved list kunde gribe ham og slaa ham ihjel; men de sagde: Ikke paa højtiden, at der ikke skal blive opløb iblandt folket. Da han var i Betanie i Simon Spedalskes hus og laa til bords, kom en kvinde med en alabasters krukke med ægte, meget kostbar nardussalve; hun brød den alabasters krukke og udgød den over hans hoved; men der var nogle, som bleve fortrydelige ved sig selv og sagde: Hvortil denne ødselhed med salven? den kunde været gjort i mer end 300 mark og givet de fattige! og de mukkede paa hende. Men Jesus sagde: Lad hende være, hvorfor gjøre i hende fortræd? Hun har gjort en god gjerning mod mig; I har nemlig altid fattige hos eder; og naar i vil, kan i gjøre dem godt; men mig har i ikke altid; hun gjorde, hvad hun kunde; hun har forud salvet mit legeme til begravelsen; sandelig siger jeg eder, hvorsomhelst dette evangelium bliver prædiket i hele verden, der skal og det fortælles, som hun har gjort, til et minde om hende. - Saa gik Judas Iskariot, en af de tolv, hen til ypperstepræsterne for at forraade ham til dem; men da de hørte det, bleve de glade og lovede at give ham penge; og han søgte, hvorledes han belejlig kunde forraade ham. Paa den første dag af de usyrede brøds højtid, da man slagtede paaskelam, sagde hans disciple til ham: Hvor vil du, vi skal gaa hen og gjøre forberedelser til, at du kan spise paaskelammet? Og han sender to af sine disciple og siger til dem: Gaaer til staden, og et menneske, som bærer en vandkrukke, vil møde eder; følger ham! og hvor han gaaer ind, skal i sige til husbonden: Læreren siger: Hvor er det værelse, hvor jeg kan spise paaske med mine disciple? og han vil vise eder en stor sal med bænke paa rede haand; der skal i gjøre forberedelse for os. Saa gik hans disciple ud og kom til staden; de traf det, ligesom han havde sagt til dem, og de beredte paasken; og da det var blevet aften, kom han med de tolv. - Men da de laa tilbords og spiste, sagde Jesus: Sandelig siger jeg eder, at en af eder, som spiser med mig, vil forraade mig. Men de begyndte at blive bedrøvede og sige til ham en efter en: Er det mig? og en anden: Er det mig? Men han svarede og sagde til dem: En af de tolv, han som dypper med mig i fadet. Menneskens Søn gaaer ved bort, som skrevet er om ham, men ve det menneske, ved hvem Menneskens Søn forraades! det var godt for det menneske, om han ikke var født. Da de spiste, tog Jesus brød, velsignede og brød det, og gav dem og sagde: Tager, æder! dette er mit legeme; og han tog bægeret, takkede og gav dem, og de drak alle deraf; og han sagde til dem: Dette er mit blod, den nye pagts, som udgydes for mange; sandelig siger jeg eder, at jeg slet ikke mere skal drikke af vinstokkens frugt, inden hin dag, da jeg skal drikke den nye i Guds rige. Saa sang de lovsangen og gik ud til Oliebjerget. Jesus siger til dem: I ville alle forarges paa mig i denne nat, thi der er skrevet: Jeg vil slaa hyrden, og faarene skulle udspredes; men, efterat jeg er opstanden, vil jeg gaa forud for eder til Galilæa. Men Peder sagde til ham: Om endog alle forarges paa dig, vil jeg dog ikke. Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig, at du idag, i denne nat, før hanen galer to gange, vil fornægte mig tre gange; men han sagde meget mere: Skulde jeg end dø med ig, vil jeg ingenlunde fornægte dig. Ligesaa sagde de og alle. Saa kom de til en gaard, hvis navn var Getsemane, og han sagde til sine disciple: Sætter eder her, medens jeg beder; og han tog Peder og Jakob og Johannes med sig, og han begyndte at skjælve og ængstes; og han sagde til dem: Min sjæl er hel bedrøvet indtil døden, bliver her og vaager med mig! Saa gik han lidet frem, faldt ned paa jorden og bad: at, om det var muligt, denne time maatte gaa ham forbi; og han sagde: Abba, Fader! alt er dig muligt! tag dette bæger fra mig! dog ikke hvad jeg, men hvad du vil! Og han kom og traf dem sovende og sagde til Peder: Simon, sover du? havde du ikke kraft til at vaage een time? Vaager og beder, at i ikke skulle komme i fristelse; Aanden er vel redebon, men kjødet er svagt. Saa gik han atter hen og bad og sagde de samme Ord; og da han kom tilbage, traf han dem atter sovende; thi deres øjne vare tunge, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham; og han kom tredje gang og sagde til dem: Sove i fremdeles og hvile eder? Det er forbi, timen er kommen, se Menneskens Søn skal forraades i synderes hænder! Staaer op, lader os gaa! se, han er nær, som forraader mig. - Og strax, medens han endnu talede, kom Judas, en af de tolv, og med ham en stor skare med sværd og knipler fra ypperstepræsterne, de boglærde og ældste. Men han, som forraadte ham, havde givet dem et aftalt tegn, idet han sagde: Ham, som jeg kysser, ham er det; griber ham, og fører ham sikkert bort! Da han kom, gik han strax hen til Jesus og sagde: Vel mødt, Rabbi! og han kyssede ham; men de lagde hænder paa ham og grebe ham. Men en af dem, som stode hos, drog sværdet, slog ypperstepræstens tjener og huggede hans øre af. Saa tog Jesus Ordet og sagde til dem: I ere gaaede ud som mod en røver med sværd og knipler for at gribe mig. Jeg var daglig hos eder og læste i templet, og i greb mig ikke; men for at skrifterne skulle opfyldes! Og de forlod ham alle og flygtede, og en vis ung mand fulgte ham, og han havde et linklæde over det bare legeme, og ham greb karlene; men han slap linklædet og flygtede nøgen fra dem. Saa førte de Jesus til ypperstepræsten, og hos ham samledes alle ypperstepræsterne, de ældste og boglærde; og Peder fulgte ham langt bag efter, lige ind i ypperstepræstens gaard; og han satte sig ned hos svendene og varmede sig ved ilden. - Men ypperstepræsterne og hele raadet søgte vidnesbyrd mod Jesus, for at de kunde aflive ham, men de fandt intet; thi mange vidnede falsk imod ham, men vidnesbyrdene stamte ikke overens; og nogle stod frem og vidnede falsk mod ham og sagde: Vi har hørt ham sige: Jeg vil nedbryde dette tempel, som er gjort med hænder, og i tre dage vil jeg bygge et andet, som ikke er gjort med hænder; men ikke heller saaledes kom deres vidnesbyrd overens. Da rejste ypperstepræsten sig i midten, spurgte Jesus og sagde: Svarer du slet intet? hvad vidne disse mod dig? Men han tav og svarede intet. Ypperstepræsten spurgte ham atter og sagde til ham: Er du Kristus, den højlovedes Søn? Men Jesus sagde: Jeg er det; og i skulle se Menneskens Søn sidde ved kraftens højre haand og komme med himlens skyer! Men ypperstepræsten sønderrev sine klæder og sagde: Hvad har vi mere vidner behov? I ha rhørt gudsbespottelsen; hvad tykkes eder? Men alle sagde: Han er dødsskyldig. Og nogle begyndte at spytte paa ham, tilhylle hans ansigt og slaa ham med næver, og sige til ham: Spaa! og bysvendene sloge ham paa munden. Da Peder var nede i gaarden, kom en af ypperstepræstens piger, og da hun saae Peder varme sig, betragtede hun ham og sagde: Du var ogsaa med Jesus af Nazaret! Men han nægtede og sagde: Jeg veed ikke og forstaar ikke, hvad du siger; og Peder gik udenfor i forgaarden. Da galede hanen. Pigen saae ham igjen, og begyndte at sige til dem, der stod hos: Han er en af dem. Men han nægtede det atter. Kort efter sagde de, som stode hos, til Peder: Du er virkelig en af dem; thi en Galilæer er du, og dit maal ligner det. Men han begyndte at forbande sig og sværge: Jeg kjender ikke det menneske, i taler om! Da galede hanen anden gang; og Peder kom i tanker om det Ord, Jesus havde sagt til ham: Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange; og han styrtede ud og græd. Strax paa morgenen raadslog ypperstepræsterne med de ældste og boglærde og hele raaadet, de bandt Jesus, førte ham bort og overgav ham til Pilatus. Saa spurgte Pilatus ham: Er du Jødernes konge? Men han svarede og sagde til ham: Du traf det. Ypperstepræsterne anklagede ham meget; men selv svarede han intet. Pilatus spurgte ham atter, og sagde: Svarer du slet intet? se, hvor svært de vidne mod dig. Men Jesus svarede endda intet, saa Pilatus forundrede sig. - Men hver højtid gav han dem en fange løs, hvem de forlangte; og der var en, som hed Barabbas, han var bleven fangen med oprørere, som i et opløb havde begaaet mord; og folket raabte og begyndte at forlange, at han skulde gjøre ligesom altid mod dem. Men Pilatus svarede dem og sagde: Vil i, at jeg skal give Jødernes konge løs? Han vidste nemlig, at ypperstepræsterne havde overgivet ham af avind. Men ypperstepræsterne ophidsede folket, at han hellere maatte give dem Barabbas løs. Men Pilatus tog atter Ordet og sagde til dem: Hvad vil i da, jeg skal gjøre ved ham, som i kalde Jødernes konge? Men de raabte atter: Korsfæst ham! Saa sagde Pilatus til dem: Hvad ondt har han da gjort? men de raabte meget mere: Korsfæst ham! Da Pilatus vilde gjøre folket tilpas, gav han dem Barabbas fri, men Jesus lod han hudslette og overgav ham til at korsfæstes. - Men stridsknægtene førte ham ind i gaarden, nemlig domhuset, og de sammmenkaldte hele kompagniet. Saa klædte de ham i en purpurkappe, flettede en tornekrone og satte paa ham, og de begyndte at hilse paa ham og sige: God morgen, jødekonge! og de slog ham paa hovedet med kjæppen, spyttede paa ham, faldt paa knæ og tilbad ham; og da de havde spottet ham, tog de purpurkappen af ham, og gav ham hans egne klæder paa. Saa førte de ham ud for at korsfæste ham. De tvang en vis Simon fra Kyrene, som kom fra marken, - han var fader til Alexander og Rufus - da han gik forbi, til at bære hans kors; og de førte ham til det sted Golgata, som oversat er hjerneskals sted; og de gav ham vin blandet med myrra at drikke, men han tog ikke imod det. Saa korsfæstede de ham og delte hans klæder, og kastede lod om dem, hvad hver skulde have. Det var ved den tredje time, de korsfæstede ham; og der var skrevet en overskrift med beskyldningen mod ham: \Jødernes konge\. - De korsfæstede to røvere med ham, en ved hans højre og en ved hans venstre side, saa skriften blev opfyldt, som siger: Han blev regnet blandt misdædere: og de, som gik forbi, spottede ham, rystede paa hovedet og sagde: Uha! du som bryder templet ned og bygger det i tre dage! frels dig selv, og stig ned af korset! Ligesaa spottede og ypperstepræsterne ham indbyrdes tilligemed de boglærde og sagde: Han har frelst andre, sig selv kan han ikke frelse; du Kristus, Israels konge, stig du nu ned af korset, at vi kunne se og tro. Og de, som vare korsfæstede med ham, lastede ham ogsaa. Men da den sjette time kom, blev der et mørke over hele landet indtil den niende time, og ved den niende time, raabte Jesus med høj røst og sagde:\Eloj, Eloj, lima sabaktani\, det er oversat: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Og nogle af dem, som stode hos, hørte det og sagde: Se, han kalder ad Elia. Men en løb og fyldte en svamp med edike, stak den paa et rør og gav ham at drikke og sagde: Holdt, lad os se, om Elia kommer for at tage ham ned; men Jesus gav et stort raab, og udaandede! Saa revnede forhænget i templet i tro stykker, fra øverst til nederst. Men da høvedsmanden, som stod ligeover for ham, saae, at han saaledes raabte og udaandede, sagde han: Den mand var i sandhed Guds Søn! Der var ogsaa kvinder, som saae til langt fra, og blandt dem var Maria Magdalene og Maria Jakob Lilles og Joses moder og Salome; de havde ogsaa fulgt ham og tjent ham, medens han var i Galilæa; og der var mange andre kvinder, som vare gangne op med ham til Jerusalem. Da det allerede var blevet aften, eftersom det var forberedelsen, det er en forhviledag, kom Josef af Arimatæa, en hæderlig raadsherre, som og selv ventede Guds rige, og han dristede sig til at gaa ind til Pilatus og bede om Jesu legeme. Men Pilatus undrede sig over, at han allerede var død; og han kaldte høvedsmanden og spurgte ham, om han alt længe havde været død; og da han fik at vide af høvedsmanden, skjænkede han Josef legemet. Han kjøbte et fint linklæde, tog ham ned og svøbte ham i linklædet, og lagde ham i en grav, som var udhugget i en klippe, o ghan væltede en sten for indgangen til graven; men Maria Magdalene og Maria Joses saae, hvor han blev lagt. Da hviledagen var til ende, kjøbte Maria Magdalene og Maria Jakobs og Salome vellugtende salver, for at de kunde komme og salve Jesus; og de kom meget tidlig første dag i ugen til graven, da solen stop op; og de sagde til hverandre: Hvem skal vælte os stenen fra graven? og da de saae hen, bleve de vaer, at stenen var væltet fra; den var nemlig meget stor; og da de gik ind i graven, saae de en yngling sidde ved højre side, iført et hvidt klædebon, og de forfærdedes. Men han siger til dem: Forfærdes ikke! I søge Jesus af Nazaret, ham, som er korsfæstet; han er opstanden, han er ikke her! se, det er stedet, hvor man har lagt ham. Men gaaer bort, siger hans disciple og Peder, at han gaaer forud for eder til Galilæa; der skal i se ham, som han har sagt eder; og de gik ud og flyede fra graven; men bævelse og forfærdelse betog dem, og de sagde ingen noget; thi de frygtede. - Men da Jesus var opstanden tidlig paa første dag i ugen, aabenbaredes han først for Maria Magdalene, hende, af hvem han ogsaa havde drevet 7 dæmner ud, og hun gik og meldte det til dem, som havde været med ham, og som sørgede og græd; og da de hørte, at han levede og var seet af hende, troede de ikke. - Men derpaa aabenbaredes han i en anden skikkelse for to af dem, der vandrede paa vejen, da de gik ud paa landet; og de gik hen go meldte de andre det, men ikke heller dem troede de. - Tilsidst aabenbaredes han for de elleve, da de laa tilbords, og han lastede deres vantro og haardhjærtethed, at de ikke havde troet dem, som havde seet ham opstanden; og han sagde til dem: Gaaer ud i al verden og prædiker evangeliet for al skabningen! Den, som troer og bliver døbt, vil blive frelst, men den, som ikke troer, vil blive fordømt; men disse tegn skal følge dem, som tro: I mit navn skal de uddrive dæmner, de skal tale med nye tunger; de skal tage paa slanger, og hvis de drikke nogen gift, skal det ikke skade dem; og de skal lægge hænder paa syge, og de blive helbredede. Efterat Herren altsaa havde talet med dem, blev han optaget til himmels og satte sig hos Guds højre haand; men de gik ud og prædikede allevegne, og Herren arbejdede med og stadfæstede Ordet ved medfølgende tegn. Amen! Da mange har lagt haand paa at opsætte en beretning om de begivenheder, som vitterlig har tildraget sig blandt os, saaledes som de, der fra begyndelsen vare øjenvidner og Ordets tjenere, har fortalt os, besluttede ogsaa jeg, der nøjagtig har fulgt alt fra begyndelsen, at opskrive det i sammenhæng for dig, ædle Teofilos, for at du kunde kjende sikkerheden af de Ord, du er oplært i. I de dage, Herodes var konge i Judæa var der en præst ved navn Zakarias af Abias skifte, og hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet; de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ulasteligt i alle Herrens bud og rette, men de havde ingen børn, da Elisabet var ufrugtbar, og de var begge rykkede frem i deres dage. Men da han i sin skiftes orden udførte præstetjenesten for Gud, og det tilfaldt ham efter præstedømmets sædvane at bringe røgelsesofferet, gik han ind i Herrens tempel, og hele folkemængden holdt bøn udenfor under røgelsesofferet. Men Herrens engel aabenbarede sig for ham og stod ved højre side af røgelsesalteret; og Zakarias blev forfærdet, da han saae ham, og frygt faldt paa ham. Men engelen sagde til ham: Frygt ikke Zakarias! thi din bøn er hørt og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og du skal kalde hans navn Johannes; og han skal blive en glæde og fryd for dig, og mange ville glæde sig ved hans fødsel; thi han skal vorde stor for Herrens aasyn, vin og stærk drik maa han ikke drikke, og han skal fyldes med Hellig Aand, alt fra moders liv, og omvende mange af Israels børn til Herren deres Gud; og selv skal han gaa frem for ham i Elias Aand og kraft til at vende Fædres hjerter til børn, og vantro til retfærdiges forstand, til at berede Herren et velskikket folk. - Saa sagde Zakarias til engelen: Hvorpaa skal jeg kjende dette? jeg er nemlig en gammel mand, og min hustru er rykket frem i sine dage. Da svarede engelen og sagde til ham: Jeg er Gabriel, som staaer for Guds ansigt, og jeg er udsendt for at tale til dig og for at bringe dig dette glade budskab; og se, du skal vorde stum og ikke kunne tale indtil den dag, dette sker, fordi du ikke troede mine Ord, som skulle opfyldes i sin tid. - Folket ventede paa Zakarias og forundrede sig over, at han tøvede i templet; men da han kom ud, kunde han ikke tale til dem, og de forstod, at han havde haft et syn i templet, og selv nikkede han ad dem, og han forblev stum. Da hans tjenestedage vare omme, drog han hjem. Men efter disse dage blev hans hustru Elisabet frugtsommelig, og hun skjulte sig fem maaneder, og sagde: Saalunde har Herren gjort imod mig i de dage, han saae til mig, for at borttage min forsmædelse blandt menneskene. Men i den sjette maanede blev engelen Gabriel sendt af Gud til en stad i Galilæa ved navn Nazaret, til en jomfru, som var trolovet med en mand ved navn Josef af Davids hus, og jomfruens navn var Maria; og engelen kom ind til hende og sagde: Glæd dig du benaadede! Herren er med dig, du velsignede blandt kvinder! Men da hun saae ham, blev hun forfærdet over hans tale, og hun tænkte: Hvad mon det være for en hilsen. Saa sagde engelen til hende: Frygt ikke Maria, thi du har fundet naade hos Gud; og se, du skal undfange og føde en søn, og hans navn skal du kalde Jesus; han skal blive stor og kaldes den højestes Søn, og Gud Herren vil give ham hans fader Davids kongestol; og han skal være konge over Jakobs hus evindelig, og der skal ikke vær ende paa hans rige. Men Maria sagde til engelen: Hvordan skal det ske, da jeg ikke har omgang med mand? Saa svarede engelen og sagde til hende: Den Helligaand skal komme over dig, og den højestes kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som fødes af dig, kaldes Guds Søn; og se, din slægtning Elisabet, hun er ogsaa frugtsommelig med en søn i sin alderdom, og det er den sjette maanede for hende, der kaldes ufrugtbar; thi intet kan være umuligt for Gud. Men Maria sagde: Se, jeg er Herrens tjenerinde; mig ske efter dit Ord! Saa gik engelen bort fra hende. Men Maria rejste sig i samme dage, og hun tog hastig til bjergegnen til en stad i Juda og tog ind i Zakarias' hus og hilsede Elisabet. Da Elisabet hørte Marias hilsen, sprang fosteret i hendes liv, og Elisabet blev fyldt af den Helligaand; og hun udraabte med høj røst og sagde: Velsignet er du blandt kvinder og velsignet din livsfrugt! og hvorfra times dette mig, at min Herres moder kommer til mig? thi se, da din hilsens røst kom til mine øren, sprang fosteret af glæde i mit liv; og salig er hun, som troede; thi der skal ske opfyldelse af, hvad der er talet til hende fra Herren. Saa sagde Maria: Min sjæl ophøjer Herren, og min aand fryder sig i Gud, min Frelser, at han saae til sin tjenerindes ringhed! thi se, fra nu af skulle alle slægter prise mig salig; fordi den Mægtige gjorde storværk med mig, og helligt er hans navn, og hans barmhjærtighed er fra slægt til slægt for dem, som frygte ham; han har gjort kraftværk med sin arm, han har spredt de i deres hjærtes tanke hovmodige; han har styrtet herrer fra højsæder og ophøjet ringe; han har mættet hungrige med godt og skikket rige tomhændede bort; han tog sig af sin tjener Israel og mindedes sin barmhjærtighed, som han tilsagde vore fædre, Abraham og hans afkom evindelig! - Maria blev hos hende ved tre maaneder, saa tog hun hjem. Da Elisabets tid var omme, at hun skulde føde, fødte hun en søn; og da hendes naboer og slægtninger hørte, at Herren havde gjort sin barmhjærtighed stor mod hende, saa ønskede de hende til lykke; og ottende dag kom de for at omskjære barnet, og de kaldte ham Zakarias efter hans faders navn. Saa tog hans moder ordet og sagde: Nej, han skal hedde Johannes! og de sagde til hende: Der er jo ingen i din slægt, som kaldes med det navn. Saa nikkede de ad hans fader, hvad han vilde, han skulde kaldes; og han forlangte en tavle, skrev og sagde: Johannes er hans navn! og alle forundrede sig. Men strax aabnedes hans mund, og hans tunge kom i lave, og han talede og prisede Gud; og der kom en frygt over alle, som boede nær ved dem, og alle disse ord kom ud over hele Judæas bjergegn; og alle, som hørte det, lagde det paa hjærte og sagde: Hvad mon det bliver for et barn! Herrens haand var med ham. Hans fader Zakarias blev fyldt af den Helligaand, og han spaaede og sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, at han har besøgt og gjort forløsning for sit folk og rejst os et Frelses horn i sin tjener Davids hus, ligesom han har talet ved sine hellige profeters mund fra fordums tid, en Frelse fra vore fjender og fra alle deres haand, som hade os, at gjøre barmhjærtighed mod vore fædre og mindes sin hellige pagt, efter den ed, han tilsvor vor fader Abraham, at give os, at vi uden frygt, friede fra vore fjenders haand, skulde tjene ham, hellighed og retfærdighed for ham, alle vort livs dage! Og du, barblille, du skal kaldes den højestes profet, og du skal gaa frem for Herrens ansigt til et berede hans veje, til at give hans folk kundskab om Frelsen i deres synders forladelse, ved vor Guds inderlige barmhjærtighed i hvilken opgangen fra det høje har besøgt os, til at skinne for dem, som sad i mørke og dødsskykke, og styre vore fødder paa fredens vej. - Saa voxede barnet, og han styrkedes i Aanden; og han var i ørkenerne indtil den dag, han fremstillede sig for Israel. I de samme dage udgik der en befaling fra kejser August, at hele riget skulde skrives til skat; denne første udskrivning skete, da Kyrenios var landshøvding i Syrien; og alle rejste for at lade sig skrive, hver til sin stad. Saa drog ogsaa Josef op fra Galilæa, fra staden Nazaret, til Judæa til Davids stad, som kaldes Bethlehem, (han var nemlig af Davids hus og slægt,) for at lade sig skrive tilligemed Maria hans trolovede hustru, som var frugtsommelig. Men det skete, medens de vare der, at hendes dage vare omme, at hun skulde føde; og hun fødte sin førstefødte søn, og hun svøbte ham og lagde ham i en krybbe, fordi der ikke var rum for dem i herberget. - Der var hyrder i samme egn, som laa ude paa marken og holdt vagt over deres hjord; og se, Herrens engel stod for dem, og Herrens herlighed omstraalede dem, og de bleve meget bange. Men engelen sagde til dem: Frygter ikke, thi se, jeg forkynder eder en stor glæde, som skal være for hele folket, at eder er idag en Frelser født, som er den Herre Kristus, i Davids stad; og dette er eder tegnet: I ville finde et svøbt barn liggende i en krybbe. Strax var der med engelen en mængde af himlens hærskare, som lovsang Gud og sagde: Ære være Gud i det højeste og fred paa jorden! i mennesker en velbehagelighed! Som englene fore fra dem til himmelen, sagde disse mennesker, hyrderne til hverandre: Lad os dog gaa til Bethlehem og se, hvad der er skeet, som Gud har kundgjort os; og de kom skyndelig og fandt baade Maria og Josef og barnet, somlaa i krybben; men da de havde seet det, kundgjorde de, hvad der var talet til dem om dette barn, og alle, som hørte det, forundrede sig over, hvad der var talet til dem af hyrderne. Maria gjemte alle disse ord og overvejede dem i sit hjærte; men hyrderne vendte tilbage, priste og lovsang Gud for alt, hvad de havde hørt og seet, ligesom der var talet til dem. - Da 8 dage var omme, saa han skulde omskjæres, blev hans navn kaldet Jesus, som det var nævnt af engelen, før han undfangedes i moders liv. Da hendes renselsesdage vare omme efter Moses lov, bragte de ham til Jerusalem for at fremstille ham for Herren, som skrevet er i Herrens lov, at alt mandkjøn, som aabner moders liv, skal kaldes Herren helligt, og for at bringe offeret efter hvad der er sagt i Herrens lov: Et par turtelduer eller to dueunger. Og se, der var en mand i Jerusalem, hvis navn var Simeon, og denne mand var retfærdig og gudfrygtig; han ventede Israels trøst, og den Helligaand var over ham; og det var ham varslet af den Helligaand, at han ikke skulde se døden, før han saae Herrens salvede. Han kom i Aanden til templet, og da forældrene bragte barnet Jesus ind for at gjøre for ham efter lovlig skik, tog han ham paa sine arme, lovpriste Gud og sagde: Herre, nu lader du din tjener fare i fred efter dit Ord! thi mine øjne har seet din Frelse, som du beredte for alle folks aasyn, et lys til aabenbarelse for hedningerne og forherligelse for dit folk Israel! Josef og hans moder vare forundrede over, hvad der blev sagt om ham; men Simeon velsignede dem og sagde til hans moder Maria: se, denne er sag mange til fald og oprejsning i Israel, og til et tegn, som imodsiges, - ogsaa din egen sjæl skal et sværd gjennemtrænge! - for at tankerne skulle aabenbares af mange hjærter. Der var ogsaa en profetinde, Anna Fanuels datter af Asers stamme; hun var højt bedaget og havde levet 7 aar med sin mand efter sin jomfrustand; nu var hun enke ved 84 aar, og hun ved ikke fra templet, da hun tjente Gud nat og dag ved fasten og beden. Hun traadte samme stund til og lovpriste Herren i lige maade og talede om ham til alle, som ventede forløsning i Jerusalem. - Da de havde fuldkommet alt efter Herrens lov, droge de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Barnet voxede, han blev stærk i Aanden, fuld af visdom, og Guds naade var over ham. Hans forældre droge hvert aar til Jerusalem paa paaskefesten. Da han var 12 aar gammel, og de som sædvanlig om festen droge til Jerusalem, saa, da de havde tilendebragt dagene og droge tilbage, blev barnet Jesus over i Jerusalem, og Josef og hans moder vidste det ikke; men da de mente, at han var i rejseselskabet, kom de en dags vej, og de søgte efter h am mellem slægt og venner; men da de ikke fandt ham, droge de tilbage til Jerusalem for at søge efter ham; og det skete, at de tre dage efter fandt ham siddende i templet midt imellem lærerne, idet han baade hørte paa dem og spurgte dem; men alle, som hørte paa ham, studsede over hans forstand og svar. Da de saae ham, forundrede de sig, og hans moder sagde til ham: Barn! hvorfor gjorde du saaledes mod os? Se din fader og jeg søgte efter dig med smerte. Han sagde til dem: Hvorfor søgte i efter mig? vidste i ikke, at jeg bør være i min Faders gjerning? men de forstod ikke selv det Ord, han talede til dem. Saa drog han med dem og kom til Nazaret og var dem underdanig. Men hans moder gjemte alle disse Ord i sit hjærte. Og Jesu voxede i visdom og alder og naade hos Gud og menneske. I kejser Tibers femtende regjeringsaar, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var fjerdingsfyrste i Galilæa, men hans broder Filip var fjerdingsfyrste i Ituræa og landskabet Trakonitis, og Lysanias var fjerdingsfyrste i Abilene, da Annas og Kajafas vare ypperstepræster, kom Guds Ord over Johannes Zakarias' søn i ørken; og han kom til hele egnen om jordan og prædikede omvendelses daab til syndsforladelse, som skrevet er i profeten Jesajas talers bog, hvor han siger: Hans røst, som raaber i ørken: Bereder ved for Herren, og jævner stierne for ham; hver dal skal fyldes, og hvert bjerg og høj sænkes, krumninger rettes og hvasse veje glattes; og alt kjød skal se Guds Frelse! Han sagde derfor til skarerne, som drog ud for at døbes af ham: Øgleyngel! hvem viste eder at flygte fra den kommende vrede? Bærer da omvendelsen værdige frugter, og begynder ikke paa at sige hos eder selv: Vi have Abraham til fader; thi jeg siger eder, at Gud kan vække Abraham børn af disse stene. Øxen ligger og allerede ved træernes rod; hvert træ altsaa, som ikke bærer god frugt, afhugges og kastes i ilden. Skarerne spurgte ham og sagde: Hvad skal vi da gjøre? Han svarede dem og sagde: Den, som har to skjorter, dele med den, som ingen har! og den, som har mad, gjøre ligesaa! Men der kom ogsaa toldere for at døbes, og de sagde til ham: Lærer! hvad skal vi gjøre? Til dem sagde han: Kræver ikke mere, end der er foresat eder. Men ogsaa krigsfolk spurgte ham og sagde: Og vi, hvad skal vi gjøre? og til dem sagde han: Øver ikke vold mod nogen, bruger ikke heller underfundighed og nøjes med eders sold. Men da folket mente, og alle tænkte i deres hjærte om Johannes, om han ikke skulde være Kristus, tog Johannes ordet og sagde til dem alle: Jeg døber eder vel med vand, men der kommer den, som er stærkere end jeg, hvis skorem jeg ikke er værdig at løse, han skal døbe eder i Helligaand og ild; han har sin kasteskovl i sin haand, og han vil gjennemrense sin tærskeplads og samle hveden i sin lade, men avnerne vil han opbrænde med uslukkelig ild; og idet han mindede om mange og andre ting meldte han folket glædeligt budskab. Men da fjerdingsfyrsten Herodes var bleven lastet af ham for Herodias, hans broder Filips hustru, og for alle de slette handlinger, Herodes havde øvet, saa sagde han ogsaa dette til alt det øvrige, at han kastede Johannes i fængslet. - Men det skete, da hele folket lod sig døbe, og Jesus ogsaa blev døbt og bad, at himlen aabnedes, og at den Helligaand foer i legemlig skikkelse som en due ned over ham, og at en røst kom fra himlen, som sagde: Du er min Søn, den elskelige, i dig haver jeg behag! Han var, da han begyndte, ved 30 aar, og ligesom han ansaaes for Josefs søn, var han Elis, Mattats, Levis, Melkis, Jannas, Josefs, Mattatias', Amos', Na-ums, Eslis, Naggajs, Magats, Mattatias', Seme-is, Josefs, Judas, Johannes, Resas, Sorobabels, Salatiels, Neris, Melkis, Addis, Kosams, Elmodams, Ers, Joses, Eliezers, Jorims, Mattats, Lepis, Simeons, Judas, Josefs, Jonans, Eliakims, Meleas, Majnans, Matatas, Natans, Davids, Jessajs, Obeds, Boas', Salmons, Na-assons, Aminadabs, Arams, Esroms, Fares', Judas, Jakobs, Isaks, Abrahams, Taras, Nakors, Saruks, Ragavs, Faleks, Ebers, Salas, Kajnans, Arsaksads, Sems, Noas, Lameks, Metusalas, Enoks, Jareds, Malaleels, Kajnans, Enos, sets, Adams, Guds. Men Jesus drog fuld af den Helligaand tilbage fra Jordan og blev i Aanden ført i ørken i 40 dage og fristet af djævelen. Han spiste intet i disse dage, og da de vare udløbne, hungrede han omsider; og djævelen sagde til ham: Er du Guds Søn, ssig saa til denne sten, at den bliver brød! Jesus svarede ham og sagde: Der staaer skrevet: Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert Guds Ord. Saa førte djævelen ham op paa et højt bjerg og viste ham i et øjeblik alle verdens riger, og djævelen sagde til ham: Jeg vil give dig hele denne magt og deres herlighed, for det er mig overgivet, og jeg giver det til hvem jeg vil; dersom du altsaa vil tilbede mig, skal det være dit altsammen. Men Jesus svarede ham og sagde: Vig bag mig satan! der er skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. Og han førte ham til Jerusalem og stillede ham paa templets tinde, og han sagde til ham: Er du Guds Søn, da styrt dig selv ned herfra, thi der er skrevet, at han vil give sine engle befaling om dig, til at bevare dig, og de skulle bære dig paa hænder, saa du ingenlunde skal støde din fod paa sten. Jesus svarede og sagde til ham: Der er sagt: Du maa ikke friste Herren, din Gud. Da djævelen havde udtømt af fristelse, veg han til en tid fra ham. I Aandens kraft vendte Jesus tilbage til Galilæa, og rygtet om ham kom ud over hele omegnen, og han lærte i deres skoler og blev rost af alle. Han kom til Nazaret, hvor han var opfødt, og gik efter sin sædvane i skolen paa hviledagen, og han stod op for at læse for. Profeten Jesajas bog blev ham given, og da han lukkede bogen op, traf han det sted, hvor der er skrevet: Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig, til at bringe fattige glade budskab, sendte mig til at læge de sønderknuste hjærtet, prædike frihed for fanger, syn for blinde, til at sende de plagede i frihed, udraabe et naadens aar fra Herren. Da han havde lukket bogen, gav han tjeneren den og satte sig ned, og alles øjne i forsamlingen vare fæstede paa ham. Men han begyndte at sige til dem: Idag gaaer dette skriftsted i opfyldelse for eders øren. Alle gav ham vidnesbyrd og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans mund, og de sagde: Er han ikke Josefs søn? Han sagde til dem: I vil vist lade mig det ordsprog høre: Læge læg dig selv! gjør ogsaa her i din fædrene by saa store ting, som vi har hørt, der er skeet i Kapernaum. Men han sagde: Sandelig siger jeg eder: Ingen profet er vel antagen i sin fæderne by; jeg siger eder med sandhed: Der var mange enker i Israel i Elias dage, da himlen var lukket i 3 aar og 6 maaneder, da der blev en stor hungersnød over hele landet, og til ingen af dem blev Elia sendt, men til en enkekone i Sarepta ved Sidon; og der var mange spedalske i Israel paa profeten Elias tid, og ingen af dem blev renset, men Syreren Nagaman. Saa blev alle i forsamlingen fulde af forbitrelse, da de hørte det, og de rejste sig op, stødte ham udenfor staden og førte ham til skrænten af det bjerg, hvorpaa deres stad var bygget, for at styrte ham ned; men han gik midt igjennem dem og drog bort; og han drog ned til Kapernaum, en stad i Galilæa, og lærte dem paa hviledagen, og de studsede over hans lærdom, for der var kraft i hans Ord. I forsamlingen var der et menneske, som havde en uren dæmens aand og raabte mad høj røst, idet han sagde: Huha! hvad er der os og dig imellem, Jesus af Nazaret; er du kommen for at ødelægge os? jeg kjender dig, hvem du er, Guds hellige. Jesus truede ad ham og sagde: Stille, og far ud af ham! og dæmnen kastede ham ned midt iblandt dem, foer ud af ham og gjorde ham ingen skade; og der kom en rædsel over alle, og de talede sammen med hverandre og sagde: Hvad er det for et Ord, at han byder de urene aander med magt og myndighed, og de fare ud! og rygtet om ham kom allevegne ud i egnen. - Da han rejste sig, gik han fra forsamlingen til Simons hus; men Simons svigermoder var betagen af en svær feber, og de bad ham for hende. Han traadte hen for hende og truede feberen, og den forlod hende; men hun stod strax op og opvartede dem. - Men da sol gik ned, bragte alle, som havde syge af allehaande svagheder, dem til ham; men han lagde hænderne paa hver af dem og helbredte dem; dæmner foer ogsaa ud af mange; de skreg og sagde: Du er Kristus, Guds Søn! saa truede han dem, og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Kristus. - Da det var blevet dag, gik han ud og drog til et øde sted, og skarerne ledte efter ham og kom hen til ham, og de holdt paa ham, at han ikke maatte drage fra dem; men han sagde til dem: Jeg bør ogsaa forkynde evangeliet om Guds rige i de andre stæder, thi dertil er jeg udsendt; og han prædikede i skolerne i Galilæa. Da folkeskaren trængte ind paa ham for at høre Guds Ord, stod han ved Genezarets sø, og han saae to baade ligge ved søen, som fiskerne vare gaaede fra for at skylle garnene. Han gik i den ene baad, som var Simons, og bad ham lægge lidt fra land; saa satte han sig ned og lærte skarerne fra skibet. Som han hørte op med at tale, sagde han til Simon: Læg ud paa dybet og kaster eders garn ud til en dræt! Simon svarede og sagde til ham: Fører, vi har arbejdet hele natten og fik intet, men paa dit Ord vil jeg kaste garnet ud; og da de gjorde det, laasede de en stor stime fisk, men deres garn gik i stykker, og de vinkede ad deres medbrødre i den anden baad, at de skulde komme og hjælpe dem. Saa kom de og fyldte begge baade, saa de vare ved at synke; men da Simon Peder saae det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: Gaa bort fra mig, thi jeg er en syndig mand, Herre! thi en rædsel havde grebet ham og alle, som vare med ham, over den fiskedræt, de havde fanget, ligesom og Zebedæus' sønner Jakob og Johannes, thi de vare lodtagere med Simon. Saa sagde Jesus til Simon: Frygt ikke! fra nu af skal du blive menneskefisker! Saa trak de baadene paa land, forlode alt og fulgte ham. Det skete, da han var i en af stæderne, se, da var der en mand, fuld af spedalskhed, og da han saae Jesus, faldt han paa sit ansigt, bad ham og sagde: Herre! om du vil, kan du rense mig. Saa udrakte han haanden, rørte ved ham og sagde: Jeg vil, bliv ren! og strax gik spedalskheden af ham; og han bød ham ikke at sige det til nogen; men: Gaa bort, fremstil dig for præsten og offer for din renselse, som Mose har befalet, dem til vidnesbyrd! Men ordet kom mere ud om ham, og der kom mange skarer sammen for at høre og læges af ham for deres svagheder; men han drog sig tilbage til ørkenerne og bad. Som han en af dagene lærte, sad der farisæer og lovkyndige, som vare komne fra alle byer i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem, og Herrens kraft var til at læge dem; og se, nogle mænd bar paa en seng et menneske, som var værkbruden, og de søgte at bringe ham ind og lægge ham for ham; men da de ikke kunde finde ud af, hvorledes de skulde bringe ham ind for folkeskaren, steg de op paa taget og lod ham ned med sengen mellen tagstenene i midten ligefor Jesus; og da han saae deres tro, sagde han til ham: Menneske! dine synder ere dig forladne! Saa begyndte de boglærde og farisæerne at tænke og sige: Hvem er han, som taler bespottelser? hvem kan forlade synder uden Gud alene? Men da Jesus kjendte deres tanker, tog han Ordet og sagde til dem: Hvad tænke I i eders hjærter? hvad er lettest: at sige: Dine synder ere dig forladne, eller at sige: Staa op og gaa? Men, for at i skal vide, at Menneskens Søn har magt paa jorden til at forlade synder, sagde han til den værkbrudne: Jeg siger dig: Staa op, tag din seng og gaa hjem! og strax stod han op for deres øjne, byltrede op, hvad han laa paa, og gik hjem, lovprisende Gud; og en stor forfærdelse greb dem alle, og de lovpriste Gud, og fulde af frygt sagde de: Idag har vi seet utrolige ting. Derpaa gik han ud og saae en tolder ved navn Levi siddende ved toldboden, og han sagde til ham: Følge mig! og han forlod alt, stod op og fulgte ham; og Levi gjorde et stort æresmaaltid for ham i sit hus, og der var en stor flok toldere og andre som laa tilbords med ham. Saa mukkede deres boglærde og farisæer paa hans disciple og sagde: Hvorfor spise og drikke i med toldere og syndere? Jesus tog Ordet og sagde til dem: De sunde trænge ikke til lægen, men de, som har det ilde; jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse. Men de sagde til ham: Hvorfor faste Johannes' disciple jævnlig og holde bønner, og farisæerne ligesaa, men dine spise og drikke? Men han sagde til dem: Kan i faa bryllupsfolkene til at faste, saalænge brudgommen er hos dem? Dage komme, og naar brudgommen tages fra dem, da vil de faste i samme dage. Men han sagde dem og en lignelse: Ingen sætter en klud af nyt klæde paa en gammel kjole, ellers river det nye ud, og det af det nye passer ikke til det gamle; heller ikke kommer nogen ung vin i gamle læderflasker, ellers sønderriver den unge vin læder flaskerne, selv bliver den spildt og flaskerne ødelagte; men man skal komme ung vin i nye læderflasker, saa bevares de begge; og ingen, som drikker den gamle, vil strax have ung vin, thi han siger: Den gamle er den bedste. Det skete næstførste hviledag, at han gik gjennem sæden, og hans disciple plukkede ax, gned dem mellem hænderne og spiste dem. Men nogle af farisæerne sagde til dem: Hvorfor gjøre i hvad der ikke er tilladt at gjøre paa hviledagen? Jesus tog Ordet og sagde til dem: Har i ikke lært, hvad David gjorde, da han og de, som vare med ham, hungrede? hvorledes han gik ind i Guds hus, tog skuebrødene og spiste, og gav ogsaa dem, som vare med ham, skjøndt det ikke var uden præsterne tilladt at spise dem; og han sagde til dem: Menneskens Søn er Herre ogsaa over hviledagen! Det skete en anden hviledag, at han gik ind i skolen og lærte, og der var et menneske, hvis højre haand var vissen; men de boglærde og farisæerne toge vare paa, om han vilde helbrede ham om hviledagen, for at de kunde finde klagemaal imod ham. Men han vidste deres tanker og sagde til mennesket med den visne haand: Rejs dig og staa frem i midten! Han rejste sig og stod frem. Jesus sagde da til dem: Jeg vil spørge eder: Hvad? er det tilladt paa hviledagen at gjøre godt eller at gjøre ondt, at frelse en sjæl eller at slaa ihjel? og han saae om paa dem alle og sagde til ham: Ræk din haand ud! og han gjorde saaledes, og hans haand blev karsk som den anden. Men de bleve fulde af raseri og talede med hverandre om, hvad de skulde gjøre ved Jesus. Det skete i disse dage, at han gik ud til et bjerg for at bede, og han blev der natten over i bøn til Gud; og da det blev dag, sammenkaldte han sine disciple og udvalgte 12 af dem, som han og kaldte apostle: Simon, som han ogsaa kaldte Peder, og hans broder Andreas, Jakob og Johannes, Filip og Bartolomæos, Mattæos og Tomas, Jakob Alfæos' søn og Simon, som kaldes Zelotes, Judas Jakobs og Judas Iskariot, som ogsaa blev forræder. Han gik ned med dem og stod paa sletten, og der var en skare af hans disciple, og en stor mængde folk fra hele Judæa og Jerusalem og kysten ved ved Tyros og Sidon, som vare komne for at høre ham og læges for deres sygdomme, og saadanne, som vare plagede af urene aander, og de bleve helbredte; og alt folket søgte at røre ved ham, thi en kraft gik ud fra ham og lægede alle. Selv opløftede han øjnene paa sine disciple og sagde: Salige i fattige, thi Guds rige er eders; salige i, som nu hungre, thi i skulle mættes; salige i, som nu græde, thi i skulle le; salige ere i, naar menneskene for Menneskens Søns skyld hade eder, naar de udstøde eder, spotte eder og forskyde eders navn som slet; glæder eder samme dag og jubler; thi se, eders løn er stor i himlen; ligedan gjorde og deres fædre ved profeterne. Men ve eder, i rige, i har eders trøst borte. Ve eder, i mætte, thi i skal hungre! Ved eder, som nu le, thi i skal sørge og græde! Ve, naar menneskene tale vel om eder! ligedan gjorde deres fædre ved de falske profeter. Men jeg siger eder, som høre til: Elsker eders fjender, gjører godt mod dem, som hade eder; velsigner dem, som forbande eder; beder for dem, som haane eder; byd ham, som slaaer dig paa den ene kind, ogsaa den anden; formen ikke ham, som tager din kjole, at tage skjorten med. Giv enhver, som beder dig, og søg ikke ham, som tog, hvad dit var; og som i ville, menneskene skulle gjøre mod eder, gjører og ligesaa mod dem; og om i elske dem, som elske eder, hvad tak har i derfor? thi syndere elske ogsaa dem, som dem elske; og naar i gjøre godt mod dem, som gjøre eder godt, hvad tak har i derfor? Syndere gjøre nemlig det samme; og naar i laane dem, som i haabe at faa det igjen af, hvad tak hari derfor? Syndere laane jo ogsaa syndere, for at de kan faa lige igjen. Men elsker eders fjender, gjører godt og laaner ud ud, uden at vente noget igjen, saa skal eders løn blive stor og i vorde den højestes børn; thi selv er han god mod utaknemmelige og onde; vorder da barmhjærtige, som og eders Fader er barmhjærtig, og dømmer ikke, saa skal i ikke blive dømte: fordømmer ikke, saa skal i ikke blive fordømte; forlader, saa skal eder forlades; giver, saa skal eder gives; god, knuget, skuddet og overflødig maal vil man give i eders skjød; thi med samme maal, som i maale ud, skal eder gjenmaales. Saa sagde han dem en lignelse: Kan blind lede blind? maa de ikke begge falde i graven? Disciplene er ikke over sin lærer, men hver fuldkommen skal være som sin lærer. Men hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjelken i dit eget øje tænker du ikke paa! eller hvorledes kan du sige til din broder: Tillad broder! saa vil jeg drage splinten ud af dit øje, du, som ikke selv seer bjelken i dit eget øje. Hykler! drag først bjelken ud af dit eget øje, og saa kan du se til at drage splinten ud af din broders øje. - Der er nemlig intet godt træ, som bærer snavs frugt, og intet snavs træ, som bærer god frugt; thi hvert træ kjendes paa sin egen frugt; man samler nemlig ikke figener af torne, ikke heller plukker man druer af tornebuske; godt menneske fremfører godt af sit hjærtes gode skat; ondt menneske fremfører ondt af sit hjærtes onde skat; thi munden taler af hjærtets overflødighed. Men hvorfor kalde i mig Herre, Herre! og gjøre ikke, hvad jeg siger? Hver, som kommer til mig, hører efter mine Ord og gjør efter dem, ham vil jeg vise eder, hvem han er lig; han er lig et menneske, som byggede et hus; han gravede og han gravede dybt, og lagde grund paa klippen, men da floden kom, stødte strømmen mod samme hus, men den kunde ikke rokke det; thi det var grundlagt paa klippen. Men den, som hører, men ikke gjør derefter, ligner et menneske, som byggede et hus paa jorden uden grundvold; Strømmen styrtede mod det, det styrtede strax, og samme huses fald blev stort. Efterat han havde fuldendt al sin tale i folkets paahør, gik han ind i Kapernaum. Men en høvedsmands tjener, som denne holdt meget af, havde det ilde og var ved at dø; men da han hørte om Jesus, sandte han Jødernes ældste til ham og bad ham, at han vilde komme og helbrede hans tjener. Da de kom til Jesus, bad de ham indstændig og sagde: Han er værd, at du gjør dette for ham; thi han elsker vort folk, og selv har han bygget os skolen. Saa gik Jesus med dem, men da han ikke var langt fra huset, sendte høvedsmanden nogle venner til ham og sagde ham: Herre, umag dig ikke, thi jeg er ikke værd, at du gaaer ind under mit tag; hvorfor jeg heller ikke ansaae mig selv værdig at komme til dig; men siig det med et Ord, saa bliver min dreng helbredet! thi jeg er og selv et menneske, sat under øvrighed, og jeg har krigsfolk under mig: og siger jeg til denne: Gaa! saa gaaer han; og til en anden: Kom! saa kommer han, og til min tjener: Gjør det! saa gjør han det. Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham, og han vendte sig om og sagde til skaren, som fulgte ham: Jeg siger eder, end ikke i Israel har jeg fundet saa stor en tro! Da de udsendte vendte tilbage til huset, fandt de den syge tjener rask. Det skete næste dag, at han drog til en stad, som hed Nain, og mange af hans disciple og en stor skare drog med ham. Da han nærmede sig stadens port, se, da blev der baaret et lig ud, sin moders eneste søn, og hun var enke; og en stor skare af staden var med hende. Da Herren saae hende, ynkedes han inderlig over hende og sagde til hende: Græd ikke! Og han traadte til og rørte ved baaren; - men de, som bare, stode stille, - og han sagde: Ungersvend, jeg siger dig: Staa op! og den døde rejste sig og begyndte at tale, og han overgav ham til hans moder. Men frygt greb alle, de lovpriste Gud og sagde: En stor profet er oprejst blandt os, og Gud har besøgt sit folk! og dette Ord om ham kom ud i hele Judæa og i hele omegnen. Johannes' disciple meldte ham om alt dette. Saa kaldte Johannes to visse af sine disciple til sig, han sendte dem til Jesus og sagde: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden? Da disse mænd kom til ham, sagde de: Døberen Johannes har sendt os til dig og siger: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden? Men i samme time helbredte han mange fra sygdomme og plager og onde aander, og han skjænkede mange blinde synet. Saa svarede Jesus og sagde til dem: Gaaer hen og melder Johannes, hvad i har seet og hørt: at blinde se og halte gaa, spedalske renses, døve høre, døde staa op og evangeliet prædikes for fattige; og salig er den, som ikke forarges paa mig! - Men da Johannes' bud vare dragne bort, begyndte han at tale til skarerne om Johannes: Hvad ere i udgangne i ørken at se? et rør, som svager for vinden? Men hvad ere i gangne ud at se? et menneske, iført fine klæder? Se, de, som leve i stadselige klæder og i vellyst, ere i kongegaardene. Men hvad ere i udgangne at se? En profet? Ja, jeg siger eder, endog mere end en profet! Han er den, om hvem der er skrevet: Se, jeg sender min engel for dit ansigt, og han skal berede din vej for dig! thi jeg siger eder: Af kvindefødte er ingen profet større end døberen Johannes; men den mindste i Guds rige er større end han; og alt folket, som hørte ham, endog toldere gave Gud ret og bleve døbte med Johannes' daab; men farisæerne og de lovlærde foragtede Guds raad til dem, og de bleve ikke døbte af ham. Hvem skal jeg derfor ligne menneskene af denne slægt ved, og hvem ere de lige? De ligne de smaadrenge, som sidde paa torvet, raabe til hverandre og sige: Vi fløjtede for eder, og i dandsede ikke, vi sang klagelig for eder, og i græd ikke. Thi Døberen Johannes kom, og han hverken spiste brød eller drak vin, og i sige: Han har en dæmen; Menneskens Søn kom, og han spiser og drikker, og i sige: Se, en fraadser og dranker, tolderes og synderes ven! og visdommen er retfærdiggjort af alle sine børn. En af farisæerne bad ham spise hos sig, og han gik ind i farisæernes hus og laa tilbords; og se, da en kvinde i staden, som var en synderinde, fik at vide, at han laa tilbords i farisæernes hus, bragte hun en alabasterkrukke med salve, og hun stod ved hans fødder bagved og græd og begyndte at væde hans fødder med taarer, og aftørre dem med sit hovedhaar, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med salven. Men da farisæeren som havde indbudt ham, saae det, sagde han saaledes hos sig selv: Var han en profet, saa vidste han jo, hvem og hvad for en kvinde hun er, som rører ved ham; for hun er en synderinde. Saa tog Jesus Ordet og sagde til ham: Simon, jeg har noget at sige dig; men han sagde: Lærer, siig det! Der var to, som skyldte een mand penge; den ene skyldte 500, den anden 50 mark; men da de intet havde at betale med, eftergav han dem begge. Siig, hvem af dem maa altsaa elske ham mest? Men Simon svarede og sagde: Jeg antager, den, som han eftergav mest. Men han sagde til ham: Du dømte ret! og idet han vendte sig til kvinden, sagde han til Simon: Seer du denne kvinde? Jeg kom i dit hus, du gav mig ikke vand til mine fødder, men hun vædede mine fødder med taarer og tørrede dem af med sit hovedhaar; du gav mig ikke et kys, men hun aflod ikke, fra hun kom ind, at kysse mine fødder; du salvede ikke mit hoved med olie, men hun salvede mine fødder med salve. Derfor siger jeg dig, hendes mange synder ere forladne, fordi hun elskede meget; men hvem lidet forlades, elsker lidet. Men til hende sagde han: Dine synder ere forladne! Da begyndte de, som laa tilbords med ham, at sige hos sig selv: Hvem er han, som endog forlader synder? Men han sagde til kvinden: Din tro har frelst dig, gaa bort til fred! Det skete siden efter, at han gjennemvandrede stæder og byer, prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv vare med ham; saa og nogle kvinder, som vare helbredte for onde aander og sygdomme, Maria, som kaldes Magdalene, af hvem 7 dæmner vare udfarne, og Johanne, Herodes' foged Kuzas hustru, og Sisanne og mange andre, som understøttede ham med deres gods. Da en stor skare kom sammen, og de drog til ham fra alle stæder, sagde han i en lignelse: En sædemand gik ud at saae sin sæd; og som han saaede den, faldt noget ved vejen; det blev nedtraadt og himlens fugle aad det op; noget faldt paa klippegrund; det voxede op, men visnede, fordi det havde ingen fugtighed. Noget faldt mellem torne, og tornene voxede op med og kvalte det; - - - Men hans disciple spurgte ham og sagde: Hvad mon den lignelse være? og noget faldt i god jord, det voxede op og bar 100 fold frugt. Som han sagde dette, udraabte han: Hvo som har øren at høre med, han høre! Han sagde: Eder er det givet at kjende Guds riges hemmeligheder, men de øvrige i lignelser, at de, seende, ikke se og, hørende, ikke forstaa. Men det er lignelsen: Sæden er Guds Ord; men det ved vejen er dem, som høre; derpaa kommer djævelen og tager Ordet af deres hjærte, for at de ikke skulle tro og blive frelste; men det paa klippegrund er dem, som optage Ordet med glæde, naar de høre; men de har ikke rod, de tro til en tid, og falde fra i fristelsens time; men hvad der faldt mellem torne er dem, som høre, men som gaa hen og kvæles under bekymringer og rigdom og livsnydelser, og bære ingen fuldkommen frugt; men det i den gode jord er dem, som, naar de høre, gjemme Ordet i et smukt og godt hjærte og bære frugt i taalmodighed. Som han sagde dette, udraabte han: Den, som har øren at høre med, han høre! Ingen tænder et lys og skjuler det under et kar eller sætter det under bordet, men man sætter det paa en lysestage, for at de, som komme ind, kan se lyset; thi der er inten skjult, som jo skal aabenbares, eller dulgt, som jo skal blive kjendt og komme for lyset. Seer derfor til, hvorledes i høre! thi den, som monne have, ham skal gives; og den, som ikke monne have, fra ham skal endog tages hvad han synes at have. Hans moder og brødre kom til ham, men de kunde ikke faa h am i tale for folkeskaren; og det blev meldt ham af nogle, som sagde: Din moder og dine brødre staa udenfor og ønske at se dig! men han svarede og sagde til dem: Min moder og mine brødre ere de, som høre Guds Ord og gjøre det. Det skete en af dagene, at han og hans disciple traadte i en baad, og han sagde til dem: Lad os komme over til den anden side af søen; og de lettede. Da de sejlede, faldt han i søvn, og der rejste sig en stormvind paa søen, skibet blev fuldt af vand, og de var i fare; men de gik til ham, vakte ham og sagde: Fører! vi forgaa! men han rejste sig, truede af vinden og vandbølgerne, og de lagde sig, og der blev havblik. Men han sagde til dem: Hvor er eders tro? Men de forfærdedes, forundrede sig og sagde til hverandre: Hvem er dog han? thi han byder baade over vind og vove, og de lyde ham! Saa sejlede de til Gadarenernes egn, som er tvært over for Galilæa. Da han var gaaet i land, mødte en mand ham fra staden, og han havde i lang tid haft dæmner; han førte sig ikke i klæder og blev ikke i hus, men i gravene. Da han saae Jesus, skreg han, faldt ned for ham og sagde med høj røst: Hvad er der mig og dig imellem, Jesus, den højeste Guds Søn; jeg beder dig, at du ikke vil pise mig! Han bød nemlig den urene aand at fare ud af dette menneske; thi han havde i lang tid slidt i ham, han havde været bunden i lænker og bevogtet i blok, men han havde revet baandene sønder og var af dæmnen dreven i ørkenerne. Jesus spurgte ham og sagde: Hvad er dit navn? Han sagde: \Hær\; thi mange dæmner vare farne i ham. Han had ham, at han ikke vilde byde dem fare til afgrunden; men der var en stor flok svin, som græssede paa bjerget; og de bad ham, at han vilde tillade dem at fare i disse, og det tilstod han dem. Saa foer dæmnerne ud af dette menneske og foer i svinene og flokken styrtede sig fra klinten i søen og druknede. Men da hyrderne saae, hvad der skete, flygtede de, og gik bort og meldte det i staden og paa landet. Saa gik de ud for at se, hvad der var skeet, og de kom til Jesus og fandt det menneske, af hvem dæmnerne vare udforne, sidde paaklædt og ved sin forstand ved Jesu fødder, og de forfærdedes; men de, som havde seet det, fortalte dem ogsaa, hvorledes den besatte var bleven frelst. Saa bad hele mængden af Gadarenernes egn ham om at drage bort fra dem, thi de var betagne af stor frygt. Men han traadte i skibet og vendte tilbage. Men den mand, af hvem dæmnerne vare farne ud, bad ham om, at han maatte være hos ham; men Jesus sendte ham bort og sagde: Vend tilbage til dit hus og fortæl, hvor store ting Gud har gjort imod dig. Saa gik han bort og udraabte gjennem hele staden, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham. Da Jesus vendte tilbage, modtog folkeskaren ham, thi alle ventede paa ham; og se, der kom en mand ved navn Jair, og han var skoleforstander; han faldt ned for Jesu fødder og bad ham komme ud i hans hus; thi han havde en eneste datter ved 12 aar gammel, og hun laa for døden. Men da han gik, trængte skarerne ham. En kvinde, som i 12 aar havde haft blodflod, og som havde tilsat hele sin formue paa lægerne og ikke kunde blive bebredet af nogen, gik til bagfra og rørte ved sømmen af hsns klædebon, og strax standsede hendes blodflod. Og Jesus sagde: Hvem var det, som rørte mig? Da alle nægtede det, sagde Peder og de, som vare med ham: Fører! Skarerne trykke og trænge dig, og du siger: Hvem var det, som rørte mig? Men Jesus sagde: En rørte mig, thi jeg mærkede, en kraft udgik fra mig. Da kvinden saae, at det ikke var skjult, kom hun skjælvende og faldt ned for ham, og fortalte ham for hele folket, at hvad grund hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun strax var bleven helbredet. Men han sagde til hende: Vær frimodig datter! din tro har frelst dig, gaa bort til fred! Medens han endnu talede, kom der en fra skoleforstanderens og sagde til ham: Din datter er død, umag ikke Læreren! Men da Jesus hørte det, tog han Ordet og sagde: Frygt ikke, tro kun, og hun skal blive frelst. Men da han gik ind i huset, tillod han ingen at komme ind uden Peder, Johannes og Jakob og barnets fader og moder. Alle græd og sørgede over hende, men han sagde: Græder ikke! hun er ikke død, men sover; og de lo ham ud, da de vidste, hun var død. Men han jog alle udenfor, tog hendes haand, udraabte og sagde: Pigelil! staa op! og hendes aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befalede, at de skulde give hende at spise. Hendes forældre bleve forfærdede, men han forbød dem at sige nogen, hvad skeet var. Han sammenkaldte sine 12 disciple og gav dem magt og myndighed over alle dæmner og til at helbrede sygdomme; og han sendte dem ud til at prædike Guds rige og læge de svage; og han sagde til dem: Tager intet med til rejsen, hverken kjæp eller taske eller penge eller hver to skjorter; og i hvert hus, i gaa ind, bliver der, og derfra skal i drage bort; og hvor man ikke vil modtage eder, gaaer ud fra denne stad, og ryster støvet af eders fødder til et vidnesbyrd imod dem. Da de drog ud, vandrede de fra by til by, prædikede evangeliet, og helbredede allevegne. Men fjerdingsfyrsten Herodes hørte alt, hvad han gjorde, og han blev tvivlraadig ved det nogle sagde, Johannes var opvakt fra de døde, men andre sagde, at Elia aabenbarede sig, og andre, at der var opstaaet en profet, en af de gamle; og Herodes sagde: Jeg har lader hovedet hugge af Johannes, men hvem er da han, jeg hører saadant om? og han søgte lejlighed til at faa ham at se. Saa vendte apostlene tilbage og fortalte ham, hvor store ting de havde gjort. Han tog dem med sig og vandrede afsides bort til et øde sted, ved en stad, som kaldes Betsajda. Men da skarerne fik det at vide, fulgte de efter ham, og han tog imod dem og talede til dem om Guds rige, og helbredte dem, som havde lægedom behov; men dagen begyndte at hælde, og de tolv traadte til og sagde til ham: Opløs forsamlingen, for at de kunne komme bort til de omliggende byer og gaarde, komme i hus og finde føde; thi vi er her paa et øde sted. Han sagde til dem: Giver i dem at spise! men de sagde: Vi har ikke mer end 5 brød og 2 fiske, uden vi skulde gaa hen og kjøbe fødevarer til hele denne mængde; thi de var ved 5000 mænd. Men han sagde til sine disciple: Lad dem sætte sig ned i hobe paa 50. De gjorde da saaledes og lod alle sætte sig ned. Men han tog de 5 brød og de 2 fiske, saae til himlen, velsignede dem, brød dem og gav sine disciple dem for at lægge for folket; og de spiste og bleve alle mætte, og der opsamledes 12 kurve fulde af stykkerne, som bleve levnede af dem. Det skete, da han var ene og bad, at hans disciple var hos ham, og han spurgte dem og sagde: Hvem siger folket, jeg er? De svarede og sagde: Døberen Johannes: andre sige: Elia, men andre, at der er opstanden en profet af de gamle. Saa sagde han til dem: Men i, hvem sige i, jeg er? Da tog Peder Ordet og sagde: Guds salvede! Men han bød dem strængt, at de ikke maatte sige nogen dette. Han sagde: Menneskens Søn bør lide meget, forskydes af de ældste, ypperstepræsterne og de boglærde, ihjelslaaes og opstaa paa tredje dag. Men han sagde til alle: Om nogen vil komme efter mig, maa han fornægte sig selv, tage sit kors og følge mig; thi den, som vil frelse sin sjæl, vil tabe den, men den, som taber sin sjæl for min skyld, han vil frelse den; - thi hvad nytter det et menneske, om han vandt den hele verden, men tabte sig selv eller led skade paa sig selv. Thi enhver, som skammer sig ved mig og mine Ord, ham vil Menneskens Søn skamme sig ved, naar han kommer i sin og Faderens og de hellige engles herlighed; men jeg siger eder med sandhed, at der er nogle af dem, som staa her, der ikke skulle smage døden, førend de se Guds rige. Ved 8 dage efter denne tale skete det, at han tog Peder, Johannes og Jakob med sig og gik op paa et bjerg for at bede; og da han bad, blev hans ansigts skikkelse anderledes, og hans klædebon blev skinnende hvidt; og se, to mænd talede med ham, og det var Mose og Elia, som bleve sete i herlighed og talede om hans udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem. Men Peder og de, somvare med ham, vare tunge af søvn, men, som de vaagnede op, saae de hans herlighed og de to mænd, som stode hos ham; og det skete, da disse skiltes fra ham, at Peder sagde til Jesus: Fører! her er godt for os at være! lad os gjøre tre løvsale, een for dig, een for Mose og een for Elia, han vidste nemlig ikke, hvad han sagde. Men som han sagde dette, kom der en sky og overskyggede dem, men de forfærdedes, da de kom ind i skyen; og der kom en røst fra skyen, som sagde: Denne er min Søn, den elskelige, hører ham; og idet røsten kom, fandtes Jesus ene; men de tav og fortalte i de dage ingen, hvad de havde seet. Det skete næste dag, da de kom ned fra bjerget, at en stor skare mødte ham; og se, en mand af flokken raabte og sagde: Lærer! jeg beder dig, se til min søn, thi han er min enbaarne; og se, en mand tager fat paa ham, og med et skriger han, han piner ham, saa han fraader, og næppe viger han fra ham, idet han slider ham; og jeg bad dine disciple deive ham ud, men de kunde ikke. Men Jesus tog Ordet og sagde: O, vantro og forvendte slægt! hvorlænge skal jeg være hos eder og taale eder? Før din søn herhen! Men da han kom, rev og sled dæmnen ham; men Jesus truede den urene aand, helbredte drengen og gav hans fader ham tilbage. Men de bleve forfærdede over Guds storhed, og da de alle forundrede sig over alt, hvad Jesus gjorde, sagde han til sine disciple: Gjemmer disse Ord i eders øren: Menneskens Søn vil nemlig blive overgivet i menneskers hænder; men de forstod ikke dette Ord, og det var skjult for dem, saa de begreb det ikke, og de var bange for at spørge ham om samme Ord. Men der opkom den tanke hos dem: Hvem der vel maatte være den største af dem. Da Jesus saae deres hjærtes tanke, tog han et lille barn og stillede hos sig; og han sagde til dem: Den som modtager dette lille barn paa mit navn, modtager mig, og den som modtager mig, modtager ham, som udsendte mig; thi den, som er den mindste blandt eder alle, han skal blive stor. Men Johannes tog ordet og sagde: Fører! vi saae en deive dæmner ud paa dit navn, og vi hindrede ham, fordi han ikke følger med os. Jesus sagde til ham: I maa ikke hindre det; thi den, som ikke er imod os, er for os. Da de dage fuldkommedes, at han skulde optages, fæstede han sit aasyn paa at vandre til Jerusalem; og han sendte bud foran sig, og de droge bort og kom til en samaritansk by for at gjøre anstalt for ham; men de modtog ham ikke, fordi det var hans hu at rejse til Jerusalem. Men da hans disciple Jakob og Johannes saae det, sagde de: Herre, vil du, vi skal byde ild fare ned fra himlen og fortære dem, ligesom og Elia gjorde? Men han vendte sig, dadlede dem og sagde: I veed ikke, af hvad aand i ere! thi Menneskens Søn er ikke kommen for at fordærve, men for at frelse menneskers sjæle. Saa drog de til en anden by. Men det skete, da de vandrede paa vejen, at en sagde til ham: Herre! jeg vil følge dig, ihvor du gaaer! Jesus sagde til ham: Ræve have huler og himlens fugle reder, men Menneskens Søn har ikke, hvad han kan hælde sit hoved til. - Men til en anden sagde han: Følg mig! Men han sagde: Herre, tillad mig først at gaa og begrave min fader. Men Jesus sagde til ham: Lad du de døde begrave deres døde, men gaa du hen og forkynd Guds rige. - Ogsaa en anden sagde: Jeg vil følge dig, Herre, men tillad mig først at tage afsked med dem i mit hus! Men Jesus sagde til ham: Ingen som lægger haand paa ploven og seer tilbage, er vel skikket til Guds rige. Derpaa beskikkede Herren ogsaa 70 andre og sendte dem to og to forud for sig til hver stad og sted, hvor han vilde komme. Han sagde derfor til dem: Høsten er vel stor, men arbejderne faa: beder derfor høstens Herre, at han sender arbejdere til sin høst! Drager ud! se, jeg sender eder som lam midt iblandt ulve; I maa ikke bære pung eller taske eller sko, og hilser ingen paa vejen. Men hvor i gaa ind i et hus, siger først: Fred over dette hus! og skulde der være et fredens barn, skal eders fred hvile paa ham; men hvis ikke, vil den vende tilbage til eder; men bliver i samme hus, spiser og drikker, hvad de har, thi arbejderen er sin løn værd; I maa ikke gaa fra hus til hus; og i hvad stad i komme ind i, ogde modtage eder, spiser da, hvad der sættes for eder; og helbreder de syge i den, og siger dem: Guds rige er kommet eder nær. Men hvad stad i komme ind i, og de ikke modtage eder, gaaer ud paa dens gader og siger: vi ryste endog støvet, s om hænger ved os af eders stad, af os mod eder; men det skal i vide, at Guds rige var kommet eder nær! men jeg siger eder, at det vil være taaleligere paa hin dag for Sodoma end for denne stad. Ve dig Korazin, ve dig Betsajda! thi vare de kraftige gjerninger skete i Tyros og Sidon, som ere skete i eder, da havde de forlænge siden siddet i sørgedragt og aske, og omvendt sig; men det vil være taaleligere for Tyros og Sidon i dommen, end for eder; og du Kapernaum, som er ophøjet lige til himlen, du skal styrtes lige ned i dødens rige. Den, som hører eder, hører mig, og den, som foragter eder, foragter mig; men den, som foragter mig, foragter ham, som har udsendt mig. Men de 70 vendte tilbage med glæde og sagde: Herre! endog dæmnerne underkaste sig os i dit navn. Han sagde til dem: Jeg saae satan som et lyn fra himlen; se, jeg giver eder magt til at træde paa slanger go skorpioner, og over al fjendens kraft, og ingen skal skade eder; dog glæder eder ikke herover, at aanderne underkaste sig eder, men glæder eder over, at eders navne ere skrevne i himlene. I samme stund frydede Jesus sig i Aanden og sagde: Jeg priser dig Fader, himlens og jordens Herre, at du har dulgt dette for de vise og forstandige og aabenbaret det for de spæde! ja Fader, thi saaledes var det behageligt for dig! og idet han vendte sig til sine disciple, sagde han: Alle ting ere mig overgivne af min Fader, og ingen kjender, hvem Sønnen er, uden Faderen, og hvem Faderen er, uden Sønnen, og hvem Sønnen vil aabenbare det; og han vendte sig til disciplene i særdeleshed og sagde: Salige ere de øjne, som se, hvad i se; thi jeg siger eder, at mange profeter og konger vilde seet, hvad i se, og har ikke seet det, og hørt, hvad i høre, og har ikke hørt det. Og se, en lovkyndig stod op, fristede ham og sagde: Lærer! hvad skal jeg gjøre, for at jeg kan arve evigt liv? Men han sagde til ham: Hvad er skrevet i loven, hvorledes læser du? Han svarede og sagde: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjærte, af hele din sjæl, af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv. Men han sagde til ham: Du svarer ret, gjør det! saa skal du leve. Men da han vilde gjøre sig selv retfærdig, sagde han til Jesus: Hvem er da min næste? Saa tog Jesus Ordet og sagde; Der var en mand, som drog fra Jerusalem ned til Jeriko, og han faldt mellem røvere; og de baade klædte ham af, og efter at have saaret ham gik de bort og lade ham ligge halvdød. Tilfældig drog en præst ned samme vej, og da han saae ham, gik han forbi; ligeledes og en Levit, somkom til stedet, han kom og saae og gik forbi; men en vejfarende Samaritan kom til ham, og da han saae ham, ynkedes han inderlig; og han gik til ham, forbandt hans saar og gød olie og vin deri; saa løftede han ham paa sit eget dyr, førte ham til værtshuset og plejede ham; og da han anden dagen drog bort, tog han to mark og gav værten og sagde til ham: Plej ham, og hvad du lægger mere ud, det vil jeg betale dig, naar jeg kommer igjen. Hvem af disse tre synes du nu var hans næste, som var falden blandt røvere? Men han sagde; Han, som øvede barmhjærtighed mod ham. Derfor sagde Jesus til ham: Gaa du og gjøre ligesaa! Det skete paa deres rejse, at han gik ind i en by, og en kvinde ved navn Marta optog ham i sit hus; og hun havde en søster, som hed Maria, og hun satte sig ved Jesu fødder, og hørte hans Ord; men Marta havde travlt med megen opvartning; og hun traadte til og sagde: Herre! bryder du dig ikke om, at min søster lader mig alene varte op? siig dog til hende, at hun maa tage fat med mig. Men Jesus svarede og sagde til hende: Marta, Marta! du gjør dig bekymring og uro med mange ting; men eet er fornødent: Maria har valgt den gode del, som ikke skal tages fra hende. Da han var et sted og bad, skete det, som han hørte op, at en af hans disciple sagde til ham: Herre, lær os at bede, ligesom og Johannes lærte sine disciple. Saa sagde han til dem: Naar i bede, da siger: Vor Fader, du som er i himlene, helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din villie som i himlen saa og paa jorden. og giv os hver dag vort væsenlige brød, og forlad os vore synder; thi ogsaa vi forlade hver, som er skyldig mod os; og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde! - Saa sagde han til dem: Dersom en af eder havde en ven, og han gik til ham ved midnat og sagde til ham: Ven, laan mig 3 brød, da en ven er kommen til mig fra rejsen og jeg har intet at sætte for ham, og han derinde svarede og sagde: Gjør mig ingen uro, døren er alt lukket og mine børn med mig i senge, jeg kan ikke staa op for at give dig dem; da siger jeg eder, at dersom han ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans ven, saa staaer han dog op for hans paatrængenhed og giver ham, hvad han behøver. Og jeg siger eder: Beder! saa skal der gives eder, leder! saa skal i finde, banker! saa skal der oplades for eder; thi hver, som beder, faaer, hvo som leder, finder, og der bliver lukket op for den, som banker; men naar blandt eder en søn beder sin Fader om brød, han vil da ikke give ham en sten; eller beder han om en fisk, han vil dog ikke give ham en slange, istedetfor fisk? eller beder han om et æg, han vil dog ikke give ham en skorpion? Dersom da i, som ere onde, vide at give eders børn gode gaver, hvormeget mere vil da Faderen fra himlen give dem den Helligaand, som bede ham. Saa drev han en dømen ud, og han var stum; men da dæmnen var udfaren, talede den stumme, og skarerne forundrede sig. Men nogle af dem sagde: Han driver dæmner ud ved belzebul, dæmnernes formand; men andre fristede ham og begjærde tegn af ham fra himlen. Da han saae deres tanker, sagde han til dem: Hvert rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og hus mod hus falder, hvis da og satan er bleven splidagtig med sig selv, hvorledes vil hans rige da bestaa, for i sige, at jeg uddriver dæmner ved belzebul. Men om jeg uddriver dæmner ved belzebul, ved hvem uddrive da eders sønner dem? Derfor skal de være eders dommere. Men uddriver jeg dæmner ved Guds finger, saa er Guds rige jo kommet til eder. Naar den stærke bevæbnet vogter sin borg, bliver hvad han har med fred, men kommer en stærkere over ham og besejrer ham, da tager han hans fulde rustning, han stolede paa, og uddeler hans bytte. Den, som ikke er med mig, er mod mig, og den, som ikke samler med mig, adspreder. - Naar den urene aand farer ud af et menneske, vandrer han gjennem vandløse steder og søger hvile, og finder han den ikke, siger han: Jeg vil vende tilbage til mit hus, jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det fejet og prydet. Saa gaaer han hen og tager 7 andre aander med sig, som ere værre end han selv; og de drage ind og bo der, og det sidste bliver værre med dette menneske end det første. - Men som han talede dette, skete det, at en kvinde af folket opløftede røsten og sagde: Saligt det liv, som bar dig, og de bryster, du diede! Men han sagde: Ja vel, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det. Da skarerne flokkede sig, begyndte han at sige: Denne slægt er ond, den begjærer tegn, og tegn skal ikke gives den uden profeten Johas tegn; thi ligesom Jona blev et tegn for Niniviterne, saa skal og menneskens Søn være for denne slægt. Dronningen af sydland vil i dommen rejse sig mod mændene af denne slægt og fordømme dem; thi hun kom fra jordens grændser, for at høre Salomons visdom, og se her er mer end Salomon. Ninivies mænd ville i dommen staa op mod denne slægt og fordømme den, thi de omvendte sig ved Jonas prædiken, og se, her er mer end Jona. Ingen tænder et lys og sætter det i skjul eller under skjæppen men paa lysestagen, for at de, som gaa ind, kan se dets skin. Øjet er legemets lys; naar dit øje derfor er aabent, er og dit hele legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit legeme mørkt; se derfor til, at lyset i dig ikke er mørke; dersom da dit hele legeme er lyst og ikke har nogen mørk del, bliver det hele lyst, som naar lyset bestraaler dig med sin glands. Da han talede, bad en farisæer ham at spise hos sig; og han gik ind og lagde sig tilbords; men farisæeren undrede sig, da han saae, at han ikke først vaskede sig før maaltidet; men Herren sagde til ham: Nu, i farisæer rense det udvendige af bøger og fad, men hvad der er inden i eder, er fuldt af rov og ondskab. Daarer! har han, som skabte det udvortes, ikke ogsaa skabt det indvortes? men giver det, der er inden i, som almisse, og se, saa er alting rent for eder. Men ve eder, i farisæer! for i give tiende af mynte og rude og alle madurter, men i forbigaa ret og Guds kjærlighed. Disse ting burde man gjøre og ikke forsømme de andre. Ve eder, i farisæer! for i holde af forsædet i forsamlingerne og hilsenerne paa torvene. Ve eder, i boglærde og farisæer, øjenskalke! for i ere som de ukjendelige grave; Mennesker gaa over dem og vide det ikke. Saa tog en af de boglærde ordet og sagde: Lærer! idet du taler dette, fornærmer du ogsaa os. Men han sagde: Ve ogsaa eder, i boglærde! for i læsse byrder paa menneskene, som ere svære at bære, og selv røre i ikke byrderne med een af eders fingre. Ve eder! for i bygge gravminder for profeterne, som eders fædre slog ihjel! Ja, i bevidne og samtykke eders fædres gjerninger; for de sloge dem ihjel, og i bygge deres gravminder! Derfor sagde og Guds visdom: Jeg vil sende profeter og apostle til dem; nogle af dem vil de slaa ihjel og forfølge; Herren uddriver en ond aand, spottes, men forsvarer sig saa at alle profeters blod, som er udgydt fra verdens begyndelse, maa kræves af denne slægt, fra Abels blod til Zakarias blod, som blev ombragt mellem alteret og huset. Ja jeg siger eder, at det vil blive krævet af denne slægt. Ve eder, i lovlærde! for i har taget kundskabsnøglen; selv gaa i ikke ind, og i hindre dem, som ville gaa ind. Men da han talede dette til dem, begyndte de boglærde og farisæerne frygtelig at klemme paa og faa ham til at udtale sig om mange ting, da de lurede paa ham og søgte at fange noget af hans mund, saa de kunde anklage ham. Da tusinder af folk vare forsamlede, saa de traadte hverandre, begyndte han at tale til sine disciple: Varer eder for farisæernes surdejg, som er hykleri; der er intet skjult, som jo skal aabenbares, og intet dulgt, som man jo skal faa et vide; derfor, hvad i sige i mørket, skal høres i lyset, og hvad i hvidske i kamrene, skal udraabes paa tagene. Men jeg siger eder, mine venner: Frygter ikke for dem, som slaa legemet ihjel og derefter ikke formaa noget mere. Men jeg vil vise eder, hvem i skal frygte; frygter ham, som, naar han har slaaet ihjel, har magt til at kaste i helvede. Ja, jeg siger eder, frygter ham! - Sælges ikke 5 spurve for 2 skilling, og ikke een af dem er glemt hos Gud; ja endog alle eders hovedhaar ere talte; frygter derfor ikke, i ere meget bedre end spurve. Men jeg siger eder: Hver som hekjender mig for menneskene, ham vil og Menneskens Søn bekjende for Guds engle; men hver, som fornægter mig ligeoverfor menneskene, ham vil jeg fornægte ligeoverfor Guds engle. Enhver, som siger et ord mod Menneskens Søn, ham kan det forlades; men den, som taler bespottelig mod den Helligaand, ham kan det ikke forlades. - Men naar de føre eder for forsamlinger, øvrigheder og myndigheder, maa i ikke være bekymrede for, hvorledes eller hvormed i skulle forsvare eder, eller hvad i skulle sige; thi den Helligaand vil i samme stund lære eder, hvad i bør sige. Men en af folket sagde til ham: Lærer! siig til min broder, at han skifter arven med mig. Men han sagde til ham: Menneske! hvem har sat mig til dommer eller skifter over eder? Men han sagde til dem: Seer til og vogter eder for gjerrighed; thi ingens liv bestaaer i at have overflødigt gods. Men han lagde dem en lignelse og sagde: En rig mands mark bar godt, og han tænkte ved sig selv og sagde: Hvad skal jeg gjøre, for jeg har ikke rum til at samle mine frugter? og han sagde: Det vil jeg gjøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og der vil jeg samle alt, hvad jeg avler, og alt mit gods: og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl, du har meget godt liggende til mange aar, slaa dig til ro, spiis, drik, vær lystig! Men Gud sagde til ham: Daare! i denne nat vil de kræve din sjæl af dig; hvem skal saa have, hvad du har beredt? Saadan er den, som samler sig skatte og ikke er rig til Gud. Men han sagde til sine disciple: Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders sjæl, hvad i skulle spise, ikke heller for legemet, hvad i skulle klæde eder i! Sjælen er mer end føden og legemet end klæderne. Lægger mærke til ravnene, for de saae ikke, høste ikke heller; de har ikke kjelder, ej heller lade, og Gud føder dem; hvormeget bedre ere i end fuglene? men hvem af eder kan, om han endog bekymrer sig derfor, lægge een alen til sin levetid? Kan i altsaa ikke det mindste, hvorfor bekymrer i eder da for det øvrige? Lægger mærke til lilierne, hvorledes de voxe, de arbejde ikke, spinde ikke heller; men jeg siger eder: Ikke engang Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud saaledes græsset, som i dag staaer paa marken og i morgen kastes i ovnen, hvormeget mere da eder, i svagttroende! Derfor maa i ikke spørge om, hvad i skal spise, eller hvad i skal drikke, og tragter ikke højt; thi efter alt dette søge hedningerne i verden; men eders Fader veed, at i har dette behov; men søger Guds rige, saa skal alt dette gives eder til. Frygt ikke du lille hjord, thi det er eders Fader behageligt at give eder riget. Sælger, hvad i har, og giver almisse! gjører eder poser, som ikke blive gamle, skatte, som ikke forgaa, i himlene, hvor tyv ikke nærmer sig og møl ikke fordærver; thi hvor eders skat er, der vil og eders hjærte være. - Eders lænder være ombæltede og eders lamper brændende; og værer som de mennesker, der vente deres Herre, naar han bryder op fra gildet, saa de strax kunne lukke op for ham, naar han kommer og banker; salige ere de tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer; sandelig siger jeg eder: Han vil binde op om sig, sætte dem tilbords og gaa frem og tjene dem; og om han kom i anden vagt, eller han kom i tredje vagt og fandt det saaledes, da ere disse tjenere salige, men det vide i, at hvis husherren vidste, i hvad time tyven kom, da vilde han vel vaage og lod ham ikke bryde ind i sit hus. Værer derfor og i beredte, thi Menneskens Søn kommer den time, i ikke mene. Men Peder sagde til ham: Herre! siger du denne lignelse til os eller til alle? Men Herren sagde: Hvem er vel den tro og forstandige husholder, som Herren vil sætte over sit tyende, for at give dem deres mad i rette tid? salig er den tjener, som hans Herre finder gjøre saaledes, naar han kommer! jeg siger eder med sandhed, at han vil sætte ham over alt sit gods. Men dersom samme tjener sagde i sit hjærte: Min Herre tøver med at komme, og han vilde begynde at banke drengene og pigerne, og spise og drikke og svire, saa vil denne tjeners Herre komme en dag, han ikke tænker, og en time, han ikke veed, og han vil hugge ham sønder og give ham hans lod med de utro; men den tjener, som kjender sin Herres villie og ikke holder sig beredt eller gjør efter hans villie, skal faa mange hug; men den, som ikke kjender og gjør hvad der er hug værd, skal have faa hug; thi enhver, hvem meget er givet, af ham vil man kræve meget, og hvem meget er betroet, af ham vil man fordre mere. Ild er jeg kommen at kaste paa jorden, og hvor vilde jeg, at den allerede fængte! en daab har jeg at døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbragt! Mene i, at jeg er kommen for at skjænke fred paa jorden? Nej, siger jeg eder, men tvedragt; thi fra nu af skal fem i eet hus blive delte: Tre mod to, og to mod tre; de vil deles: Fader mod søn, og søn mod fader; moder mod datter, og datter mod moder; Mandens moder mod sønnens hustru, og sønnens hustru mod mandens moder. Men han sagde ogsaa til folket: Naar i se skyen gaa op af vester, sige i strax: Der kommer regn! og det skeer saaledes; og naar søndenvinden blæser, sige i: Det bliver varme! og det skeer. Hyklere! Paa himlens og jordens udseende forstaa i at skjønne; men hvorledes skjønne i ikke paa denne tid? hvorfor dømme i ikke endog fra eder selv, hvad ret er? Thi som du gaaer med din modstander til øvrigheden, gjør dig paa vejen flid for at blive ham kvit, at han ikke skal drage dig for dommeren, og dommeren overgive dig til fogeden, og fogeden kaste dig i fængsel; jeg siger dig, du sakl slet ikke komme ud derfra, førend du betaler endog den sidste skilling! Samme tid var der nogle tilstede, som fortalte ham om de Galilæer, hvis blod Pilatus blandede med deres ofre; og Jesus tog Ordet og sagde til dem: Mene i, at disse Galilæer vare syndere fremfor alle Galilæer, fordi de lede dette? Ingenlunde! siger jeg eder; men dersom i ikke omvende eder, skal i alle omkomme paa samme maade. Eller de atten, taarnet i Siloam styrtede ned paa og dræbte, mene i, at de vare skydlige fremfor alle mennesker, som bo i Jerusalem? Ingenlunde! siger jeg eder; men naar i ikke omvende eder, skal i alle omkomme paa lignende maade. - Men han sagde denne lignelse: En havde et figentræ plantet i sin vingaard, og han kom, søgte efter frugt paa det, men fandt ingen. Saa sagde han til vingaardsmanden: Se, tre aar kom jeg og søgte frugt paa dette figentræ, og finder intet; hyg det om! hvorfor skal det og gjøre jorden unyttig? Men han svarede og sagde til ham; Herre! skjænk det ogsaa dette aar, indtil jeg faaer gravet og gjødet om det, om det saa vil bære frugt; men hvis ikke, kan du siden hugge det om. Da han lærte i en af skolerne paa en høj helligdag, se, da var der en kvinde, som havde haft en svagheds aand i 18 aar; hun var kroget og kunde slet ikke rejse sig op. Men da Jesus saae hende, kaldte han og sagde til hende: Kvinde, du er løst af din svaghed! og han lagde hænderne paa hende, og strax rettede hus sig op og priste Gud. Men skoleforstanderen to ordet, da han var smæk vred, fordi Jesus helbredte paa hviledagen, og han sagde til folket: Der er 6 dage, paa hvilke man bør arbejde; paa dem kan i derfor komme og lade eder helbrede, men ikke paa hviledagen. Da svarede Herren ham og sagde: Øjenskalk! løser ikke hver af eder sin oxe eller sit asen fra krybben om hviledagen, og fører dem til vands! men hende, en Abrahams datter, som satan har holdt bundet, og det i 18 aar, burde hun ikke løses af det baand paa hviledagen? Men da han sagde det, skammede alle hans modstandere sig, og hele folket glædede sig over alle de herlige gjerninger af ham. Men han sagde til dem: Hvad ligner Guds rige, og hvad skal jeg sammenligne det med? Det ligner et sennepskorn, som et menneske tog og lagde i sin have, og det voxede og blev et stort træ, og himlens fugle boede i dets grene. Atter sagde han: Hvad skal jeg sammenligne Guds rige med? det ligner en surdejg, som en kvinde tog og nedlagde i 3 maal mel, indtil det hele blev gjennemsyret. Saa vandrede han gjennem stæder og byer og lærte, og gjorde rejsen til Jerusalem. Men en sagde til ham: Herre, mon faa blive frelste? Saa sagde han til dem: Kjæmper for at komme ind ad den snevre port; thi mange, siger jeg eder, ville søge at komme ind, men de har ikke styrke. Naar husbonden er staaet op og har lukket døren, og i begynde at staa udenfor, banke paa døren og sige: Herre, Herre, luk op for os, saa vil han svare og sige til eder: Jeg kjender eder ikke; hvor er i fra? Saa vil i begynde og sige: Vi har spist og drukket for dit ansigt, og du har lært paa vore gader, og han vil sige: Jeg siger eder, jeg kjender eder ikke, hvor i er fra; gaaer bort fra mig, alle i, som gjøre uret; der skal være graad og tænders gnidsel, naar i se Abraham, Isak og Jakob og alle profeter i Guds rige, men eder udstødte udenfor; og de skal komme fra øst og vest, fra syd og nord og ligge tilbords i Guds rige; og se, der ere sidste, som blive de første, og første, som blive de sidste. Samme dag kom nogle farisæer og sagde til ham: Tag ud og drag herfra, for Herodes vil slaa dig ihjel! og han sagde til dem: Gaaer i hen og siger den ræv: Se, jeg uddriver dæmner og øver lægedom idag og imorgen, og tredje dag har jeg fuldendt; dog maa jeg vandre idag og imorgen, og næste dag, thi det er ikke muligt, at en profet omkommes udenfor Jerusalem. Jerusalem, Jerusalem! som slog profeterne ihjel og stenede dem, som sendtes hende! hvorofte vilde jeg forsamlet dine børn paa samme maade, som en høne forsamler sin yngel under vingerne, og i vilde ikke! se eders hus skal lades eder øde! men ejg siger eder, at i ikke skulle se mig, indtil det kommer, naar i sige: Velsignet den, som kommer i Herrens navn! Det skete, da han en hviledag kom i en af de fornemme farisæeres hus for at spise, at de toge vare paa ham; og se, der var et vandsottigt menneske for ham. Saa tog Jesus Ordet og sagde saaledes til de lovlærde og farisæerne: Mon det er tilladt at helbrede paa hviledagen? men de tav. Saa tog han paa ham, helbredte ham og lod ham gaa; og han tog Ordet og sagde til ham: Hvem af eder, hvis asen eller oxe er falden i en grav, drager den ikke strax op paa hviledagen? og de mægtede ikke at svare ham paa det. - Men han sagde en lignelse til gjæsterne, da han mærkede, hvorledes de udvalgte de første sæder ved bordet; han sagde nemlig til dem: Naar du bliver buden af nogen til gilde, sæt dig saa ikke øverst tilbords, at der ikke skal være en hæderligere end dig indbudt af ham; og han, som indbød dig og ham, skulde komme og sige til dig: Giv denne plads! og du da med skam maa begynde med at have den sidste plads; men naar du er buden, gaa hen og sæt dig nederst, for at værten, naar han kommer, kan sige til dig: Ven, sæt dig højere op! da vil du have ære for dem, som sidde tilbords med dig; thi hver, som ophøjer sig selv, vil blive ydmyget, men den, som ydmyger sig selv, vil blive ophøjet. - Men han sagde ogsaa til ham, som havde indbudt ham: Naar du giver frokost eller middag, byd saa ikke dine venner eller dine brødre eller dine frænder eller dine rige naboer, at de i kke skulle byde dig igjen, og det skulde være dig vederlag; men naar du gjør gilde, byd saa fattige, krøblinger, halte og blinde, og du skal være salig, for de har intet at gjengjælde dig med, men det skal gjengjældes dig i de retfærdiges opstandelse. - Men da en af dem, som laa tilbords med, hørte det, sagde han til ham: Salig er den, som skal holde maaltid i Guds rige. Men han sagde til ham: En mand gjorde en stor nadver og bød mange; og paa nadverens time udsendte han sin tjener for at sige de budne: Kommer, for nu er alting færdig; men de begyndte alle som een at undskylde sig: den første sagde til ham: Jeg har kjøbt en ager, og jeg har nødig at gaa ud og se den; jeg beder dig, hav mig undskyldt! en anden sagde: Jeg har kjøbt 5 par oxer og gaaer hen for at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt! en anden sagde: Jeg har taget mig en hustru og derfor kan jeg ikke komme. Saa kom denne tjener og meldte sin Herre det. Da blev Husbonden vred og sagde til sin tjener: Gaa hurtig ud paa stadens gader og stræder, og før de fattige, krøblinger, blinde og halte herind. Og tjeneren sagde: Herre, det er skeet, som du bød, og der er endnu plads. Herren sagde til tjeneren: Gaa ud paa vejene og ved gjærderne og nød dem at gaa ind, for at mit hus kan blive fuldt; thi jeg siger eder, at ingen af de mænd, som vare budne, skal smage min nadver. Mange skarer drog med ham, og han vendte sig om og sagde til dem: Dersom nogen kommer til mig og hader ikke sin fader og moder, hustru og børn, brødre og søstre, ja endog sin egen sjæl, han kan ikke være min discipel; og hver, som ikke bærer sit kors og kommer efter mig, kan ikke være min discipel; thi hvem af eder, som vil bygge et taarn, sætter sig ikke først ned og beregner omkostningerne, om han har, hvad der strækker til, for at ikke alle, naar han har lagt grunden og ikke har magt til at fuldføre det, skal se det, begynde at gjøre nar af ham og sige: Dette menneske begyndte at bygge, og han havde ikke magt til at fuldføre det. Eller hvilken konge, som drager ud for at kaste sig i kamp med en anden konge, sætter sig ikke først ned og overvejer, om han er mægtig til med 10.000 at møde ham, som kommer mod ham med 20.000? hvis ikke, sender han, medens han endnu er langt borte, et gesandtskab til ham og spørger om fredsvilkaar. Saaledes kan altsaa hver af eder, som ikke forsager alt, hvad han har, ikke være min discipel. Saltet er godt; men naar saltet mister sin kraft, hvormed skal der krydres? det duer hverken til jord eller gjødning; man kaster det udenfor. Den, som har øren at høre med, han høre! Men alle toldere og syndere holde sig nær til ham for at høre ham; og farisæerne og de boglærde mukkede og sagde: Han tager mod syndere og spiser med dem! Men han lagde dem denne lignelse og sagde: Hvilket menneske blandt eder, som har 100 faar og mister eet af dem, forlader ikke de 99 i ørken og gaaer efter det mistede, indtil han finder det? og naar han finder det, lægger han det paa sine skuldre med glæde; og naar han kommer hjem, sammenkalder han venner og naboer, og siger til dem: Glæder eder med mig, thi jeg har fundet mit faar, som var fortabt. Jeg siger eder, at der saaledes vil være glæde i himlen over een synder, som omvender sig, mer end over 99 retfærdige, som ikke behøve omvendelse. Eller hvilken kvinde, som har 10 mark, om hun taber den ene mark, tænder ikke et lys, fejer huset og søger flittig, til hun finder den? og naar hun finder den, sammenkalder hun veninder og naboersker og siger: Glæder eder med mig, for jeg har fundet den mark, jeg tabte. Saaledes, siger jeg eder, bliver der glæde hos Guds engle over een synder, som omvender sig. Saa sagde han: Et menneske havde to sønner; og den yngste af dem sagde til faderen: Fader, giv mig den del af formuen, som tilfalder mig. Saa skiftede han formuen mellem dem. Ikke mange dage derefter pakkede den yngste søn alt sit sammen, drog udenlands til et land langt borte, og der tilsatte han sin formue, da han levede ryggesløst. Men da han havde fortæret alt, blev der en svær hungersnød i dette land, og han begyndte at lide mangel. Saa drog han hen og hængte paa en af borgerne i denne egn, og han sendte ham ud paa sin gaard at vogte svin, og han begjærede at mætte sig paa de bønner, svinene aad af; men ingen gav ham noget. Saa gik han i sig selv og sagde: Hvormange daglønnere hos min fader har ikke overflødigt brød, men jeg omkommer af hunger! Jeg vil staa op, drage til min fader og sige til ham: Fader! Jeg har syndet mod himlen og for dig, og jeg er ikke længer værd at kaldes din søn, gjør mig som en af dine daglønnere. Og han stod op og kom til sin fader. Da han endnu var langt borte, saae hans fader ham og ynkedes inderlig, og han løb, faldt om hans hals og kyssede ham. Men sønnen sagde til ham: Fader, jeg har syndet mod himlen og for dig, og er ikke længer værd at kaldes din søn! Men faderen sagde til sine tjenere: Tager den bedste klædning frem og ifører ham, giver ham ring til sin haand og sko til fødderne; henter saa fedekalven og slagter den, lad os faa spise og være muntre, for denne min søn var død og levede op igjen; han var fortabt og er funden; og de begyndte at blive muntre. Men hans ældste søn var paa marken, da han kom og var nærved huset, hørte han musik og dands; og han kaldte paa en af drengene og spurgte, hvad det skulde betyde? Men han sagde til ham: Din broder er kommen, og din fader slagtede fedekalven, fordi han har faaet ham sund hjem. Men han blev vred og vilde ikke gaa ind; altsaa gik hans fader ud og bad ham; men han svarede og sagde til faderen: Se, saa mange aar tjener jeg dig og overtraadte aldrig dit bud, og du gav mig aldrig et kid, at je kunde fornøje mig med mine venner; men da denne din søn, som har fortæret dit gods med skjøger, kom, saa slagtede du fedekalven for ham! Men han sagde til ham: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit; men man maa være munter og glad, fordi denne din broder var død og er levet op igjen, var fortabt og er funden. Men han sagde og til sine disciple: Der var et rigt menneske, som havde en husholder, og han blev bagtalt for ham som den, der forødte hans gods. Saa kaldte han ham og sagde til ham: Hvad er det, jeg hører om dig? afgiv regnskabet for din husholdning, thi du kan ikke længer forestaa huset. Men husholderen sagde hos sig selv: Hvad skal jeg gjøre, for min herre tager husholdningen fra mig? grave mægter jeg ikke, tigge skammer jeg mig ved. Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, for at de maa optage mig i deres huse, naar jeg bliver sat fra husholdningen. Saa kaldte han enhver af sin herres skyldnere og sagde til den første: Hvormeget skylder du min herre? Han sagde: 100 fade olie. Saa sagde han til ham: Tag dit bevis, sæt dig ned og skriv hurtig halvtreds. Derpaa sagde han til en anden: Hvormeget skylder da du? Han sagde: 100 tønder hvede. Saa sagde han til ham: Tag dit bevis og skriv firs. Og herren roste denne uretfærdighedens husholder, fordi han handlede klogt; thi denne verdens børn er klogere end lysets børn mod deres egen slægt. Og jeg siger eder: Gjører eder venner ved uretfærdighedens mammon, saa de, naar i skilles herfra, maa modtage eder i de evige boliger. Den, som er tro i det mindste er og tro i meget, og den som er uretfærdig i det mindste er ogsaa uretfordig i meget. Dersom i ikke har været tro i den urette mammon, hvem vil betro eder den sande? og dersom i ikke have været tro i det fremmede, hvem vil give eder noget selv at eje? Ingen huskarl kan tjene to herrer; thi han vil enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene Gud og mammon. Alt dette hørte farisæerne, som vare pengegjerrige og de spottede ham. Saa sagde han til dem: I ere dem, som gjøre sig selv retfærdige for mennesker, men Gud kjender eders hjærter; thi hvad der er højt blandt menneskene, er en vederstyggelighed for Gud. Loven og profeterne gaa til Johannes; fra den tid prædikes evangeliet om Guds rige, og hver trænger ind i det med magt; men snarere forgaa himmel og jord, end en tøddel af loven forgaa. Hver, som skiller sig fra sin hustru og tager en anden til ægte, bedriver hor, og hver, som ægter den, som er skilt fra manden, bedriver hor. Der var en rig mand, og han klædte sig i skarlagen og bomuld og gjorde hver dag kosteligt gilde; men der var en fattig ved navn Lazarus; han laa ved hans port fuld af saar, og han begjærede at mættes af de smuler, som faldt fra den riges bord; men endog hundene kom og slikkede hans saar. Men det skete, at den fattige døde, og han blev baaren af englene i Abrahams skjød; men den rige døde ogsaa, og han blev begraven; og da han opløftede sine øjne i de dødes rige og var i pine, saae han Abraham langt borte og Lazarus i hans skjød; og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin finger i vand og lædske min tunge, thi jeg pines svært i denne lue. Men Abraham sagde: Søn, husk paa, at du optog dit gode i din livstid og Lazarus paa lignende maade det onde, men nu trøstes han her, men du pines; og foruden alt dette, er der et stort svælg mellem os og eder, saa at de, som ville gaa herfra over til eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os. Men han sagde: Saa beder jeg dig Fader, at du sender ham til min faders hus, thi jeg har 5 brødre, at han kan vidne for dem, for at ikke ogsaa de skal komme til dete pisested. Abraham sagde til ham: De har Mose og profeterne, lad ham høre dem! men han sagde: NEj, Fader Abraham! men dersom en gik til dem fra de døde, saa omvendte de sig. Men han sagde til ham: Høre de ikke Mose og profeterne, ville de heller ikke tro, om nogen stod op fra de døde. Men han sagde til disciplene: Det er umuligt, at forargelser ikke skulle komme; men ve den, ved hvem de komme; det var ham bedre, om der var hængt en møllesten om hans hals, og han var kastet i havet, end at han skulde forarge en af disse smaa. - Vogter eder selv! Men hvis din broder synder mod dig, straf ham; men omvender han sig, da tilgiv ham! og om han syndede 7 gange om dagen mod dig, og 7 gange om dagen vendte om og sagde: Det angrer mig, saa skal du tilgive ham! - Apostlene sagde til Herren: Forøg os troen! Men Herren sagde: Havde i tro som et sennepskorn, kunde i sige til dette morbærtræ: Ryk dig op, plant dig i havet! og det vilde lyde eder. Men hvem af eder, der har en tjener, som pløjer eller vogter, siger strax til ham, naar han kommer fra marken: Gaa hen og lig tilbords? men mon han ikke siger til ham: Lav det til, jeg skal spise til middag, kilter dig saa op, og opvart mig, mens jeg spiser og drikker, og derpaa maa du spise og drikke! takker han vel den tjener, fordi han gjorde, hvad der var ham befalet? Jeg mener det ikke. Saaledes skal og i, naar i har gjort alt, hvad der er eder befalet, sige: Vi ere unyttige tjenere, for vi har gjort, hvad vi burde gjøre. Det skete, da han rejste til Jerusalem, at han drog midt igjennem Samaria og Galilæa; og da han kom til en by, mødte 10 spedalske mænd ham, og de stode langt borte, opløftede røsten og sagde: Jesus, Fører, forbarm dig over os! og da han saae dem, sagde han til dem: Gaaer bort, og fremstiller eder for præsterne! og det skete, at de bleve rensede, idet de gik bort. Men een af dem vendte tilbage, da han saae, at han var helbredet, og priste Gud med høj røst; og han faldt paa sit ansigt for hans fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Saa tog Jesus Ordet og sagde: Bleve ikke de ti rensede, hvor ere da de ni? fandtes der ingen, som vendte tilbage for at give Gud æren, uden denne fremmede? og han sagde til ham: Staa op, gaa bort! din tro har frelst dig. Da han blev spurgt af farisæerne: Naar kommer Guds rige? svarede han dem og sagde: Guds rige kommer ikke, saa man kan vise paa det; de skulle ikke heller sige: Se her! eller: Se der! thi se, Guds rige er inden i eder. Men han sagde til disciplene: Dage ville komme, da i skulle begjære at se een af Menneskens Søns dage, og i skulle ikke se den; og de ville sige til eder: Se her, se der! gaaer ikke hen, og følger ikke! thi som lynet, der lyner fra den ene side af himlen, glimter til den anden side af himlen, saaledes skal Menneskens Søn være paa sin dag; men han maa først lide meget og blive forskudt af denne slægt; og som det skete i Noas dage, saaledes vil det blive i Menneskens Søns dage; de spiste, drak, tog til ægte, giftedes bort indtil den dag, Noa gik ind i arken og floden kom og ødelagde alle; paa lignende maade som det og skete i Lots dage: de spiste, drak, kjøbte, solgte, plantede, byggede; men den dag, Lot gik ud af Sodoma, regnede ild og svovl af himmelen og ødelagde alle; paa samme maade vil det være den dag, Menneskens Søn aabenbares; paa denne dag skal den, som er paa taget og hvis tøj, er i huset, ikke stige ned for at tage det; og den, som er paa marken, skal paa lignende maade ikke vende om til det, som er bag ham; husker paa Lots hustru. Den, som søger at frelse sin sjæl, skal tabe den, og den, som taber den, skal holde den i live. Jeg siger eder: I samme nat skal der være to i een seng, den ene vil blive modtagen, den anden lades tilbage; to kvinder skulle male sammen, og den ene vil blive modtagen, og den anden lades tilbage; To skulle være paa marken, den ene vil blive modtagen og den anden lades tilbage. Og de tog ordet og sagde til ham: Hvor Herre? Men han sagde til dem: Hvor kroppen er, der flokkes og ørnene. Han sagde dem ogsaa en lignelse om, at man altid bør bede og ikke blive træt. Han sagde nemlig: Der var en dommer i en stad, og han frygtede ikke Gud og undsaae sig ikke for noget menneske. Men der var en enke i samme stad, og hun kom til ham og sagde: Skaf mig ret mod min modstander! En tid vilde han ikke, men derpaa sagde han hos sig selv: Skjøndt jeg hverken frygter Gud eller undseer mig for noget menneske, saa, da denne enke gjør mig besvær, vil jeg skaffe hende ret, for at hun ikke til det yderste skal komme og plage mig. - Saa sagde Herren: Hører, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulde da Gud ikke skaffe sine udvalgte ret, naar de raabe til ham dag og nat, og han er langmodig imod dem. Jeg siger eder, at han snart vil skaffe dem ret. Men naar Menneskens Søn kommer, mon han da vil finde troen paa jorden? Men han sagde denne lignelse til nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og regnede de øvrige for intet. To mennesker gik til templet for at bede; den ene var en farisæer og den anden en tolder; Farisæeren stillede sig op for sig selv og bad saaledes: Jeg takker dig Gud, fordi jeg ikke er som de øvrige mennesker, røvere, uretfærdige, horkarle eller som denne tolder; jeg faster to gange om ugen; jeg tiender af alt, hvad jeg ejer! Og tolderen stod langt borte, vilde ikke engang løfte øjnene til himlen; men han slog sig for sit bryst og sagde: Gud vær mig synder naadig! Jeg siger eder: Denne gik retfærdiggjort hjem, mon nemlig hin? thi hver, som ophøjer sig, skal ydmyges, men den, som ydmyger sig, skal ophøjes. Men de bragte ogsaa spæde børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men da disciplene saae det, truede de ad dem; men Jesus kaldte dem til sig og sagde: Lader de smaa børn komme til mig og hindrer dem ikke, thi for saadanne er Guds rige; sandelig siger jeg eder: Den, som ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke derind. En fornem mand spurgte ham og sagde: Gode lærer, hvad skal jeg gjøre, for at jeg kan arve evigt liv? Men Jesus sagde til ham: Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god uden een, nemlig Gud. Du kjender budene: Du maa ikke bryde ægtepagten, du maa ikke myrde, du maa ikke stjæle; du maa ikke aflægge falsk vidnesbyrd, ær din fader og din moder! Men han sagde: Alt dette har jeg taget iagt fra min ungdom. Men da Jesus hørte det, sagde han til ham: Endnu eet er tilbage for dig: Sælg alt, hvad du har, og giv det til fattige, saa vil du have en skat i himlen, og kom saa og følg mig! Men da han hørte det, blev han hel bedrøvet, for han var meget rig. Men da Jesus saae, at han blev hel bedrøvet, sagde han: Hvor vanskelig ville de, som have penge, komme i Guds rige; thi det er lettere, at en kamel gaaer gjennem et naaleøje, end at en rig kommer i Guds rige. Men de, som hørte det, sagde: Hvem kan da blive frelst? Men han sagde: Hvad der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Saa sagde Peder: Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Men han sagde til dem: Sandelig siger jeg eder: Der er ingen, som har forladt hus, eller forældre, eller brødre, eller hustru, eller børn for Guds riges skyld, som jo skakl faa mange fold igjen i denne tid og evigt liv i den kommmende verden. Saa tog han de tolv tilside og sagde til dem: Se, vi drage op til Jerusalem, og alt, hvad der er skrevet ved profeterne, skal gaa i opfyldelse paa Menneskens Søn; han vil nemlig blive overgivet til hedningerne og blive bespottet, forhaanet og overspyttet; og de ville hudslette ham og slaa ham ihjel, og tredje dag vil han opstaa. Men de fattede intet af dette; det var en mørk tale for dem, og de forstode ikke, hvd der blev sagt. Det skete, da han nærmede sig Jeriko, at en blind sad ved vejen og tiggede; og da han hørte folket gaa forbi, spurgte han, hvad det var; men de forkyndte ham, at Jesus af Nazaret kom forbi. raabte han og sagde: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig! Men de, som gik foran, truede ad ham, for at han skulde tie stille; men desmere raabte han: Du Davids Søn, forbarm dig over mig! Saa stod Jesus stille og bød, at han skulde føres til ham; men da han kom nærmere, spurgte han ham og sagde: Hvad vil du, at jeg skal gjøre for dig? men han sagde: Herre, at jeg maa faa mit syn! og Jesus sagde til ham: Se op! din tro har frelst dig; og strax saae han op, og han fulgte ham og lovpriste Gud, og hele folket, som saae det, gav Gud æren. Saa drog han ind og gik gjennem Jeriko; og se, der var en mand ved navn Zakkæos; han var overtolder, og selv var han en rig mand; og han sagde søgte at faa Jesus at se, hvem han var, men han kunde ikke for folk, da han var lille af væxt; saa løb han forud, kravlede op i et figenmorbærtræ, for at han kunde se ham; for han maatte komme den vej. Som Jesus kom til dette sted, saae han op og fik øje paa ham og sagde til ham: Zakkæos skynd dig ned, thi jeg maa idag blive i dit hus. Saa skyndte han sig ned og modtog ham med glæde; og da alle saae det, mukkede de og sagde: Han tager ind at blive hos en syndig mand. Men Zakkæos stod op og sagde til Herren: Se, Herre, halvdelen af mit gods giver jeg de fattige, og dersom jeg har sveget nogen noget fra, giver jeg det 4 gange igjen. Men Jesus sagde til ham: Idag er frelse vederfaret dette hus, fordi ogsaa han er en Abrahams søn; thi Menneskens Søn er kommen for at søge og frelse det fortabte. Da de hørte dette, blev han ved og sagde en lignelse, fordi han var nær ved Jerusalem og de mente, at Guds rige strax maatte aabenbares. Han sagde nemlig: En adelsmand drog til et fjernt land for at overtage sig riget og komme tilbage; men han kaldte sine 10 tjenere, og gav dem 10 hundrede mark og sagde til dem: Handler med dem, indtil jeg kommer! Men hans borgere hadede ham, og sendte et sendebud efter ham og lod sige: Vi ville ikke, at denne skal være konge over os. Det skete, da han kom tilbage efter at have modtaget riget, at han sagde, man skulde kalde ham disse tjenere, som han havde givet pengene, for at han kunde faa at vide, hvad hver af dem havde vundet. Saa traadte den første frem og sagde: Herre, dine 100 mark har indbragt 1000 mark; og han sagde: Vel, du gode tjener, fordi du var tro i det smaa, skal du have magt over 10 stæder. Saa kom den anden og sagde: Herre, dine 100 mark har gjort 500 mark. Saa sagde han til denne: Ogsaa du skal være over 5 stæder. Og der kom en anden og sagde: Herre, se, her er dine 100 mark, som jeg har haft liggende i et tørklæde; jeg var nemlig bange for dig, for du er en stræng mand; du tager, hvad du ikke har nedlagt, og høster, hvad du ikke har saaet. Men han sagde til ham: Jeg dømmer dig efter din egen mund, du slette tjener; du vidste, at jeg er en stræng mand, som tager, hvad jeg ikke nedlagde, og høster, hvad jeg ikke saaede; hvorfor gav du da ikke mine penge til vexelererne, saa naar jeg kom, jeg kunde kræve dem med rente? og han sagde til de omstaaende: Tager de 100 mark fra ham og giver dem til ham, som har de 10 hundrede mark. De sagde til ham: Herre, han har 10 hundrede mark! Jeg siger eder nemlig, at hver, som har, ham skal gives, men fra den, som ikke har, fra ham skal endog tages, hvad han har. Men hine mine fjender, som ikke vilde, jeg skulde være konge over dem, fører dem hid og hugger dem ned for mine øjne. Og som han sagde det, gik han foran og drog til Jerusalem. Som han nærmede sig Betfage og Betania til det saakaldte Oliebjerg, skete det, at han sendte to af sine disciple og sagde: Gaaer til denne landsby heroverfor, naar i komme ind i den, ville i træffe et bundet føl, som intet menneske nogensinde har redet paa, løser det og fører det herhen! og spørger nogen eder: Hvorfor løse i det? da skal i sige saaledes til ham: Fordi Herren har brug for det. Saa gik de udsendte bort og fandt det, ligesom han havde sagt dem; saa, da de løste føllet, sagde dets herrer til dem: Hvad, løse i føllet! Men de sagde: Herren har brug for det. Saa førte de det til Jesus, de kastede deres klæder over føllet og satte Jesus op. Men da han drog frem, bredte de deres klæder under ham paa vejen. Men da han nu nærmede sig skænten af Oliebjerget, begyndte hele mængden af hans disciple gladelig at lovprise Gud med høj røst for alt det storværk, de havde seet, og sagde: Velsignet han, der kommer som konge i Herrens navn! Fred i himlen og ære i det højeste! Saa sagde nogle af farisæerne i flokken til ham: Lærer! tru ad dine disciple! Men han svarede og sagde til dem: Jeg siger eder, at hvis disse tav, maatte stenene raabe - Og som han nærmede sig og saae staden, græd han over den og sagde: Vidste du dog, ja selv paa denne din dag, hvad der er til din fred! men nu er det skjult for dine øjne! Thi dage ville komme over dig, og dine fjender ville kaste vold op om dig, indeslutte dig og trænge dig allevegne; og de ville knuse dig og dine børn i dig og ikke levne sten paa sten i dig til gjengjæld for, at du ikke kjendte din besøgelses tid. Da han saa gik ind i templet, begyndte han at drive dem ud, som der solgte og kjøbte, og han sagde til dem: Der er skrevet: Mit hus er et bedehus; men i har gjort det til en røverhule. Saa lærte han daglig i templet; men ypperstepræsterne og de boglærde søgte at ombringe ham, saa og de fornemste af folket; men de kunde ikke finde ud af, hvad de skulde gjøre, thi hele folket hængte paa, for at høre ham. Paa en af de dage, da han lærte folket i templet og forkyndte evangeliet, skete det, at ypperstepræsterne og de boglærde tilligemed de ældste med eet kom til, tiltalede ham og sagde: Siig os, af hvad magt du gjør dette, eller hvem er det, som har givet dig denne magt? Men han svarede og sagde til dem: Jeg vil ogsaa spørge eder om een ting, og siger mig: Var Johannes' daab af himlen eller af mennesker? Men de overvejede sammen og sagde: Sige vi \af himlen\, saa spørger han: Hvorfor troede i ham da ikke? men sige vi: \af mennesker\, saa vil hele folket stene os; thi det er vis paa, at Johannes var en profet. De svarede da, at de ikke vidste, hvorfra, og Jesus sagde til dem: Saa siger jeg eder ikke heller, af hvad magt jeg gjør dette. Men han begyndte at sige folket denne lignelse: Et menneske plantede en vingaard, afgav den til bønder og rejste en god tid udenlands; og i rette tid sendte han en tjener til bønderne, for at de skulde give ham af vingaardens frugt; men bønderne pryglede ham og sendte ham tomhændet bort. Han sendte atter en anden tjener, men ham pryglede og haanede de, og sendte ham tomhændet bort. Saa sendte han atter en tredje, men ham saarede de endog og kastede ham udenfor. Men vingaardens herre sagde: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min søn, den elskelige, maaske de vil undse sig, naar de se ham. Men da bønderne saae ham, overlagde de med hverandre og sagde: Det er arvingen! kom, lad os slaa ham ihjel, for at arven kan blive vor; og de stødte ham udenfor vingaarden og slog ham ihjel. Hvad vil nu vingaardens herre gjøre ved dem? Han vil komme og ødelægge disse bønder, og give vingaarden til andre. Men da de hørte det, sagde de: Det ske ingenlunde! Men han saae paa dem og sagde: Hvad er da det, som er skrevet: Den, sten, bygmestrene forkastede, er bleven til en hovedhjørnesten? Hver, som falder over denne sten, vil knuses, og hvem den falder paa, ham vil den borthvirvle. Saa søgte ypperstepræsterne og de boglærde at lægge haand paa ham i samme stund, men bange vare de. De forstod nemlig, at han havde sagt denne lignelse om dem. De toge da vare paa ham og skikkede lurere, der stillede sig an, som de selv vare retfærdige, for at fange ham i ord, saa de kunde overgive ham til øvrigheden og landshøvdingens magt. De spurgte ham og sagde: Lærer! vi vide, at du taler og lærer ret og seer ikke paa menneskers person, men du lærer Guds vej i sandhed. Er det os tilladt at give kejseren skat eller ikke? Men da han gjennemskuede deres trædskhed, sagde han til dem: Hvorfor friste i mig? Viser mig en mark! hvis billede og omskrift har den? De svarede og sagde: kejserens. Men han sagde til dem: Giver saa kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! De kunde da ikke fange ham i ord i folkets paahør; de forundrede sig over hans svar og tav. Nogle af saddukæerne, som nægte, at der er opstandelse, traadte til, spurgte ham og sagde: Lærer, Mose har foreskrevet os: Naar ens broder, som er gift, døer barnløs, skal hans broder tage kvinden og rejse sin broder afkom; nu var der 7 brødre, og den første tog sig en hustru og døde barnløs; saa tog den anden konen, og han døde barnløs; saa tog den tredje hende, og ligesaa alle syv, de efterlod ikke børn og døde; sidst af alle døde ogsaa kvinden. I opstandelsen altsaa, hvis hustru skal hun saa blive? de syv har nemlig haft hende til kone. Saa svarede Jesus og sagde til dem: Denne verdens børn tage til ægte og bortgiftes, men de, som værdiges at faa del i hin verden og opstandelsen fra døde, tage hverken til ægte eller bortgiftes; de kan nemlig ikke heller mere dø; thi de ere engle lige, og de ere Guds børn, idet de ere opstandelsens børn; men at de døde opvækkes, har og Mose antydet i stedet om tornebusken, saasom han nævner Herren \Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud\; men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle leve for ham. Men nogle af de boglærde tog ordet og sagde: Lærer, du talede smukt. Men de vovede ikke mere at spørge ham om noget. Men han sagde til dem: Hvorledes siger man, at Kristus er Davids søn? og David siger selv i psalmebogen: Herren sagde til min Herre: Sid ned min højre haand, indtil jeg lægger dine fjender til dine fødders fodskammel. David kalder ham altsaa Herre, hvorledes er han da hans søn? Men da hele folket hørte derpaa, sagde han til sine disciple: Vogter eder for de boglærde, som gjerne gaa i lange kjoler og holde af hilsener paa torvene og de første sæder i forsamlingerne og at ligge øverst tilbords ved maaltiderne, de, som æde enkers huse op og paa skrømt gjøre lange bønner. De skal faa den haardeste dom. Men da han saae op, bemærkede han de rige, som lagde deres gaver i tempelblokken; men han bemærkede ogsaa en staadderenke, som lagde to søslinger deri, og han sagde: Jeg siger eder for sandt, at denne fattige enke har lagt mer end dem alle; thi de har alle lagt, af hvad de havde tilovers, til Guds gaver, men hun har lagt, af hvad hun fattes, alt sit eje, hun havde. Da nogle sagde om templet, at det var pryddet med kostbare stene og tempelgaver, sagde han: Det, hvad i se! der vil komme dage, da der ikke skal levnes sten paa sten, som jo skal nedbrydes. Men de spurgte ham og sagde: Lærer! naar skal det da være, og hvad er tegnet paa, naar det vil ske? Men han sagde: Seer til, at i ikke føres vild; thi mange ville komme paa mit navn og sige, at det er mig og tiden er nær. Gaaer derfor ikke efter dem; men naar i høre om krig og oprør, skal i ikke forfærdes, thi dette maa komme først, men enden er ikke strax; da - sagde han til dem - vil folk rejse sig mod folk, og rige mod rige; der vil blive store jordskjælv paa steder og hunger og pest, og der vil ske skrækkelige ting og store tegn paa himlen; men førend alt dette ville de lægge haand paa eder, forfølge og overgive eder til forsamlinger og fængsler, og føre eder for konger og fyrster for mit navns skyld; men det skal vederfares eder til et vidnesbyrd; lægger det da paa hjærte, at i ikke forud betænke at forsvare eder; thi jeg vil give eder mund og visdom, som alle eders modstandere ikke kan modsige eller modstaa; men i ville blive forraadte af forældre, af slægt og venner og brødre, og de ville slaa nogle af eder ihjel, og i ville blive hadede af alle for mit navn, dog skal ikke et haar af eders hoved forkomme; bevarer eders sjæle i taalmodighed! Men naar i se Jerusalem indesluttet af hære, mærker da, at dens ødelæggelse er nær! Da maa de, som ere i Judæa, flygte til bjergene, de, som ere i staden vige derfra, og de, som ere paa landet, ikke gaa derind; thi det er hævnens dage, da alt, hvad skrevet er, skal gaa i opfyldelse. Ve de frugtsommelige og dem, som give bryst i samme dage; thi der vil blive stor nød i landet og vrede over dette folk; og de skal falde for sværdets eg og føres fangne til alle hedningerne, og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider ere omme. Og der vil ske tegn i sol, maane og stjerner, og paa jorden skal folkenes trængsel være i fortvivlelse, naar havet og bølgerne bruse; og menneskene forsmægte af frygt og forventelser af, hvad der skal komme over jorderig, thi himlens kræfter skal bølges; og da skal de se Menneskens Søn komme i sky med megen kraft og herlighed. Men naar de ting begynde at ske, seer da op og hæver eders hoveder, thi eders forløsning er nær. - - - naar i se dem skyde, skjønne i af eder selv, at sommeren nu er nær; saaledes maa ogsaa i, naar i se disse ting ske, skjønne, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg eder, at samme slægt skal ikke forgaa, førend dette skeer altsammen; himlen og jorden skal forgaa, men mine Ord skakl ikke forgaa. Men vogter eder, at eders hjærter ingenlunde besværes i sus og dus og timelige sorger, og denne dag pludselig skal staa over eder; thi som en snare vil den komme over alle dem, som bo paa hele jordens flade. Vaager derfor allen stund og beder, at i maa værdiges at undfly alle de ting, som skulle ske, og stædes for Menneskens Søn. - Om dagen lærte han i templet; Nætterne gik han ud og tilbragte ved det bjerg, som kaldes Oliebjerget, og hele folket flokkedes aarle om ham i templet for at høre ham. Men de usyrede brøds højtid, som kaldes paaske, nærmede sig; og yhpperstepræsterne og de boglærde sagde, hvorledes de kunde bortrydde ham, thi de frygtede folket. Men satan foer i Judas, som kaldes Iskariot og var en af de tolv; og han gik hen og talede med ypperstepræsterne og øvrighederne om, hvorledes han vilde overgive ham til dem. Saa bleve de glade og bleve enige om at give ham penge; og han gav sit ord og søgte lejlighed til at overgive ham til dem uden opløb. Saa kom de usyrede brøds dag, paa hvilken paaskemaaltidet skulde slagtes, og han sendte Peder og Johannes og sagde: Gaaer hen og bereder os paaskelammet, at vi kan spise. Men de sagde til ham: Hvor vil du, at vi skal berede det. Men han sagde til dem: Se, naar i komme ind i staden, vil et menneske, som bærer en vandkrukke, møde eder, følger ham til huset, hvor han gaaer ind! og siger til husets Herre: Læreren siger dig: Hvor er den lejlighed, hvor jeg kan spise paaske med mine disciple? og han vil vise eder et stort værelse med dækning; bereder det der. Saa gik de bort og fandt det, som han havde sagt dem, og de beredte paaskelammet. - Men da timen kom, lagde han sig tilbords og de tolv apostle med ham; og han sagde til dem: Inderlig har jeg længtes efter at spise dette paaskelam med eder, førend jeg lider; thi jeg siger eder, at jeg slet ikke mere vil spise af det, førend det fuldkommes i Guds rige. Saa tog han bægeret, takkede og sagde: Tager dette og deler mellem eder; thi jeg siger eder, at jeg slet ikke vil drikke af vintræets frugt, inden Guds rige kommer. Saa tog han brød, takkede og brød det, gav dem og sagde: Dette er mit legeme, som gives for eder; gjører dette til mit minde; ligesaa og bægeret, efterat de havde spist, og han sagde: Dette er den nye pagt i mit blod, som udgydes for eder. Dog se! min forræders haand er med mig ved bordet; og vel gaaer Menneskens Søn bort efter bestemmelsen; dog ve det menneske, ved hvem han forraades; og de begyndte at spørge hverandre, hvem det dog skulde være af dem, som skulde gjøre dette. Der blev en vennetrætte mellem dem om, hvem af den der skulde ansees for den største. Men han sagde til dem: Folkenes konger herske over dem, og de, som har magt over dem, kaldes naadige herrer; men i ikke saaledes! men den største blandt eder maa blive som den yngste, og den øverste som tjeneren; thi hvem er størst? den, som ligger tilbords, eller den, som værter op? mon ikke den, som ligger tilbords? men det er jo mig, der er som opvarteren midt iblandt eder; men i ere dem, som har holdt ud med mig i mine fristelser; og jeg beskikker eder riget, ligesom min Fader har beskikket mig det, at i maa spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde paa højsæder og dømme de 12 stammer af Israel. Men Herren sagde: Simon, Simon, se, satan forlangte eder til at sigte som hvede; men jeg bad for dig, at din tro ikke maatte ophøre; saa naar du engang omvender dig, styrk da dine brødre! Men han sagde til ham: Herre, med dig er jeg rede til at gaa endog i fængsel og død. Men han sagde: Jeg siger dig, klippemand, hanen faaer ikke galet idag, før du 3 gange har nægtet, at du kjender mig. Og han sagde til dem: Den gang jeg sendte eder ud uden pung, taske og sko, savnede i da noget? Men de sagde: Intet. Saa sagde han til dem: Men nu maa den, som har pung, tage den med, ligesaa og taske,og den, som intet sværd har, vil sælge sin kjole og kjøbe sig et; thi jeg siger eder, at nu maa det, som er skrevet, gaa i opfyldelse paa mig, dette: Han er regnet blandt lovløse; thi hvad der er skrevet om mig, har sin opfyldelse. Men de sagde: Herre, se, her er to sværd! men han sagde til dem: Det er nok! Saa tog han ud og gik efter sædvane til Oliebjerget; men hans disciple fulgte ham ogsaa. Men da han kom til stedet, sagde han til dem: Beder, at i ikke skal komme i fristelse! og selv sled han sig fra dem omtrent et stenkast, faldt paa knæ, bad og sagde: Fader! om du vilde tage denne skaal fra mig! Dog ske ikke min, men din villie! Men en engel aabenbarede sig for ham fra himlen og styrkede ham; og da han var i anfægtelse, bad han heftigere, men hans sved blev som bloddraaber, der faldt paa jorden. Saa rejste han sig op fra bønnen, kom til sine disciple og fandt dem sovende af sorg; og han sagde til dem: Hvorfor sove i? staaer op og beder, at i ikke skulle komme i fristelse! Medens han endnu talede, se en skare! og han, som hed Judas, en af de tolv, gik foran dem, og han nærmede sig til Jesus for at kysse ham; thi han havde givet dem det tegn: Ham, jeg kysser, ham er det; men Jesus sagde til ham: Judas, forraader du Menneskens Søn med et kys! Men da de, som vare om ham, saae, hvad der vilde ske, sagde de til ham: Herre, om vi slog til med sværd? og en af dem slog ypperstepræstens tjener og hug hans højre øre af. Men Jesus tog Ordet og sagde: Tillad det saavidt! og han rørte ved hans øre og lægte ham. Men Jesus sagde til ypperstepræsterne og høvedsmændene for templet og de ældste, som vare komne mod ham: I ere gaaede ud som mod en røver med sværd og knipler. Da jeg daglig var i templet hos eder, løftede i ikke haand mod mig; men denne er eders time og mørkets magt. Saa grebe de h am, førte h am bort og bragte ham ind i ypperstepræstens hus; men Peder fulgte langt bag efter. De tændte en ild midt i gaarden og sag om den, og Peder satte sig mellem dem. Men da en pige saae ham siddende ved blusset, stirrede hun paa ham og sagde: Denne var ogsaa med ham! Men han fornægtede ham og sagde: Kvinde, jeg kjender ham ikke. Lidt efter saae en anden ham og sagde: Ogsaa du er af dem! Men Peder sagde: Menneske! jeg er det ikke. Ved en times tid derefter forsikrede en anden og sagde: I sandhed, denne var med ham, thi han er ogsaa en Galilæer! Men Peder sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger! og strax, medens han endnu talede, gol hanen; og Herren vendte sig om og saae paa Peder, og Peder kom Herrens Ord ihu, som han sagde til ham: Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange; og Peder gik udenfor og græd bitterlig. Men de mænd, som holdt Jesus, spottede og slog ham, og de kastede et klæde over ham, slog ham i ansigtet, spurgte ham og sagde: Spaa os! hvem var det, som slog dig? og mange andre bespottelser sagde de mod ham. Som det dagedes, samledes folkets ældre-raad, samt ypperstepræsterne og de boglærde, førte ham op for deres raad og sagde: Er du Kristus, siig os det! Men han sagde til dem: Naar jeg siger eder det, tro i mig ikke; men naar jeg spørger, saa svare i mig ikke eller lade mig løs; fra nu af skal Menneskens Søn sidde hos Guds krafts højre haand. Saa sagde de alle: Du er altsaa Guds Søn? Men han sagde til dem: I har sagt det, for jeg er det. Men de sagde: Hvad vidnesbyrd have vi mere behov? vi har selv hørt det af hans mund! Saa stod deres hele hob op og førte ham for Pilatus; og de begyndte at anklage ham og sige: Vi har fundet, at denne forvender folket og forbyder at give kejseren skat, da han siger, at han selv er kong Kristus. Men Pilatus spurgte ham og sagde: Er du Jødernes konge? men han svarede ham og sagde: Du traf det! Men Pilatus sagde til ypperstepræsterne og skarerne: Jeg finder ingen skyld hos dette menneske; men de holdt haardt paa og sagde: Han oprører folket, da han lærte gjennem hele Judæa og begyndte fra Galilæa lige hertil. - Men da Pilatus hørte \Galilæa\, spurgte han, om dette menneske var en Galilæer? og han fik at vide, at han var under Herodes' magt, sendte han ham til Herodes; han var nemlig selv i Jerusalem i samme dage. Men da Herodes saae Jesus, blev han glad; thi han havde længe siden gjerne villet se ham, for han havde hørt meget om ham, og han ventede, at han skulde faa et tegn at se af ham. Han gjorde ham mange spørgsmaal, men han svarede ham intet; men ypperstepræsterne og de boglærde stode og anklagede ham paa kraft. Saa forhaanede Herodes med sine krigsfolk ham, han spottede ham, kastede et hvidt klædebon om ham, og sendte ham tilbage til Pilatus. Men samme dag blev Pilatus og Herodes venner med hverandre, thi før havde de været i fjendskab sammen. Saa sammankaldte Pilatus ypperstepræsterne, de øverste og folket og sagde til dem: I har bragt mig dette menneske som den, der forvender folket, og se, jeg har forhørt ham i eders nærværelse, og jeg finder ingen skyld hos dette menneske i, hvad i anklage ham for; Herodes heller ikke, thi jeg sendte eder til ham, og se, han er slet ikke behandlet som dødsskyldig; jeg vil altsaa revse ham og lade ham løs. - Men han var forbunden til at løslade dem en ved højtiden; men hele flokken skreg og sagde: Bort med denne og giv os Barabbas løs! Han var kastet i fængsel for et opløb, der var skeet i staden, og et mord. Pilatus talede derfor igjen til dem, da han ønskede at lade Jesus løs; men de stemte op og sagde: Korsfæst, korsfæst ham! Men han sagde tredje gang til dem: Hvad ondt har han da gjort? Jeg finder ingen dødsskyld hos ham; jeg vil altsaa revse ham og lade ham løs; men de stod paa med høje raab og forlangte, at han skulde korsfæstes, og deres og ypperstepræsternes raab fik overhaand. Saa dømte Pilatus, at det skulde blive efter deres paastand; men han løslod ham, som de begjærede, der var kastet i fængsel for et opløb og mord, men Jesus gav han dem i vold. Da de førte ham bort, toge de fat paa en vis Simon fra Kyrene, som kom fra marken, og lagde korset paa ham til at bære efter Jesus. Men der fulgte ham en stor mængde folk og kvinder, som klagede og begræd ham. Saa vendte Jesus sig om til dem og sagde: I Jerusalems døtre! græder ikke over mig, men græder over eder selv og eders børn; thi se, dage kommer, paa hvilke man vil sige: Salige er de ufrugtbare, de liv, som ikke fødte, og de bryster, som ikke gav die; da vil man begynde at sige til bjergene: Falder over os! og til højene: Skjuler os! Thi gjør man dette ved det grønne træ, hvad vil der da ske med det tørre? - Men der førtes to andre ud, misdædere nemlig, til at henrettes tilligemed ham. Da de vare komne til det sted, som kaldes Hjerneskal, saa korsfæstede de ham og misdæderne der, den ene til højre og den anden til venstre. Men Jesus sagde: Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gjøre! Saa delte de hans klæder og kastede lod. - Folket stod og saae til, men de og de fornemme tillige med dem spottede og sagde: Han har frelst andre, lad ham frelse sig selv, om han ellers er Kristus, Guds udvalgte! Men ogsaa stridsknægtene spottede ham, traadte til og bød ham eddike, og de sagde: Er du Jødekongen, saa frels dig selv! Men der var sat en overskrift over ham, skrevet paa hellenisk, romersk og hebraisk: Denne er Jødernes konge. Men en af misdæderne, som vare ophængte, spottede ham og sagde: Er du Kristus, saa frels dig selv og os! Men den anden tog ordet, revsede ham og sagde: Frygter du ikke heller Gud, da du er under samme dom, og vi vel med rette, thi vi faa gjengjæld for det, vi har gjort, men han har intet uskikkeligt gjort; og hansagde til Jesus: Herre tænk paa mig, naar du kommer i dit rige! Og Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig: Idag skal du være med mig i paradis! Men det var ved sjette time, saa blev der et mørke over hele landet indtil niende time; Solen blev formørket, og forhænget i templet revnede midt ad; og Jesus raabte med høj røst og sagde: Fader, i dine hænder befaler jeg min aand! og da han sagde dette, udaandede han. Men da øversten saae, hvad der skete, gav han Gud æren og sagde: Dette menneske var i sandhed retfærdigt! og alle de folk, som vare komne sammen til dette syn, slog sig for deres bryst, da de saae, hvad der skete, og vendte tilbage. Men alle hans kyndinger stode langt borte og de kvinder, som havde fuldt ham fra Galilæa, og saae dette. - OG se en mand ved navn Josef, en raadsherre, en god og retfærdig mand, der ikke havde samtykket i deres raad og daad, fra Arimatæa, en jødisk stad, og som og selv ventede Guds rige, han gik til Pilatus og bad om Jesu legeme. Saa tog han det ned, svøbte det i fint linned og lagde det i en klippegrav, hvor endnu ingen var lagt; og det var beredelsesdagen, og hviledagen stundede til. Men kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte med og saae graven og hvorledes hans legeme blev lagt; men faa vendte de tilbage og tilberedte vellugtende urter og salver, og hviledagen over holdt de sig stille efter loven. Men den første dag i ugen, ved den dybe morgenrøde, kom de til graven og bare de vellugtende urter, de havde beredt, og der var nogle med dem; men de fandt stenen væltet fra graven, og de gik ind og fandt ikke Herrens, Jesu legeme. Saa skete det, da de vare tvivlraadige derom, se, to mænd stod for dem i skinnende klædebon; men da de bleve bange og vendte ansigtet mod jorden, sagde de til dem: Hvorfor søge i den levende hos de døde? Han er ikke her, men han er opstanden! Husker paa, hvorledes han talede til eder, da han endnu var i Galilæa, og sagde: Menneskens Søn maa overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og tredje dag opstaa. Saa kom de hans Ord ihu; og de vendte tilbage fra graven og meldte de elleve og alle de øvrige alt dette. Men det var Magdalene Maria og Johanna, og Maria Jakobs og de øvrige med dem, som sagde dette til apostlene; og deres tale forekom dem som løs snak, og de troede ikke. Men Peder stod op, løb til graven, og da han kigede derind, saae han ligklæderne ligge alene, og han gik hjem og forundrede sig over, hvad der var skeet. Og se, to af dem vare samme dag paa vej til en by, som laa 60 sten fra Jerusalem og hed Emaus; og de talede med hverandre om alt det, som var hændet; og det skete, da de talede og spurgte hinanden, at Jesus nærmede sig og vandrede med dem; men deres øjne holdtes til, saa de kjendte ham ikke. Men han sagde til dem: Hvad er det for ord, i gaa og handle med hinanden om og ere bedrøvede? Den ene af dem, som hed Kleopas, svarede og sagde til ham: Er du ene fremmed i Jerusalem og veed ikke, hvad der er skeet der i disse dage? Han sagde til dem: Hvilket? Men de sagde til ham: Det med Jesus af Nazaret, s om var en profet-mand, mægtig i gjerning og Ord for Gud og alt folket; hvorledes vore ypperstepræster og øvrighed overgav ham til dødsdøm og korsfæstede ham. Men vi haabede, at det var ham, som skulde forløse Israel; men med alt dette er det i dag paa tredje dag, siden det skete; men saa har ogsaa nogle kvindfolk af vore forfærdet os, for de var tidlig i morges ved graven, og da de ikke fandt hans legeme, kom de og sagde, at de havde seet et syn af engle, som sagde, at han lever! og nogle af vore gik til graven, og fandt det just saaledes, som kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke. Saa sagde han selv til dem: I daarer og senhjærtede til at tro alt, hvad profeterne have sagt! maatte Kristus ikke lide dette og indgaa til sin herlighed? og han begyndte fra Mose og alle profeter og udlagde dem, hvad der var om ham i alle skrifterne. De nærmede sig da byen, de gik til, og han lod til at ville gaa videre; og de nødte ham meget og sagde: Bliv hos os, thi det er mod aften og dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem; og det skete, da han laa tilbords med dem, at han tog brødet, velsignede, brød det og gav dem; men deres øjne aabnedes, saa de kjendte ham, men selv blev han usynlig for dem; og de sagde til hinanden: Brændte vort hjærte i os, som han talede med os paa vejen og udlagde os skrifterne? Og de stode op samme time og vendte tilbage til Jerusalem, og fandt de elleve samlede og dem, som vare med dem, som sagde: Herren er virkelig opstanden og seet af Simon; og de fortalte, hvad der var skeet paa vejen, og hvorledes han blev kjendt af dem ved brødets brydelse. Medens de endnu talede derom, stod Jesus selv midt iblandt dem og sagde til dem: Fred med eder! Men de bleve forfærdede og forskrækkede og mente at se en aand. Saa sagde han til dem: Hvorfor ere i bestyrtede, og hvorfor opstaa de tanker i eders hjærter! Seer mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer, thi en aand har ikke kjød og ben, som i se jeg har; og som han sagde det, viste han dem hænder og fødder; men da de endnu af glæde vare vantro og forundrede, sagde han til dem: Har i her noget at spise? Saa gav de ham noget af en stegt fisk og af en honningkage; og han tog det, spiste det for deres øjne, og sagde til dem: Det er det Ord jeg talede til eder, da jeg endnu var hos eder, at alt, hvad der er skrevet om mig i Moses lov, profeterne og psalmerne, maa opfyldes. Saa oplod han deres forstand til at forstaa skrifterne, og sagde til dem: Saaledes er der skrevet, og saaledes maatte Kristus lide og opstaa tredje dag fra døde; og omvendelse og syndsforladelse prædikes paa hans navn for alle folk, begyndende fra Jerusalem. Men i ere vidner til dette; og se, jeg sender min Faders forjættelse over eder! Men i skulle blive i Jerusalems stad, indtil i iføres kraft fra det høje. Men han førte dem ud til Betania, opløftede sine hænder og velsignede dem; og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og optoges til himlen; og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde; og de vare altid i templet, lovsang og velsignede Gud. Amen. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud; det var i begyndelsen hos Gud; alle ting ere blevne ved det, og uden det er ikke eet blevet til, af hvad som er; i det var liv, og livet var menneskenes lys; og lyset skinnede i mørket, og mørket fattede det ikke. Der fremstod et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom til et vidnesbyrd, for at vidne om lyset, at alle skulle tro ved ham; selv var han ikke lyset, men for at vidne om lyset; det var det sande lys, som oplyser hvert menneske, der kommer til verden. Han var i verden, og verden er bleven til ved ham, og verden kjendte ham ikke; og han kom til sit eget, og hans egne modtog ham ikke; men saa mange, som toge mod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem nemlig, som havde tro til hans navn, som ere fødte ikke af blod, ej heller af kjøds villie, ej heller af mands villie, men af Gud; og Ordet blev kjød og boede iblandt os, og vi saae hans herlighed, en herlighed som den enbaarnes af Faderen, fuld af naade og sandhed. Johannes vidnede om ham, udraabte og sagde: Denne er det, om hvem jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været før mig, thi han var førend jeg; og af hans fylde modtoge vi alle endog naade over naade; thi loven er given ved Mose, naaden og sandheden er vorden ved Jesus Kristus; ingen har nogensinde seet Gud; den enbaarne Søn, som er ved Faderens barm, har selv givet forklaringen. Dette er vidnesbyrdet af Johannes, da Jøderne sendte præster og Leviter fra Jerusalem for at spørge ham: Hvem er du? Han bekjendte og nægtede ikke; og han bekjendte: Jeg er ikke Kristus. Saa spurgte de ham: Hvad da? Er du Elia? og han sagde: Jeg er det ikke. Er du profeten? og han svarede: Nej. De sagde derfor til ham: Hvem er du da? for at vi kan give dem svar, som sendte os; hvad siger du om dig selv? Han sagde: Jeg er hans røst, som raaber i ørken: Jævner Herrens vej, som profeten Jesaja har sagt. - De afsendte var af Farisæerne, og de spurgte ham og sagde til ham: Hvorfor døber du da, naar du ikke er Kristus, ikke heller Elia, ikke heller profeten? Johannes svarede dem og sagde: Jeg døber i vand, men han staaer midt iblandt eder, ham i ikke kjende; han er den, som kommer efter mig, som var før mig, hvis skorem jeg ikke er værdig at løse. Dette skete i Betania hinsides Jordan, hvor Johannes døbte. - Næste dag seer Johannes Jesus komme til sig, og hans siger: Se det Guds lam, som bærer verdens synd; ham er det, om hvem jeg har sagt: Mand kommer efter mig, som var før mig, thi han var førend mig; og jeg kjendte ham ikke; men for at han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber i vand; og Johannes vidnede og sagde: Jeg saae Aanden fare ned som en due fra himlen, og han blev over ham; og jeg kjendte ham ikke, men han, som sendte mig for at døbe i vand, han sagde til mig: Han, paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber i den Helligaand; og jeg har seet det og vidnet, at han er Guds Søn. Første dag stod Johannes atter der og to af hans disciple; og da han betragtede Jesus, som vandrede der, sagde han; Se Guds lam! og de to disciple hørte ham tale og spurgte Jesus. Men Jesus vendte sig om, saae dem følge sig og sagde til dem: (1:39) Hvad søge i om? Men de sagde til ham: Rabbi! (hvilket oversat hedder lærer.) hvor boer du? (1:40) Han siger til dem: kommer og seer. De kom og saae, hvor han boede, og de blev hos ham den dag; thi det var ved den tiende time. (1:41) Andreas, Simon Peders broder, var en af de to, som havde hørt dette af Johannes og havde fuldt ham. (1:42) Han træffer først sin egen broder Simon og siger til ham: Vi har fundet Messia, (som oversat er Kristus,) (1:43) og han førte ham til Jesus. Men da Jesus betragtede ham, sagde han: Du er Simon Jonas søn, du skal hedde Kefas, som oversættes Peder. (1:44) Næste dag vilde Jesus gaa ud til Galilæa, og han traf Filil og siger til ham: følg mig! (1:45) Men Filip var fra Betsajda, fra Andreas' og Peders stad. (1:46) Filip træffer Natanael og siger til ham: Ham, Mose skrev om i loven og profeterne, har vi fundet: Jesus, Josefs søn, ham fra Nazaret. (1:47) Saa sagde Natanael til ham: Kan der fra Nazaret være noget godt? Filip siger til ham: Kom og se! (1:48) Jesus saae Natanael komme til sig og siger om ham: Se i sandhed en Israelit, i hvem der ej er svig! (1:49) Natanael siger til ham: Hvor kjender du mig fra? Jesus svarede og sagde til ham: Jeg saae dig, før Filip kaldte dig, da du var under figentræet. (1:50) Natanael svarede og siger til ham: Rabbi, du er Guds Søn; du er Israels konge! (1:51) Jesus svarede og sagde til ham: fordi jeg sagde dig: Jeg saae dig under figentræet, troer du; du skal se større ting end det! (1:52) og han siger til ham: Sandelig, sandelig, siger jeg eder: Fra nu af skal i se himlen aaben, og Guds engle stige op og stige ned over menneskens Søn. Tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og Jesu moder var der; men Jesus var ogsaa buden til bryllup og hans disciple. Saa, da vinen slap op, siger Jesu moder til ham: De har ikke vin. Jesus siger til hende: Kvinde, hvad angaaer det mig og dig? min time er endnu ikke kommen. Hans moder siger til tjenerne: Gjør, hvad han siger eder! Men der var 6 vandkar af sten, som vare satte efter Jødernes renselse, og hver af dem holdt to, tre kander. Jesus siger til dem: Fylder karrene med vand! og de fyldte dem til randen. Saa siger han til dem: Øser nu og bringer det til skafferen; og de bragte det. Men som skafferen smagte vandet, der var blevet til vin, og han ikke vidste, hvorfra det var, - men tjenerne, som havde øst vandet, vidste det, - kaldte skafferen paa brudgommen og siger til ham: Hvert menneske sætter først den gode vin frem, og, naar de har drukket til overflod, saa den ringere, men du har gjemt den gode vin til nu. Denne begyndelse paa sine tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og aabenbarede sin herlighed, og hans disciple trode paa ham. Derpaa drog han selv, hans moder, brødre og disciple ned til Kapernaum, og der blev de ikke mange dage. Jødernes paaske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem; og i templet traf han dem, som solgte oxer, faar og duer, og vexelererne sidde. Saa gjorde han sig en svøbe af reb og jog dem alle ud af templet, samt faar og oxer, og han spildte vexelerernes penge og væltede bordene; og han sagde til dem, som solgte duer: Tager dette herfra, gjører ike min Faders hus til en kjøbmandsbod! Men hans disciple huskede paa, at der er skrevet: Iver for dit hus har fortæret mig. Jøderne tog derfor ordet og sagde til ham: Hvad for et tegn viser du os, eftersom du gjør dette. Jesus svarede og sagde til dem: Nedbryder dette tempel, og jeg vil oprejse det i 3 dage. Derfor sagde Jøderne til ham: Paa dette tempel er bygget i 46 aar, og du vil oprejse det i 3 dage! Men han talede om sin legems tempel. Da han derfor var opstanden fra de døde, kom hans disciple ihu, at han havde sagt dem dette, og de troede skriften og det Ord, Jesus havde sagt. Men som han var i Jerusalem i paasken paa højtiden, troede mange paa hans navn, da de saae de tegn, han gjorde. Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kjendte alle, og ikke havde nødig, at nogen skulde vidne om mennesket; thi selv vidste han, hvad der var i mennesket. Der var et menneske af farisæerne, navnet paa ham var Nikodemos, han var raadsherre blandt Jøderne; han kom til Jesus om natten, og han sagde til ham: Rabbi! vi vide, at du er en lærer, kommen fra Gud; thi ingen kan gjøre saadanne tegn, som du gjør, uden Gud er med ham. Jesus svarede og sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg dig: Uden nogen bliver født heroven fra, kan han ikke se Guds rige. Nikodemos siger til ham: Hvordan kan et menneske fødes, som er bleven gammel? kan han anden gang gaa i moders liv og fødes? Jesus svarede: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Uden nogen fødes af vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds rige; hvad som er født af kjødet, er kjød, og hvad der er født af Aanden, er Aand. Forunder dig ikke over, at jeg sagde: I maa fødes herovenfra. Aanden aander hvorhen han vil, og du hører hans røst; men du veed ikke, hvorfra han kommer, og hvor han gaaer hen; saaledes er enhver, som er født af Aanden. Nikodemos svarede og sagde til ham: Hvorledes kan dette ske? Jesus svarede og sagde til ham: Er du lærer i Israel og veed ikke det? sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi tale, hvad vi vide, og vidne, hvad vi har seet. I tage ikke imod vort vidnesbyrd. Naar jeg siger eder de jordiske ting, og i ikke tro, hvorledes vil i da tro, om jeg sagde eder de himmelske? og ingen er faren op til himlen uden ham, som foer ned fra himlen, Menneskens Søn, som var i himlen, og ligesom Mose ophøjede slangen i ørken, saaledes maa Menneskes Søn ophøjes; at hver, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv; thi saaledes elskede Gud verden, at han gav sin enbaarne Søn, at hver, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv; thi Gud sendte ikke sin Søn til verden, for at han skulde dømme verden, men for at verden skulde frelses ved ham; hvo som troer paa ham, dømmes ikke, men hvo som ikke troer, er allerede dømt, fordi han ikke har troet paa Guds enbaarne Søns navn; men det er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mere mørket end lyset, thi deres gjerninger vare onde; thi hver, som gjør ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gjerninger ikke skal bevises; men hver, som øver sandhed, kommer til lyset, at hans gjerninger maa aabenbares, fordi de ere gjorte i Gud. Derpaa kom Jesus og hans disciple til Judæas land, og han opholdt sig der med dem og døbte. Johannes døbte ogsaa i Ænon nærved Salem, for der var meget vand, og de kom derhen og bleve døbte; - Johannes var nemlig endnu ikke kastet i fængsel. - Der opkom saa en tvist fra Johannes' disciple med Jøderne om renselse; og de kom til Johannes og sagde til ham: Rabbi! han, som var hos dig hinsides Jordan, som du gav vidnesbyrd, se, han døber, og alle komme til ham. Johannes svarede og sagde: Et menneske kan slet intet tage, uden det bliver ham givet fra himlen; I ere selv mine vidner, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt foran ham; den, som har bruden, er brudgom; men brudgommens ven staaer og hører paa ham, og glæder sig inderlig over brudgommens røst; denne min glæde er altsaa fuldkommet; han maa voxe, jeg tage af; han, som kommer herovenfra, er over alle; den, som er af jorden, er af jorden og taler af jorden; han, som kommer fra himlen, er over alle; og hvad han har seet og hørt, det vidner han, og ingen tager imod hans vidnesbyrd, den, som antager hans vidnesbyrd, besegler, at Gud er sanddru, thi han, som Gud udsendte, taler Guds Ord; thi gud giver ikke Aanden efter maal; Faderen elsker Sønnen, og han har givet alle ting i hans haand. Den, som troer paa Sønnen, har evigt liv, men den som mistroer Sønnen, vil ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham. Som Jesus nu fik at vide, at Farisærerne havde hørt: Jesus faaer go døber flere disciple end Johannes, skjøndt Jesus ikke selv døbte men hans disciple, forlod han Judæa, og drog til Galilæa; men han maatte vandre gjennem Samaria. Han kom saaledes til en stad i Samaria, som hed Sikar, op ved det landstykke, Jakob gav sin søn Josef; og der var Jakobs kilde. Da Jesus nu var træt af vandringen, satte han sig saaledes ved kilden. Det var ved den sjette time. Der kommer en kvinde fra Samaria for at tage vand. Jesus siger til hende: Giv mig at drikke! - Hans disciple vare nemlig gaaede til staden for at kjøbe mad. - Den Samaritanske kvinde siger da til ham: Hvorledes forlanger du, som er en Jøde, at drikke hos mig, som er en Samaritansk kvinde? - Jøderne holde nemlig ikke samkvem med Samaritanerne. - Jesus svarede og sagde til hende: Dersom du kjendte Guds gave og hvem det er, som siger til dig: Giv mig at drikke, saa vilde du have bedet ham, og han gav dig levende vand. Kvinden siger til ham: Du har ingen øse og brønden er dyb, hvor faaer du da det levende vand fra? mon du er større end vor fader Jakob, som har givet os brønden, og han har selv drukket af den, og hans sønner og hans kvæg. Jesus svarede og sagde til hende: Hver, som drikker af dette vand, vil tørste igjen; men den, som drikker det vand, jeg vil give ham, skal ikke tørste til evig tid; men det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en vandkilde, som springer til evigt liv. Kvinden siger til ham: Herre! giv mig det vand, for at jeg ikke skal tørste og ikke komme her for at øse. Jesus siger til hende: Gaa, kald din mand og kom herhen! kvinden svarede og sagde: Jeg har ingen mand. Jesus siger til hende: Du sagde rigtig: Jeg har ingen mand; du har nemlig haft 5 mænd, og han, du nu har, er ikke din mand; dette sagde du sandt! Kvinden siger til ham: Herre, jeg indseer, at du er en profet; vore fædre har tilbedet paa dette bjerg, og i sige, at i Jerusalem er stedet, hvor man bør tilbede. Jesus siger til hende: Tro mig kvinde, at der kommer en stund, da i hverken skulle tilbede Faderen paa dette bjerg eller i Jerusalem. I tilbede, hvad i ikke kjende; vi tilbede, hvad vi kjende, for frelsen er fra Jøderne; men der kommer en time, ja den er nu, da de sande tilbedere ville tilbede Faderen i Aand og sandhed; det er nemlig saadanne tilbedere, Faderen søger; Gud er Aand, og de, som tilbede ham, maa tilbede i Aand og sandhed. Kvinden siger til ham: Jeg veed, at Messia - det vil sige Kristus - kommer; naar han kommer, vil han forklare os alt. Jesus siger til hende: Det er mig, som taler med dig. I det samme kom hans disciple og forundrede sig over, at h an talede med en kvinde, dog sagde ingen: Hvad spørger du, eller hvad taler du med hende om. Saa lod kvinden sin vandkrukke staa, gik til staden og siger til folkene: kommer og seer et menneske, som har sagt mig alt, hvad jeg har gjort! mon det ikke er Kristus? Derfor gik de ud af staden og kom til ham. Imidlertid bad disciplene ham og sagde: Spis, Rabbi! Men han sagde til dem: Jeg har en mad at spise, som i ikke kjende! Hans disciple sagde derfor til hverandre: Mon nogen har bragt ham noget at spise? Jesus siger til dem: Det er min mad, at jeg gjør hans villie, som sendte mig, og udfører hans gjerning; sig i ikke: Der er endnu 4 maaneder, saa kommer høsten? se, jeg siger eder: Lukker eders øjne op og seer markerne, at de alt hvidne til høst, og høstmanden faaer løn og samler frugt til evigt liv, saa at baade sædemanden og høstmanden skal glæde sig sammen; thi i det stykke er Ordet sandt: En saaer, anden høster. Jeg har udsendt eder til at høste, hvad i ikke har slidt for; andre har slidt, og i gaa ind i deres slid. - Men mange af Samaritanerne af denne stad troede paa ham for det ord af kvinden, som vidnede: Han sagde mig alt, hvad jeg har gjort. Som Samaritanerne altsaa kom til ham, bade de ham blive hos dem, og han blev der to dage; og mange flere trode paa ham ved hans Ord, og de sagde til kvinden: Nu tro vi ikke længer for din fortælling; vi har nemlig selv hørt og vide, at han i sandhed er verdens Frelser, Kristus! Men efter de to dage drog Jesus derfra og tog til Galilæa. Jesus vidnede nemlig selv, at en profet har ingen ære i sit fædreland. Da han saa kom til Galilæa, toge de Galilæer, som havde seet alt, hvad han havde gjort i Jerusalem paa højtiden, imod ham; de vare nemlig og selv komne til højtiden. Jesus kom da igjen til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand i Kapernaum, hvis søn var syg. Da han hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad ham, at han vilde tage ned og helbrede hans søn, for han var ved at dø. Jesus sagde derfor til ham: Hvis i ikke se tegn og undere, ville i ikke tro. Den kongelige embedsmand siger til ham: Herre, tag ned, før min lille søn døer. Jesus siger til ham: Rejs hjem, din søn lever! Saa troede manden paa det Ord, Jesus havde sagt ham, og han rejste. da han allerede var paa hjemvejen mødte hans tjenere ham, meldte og sagde: Din søn lever! Han spurgte dem altsaa ud om timen, da han fik det bedre; og de sagde til ham: Igaar ved den syvende time forlod feberen ham. Faderen mærkede altsaa, at det var skeet samme stund, Jesus sagde til ham: Din søn lever; og han trode selv og hele hans hus. Dette sit andet tegn gjorde Jesus, da han kom fra Judæa til Galilæa. Derefter var det Jødernes højtid, og Jesus drog op til Jerusalem. Men i Jerusalem er der ved faareporten en dam, som paa hebraisk kaldes Betesda og har 5 buegange; i disse laa en stor mængde syge: blinde, halte, visne, som ventede paa vandets bevægelse; en engel foer nemlig paa tider ned i dammen, og vandet kom i røre; den, som da først steg ned efter vandets bevægelse, hvad slags syge han end var beladt med, blev rask. Men der var et menneske der, som havde tilbragt 38 aar i svaghed. Da Jesus saae ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget lang tid, siger han til ham: Vil du blive rask? Den syge svarede ham: Herre, jeg har ikke et menneske, som kan sætte mig i dammen, naar vandet kommer i røre, men naar jeg kommer, stiger en anden ned før mig. Jesus siger til ham: Rejs dig, tag din seng og gaa! og strax blev mennesket rask, og han tog sin seng og gik. Men det var samme dag hviledag. Derfor sagde Jøderne til ham, som var bleven helbredet: Det er hviledag; det er dig ikke tilladt at bære sengen. Han svarede dem: Han, som gjorde mig rask, sagde til mig: Tag din seng og gaa. De spurgte ham derfor: Hvem er dette menneske, som sagde til dig: Tag din seng og gaa! Men han, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvem det var. Jesus havde nemlig draget sig til side, da der var meget folk paa stedet. Sidenefter træffer Jesus ham i templet og sagde til ham: Se, du er bleven rask; synd ikke mere, at ikke noget værre skal vederfares dig. Manden gik saa bort og meldte Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham rask. Derfor forfulgte Jøderne Jesus og søgte at slaa ham ihjel, fordi han havde gjort det en hviledag. - Men Jesus svarede dem: Min Fader arbejder indtil nu, og jeg arbejder. Derfor søgte da Jøderne end mere at slaa ham ihjel, fordi han ikke alene brød hviledagen, men kaldte endog Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig. Derfor tog Jesus Ordet og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; hvad han nemlig gjør, det samme gjør Sønnen paa lige maade; thi Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gjør, og han vil vise ham større gjerninger end disse, at i skulle forundre eder; thi ligesom Faderen opvækker døde og gjør levende, saaledes gjør og Sønnen levende, hvem han vil. Faderen dømmer nemlig ikke heller nogen, men han har givet hele dommen til Sønnen; for at alle skulle ære Sønnen, som de skulle ære Faderen; den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, som sendte ham; sandelig, sandelig siger jeg eder: Den, som hører mit Ord og troer paa ham, som sendte mig, han har evigt liv, stædes ikke til doms, men er overgangen fra døden til livet; sandelig, sandelig siger jeg eder: Den time kommer, og den er nu, da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som høre, skal leve; thi ligesom Faderen har liv i sig selv, saaledes har han og givet Sønnen at have liv i sig selv; og han har givet ham magt til endog at holde dom, fordi han er menneskens Søn. Undrer eder ikke herover, for den time kommer, da alle de i gravene skal høre hans røst og gaa frem, de, som har gjort godt, til opstandelse til liv, men de, som har gjort ondt, til opstandelse til dom. Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke min villie, men Faderens villie, som sendte mig. - Dersom jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd ikke gyldigt, der er en anden, som vidner om mig, og jeg veed, at det vidnesbyrd, han vidner om mig, er gyldigt. I have sendt bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden; men jeg henter ikke vidnesbyrd fra et menneske, men dette siger jeg, for at i skulle frelses. Han var det brændende og skinnende lys, og i har til en tid villet fryde eder i hans lys. Men jeg har et større vidnesbyrd end af Johannes, thi de gjerninger, som Faderen har givet mig at udføre, selve de gjerninger, som jeg gjør, vidne om mig, at Faderen har sendt mig; og Faderen, som har sendt mig, har selv vidnet om mig; I har hverken nogensinde hørt hans røst eller seet hans skikkelse; og i har ikke hans Ord blivende i eder, fordi i ikke tro paa ham, som han har udsendt; I ransage skrifterne, fordi i mene at have evigt liv i dem; og det er dem, som vidne om mig, men til mig ville i ikke komme, at i kunne have livet. Jeg tager ikke ære af mennesker; men jeg kjender eder, at i har ikke Guds kjærlighed i eder. Jeg er kommen i min Faders navn, og i modtager mig ikke; kom en anden i sit eget navn, ham vilde i modtage. Hvorledes kunne i tro, da i tage ære af hverandre, og den ære, som er af den eneste Gud, søge i ikke. Mener ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er den, som anklager eder, Mose, paa hvem i haabe; thi dersom i troede Mose, troede i vel mig, thi han har skrevet om mig; men tro i ikke hans skrifter, hvorledes skulle i tro mine Ord. Derefter foer Jesus over Galilæas, Tiberias, sø, og en stor skare fulgte ham, fodi de saae hans tegn, han gjorde paa de syge. Jesus gik op paa et bjerg og satte sig der med sine disciple; men det var nær paaske, Jødernes højtid. Da Jesus altsaa opløftede sine øjne og saae, at en stor skare kom til ham, sagde han til Filip: Hvorfra skal vi kjøbe brød, at disse kunne spise. Men det sagde han for at prøve ham, for selv vidste ham nok, hvad han vilde gjøre. Filip svarede ham: Brød for 200 mark er ikke nok til dem, saa hver af dem kunde faa en smule. En af hans disciple, Andreas, Simon Peders broder, siger til ham: Her er en lille dreng, som har 5 bygbrød og 2 smaafisk, men hvad er det til saa mange? Men Jesus sagde: Faaer folket til at sidde ned; der var meget græs paa det sted; Mændene satte sig saa ned henved 5000 i tal. Saa tog Jesus brødene, han takkede og gav dem til disciplene, men disciplene til dem, som havde lagt sig ned; paa lige maade ogsaa af smaafiskene, saameget de vilde. Men da de vare mætte, sagde han til sine disciple: Samler de levnede stykker, at intet spildes. De samlede altsaa sammen og fyldte 12 kurve med levninger af de 5 bygbrød, som vare blevne tilovers fra dem, som havde spist. Da nu folk saae det tegn, Jesus havde gjort, sagde de: Han er i sandhed profeten, som kommer til verden. Da Jesus derfor vidste, at de vilde komme og rive ham hen, for at gjøre ham til konge, gik han selv atter enlig op paa bjerget. Da det var blevet silde, gik hans disciple ned ved søen, og de gik i fartøjet og kom over søen til Kapernaum; og det var allerede blevet mørkt, og Jesus var ikke kommen til dem; men søen rejste sig, da der blæste en svar vind. Da de havde roet en 25 eller 30 kabellængder, saae de Jesus vandre paa søen og komme fartøjet nærmere, og de bleve forfærdede, men han sagde til dem: Det er mig, forfærdes ikke! de vilde altsaa tage ham ind i baaden, og strax var baaden ved landet, de foer til. Næste dag, da folkeskaren, som havde staaet hinsides søen, saae, at der ikke var nogen anden baad der uden den ene, hans disciple vare gaaede i, og at Jesus ikke var gaaet i baaden med sine disciple, men at hans disciple alene vare afgaaede; men der kom nogle baade fra Tiberias nær ved det sted, hvor de havde spist brødet, da Herren havde gjort taksigelse; da folket nu saae, at Jesus var der ikke, ikke heller hans disciple, gik de i fartøjerne, og kom til Kapernaum for at søge Jesus; og de traf ham paa den anden side søen og sagde til ham: Rabbi, naar er du kommen her? Jesus svarede dem og sagde: Sandelig, sandelig siger jeg eder: I følge mig, ikke fordi i saae tegn, men fordi i spiste af brødrene og bleve mætte; arbejder ikke for den forgjængelige mad, men for den mad, som bliver til evigt liv, som menneskens Søn vil give eder, thi ham har Gud, Faderen, beseglet. De sagde derfor til ham: Hvad skal vi gjøre, for at vi kan arbejde Guds gjerninger? Jesus svarede og sagde til dem: Det er Guds gjerning, at i skulle tro paa ham, han udsendte. De sagde derfor til ham: Hvad gjør du da for et tegn, forat vi kunne se og tro dig? Hvad er din gjerning? Vore fædre spiste manna i ørken, som skrevet er: Han gav dem himmelbrød at spise. Jesus sagde derfor til dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder: Mose gav eder ikke himmelbrød; men min Fader giver eder det sande himmelbrød; thi Guds brød er han, som stiger ned fra himlen og giver verden liv. De sagde derfor til ham: Herre, giv os altid dette brød! Men Jesus sagde til dem: Jeg er livets brød! den, som kommer til mig, skal ikke hungre, og den, som troer paa mig, skal ingensinde tørste; men jeg har sagt eder, at i endog har seet mig og tro dog ikke; alt, hvad min Fader giver mig, vil komme til mig, og den, som kommer til mig, vil jeg ikke kaste udenfor; thi jeg er stegen ned fra himlen, ikke for at gjøre min villie, men hans villie, som sendte mig; men det er Faderens villie, som sendte mig, at alt, hvad han har givet mig, skal jeg intet miste af, men oprejse det paa den yderste dag; men det er hans villie, som sendte mig, at hver, som skuer Sønnen og troer paa ham, skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham paa den yderste dag. - Derfor mukkede Jøderne om ham, for han sagde: Jeg er brødet, som nedsteg fra himlen; og de sagde: Er det ikke Jesus, Josefs søn, hvis fader og moder vi kjende? hvorledes siger han da: Jeg er stegen ned fra himlen? Derfor svarede Jesus og sagde til dem: Mukker ikke med hverandre! ingen kan komme til mig, uden Faderen, som sendte mig, drager ham, og jeg vil oprejse ham paa den yderste dag; der er skrevet i profeterne: Og alle skulle blive Guds-lærde; hver altsaa, som hører og lærer af Faderen, kommer til mig; ikke at nogen har seet Faderen uden han, som er fra Gud; han har seet Faderen; sandelig, sandelig siger jeg eder: Den, som troer paa mig, har evigt liv. Jeg er livets brød; eders fædre spiste manna i ørken og døde; det er det brød, som stiger ned fra himlen, at den, som spiser af det, ikke skal dø. Jeg er det levende brød, som steg ned fra himlen; naar nogen spiser af dette brød, skal han leve til evig tid; men det brød, som jeg vil give, er mit kjød, som jeg vil give for verdens liv. Saa kom Jøderne op at trættes med hverandre, og de sagde: Hvorledes kan han give os sit kjød at spise? Derfor sagde Jesus til dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder: Hvis i ikke spise menneskens Søns kjød og drikke hans blod, har i ikke liv i eder; den, som æder mit kjød og drikker mit blod, har evigt liv; og jeg vil oprejse ham paa den yderste dag; thi mit kjød er i sandhed mad, og mit blod er i sandhed drikke; den, som æder mit kjød og drikker mit blod, bliver i mig og jeg i ham; ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever ved Faderen, skal ogsaa den, som æder mig, leve ved mig; det er brødet, som stiger ned fra himlen; ikke som eders fædre spiste manna og døde; den, som æder dette mit brød, skal leve til evig tid. - Dette sagde han i skolen, da han lærte i Kapernaum; da altsaa mange af hans disciple hørte det, sagde de: Det er en haard tale, hvem kan høre ham? Men da Jesus vidste ved sig selv, at hans disciple mukkede over dette, sagde han til dem: Forarger dette eder? om i da saae menneskens Søn fare op, hvor han var før? Det er Aanden, som gjør levende, kjødet ganer intet; de Ord, jeg taler til eder, ere Aand, og de ere liv; men der er nogle af eder, som ikke tro. Jesus vidste nemlig fra begyndelsen, hvilke de vare, som ikke troede, og hvem det var, som vilde forraade ham; og han sagde: Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af min Fader. - Fra den tid traadte mange af hans disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. Jesus sagde derfor til de tolv: Vil ogsaa i gaa bort? Simon Peder svarede ham derfor: Herre, hvem skulle vi gaa hen til? du har det evige livs Ord! og vi har troet og kjendt, at du er Kristus, den levende Guds Søn! Jesus svarede dem: Har jeg ikke udvalgt eder tolv og een af eder er en djævel; men han talede om Judas Simons søn, Iskariot; han blev nemlig hans forræder, skjøndt han var en af de tolv. Jesus vandrede derpaa om i Galilæa, thi han vilde ikke vandre i Judæa, for Jøderne søgte at slaa ham ihjel. Men Jødernes højtid, løvsalsfesten var nær. Derfor sagde hans brødre til ham: Drag herfra og gaa til Judæa, for at ogsaa dine disciple kan se de gjerninger, du gjør; thi ingen gjør noget i løn, naar han selv søger at være i ry; naar du gjør saadant, saa viis dig for verden; hans brødre troede nemlig ikke heller paa ham. Jesus siger derfor til dem: Min tid er endnu ikke kommen; eders tid er stedse forhaanden. Verden kan ikke hade eder; men den hader mig, fordi jeg vidner om den, at dens gjerninger ere onde. Drager i op til denne højtid, jeg drager endnu ikke op til denne højtid, for min tid er endnu ikke fuldkommen. Det sagde han til dem og blev i Galilæa. Men hans brødre vare dragne op, da drog han og selv op til højtiden, ikke aabenbar, men som i løn. Jøderne søgte ham altsaa paa højtiden og sagde: Hvor er han henne? og der var megen mumlen om ham i folkeskaren; somme sagde: Han er en god mand; andre sagde: Nej, han forfører folket! dog talede ingen frit om ham af frygt for Jøderne. - Men da det allerde var midt under højtiden, gik Jesus op i templet og lærte; og Jøderne forundrede sig og sagde: Hvorledes forstaaer han skrifterne, da han ikke er lærd. Jesus svarede dem derfor og sagde: Min lærdom er ikke min, men hans, som sendte mig; vil nogen gjøre hans villie, skal han kjende, om lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv. Den, som taler af sig selv, søger sin egen ære, men den, somsøger hans ære, der sendte ham, han er sanddry, og der er ikke svig i ham. Har Mose ikke givet eder loven, og ingen af eder holder loven. Hvorfor søge i at slaa mig ihjel? Skaren svarede og sagde: Du har en dæmen; hvem søger at slaa dig ihjel? Jesus svarede og sagde til dem: Een gjerning har jeg gjort, og i forundrede eder alle derover. Mose gav eder omskjærelsen, dog er den ikke fra Mose, men fra fædrene, og i omskjære et menneske paa hviledagen. Naar et menneske faaer omskjærelsen paa hviledagen, for at Mose lov ikke skal brydes, ere i da vrede paa mig, fordi jeg har gjort et helt menneske rask paa hviledagen? Dømmer ikke efter skinnet, men dømmer en retfærdig dom! - Da sagde nogle af dem fra Jerusalem: Er det ikke ham, de søge at slaa ihjel? og se, han taler frit, og de sige intet til ham; mon øvrigheden ikke virkelig skulde vide, at han er Kristus? Dog denne veed vi jo, hvorfra han er; men naar Kristus kommer, veed ingen hvorfra han er. Derfor raabte Jesus i templet, lærte og sagde: Baade kjende i mig og vide, hvorfra jeg er, og af mig selv er jeg ikke kommen; men han er sanddru, som sendte mig, og ham kjende i ikke. Jeg kjender ham, thi jeg er fra ham, og han udsendte mig. Derfor søgte de at gribe ham; men ingen lagde haand paa ham, for hans time var endnu ikke kommen. Men mange af folket troede paa ham og sagde: Mon Kristus vil gjøre flere tegn, naar han kommer, end han har gjort. Farisæerne hørte, at folket mumlede saadant om ham, og farisæerne og ypperstepræsterne sendte betjente for at anholde ham. Jesus sagde derfor: Endnu en lille stund er jeg hos eder, og jeg gaaer bort til ham, som sendte mig. I ville søge og ikke finde mig, og hvor jeg er, kan i ikke komme. Jøderne sagde derfor ved sig selv: Hvor vil han rejse hen, at vi ikke skulde finde ham? mon han vil rejse til dem, som ere spredte blandt hellenerne, og lære hellenerne? Hvad er det for et Ord, han siger: I ville søge og ikke finde mig, og: Hvor jeg er, kan i ikke komme? - Men paa den sidste store højtidsdag stod Jesus frem, raabte og sagde: Om nogen tørster, kommer han til mig og drikke! og af dens liv, som troer paa mig, skal, som skriften siger, strømme flyde med levende vand. Men dette sagde han om Aanden, som de skulde modtage, der tro paa ham; thi den Helligaand var ikke endnu, for Jesus var endnu ikke forherliget. Derfor sagde mange af flokken, som hørte det Ord: Han er sikkerlig profeten. Andre sagde: Han er Kristus; andre sagde: Mon Kristus da kommer fra Galilæa; siger ikke skriften, at Kristus kommer af Davids sæd og fra Betlehem, den by, hvorfra David var? Der blev derfor splid i skaren om ham. Men nogle af dem vilde anholde ham, dog lagde ingen haand paa ham. Betjentene kom derfor til ypperstepræsterne og farisæerne, og disse sagde til dem: Hvorfor bringe i ham ikke? Men betjentene svarede: Aldrig har et menneske talet saaledes som denne mand! Derfor svarede farisæerne dem: Er i ogsaa blevne forførte? troer vel nogen af øvrigheden eller farisæerne paa ham? men denen flok, som ikke kjender loven, er forbandet. Nikodemos, som om natten var kommen til ham og var en af dem, sagde til dem: Mon vor lov dømmer et menneske, uden man først forhører ham og faaer at vide, hvad han gjør? Saa svarede de og sagde til ham: Er du ogsaa fra Galilæa; undersøg og se, at der er ingen profet opstanden fra Galilæa! Saa gik hver hjem. Jesus drog saa til oliebjerget; men om morgenen tidlig kom han igjen i templet, hele folket kom til ham, og han satte sig ned og lærte dem. Men de boglærde og farisæerne førte en kvinde, som var greben i hor, til ham, stillede hende i midten og sagde til ham: Lærer, denne har vi truffet paa fersk i hor; men Mose har befalet os i loven at stene saadan nogen; hvad siger nu du? Men det sagde de for at friste ham, at de kunde faa klage mod ham; men Jesus bøjede sig ned, skrev med fingeren i sandet og gjorde intet videre. Men som de blev ved at spørge ham, rejste han sig op og sagde til dem: Den, som er syndfri af eder, kaste første sten paa hende! og saa bukkede hansig igjen ned og skrev paa jorden. Men da de hørte det og vare slagne af deres samvittighed, gik de bort een efter een, og begyndte fra de ældste til de sidste; og Jesus blev ene tilbage og kvinden, som stod i midten. Men da Jesus rejste sig op, saae han ingen uden kvinden, og han sagde til hende: Hvor er disse dine anklagere henne? fordømte ingen dig? Men hun sagde: Nej, Herre! Saa sagde Jesus til hende: Jeg fordømmer dig ikke heller; gaa bort og synd fra nu af ikke mere! Jesus talede derfor atter til dem og sagde: Jeg er verdens lys: den, som følger mig, skal ikke vandre i mørket, men have livets lys. Farisæerne sagde derfor til ham: Du vidner om dig selv; dit vidnesbyrd er ikke gyldigt! Jesus svarede og sagde til dem: Om jeg end vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd gyldigt, for jeg veed, hvorfra jeg er kommen, og hvor jeg gaaer hen; men i veed ikke, hvorfra jeg er kommen, eller hvor jeg gaaer hen; I dømme efter kjødet, jeg dømmer ingen. Men om jeg end dømmer, er min dom gyldig, for jeg er ikke ene, men jeg og Faderen, som sendte mig; men det er og skrevet i eders lov, at vidnesbyrdet af to mennesker er gyldigt; jeg er den, som vidner om mig selv, og Faderen, som sendte mig, vidner om mig. Derfor sagde de til ham: Hvor er din Fader? Jesus svarede: I kjende hverken mig eller min Fader; havde i kjendt mig, havde i vel ogsaa kjendt min Fader. Disse Ord talede Jesus ved tempelblokken, da han lærte i templet, og ingen anholdt ham, for hans time var endnu ikke kommen. - Jesus sagde derfor igjen til dem: Jeg gaaer bort, og i vil lede efter mig og dø i eders synd; hvor jeg gaaer hen, kan i ikke komme. Jøderne sagde derfor: Mon han vil slaa sig selv ihjel? for han siger: Hvor jeg gaaer hen, kan i ikke komme. Saa sagde han til dem: I ere herneden fra; Jeg er herovenfra; I ere af denne verden, jeg er ikke af denne verden. Derfor sagde jeg eder, at i ville dø i eders synder; thi naar i ikke vil tro, at det er mig, ville i dø i eders synder. De sagde derfor til ham: Hvem er du? Jesus sagde til dem: Hvad jeg ogsaa fra begyndelsen taler til eder? Jeg har mange ting at sige og dømme om eder; men han, som sendte mig, er sanddru, og jeg siger til verden, hvad jeg selv har hørt af ham. De forstod ikke, at han talede til dem om Faderen. Derfor sagde Jesus til dem: Naar i faaer Menneskets Søn ophøjet, saa vil i forstaa, at det er mig, og at jeg gjør intet af mig selv, men taler dette, ligesom min Fader har lært mig: og han, som sendte mig, er med mig; Faderen har ikke ladet mig ene, fordi jeg altid gjør, hvad ham er behageligt. Da han talede dette, troede mange paa ham. Jesus sagde derfor til Jøderne, som troede paa ham: Dersom i blive i mit Ord, ere I i sandhed mine disciple; og i skal kjende sandheden, og sandheden skal gjøre eder fri. De svarede ham: Vi ere Abrahams afkom, vi har aldrig været nogens trælle; hvorledes siger du da, at vi skal blive fri? Jesus svarede dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder, at hver, som gjør synd, er syndens træl; men trællen bliver ikke evindelig i huset, Sønnen bliver der evindelig; naar altsaa Sønnen faaer eder friede, saa blive i virkelig fri. Jeg veed, at i ere Abrahams afkom; men i søge at slaa mig ihjel, fordi mit Ord ikke faaer rum i eder; jeg taler, hvad jeg har seet hos min Fader, og i gjør, hvad i har seet hos eders fader. De svarede og sagde til ham: Vor fader er Abraham; Jesus siger til dem: Var i Abrahams børn, gjorde i Abrahams gjernnger; men nu søge i at slaa mig ihjel, en mand, der som jeg har talet sandhed til eder, hvilken jeg har hørt fra Gud; det havde Abraham ikke gjort; I gjøre eders faders gjerninger. Derfor sagde de til ham: Vi ere ikke avlede i hor; vi har een Fader, Gud! Derfor sagde Jesus til dem: Var Gud eders Fader, havde i vel elsket mig, thi jeg er udgangen og kommen fra Gud; thi jeg er slet ikke kommen af mig selv, men han har udsendt mig; hvorfor forstaa i ikke min tale? fordi i kan ikke høre mit Ord. I ere af fader djævelen og vil gjøre eders faders lyster; Menneskemorder var han fra begyndelsen, i sandheden blev han ikke staaende thi der er ikke sandhed i ham; naar han taler løgn, taler han af sit eget; thi løgner er han og Fader til den; men fordi jeg siger sandheden, tro i mig ikke. Hvem af eder kan overbevise mig om synd? men naar jeg siger sandhed, hvorfor tro i mig ikke. Den, som er af Gud, hører Guds Ord, derfor høre i ikke, thi i er ikke af Gud. - Derfor svarede Jøderne og svarede ham: Sige vi ikke med rette: Du er en Samaritaner og har en dæmen. Jesus svarede: Jeg har ikke en dæmen, men jeg ærer min Fader, og i vanære mig; men jeg søger ikke min ære; der er den, som søger den og dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg eder: Dersom nogen holder mit Ord, skal han ikke se døden evindelig. Jøderne sagde derfor til ham: Nu veed vi, at du har en dømen; Abraham er død og profeterne og du siger: Om nogen holder mit Ord, skal han ikke smage døden evindelig; er du større end vor fader Abraham, som er død, og profeterne ere døde; hvem gjør du dig selv til? Jesus svarede: Dersom jeg ærer mig selv, er min ære intet; han, som ærer mig, er min Fader, om hvem i sige, at han er eders Gud; og i har ikke kjendt ham; men jeg kjender ham, og dersom jeg vilde sige, at jeg ikke kjendte ham, blev jeg en løgner ligesom i; men jeg kjender ham og holder hans Ord. Eders fader Abraham frydede sig, at han skulde se min dag; han saae den og glædede sig. Jøderne sagde derfor til ham: Du er ikke engang 50 aar, og du har seet Abraham? Jesus sagde til dem: Sandelig, sandelig siger jeg eder: Før Abraham blev, var jeg. Derfor toge de sten for at kaste paa ham; men Jesus skjulte sig, gik ud af templet og gik midt igjennem dem, og saaledes undkom han. I forbigaaende saa han et menneske, som var blind fra fødselen, og hans disciple spurgte ham og sagde: Rabbi, hvem har syndet? denne eller hans forældre, at han er født blind? Jesus svarede: Hverken han eller hans forældre syndede: men for at Guds gjerninger skulde aabenbares paa ham; jeg maa udføre hans gjerninger, som sendte mig, saalænge det er dag; der kommer en nat, da ingen kan arbejde. Medens jeg er i verden er jeg verdens lys. Dette sagde han, spyttede paa jorden, lavede dynd af spyttet og smurte dyndet paa den blindes øjne, og han sagde til ham: Gaa hen og vask dig i dammen Siloam, som oversættes \Udsendt\; han gik altsaa bort, vaskede sig og kom seende. Naboerne og de, som havde seet ham før, at han var blind, sagde derfor: Er det ikke ham, som sad og tiggede? Somme sagde: Det er ham; andre: Han ligner ham; selv sagde han: Det er mig. Derfor sagde de til ham: Hvorledes bleve dine øjne aabnede? Han svarede og sagde: En mand, som hedder Jesus, lavede dynd, smurte det paa mine øjne og sagde til mig: Gaa hen til Siloams dam og vask dig! Saa gik jeg hen og vaskede mig og fik mit syn. De sagde derfor til ham: Hvor er han henne? Han sagde: Jeg veed det ikke. Saa førte de ham, som før var blind, til farisæerne; men det var en hviledag, Jesus havde lavet dynd og aabnet hans øjne. Farisæerne spurgte ham altsaa igjen, hvorledes han havde faaet sit syn. Men han sagde til dem: Han lagde mig dynd paa øjnene, og jeg vaskede mig og fik mit syn. Nogle af farisæerne sagde derfor: Dette menneske er ikke fra Gud, for han holder ikke hviledagen. Andre sagde: Hvorledes kan et syndigt menneske gjøre saadanne tegn? og der var splid mellem dem. De sagde derfor igjen til den blinde: Hvad siger du om ham, efterdi han aabnede dine øjne? Men han sagde: Han er en profet. Jøderne troede derfor ikke om ham, at han havde været blind og faaet sit syn, førend de havde kaldt hans forældre, som var blevende seende; og dem spurgte de og sagde: Er han eders søn, som i sige om, at han er født blind? hvorledes har han da nu faaet sit syn? Men hans forældre svarede dem og sagde: Vi veed, at han er vor søn og er født blind; men hvorledes han nu har faaet sit syn, det veed vi ikke, heller ikke veed vi, hvem der har aabnet hans øjne; han har alderen, spørger ham selv, han maa selv svare for sig. Det sagde hans forældre, fordi de vare bange for Jøderne. Jøderne havde nemlig allerede vedtaget, at naar nogen bekjendte ham som Kristus, skulde han blive sat i band. Derfor sagde hans forældre: Han har alderen, spørger ham selv! De kaldte derfor anden gang det menneske, som havde været blind, og de sagde til ham: Giv Gud ære! vi vide, at dette menneske er en synder. Derfor svarede han og sagde: Om han er en synder, veed jeg ikke; eet veed jeg, at jeg var blind, og nu har jeg mit syn. Men de sagde til ham: Hvad gjorde han ved dig? hvordan oplod han dine øjne? Han svarede dem: Jeg har allerede sagt eder det, og i hørte ikke; hvorfor vil i høre det igjen? I vil dog vel ikke ogsaa blive hans disciple? Saa skjældte de ham ud og sagde: Du er hans discipel, men vi ere Moses disciple; vi veed, at Gud har talet til Mose, men om ham veed vi ikke, hvorfra han er. Saa svarede manden og sagde til dem: Det er dog forunderligt, at i ikke veed, hvorfra han er, og han har aabnet mine øjne; det veed vi dog, at Gud hører ikke syndere; men, naar en er gudfrygtig og gjør hans villie, ham hører han; det er ikke hørt af evighed, at nogen aabnede blindfødtes øjne; var han ikke fra Gud, kunde han ingen ting gjøre. Saa tog de ordet og sagde til ham: Du er aldeles født i synd, og du vil lære os! Saa udstødte de ham. - Jesus hørte, at de havde udstødt ham, og da han traf ham, sagde han til ham: Troer du paa Guds Søn? Han svarede og sagde: Og hvem er han, Herre, at jeg kan tro paa ham? Men Jesus sagde til ham: Baade har du seet ham, og den, der taler med dig, ham er det. Men han sagde: Jeg troer, Herre! og han tilbad ham; og Jesus sagde til ham: Jeg er kommen til dom til denne verden, at de, som ikke se, skulle se, og de seende skulle blive blinde. Det hørte de af farisæerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: Er ogsaa vi blinde? Jesus sagde til dem: Vare i blinde, havde i ingen synd; men nu sige i: Vi har syn; derfor b liver eders synd. Sandelig, sandelig siger jeg eder: Den, som ikke kommer ad døren ind i faarestien, men gaaer anderledes over, han er en tyv og røver; men den, som kommer ind ad døren, er faarenes hyrde; for ham lukker dørvogteren op, og faarene høre hans røst, og han kalder sine egne faar ved navn og fører dem ud; og naar han har ledet sine egne faar ud, gaaer han foran dem, og faarene følge ham, for de kjende hans røst; men en fremmed følge de ikke, men fly for ham, for de kjende ikke de fremmedes røst. Denne lignelse sagde Jesus dem, men de forstode ikke, hvad det var, han talede til dem. Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg eder: Jeg er døren til faarene. Alle saamange, som kom, er tyve og røvere, men faarene hørte dem ikke. Jeg er døren; gaaer nogen ind ved mig, vil han blive frelst; han skal baade gaa ind og ud og finde føre. Tyven kommer ikke uden for at stjæle, myrde og ødelægge; Jeg er kommen for at de skulle have liv, og have det rigt. Jeg er den gode hyrde; den gode hyrde sætter sit liv til for faarene; men lejesvenden og han, som ikke er hyrde, hvis egne faarene ikke ere, han seer ulven komme, forlader faarene og flygter; ulven røver dem og spreder faarene. Men lejesvenden flyer, for han er lejesvend og bryder sig ikke om faarene. Jeg er den gode hyrde; jeg kjender mine og kjendes af mine. Ligesom Faderen kjender mig, kjender jeg og Faderen, og jeg sætter mit liv til for faarene. Men jeg har andre faar, som ikke ere af denne sti; dem maa jeg ogsaa føre hid, og de vil høre min røst, og der vil blive een hjord, een hyrde. Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at tage det igjen; ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv; jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at tage det igjen; denne fuldmagt harjeg faaet af min Fader. Derfor blev der atter splid mellem Jøderne over disse Ord; men mange af dem sagde: han har en dæmen og er gal, hvorfor høre i ham? Andre sagde: Det er ikke Ord af en besat; kan en dæmen aabne blindes øjne? Indvielsens højtid indtraf i Jerusalem, og det var vinter, og Jesus gik omkring i templet i Salomons buegang. Saa omringede Jøderne ham og sagde til ham: Hvor længe holder du vor sjæl i spænding? siig os frit, om du er Kristus. Jesus svarede dem: Jeg har sagt eder det, og i tro ikke. De gjerninger, jeg gjør i min Faders navn, de vidne om mig; men i tro ikke, thi i ere ikke af mine faar, som jeg sagde eder; mine faar høre min røst; jeg kjender dem, og de følge mig, og jeg giver dem evigt liv; de skulle i evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem af min haand. Min Fader, som har givet mig dem, er større end alle, og ingen kan rive af min Faders haand; Jeg og Faderen, vi ere eet. Derfor tage Jøderne atter til sten for at stene ham. Jesus svarede dem: Jeg viste eder mange gode gjerninger fra min Fader; for hvilken af disse gjerninger stene i mig? Jøderne svarede ham og sagde: Vi stene dig ikke for en god gjerning, men for Gudsbespottelse, fordi du, som er et menneske, gjør dig selv til Gud. Jesus svarede dem: Er der ikke skrevet i eders lov: jeg har sagt: I ere guder; naar han kalder dem guder, til hvem Guds Ord kom - og skriften kan ikke rokkes - sige i da til ham, som Faderen helligede og sendte til verden: Du bespotter Gud, fordi jeg sagde: Jeg er Guds Søn? gjør jeg ikke min Faders gjerninger, saa troer mig ikke; men gjør jeg dem, troer i da end ikke mig, saa troer gjerningerne, for at i kan forstaa og tro, at Faderen er i mig, og jeg i ham. Derfor søgte de igjen at gribe ham; og han slap dem af hænder og drog atter hinsides Jordan, til det sted, hvor Johannes først døbte, og blev der; og der kom mange til ham og sagde: Johannes gjorde vel intet tegn, menalt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt; og der troede mange paa ham. Der var en syg, Lazarus fra Betania af Marias og hendes søster Marias by; det var den Maria, som havde salvet Herren med salve og tørret hans fødder med sit haar; det var hendes broder Lazarus, der var syg. Søstrene sendte ham derfor bud og sagde: Herre, se, ham du elsker, han er syg! Men da Jesus hørte det, sagde han: Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds ære, for at Guds Søn kan forherliges ved den. Men Jesus elskede Marta og hendes søster og Lazarus. Som han nu hørte, at han var bleven syg, blev han dog, hvor han var, i to dage; siden efter sagde han til sine disciple: Lader os drage til Judæa igjen. Disciplene sagde til ham: Rabbi! nu søgte Jøderne at stenee dig, og du tager atter derhen? Jesus svarede: Er der ikke 12 timer om dagen? vandrer nogen om dagen, støder han ikke an, for han seer denne verdens lys; men vandrer nogen ved nat, saa støder han an, for lyset er ikke i ham. Det talede han, og derpaa siger han til dem: Vor ven Lazarus er sovet ind, men jeg gaaer for at vække ham af søvne. Derfor sagde hans disciple: Herre! er han falden i søvn, saa vil han komme sig. Men Jesus havde talet om hans død, men de mente, at han talede om den naturlige søvn; derfor sagde Jesus dem saa rent ud: Lazarus er død! og jeg er glad for eders skyld, at jeg ikke var der, for at i skulle tro; men lader os gaa til ham. Derfor sagde Demas, som betyder \tvilling\, til meddisciplene: Lader os ogsaa gaa, at vi kan dø med ham. - Da Jesus derfor kom, fandt han ham allerede 4 dage begraven. betania var ellers nær ved Jerusalem, omtrent 15 sten derfra; og der var kommet mange af Jøderne til Martas og Marias, for at trøste dem over deres broder. Som Marta nu hørte, at Jesus kom, gik hun ham imøde; men Maria blev siddende hjemme. Saa sagde Marta til Jesus: Herre! havde du været her, var min broder ikke død! men ogsaa nu veed jeg, at hvad du beder Gud om, det vil Gud give dig. Jesus siger til hende: Din broder skal staa op. Marta siger til ham: Jeg veed, at han skal staa op i opstandelsen paa den yderste dag. Jesus sagde til hende: Jeg er opstandelsen og livet; den, som troer paa mig, skal leve, om han endog døer; og her, som lever og troer paa mig, skal ikke dø evindelig; troer du det? Hun siger til ham: Ja Herre, jeg har troet, at du er Kristus, Guds Søn, han, som kommer til verden; og som hun sagde det, gik hun hen og kaldte i stilhed sin søster Maria og sagde: Læreren er her og kalder dig. Som hun hørte det, rejste hun sig strax op og kom til ham; men Jesus var endnu ikke kommen til byen, men var paa det sted, hvor Marta havde mødt ham. Da Jøderne, som vare i huset hos Maria og trøstede hende, derfor saae, at hun strax rejste sig og gik ud, fulgte de hende og sagde: Hun gaaer til graven for at græde der. Som Maria derfor kom, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde til ham: Herre! havde du været her, var min broder ikke død! Som Jesus derfor saae hende græde og Jøderne, som kom mod hende, græde, blev han ivrig i Aanden, heftig bevæget og sagde: Hvor har i lagt ham? De sagde til ham: Herre, kom og se! Jesus græd. Derfor sagde Jøderne: Se, hvor han elskede ham! men nogle af dem sagde: Kunde ikke han, som aabnede den blindes øjne, ogsaa gjort, at denne ikke var død? Jesus blev derfor atter ivrig i sig selv og kom til graven; det var en klippegrav, og en sten laa for den. Jesus sagde: Tager stenen bort. Den afdødes søster Marta siger til ham: Herre! han stinker allerede, han har ligget 4 dage i graven. Jesus siger til hende: Sagde jeg dig ikke, at du kunde tro, skulde du se Guds herlighed? De tog derfor stenen bort, hvor liget laa; men Jesus opløftede sine øjne og sagde: Fader, jeg takker dig, fordi du hørte mig! men jeg vidste, at du altid hører mig; men for skaren, som staaer omkring, sagde jeg det, for at de skulde tro, at du har udsendt mig; og som han sagde det, raabte han med vældig røst: Lazarus, kom herud! og den døde kom ud, bunden om fødder og hænder med ligklæder, og hans ansigt var ombundet med et tørklæde. Jesus sagde til dem: Løser ham og lader ham gaa. Derfor troede mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde seet, hvad Jesus gjorde, paa ham. Men nogle af dem gik hen til farisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort. Derfor samlede ypperstepræsterne og farisæerne raadet og sagde: Hvad gjøre vi, thi dette menneske gjør mange tegn; lade vi ham saaledes gaa, ville alle tro paa ham, og romerne ville komme og tage baade vort land og folk. Men en af dem, Kajafas, som var ypperstepræst det aar, sagde til dem: I forstaa ingen ting og betænke ikke heller, at det baader os, at eet menneske døer for folket og ikke det hele folk ødelægges. Men det sagde han ikke af sig selv, men da han var ypperstepræst i det aar, spaaede han, at Jesus maatte dø for folket; og ikke for folket alene, men for at han og skulde samle Guds adspredte børn til eet. Fra den dag raadsloge de derfor om at slaa ham ihjel. Jesus vandrede derfor ikke mere aabenlyst blandt Jøderne, men gik derfra til en egn nær ørken, til en stad, som hed Efraim, og der opholdt han sig med sine disciple. Men Jødernes paaske var nær, og mange fra den egn droge op til Jerusalem før paaske for at rense sig; de ledte derfor efter Jesus, og da de stod i templet, sagde de til hverandre: Hvad synes eder, at han ikke kommer til højtiden? Men baade ypperstepræsterne og farisæerne havde udgivet en forordning, at hvis nogen vidste hvor han var, skulde han anmelde det, for at de kunde gribe ham. Jesus kom da 6 dage før paaske til Betania, hvor Lazarus var, som havde været død, og som han havde opvakt fra døde; derfor beredte de ham et maaltid, og Maria vartede op, men Lazarus var en af dem, som laa tilbords med ham. Maria tog derfor et pund ægte, meget kostbar nardus-salve, salvede Jesu fødder og tørrede hans fødder med sit haar; men huset blev fuldt af salvens duft. Derfor sagde en af hans disciple, Judas Simons søn Iskariot, som blev hans forræder: hvorfor blev den salve ikke solgt for 300 mark og givet til fattige? Men det sagde han, ikke fordi han bekymrede sig om de fattige, men fordi han var en tyv og havde kassen, og bar, hvad der blev lagt deri. Derfor sagde Jesus: Lad hende være! hun har gjemt dette til min begravelses dag; thi fattige har i altid hos eder; men mig har i ikke altid. Da mange folk af Jøderne fik at vide, at han var der, saa kom de ikke alene for Jesu skyld, men ogsaa for at faa Lazarus at se, som han havde opvakt fra døde; men ypperstepræsterne holdt raad om, ogsaa at slaa Lazarus ihjel; for mange af Jøderne gik for hans skyld hen og troede paa Jesus. Næste dag, da den store skare, som var kommen til højtiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, toge de palmegrene, gik ham imøde og raabte: Hosanna! velsignet ham, som kommer i Herrens navn, Israel konge! Men Jesus fandt et lille æsel og satte sig paa det, som skrevet er: Frygt ikke, Zions datter! se, din konge kommer, ridende paa et æsels føl. Men det forstod hans disciple ikke først; men da Jesus var forherliget, huskede de paa, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. Den skare altsaa, som var med ham, da han kaldte Lazarus ud af graven og opvakte ham fra døde, aflagde vidnesbyrd; og derfor gik folket ham imøde, fordi de hørte, at han havde gjort dette tegn. Farisæerne sagde derfor til hverandre: I se, at i kommer ingen veje; se, al verden gaaer efter ham! Men der var nogle hellener blandt dem, som var dragne op for at tilbede paa højtiden, de gik da til Filip fra Betsajda i Galilæa, bad ham og sagde: herre, vi ønske at se Jesus! Filip kommer og siger til Andreas det, og Andreas og Filip siger det igjen til Jesus. Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at menneskens Søn skal forherliges. Sandelig, sandelig siger jeg eder: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og døer, bliver det ene, men hvis det døer, bærer det meget frugt. Den, som elsker sin sjæl, vil tabe den, og den, som hader sin sjæl i denne verden, vil bevare den til evigt liv. Hvis nogen tjener mig, maa han følge mig, og hvor jeg er, der maa og min tjener være; og naar nogen tjener mig, vil Faderen ære ham. Nu er min sjæl forfærdet, og hvad skal jeg sige? Fader! frels mig fra denne time; dog, derfor er jeg kommen til denne time. Fader! herliggjør dit navn! Da kom der en røst fra himmelen: Baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det! Da sagde folket, som stod og hørte det: Det tordnede; andre sagde: En engel talede til ham. Saa tog Jesus Ordet og sagde: Denne røst kom ikke for min, men for eders skyld. Nu gaaer der dom over verden, nu vil denne verdens fyrste blive kastet udenfor; og naar jeg bliver ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Men dette sagde han for at give tilkjende, hvad død han skulde dø. Folket svarede ham: Vi har hørt af loven, at Kristus bliver til evig tid, og hvorledes siger du: Menneskens Søn maa ophøjes? Hvem er denne Menneskens Søn? Jesus sagde derfor til dem: Endnu en liden stund er lyset hos eder: Vandrer! mens i har lyset, at mørke ikke skal overfalde eder; og den, som vandrer i mørket veed ikke, hvor han gaaer hen; troer paa lyset, medens i har lyset, for at i kan blive lysets børn. Dette talede Jesus, han gik bort og unddrog sig fra dem. Men skjøndt han havde gjort saadanne tegn for deres øjne, troede de ikke paa ham, at profeten Jesajas Ord, som han sagde, maatte blive opfyldt: Herre, hvem har troet hvad vi har hørt, og for hvem er Herrens arm aabenbaret? Derfor kunde de ikke tro, for Jesaja siger igjen: Han har blindet deres øjne og forhærdet deres hjærte, saa de se ikke med øjnene og forstaa ikke med hjærtet og omvende sig, og jeg kunde læge dem. Det saae Jesaja, da han saae hans herlighed og talede om ham. - Dog alligevel troede ogsaa mange af øvrigheden paa ham; men de bekjendte ham ikke for farisæernes skyld, for at de ikke skulde blive satte i band; thi de holdt mere af menneskers ære end af ære for Gud. - Men Jesus raabte og sagde: Den, som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa ham, som sendte mig; og den, som seer mig, seer ham, som sendte mig. Jeg \lys\ er kommen til verden; for at hver, som troer paa mig, ikke skal blive i mørket; og naar nogen hører mine Ord og troer ikke, dømmer jeg ham ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme verden, men for at frelse verden. Den, som foragter mig og ikke tager mod mine Ord, har den, som dømmer ham, Ordet, som jeg har talet, det skal dømme ham paa den yderste dag, for jeg har ikke talet af mig selv, men Faderen, som sendte mig, han har givet mig befaling om, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale, og jeg veed, at hans befaling er evigt liv; derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig. Men før paasketiden, da Jesus vidste at hans time var kommen, at han skulde gaa fra denne verden til Faderen, saasom han elskede sine egne i verden, elskede han dem til enden; og da maaltid blev holdt, - djævelen havde alt indskudt Judas Simons søn Iskariots hjærte, at han skulde forraade ham, - saa da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alt i hænder, og at han var udgaaet fra Gud og gik til Gud, rejste han sig fra maaltidet, lagde sine klæder fra sig, tog et linklæde og bandt om sig; saa slog han vand i et fad og begyndte at vaske disciplenes fødder og tørre dem med det linklæde han var ombundet med. Han kom da til Simon Peder; men han sagde til ham: Herre! vasker du mine fødder? Jesus svarede og sagde til ham: Hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men siden efter skal du forstaa det. Peder siger til ham: Du skal ikke i evighed vaske mine fødder! Jesus svarede ham: Faaer jeg dig ikke vasket, har du ikke lod med mig. Simon Peder siger til ham: Herre! ikke alene mine fødder, men ogsaa hænderne og hovedet. Jesus siger til ham: Den som er tvættet, har ikke nødig uden at fødderne vaskes, men er fuldkommen ren; ogsaa i ere rene, men ikke alle; thi han kjendte ham, som forraadte ham; derfor sagde han: I ere ikke alle rene. Da han altsaa havde vasket deres fødder og taget sine klæder paa, satte han sig atter ned og sagde til dem: Vide i, hvad jeg har gjort for eder? I kalde mig lærer og Herre, og i tale ret, thi jeg er det. Dersom altsaa jeg, Herren og læreren, vaskede eders fødder, saa bør i ogsaa vaske hverandres fødder; thi jeg har gjort eder et forbillede, at ligesom jeg gjør mod eder, skulle i ogsaa gjøre. Sandelig, sandelig, siger jeg eder: Tjeneren er ikke større end sin Herre, ikke heller sendebudet større end han, der sendte ham. Om i vide dette, ere i salige, naar i gjøre det. Jeg taler ikke om eder alle; jeg veed, hvem jeg har udvalgt; men for at skriften kan opfyldes: Han, som spiste brød med mig, løftede sin hæl mod mig. Fra nu af siger jeg eder det, før det skeer, for at, naar det skeer, i maa tro, at det er mig; sandelig, sandelig siger jeg eder: Den, som modtager, hvem jeg maatte sende, modtager mig; men den, som modtager mig, modtager ham, som sendte mig. Da Jesus sagde dette, blev han heftig bevæget i Aanden, vidnede og sagde: Sandelig, sandelig siger jeg eder, at en af eder vil forraade mig. Disciplene saae derfor paa hverandre, tvivlsomme, om hvem han talede. Men der var en af disciplene, som laa op ved Jesu barm og som Jesus elskede; til ham nikkede derfor Simon Peder, at han skulde spørge, hvem det maatte være, han talede om; han bøjede sig da op til Jesu bryst og sagde til ham: Herre! hvem er det? Jesus svarede: Det er ham, hvem jeg giver det stykke, jeg dypper; og Jesus dyppede stykket og gav Judas Simons Søn Iskarios det; og som han fik stykket, da gik satan ind i ham. Jesus sagde derfor til ham: Hvad du gjør, gjør det snart; men ingen af dem, som laa tilbords, forstod, hvortil han sagde dette til ham; thi nogle mente, at, eftersom Judas havde pengepungen, Jesus sagde til ham: Kjøb hvad vi behøve til højtiden! eller at han skulde give de fattige noget. Han tog altsaa stykket og gik strax ud; men det var nat. Da han var gaaet ud, sagde Jesus: Nu er menneskens Søn herliggjort, og Gud er herliggjort i h am; naar Gud er herliggjort i ham, vil Gud og h erliggjøre ham i sig, og han vil snart herliggjøre ham. Børnlille! Jeg er endnu lidet hos eder; I ville søge mig, og, som jeg sagde til Jøderne: Hvor jeg gaaer hen, kan i ikke komme, siger jeg ogsaa nu til eder. - Jeg giver eder et nyt bud: at i skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket eder, at ogsaa i skulle elske hverandre. Derpaa skal alle kjende, at i ere mine disciple, naar i have kjærlighed til hverandre. - Simon Peder sagde til ham: Herre! hvor gaaer du hen? Jesus svarede ham: Hvor jeg gaaer hen, kan du nu ikke følge mig; men siden skal du følge mig. Peder siger til ham: Herre, hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig. Jesus svarede ham: Vil du sætte dit liv til for mig? sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen vil ikke gale, før du vil fornægte mig 3 gange. Eders hjærte forfærdes ikke! troer paa Gud og troer paa mig; i min Faders hus ere mange værelser; hvis ikke, skulde jeg have sagt eder det; jeg gaaer bort at berede eder sted; og naar jeg er gaaet bort og faaer eder beredt sted, kommer jeg igjen, og jeg vil tage eder til mig, for at i ogsaa kunne være, hvor jeg er; og hvor jeg gaaer hen, veed i, og i veed vejen. - Tomas siger til ham: Herre, vi veed ikke, hvor du gaaer hen, og hvorledes kunne vi vide vejen? Jesus siger til ham: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig; havde i kjendt mig, havde i og kjendt min Fader; og fra nu af kjende i ham og har seet ham. Filip siger til ham: Herre, viis os Faderen, og det er os nok! Jesus siger til ham: Saa lang en tid var jeg hos eder, og du har ikke kjendt mig, Filip? Den, som har seet mig, har seet Faderen; hvorledes siger du da: Viis os Faderen? troer du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen i mig! de Ord, jeg taler til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gjør gjerningerne. Troer mig, at jeg er i Faderen, og Faderen i mig; hvis ikke, saaa troer mig for disse gjerningers skyld. Sandelig, sandelig siger jeg eder: Den, som troer paa mig, skal og selv gjøre de gjerninger, jeg gjør, og han skal gjøre større end disse; thi jeg gaaer til Faderen; og hvad i maatte bede om i mit navn, det vil jeg gjøre, for at Faderen kan herliggjøres i Sønnen; naar i bede om noget i mit navn, vil jeg gjøre det. Hvis i elske mig, maa i holde mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give eder en anden Trøster, for at han kan blive hos eder, sandheds-Aanden, som verden ikke kan modtage, for den seer ham ikke, ikke heller kjender den ham, men i kjende ham, thi han bliver hos eder og skal være i eder. Jeg vil ikke forlade eder faderløse; jeg kommer til eder. Endnu et lidet, og verden seer mig ikke mere; men i se mig; thi jeg lever, og i skulle leve; samme dag skulle i kjende, at jeg er i min Fader, og I i mig og jeg i eder. Den, som har mine bud og holder dem, ham er det, som elsker mig; men den, som elsker mig, vil blive elsket af min Fader, og jeg vil elske ham og aabenbare mig selv for ham. Judas, ikke Iskariot, siger til ham: Herre! hvoraf kommer det, at du vil aabenbare dig for os, og ikke for verden? Jesus svarede og sagde til ham: Om nogen elsker mig, vil han holde mit Ord, og min Fader vil elske ham; og vi ville komme til ham og tage bolig hos ham. Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine Ord, og det Ord, i høre, er ikke mit, men Faderens, som sendte mig. Dette har jeg talet til eder, medens jeg blev hos eder; men Trøsteren, den Helligaand, som Faderen vil sende i mit navn, han vil lære eder alt og minde eder om alt, hvad jeg har sagt eder. Fred lader jeg eder, min fred giver jeg eder; jeg giver eder ikke, som verden giver. Eders hjærte forfærdes ikke og forsage ikke! I har hørt, at jeg sagde eder: Jeg gaaer bort, og kommer til eder. Om i elskede mig, maatte i jo glæde eder, at jeg sagde: Jeg gaaer til Faderen, for min Fader er større end jeg, og nu har jeg sagt eder det, før det sker, for at i skulle tro, naar det er skeet. jeg skal ikke tale meget med eder herefter; thi denne verdens fyrste kommer, og han har intet i mig; men for at verden maa kjende, at jeg elsker Faderen og gjør saaledes, som Faderen har budet mig. Staaer op, lader os gaa herfra. Jeg er det sande vintræ og min Fader er vingaardmanden; hver en gren i mig, som ikke bærer frugt, den borttager han, og hver, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I ere allerede rene ved det Ord, jeg har talet til eder. Bliver i mig, saa bliver jeg og i eder; ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, naar den ikke bliver i vintræet, saaledes kan i ikke heller, naar i ikke blive i mig. Jeg er vintræet, i ere grenene; den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi uden mig kunne i slet intet gjøre. Naar nogen ikke bliver i mig, er han kastet ud som grenen og visnet, og man samler dem og kaster dem i ilden, saa de brænde. Dersom i blive i mig, og min Ord blive i eder, hvad i da ville bede om, det skal times eder. Derved herliggjøres min Fader, at i bære megen frugt og skulle blive mine disciple. Ligesom Faderen elskede mig, saaledes elskede jeg ogsaa eder; bliver i min kjærlighed! naar i holde mine bud, ville i blive i min kjærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kjærlighed. Dette har jeg talet til eder, for at min glæde kan blive i eder, og eders glæde blive fuldkommen. Dette er mit bud: at i elske hverandre, ligesom jeg elskede eder. Ingen har større kjærlighed end denne, at en sætter sit liv til for sine venner; I ere mine venner, naar i gjøre, hvad jeg byder eder. Jeg kalder eder ikke længer tjenere; for tjeneren veed ikke, hvad hans herre gjør; men eder har jeg kaldt venner, for jeg har kundgjort eder alt, hvad jeg hørte af min Fader. I udvalgte ikke mig, men jeg udvalgte eder, og jeg har sat eder, for at i skulle gaa hen og bære frugt, og eders frugt blive ved; at Faderen kan give eder, hvad i maatte bede ham om i mit navn. Dette byder jeg eder: at i elske hverandre. Naar verden hader eder, maa i vide, at den har hadet mig før eder; vare i af verden, da vilde jo verden elske sit eget, men, fordi i ikke ere af verden, men jeg udvalgte eder af verden, derfor hader verden eder; mindes det Ord, jeg sagde eder: En tjener er ikke større end sin Herre; har de forfulgt mig, ville de ogsaa forfølge eder; har de gjemt mit Ord, ville de ogsaa gjemme eders; men alt dette ville de gjøre eder for mit navns skyld, fordi de ikke kjende ham, som har sendt mig. Dersom jeg ikke var kommen og havde talet til dem, havde de ikke synd; men nu har de ikke paaskud for deres synd. Den, som hader mig, hader ogsaa min Fader. Havde jeg ikke gjort de gjerninger blandt dem, som ingen anden havde gjort, havde de ikke synd; men nu baade have de seet, og have de hadet saavel mig som min Fader; men for at det Ord, som er skrevet i deres lov, kan opfyldes: at de hadede mig uforskyldt; men naar trøsteren kommer, hvad jeg vil sende eder fra Faderen, Sandheds-Aanden, som udgaaer fra Faderen, vil han vidne om mig, (15:26) men vidner ogsaa i, fordi i fra begyndelsen vare med mig. Dette har jeg talet til eder, for at i ikke skulle forarges. De ville udstøde eder af forsamlingerne, ja der kommer en time, da hver, som slaaer eder ihjel, vil mene, han gjør Gud en dyrkelse; og de ville gjøre dette, fordi de hverken kjende Faderen eller mig; men dette har jeg talet til eder, for at i, naar timen kommer, skulle komme det ihu, at jeg har sagt eder det; men fra begyndelsen sagde jeg eder det ikke, fordi jeg var hos eder; men nu gaaer jeg bort til ham, som sendte mig, og ingen af eder spørger mig: Hvor gaaer du hen? men fordi jeg har talet dette til eder, har sorg fyldt eders hjærte; men jeg siger eder sandheden: Det er eder gavnligt, at jeg gaaer bort; thi gaaer jeg ikke bort, vil trøsteren ikke komme til eder; men gaaer jeg bort, vil jeg sende ham til eder; og naar han kommer, vil han overbevise verden om synd, og om retfærdighed, og om dom; om synd: at de ikke tro paa mig; men om retfærdighed: at jeg gaaer bort til min Fader, og i se mig ikke længer; men om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige eder, men nu kunne i ikke have det; men naar han kommer, sandheds-Aanden, vil han vejlede eder til al sandhed; thi han vil ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, vil han tale, og forkynde eder de kommende ting; han vil herliggjøre mig; thi han vil tage af mit og forkynde eder; alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han vil tage af mit og forkynde eder. En lille stund, og i skulle ikke se mig, og atter en lille stund, og i skulle se mig, for jeg gaaer bort til Faderen. Nogle af hans disciple sagde derfor til hverandre: Hvad er det, han siger os: \En lille stund, og i skulle ikke se mig, og atter en lille stund, og i skulle se mig!\ og: \for jeg gaaer til Faderen?\ De sagde altsaa, hvad er det, han siger: \den lille stund\, vi forstaa ikke, hvad han taler. Jesus vidste altsaa, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: Derom spørge i hverandre, at jeg sagde: \En lille stund, og i skulle ikke se mig, og atter en lille stund, og i skulle se mig\? Sandelig, sandelig siger jeg eder, at i ville græde og hyle, men verden vil fryde sig; i ville sørge, men eders sorg skal blive til glæde; naar kvinden føder, har hun sorg, fordi hendes time kom; men naar hun har født barnet, kommer hun ikke mere den trængsel ihu for glæde over, at et menneske er født til verden; ogsaa i har vel nu sorg, men jeg vil se eder igjen, og eders hjærte skal glæde sig, og ingen tage eders glæde fra eder. Samme dag skulle i ikke bede mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg eder, at hvadsomhelst i ville bede Faderen om i mit navn, det vil han give eder; hidtil har i ikke bedet om noget i mit navn; beder, og i skulle faa, at eders glæde maa blive fuldkommen! Dette har jeg talet til eder i lignelser, men der kommer en time, da jeg ikke mere til tale med eder i lignelser, men frit ud forkynde eder om Faderen. Samme dag skulle i bede i mit navn, og jeg siger eder ikke, at jeg vil bede Faderen for eder; thi Faderen selv elsker eder, fordi i har elsket mig, og troet, at jeg gik ud fra Gud; jeg gik ud fra Faderen og kom til verden; jeg forlader atter verden og gaaer bort til Faderen. Hans disciple sige til ham: Se, nu taler du frit ud og siger ingen lignelse; nu vide vi, at du veed alle ting og har ikke nødig, at nogen spørger dig; derfor tro vi, at du udgik fra Gud. Jesus svarede dem: tro i nu? se, der kommer en time, ja den er nu kommen, at i skulle spredes hver til sit og forlade mig ene: dog er jeg ikke ene, for min Fader er med mig. Dette har jeg talet til eder, for at i matte have fred i mig. I verden skulle i have trængsel; men værer frimodige! jeg har overvundet verden. Dette talede Jesus, og han hævede sine øjne mod himlen og sagde: Fader! Timen er kommen, herliggjør din Søn! at ogsaa din Søn kan herliggjøre dig; ligesom du har givet ham magt over alt kjød, for at han kan give alle dem, du har givet ham, evigt liv; men det er det evige liv, at de kjende dig, den eneste sande Gud, og ham, du udsendte, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig paa jorden, jeg har fuldendt den gjerning, du gav mig at gjøre; herliggjør du, Fader, nu ogsaa mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til! - Jeg har aabenbaret dit navn for de mennesker, du har givet mig af verden; de vare dine, og du har givet mig dem, og de har bevaret dit Ord; nu vide de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig; thi de Ord, du har givet mig, har jeg givet dem, og de har modtaget dem og i sandhed kjendt, at jeg gik ud fra dig, og troet, at du har udsendt mig. Jeg beder for dem; jeg beder ikke for verden, men for dem, du har givet mig, fordi de ere dine; og alt, hvad mit er, er dit, og hvad dit er, er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke mere i verden, men disse ere i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader, bevar dem i dit navn, i hvilket du har givet mig dem, for at de kunne være eet ligesom vi; da jeg var hos dem i verden, bevarede jeg dem i dit navn; dem, du har givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt uden fortabelsens barn, at skriften skulde opfyldes; men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i verden, at de maa have min glæde fuldelig i sig. jeg har givet dem dit Ord, og verden hadede dem, fordi de ikke ere af verden, ligesom jeg ikke er af verden. Jeg beder ikke, at du vil tage dem bort fra verden, men at du vil bevare dem fra det onde; de ere ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden; du hellige dem i din sandhed, dit Ord er sandhed! Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg udsendt dem til verden; og jeg helliger mig selv for dem, for at ogsaa de skulle være helligede i sandhed. - Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som ville tro paa mig ved deres ord, at de alle maa være eet, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de og maa være eet i os, at verden maa tro, at du har udsendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de maatte være eet, ligesom vi ere eet, jeg i dem og du i mig, at de maa være fuldkomne til eet, og verden kjende, at du har udsendt mig og elsket dem, som du elskede mig. Fader, jeg vil, at de, som du har givet mig, skal og selv være hos mig, hvor jeg er, at de maa skue min herlighed, som du har givet mig, fordi du elskede mig før verdens grundlæggelse. Retfærdige Fader! og verden kjender dig ikke, men jeg kjender dig, og disse have erkjendt, at du har udsendt mig; og jeg kundgjorde dem dit navn og vil kundgjøre dem det, at den kjærlighed, hvormed du elskede mig, maa være i dem, og jeg i dem. Da Jesus havde sagt dette, gik han ud med sine disciple, hin side Kedrons bæk, hvor der var en have, hvor Jesus og hans disciple gik ind; men Judas, som forraadte ham, vidste ogsaa stedet, for Jesus samledes ofte der med sine disciple. Judas tog altsaa kompagniet og bysvende af ypperstepræsterne og farisæerne, og kom der hen med blus og lamper og vaaben. Da Jesus altsaa vidste alt, hvad der vilde komme over ham, traadte han frem og sagde til dem: Hvem søge i efter? De svarede ham: Jesus af Nazaret! Jesus siger til dem: Det er mig. Men Judas, som forraadte ham, stod ogsaa hos dem. Som han da sagde til dem: Det er mig! veg de tilbage og faldt til jorden. Han spurgte dem altsaa igjen: Hvem søge i efter? men de sagde: Jesus af Nazaret! Jesus svarede: Jeg sagde eder, at det er mig; dersom i altsaa søge efter mig, saa lad disse gaa. FOr at det Ord skulde opfyldes, som han sagde: Af dem, du har givet mig, mistede jeg end ikke een. - Da Simon Peder nu havde et sværd, drog han det, slog ypperstepræstens tjener og hug hans højre øre af; men navnet paa tjeneren var Malkus. Jesus sagde derfor til Peter: Stik sværdet i balgen! det bæger, min Fader gav mig, skulde jeg ikke drikke det? Kompagniet og høvedsmanden og Jødernes bysvende grebe altsaa Jesus og bandt ham; og de førte ham først til Annas, thi han var sivgerfader til Kajafas, som var det aars ypperstepræst; men det var Kajafas, som havde givet Jøderne det raad, at det var gavnligt, at eet menneske omkom for folket. Men Simon Peder og en anden discipel fulgte Jesus; men denne discipel var kjendt med ypperstepræsten, og han gik ind med Jesus i ypperstepræstens gaard; men Peder var bleven staaende ved døren; derfor gik den anden discipel, som var kjendt med ypperstepræsten ud, og han talede med hende, der vogtede døren, og førte Peder ind. Derfor siger pigen, som vogtede døren, til Peder: Skulde du ikke ogsaa være af dette menneskes disciple? Han siger: Nej! Men tjenerne og bysvendene stode og havde gjort sig en kulild, for det var koldt, og de varmede sig, og Peder stod hos dem og varmede sig. Ypperstepræsten spurgte da Jesus om hans disciple og om hans lærdom. Jesus svarede ham: Jeg har talet frit for verden, jeg har altid lært i skolen og i templet, hvor Jøderne altid komme sammen, og jeg ha rintet talet i løn; hvorfor spørger du mig? spørg dem, som har hørt, hvad jeg talede til dem! se, de veed, hvad jeg har sagt; men som han sagde dette, gav en af bysvendene, som stod hos, Jesus et slag paa munden og sagde: Svarer du ypperstepræsten saaledes? Jesus svarede ham: Har jeg talet ilde, da bevis, det er ondt, men har jeg talet ret, hvorfor slaaer du mig da? - Annas sendte ham bunden til ypperstepræsten Kajafas. Men Simon Peder stod og varmede sig. De sagde da til ham: Skulde du ikke være af hans disciple? Da nægtede han det og sagde: Nej, jeg er ikke! En af ypperstepræstens tjenere, som var en slægtning til ham, hvis øre Peder huggede af, siger: Saae jeg dig ikke i haven med ham? Da nægtede Peder atter, og straz galede hanen. Da førte de Jesus fra Kajafas til domhuset; men det var tidlig; og de gik ikke ind i domhuset, for at de ikke skulle blive urene, men for at de kunde spise paaske. Derfor gik Pilatus ud til dem og sagde: Hvad klage føre i mod dette menneske? De svarede og sagde til ham: Var han ikke en misdæder, havde vi vel ikke overgivet ham til dig. Pilatus sagde da til dem: Tager i ham, og dømmer ham efter eders lov! Saa sagde Jøderne til ham: Det er os ikke tilladt at henrette nogen. For at Jesu Ord skulde opfyldes, som han sagde, da han tilkjendegav hvilken død han skulde dø. Pilatus gik derfor igjen ind i domhuset, kaldte Jesus og sagde til ham: Er du Jødernes komge? Jesus svarede ham: Taler du dette af dig selv, eller har andre sagt dig det om mig? Pilatus svarede: Er jeg en Jøde? Dit folk og ypperstepræsterne har overgivet dig til mig; hvad har du gjort? Jesus svarede: Mit rige er ikke af denne verden; var mit rige af denne verden, vilde mine tjenere vel have kjæmpet for, at jeg ikke var bleven overgivet til Jøderne; men nu er mit rige ikke heraf. Pilatus sagde derfor til ham: Altsaa er du dog en konge? Jesus svarede: Du traf det, for jeg er konge; dertil er jeg født og dertil kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden; enhver, som er af sandheden, hører min røst. Pilatus siger til ham: Hvad er sandhed? og da han havde sagt dette, gik han igjen ud til Jøderne og siger til dem: Jeg finden ingen skyld hos ham. Men i har en sædvane, at jeg skal lade eder en løs om paasken; ville i da, at jeg skal løslade eder Jødernes konge? Alle raabte da og sagde: Ikke ham, men Barabbas! Men Barabbas var en røver. Derpaa tod Pilatus Jesus og hudstrøg ham; og stridsknægtene flettede en krone af torne, satte den paa hans hoved og kastede en purpurkappe om ham; og de sagde: God morgen Jødedreng! og de gav ham ørefigen. Pilatus gik da atter ud og sagde til dem: Se, jeg fører ham ud til eder, for at i skulle vide, at jeg finder ingen skyld hos ham. - Jesus gik altsaa ud og bar tornekronen og purpurkappen - og han sagde til dem: Se mennesket! Da ypperstepræsterne og bysvendene altsaa saae ham, raabte de og sagde: korsfæst! korsfæst ham! Pilatus siger til dem: Tager i og forsfæster ham! thi jeg finder ikke skyld hos ham. Jøderne svarede ham: Vi have en lov, og efter denne vor lov er han skyldig at dø, for han har gjort sig selv til Guds Søn. Da Pilatus altsaa hørte dette ord, blev han mere bange; og han gik igjen ind i domhuset og siger til Jesus: Hvorfra er du? men Jesus gav ham ikke svar. Pilatus siger derfor til ham: Taler du ikke til mig? Veed du ikke, at jeg har magt til at korsfæste dig, og magt til at give dig løs? Jesus svarede: Du havde slet ingen magt over mig, uden den var given dig herovenfra; derfor har han, som overgav mig til dig, større synd. Derefter forsøgte Pilatus at lade ham løs; men Jøderne raabte og sagde: Lader du denne løs, er du ikke kejserens ven! hver, som gjør sig til konge, sætter sig op mod kejseren. Da Pilatus altsaa hørte det ord, førte han Jesus udenfor og satte sig paa dommersædet paa det sted, som kaldes \stenlagt\, men paa hebraisk Gabbata. Men det var beredelsesdagen til paasken; det var ved den sjette time; og han siger til Jøderne: Se, eders konge! Men de raabte: Bort, bort, korsfæst ham! Pilatus siger til dem: Skal jeg korsfæste eders konge? Ypperstepræsterne svarede: Vi har ingen konge uden kejseren. Derfor overgav han ham da til dem, for at korsfæstes. Men de toge Jesus og førte ham bort. Og han bar sit kors og gik ud til det sted, som kaldes \hjerneskalsstedet\ og paa hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham og to andre med ham, een paa hver side, men Jesus i midten. - Men Pilatus skrev ogsaa en overskrift og satte paa korset; men der var skrevet: \Jesus Nazaræer, Jødernes konge\. Denne overskrift læste da mange af Jøderne, thi det sted, hvor Jesus var korsfæstet, var nær staden, og den var skreven paa hebraisk, hellenisk og romersk. Derfor sagde Jødernes ypperstepræster til Pilatus: Skriv ikke: \Jødernes konge\, men at han sagde: Jeg er Jødernes konge. Pilatus svarede: Hvad jeg skrev, skrev jeg. - Da nu stridsknægtene havde korsfæstet Jesus, toge de hans klæder og delte dem i 4 dele, een del for hver stridsknægt, og hans underklædning; denne underklædning var usyet, vævet fra øverst helt igjennem. De sagde derfor til hverandre: Lad os ikke skjære den i stykker, men kaste lod om den, hvis den skal være; for at skriften skulde opfyldes, som siger: De delte mine klæder mellem sig og kastede lod om min underklædning. Stridsknægtene gjorde altsaa dette med ham. - Men ved Jesu kors stod hans moder og hans moders søster, Maria Kleopas' hustru og Maria Magdalene. Da Jesus altsaa saae sim moder og den discipel, han elskede staa der, siger han til sin moder: Kvinde, se, han er din søn! Derpaa siger han til disciplen: Se, hun er din moder! og fra denne stund tog denne discipel hende til sig. Derefter, da Jesus vidste, at alt allerede var fuldkommet, sagde han, for at skriften skulde fuldkommes: Jeg tørster. Der var da der et kar fuldt af eddike; men de fyldte en svamp med eddike, stak den paa en isopstængel og førte den til hans mund. Da Jesus havde taget eddiken, sagde han: Det er fuldbragt! og han bøjede sit hoved og opgav sin aand. For at legemerne ikke skulde blive paa korset om hviledagen; thi det var beredelsesdagen, og denne hviledag var stor, bad Jøderne altsaa Pilatus om, at deres ben maatte knuses og de tages ned. Stridsknægtene kom altsaa og knuste benene paa den første og den anden, som vare korsfæstede med ham; men da de kom til Jesus, og som de saae, at han allerede var død, knuste de ikke hans ben; men en af stridsknægtene aabnede hans side med sin lanse, og strax kom der blod og vand ud. Og han, som har seet det, bevidner det, og hans vidnesbyrd er sandt; og han veed selv, at han taler sandhed, for at i skulle tro. Dette skete nemlig, for at skriften skulde opfyldes: Ben skal ikke knuses paa ham; og atter siger et andet skriftsted: De skal se, i hvem de stunge. Josef af Arimatæa, som var en Jesu discipel, men hemmelig af frygt for Jøderne, bad derpaa Pilatus, at han maatte tage Jesu legeme ned, og Pilatus tillod det; han kom atlsaa og tog Jesu legeme ned. Men ogsaa Nikodemos, som første gang var kommen til Jesus om natten, kom og bragte en blanding af myrra og aloe, ved 100 pund. De toge altsaa Jesu legeme, bandt det i linned med de vellugtende sager, som skik er hos Jøderne at stæde til jorde. Men der var ved det sted, hvor han var bleven korsfæstet, en have og i haven et nyt gravsted, hvori endnu ingen var lagt. Der lagde de altsaa Jesus for Jødernes beredelsesdag, fordi gravstedet var nær. Paa den første dag i ugen kom Maria Magdalene tidlig om morgenen, da det endnu var mørke, til graven, og saae stenen borttagen fra graven. Hun løb altsaa og kom til Simon Peder og til den anden discipel, som Jesus elskede, og sagde til dem: De har taget Herren af graven, og vi veed ikke, hvor de har lagt ham. Peder og den anden discipel gik altsaa ud og kom til graven; men de løb begge sammen; og den anden discipel løb forud hurtigere end Peder og kom først til graven; og han bukkede sig ned og saae linklæderne ligge, dog gik han ikke derind. Simon Peder, som fulgte efter ham, kom altsaa, og han gik ind i graven og saae linklæderne ligge og tørklædet, som han havde paa sit hoved, laa ikke ved linklæderne, men sammensvøbt særskilt paa et sted for sig selv. Saa gik da ogsaa den anden discipel, som først kom til graven, ind og han saa og troede; thi de havde endnu ikke forstaaet skriften, at han burde opstaa fra døde. Disciplene gik da atter hjem; men Maria stod udenfor ved graven og græd; men som han græd, bukkede hun sig ned til graven og saae to engle i hvide klæder siddende en ved hovedet og en ved fødderne, hvor Jesu legeme havde ligget; og de sagde til hende: Kvinde! hvorfor græder du? hun siger til dem: Fordi de har taget min Herre, og jeg veed ikke, hvor de har lagt ham; og da hun havde sagt dette, vendte hun sig om og saae Jesus staaende der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus siger til hende: Kvinde! hvorfor græder du? hvem søger du efter? Hun mente, det var havemanden, og siger til ham: Herre, har du baaret ham bort, saa sig mig, hvor du har lagt ham, og jeg vil tage ham. Jesus siger til hende: Maria! og hun vendte sig om og siger til ham: Rabbuni! det betyder lærer. Jesus siger til hende: Rør mig ikke! thi jeg er endnu ikke opfaren til min Fader; men gaa til mine brødre og siig dem: Jeg farer op til min Fader og eders Fader og til min Gud og eders Gud. Maria Magdalene kom og meldte disciplene, at hun havde seet Herren, og det, han havde sagt hende. Da det var sildig paa denne første dag i ugen, og dørene, hvor disciplene vare forsamlede, vare lukkede af frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred med eder! og da han havde sagt dette, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene bleve da glade, da de saae Herren. Jesus sagde da atter til dem: Fred med eder! Som Faderen har sendt mig, saaledes sender jeg eder; og da han havde sagt dette, blæste han paa dem og sagde til dem: Modtager den Helligaand! Hvem i forlade synder, dem ere de forladne, og hvem i beholde dem, ere de beholdne. Men Tomas, en af de tolv, som kaldes tvilling, var ikke hos dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde ham altsaa: Vi har seet Herren; men han sagde til dem: Hvis jeg ikke seer naglegabet i hans hænder og stikker min finger i naglegabet, og stikker min haand i hans side, vil jeg ikke tro det. - Otte dage efter vare disciplene atter inde og Tomas med dem. Jesus kom, da dørene vare lukkede, stod midt iblandt dem og sagde: Fred med eder! Derpaa sagde han til Tomas: Ræk din finger hid og se mine hænder, og ræk din haand hid og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende! og Tomas svarede og sagde til ham: Min Herre og min Gud! Jesus siger til ham: Du har troet, fordi du har seet mig; salige ere de, som ikke har seet, men dog troet. Jesus gjorde da mange og andre tegn for sine disciple, som ikke ere skrevne i denne bog; men disse er skrevne, for at i skulle tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at i, som tro, maa have livet i hans navn. Derefter aabenbarede Jesus sig atter for sine disciple ved Tiberias' sø; men han aabenbarede sig saaledes: Simon Peder og Tomas, som kaldes tvilling og Nananael fra Kana i Galilæa og Zebedæos' sønner og to andre af hans disciple vare sammen. Simon Peder siger til dem: Jeg gaaer ud at fiske; de side til ham: Vi vil ogsaa gaa med dig. Saa tog de ud, gik strax i baaden, og den nat fangede de intet. Men da det var blevet morgen stod Jesus ved kysten; dog kjendte disciplene ikke, at det var Jesus. Jesus siger til dem: Børnlille, har i ikke nogen tilmad? De svarede ham nej. Men han sagde til dem: Kaster garnet ud ved den højre side af baaden, saa skal i finde. De kastede det da ud, og de kunde slet ikke drage det for mængden af fisk. Den discipel, som Jesus elskede, siger da til Peder: Det er Herren! Men da Simon Peder altsaa hørte, at det var Herren, bandt han sin kittel om sig; thi han var nøgen, og kastede sig i søen; men de andre disciple kom med baaden; thi de vare ikke langt fra land, kun henved 200 alen, og de droge garnet med fiskene. Som de da gik i land, saae de en kulild der og fisk ligge derpaa og brød. Jesus siger til dem: Bringer af fiskene, som i nu fangede. Simon Peder steg da op og drog garnet i land fuldt af 153 store fisk; og skjøndt der var saa mange, gik garnet ikke i stykker. Jesus siger til dem: kommer, holder maaltid! Men ingen af disciplene vovede at spørge ham: Hvem er du? for de vidste, at det var Herren. Jesus kom da, tog brødet og gav dem, og ligeledes fisken. Det var allerede tredje gang, Jesus aabenbarede sig for sine disciple, efterat han var opstanden fra de døde. Da de nu havde holdt maaltid, siger Jesus til Simon Peder: Simon, Jonas søn, elsker du mig mer end disse? Han siger til ham: Ja Herre! du veed, at jeg elsker dig. Han siger til ham: Græs mine lam! Han siger atter til ham anden gang: Simon, Jonas søn, elsker du mig? Han siger til ham: Ja Herre! du veed, at jeg elsker dig. Han siger til ham: Vær hyrde for mine faar. Han siger tredje gang til ham: Simon, Jonas søn, elsker du mig? Peder blev bedrøvet, fordi Herren tredje gang sagde til ham: Elsker du mig? og han sagde til ham: Herre, du kjender alle ting, og du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: Græs mine faar! Sandelig, sandelig siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvor du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine hænder, og en anden binde op om dig og føre dig, hvor du ikke vil. Men han sagde dette for at betegne, med hvad død han skulde ære Gud; og da han havde sagt dette, siger han til ham: Følg mig! Da Peder vendte sig om, saae han den discipel, Jesus elskede, følge efter, det var ogsaa ham, som ved nadveren laa op ved hans bryst og sagde: Herre, hvem er den, som forraader dig? da Peder faar saae ham, siger han til Jesus: Herre, men hvad da ham? Jesus siger til ham: Om jeg vil, at han skal blive, til jeg kommer, hvad angaaer det dig? følg du mig! Derfor kom det sagn ud blandt brødrene, at denne discipel ikke skulde dø, enddog Jesus ikke sagde til ham, at han ikke skulde dø, men: Om jeg vil, at han skal blive, til jeg kommer, hvad angaaer det dig. - Det er den discipel, som vidner om disse ting og har skrevet dette, og vi veed, at hans vidnesbyrd er sandt. - Men der er og mange andre ting, Jesus har gjort, som, hvis de stykkevis skulde beskrives, jeg ikke troer, verden kunde rumme de bøger, som maatte skrives. Amen. Den første beretning skrev jeg, o Teofilos, om alt, hvad Jesus foretog sig baade at gjøre og lære indtil den dag, han blev optagen, efterat han havde givet apostlene, han havde udvalgt, befaling ved den Helligaand; for hvem han og, efterat han havde lidt, fremstillede sig levende med mange bevisninger, idet han blev seet af dem i 40 dage og sagde dem, hvad der angaaer Guds rige. Da han havde forsamlet dem, bød han dem ikke at vige fra Jerusalem, men oppebie Faderens forjættelse, som i have hørt af mig; for Johannes døbte vel med vand, men i skulle døbes i den Helligaand om ikke mange dage. Som de nu vare samlede, spurgte de ham og sagde: Herre, vil du paa denne tid oprette Israel riget? Men han sagde til dem: Det er ikke eders sag at vide tid og stund, som Faderen har lagt i sin egen magt; men i skulle faa kraft af den Helligaand, som kommer over eder, og i skulle være vidner for mig baade i Jerusalem og hele Judæa og Samaria og indtil verdens yderste; og da han havde sagt dette, blev han optagen, medens de saae derpaa, og en sky tog ham bort fra deres øjne; og som de stirrede op mom himlen, da han foer bort, se, da stod to mænd hos dem i hvide klæder; og de sagde: I galilæiske mænd, hvorfor staa i og se op til himlen? Denne Jesus, som er optagen fra eder til himlen, han skal komme, saaledes som i have seet ham fare til himmels. Saa vendte de tilbage til Jerusalem fra det bjerg, som kaldes oliebjerget, som er nær ved Jerusalem, en hviledags rejse derfra; og da de kom derind, gik de op paa tagkammeret, hvor de bleve; Peder og Jakob, Johannes og Andreas, Filip og Tomas, Bartolomæos og Mattæos, Jakob Alfæos' søn og Simon Zelotes og Judas Jakobs. Alle disse holdt endrægtig ved i bøn og paakaldelse tilligemed kvinderne og Maria, Jesu moder, og med hans brødre. I de samme dage stod Peder op midt iblandt disciplene - men der var en skare af henved 120 personer - og sagde: I mænd, brødre! det skriftsted, som den Helligaand forudsagde ved Davids mund om Judas, som blev deres vejleder, som Grebe Jesus, burde opfyldes, fordi han var regnet i vores tal og havde modtaget dette embeds lod; han forhvervede da en mark ved sin uretfærdigheds løn; og han styrtede ned, slaktes voldsomt midt igjennem, og alle hans indvolde væltede ud; og dette er blevet vitterligt for alle, som bo i Jerusalem, saa at den mark kaldes i deres eget sprog \Hakeldama\, det er: blodmarken; thi der er skrevet i psalmernes bog: hans bolig vorde øde, og der være ingen, som boer i den! og: En anden tage hans tilsynsembede. Derfor bør en af de mænd, som er kommen med os al den tid, Herren Jesus gik ind og ud hos os, ligefra Johannes' daab til den dag, han blev optagen fra os, en af dem blive et vidne om hans opstandelse tilligemed os. Saa fremstillede de to: Josef, som kaldes Barsabas med tilnavn den retfærdige, og Mattias; og de bade og sagde: Du Herre, som kjender alle hjærter, paavis, hvem du vil vælge af disse to til at modtage denne tjeneste og apostelembedets lod, som Judas veg fra for at gaa til sit eget sted. Saa kastede de lod mellem dem, og loddet faldt paa Mattias, og han blev regnet lige med de elleve apostle. Da pinsedagen kom, vare de alle endrægtig der; og der kom pludselig en lyd fra himlen som af et voldsomt fremfarende vejr og fyldte hele huset, hvor de sag; og der viste sig for dem tunger som af ild, der delte sig og satte sig paa enhver af dem; og de bleve alle fyldte af den Helligaand og begyndte at tale med andre tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige. Men der var besiddende Jøder i Jerusalem, gudfrygtige mænd af alle folk under himlen; da denne lyd hørtes, kom der en mængde sammen, og de bleve forbavsede, fordi hver hørte dem tale i sit eget tungemaal; de forfærdedes og forundrede sig og sagde til hverandre: Se, ere ikke alle de, som tale, Galilæer? og hvorledes høre vi dem da, hver i vort eget tungemaal, hvori vi ere fødte? Parter, Meder, og Elamiter og de, som bo Mesopotamien, Judæa og Kappadokia, Pontos og Asien, Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Kyrene og de sig her opholdende Romere, baade Jøder og Jødevenner, Kreter og Araber, vi høre dem tale om Guds store gjerninger i vore tungemaal. Men de forfærdedes alle og bleve tvivlraadige, saa den ene sagde til den anden: Hvad kan det være? men andre spottede og sagde: De ere fulde af sød vin. Da stod Peder frem med de elleve, opløftede sin røst og talede til dem: I Jødiske mænd og alle, som bo i Jerusalem! dette være eder vitterligt, og laaner øre til mine ord! thi disse mænd ere ikke drukne, som i mene; det er jo den tredje time paa dagen; men dette er, hvad der er sagt ved profeten Joel: Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde af min Aand over alt kjød, og eders sønner og eders døtre skulle spaa, eders ungersvende se syner og eders oldinger have drømme; ja endog over mine tjenere og tjenerinder vil jeg i disse dage udgyde af min Aand, og de skulle spaa; og jeg vil lade ske undere i himlen heroventil og tegn paa jorden nedentil: Blod og ild og røgdamp; Solen skal forvandles til mørke og maanen til blod, førend Herrens store og herlige dag kommer; og det vil ske, at enhver, som paakalder Herrens navn, vil frelses. I Israelitiske mænd, hører disse ord: Jesus af Nazaret, en mand paavist eder af Gud ved kraftige gjerninger og undere og tegn, som Gud gjorde ved ham, midt iblandt eder, som i og selv vide, ham toge i, da han efter Guds besluttede raad og forudvidenhed var overgiven, korsfæstede ham med lovløse hænder og ombragte ham; ham oprejste Gud, da han havde løst dødens smerter, eftersom det ikke var muligt, at han kunde holdes af den; thi David siger om ham: Jeg havde altid Herren for øje, fordi han er ved min højre haand, at jeg ikke skal rokkes. Derfor glæder mit hjærte sig, og min tunge fryder sig, ja ogsaa mit kjød skal hvile i haab; thi du vil ikke forlade min sjæl i de dødes rige, ikke heller lade din hellige se forraadnelse. Du lærte mig livets vej af kjende; du vil mætte mig med glæde fra dit ansigt. I mænd, brødre! lader mig tale frit til eder om stamfaderen David; han er baade død og begraven, og hans grav er hos os indtil denne dag. Da han nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde tilsvoret ham, at han af hans lænders frugt vil oprejse Kristus efter kjødet til at sidde paa hans kongestol, talede han i fremsyn om Kristi opstandelse, at hans sjæl ikke skulde lades tilbage i de dødes rige, eller hans kjød se forraadnelse. Denne Jesus oprejste Gud, hvortil vi alle ere vidner. Efterat han derfor er ophøjet ved Guds højre haand og har af Faderen modtaget den Helligaand forjættelse, udgød han ham, som i nu se og høre. Thi David foer ikke til himmels; men han siger: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre haand, indtil jeg faaer dine fjender lagte som dine fødders fodskammel. Derfor maa hele Israels hus vide for vist, at Gud har gjort denne Jesus, som i korsfæstede, baade til Herre og Kristus. Da de hørte det, gik det dem til hjærte, og de sagde til Peder og de øvrige apostle: I mænd, brødre! hvad skulle vi gjøre? Men Peder sagde til dem: Omvender eder, og hver af eder lade sig døbe paa Jesu Kristi navn til synders forladelse, og i skulle modtage den Helligaands gave; thi forjættelsen tilhører eder og eders børn, og alle, som ere langt borte, saamange som Herren vor Gud vil kalde dertil. Han vidnede ogsaa for dem med mange andre ord, trøstede dem og sagde: Lader eder frelse fra denne vanartige slægt! De, som nu med glæde optoge hans ord, bleve døbte; og der lagdes samme dag henved 3000 sjæle til. Men de holdt sig til apostlenes undervisning og fællesskabet og brødets brydelse og bønnerne; men der kom en frygt over hver sjæl, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Men alle de troende vare lige og havde sit tilfælles; og de solgte deres ejendomme og gods og delte det ud til alle, eftersom nogen trængte; og de holdt sig hver dag endrægtig sammen i templet, og i husene brød de brødet og nød maaltidet med fryd og i hjærtets enfoldighed, idet de lovpriste Gud og vare i yndest hos hele folket. Men Herren lagde daglig frelste til menigheden. Men Peder og Johannes gik derpaa op til templet ved bedetimen, som var den niende; og en mand, som var halt fra moders liv, blev baaren frem, og ham satte de hver dag ved den tempelport, som kaldes den skjønne, for at han kunde bede dem, som gik til templet, om almisse. Da han saae Peder og Johannes, som vilde gaa ind til templet, bad han om almisse. Men Peder, som tilligemed Johannes saae stivt paa ham, sagde: Se paa os! Han gav da agt paa dem, da han ventede at faa noget af dem. Men Peder sagde: Sølv og guld har jeg ikke; men hvad jeg har, giver jeg dig: I Nazaræeren Jesu Krsti navn staa op og gaa! og han grev ham ved den højre haand og rejste ham op; men strax blev hans fødder og ankler stærke, og han sprang op, stod og gik omkring; og han kom med dem til templet, gik omkring og sprang og lovpriste Gud; og alt folket saae ham gaa omkring og lovprise Gud; de kjendte ham nemlig, at det var ham, som havde siddet for almisse ved templets skjønne port, og de bleve fulde af rædsel og forfærdelse over, hvad der var vederfaret dem. Men da den halte, som var bleven helbredet, holdt fast paa Peder og Johannes, løb alt folket forfærdet sammen til dem ved den buegang, som kaldes Salomons. Men da Peder saae det, tog han ordet til folket: I Israelitiske mænd! hvorfor forundre i eder over dette, eller hvorfor se i stivt paa os, som om vi af egen magt eller Gudsfrygt havde gjort, at denne gaaer? Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore fædres Gud har herliggjort sin Søn Jesus, som i overantvordede og fornægtede for Pilatus, da han kjendte for ret at løslade ham; men i fornægtede den hellige og retfærdige, og i bade, at en mand, som var morder, maate skjænkes eder; saa livsfyrsten sloge i ihjel; men Gud oprejste ham fra de døde, hvorpaa vi ere vidner; og ved troen paa hans navn har hans navn styrket denne, som i se og kjende, og troen, som er ved ham, har givet denne saadan førlighed for alle eders øjne. Og nu brødre! jeg veed, at i har gjort det af uvidenhed, ligesom ogsaa eders øverster: men Gud har saaledes opfyldt, hvad han forud havde forkyndt ved alle sine profeters mund, at Kristus maatte lide. Fatter derfor et andet sind og vender om, saa eders synder maa udslettes, saa at hvilens timer maa komme fra Herrens aasyn, og han sender den eder forud bestemte Jesus Kristus, som bør indtage himlen indtil alle tings fornyelses tider, dersom Gud har talet fra evighed ved alle sine hellige profeters mund; thi Mose sagde jo til fædrene: En profet vil Herren eders Gud oprejse eder af eders brødre ligesom mig; ham skulle i høre efter i alt, hvad han maatte tale til eder; men det skal ske, at hver sjæl, som ikke vil høre efter denne profet, skal udryddes fra folket; og alle profeterne fra Samuel og saamange, som talede i rækken, har ogsaa forkyndt disse dage forud. I ere profeternes børn og pagtens, som Gud oprettede med vore fædre, da han sagde til Abraham: I din sæd skulle alle jordens slægter velsignes. Men Gud, som oprejste sin Søn Jesus, sendte ham først til eder at velsigne eder, naar hver af eder vender sig bort fra sine laster. Men da de talede til folket, stode præsterne, templets hovedsmand og Saddukæerne over dem, da de ærgrede sig over, at de lærte folket og i Jesus forkyndte de dødes opstandelse; og de lagde haand paa dem og satte dem i fængsel til næste dag, da det allerede var aften. Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede; og tallet paa mændene blev ved 5000. Men det skete næste dag, at deres øverster, ældste og boglærde forsamlede sig i Jerusalem, saa og ypperstepræsten Annas og Kaiafas, Johannes og Alexander og saamange som vare af ypperstrepræstelig slægt og de stillede dem i midten og spurgte: Af hvad magt eller i hvilket navn har i gjort dette? Da sagde Peder, fuld af den Helligaand, til dem: I, folkets øverster og Israels ældste! eftersom vi idag forhøres om en velgjerning mod et skrøbeligt menneske, ved hvem han blev frelst, da være det eder alle og hele Israels folk vitterligt, at i Nazaræeren Jesu kristi navn, ham i korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, i dette navn staaer denne karsk for eders øjne. Han er den sten, som er agtet ringe af eder, i bygmestere, men han er bleven til en hovedhjørnesten; og der er ikke frelse i nogen anden, thi der er ikke noget andet navn, under himlen givet blandt mennesker, i hvilket vi maa frelses. Men da de saae Peders og Johannes' frimodighed, og de havde erfaret, at de vare ulærde og lægmænd, forundrede de sig, og de kjendte dem, at de havde været med Jesus; men da de saae manden, som var bleven helbredet, staa hos dem, kunde de ingen indsigelse gjøre; men de bød dem træde udenfor raadet, og de raadslog indbyrdes og sagde: Hvad skal vi gjøre med disse mennesker? thi et vitterligt tegn er jo skeet ved dem, og det er bekjendt for alle, som bo i Jerusalem, og vi kan ikke nægte det. Men for at det ikke skal komme videre ud blandt folket, lad os da alvorlig true dem, at de ikke herefter maa tale til noget menneske paa dette navn. Saa kaldte de dem og forkyndte dem, at de slet ikke maatte tale eller lære paa dette Jesu navn. Men Peder og Johannes svarede og sagde til dem: Dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde eder mere end Gud; thi vi kan ikke andet end tale, hvad vi har seet og hørt; men de truede dem endnu mere og lode dem løs, da de ikke fandet, hvorledes de skulde straffe dem, for folkets skyld, thi de lovede alle Gud for det, som var skeet; thi den mand, paa hvem dette helbredelsestegn var skeet, var over 40 aar. Da de vare løsladte, kom de til deres egne og forkyndte dem, hvad ypperstepræsterne og de ældste havde sagt til dem. Men da de hørte det, opløftede de enstemmig røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem, som har sagt ved din tjener Davids mund: Hvorfor fnyste hedninger, og hvorfor grundede folk paa forfængelige ting, Jordens konger rejste sig, og fyrsterne samlede sig tilhobe mod Herren og hans salvede; thi de har i sandhed samlet sig mod dit hellige barn Jesus, som du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med hedninger og Israels folk, at gjøre, hvad din haand og dit raad forud havde besluttet maatte ske. OG nu Herre! se til deres trusler og giv dine tjenere at tale dit Ord med al frimodighed; idet du udrækker din haand til lægedom, at tegn og undergjerninger maa ske ved dit hellige barns, Jesu navn. Og da de havde holdt bøn, rystede stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte af den Helligaand og talede Guds Ord med frimodighed. Men de troendes mængde havde eet hjærte og een sjæl, og ingen kaldte noget af sit gods sit eget, men alt var fælles for dem; og apostlene aflagde med stor kraft vidnesbyrdet om Herrens, Jesu Kristi opstandelse, og der var store naade over dem alle; thi der var ikke nogen trængende blandt dem; thi saamange, som vare ejere af jorder eller huse, solgte dem og bragte pengene for hvad der var solgt, og nedlagde dem for apostlenes fødder; men der blev uddelt til enhver, eftersom han trængte; men Joses, som af apostlene fik tilnavnet Barnabas, det er oversat: trøstens søn, en levit, en Kyprier af slægt, solgte en mark, han havde, og bragte pengene og nedlagde dem for apostlenes fødder. Men en mand ved navn Ananias tilligemed hans hustru Safira solgte en ejendom, og han stak en del af kjøbesummen tilside, og hans hustru var medvider deri, en del bragte han og lagde for apostlenes fødder. Men Peder sagde: Ananias! hvorfor har satan fyldt dit hjerte, saa du løj for den Helligaand og stak noget af markens kjøbesum tilside. Var den ikke din, da du ejede den, og var ikke det, den blev solgt for, i din magt? hvorfor satte du dig denne gjerning for i dit hjærte? du har ikke løjet for mennesker, men for Gud. Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og opgav aanden, og der kom stor frygt over alle dem, som hørte dette. Men de unge karle rejste sig, dækkede ham til, bragte ham ud og begravede ham. Men henved 3 timer derefter kom hans hustru ind, og hun vidste ikke, hvad der var skeet. Men Peder talede hende til: Siig mig, solgte i marken for den pris? Men hun sagde: Ja, til den pris! Peder sagde til hende: Hvad, ere i blevne enige om at friste Herrens Aand? Se, deres fødder, som begravede din mand, ere for døren, og de skulle bære dig ud. Men hun faldt strax om ved hans fødder og opgav aanden. Men da de unge karle kom ind, fandt de hende død, og de førte hende ud og begravede hende hos hendes mand. Og der kom stor frygt over hele menigheden og alle, som hørte dette. Men der skete mange tegn og undere blandt folket ved apostlenes hænder; og de vare alle endrægtig i Salomons buegang. Men ingen af de andre turde slutte sig til dem, men folket ophøjede dem; - men der optoges altid flere, som troede paa Herren, en mængde, baade mænd og kvinder; - saa at de bare syge ud paa gaderne og lagde dem paa senge og løjbænke, forat, naar Peder kom, i det mindste hans skygge kunde overskygge nogen af dem. Der kom ogsaa en mængde fra de omliggende stæder til Jerusalem, som bragte syge og dem, som vare plagede af urene aander, og de bleve alle helbredte. Men ypperstepræsten rejste sig, og alle, som vare med ham, nemlig Saddukæernes sekt, og de bleve fulde af nidkjærhed, og de lagde haand paa apostlene og satte dem i offenlig forvaring. Men Herrens engel aabnede om natten fængslets døre, førte dem ud og sagde: Gaaer, træder frem og taler i templet alle disse livsens Ord til folket! Da de hørte det, gik de fra morgenstunden til templet og lærte. Men da ypperstepræsten og de, som vare med ham, kom, sammenkaldte de raadet og hele Israels ældsteraad o gde sendte bud til fangehuset, at de skulde føres frem. Da bysvendene kom, fandt de dem ikke i fængslet, og de vendte tilbage, meldte og sagde: Vi fandt vel fangehuset lukket med al flid og vagterne staaende ved dørene, men da vi lukkede op, fandt vi ingen derinde. Da baade ypperstepræsten, templets høvedsmand og de fornemste præster hørte disse ord, blev de tvivlraadige om dem, hvad det skulde blive til. Men en traadte frem, meldte dem og sagde: Se, de mænd, i satte i fængslet, ere i templet og staa og lære folket. Saa gik høvedmanden bort med bysvendene, og førte dem med sig, dog ikke med vold, thi de frygtede for folket, at de skulde blive stenede. De bragte dem altsaa og stillede dem for raadet; og ypperstepræsten forhørte dem. og sagde: Har vi ikke alvorlig befalet eder, at i ikke lære paa dette navn, og se, i have fyldt Jerusalem med eders lærdom, og i ville føre dette menneskes blod over os. Men Peder og apostlene tog ordet og sagde: Man bør lyde Gud mer end mennesker! Vore fædres Gud opvakte Jesus, som i hængte paa et træ og ombragte; ham har Gud ophøjet ved sin højre haand til en fyrste og Frelser, til at skjænke Israels omvendelse og synders forladelse; og vi ere hans vidner om disse ting, men ogsaa den Helligaand, hvem Gud har skjænket dem, som lyde ham. Da de hørte dette, skar det dem, og de tænkte paa at ombringe dem. Men en farisæer ved navn Gamaliel, en lærer i loven og agtet af hele folket, rejste sig i raadet og bød at føre apostlene et øjeblik udenfor; og han sagde til dem: I Israelitiske mænd, vogter eder for disse mennesker, hvad i gjøre ved dem; thi før disse dage opstod Teudas, som sagde om sig selv, at han var noget stort, og et antal mænd, henved 400, hængte ved ham; men han blev bortryddet, og alle, som vare overtalte af ham, adspredtes og bleve til intet. Efter ham opstod Galilæeren Judas i folketællingens dage, og drog en god del efter sig; ogsaa han omkom, og alle, som havde ladet sig overtale af ham, bleve adspredte. Derfor siger jeg eder nu: Afholder eder fra disse mennesker og lader dem gaa; thi er dette raad eller dette værk af mennesker, saa vil det falde sammen; men er det af Gud, saa kan i ikek styrte det; og lader eder dog ingenlunde findes som dem, der stride mod Gud. - Men de adlød ham, og kaldte apostlene, lod dem hudstryge, forbød dem at tale paa Jesu navn, og saa lod de dem løs. Disse gik da glade ud fra raadet, fordi de vare agtede værdige til at forhaanes for Jesu navns skyld; og de lod ikke af daglig at lære i templet og husene, og forkynde evangeliet om Jesus Kristus. Da disciplene formeredes i disse dage, blev der en knurren af hellenisterne mod hebræerne, fordi deres enker bleve oversete ved den daglige forplejning. Saa kaldte de tolv disciplenes mængde sammen og sagde: Det sømmer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene for borde; udseer derfor, brødre, 7 mænd blandt eder, som har godt vidnesbyrd og ere fulde af den Helligaand og visdom, for at vi kan beskikke dem til denne forretning; men vi ville blive stadige i bønnen og Ordets tjeneste. Denne tale behagede hele mængden, og de udvalgte Stefan, en mand, som var fuld af tro og den Helligaand, Filip og Prokoros, Nikanor, Parmenas og Nikolaos, en jødeven fra Antiokien, og dem fremstillede de for apostlene, og under bøn lagde de hænder paa dem. - Guds Ord havde fremgang, og disciplenes tal forøgedes meget i Jerusalem, og en stor del præster bøjede sig under troen. Men Stefan, fuld af tro og kraft, gjorde store undergjerninger og tegn blandt folket. Saa rejste der sig nogle af den skole, som kaldes de frigivnes, og af kyrenæernes og Alexandrinernes, og af dem fra kilikien og asien; men de kunde ikke staa mod den visdom og den Aand, hvoraf han talede. De beskikkede da hemmelig mænd, som sagde: Vi har hørt ham tale bespottelige ord mod Mose og mod Gud; og de oprørte folket og de ældste og boglærde, og de faldt over ham, rev ham bort og førte ham for raadet; og de fremstillede falske vidner, som sagde: Dette menneske lader ikke af at tale bespottelige ord mod dette hellige sted og loven; thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazaret vil nedbryde dette sted og forandre de skikke, som Mose har overgivet os; og alle, som sad i raadet, saae stivt paa ham, og de saae hans ansigt som en engels ansigt. Men ypperstepræsten sagde: Forholder det sig saaledes? Han sagde: I mænd, brødre og fædre, hører til! Ærens Gud aabenbarede sig for vor fader Abraham, da han var i Mesopotamien, førend, han nedsatte sig i Karran, og han sagde til ham: Drag ud fra dit land og din slægt, og kom til et land, jeg vil vise dig! Da drog han ud fra Kaldæernes land og nedsatte sig i Karran, og derfra flyttede han ham, efter hans faders ord, til det land, i nu bebo; og han gav ham ikke ejendom deri, ikke en fodsbred; dog lovede han ham at give ham det til eje og hans sæd efter ham, skjøndt han intet barn havde. Men Gud talede saaledes: at hans sæd skulde vorde udlænding i et fremmed land, og de vilde gjøre dem til trælle og plage dem 400 aar; men det folk,som de skal trælle for, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skal de drage ud og tjene mig paa dette sted. Han gav ham omskjærelsens pagt, og saaledes avlede han Isak og omskar ham den ottende dag; og Isak avlede Jakob, og Jakob de 12 stamfædre. Stamfædrene misundte Josef, og solgte ham til Ægypten, men Gud var med ham; og han udfriede ham af alle hans trængsler og gav ham naade og visdom for Farao, Ægyptens konge, og han satte ham til en fyrste over Ægypten og hele sit hus. Men der kom en hungersnød over hele Ægypten og Kana-ans land, og en stor trængsel; og vore fædre fandt ikke føde. Men da Jakob hørte, at der var kort i Ægypten, sendte han vor fædre ud første gang; og anden gang blev Josef kjendt af sine brødre, og Josefs slægt blev Farao bekjendt; men Josef sendte bud og kaldte sin fader Jakob og hele hans slægt, 75 sjæle; men Jakob dog ned til Ægypten, og han døde og vore fædre; og de bleve førte til Sikem og lagte i den grav, som Abraham kjøbte til penges værd af Hemors, Sikems søns børn. Men som forjættelsens time nærmede sig, som Gud havde tilsvoret Abraham, voxede folket og formerede sig i Ægypten, indtil der opstod en anden konge, som ikke kjendte Josef; han brugte træskhed mod vor slægt og handlede ilde med vore fædre, idet han lod deres spæde børn sætte ud, for at de ikke skulde bevares i live. Paa den tid blev Mose født, han var yndig for Gud, og han blev opfostret 3 maaneder i sin faders hus; men da han var sat ud, tog Faraos datter ham op og opfostrede ham, sig selv til en søn; og Mose blev oplært i al Ægypternes visdom, men han var mægtig i ord og gjerninger; men som han fyldte 40 aars alder, kom det op i hans hjærte at besøge sine brødre, Israels børn; og da han saae en lide uret, tog han sig ad ham og hævnede hans uret, som blev mishandlet, idet han slog Ægypteren ihjel. Han mente, at hans brødre maatte forstaa, at Gud gav dem frelse ved hans haand, men de forstod det ikke; næste dag saae han nemlig nogle af dem trættes, og han formanede dem til fred, idet han sagde: I mænd, i ere brødre, hvorfor gjøre i hverandre fortræd? men han, som gjorde næsten uret, stødte ham bort, og sagde: Hvem har sat dig til Herre og dommer over os? vil du slaa mig ihjel, ligesom du igaar slog Ægypteren ihjel? For dette ord flygtede Mose og blev udlænding i Midjans land, hvor han avlede 2 sønner; og da 40 aar vare omme, aabenbarede Herrens engel sig for ham i ørken ved Sinajs bjerg, i en lueild af en tornebusk. Da Mose saae det, undrede han sig over dette syn, men da han gik nærmere for at betragte det, kom denne røst fra Herren til ham: Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud! Men Mose skjælvede og turde ikke betragte det. Herren sagde til ham: Løs skoene af dine fødder, thi det sted, hvor du staaer, er hellig jord; jeg har grandgiveligt seet mit folks trængsel i Ægypten, jeg har hørt deres suk, og jeg er stegen ned for at udfri dem. Kom du nu, saa vil jeg sende dig til Ægypten! Denne Mose, som de fornægtede, da de sagde: Hvem har sat dig til herre og dommer, ham sendte Gud til at være herre og befrier ved engelens haand, som havde aabenbaret sig for ham i tornebusken. Han udførte dem, da han havde gjort undere og tegn i Ægyptens land og det røde hav og 40 aar i ørken. Det er denne Mose, som sagde til Israels børn: Herren, vor Gud, vil oprejse eder en profet af eders brødre, ligesom mig; det er ham, som var i menigheden i ørken med engelen, som talede til ham paa Sinaj bjerg, og med vore fædre, ham, som modtog de levede Ord for at give os; ham, som vore fædre ikke vilde lyde, men stødte fra sig, og vendte i deres hjærter tilbage til Ægypten, da de sagde til Aron: Gjør os guder, som kan gaa foran os; thi denne Mose, som førte os ud af Ægyptens land, veed vi ikke, hvad der er blevet af! og de gjorde en kalv i de samme dage; de bragte afguden offer, og de vare lystige for deres hænders gjerninger; men Gud vendte sig bort og hengav dem til at tjene himlens hære, som der er skrevet i profeternes bog: Har i vel, Israels hus, bragt mig slagtoffer og madoffer i 40 aar i ørken? I bare Moloks telt og Resans, eders guds, stjerne, de billeder, i havde gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon. Forsamlingsteltet var hos vore fædre i ørken, ligesom han, der talede til Mose, befalede at gjøre det efter den lignelse, han havde seet; og dette modtoge ogsaa vore fædre og indførte med Josva i landet, hedningerne havde inde, hvilke Gud fordrev for vore fædre indtil Davids dage; han fandt naade for Gud og bad om at finde en bolig for Jakobs Gud; men Salomon byggede ham et hus; dog den højeste boer ikke i templer, som ere byggede med hænder, som profeten siger: Himlen er mit højsæde og jorden en skammel for mine fødder, hvad hus ville i bygge mig? siger Herren, eller hvilket er mit hvilested? har ikke min haand gjort alt dette? - I haarde halse, i uomskaarne af hjærte og øren, i staa altid den Helligaand imod, som eders fædre, saa og i; hvem af profeterne har ikke eders fædre forfulgt? og de slog dem ihjel, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis forrædere og mordere i nu ere blevne, i, som modtog loven ved en engles tjeneste, og har ikke holdt den, - Da de hørte det, skar det dem i deres hjærter, og de gned tænder imod ham. Men, som han var fuld af den Helligaand, skuede han til himlen og saae Guds herlighed og Jesus staaende ved Guds højre haand; og han sagde: Se, jeg skuer himlene aabne og menneskens Søn staaende ved Guds højre haand! Men de raabte med høj røst, holdt for deres øren og stormede endrægtig ind paa ham; og de stødte ham udenfor staden og stenede ham, og vidnerne lagde deres klæder af ved en ung mands fødder, som hed Saul. De stenede da Stefan, som bad og sagde: Herre Jesus! modtag min aand! men han bøjede sine knæ og raabte med høj røst: Herre, tilregn dem ikke denne synd! og som han sagde dette, sov han ind. Men Saul billigede hans mord. Samme dag som kom der en stor forfølgelse over menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias egne, undtagen apostlene. Men nogle gudfrygtige mænd udbar Stefan og holdt et stort klagemaal over ham. - Men Saul plagede menigheden, idet han gik ind i husene, trak baade mænd og kvinder frem og kastede dem i fængsel. De, som altsaa bleve adspredte, gik om og forkyndte evangeliets Ord. Filip kom da ned til en stad i Samaria og prædikede Kristus for dem; og folket gav endrægtig agt paa, hvad der blev sagt af Filip, da de hørte og saae de tegn, han gjorde; thi af mange, som havde urene aander, gik de ud, brølende med høj røst, men mange værkbrudne og halte bleve helbredte; og der blev stor glæde i denne stad. Men en mand ved navn Simon havde før øvet trolddom i staden og forvirret det Samaritanske folk og sagt, at han selv var noget stort; efter han hængte alle, baade smaa og store, og sagde: Han er Guds kraft den store; men de hængte efter ham, fordi han en god stund havde forvirret dem ved sine trolddomskunster. - Men da de trode Filip, som forkyndte evangeliet om, hvad der angaaer Guds rige og Jesu Kristi navn, bleve de døbte, baade mænd og kvinder; men ogsaa Simon selv troede, og da han blev døbt, holdt han sig til Filip og forundrede sig højlig, da han saae de kraftige gjerninger og store tegn. Men da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde modtaget Guds Ord, udsendte de Peder og Johannes til dem; og da de vare komne derned, bad de for dem, at de maatte modtage den Helligaand; thi han var endnu ikke falden paa noget af dem, men de vare alene døbte til Herrens Jesu navn. De lagde da hænderne paa dem, og de modtog den Helligaand. Men da Simon saae, at den Helligaand blev given ved haandspaalæggelse af apostlene, bragte han dem penge, og sagde: Giver ogsaa mig denne magt, at, hvem jeg lægger hænderne paa, han maa modtage den Helligaand. Men Peder sagde til ham: Dine penge være tilligemed dig til fordærvelse, da du mener at kunne kjøbe Guds gave for penge; du har hverken lod eller del i dette Ord; thi dit hjærte er ikke ret for Gud; omvend dig derfor fra denne din ondskab, og bed Gud, om dit hjærtes paafund maatte forlades dig! thi jeg seer dig betagen af bitter galde og besnæret af uretfærdighed. Men Simon tog ordet og sagde: Beder i til Herren for mig, at intet af, hvad i har sagt, skal komme over mig. Da de nu havde vidnet og talet Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem og forkyndte evangeliet i mange af Samaritanernes byer. Men Herrens engel talede til Filip og sagde: Staa op og drag sønder paa ud den vej, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde. Saa rejste han sig og drog afsted; og se, der var en Ætioper, en hofmand, af indflydelse hos Ætiopernes dronning Kandakes, og over hele hendes skat; han var kommen til Jerusalem for at tilbede; nu vendte han tilbage, sad paa sin vogn og læste profeten Jesaja. Men Aanden sagde til Filip: Gaa til, og hold dig til denne vogn! Filip løb da til og hørte ham læse profeten Jesaja, og han sagde: Forstaaer du vel, hvad du læser? Men han sagde: Hvordan skulde jeg kunde det, uden nogen vejleder mig? og han bad Filip stige op og sidde hos sig. Det afsnit af skriften, han læste, var dette: Som faaret han førtes til slagterbænken, og som lammet er stumt mod den, som klipper det, saaledes oplod han ikke sin mund; i hans fornedrelse blev hans dom fuldendt, hvem kan tale om hans slægt; thi hans liv blev borttaget af jorden. Men hofmanden tog ordet og sagde til Filip: Jeg beder dig: Om hvem siger profeten dette? om sig selv, eller om en anden? Da oplod Filig sin mund og begyndte fra dette skriftsted og forkyndte ham evangeliet om Jesus. Men som de drog ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: Se, her er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt? - (8:37) og han bød vognen holde, og de steg begge ned i vandet, baade Filip og hofmanden, og han døbte ham; (8:38) men da de steg op af vandet, bortrykkede Herrens Aand Filip, og hofmanden saae ham ikke mere; thi drog han sin vej med glæde. (8:39) Men Filip befandt sig i Asdod, og paa gjennemrejsen forkyndte han evangeliet i alle stæder indtil han kom til Kæsarea. Men Saus fnøs endnu med trusel og mord mod Herrens disciple, og han gik til ypperstepræsten og begjærede breve fra ham til Damask til skolerne, for at han, om han traf nogle, mænd eller kvinder, der vare af den vej, kunde føre dem i lænker til Jerusalem. Men da han paa rejsen kom nær til Damask, omstraalede et lys fra himlen ham pludslig, og da han faldt til jorden, hørte han en røst, som sagde til ham: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Men sagde: Jeg er Jesus, som du forfølger. Men staa nu op, og gaa ind i staden, og det skal blive dig sagt, hvad du skal gjøre! Men de mænd, som rejste med ham, stode maalløse, da de vel hørte røsten, men saae ingen. Saul rejste sig op fra jorden, og skjøndt hans øjne vare aabne, saae han ingen; men de ledte ham ved haanden og førte ham ind i Damask. Han saae ikke i 3 dage, ikke heller spiste eller drak han. Men der var en discipel i Damask ved navn Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: Ananias! og han sagde: Her er jeg, Herre! Men Herren sagde til ham: Staa op, gaa hen i den gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas hus om en mand fra Tarsos ved navn Saul; thi se, han beder, og han har i et syn seet en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne paa ham, at han skulde faa sit syn igen. Men Ananias svarede: Herre, jeg har hørt af mange om denne mand, hvormeget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem; og her har han fuldmagt af ypperstepræsten til at binde alle, som paakalde dit navn. Men Herren sagde til ham: Gaa du, thi denne er mig et udvalgt redskab til at bære mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn; thi jeg vise ham, hvormeget han maa lide for mit navns skyld. Men Ananias gik og kom ind i huset, han lagde hænderne paa ham og sagde: Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, der aabenbaredes for dig paa vejen, du kom, at du skal faa dit syn igjen og blive fuld af den Helligaand; og strax faldt det som skjæl fra hans øjne; og i det samme fik han sit syn igjen. Saa stod han op og blev døbt, og han fik mad og blev styrket. Saul blev nogle dage hos disciplene i Damask; og strax prædikede han Kristus i skolerne, at han er Guds Søn. Men alle, som hørte det, bleve forbausede og sagde: Er det ikke ham, som i Jerusalem forstyrrede dem som paakaldte dette navn, og var kommen her for det samme, at han kunde føre dem bundne til ypperstepræsterne. Men Paulos styrkedes endmere, og han forvirrede Jøderne, som boede i Damask, idet han lærte, at denne er Kristus. Men da en god tid var gaaet, holdt Jøderne raad sammen om at bortrydde ham. Deres efterstræbelse blev Saul bekjendt; men de bevogtede portene baade dag og nat, for at de kunde slaa ham ihjel. Men disciplene tog ham om natten, satte ham i en kurv og hissede ham ned over muren. Da Saul kom til Jerusalem, søgte han at slutte sig til disciplene; men alle vare de bange for ham, da de ikke troede, at han var en discipel. Men Barnabas tog ham med sig og førte ham til apostlene; og dem fortalte han, hvorledes han havde seet Herren paa vejen, og at han havde talet til ham, og hvorledes han i Damask frit havde talet i Jesu navn; og han gik ind med dem i Jerusalem, og talede frit i Herrens Jesu navn. Han talede ogsaa og tvistedes med hellenisterne; men de søgte at anbringe ham. - Men da brødrene fik det at vide, førte de ham til Kæsarea og sendte ham til Tarsos. Saa havde da menighederne fred i hele Judæa, Galilæa og Samaria, opbyggede og vandrende i Herrens frygt, og fulde af den Helligaands trøst. Da Peder drog allevegne omkring, kom han ogsaa til de hellige, som boede i Lydda; der traf han en mand ved navn Æneas, som havde ligget 8 aar til senge, da han var værkbruden; og Peder sagde til ham: Æneas! Jesus Kristus helbreder dig! staa op og red under dig! Og han stod strax op; og alle, som vare i Lydda og Sarona, saae ham og omvendte sig til Herren. I Joppe var der en discipelinde ved navn Tabita, som oversat hedder Dorkas; hun var rig paa gode gjerninger og almisser, hun gav; men i samme dage blev hun syg og døde; saa vaskede de hende og lagde hende i lønkammeret. Men da Lydda var nær ved Joppe og disciplene havde hørt, at Peder var der, sendte de 2 mænd til ham for at bede ham ikke at tøve med at komme over til dem. Peder stod da op og gik med dem; men da han var kommen der, førte de ham op i lønkammeret, og alle enkerne stod om ham og græd, og viste ham de kjoler og klæder, Dorkas havde gjort, medens hun var hos dem. Men Peder bød dem alle gaa ud, faldt paa knæ og bad; og saa vendte han sig til liget og sagde: Tabita, staa op! men hun aabnede sine øjne, og da hun saae Peder, satte hun sig op; men han gav hende haanden og rejste hende op. Saa kaldte han de hellige og enkerne og fremstillede hende levende. Men det blev vitterligt over hele Joppe, og mange troede paa Herren. Men han blev en god tid i Joppe hos en Simon garver. Der var en mand i Kæsarea ved navn Kornelios høvedmand for det kompagni, som kaldes det italiske. Han var from og frygtede Gud med hele sit hus; han gav folket mange almisser og bad altid til Gud. Han saae klarlig i et syn ved den niende time paa dagen en Guds engel komme ind til ham og sige til ham: Kornelius! Men han saae stivt paa ham, blev forfærdet og sagde: Hvad er det, Herre? Han sagde til ham: Dine bønner og dine almisser ere opstegne til en ihukommelse for Gud; men send nu mænd til Joppe og hent en vis Simon, som kaldes Peder; han er til huse hos en vis Simon garver, hvis hus er ved stranden. Som engelen, der talede til Kornelios, gik bort, kaldte han to af sine huskarle og en gudfrygtig soldat af dem, som var stadig om ham; og han forklarede dem det altsammen og sendte dem til Joppe. Næste dag, da disse droge paa vejen og vare nær staden, steg Peder ved den sjette time op paa huset for at bede. Men han blev meget hungrig og vilde spise; men medens de lavede til, faldt en henrykkelse over ham; og han saae himlen aaben og noget stige ned til sig, ligesom en stor linned-dug, som var bundet ved de 4 hjørner og blev nedladt paa jorden; og deri var der alle slags af jordens firføddede dyr, og vilde og krybende dyr og himlens fugle; og der kom en røst til ham: Staa op Peder, slagt og spis! Men Peder sagde: Ingenlunde Herre, thi jeg har aldrig spist noget vanhelligt eller urent! og røsten sagde atter anden gang til ham: Hvad Gud har renset, maa du ikke holde for urent. Men det skete tre gange og dugen blev igjen optagen til himlen. - Som Peder nu var tvivlraadig hos sig selv, om hvad det syn, han havde haft, maatte betyde, se, da stode de mænd, som vare udsendte af Kornelios, for døren, da de havde spurgt sig frem, og faaet Simons hus at vide; og de raabte og spurgte, om Simon med tilnavn Peder var til huse der? Men da Peder grundede paa synet, sagde Aanden til ham; Se, tre mænd søge efter dig; men staa nu op, stig ned og drag med dem uden at tvivle, fordi jeg har sendt dem. Saa steg Peder ned til mændene, som vare udsendte af Kornelios, og sagde til dem: Se, det er mig, i søge efter; hvad er grunden til, at i er her? Men de sagde: Høvedsmanden Kornelios, en retfærdig mand, som frygter Gud og har vidnesbyrd af hele Jødefolket, har faaet guddommelig befaling ved en hellig engel at hente dig til sit hus og høre Ordet af dig. Han bød dem da ind og gav dem hus; men næste dag drog Peder ud med dem, og nogle af brødrene fra Joppe gik med ham. Næste dag kom de til Kæsarea. Men Kornelios ventede dem og havde sammenkaldt sine paarørende og nærmeste venner. Men Peder kom ind, mødte Kornelios ham, og faldt ned for hans fødder og tilbad; men Peder rejste ham op og sagde: Staa op, jeg er og selv et menneske. Da han havde talet med ham, gik han ind og fandt mange samlede; og han sagde til dem: I vide, hvor utilladeligt det er for en jødisk mand, at omgaaes med eller komme til en af et fremmed folk; men Gud har viist mig, ikke at kalde noget menneske vanhelligt eller urent; derfor kom jeg ogsaa uden modsigelse, da jeg blev hentet. Jeg spørger eder nu: Af hvad grund har i hentet mig? Kornelios sagde: for 4 dage siden fastede jeg indtil denne time, og ved den niende time bad jeg i mit hus; og se, der stod en mand for mig i skinnende klædebon og sagde: Kornelios, din bøn er hørt og dine almisser ihukommede for Gud; send derfor bud til Joppe og kald Simon, som har tilnavnet Peder, herover! han er til huse hos Simon garver ved stranden; og, naar han kommer, vil han tale med dig. Derfor sendte jeg strax bud til dig, og du gjorde vel i, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstede for Guds aasyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Gud. Men Peder oplod sin mund og sagde: Jeg finder i sandhed, at Gud ikke anseer personer, men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, ham velbehagelig. Hvad det Ord angaaer, som han sendte Israels børn, da han forkyndte evangeliet om fred ved Jesus Kristus - han er alles Herre - da vide i, had der er skeet over hele Judæa, og begyndte fra Galilæa, efter den daab, Johannes prædikede; angaaende Jesus af Nazaret, hvorledes Gud salvede ham med den Helligaand og kraft, og han drog om og gjorde vel og helbredte alle, som vare undertrykte af djævelen; fordi Gud var med ham; og vi ere vidner til alt, hvad han gjorde i Jødernes land og i Jerusalem, men de hængte ham paa et træ og slog ham ihjel. Ham opvakte Gud den tredje dag og lod ham aabenbares, ikke for hele folket, men for de vidner, som forud vare beskikkede af Gud, for os, vi, som spiste og drak med ham efter hans opstandelse fra de døde; og han bød os prædike for folket og vidne, at han er den af Gud bestemte dommer over levende og døde. Ham give alle profeterne vidnesbyrd, at hver, som troer paa ham, skal faa synders forladelse ved hans navn. Medens Peder endnu talede disse Ord, faldt den Helligaand paa alle, som hørte Ordet; og de troende af omskjærelsen, som vare komme med Peder, forfærdedes over, at den Helligaands gave ogsaa blev udgydt over hedningerne; thi de hørte dem tale med fremmede tungemaal og højpriste Gud. - Da tog Peder Ordet: Kan nogen formene vandet, at disse ikke skulde døbes, som har modtaget den Helligaand, ligesom og vi! og han befalede at de skulde døbes i Herrens Jesu navn. Da bad de ham blive der nogle dage. Men apostlene og brødrene, som vare i Judæa, hørte at ogsaa hedningerne havde modtaget Guds Ord; og da Peder var dragen op til Jerusalem, tvistede de af omskjærelsen med ham og sagde: Du er gaaet ind til uomskaarne mænd og har spist med dem! Men Peder begyndte og forklarede dem det i sammenhæng, idet han sagde: Jeg var i staden Joppe og bad; og jeg saae i henrykkelse et syn, noget, der steg ned som en stor linned-dug, der nedlodes fra himlen ved de 4 hjørner, og det kom til mig; jeg saae stivt paa det, betragtede det og saae jordens firføddede dyr, og vilde og krybende dyr og himlens fugle, og jeg hørte en røst, som sagde til mig: Staa op Peder, slagt og spis! men jeg sagde: Ingenlunde Herre! thi der kom aldrig noget vanhelligt eller urent i min mund. Men røsten svarede mig anden gang fra himlen: Hvad Gud har renset, maa du ikke holde for urent. Men dette skete tre gange, og det blev altsammen igjen trukket op til himlen. Og se, i det samme stode tre mænd for huset, hvor jeg var, og de vare udsendte til mig fra Kæsarea; men Aanden sagde til mig, at jeg skulde drage med dem og ikke være tvivlraadig; men ogsaa disse 6 brødre droge med mig, og vi gik ind i mandens hus; og han underrettede os om, hvorledes han havde seet engelen staaende i hans hus og sige til ham: Send mænd til Joppe og hent Simon med tilnavn Peder; og han vil tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit hus vil blive frelst. Men da jeg begyndte at tale, faldt den Helligaand paa dem, ligesom paa os i begyndelsen. Da kom jeg Herrens Ord ihu, da han sagde: Johannes døbte vel med vand, men i sakl døbes i den Helligaand; har Gud da givet dem lige gave med os, da de troede paa Herren Jesus Kristus, hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud? Men da de hørte det, bleve de rolige, lovpriste Gud og sagde: Saa har da Gud ogsaa givet hedningerne omvendelse til liv. De, som nu vare adspredte siden den trængsel, som kom formedelst Stefan, vandrede frem lige til Føniken, Kypern og Antiokien, men de talede ikke Ordet til nogen uden til Jøderne alene; men der var blandt dem nogle mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokien, de talede til hellenisterne og forkyndte evangeliet om Herren Jesus; og Herrens haand var med dem til at helbrede dem; og et stort antal troede og vendte sig til Herren. Rygtet om dem kom menigheden i Jerusalem for øren, og de udsendte Barnabas for at han skulde drage lige til Antiokien. Da han kom der og saae Guds naade, glædede han sig, og han opmuntrede alle til med hjærtets forsæt at blive ved Herren. Han var nemlig en god mand, fuld af den Helligaand og tro, og der blev meget folk ført til Herren. - Men Barnabas drog ud til Tarsos for at opsøge Saul, og da han traf ham, førte han ham til Antiokien; og de blev et helt aar samlede i menigheden og lærte meget folk, og disciplene blev først i Antiokien kaldte kristne. I samme dage kom der profeter fra Jerusalem ned til Antiokien; og en af dem ved navn Agabos stod frem og varslede ved Aanden, at der vilde komme en stor hunger over hele verden, og den indtraf ogsaa under kejser Klaudios. Men hver af disciplene bestemte efter sin evne at sende noget til hjælp for brødrene, som boede i Judæa; hvilket de og gjorde, og sendte det til de ældste ved Barnabas' og Sauls haand. Ved samme tid lagde kong Herodes haand paa at mishandle nogle af menigheden; han lod Jakob, Johannes' broder, henrette med sværd; og da han saae, at det behagde Jøderne, føjede han til, at han lod ogsaa Peder gribe - men det var de usyrede brøds dage. - Da han havde grebet ham, satte han ham i fængsel, og overgav ham at bevogtes af 4 vagthold, hvert paa 4 soldater, da han efter paasken vilde føre ham frem for folket. Saa blev da Peder bevogtet i fængslet; men af menigheden skete der ivrig bøn til Gud for ham. Men da Herodes vilde føre ham frem, sov Peder denne nat mellem 2 soldater, og han var bunden med 2 lænker; og vagterne for døren vogtede fængslet. Og se, Herrens engel stod hos ham, og et lys skinnede i kammeret; men han slog Peder paa siden, vækkede ham og sagde: Staa hastig op! og lænkerne faldt af hans hænder. Og engelen sagde til ham: Bind op om dig og tag dine sko paa! men han gjorde saaledes, og han sagde til ham: Kast din kappe om dig og følg mig! og han gik ud og fulgte ham; og han vidste ikke, om det, som skete ved engelen, var virkeligt, men han mente, at han havde et syn. Men de gik gjennem første og anden vagt og kom til jernporten, som fører til staden, og den aabnede sig af sig selv for dem; saa gik de ud og kom en gade frem, og strax skiltes engelen fra ham. - Da Peder kom til sig selv, sagde han: Nu veed jeg i sandhed, at Herren har udsendt sin engel og udfriet mig fra Herodes' haand og det Jødiske folks hele forventning. Da han befindede sig, kom han for Marias hus, hun, som var moder til Johannes med tilnavn Markos, hvor mange brødre vare forsamlede og bade. Peder bankede da paa forstuedøren, og der kom en pige ved navn Rode for at høre, hvem det var; og da hun kjendte Peders røst, lukkede hun af glæde ikke døren op, men løb ind og meldte, at Peder stod udenfor døren. Men de sagde til hende: Du er gal! men hun forsikrede, at det forholdt sig saaledes. Men de sagde: Det er hans engel. Men Peder blev ved at banke paa, og da de lukkede op, saa de ham, og bleve højlig forfærdede. Da vinkede han ad dem med haanden, at de skulde tie, og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af fængslet. Men han sagde: Melder Jakob og brødrene dette! og han gik ud og drog til et andet sted. Men da det blev dag, var der ikke ringe forvirring blandt soldaterne, hvor Peder nemlig var bleven af. Da Herodes søgte ham, men ikke fandt ham, forhørte han vagterne og befalede, at de skulde afstraffes, og han drog ud fra Judæa til Kæsaræa, og der opholdt han sig. Herodes var opbragt paa Tyrierne og Sidonierne, men de kom endrægtig til ham og vandt kongens kammerherre Blastos, og begjærde fred, fordi deres land fik tilførsel fra kongens. Men paa en bestemt dag iførte Herodes sig sin kongelige dragt, satte sig paa dommersædet og holdt en tale til dem. Men folket raabte: Det er Guds og ikke et menneskes røst! men strax slog Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren, og han blev fortæret af orme og opgav aanden. Guds Ord havde fremgang og udbredtes. Men Barnabas og Saul kom tilbage fra Jerusalem til Antiokien, efterat have udført deres ærinde, og de havde taget Johannes med tilnavn Markos med sig. I Antiokien var der i den derværende menighed profeter og lærere, nemlig Barnabas og Simeon, som kaldes Niger, Kyrenæeren Lukios og Manaen, som var opfødt med fjerdingsfyrsten Herodes, og Saul. Da disse holdt Gudstjeneste for Herren og fastede, sagde den Helligaand; Udtager mig Barnabas og Saul til den gjerning, jeg har kaldet dem til. De fastede da og bade, lagde hænderne paa dem og lod dem drage bort. Disse droge da, udsendte af den Helligaand, til Selevkia, og derfra sejlede de til Kypern. Da de vare i Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes skoler, og de havde Johannes som medhjælper. Da de vare dragne gjennem øen til Pasos, traf de en troldmand, en falsk profet, en Jøde ved navn Barjesus. Han var hos landshøvdingen Sergios Paulos, en forstandig mand. Denne kaldte Barnabas og Saul til sig, og begjærede at høre Guds Ord. Men troldmanden Elymas, (thi saaledes oversættes hans navn), stod dem imod og søgte at afvende landshøvdingen fra troen. Men Saul - det er og Paulos - saae fuld af den Helligaand stivt paa ham og sagde: Og du, som er fuld af al svig og ondskab, du djævels barn, en fjende af al retfærdighed! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette veje; og se nu, Herrens haand er paa dig, og du skal blive blind en tid lang ikke se solen! Men strax faldt der en taage og mørke over ham, og han gik omkring og søgte en vejleder. Da landshøvdingen saae, hvad der var skeet, troede han, fuld af forundring over Herrens lærdom. Men de, som vare om Paulos, droge bort fra Pasos og kom til Perge i Pamfylien; men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem. De droge videre fra Perge, og kom til Antiokien i Pisidien, og de gik ind i skolen paa hviledagen og satte sig. Efter forelæsningen af loven og profeterne, sendte skoleforstanderne dem bud og sagde: I mænd, brødre! har i et formaningsord til folket, da siger frem! Men Paulos rejste sig, slog til lyd med haanden og sagde: I Israelitiske mænd og i, som frygte Gud, hører til! Dette Israels folks Gud udvalgte vore fædre, han ophøjede folket i Ægyptehs land og førte dem derfra med høj arm; og henved 40 aars tid fordrog han deres sæder i ørken, og han udslettede 7 folk i Kana-ans land og delte deres land i lodder til dem. Siden gav han dem henved 450 aar dommere indtil profeten Samuel; derpaa forlangte de en konge, og Gud gav dem i 40 aar Saul, Kis' søn, en mand af Benjamins stamme; og da han havde taget ham bort, oprejste han dem David til konge, hvem han og gav vidnesbyrd og sagde: Jeg har fundet David Jessajs søn, en mand efter mit hjærte, som vil gjøre al min villie; af hans sæd oprejste Gud efter forjættelsen en Frelser, Jesus, efterat Johannes før hans fremtrædelse forud havde prædiket omvendelsens daab for hele Israels folk. Men da Johannes fuldendte sit løb, sagde han: Hvem mene i, jeg er? Jeg er det ikke; men se, han kommer efter mig, hvis sko jeg ikke er værdig at løse. I mænd, brødre, børn af Abrahams slægt, og de blandt eder, som frygte Gud, eder er dette Frelsens Ord sendt. Thi de, som bo i Jerusalem, og deres øverster kjendte ham ikke, og idet de fordømte ham, opfyldte de profeternes Ord, som hver hviledag forelæses; og skjøndt de ikke fandt nogen dødsskyld hos ham, bad de dog Pilatus om, at han maatte blive slaaet ihjel; og da de havde fuldkomment alt, hvad der var skrevet om ham, toge ham ned af træet og lagde ham i en grav; men Gud oprejste ham fra døde; og han blev seet mange dage af dem, som vare dragne op med ham fra Galilæa til Jerusalem, og de ere hans vidner for folket; og vi forkynde eder det glade budskab om forjættelsen til fædrene, at Gud har opfyldt den for os, deres børn, da han opvakte Jesus; ligesom der og er skrevet i den anden psalme: Du er min Søn, jeg fødte dig idag! Men at han har opvakt ham fra døde, og at han ingenlunde skakl vende tilbage til forraadnelse, har han sagt saaledes: Jeg vil give eder de trofaste hellige løfter til David; derfor siger han ogsaa et andet sted: Du vil ikke lade din hellige se forraadnelse. Men da David i sin tid havde tjent Guds raadslutning, sov han hen; han blev lagt hos sine fædre og saae forraadnelse. men han, som Gud oprejste, saae ikke forraadnelse. Det være eder altsaa vitterligt, I mænd, brødre! at ved ham forkyndes eder synders forladelse; og enhver, som troer, retfærdiggjøres i ham fra alt, hvorfra i ikke kunne retfærdiggjøres i Mose lov. Seer altsaa til, at det ikke skal komme over eder, som er sagt i profeterne: Seer i foragtere og forundrer eder, skuer og forsvinder! thi jeg gjør en gjerning i eders dage, som i ikke ville tro om nogen fortalte eder den. Men da de gik ud af Jødernes skole, bade hedningerne at de samme Ord maatte blive talte til dem næste hviledag. Da forsamlingen var opløst, fulgte mange Jøder og andægtige Jødevenner Paulos og Barnabas, og de talede til dem og formanede dem til at holde fast ved Guds naade. Følgende hviledag samledes næsten hele staden for at høre Guds Ord. Men da Jøderne saae den mængde, bleve de fulde af iver og modsagde, hvad der blev sagt af Paulos, ja baade sagde de imod og spottede. Men Paulos og Barnabas talede frit og sagde: Det var nødvendigt, at Guds Ord først blev talet til eder, men eftersom i forskyde det, og ikke agte eder selv værdige til det evige liv, se, saa vende vi os til hedningerne; thi saaledes har Herren befalet os: Jeg har sat dig til et lys for hedningerne, at du skal være til frelse til jordens yderste. Da hedningerne hørte det, bleve de glade, de lovpriste Herrens Ord, og saamange, som vare skikkede til det evige liv, troede. Men Herrens Ord bragtes ud over hele landet. Men Jøderne ophidsede de andægtige og fornemme kvinder og de første mænd i staden, og de rejste en forfølgelse mod Paulos og Barnabas og drev dem ud af deres land. De rystede støvet af deres fødder mod dem og kom til Ikonion. Men disciplene bleve fulde af glæde og den Helligaand. I Ikonion gik de sammen ind i Jødernes skole og talede saaledes, at en stor mængde baade Jøder og Hellener, trode; men de vantro Jøder ophidsede hedningernes stad og satte ondt i dem mod brødrene. De bleve da en god tid der og talede frit, dristende paa Herren, som bevidnede sit naadens Ord og lod tegn og undergjerninger ske ved deres hænder. Men mængden i staden blev splidagtig, og nogle vare med Jøderne, andre med apostlene. - Som der nu blev en storm baade af hedninger og Jøder med deres øverster til at forhaane og stene dem, og de fik det at vide, flygtede de til stæderne i Lykaonien, Lystra og Derbe og det omliggende land, og der forkyndte de evangeliet. Der var en mand i Lystra, som maatte sidde ned, for han havde ingen magt i fødderne, men var halt fra moders liv af og havde aldrig gaaet. Han hørte Paulos tale, og da han saae stivt paa ham og saae, han havde tro til at frelses, sagde han med høj røst: Jeg siger dig i Herrens, Jesu Kristi, navn, staa ret op paa dine fødder! og han sprang op og gik omkring; men da mængden saae, hvad Paulos havde gjort, opløftede de deres røst og sagde paa Lykaonisk: guderne har taget menneskelig skikkelse og ere stegne ned til os; og de kaldte Barnabas Zeus og Paulos Hermes, fordi det var ham som første Ordet. Men præsten for Zeus, som var udenfor deres stad, bragte tyre og krandse for indgangen og vilde ofre til dem tilligemed mængden. Men da apostlene Barnabas og Paulos hørte det, sønderreve de deres klæder, sprang ind mellem folket, raabte og sagde: I mænd, hvorfor gjør i dette? vi ere ogsaa mennesker af lige vilkaar med eder og forkynder eder det glade budskab, at i skulle vende om fra disse forfængelige guder til den levende Gud, som har skabt himlen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem; han, som i de forbigangne tider har ladet alle hedninger vandre deres egne veje; skjøndt han ikke har ladet sig selv uden vidnesbyrd, idet han gjorde os godt og gav os tegn fra himlen og frugtbare tider, mættede os med føde og vore hjærter med glæde; og skjøndt de sagde dette, kunde de næppe afholde mængden fra at ofre til dem. Medens de opholdt sig her og lærte, kom der nogle Jøder dertil fra Antiokien og Ikonion, og de forførte mængden, og de stenede Paulos og slæbte ham udenfor staden, da de mente, han var død. Men da disciplene stode om ham, rejste han sig og gik ind i staden; og næste dag drog han med Barnabas til Derbe. Da de havde prædiket evangeliet i denne stad og gjort mange disciple, vendte de tilbage til Lystra, Ikonion og Antiokien. De styrkede disciplenes sjæle, og paamindede dem om at blive faste i troen, og at vi gjennem mange trængsler maa indgaa i Guds rige. Da de havde beskikket præster i hver menighed og holdt bøn med faste, anbefalede de dem den Herre, paa hvem de havde troet. Saa droge de gjennem Pisidien og kom til Pamfylien; og da de havde talet Ordet i Perge, drog de ned til Attalia; derfra sejlede de til Antiokien, hvorfra de havde været anbefalede Guds naade til den gjerning, som de havde fuldkommet. Men da de kom derhen og sammenkaldte menigheden, forkyndte de, hvor store ting Gud havde gjort mod dem, og at han havde aabnet troens dør for hedningerne. Men de opholdt sig der en ikke kort tid hos disciplene. Saa kom der nogle ned fra Judæa, som lærte brødrene: Hvis i ikke lader eder omskjære efter Moses skik, kan i ikke blive frelste. Da der nu blev et ikke ringe røre og tvist mellem Paulos og Barnabas og dem, besluttede man, at Paulos og Barnabas og nogle af de andre skulde drage op til Jerusalem, til apostlene og de ældste angaaende dette spørgsmaal. Disse bleve altsaa højtidelig udsendte af menigheden, droge igjennem Fønikien og Samarien, de fortalte om hedningernes omvendelse og gjorde alle brødrene stor glæde. Men da de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af menigheden og apostlene og de ældste, og de forkyndte, hvor store ting Gud havde gjort mod dem. Nogle af de troende af farisæernes parti rejste sig og sagde: Men bør omskjære dem og byde dem at holde Moses lov. Men apostlene og de ældste vare komne sammen for at se til med den sag. Da man nu havde tvistet længe, rejste Peder sig og sagde til dem: I mænd, brødre, i vide, at Gud fra gamle dage gjorde det valg blandt os, at hedningerne ved min mund skulde høre evangeliets Ord og tro; og hjærtekjenderen, Gud, vidnede for dem, da han gav dem den Helligaand ligesom os; og han gjorde ingen forskjel mellem os og dem, da han ved troen rensede deres hjærter. Hvorfor friste i da nu Gud ved at lægge et aag paa disciplenes nakke, som hverken vore fædre eller vi have kunnet bære? men ved Herrens Jesu Kristi naade tro vi at blive frelste paa samme maade som og de. - Hele forsamlingen tav og hørte Barnabas og Paulos fortælle, hvor store tegn og underværker Gud havde gjort ved dem blandt hedningerne. da de tav, tog Jakob Ordet og sagde: I mænd, brødre, høre mig! Simon fortalte, hvorledes Gud først saae til at tage sig et folk af hedningerne paa sit navn; og dermed stemme profeternes Ord overens, eftersom der er skrevet: Derpaa vil jeg vende om og bygge Davids faldne hytte, det nedbrudte vil jeg opbygge og stille det paa fode; saa de overblevne mennesker og alle hedninger, over hvilke mit navn er nævnet, ville søge Herren, siger Herren, som gjør alt dette; det er ham vitterligt fra evighed! Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvære dem af hedningerne, som omvende sig til Gud; men skrive dem til, at de maa afholde sig fra besmittelse med afgudsbilleder, og fra ægtepagtsbrud, det kvalte og blod; thi Mose har fra gammel tid dem, som prædike ham i hver stad, og han læses i skolerne hver hviledag. - da besluttede apostlene og de ældste med hele menigheden at sende udvalgte mænd af dem tilligemed Paulos og Barnabas til Antiokien: Judas, med tilnavn Barsabbas, og Silas, ansete mænd blandt brødrene, og de skrev saaledes med dem: Apostlene og de ældste og brødrene hilse brødrene af hedningerne i Antiokien og Syrien og Kilikien. Da vi have hørt, at nogle ere dragne ud, og har forstyrret eder med deres ord og forvirret eders sjæle, da de sagde, at man maatte omskjæres og holde loven, og vi har ikke givet dem denne befaling, saa har vi enstemmig besluttet at sende eder udvalgte mænd med vore kjære venner Barnabas og Paulos, mænd, som har udsat deres liv for vor Herres Jesu Kristi navn; vi have derfor sendt Judas og Silas, at de mundlig skulle melde det samme. Thi det er bestemt af den Helligaand og os, ikke at lægge videre byrder paa eder uden disse nødvendige ting: At afholde eder fra afgudsofre og fra blod og det kvalte og fra brud paa ægtepagten, - og hvad i ikke ville, der skal times eder, maa i ikke gjøre mod andre. - Naar i holde eder derfra, gjøre i vel. Lever vel! Disse bleve altsaa afsendte og kom til Antiokien; de samlede mængden og overgav dem brevet; og da de læste det, bleve de glade over denne trøst. Baade Judas og Silas, som og selv vare profeter, opmuntrede og styrkede brødrene med mange ord; men da de havde opholdt sig der en tid lang, bleve de af brødrene sendte med fred til apostlene; men Silas besluttede at blive der. Paulos og Barnabas opholdt sig i Antiokien, lærte og forkyndte Herrens Ord tilligemed mange andre. Men efter nogle dage sagde Paulos til Barnabas: Lad os dog vende tilbage og se til vore brødre, hvordan de har det, fra stad til anden, hvor vi har forkyndt Herrens Ord. Barnabas raadede at tage Johannes, som kaldes Markos, med; men Paulos mente, at de ikke burde tage ham med, som havde skilt sig fra dem i Pamfylien og var ikke gaaet med dem til arbejdet. Der blev da en fortørnelse, saa de skiltes fra hverandre, og Barnabas tog Markos med sig og sejlede til Kypern; men Paulos valgte Silas og drog ud, anbefalet Guds naade af brødrene; og han drog omkring i Syrien og Kilikien og styrkede menighederne. Han kom til Derbe og Lystra; og se, der var en discipel ved navn Timoteos, en søn af en troende jødinde, men hans fader var en hellener; og han havde vidnesbyrd af brødrene i Lystra og Ikonion. Paulos vilde, at han skulde drage med ham, og han tog og omskar ham for Jødernes skyld, som vare paa disse steder, thi alle kjendte hans fader, at han var en hellener. - Som de nu drog gjennem stæderne, overdrog de dem at holde de sætninger, som vare vedtagne af apostlene og de ældste i Jerusalem; og menighederne bleve da styrkede i troen og daglig formerede i antal. - Men da de vare dragne gjennem Frygien og det Galastiske land, bleve de forhindrede af den Helligaand i at tale i Asia; og de kom hen mod Mysien og forsøgte at drage ad Bitynien, men Aanden tillod dem det ikke. - De drog da Mysien forbi, og kom ned til Troas; og om natten havde Paulos et syn: Der stod en Makedonisk mand, bad ham og sagde: Drag over til Makedonien og hjælp os! Som han havde seet dette syn, søgte vi strax at komme over til Makedonien, da vi sluttede, at Herren havde tilkaldt os til at forkynde dem evangeliet. Vi sejlede altsaa fra Troas i lige kurs til Samotrake og næste dag til Neapolis, og derfra til Fillippi, som er den første stad i den del af Makedonien og en koloni; og vi opholdt os nogle dage i denne stad. Men paa hviledagen gik vi udenfor staden ved en flod, hvor der syntes at være bøn, og vi satte os ned og talede med de kvinder, som vare samlede; og en kvinde fra Tyatira ved navn Lydia, som handlede med purpur, og som dyrkede Gud, hørte til, og Herren aabnede hendes hjærte til at bevare, hvad der blev talet af Paulos. Men da hun og hendes hus var bleven døbt, bad hun og sagde: Dersom i agte mig for at være Herren tro, tager da ind og bliver i mit hus! og hun nødte os. Men det skete, da vi gik til bøn, at en pige mødte os, og hun havde en spaadoms aand og skaffede sine herrer megen fortjeneste af at spaa; hun fulgte efter Paulos og os, raabte og sagde: Disse mennesker er den højeste Guds tjenere, som forkynde os frelsens vej. Det gjorde hun mange dage, men da Paulos ærgrede sig over det, vendte han sig om og sagde til aanden: Jeg byder dig i Jesu Kristi navn at fare ud af hende! og i samme stund foer han ud. Men da hendes herrer saae, at haab om deres fortjeneste var forsvundet, grebe de Paulos og Silas og slægte dem til tinget for øvrigheden; og de første dem for høvedsmændene og sagde: Disse mennesker, som er Jøder, forvirre vor stad; og de forkynde skikke, som det ikke er os tilladt at antage eller øve, da vi ere romere. Mængden rejste sig imod dem, og høvedsmændene rev klæderne af dem og bød at pidske dem. Da de havde givet dem mange slag, kastede de dem i fængsel og befalede stokmesteren at holde dem i forvaring; og da han havde faaet den befaling, kastede han dem i det inderste hul og sluttede deres fødder i blokken. Men ved midnat bad Paulos og Silas og sang psalmer for Gud; og fanderne lyttede efter dem; men pludselig skete der et stort jordskjælv og fængslets grundvold rystede, og strax bleve alle døre aabne, og alles lænker løstes. Da stokmensteren, som var kommen op af søvne, saae fængslets døre aabne, drog han sit sværd og vilde ombringe sig selv, da han troede, at fangerne vare undløbne; men Paulos raabte med høj røst og sagde: Gjør dig selv intet ondt; thi vi ere her alle! Saa forlangte han lys, og sprang ind og kastede sig skjælvende ned for Paulos og Silas; og han førte dem ud og sagde: herrer! hvad skakl jeg gjøre, for at jeg kan blive frelst. Men de sagde: Tro paa den Herre Jesus Kristus, og du og dit hus skal blive frelst! og de talede Herrens Ord til ham og alle, som vare i hans hus; og han tog dem til sig samme stund om natten og badede deres saar; og han selv blev strax døbt og alle hans. Han førte dem op i sit hus, satte bord for dem og var glad med hele sit hus i tro paa Gud. - Men da det blev dag, sendte høvedsmændene stadsbuddene og sagde: Lader disse mennesker løs! Stokmesteren meldte Paulos disse ord: Høvedsmændene har sendt bud, at i skal løslades; gaaer altsaa nu ud og drager bort i fred! Men Paulos sagde til dem: De har pidsket os offenlig udømte, vi, som ere romerske mænd, og kastet os i fængsel, og nu jage os hemmelig bort? Ikke saa! men lad dem selv komme og føre os ud! Stadsbuddene meldte høvedsmændene disse ord, og de blev bange, da de hørte, de vare romere; og de kom og gav dem gode ord, førte dem ud og bad dem drage ud af staden. De gik da ud af fængslet og kom til Lydia; og de saae brødrene, opmuntrede dem og droge bort. De vandrede gjennem Amfipolis og Apollonia og kom til Tessalonika, hvor Jøderne havde en skole. Paulos gik ind til dem, som han plejede, og tre hviledage talede han mod dem om skrifterne; idet han forklarede og udlagde, at Kristus maatte lide og opstaa fra døde, og at denne Jesus, som jeg forkynder, er Kristus. Nogle af dem lode sig overbevise og sluttede sig til Paulos og Silas, og en stor mængde gudfrygtige hellener og ikke faa af de fornemste kvinder. Men de vantro Jøder toge nogle slette karle af dagdriverne med sig, gjorde et opløb, satte staden i forvirring, stormede mod Jasons hus og søgte at føre dem for folket; men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle brødre for byfogederne og raabte: De, som oprøre verden, ere ogsaa komne herhen; og Jason har taget dem til sig, og alle disse handle mod kejserens befaling, da de sige, at en anden er konge, Jesus! og de bragte mængden og byfogederne, som hørte det, i forvirring, og de lod Jason og de øvrige stille borgen for sig, og lode dem løs. Men brødrene sendte strax om natten Paulos og Silas til Berøa; og da de vare komne derhen, gik de i Jødernes skole. Disse vare mere veltænkende end de andre i Tessalonika; de optoge Ordet med al redebonhed og undersøgte daglig i skrifterne, om disse ting forholdt sig saaledes. Mange af dem bleve da troende, og ikke faa af de fornemme helleniske kvinder og mænd; men da Jøderne i Tessalonika fik at vide, at Guds Ord blev forkyndt i Berøa af Paulos, kom de og derhen og satte folket i bevægelse. Brødrene sendte da strax Paulos bort og lod ham rejse mod havet; men Silas og Timoteos bleve der tilbage. Men de, som ledsagede Paulos, førte ham til Aten, og da de havde modtaget befaling til Silas og Timoteos, at de snarest muligt skulde komme til ham, droge de bort. Da Paulos ventede dem i Aten, harmedes hans aand i ham, da han saae, staden var saa afgudisk. Derfor talede han i skolen med Jøderne og de gudfrygtige mænd, og hver dag paa torvet med dem, han traf paa. Men nogle af de Epikuræiske og Stoiske filosofer indlode sig med ham; og nogle sagde; Hvad vil den ordgyder sige? Andre sagde: Han synes at være en forkynder af fremmede Guddomme; fordi han forkyndte evangeliet om Jesus og opstandelsen. Saa toge de ham og førte ham for deres højeste ret og sagde: Kan vi faa at vide, hvad det er for en ny lærdom, som forkyndes af dig? thi du bringer os nogle fremmede ting for øren, vi ville altsaa vide, hvad dette vel skal være. Men alle Atenæer og de fremmede, som opholde sig der, give sig ikke af med andet end at fortælle eller høre nyt. Paulos stod midt i højesteret og sagde: I Atenæiske mænd, jeg seer paa alt, at i har mer end almindelig omhu for eders Gudsdyrkelse; thi da jeg gik omkring og betragtede eders helligdomme, traf jeg paa et alter, hvorpaa der var skrevet: For en ukjendt Gud. Den Gud altsaa, som i dyrke uden at kjende, ham forkynder jeg eder; den Gud, som har skabt verden og alle ting i den, han, som er himlens og jordens Herre, boer ikke i templer, som ere byggede med hænder; han tjenes ikke heller af menneskehænder, som den, der trænger til noget, da han giver alle liv og aande i hver henseende, og han har gjort, at hele menneskeslægten boer paa jordens flade af eet blod, og har bestemt dem fastsatte tider og grændser for deres bolig, at de skulde søge Herren, om de dog skulde føle og finde ham; skjøndt han ikke er langt borte fra nogen eneste af os; thi i ham leve og røres og ere vi; ligesom og nogle af vore skjalde har sagt: \Vi ere jo og hans slægt\. Da vi altsaa ere Guds slægt, maa vi ikke mene, at Guddommen er lig guld og sølv eller sten, dannet til et billede ved et menneskes kunst og forestilling. Vel bar da Gud over med vankundighedens tider; men nu byder han alle mennesker, allevegne, at omvende sig; fordi han har bestemt en dag, paa hvilken han vil dømme verden med retfærdighed, ved en mand, som han har beskikket, og gjort det beviseligt for alle, idet han oprejste ham fra de døde. - Men da de hørte om dødes opstandelse, spottede nogle; men andre sagde: Derom ville vi høre dig igjen! og saaledes gik Paulos ud fra dem. Men nogle mænd sluttede sig til ham og troede, blandt hvilke ogsaa var højesteretsmedlem Dionysios og en kvinde ved navn Damaris og andre med dem. Derpaa forlod Paulos Aten og kom til Korint; og han traf en Jøde ved navn Akylas, en pontiker af fødsel, og han var nylig kommen til Italien med sin hustru Priskilla, fordi Kaudios havde befalet alle Jøder at forlade Rom. Til dem gik han; og da han var af samme haandværk, blev han hos dem og arbejdede; de vare nemlig teltmagere af haandværk; men hver hviledag talede han i skolen og overbeviste Jøder og Hellener. Men da Silas og Timoteos kom fra Makedonien, trængtes Paulos af Aanden og vidnede for Jøderne, at Jesus er Kristus. Men da de stod imod og spottede, afrystede han sine klæder og sagde til dem: Eders blod komme over eders hoved! jeg er ren, fra nu af gaaer jeg til hedningerne. Saa gik han ud derfra, og kom i huset til en mand ved navn Justos, som frygtede Gud, og hans hus laa næst op til skolen. Men skoleforstanderen Krispos troede paa Herren tilligemed hele sit hus, og mange af Korintierne, som vare tilhørere, trode og bleve døbte. Men Herren sagde til Paulos i et syn om natten: Frygt ikke, men tal og ti ikke; fordi jeg er med dig, og ingen skal lægge sin haand paa dig til at gjøre dig ondt, for jeg har meget folk i denne stad! og han blev der eet aar og sex maaneder og lærte Guds Ord blandt dem. Men da Gallion var landshøvding i Akaja, stode Jøderne endrøgtig op mod Paulos, førte ham til domstolen og sagde: Han vil overtale folk til en Gudsdyrkelse mod loven. Men da Paulos vilde oplade munden, sagde Gallion til Jøderne: Var der nogen uret eller slet handling, vilde jeg fornuftigvis høre eder, i Jøder; men naar det er et søgsmaal om ord og navne og eders lov, maa i selv se til; thi jeg vil ikke være domme over disse ting! og han afviste dem fra domstolen; men alle Hellener greb skoleforstanderen Sostenes og slog ham for domstolen; og Gallion brød sig ikke om det. Paulos blev der endnu en god tid, man saa tog han afsted fra brødrene og sejlede til Syrien, og Priskilla og Akylas vare med ham, efter han havde raget sit hoved i Kenkrea, thi han havde et løfte paa sig. Han kom til Efesos og forlod dem der, men selv gik han ind i skolen og talede til Jøderne. Men da de bade ham om at blive længere tid hos dem, gav han ikke sit minde dertil; men han tog afsted fra dem og sagde: Jeg maa endelig holde den forestaaende fest i Jerusalem; men jeg vil komme tilbage til eder igjen, om Gud vil. Han drog bort fra Efesos, tog ned til Kæsarea, gik op og hilsede menigheden og drog ned til Antiokien. Da han havde opholdt sig nogen tid der, drog han bort og vandrede fra stad til stad gjennem det Galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene. Men en Jøde ved navn Apollos, en Alexandriner af fødsel, en veltalende mand, som var skrifterne mægtig, kom til Efesos. Han var undervist om Herrens vej, og, brændende i Aanden og lærte han med indsigt, hvad der angaaer Herren, skjøndt han kun kjendte Johannes' daab. Han begyndte at tale frit i skolen; men da Akylas og Priskilla hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham nøjagtigere Guds vej. Men da han vilde rejse til Akaja, opmuntrede brødrene ham dertil og skrev til disciplene, at de skulde modtage ham. Da han kom derhen, var han ved naaden de troende til megen nytte; thi med kraft gjendrev han Jøderne offenlig, idet han paaviste af skrifterne, at Jesus er Kristus. Medens Apollos var i Korint, drog Paulos gjennem de øde egne og kom til Efesos, og da han traf nogle disciple, sagde han til dem: Modtog i den Helligaand, da i bleve troende? Men de sagde til ham: Nej, vi har ikke engang hørt, at der er en Helligaand. Saa sagde han til dem: Til hvad bleve i da døbte? De sagde: Til Johannes' daab. Men Paulos sagde: Johannes døbte vel omvendelses daab, idet han sagde til folket, at de skulde tro paa ham, som kom efter ham, det er paa Kristus Jesus. Men da de hørte det, bleve de døbte til Herrens Jesu navn; og da Paulos havde lagt hænderne paa dem, kom den Helligaand over dem, saa de talede med tunger og profeterede; men alle disse mænd vare henved tolv. Saa gik han ind i skolen og talede frit, da han i tre maaneder talede og indskjærpede, hvad der angaaer Guds rige. Men som nogle vare forhærdede og vantro og lastede denne vej for mængden, forlod han dem, og skilte disciplene fra dem, og han holdt daglig samtaler i en vis Tyrannos' pugeskole. Det varede i to aar, saa at alle, som boede i Asia, baade Jøder og Hellener, hørte Herrens Jesu Ord; og Gud gjorde ualmindelig kraftige gjerninger ved Paulos' haand, saa at man endog bragte tørklæder og skjødskind fra hans legeme til de syge, og syddommene bleve fordrevne fra dem, og de onde aander fore ud af dem. Men nogle omløbende Jødiske besværgere forsøgte at nævne Herrens Jesu navn over dem, som havde de onde aander, idet de sagde: Vi besværge eder ved den Jesus, som Paulos prædiker; og de, som gjorde det, vare 7 sønner af en jødisk ypperstepræst Skeuas. Men den onde aand svarede og sagde: Jesus kjender jeg, og Paulos ved jeg af at sige; men i, hvem er i? Men det menneske, i hvem den onde aand var, foer ind paa dem, overvældede dem og fik magt over dem, saa de flygtede nøgne og saarede af dette hus. - Dette blev vitterligt for alle, baade Jøder og hellener, som boede i Efesos, og der faldt en frygt over dem alle, og Herrens Jesu navn blev højlig priset. Der kom og mange af dem, som vare blevne troende, som bekjendte og anmeldte deres gjerninger, og en god del af dem, som havde drevet udenomsgjerninger, bragte papirerne sammen og brændte dem for alle øjne, og man beregnede deres pris og fandt den 50.000 mark. Saa kraftig voxede Herrens Ord og fik magt. Da dette var fuldkommet, saate Paulos sig for i Aanden at vandre gjennem Makedonien og Akaja og rejse til Jerusalem, og han sagde: Naar jeg har været der, maa jeg ogsaa se Rom. Saa sendte han to af dem, som tjente ham, Timoteos og Erastos til Makedonien; selv blev han en stund i Asia. - Men der blev ved denne tid en ikke ringe forstyrrelse angaaende denne vej; thi en vis guldsmed ved navn Demetrios, som gjorde sølvtempler for Artemis og skaffede kunstnerne en ikke ubetydelig fortjeneste, samlede disse og dem, som arbejdede ved det samme, og sagde: I mænd, i vide, at vi har vor næring af dette arbejde, og i se og høre, at denne Paulos ikke alene i Efesos men næsten i hele Asia overtaler og afvender en stor mængde og siger, at de ikke ere guder, som gjøres med hænder; men der er ikke alene fare for, at denne vor haandtering kommer i foragt; men ogsaa for, at den store gudinde Artemis' tempel skal agtes for intet, og at hendes storhed, som hele Asia og jorderig dyrker, skal blive nedbrudt. Da de hørte det, bleve de fulde af forbitrelse, raabte og sagde: Stor er Efesiernes Artemis! og hele staden blev fuld af forvirring, og de stormede endrægtig til skuepladsen, og rev Makedonerne Gajos og Aristarkos, som vare Paulos' rejsefæller, med sig. Men da Paulos vilde gaa frem blandt folket, tillod disciplene det ikke; men nogle af Asiens øvrighed, som vare ham venlige, sendte ham bud og bade ham om ikke at begive sig paa skuepladsen. Saa raabte nogle eet, andre et andet, thi forsamlingen var i forvirring, og de fleste vidste ikke, hvorfor de vare komne sammen. Men de trak Alexander, som Jøderne skubbede frem, ud af hoben, men Alexander slog til lyd med haaanden og vilde holde en forsvarstale til folket; men da de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle med een røst henved 2 timer: Stor er Efesiernes Artemis! Da kæmneren havde stillet folket, sagde han: I mænd af Efesos! er der vel noget menneske, som ikke veed, at Efesiernes stad er den store gudinde Artemis' og det himmelfaldne billedes tempeltjenerinde? og da dette er uimodsigeligt, bør vi være stille og ikke gjøre noget overilet; thi i har ført disse mænd herhen, og de ere hverken tempelrøvere eller har spottet eders gudinde; men dersom da Demetrios og de kunstnere, som ere med ham, har sag mod nogen, saa holdes tingdage, og der er landshøvdinger; lad dem indkalde hverandre; men dersom i søge noget om andres ting, maa det afgjøres i en lovlig forsamling, thi vi staa endog i fare for at indkaldes for oprør angaaende det idag, da der er ingen skyldig, hvem vi kunde saggive for dette opløb. Da han havde sagt dette, opløste han forsamlingen. Da denne tummel var stillet, sammenkaldte Paulos disciplene, tog afsked og drog bort for at rejse til Makedonien. Han vandrede gjennem disse egne, opmuntrede dem med mange ord og kom til Hellas. Der tilbragte han 3 maaneder, og da Jøderne havde lagt raad op imod ham, naar han vilde drage til Syrien, blev han til sinds at vende tilbage over Makedonien. Indtil Asien ledsagede Berøenseren Sopater Pyrros' søn ham; og af Tessalonikerne Aristarkos og Sekundos, Gajos fra Derbe og timoteos, men af Asiaterne Tykikos og Trosimos. Disse droge forud og bleve efter os i troas. Men efter de usyrede brøds dage sejlede vi fra Filippi og kom femte dag til dem i Troas, hvor vi tilbragte 7 dage. - Men da disciplene vare forsamlede paa den første dag i ugen til brøds-brydelsen, holdt Paulos en tale til dem, da han vilde drage bort næste dag, og han forlængede talen til midnat; men der var mange lamper i salen, hvori vi vare samlede. - Men der sad en ungersvend i vinduet, han hed Euinkos, og han faldt i en dyb søvn, da Paulos talede saalænge, og overvældet af søvn faldt han ned fra tredje loft og blev tagen død op. Men Paulos gik ned, kastede sig over ham, favnede ham og sagde: Ingen støj, der er liv i ham! Saa gik han op, brød brødet, smagte det, prædikede endnu længe til daggry, og saaledes tog han bort. Men de bragte knøsen levende op og bleve ikke lidt trøstede. Vi, som vare gaaede forud til søs, fore til Assos, og der vilde vi tage Paulos ombord; thi saaledes havde han bestemt, da han selv vilde gaa tillands. da han traf os i Assos, toge vi ham ombord og kom til Mitylene; der sejlede vi fra og kom næste dag ligeoverfor Kios; anden dag ankrede vi ved Samos, blev over i Troggyllion, og næste dag kom vi til Milet; thi Paulos havde sat sig for at sejle til Efesos forbi, for at han ikke maaske skulde blive opholdt i Asien; thi han hastede, om muligt var for ham at være pintsedag i Jerusalem. Men fra Milet sendte han bud til Efesos og kaldte menighedens præster til sig. Da de kom til ham, sagde han til dem: I vide, hvorledes jeg har været hos eder al den tid fra første dag, jeg kom til Asia; da jeg tjente Herren med al ydmyghed og under mange taarer og fristelser, som da mødte mig ved Jødernes efterstræbelser; hvorledes jeg intet har holdt tilbage af hvad gavnligt kunde være, at jeg jo forkyndte eder det og lærte eder offenlig og i husene; da jeg gjennemførte vidnesbyrdet baade for Jøder og Hellener om omvendelse til Gud og tro til vor Herre Jesus Kristus. Og se, nu drager jeg tvungen af Aanden til Jerusalem, uden at vide, hvad der forestaaer mig der, kun at den Helligaand klarlig vidner i hver stad og siger, at baand og trængsler bie mig; men jeg regner det for intet, ikke heller holder jeg selv min sjæl for dyrebar, saa jeg kan fuldkomme mit løb med glæde og den tjeneste, jeg har modtaget af Herren Jesus: At bevidne evangeliet om Guds naade. Og se nu, jeg veed, at i alle, blandt hvilke jeg har vandret og prædiket Guds rige, ikke tiere skulle se mit ansigt. Derfor vidner jeg og paa denne dag for eder, at jeg er ren fra alles blod; thi jeg har ikke forholdt at forkynde eder hele Guds raad. Vogter altsaa eder selv og hele hjorden, i hvilken den Helligaand har sat eder til tilsynsmænd, at vogte Herrens og Guds menighed, som han forhvervede med sit eget blod. thi det veed jeg, at der efter min bortgang vil komme svare ulve til eder, som ikke ville spare hjorden; og der vil opstaa mænd af eder selv, som ville tale forvendte ting og drage disciplene efter sig. Vaager derfor og kommer i hu, at jeg ikke har afladt i 3 aar, nat og dag, med taarer at lægge hver af eder det paa sinde. Og nu befaler jeg eder, brødre, Gud og hans naades Ord, som er mægtig til at opbygge eder og give eder arv blandt alle de helligede! Ingens sølv eller guld eller klædebon har jeg begjæret; I vide selv, at disse hænder har tjent til nødtørst for mig og dem, som vare med mig; jeg viste eder i alt, at saaledes maa vi arbejde og tage os ad de skrøbelige og huske paa Herrens Jesu Ord, da han selv sagde: Det er saligere at give end at tage. - Da han havde sagt dette, faldt han paa knæ og bad med dem alle. Men de brast alle i stærk graad, faldt Paulos om halsen og kyssede ham, mest bedrøvede over det ord, han havde sagt, at de ikke tiere skulde se hans ansigt. Men som vi skulde sejle, slede vi os fra dem og kom i lige kurt til Kos, næste dag til Rodos og derfra til Patara; og da vi traf et skib, som gik til Fønikien, gik vi ombord og sejlede med; vi fik Kypern i sigte, lod den bagbords, sejlede til Syrien og naaede Tyros; thi der skulde skibet losse. Da vi traf disciple, blev vi der en uge. Disse sagde Paulos ved Aanden, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. Efter disse dages forløb droge vi paa rejsen, og alle ledsagede os med kvinder og børn helt uden for staden; og ved stranden faldt vi paa knæ og holdt bøn; saa tog vi afsted fra hverandre; vi gik ombord, og de vendte hjem. Vi fuldendte vor sejlads og kom fra Tyros til Ptolemais; vi hilsede brødrene og blev een dag hos dem. Næste dag drog vi ud og kom til Kæsarea; og vi tog ind til evangelisten Filip, som var en af de syv, og blev hos ham; men han havde 4 jomfrudøtre; som vare profetinder. Da vi blev der flere dage, kom en profet ved navn Agabos ned fra Judæa; og han kom til os og tog Paulos' bælte, og bandt baade sine fødder og hænder og sagde: saaledes siger den Helligaand: Den mand, hvis bælte dette er, vil Jøderne saaledes binde i Jerusalem og overgive ham i hedningernes hænder. Men som vi hørte det, bade baade vi og de der paa stedet ham, at han ikke vilde drage op til Jerusalem. Men Paulos svarede: Hvorfor gjør i det, græde og knuse mit hjærte, thi jeg er rede til, ikke alene at bindes, men at dø i Jerusalem for Herrens Jesu navns skyld; og da han ikke var til at overtale, blev vi rolige og sagde: Herrens villie ske! Da vi efter disse dage vare færdige, drog vi op til Jerusalem; men nogle af disciplene tog med os fra Kæsarea og førte os til en gammel discipel, en vis Mnason fra Kypern, hos hvem vi skulde være gjæster. Da vi kom til Jerusalem, modtog brødrene os med glæde. Næste dag gik Paulos med os til Jakob, og alle præsterne vare samlede; og da han havde hilset dem, fortalte han eet efter andet, hvad Gud havde gjort blandt hedningerne ved hans tjeneste. Da de hørte det, lovpriste de Gud og de sagde til ham: Du seer broder, hvor mange tusinder der ere af troende Jøder, og de ere alle nikjære for loven; men da det er indpræket dem om dig, at du lærer alle Jøder blandt hedningerne affald fra Mose og siger, at de skal ikke omskjære børnene eller vandre efter skikkene; hvad er altsaa her at gjøre? Mængden vil sikkert komme sammen; thi de vil faa at høre, at du er kommen. Gjør derfor det, som vi sige dig: her er fire mænd af os, som har et løfte paa sig; tag dem med dig og lad dig rense med dem og gjør bekostning paa dem; at de maa faa raget hovedet, saa alle maa vide, at det har intet at betyde, som de har indpræket dem om dig, men at du og selv vandrer saaledes, at du tager loven i agt. Men om de hedninger, som ere blevne troende, har vi skrevet og dømt, at de ikke skulde holde saadanne ting, kun at de vogtede sig fra afgudsofre og blod og kvalt og brud paa ægtepagten. Saa tog Paulos de mænd med sig, og da han næste dag var bleven renset med dem, gik han ind i templet og anmeldte opfyldelsen af renselsesdagene, indtil offeret var bragt for hver af dem. Men da de 7 dage næsten vare omme, saae Jøderne fra Asia ham i templet, oprørte hele folket og lagde haand paa ham; og de raabte: Israelitiske mænd, hjælper! det er det menneske, som allevegne lærer alle mod folket og loven og dette sted; nu har han endog ført Hellener ind i templet og vanæret dette hellige sted. De havde nemlig seet Trofimos fra fra Efesos i staden med ham, og de mente, at Paulos havde ført ham ind i templet. Saa kom hele staden i bevægelse, og der blev et sammenløb af folk, og de tog fat i Paulos og slæbte ham udenfor templet, og strax blev portene lukkede. - Men da de søgte at slaa ham ihjel, kom der et budskab til høvedsmanden for tropperne, at hele Jerusalem var i bevægelse. Han tog strax stridsfolk og øverster og gik med dem; men da de saae høvedsmanden og stridsfolket, lod de være at slaa Paulos. Da høvedsmanden kom nærmere, tog han ham og bød, at han skulde bindes med to lænker; og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort? Saa brølte een det, en anden et andet blandt folket. Men da han intet sikkert kunde forstaa for tummelen, befalede han, at han skulde bringes til fæstningen. da han kom til opgangen, traf det sig, at han maatte bæres af stridsmændene for folketrængselen! thi folkemængden fulgte efter og raabte: Bort med ham! Da Paulos skulde føres ind i fæstningen, sagde han til høvedsmanden: Er det mig tilladt at tale til dig? Men han sagde: Forstaaer du hellenisk? du skulde dog ikke være den Ægypter, som for en tid siden gjorde oprør og førte 4000 snigmordere ud i ørken? Men Paulos sagde: Jeg er en Jødisk mand fra Tarsos, borger i en ikke ubekjendt stad i Kilikien; jeg beder dig, tillad mig at tale til folket. Da han tillod det, stod Paulos frem ved opgangen og slog til lyd med haanden for folket, og da det var blevet meget stille, tiltalede han dem paa hebraisk maal og sagde: I mænd, brødre og fædre, hører nu mit forsvar til eder! Men da de hørte, at han talede til dem i hebraisk maal, holdt de sig endnu mere stille, og han sagde: Jeg er en Jødisk mand, født i Tarsos i Kilikien, men opfødt i denne stad, og oplært ved Gamaliels fødder efter vor fæderne lovs strænghed, og jeg var nidkjær for Gud, som i ere alle idag; og jeg forfulgte denne vej til døden; jeg bandt baade mænd og kvinder og overgav dem til fængsel, som og ypperstepræsten og hele ældsteraadet maa vidne med mig, da jeg af dem endog tog breve til brødrene, og drog til Damask for ogsaa at føre dem, som var der, bundne til Jerusalem, for at faa dem straffede; men det hændte mig, da jeg rejste og var nær ved Damask, at et stærkt lys pludslig omskinnede mig fra himlen ved middag, og jeg faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig? Men jeg svarede: Hvem er du Herre? og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazaret, som du forfølger. De, som vare med mig, saae vel lyset og bleve forfærdede, men hans røst, som talede til mig, hørte de ikke. Men jeg sagde: Hvad skal jeg gjøre Herre? Men Herren sagde til mig: Rejs dig, drag til Damask, og der skal der blive talet til dig om alt hvad der bydes dig at gjøre! Da jeg ikke kunde se for glandsen af hint lys, blev jeg ledet ved haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damask. Men en vis Ananias, en gudfrygtig mand efter loven, som havde godt vidnesbyrd af alle Jøder, som boede i Damask, kom til mig, stod for mig og sagde til mig: Broder Saul, se op! og i samme stund saa jeg paa ham. Men han sagde: Vore fædres Gud har forud beskikket dig at kjende hans villie og se den retfærdige og høre en røst af hans mund; thi du skal blive ham et vidne for alle mennesker om, hvad du har seet og hørt. Og nu, hvorfor tøver du, staa op, bliv døbt og aftvæt dine synder, og paakald Herrens navn! Men det skete, da jeg vendte tilbage til Jerusalem og bad i templet, at jeg faldt i henrykkelse og saae ham, som sagde til mig: Skynd dig, drag hurtig fra Jerusalem, fordi de vil ikke modtage dit vidnesbyrd om mig! og jeg sagde: Herre, de veed selv, at jeg i skolerne fængslede og pidskede dem, som troede paa dig; og da dit første vidnes, Stefans, blod flød, stod jeg selv hos, jeg syntes vel om hans mord, og jeg vogtede deres klæder, som ombragte ham. Han sagde til mig: Drag ud, thi jeg vil sende dig langt bort til hedninger. Indtil dette Ord hørte de ham; men saa opløftede de røsten og sagde: Bort med saadan en fra jorden! det er ikke tilbørligt at han beholder livet! og da de skreg og rev klæderne af og kastede støv i luften, befalede høvedsmanden at føre ham til fæstningen, og han sagde, at han skulde forhøres under pidskeslag, for at man kunde faa at vide, af hvad grund de saaledes raabte mod ham. Men som de spændte ham med liner, sagde Paulos til øversten, som stod hos: Har i lov til at pidske en romersk mand og det uforhørt? Men da øversten hørte det, gik han og meldte høvedsmanden det og sagde: Se til, hvad du er ved at gjøre! thi dette menneske er en Romer. Saa kom høvedsmanden og sagde til ham: Siig mig, er du en Romer? og han sagde: Ja! Da svarede høvedsmanden: Jeg har kjøbt denne borgerret for en stor sum! Men Paulos sagde: Jeg er endog født dertil. De som skulde forhøre ham, lod ham derfor strax være, og høvedsmanden blev bange, da han havde faaet at vide, at han var en Romer, og fordi han havde bundet ham. Men da han næste dag vilde have sikker kundskab om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løfte han ham af lænkerne og befalede ypperstepræsterne og hele deres raad at komme sammen, og han førte Paulos frem og stillede ham for dem. Paulos saae stivt paa raadet og sagde: I mænd, brødre! jeg har med al god samvittighed vandret for Gud indtil denne dag. Men ypperstepræsten Ananias befalede dem, som stode hos ham, at slaa ham paa munden. Da sagde Paulos til ham: Gud slaa dig, din kalkede væg! sidder du for at dømme efter loven, og befaler tverimod loven at slaa mig? Men de, som stode hos, sagde: Skjælder du Guds ypperstepræst ud? Paulos sagde: Brødre, jeg vidste ikke, at han var ypperstepræst; thi der er skrevet, du maa ikke tale ilde mod dit folks fyrste. - Men da Paulos vidste at den ene del var Saddukæer, den anden del Farisæer, raabte han i raadet: I mænd, brødre! Jeg er en Farisæer, og jeg dømmes for haabet og for dødes opstandelse! Men da han sagde det, blev der et klammeri mellem Saddukæer og Farisæer, og flokken blev uenig. Saddukæerne sige nemlig, at der er ingen opstandelse, ikke heller engel eller aand; men Farisæerne bekjende begge dele. Saa blev der svær raaben, og de boglærde af Farisæernes parti rejste sig, stred igjennem og sagde: Vi finde intet ondt hos dette menneske, men har aand eller engel talet med ham, lad os da ikke stride mod Gud. - Da der nu blev et svært klammeri, blev høvedsmanden bange, at Paulos skulde blive revet ihjel af dem, og han befalede krigsfolket at gaa ned, rive ham ud fra dem, og føre ham til fæstningen. Natten derpaa stod Herren for ham og sagde: Vær frimodig Paulos! thi som du i Jerusalem har kraftig bevidnet de ting, som angaa mig, saaledes bør du ogsaa vidne i Rom. Da det blev dag, slog nogle Jøder sig sammen og forbandede sig paa og sagde, at de vilde hverken spise eller drikke, før de havde dræbt Paulos; og de var flere end 40, der havde gjort denne sammensværgelse; og de gik til ypperstepræsterne og de ældste og sagde: Vi har forbandet os paa, ikke at smage noget, før vi faaer Paulos slaaet ihjel; saa giver nu i tilligemed raadet høvedsmanden tilkjende, at han i morgen fører ham til eder, som om i vilde nøjere forhøre, hvad ham angaaer; men vi ere rede til at ombringe ham, før han kommer til eder. Men Paulos' søstersøn, som havde hørt dette lønraad, kom og gik ind i fængslet og meldte Paulos det. Paulos kaldte en af øversterne og sagde: Fører det unge menneske til høvedsmanden, thi han har noget at melde ham. Han tog ham da med sig, førte ham til høvedsmanden og sagde: Den fangne Paulos kaldte mig, og bad mig føre det unge menneske til dig, da han har noget at sige dig. Høvedsmanden tog ham ved haanden, gik til side og spurgte: Hvad er det, du har at melde mig? Han sagde: Jøderne har aftalt at bede dig om, i morgen at føre Paulos til raadet, som om de vilde optage et forhør over ham; men du maa da ikke lade dig overtale af dem, thi flere end 40 mand af dem, som har forbandet sig paa, hverken at spise eller drikke, før de har ombragt ham lure paa ham,og de ere nu rede og vente paa Løftet af dig. Høvedsmanden lod da det unge Menneske gaa og bød ham ikke at snakke til nogen om, at du har aabenbaret mig dette. Saa kaldte han to Øverster og sagde: Holder 200 Stridsmænd rede, at de kan drage til Kæsarea, og 70 Ryttere og 200 Drabanter fra tredje Time i Nat; og de skal have Lastdyr tilstede, for at sætte Paulos paa og føre ham sikkert til Landshøvdingen Felix; og han skrev et brev af dette indhold: Klaudios Lysias hilser den mægtige landshøvding Felix! Denne mand, som var greben af Jøderne og vilde blevet dræbt af dem, kom jeg over med krigsfolket og udfriede, da jeg fik at vide, at han er en Romer. Men da jeg vilde vide sagen, hvorfor de beskyldte ham, førte jeg ham for deres raad; og jeg fandt ham indkaldt for nogle spørgsmaal af deres lov, men uden nogen beskyldning, som fortjente død eller fængsel; men da jeg fik et vink om, at der var et hemmeligt forehavende mod manden af Jøderne, har jeg strax sendt ham til dig og forkyndt anklagerne, at de maa tale for dig, hvad ham angaaer. Lev vel! - Stridsmændene toge altsaa Paulos saaledes, som der var befalet dem, og førte ham om natten til Antipatris; og næste dag lod de rytterne drage bort med ham, og de vendte tilbage til fæstningen. Da de kom til Kæsarea og havde afgivet brevet til landshøvdingen, fremstillede de ogsaa Paulos for ham. Men da landshøvdingen havde læst brevet og spurgt, fra hvad landskab han var, og havde faaet at vide, at han var fra Kilikien, sagde han: Jeg vil afhøre dig, naar ogsaa dine anklagere komme tilstede; og han befalede at vogte ham i Herodes' pallads. Fem dage derefter drog ypperstepræsten Ananias ned med de ældste og en vis taler Tertullos, og de mødte for landshøvdingen mod Paulos; og da han var kaldt frem, begyndte Tertullos at anklage ham og sagde: Ved dig nyde vi megen fred, og mange gode foranstaltninger gjøres for dette folk ved din forsorg! det erkjende vi, mægtigste Felix, altid og allevegne med al taksigelse! men for at jeg ikke skal opholde dig for længe, beder jeg, at du efter din mildhed vil høre os kortelig. Vi har nemlig fundet, at denne mand er en pest og vækker oprør blandt alle Jøder over hele jorden, og at han er formand for Nazaræernes sekt; og han har endog forsøgt at vanhellige templet, og vi greb ham og vilde dømme ham efter vor lov; men da høvedsmanden Lysias kom til, tog han ham med megen vold af vore hænder og førte ham til dig og befalede ogsaa hans anklagere at møde. Af ham kan du og selv, naar du undersøger det, erfare alt det, hvorfor vi anklage ham. Jødernes stemmede i med og sagde, at det forholdt sig saaledes. Men Paulos svarede, da landshøvdingen gav ham et vink om, at han skulde tale: Da jeg veed, at du i mange aar har været dommer over dette folk, vil jeg desto frimodigere tale til mit forsvar. Du kan faa at vide, at det ikke er mere end 12 dage siden, jeg drog op for at tilbede i Jerusalem; og hverken traf man mig i templet i ordskifte med nogen eller at gjøre oprør blandt folket, enten i skolerne eller i staden; heller ikke kan de bevise det, de nu anklage mig for; men det bekjender jeg for dig, at jeg efter den vej, som de kalde en sekt, tjener saaledes den fæderne Gud, at jeg troer alt, hvad der er skrevet i loven og profeterne, og har det haab til Gud, hvad de og selv forvente, at de dødes opstandelse forestaar, baade retfærdiges og uretfærdiges; men saaledes øver jeg mig, at jeg har en ulastelig samvittighed for Gud og mennesker. Men efter flere aar kom jeg for at bringe almisser til mit folk og ofringer; herved traf jeg nogle Jøder fra Asia mig, da jeg blev renset i templet uden opløb og uden uro; og de burde være tilstede for dig og klage, om de har noget imod mig; eller lad disse selv sige, om de fandt nogen uret hos mig, da jeg stod for raadet; uden det skulde være det ene ord, jeg udraabte, da jeg stod iblandt dem: Jeg dømmes idag af eder for dødes opstandelse. Da Felix hørte det, udsatte han sagen, for nøjere at underrette sig om denne vej, og han sagde: Naar høvedsmanden Lysias kommer herned, vil jeg paakjende eders sag; og han befalede øversten at bevogte Paulos, tilstaa ham bekvemmelighed og ikke forbyde nogen af hans egne at være ham til tjeneste eller komme til ham. Nogle dage efter kom Felix med sin egen hustru Drusilla, som var en Jødinde, og han kaldte Paulos frem og hørte ham om troen paa Kristus Jesus; men da han talede om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Felix forfærdet og tog ordet: For tiden maa du gaa; men naar jeg faar stunder, vil jeg kalde dig. Han haabede og tillige, at Paulos vilde give ham penge for at løslade ham; derfor kaldte han ham des oftere frem og talede med ham. Men da 2 aar vare omme fik, Felix Porkios Festos til efterfølger, og da Felix vilde fortjene tak af Jøderne, efterlod han Paulos som fange. Festos tiltraadte altsaa statholderskabet, og 3 dage efter drog han fra Kæsarea op til Jerusalem; men ypperstepræsten og de fornemste Jøder mødte for ham mod Paulos, og de bade ham og begjærede som en naade mod ham, at han vilde føre ham til Jerusalem, da de lurede paa at ombringe ham paa vejen. Festos svarede da, at Paulos bevogtedes i Kæsarea, men at han selv snart vilde drage derud. De altsaa, som ere dygtige blandt eder, sagde han, kan drage ned med, og er der da noget lovløst ved denne mand, kan de anklage ham. Men da han havde opholdt sig mere end 8 dage hos dem, drog han ned til Kæsarea, satte sig næste dag paa domstolen og befalede at føre Paulos frem. Men da han kom frem, stillede de Jøder, som vare dragne ned fra Jerusalem, sig om ham og fremførte mange og svære sigtelser mod Paulos, som de ikke kunde bevise; da han sagde i sit forsvar: Jeg har hverken syndet mod Jødernes lov eller mod templet, eller mod Kejseren. Men da Festos vilde fortjene tak af Jøderne, tog han ordet og sagde til Paulos: Vil du drage op til Jerusalem og der dømmes af mig i denne sag? Men Paulos sagde: Jeg staaer for Kejserens domstol, hvor jeg bør dømmes; jeg har ikke gjort Jøderne nogen uret, som du og meget godt veed; thi dersom jeg har gjort uret, eller foretaget noget, som fortjener døden, undslaaer jeg mig ikke for at dø; men naar det er intet, som de anklage mig for, kan ingen af gunst opofre mig til dem. Jeg skyder mig ind under Kejseren. Festos talede da med raadet og svarede: Du har skudt dig ind under Kejseren, du skal drage til Kejseren! Da nogle dage vare forløbne, kom kong Agrippa og Berenike til Kæsarea, for at hilse paa Festos. Men da han opholdt sig flere dage, forelagde Festos kongen Paulos' sag og sagde: En mand er efterladt fangen af Felix, og da jeg var i Jerusalem, mødte ypperstepræsterne og Jødernes ældste angaaende ham, og forlangte dom over ham. Jeg svarede dem, at det ikke er skik blandt romerne, af gunst at ofre noget menneske til undergang, førend den anklagede har klagerne for sig og faaer lejlighed til at forsvare sig mod beskyldningen. De kom altsaa her sammen, og uden nogen udsættelse, sad jeg næste dag paa domstolen og lod manden føre frem. Da anklagerne stode om ham, fremførte de ingen saadan beskyldning, som jeg havde ventet; men de havde nogle tvistigheder om deres egen overtro, og om en vis Jesus, der er død, men som Paulos sagde, lever. Da jeg var tvivlraadig om det slags undersøgelse, sagde jeg, om han vilde drage til Jerusalem og der faa dom i sagen. Men da Paulos indskjød sagen for at bevogtes til Kejserens kjendelse, lod jeg ham bevogte, til jeg kan sende ham til Kejseren. - Men Agrippa sagde til Festos: Jeg kunde selv ønske at høre den mand, Men han sagde: I morgen skal du faa ham at høre. - Næste dag kom altsaa Agrippa og Berenike med megen pragt, de gik ind paa tilhørerpladsen, tilligemed baade høvedsmændene og de særdeles mænd, som vare i staden; Festos gav befaling, og Paulos blev ført frem; og Festos sagde: Kong Agrippa og alle mænd, som ere nærværende hos os, i se ham, om hvem hele Jødernes mængde kom med besværing til mig, baade i Jerusalem og her, da de raabte paa, at han ikke længer burde leve; men da jeg ikke fandt, at han havde gjort noget, som fortjente døden, og han og selv indskjød sig under Kejseren, besluttede jeg at sende ham; men jeg har ikke noget sikkert at skrive til Herren om ham; derfor førte jeg ham frem for eder og mest for dig, kong Agrippa, forat jeg kan faa noget at skrive, naar forhøret er optaget; thi det synes mig ufornuftigt, at sende en fange, og ikke ogsaa angive beskyldningerne mod ham. Men Agrippa sagde til Paulos: Det er dig tilladt at tale for dig. Da udrakte Paulos haanden og talede til sit forsvar: Jeg anseer mig for lykkelig, kong Agrippa, at jeg idag skal forsvare mig for dig angaaende alt, hvad jeg anklages for af Jøderne; mest fordi du er kjender af alle skikke og spørgsmaal hos Jøderne. Jeg beder dig derfor, at du vil høre mig taalmodig. Alle Jøder kjende da mit levnet fra ungdommen af, fra begyndelsen blandt mit folk i Jerusalem; de kjendte mig tilforn, om de ellers vilde vidne, at jeg har levet som farisæer efter den strængeste sekt i vor Gudsdyrkelse; og nu staaer jeg her for at dømmes for haabet paa den forjættelse, som er kommet til vore fædre fra Gud; hvilken vore 12 stammer havde at naa, idet de tjene Gud vedholdende nat og dag. For det haab er jeg kong Agrippa, anklaget af Jøderne. Hvad? agtes det utroligt blandt eder, at Gud opvækker døde? Det har jeg da selv ment, at jeg burde gjøre meget mod Nazaræeren Jesu navn; hvad jeg og gjorde i Jerusalem, da jeg lukkede mange af de hellige i fængsel, da jeg havde faaet fuldmagt af ypperstepræsterne; og naar de bleve ombragte, gav jeg min stemme dertil; og i alle skoler lod jeg dem ofte straffe og tvang dem til at tale bespottelig, og rasende end mere mod dem, forfulgte jeg dem endog til fremmede stæder; i hvilket ærinde jeg og drog til Damask med myndighed og fuldbragt fra ypperstepræsterne, da jeg midt om dagen saae paa vejen, o konge, et lys fra himlen, stærkere end solens glands, omskinne mig og dem, som rejse med mig! og da vi alle faldt til jorden, hørte jeg en røst, som talede til mig, og sagde paa hebraisk maal: Saul, Saul! hvorfor forfølger du mig? det vil blive dig haardt at slaa ud mod bul-braadden. Saa sagde jeg: Hvem er du, Herre? Men han sagde: Jeg er Jesus, som du forfølger! Men rejs dig, og staa paa dine ben, thi derfor harjeg aabenbaret mig for dig, til at kaare dig til en tjener og et vidne om det, du har seet, og det, hvori jeg vil aabenbare mig for dig; og jeg udfrier dig fra folket og hedningerne, til hvilke jeg udsender dig, til at aabne deres øjne, saa de omvende sig fra mørke til lys, og fra satans magt til Gud, saa de kunne faa syndernes forladelse og lod blandt dem, som ere helligede, ved troen paa mig. Derfor, kong Agrippa, blev jeg ikke ulydig, mod det himmelske syn; men jeg forkyndte først for dem i Damask og Jerusalem, og baade for hele Judæas land og hedningerne, at de skulde omvende sig, vende sig til Gud og øve omvendelsen værdige gjerninger; og for disse tings skyld greb Jøderne mig i templet og søgte at slaa mig ihjel; men ved Guds hjælp staaer jeg indtil denne dag og vidner saavel for liden som for stor, da jeg intet andet siger, end hvad baade profeterne og Mose har talet om, skulde ske: at Kristus maatte lide, om han, som den første af opstandelsen fra de døde, skulde forkynde lys for folket og hedningerne. Da han havde talet dette til sit forsvar, sagde Festos med høj røst: Du er gal Paulos! alle disse skrifter bringe dig til galskab. Men han sagde: Jeg er ikke gal, mægtigste Festos, men jeg taler sandheds og besindigheds ord; thi Kongen kjender til disse ting, og til ham er det, jeg taler frimodig; thi jeg er vis paa, at ikke noget af dette er skjult for ham, thi det er ikke skeet i en vraa. Troer du, kong Agrippa, profeterne? jeg veed, at du troer! - Men Agrippa sagde til Paulos: Der fattes ikke meget i, at du overtaler mig til at blive en kristen. Men Paulos sagde: jeg vilde ønske ved Gud, enten der fattes lidt eller meget, at ikke alene du, men og alle, som høre mig i dag, maa blive som jeg er, undtagen disse lænker. - Da han sagde det, rejste kongen og landshøvdingen sig og Berenike og de, som sad hos dem, og de gik til side og talede med hverandre og sagde: Den mand gjør intet, som fortjener død eller fængsel. Men Agrippa sagde til Festos: Den mand kunde været løsladt, hvis han ikke havde indskudt sig under kejseren. Da der var faldet dom, at vi skulde afsejle til Italien, overgav de baade Paulos og nogle andre fanger til en øverste ved navn Julios af Kejserens regiment. Vi gik ombord paa et skib fra Abramyte og skulde sejle efter Asiens stæder, og vi gik til søs, og Tessalonikeren Aristarkos fra Makedonien var med os. Næste dag anløb vi Sidon. Julios behandlede Paulos menneskekjærlig og tillod ham at gaa til sine venner og nyde pleje. - Derfra fore vi bort og fejlede under Kypern, for vinden var imod; saa sejlede vi over havet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien. Der traf øversten et Alexandrisk fartøj, som sejlede til Italien, og han førte os over paa det. - Mange dage gik sejladsen langsomt, og vanskelig naaede vi Knidos, da vi ikke havde medbør; saa holdt vi os under Kreta mod Salmone. Med nød sejlede vi den ud og kom til et sted, som hedder Godhavn, nær ved staden Lasæa. Da en god tid var gaaet med, og sejladsen var bleven usikker, for fasten var allede fordi, formanede Paulos og sagde til dem: I mænd, jeg seer, at denne sejlads vil blive os til fortræd og megen skade ikke alene for last og skib, men og for vort liv. Men øversten troede mere styrmanden og skipperen end, hvad Paulos sagde; og da havnen ikke var skikket til vinterleje, gav de fleste det raad at sejle derfra, om de mulig kunde naa at ligge vinteren over i Fønix, som er en havn paa Kreta, som er aaben imod sydvest og nordvest. Da der brasede en søndenvind, mente de, de havde naaet deres formaal, hivede op, holdt nær under Kreta; men ikke længe efter rejste en hvirvelvind, som kaldes østbyge, sig mod den; men da skibet kastedes, og vi ikke kunde lusse op mod vinden, gav vi os over og drev; men vi løb ind under en holm, som hed Kaude, men vi kunde knap blive mægtige over jollen. Da de havde hivet den op, brugte de hjælp, og surrede skibet; men da de vare bange for at kastes paa Syrte, lod de sejlene falde og drev saaledes. Men da vi led meget af stormen, begyndte de næste dag at kaste overbord; og den tredje dag kastede skibsredskabet ud. Hverken sol eller stjerner kom til syne i flere dage, og en ikke ringe storm hængte over os, og tilsidst blev alt haab om vor redning opgivet. - Efter lang faste stod Paulos op blandt dem og sagde: I mænd, man burde have lydt mig og ikke taget fra Kreta og sparet baade den skade og forlis; men nu formaner jeg eder at være ved godt mod; thi ikke en sjæl af eder, men skibet skal forgaa; thi i denne nat stod en engel for mig fra den Gud, hvis jeg er, og hvem jeg tjener, og han sagde: Frygt ikke Paulos! du maa stilles for Kejseren, og se, Gud har skjænket dig alle dem, som sejle med dig. Værer derfor ved godt mod, i mænd; thi jeg har den tro til Gud, at det vil ske, som det er talet til mig; men paa en ø maa vi sætte til. Da den fjortende nat kom, og vi drev i det adriatiske hav, mente skibsfolkene ved midnat, at de vare under land; og de loddede og fandt 20 favne, og lidt længere frem loddede de igjen og fandt 15 favne; saa blev de bange, at vi skulde støde paa skjær, kastede 4 ankere ud fra bagstavnen og ønskede, at det maatte blive dag. Men da skibsfolkene søgte at flygte fra skibet, og de stak jollen i søen under det paaskud, at de vilde føre ankerne ud fra forfavnen, sagde Paulos til øversten og stridsmændene: Dersom disse ikke blive ombord, kan i ikke blive reddede. Saa kappede stridsmændene tovene fra jollen og lod den synke. Men til det blev dag, formanede Paulos alle at skaffe, da han sagde: Det er idag fjortende dag, i har ventet uden at faa mad go ikke nydt noget. Derfor formaner jeg eder til at faa mad, thi det hører til eders frelse; thi der skal ikke falde et haar af nogens hoved blandt eder. Da han sagde det, tog han brød, takkede Gud for alles øjne, brød det og begyndte at spise. Saa blev de alle ved godt mod, og de fik ogsaa mad. Men vi vare 276 sjæle i skibet. Da de vare blevne mætte, lettede de skibet, da de kastede levnetsmidlerne i søen. Da det blev dag, kjendte de ikke landet, men de bemærkede en vig, som havde en forstrand, paa hvilken de besluttede om muligt at sætte skibet. Saa kappede de ankerne og lod dem blive i søen, de løsnede rortovene, hejsede bramsejlet for vinden, og satte mod kysten; men de stødte paa en revle med dyb paa begge sider og satte skibet; forstavnen borde sig fast og stod urokkelig, men bagstavnen sloges istykker af bølgernes magt. - Det var da stridsmændenes raad at slaa fangerne ihjel, forat ingen skulde svømme derfra og undfly; men da øversten vilde frelse Paulos, forhindrede han dem i denne beslutning og befalede, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud forat naa til land, - - - men de øvrige, somme paa planker, andre paa stykker af skibet, og saaledes kom de alle frelste i land. Da de vare frelste, fik de at vide, at øen hed Malta. Men de vild fremmede viste os ualmindelig menneskekjærlighed; thi de tændte baal og modtog os alle for den overfaldende regn og kulden. Men da Paulos havde raget en mængde kvas sammen og kastet det paa baalet, foer en øgle ud for heden og slog sig om hans haand. Da de vild fremmede saae dyret hængende ved hans haand, sagde de til hverandre: Det menneske er bestemt en morder, som gjengjældensen ikke lader leve, skjøndt han er frelst af havet. Han rystede da dyret af i ilden og der skete ham ingen skade; men de ventede, at han vilde hovne eller falde pludselig død om, men da de havde ventet længe og saae, at intet usædvanligt skete med ham, fik de andre tanker og sagde: Han er en Gud! I samme egn havde den første mand paa øen ved navn Publios et jordegods, og han optog os og beværtede os og beværtede os venlig i 3 dage. Men det trak sig, at Publios' fader laa syg og led af feber og blodgang; ham gik Paulos til; han bad, lagde hænderne paa ham og helbredte ham. Da det var skeet, kom ogsaa de øvrige paa øen, som havde sygdomme, til ham og bleve helbredte. Disse viste os ogsaa megen ære, og da vi droge bort, gav de os fornødenheder med. Tre maaneder efter gik vi til søs med et Alexandrisk skib, som havde ligget vinteren over ved øen og førte tvillingernes mærke; vi løb ind til Syrakus og blev der 3 dage. Derfra sejlede vi om og kom til region; een dag efter fik vi søndenvind og kom anden dag til Poteoli, hvor vi traf brødre, og de bad os om at blive 7 dage hos dem, og saaledes kom vi til Rom. Derfra kom brødrene, som havde hørt om os, os imøde til Forum Appii og Tres Tabernæ, og da Paulos saae dem, takkede han Gud og fattede mod. Men da vi kom til Rom, overgav øversten fangerne til høvdingen for livvagten, men det blev Paulos tilladt at bo for sig selv med den stridsmand, som bevogtede ham. Tre dage derefter sammenkaldte Paulos de fornemste af de derværende Jøder; og da de vare samlede, sagde han til dem: I mænd, brødre! skjøndt jeg intet har gjort mod dette folk eller de fædrene skikke, blev jeg som fange overgivet fra Jerusalem i Romernes hænder, og de vilde, efterat have forhørt mig, ladet mig los, fordi der ikke var nogen livssag mod mig; men da Jøderne sagde imod, nødtes jeg til at skyde mig ind under Kejseren, ikke som jeg har noget at anklage mit folk for. Af denne grund bad jeg at se eder og tale med eder; thi for Israels haab er jeg sluttet i denne lænke. Men de sagde til ham: Vi har hverken faaet nogen skrivelse om dig fra Judæa, ikke heller er der kommet nogen af brødrene, som har meldt eller talet noget ondt om dig; men vi ønske nok at høre af dig, hvad din mening er; thi om denne sekt er det os vitterligt, at den finder modsigelse allevegne. De bestemte ham en dag, og der kom flere til ham i hans bolig, og dem forelagde han og vidnede om Guds rige, og overbeviste dem om, hvad der angaaer Jesus, baade af Moses lov og profeterne, fra morgen til aften; og nogle troede, hvad der blev talet, andre troede ikke; men da de vare indbyrdes uenige, skiltes de ad, da Paulos havde sagt det ene ord: Den Helligaand har med rette talet ved profeten Jesaja til vore fædre og sagt: Gaa til dette folk og siig: I skulle høre med ørene og ikke forstaa, se med øjnene og indse ikke; thi dette folks hjærte er forhærdet, de høre tungt med ørene og sammenknibe deres øjne, forat de ikke skulle se med øjnene og høre med ørene og forstaa med hjærtet og omvende sig og jeg læge dem. Derfor være det eder vitterligt, at Guds frelse er sendt til hedningerne, og disse ville høre. Da han havde sagt dette, gik Jøderne bort og havde megen trætte indbyrdes. Paulos blev hele 2 aar i sin lejebolig og modtog alle, som kom til ham; og han prædikede Guds rige og lærte, hvad der angaaer Herren Jesus Kristus, uhindret med al frimodighed. Paulos, Jesu Kristi tjener, kaldet apostel, beskikket til Guds evangelium, som han forud havde lovet i hellige skrifter ved sine profeter, om sin Søn, født af Davids sæd efter kjødet, kraftig betegnet som Guds Søn efter Helligheds Aand ved opstandelse fra de døde, Jesus Kristus, vor Herre, ved hvem vi have faaet naade og apostelembede til lydighed i troen paa hans navn blandt alle hedningerne, blandt hvilke ogsaa i, Jesu Kristi kaldede, ere; eder alle, som ere i Rom, Guds elskelige, kaldede, hellige, eder være naade og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus. Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for eder alle, at eders tro forkyndes i hele verden; thi Gud er mit vidne, hvem jeg i min aand tjener i hans Søns evangelium, hvor uafladelig jeg kommer eder ihu, da jeg altid i mine bønner begjærer, om jeg dog nu engang maatte finde heldig lejlighed til, med Guds villie, at komme til eder; thi jeg længes efter at se eder, forat jeg kunde meddele eder nogen aandelig naadegave til at styrke eder; det vil sige, at vi hos eder kunde opmuntres ved den fælles tro, baade eders og min. Jeg vil ikke, at det skal være eder ubekjendt, brødre, at jeg ofte har foresat mig at komme til eder, og at jeg hidtil blev forhindret; forat jeg kunde have nogen frugt blandt eder, ligesom og blandt de øvrige hedninger; baade hellener og vild fremmede, baade vise og daarer er jeg en skyldner; saaledes er jeg med hensyn til mig selv rede til ogsaa at forkynde eder i Rom evangeliet; thi jeg skammer mig ikke ved Kristi evangelium; thi det er en Guds kraft til frelse for hver, som troer det, baade for Jøder først og for Hellener; thi Guds retfærdighed aabenbares i det af tro til tro, som der er skrevet: Den retfærdige skal leve af troen. Thi Guds vrede aabenbares fra himlen paa al menneskers ugudelighed og uretfærdighed, som holde igjen mod sandheden i uretfærdighed; thi hvad der kan vides om Gud, er aabenbaret i dem, thi Gud har aabenbaret dem det; thi hans usynlige væsen, baade hans evige magt og Guddom, falde paa sinde og beskues fra verdens skabelse i hans gjerninger, saa de ere uden undskyldning. Thi skjøndt de kjendte Gud, ærede eller takkede de ham ikke som Gud, men de bleve forfængelige i deres tanker, og deres uforstandige hjærte blev formørket, og de blev daarer, da de sagde, de vare vise; og de forvandlede den uforkrænkelige Guds ære til lighed med et forkrænkeligt menneskes og fugles og firføddede dyrs og snoges billede. Derfor hengav Gud dem i deres hjærters lyster til urenhed, saa de vanærede deres legemer mellem hverandre, og de gjorde Guds sandhed til løgn, dyrkede og tjente skabningen fremfor skaberen, som er højlovet i al evighed, Amen! - Derfor, hengav Gud dem til skjændige lyster; thi baade deres kvinder forvendte den naturlige brug til den naturstridige, og ligesaa forlod mændene den naturlige omgang med kvinden og bryndede i deres gejlhed med hverandre, saa mænd drev uterlighed med mænd og fik, som vedbør, deres vildfarelse gjengjældt paa dem selv; og som de ikke satte pris paa at have Gud i minde, overgav Gud dem til et snavs sind, saa de gjorde, hvad der ikke sømmede sig, fyldte af al uretfærdighed, ægtepagts brud, skalkagtighed, gjerrighed, ondskab, fulde af misundelse, mord, kiv, svig, vanart, øretudere, bagtalere, Gudsbespottere, kaadmundede, hovmodige, opblæste, udaads-paafindere, forældre ulydige, uforstandige, uskikkelige, ukjærlige, uforsigtige, ubarmhjærtige, som skjøndt de kjendte Guds dom, at de, som gjøre saadant, ere dødsskyldige, ikke alene gjøre det, men synes endog godt om dem, som bedrive det. Derfor er du, hvert menneske, som dømmer, uden undskyldning; thi idet du dømmer en anden, fordømmer du dig selv; thi du, som dømmer, bedriver det selvsamme; vi veed jo, at Guds dom er efter sandhed over dem, som bedrive saadanne ting; men tænker du dette, o menneske, som dømmer dem, som bedrive saadant, og selv gjør det, at du vil undfly Guds dom? eller foragter du rigdommen af hans godhed, taalmodighed og langmodighed, uvidende om, at Guds godhed fører dig til omvendelse? men i forhold til din haardhed og dit uomvendte samler du dig vrede som skat paa Guds vredes og aabenbarelses og retfærdige doms dag, han, som vil betale hver efter hans gjerninger, dem nemlig evigt liv, som ved udholdenhed i god gjerning søge ære og hæder og uforkrænkelighed; men dem fortørnelse og vrede, som ere stridige, sandheden ulydige, men lyde uretten! Trængsel og angest over hver menneskesjæl, som gjør, hvad ondt er, baade Jødes først og Helleners; men ære og hæder og fred over hver, som gjør, hvad godt er, baade Jøde først og Hellener! thi der er ikke persons anseelse hos Gud; thi alle, som synde uden loven, skulle ogsaa straffes uden loven, og alle, som synde i loven, skulle dømmes ved loven; thi ikke de, som høre loven, ere retfærdige for Gud, men de, som holde loven, blive erklærede retfærdige; thi naar hedninger, som ikke har loven, af naturen gjøre, hvad loven kræver, ere disse, uden at have loven, sig selv en lov, alle nemlig, som vise lovens gjerning skreven i deres hjærter, idet deres samvittighed vidner med og tankerne indbyrdes anklage eller og forsvare, paa den dag, Gud vil dømme, hvad menneskene har i løn, efter mit evangelium ved Jesus Kristus. Men naar du kalder dig en Jøde, hviler paa loven og roser dig i Gud, og kjender hans villie og prøver forskjel; da du er undervist af loven, og du drister paa, at du er blindes vejleder, lys for dem i mørke, skolemester for uforstandige, lærer for enfoldige, da du i loven har kundskabens og sandhedens regel; saa lærer du, som altsaa lærer andre, ikke dig selv; du, som prædiker om ikke at stjæle, du stjæler; du, som siger, man maa ikke bryde ægtepagten, du bryder ægtepagten; du, som skyer afguder, raner helligdommen; du, som roser dig i loven, vanærer Gud ved lovens overtrædelse; thi Guds navn bespottes for eders skyld blandt hedningerne, som skrevet er. Thi vel er omskjærelse nyttig, hvis du holder loven, men naar du overtræder loven, bliver din omskjærlse en ikke-omskjærlse. Naar der den uomskaarne iagttager lovens fordringer, bliver da ikke hans ikke-omskjærlse regnet som omskjærlse? og den af naturen uomskaarne, som holder loven, vil dømme dig, som med bogstav og omskjærlse overtræder loven; thi ikke den, som udvortes er Jøde, er det, ikke heller er omskjærelse, udvortes i kjødet, det; men den, som er det i løn, er Jøde, og hjærtets omskjærelse er i aand, ikke i bogstav, og han har ros ikke af mennesker, men af Gud. Hvad har Jøden da forud, og hvad nytter omskjærelsen? Meget i al maade; for det første nemlig, at Guds forjættelser blev dem betroede; thi hvad, om nogle vare vantro, kunde deres vantro gjøre troen paa Gud til intet? Det være langt fra! Gud vil blive sanddru, men hvert menneske en løgner, som skrevet er: Du findes retfærdig i dine Ord, og du sejrer, naar man dømmer dig. Men dersom vor uret beviser Guds retfærdighed, hvad skulle vi da sige? Er Gud uretfærdig, naar han fører straffen paa? Jeg taler paa menneskeviis. Det være langt fra! Hvorledes kan Gud da dømme verden? Thi: Dersom Guds sandhed findes rigere til hans ære ved min løgn, hvorfor dømmes jeg da endnu som synder? og hvorfor skulle vi da ikke, som vi spottes for og nogle sige, vi lære, gjøre ondt, for at der kan komme godt af det? Deres fordømmelse er retfærdig! - Hvad da? har vi noget forud? Aldeles ikke; thi vi har ovenfor paavist, at alle, baade Jøder og Hellener ere under synd; som skrevet er: Der er ingen retfærdig, end ikke een, der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud; alle vege de af og bleve tilsammen udygtige; der er ingen, som gjør godt, der er end ikke een; en aaben grav er deres strube, med deres tunger besvige de, øglegift er under deres læber; deres mund er fuld af forbandelse og bitterhed; deres fødder ere rappe til at udgyde blod; knus og elendighed er i deres veje, og fredens vej kjendte de ikke; der er ikke Gudsfrygt for deres øjne. - Men vi vide, at hvadsomhelst loven siger, taler den til dem under loven, saa hver mund skal stoppes og al verden være skyldig for Gud. Thi intet kjød kan blive retfærdiggjort for ham af lovens gjerninger, thi ved lov er syndserkjendelse. Men nu er Guds retfærdighed aabenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed nemlig ved troen paa Jesus Kristus til alle og over alle, som tro; thi der er ikke forskjel; alle har de nemlig syndet og fattes ære for Gud, og blive uforskyldt retfærdiggjorte af hans naade ved gjenløsningen i Kristus Jesus, hvem Gud fremstillede som sonoffer ved troen paa hans blod, for at vise sin retfærdighed ved forladelse af de forhen begangne synder i Guds langmodighed, til at vise sin retfærdighed i den nærværende tid, at han er retfærdig og retfærdiggjør den, som er af Jesu tro. Hvor er da vor ros? Den er udelukt. Ved hvilken lov? Gjerningerne? Nej, men ved troens lov! Vi slutter altsaa, at mennesket retfærdiggjøres ved tro uden lovens gjerninger. Eller er Gud alene Jødernes, mon ikke ogsaa hedningernes? Jo, ogsaa hedningernes; eftersom der er een Gud, som vil retfærdiggjøre omskjærelsen af troen og ikke-omskjærlsen ved troen. Afskaffe vi da loven ved troen? Det være langt fra! men vi stadfæste loven. Hvad skal vi da sige, vor fader Abraham fandt efter kjødet? thi dersom Abraham blev retfærdiggjort af gjerninger, har han ros, men ikke for Gud. Thi hvad siger skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed; men ham, som har gjerninger, regnes lønnen ikke efter naade, men efter skyldighed; men ham, som ikke har gjerninger, men troer ham, som retfærdiggjør den ugudelige, regnes hans tro til retfærdighed; ligesom og David taler om det menneskes salighed, hvem Gud tilregner retfærdighed uden gjerninger; Salige de, hvis overtrædelser ere forladte og hvis synder ere skjulte; salig den mand, hvem Herren ikke vil tilregne synd! - Er denne salighed altsaa grundet paa omskjærelsen eller ogsaa ikke-omskjærelsen? thi vi sige, at troen blev regnet Abraham til retfærdighed. Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren eller ikke omskaaren? ikke da han var omskaaren men uomskaaren; og han modtog omskjærelsens tegn som en besegling paa troens retfærdighed uden omskjærelsen, forat han kunde være fader til alle, som tro uden at være omskaarne, saa retfærdighed ogsaa tilregnes dem; og fader til de omskaarne, som ikke alene har omskjærelsen, men og vandre i den tros spor, som vor fader Abraham havde uden omskjærlse. - Thi ikke ved lov fik Abraham eller hans sæd forjættelsen, at han skulde arve verden, men ved troens retfærdighed. Thi dersom de vare arvinger ifølge lov, blev troen et tomt ord og forjættelsen uden betydning. Loven virker nemlig straf, thi hvor der ikke er lov, er der heller ikke overtrædelse. Derfor er forjættelsen ved tro, at den af naade er fast for den hele sæd, ikke alene for den af loven, men ogsaa for den af Abrahams tro, og han er alle vores fader, som skrevet er: Jeg har sat dig til mange folks fader for Gud, som han troede, som gjør de døde levende og kalder de ting, der ikke ere, som værende. - Han trode mod haab med haab, at han skulde blive mange folks fader, eftersom der var sagt: Saadan skal din sæd vorde! og, uden at blive svag i troen, betragtede han ikke sit eget allerede afdøde legeme, da han var nær 100 aar, eller Saras afdøde moderliv, men han tvivlede ikke i vantro paa Guds forjættelse, men han blev styrket ved troen, da han gav Gud æren og var fuldkommen sikker paa, at, hvad han har lovet, er han og mægtig til at gjøre; og derfor blev det regnet ham til retfærdighed. Men det er ikke skrevet for ham alene, at det blev tilregnet ham, men ogsaa for os, hvem det vil blive tilregnet, vi, som tro paa ham, der oprejste vor Herre Jesus fra døde, ham, som blev hengivet for vore overtrædelser og oprejst for vor retfærdiggjørelse. Altsaa have vi, retfærdiggjorte af troen, fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi ogsaa have faaet adgang, ved troen, til den naade, hvori vi staa, og rose os af Guds herligheds haab, og ikke det alene, men vi rose os ogsaa i trængslerne, da vi vide, at trængsel virker taalmodighed, men taalmod erfaring, men erfaring haab, men haab beskjæmmer ikke; for Guds kjærlighed udstrømmer i vore hjerter ved den Helligaand, som er given os. Thi da vi endnu vare svage, døde Kristus efter tiden for de ugudelige. Næppe døer nogen for en retfærdig, ja for den gode vovede maaske en at dø, men Gud beviser sin kjærlighed til os, at Kristus døde for os, da vi endnu vare syndere; meget mere skulle vi altsaa, nu retfærdiggjorte i hans blod, frelses ved ham fra vreden; thi naar vi, som vare fjender, bleve forligte med Gud ved hans Søns død, skulle vi ikke meget mere, forligte med ham, blive frelste i hans liv! Men ikke alene det, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesus kristus, ved hvem vi nu have faaet forligelsen. Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden trængte igjennem til alle mennesker, idet de alle syndede: - thi synd var i verden indtil loven, men synd tilregnes ikke, naar der ikke er lov; men døden herskede fra Adam til Mose ogsaa over dem, som ikke syndede i lighed med Adams overtrædelse, og han er et forbillede paa ham, som skulde komme. Men naadegaven var ikke som faldet; thi naar de mange døde ved den enes fald, da har Guds naade og gave meget mere været rig til de mange i det ene menneskes, Jesu Kristi, naade; og det er ikke med gaven som med den ene, der syndede; thi dommen var fra een til fordømmelse, men naadegaven til retfærdiggjørelse af mange fald; thi naar døden herskede ved den enes fald ved den ene, da skulle meget mere de, som modtage rigdommen af naaden og retfærdiggjørelsens gave, herske i liv ved den ene, Jesus Kristus; - ligesom det altsaa ved eens fald kom til alle mennesker til fordømmelse, saaledes vil det og komme ved eens retvished til alle mennesker til livs retfærdiggjørelse; thi ligesom de mange ere blevne syndere ved det ene menneskes ulydighed, saaledes skulle og de mange blive retfærdige ved den enes lydighed. Men loven traadte til, for at faldet des fuldere skulde kjendes; men hvor synden kjendtes fuldere, blev naaden rigere; saa at ligesom synden herskede i døden, saaledes vil og naaden herske ved retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus vor Herre. Hvad skulle vi altsaa sige? skulle vi blive ved i synden, forat naaden kan blive des rigere? Det være langt fra! thi vi, som ere døde fra synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den? Vide i ikke, at alle vi, som ere døbte til Kristus Jesus, vi ere døbte til hans død? Vi ere altsaa begravne med ham ved daaben til døden, forat, ligesom Kristus er oprejst fra døde ved Faderens herlighed, saaledes skulle vi og vandre i livs fornyelse; thi dersom vi ere blevne indpodede ved lighed i hans død, maa vi dog ogsaa være det i hans opstandelse; da vi vide det, at vort gamle menneske er korsfæstet med, forat syndens legeme kan blive til intet, saa at vi ikke længer trælle for synden, thi den, som er død, er retfærdiggjort fra synden; men naar vi dø med Kristus, tro vi, at vi og skal leve sammen med ham, da vi vide, at Kristus, oprejst fra døde, ikke døer mere; døden hersker ikke mere over ham; thi det han døde, døde han eengang for synden, men hvad han lever, lever han for Gud. Saaledes maa i ogsaa anse eder selv som døde fra synden, men levende for Gud i Kristus Jesus vor Herre. Altsaa maa synden ikke herske i eders dødelige legeme, saa i lyde den i dets lyster; ikke heller maa i fremstille eders lemmer som uretfærdigheds vaaben for synden, men fremstiller eder selv for Gud som levende af døde og eders lemmer som retfærdigheds vaaben for Gud; thi synd skal ikke herske over eder, thi i ere ikke under lov, men under naade. Hvad da? Skulle vi synde, for vi ere ikke under lov men under naade? Det være langt fra! Vide i ikke, at hvem i fremstille eder for som tjenere til lydighed, hans tjenere er i, hvem i lyde: enten synds til død, eller lydighed til retfærdighed; men takket være Gud, at i vare syndens tjenere, men ere nu af hjærte blevne den lærdoms form lydig, til hvilken i ere overgivne; men frigjorte fra synden, tjene i retfærdigheden. Jeg taler paa menneskelig vis formedelst eders kjøds skrøbelighed; thi ligesom i har fremstillet eders lemmer som urenhedens og ulovlighedens tjenere til ovløsheden, saaledes maa i nu fremstille eders lemmer som retfærdighedens tjenere til helliggjørelse; thi da i vare syndens tjenere, vare i fri for retfærdighed. Hvad frugt havde i da dengang af, hvad i nu skamme eder ved? thi døde er enden paa disse ting; men nu, i ere frigjorte fra synden og tjene Gud, have i eders frugt til helliggjørelse, men tilsidst evigt liv; thi syndens sold er død, men Guds naadegave er evigt liv i Kristus Jesus vor Herre. Vide i ikke brødre! jeg taler nemlig til dem, som kjende loven, at loven hersker over mennesket saa lang tid, han lever. Den gifte kvinde er ved loven bunden til manden, saalænge han lever; men naar manden døer, er hun løst fra mandens lov. Altsaa kaldes hun en horkvinde, dersom hun, medens manden lever, bliver en anden mands; men naar manden er død, er hun fri fra den lov, saa hun ikke er en horkvinde, om hun bliver en anden mands; hvorfor ere ogsaa i, mine brødre, døde fra loven ved Kristi legeme, til at i skulle blive en anden mands, hans, som blev oprejst fra døde, forat vi skulle bære Gud frugt; thi da vi vare i kjødet, virkede de syndige lyster, de, som ere ved loven, i vore lemmer til at bære døden frugt; men nu ere vi som døde frigjorte fra loven, i hvilken vi holdtes, saa vi skulle tjene i Aandens nye, ikke i bogstavens gamle væsen. Hvad skulle vi da sige? Er loven synd? Det være langt fra! men jeg kjendte ikke synden uden ved loven; thi endog begjærligheden vidste jeg ikke af, hvis loven ikke sagde: Du maa ikke begjære! men synden tog anledning af budet og virkede al begjærlighed i mig; thi uden lov er synden død. Jeg levede en tid uden lov, men da budet kom, blev synden levende, men jeg døde, og budet, som var til liv, fandtes for mig, at være til død; thi synden tog anledning af budet og forførte mig og dødede mig ved det. - Derfor er loven vel hellig, og budet er helligt og retfærdigt og godt. Er da, hvad der er godt, blevet mig til død? Det være langt fra! men synden; forat den skulde kjendes som synd, der formedelst det, som er godt, virkede mig døden, forat synden ved budet skulde blive overmaade syndig. Thi vi vide, at loven er aandelig, men jeg er kjødelig, solgt under synden; thi jeg forstaaer ikke, hvad jeg gjør; thi det, jeg vil, gjør jeg ikke, men hvad jeg hader, det gjør jeg; men naar jeg gjør det, som jeg ikke vil, giver jeg loven det vidnesbyrd, at den er god; men nu er det ikke mere mig, som gjør det, men synden, som boer i mig; thi jeg veed, at der boer ikke godt i mig, det er i mit kjød; thidet foreligger mig at ville, men jeg finder ikke kraft til at udrette det gode; thi jeg gjør ikke det gode, som jeg vil, men det onde, som jeg ikke vil, det gjør jeg; men naar jeg gjør det, som jeg ikke vil, er det ikke mere mig, som gjør det, men synden, som boer i mig. Saa finder jeg da den lov hos mig, som vil gjøre det gode, at det onde ligger for m ig; thi jeg har lyst til Guds lov efter det indre menneske, men jeg seer en anden lov i mine lemmer stride mod loven mod loven i mit sind og besnære mig ved syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! hvem skal udfri mig fra dette dødens legeme? Jeg takker Gud ved Jesus Kristus, vor Herre! Altsaa tjener jeg da selv med sindet Guds lov, men med kjødet syndens lov. Der er altsaa nu ingen fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus og vandre ikke efter kjød, men efter Aand; thi livets Aands lov i Kristus Jesus har frigjort mig fra syndens og dødens lov; thi hvad der var loven umuligt, fordi den var kraftesløs formedelst kjødet, gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndig kjøds lignelse, og for synden fordømte synden i kjødet; forat lovens retfærdige fordring skulde fyldestgjøres i os, som vandre ikke efter kjød men efter Aand; thi de efter kødet tragte efter, hvad kjødet er, men de efter Aanden efter, hvad Aanden er; thi kjødets tragten er død, men Aandens tragten er liv og fred, fordi kjødets tragten er fjendskab mod Gud, thi den underkaster sig ikke Guds lov og kan ikke heller; men de, som ere kjødelige, kan ikke behage Gud! men i ere ikke kjødelige men aandelige, eftersom Guds Aand boer i eder; men har nogen ikke Kristi Aand, saa er han ikke hans; men er Kristus i eder, da er legemet vel dødt ved synd, men Aanden er liv ved retfærdiggjørelse. Men naar hans Aand, som oprejste Jesus fra døde, boer i eder, da vil ogsaa han, som oprejste Kristus fra døde, gjøre eders dødelige legemer levende ved sin eder iboende Aand. Altsaa brødre, ere vi da ikke kjødet skyldige, at leve efter kjød; thi om i leve efter kjød, skulle i dø, men dersom i ved Aanden døde legemts gjerninger, skulle i leve; thi saamange, som føres af Guds Aand, ere Guds børn. Thi i har ikke atter modtaget en trældoms aand til frygt, men i modtoge børnerettens Aand, i hvem vi raabe: Abba, Fader! og selve Aanden vidner med vor aand, at vi ere Guds børn; men ere vi børn, ere vi ogsaa arvinger, Guds arvinger nemlig, men Kristi medarvinger, om vi ellers lide med ham, forat vi ogsaa kunne forherliges med ham. Thi jeg holder for, at den nuværende tids lidelser er intet at agte mod den herlighed, som skal aabenbares paa os. Derfor venter skabningens længsel Guds børns aabenbarelse; thi skabningen er underlagt forfængelighed, ikke med sin villie, men ved ham, som lagde den derunder, paa det haab, at og skabningen selv skal frigjøres fra forkrænkeligheds trældom til Guds børns frihed i herlighed; thi vi vide, at al skabningen sukker og vaander sig indtil nu; dog ikke det alene, men ogsaa vi selv, har Aandens førstegrøde, ogsaa vi sukke i os selv, forventende børneretten, vort legems gjenløsning. Thi i haabet ere vi frelste; men haab, som sees, er ikke haab; thi hvad nogen seer, hvorledes skulde han og haabe det? men naar vi haabe, hvad vi ikke se, vente vi med taalmodighed. Men ligeledes tager Aanden sig ogsaa ad vore skrøbeligheder; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som sig bør, men Aanden træder selv frem for os med usigelige sukke; men han, som ransager hjærterne, veed, hvad Aandens tragten er, fordi han efter Guds villie træder frem for de hellige. - Men vi vide, at alt tjener dem til gode, som elske Gud, dem, som ere kaldte efter hans beslutning; thi dem, han kjendte forud, dem har han og forud bestemt til at vorde ligedannede efter hans Søns billede, forat han skulde være den førstefødte blandt mange brødre; men dem, han forud bestemte, dem kaldte han ogsaa, og dem, han kaldte, retfærdiggjorde han ogsaa; men dem, han retfærdiggjorde, forherligede han ogsaa. - Hvad skal vi da sige til dette? Er Gud for os, hvem er mod os? han, som ikke sparede sin egen Søn, men hengav ham for os alle, hvorledes skulde han ikke ogsaa skjænke os alle ting med ham? Hvem vil klage over Guds udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør. Hvem er det, som fordømmer? Kristus er den, som er død, ja meget mere, som ogsaa er oprejst, som ogsaa er ved Guds højre haand, som og træder frem for os. Hvem vil skille os fra Kristi kjærlighed? Trængsel, eller angest, eller forfølgelse, eller hunger, eller nøgenhed, eller fare, eller sværd? som skrevet er: For din skyld dræbes vi den hele dag, vi regnes som slagtefaar. Men i alt dette sejre vi ved ham, som elskede os. Thi jeg er overvist om, at hverken død eller liv, hverken engle eller magter eller kræfter, hverken det nærværende eller tilkommende, (8:38) hverken det høje eller dybe, eller nogen anden skabning skal kunne skille os fra Guds kjærlighed i Kristus Jesus vor Herre. Jeg siger sandhed i Kristus, jeg lyver ikke, m in samvittighed vinder med mig i den Helligaand, at jeg har stor bekymring og uafladelig sorg i mit hjærte; thi jeg skulde ønsket selv at være banlyst fra Kristus for mine brødre, minde frænder efter kjødet, som ere Israeliter, hvem børneretten og herligheden, pagterne og lovgivningen, gudstjenesten og forjættelserne tilhøre; hvem fædrene tilhøre, og af hvem Kristus er efter kjødet, han, som er Gud over alt, højlovet i al evighed, Amen! - Men ikke som om Guds Ord havde fejlet; thi ikke alle, som ere af Israel, ere Israel; heller ikke ere alle Abrahams børn, fordi de ere Abrahams sæd; men \i Isak skal din sæd kaldes\; det er: ikke børnene efter kjødet ere Guds børn; men forjættelsens børn regnes til sæden; thi det er forjættelsens Ord: Ved den tid vil jeg komme, og Sara skal have en søn; men ikke det alene, men ogsaa med Rebekka, som var frugtsommelig ved den ene Isak, vor fader; thi da de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort godt eller ondt, - forat Guds beslutning efter udvælgelsen skulde staa fast, ikke ved gjerninger, men ved ham, som kaldte - blev der sagt til hende: Den ældre skal tjene den yngre; som skrevet er: Jeg elskede Jakob, men hadede Esau. Hvad skulle vi da sige? er der uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra! thi han siger til Mose: Den, jeg vil være naadig, er jeg naadig, og hvem jeg vil forbarme mig over, forbarmer jeg over. Det staaer altsaa ikke til den, som vil, eller den, som løber, men til Gud, som er naadig; thi skriften siger til Farao: Just dertil har jeg ladet dig staa, at jeg vilde vise min magt paa dig, og forat mit navn skulde forkyndes paa hele jorden. Saa er han da naadig, som han vil, men forhærder, hvem han vil. Du vil altsaa sige til mig: Hvad klager han endnu over? thi hvem har modstaaet hans villie? men, o menneske da, hvad er du, at du vil gaa i rette med Gud? kan værket sige til mesteren: hvorfor gjorde du mig saaledes? eller har en pottemager ikke magt over leret, til af samme æltning at gjøre et kar til ære, et andet til vanære. Men om Gud, idet han vilde vise sin vrede og give sin magt tilkjende, med stor langmodighed taalte vredens til fordærvelse dannede kar og nu vilde kundgjøre sin herligheds rigdom paa naadens kar, som han forud beredte til herlighed, os, som han og kaldte ikke alene af Jøder, men ogsaa af hedninger, som han og siger hos Hosea: Jeg vil kalde det mit folk, som ikke var mit folk, og hende den elskede, som ikke var den elskede; og det skal ske, at paa det sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit folk, der skal de kaldes den levende Guds børn; men Jesaja udraaber over Israel: Var end Israels børns tal som havets sand, skal kun en levning frelses; thi han fuldkommer sit Ord og opfylder det i retfærdighed, for Herren vil gjøre sit Ord fyldest paa jorden, ligesom Jesaja forudsagde: Dersom Herren almægtigste ikke havde levnet os sæd, vare vi blevne som Sodoma og havde lignet Gomorra. - Hvad skulle vi da sige? at hedningerne, som ikke jagede efter retfærdighed, fik retfærdighed, den retfærdighed nemlig, som er af tro, men Israel, som jagede efter retfærdigheds lov, naaede ikke til retfærdigheds lov. Hvorfor`fordi det var ikke af troen, men som af lovens gjerninger; thi de stødte paa anstødstenen, som skrevet er: Se, jeg sætter en anstødssten i Sion og en foragelses klippe, og hver, som troer paa ham, skal ikke beskjæmmes. Brødre, mit hjærtes ønske og bøn til Gud er for Israel til frelse, thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de have nidkjærhed for Gud, men ikke med forstand; thi da de ikke kjende Guds retfærdighed og søge at opstille en egen retfærdighed, underkaste de sig ikke Guds retfærdighed; thi lovens formaal er Kristus, til retfærdighed for hver, som troer, thi Mose beskriver den retfærdighed, som er af loven: At det menneske, som gjør dette, skal leve derved; men den retfærdighed, som er af tro, siger saaledes: Du maa ikke sige i dit hjærte: Hvem vil fare op til himlen? nemlig for at hente Kristus ned; eller: Hvem vil fare ned i afgrunden? nemlig for at hente Kristus op fra døde. Men hvad siger den: Ordet er dig nær i din mund og i dit hjærte! Det er troens Ord, vi prædike; thi naar du bekjender Herren Jesus med din mund og troer i dit hjærte, at Gud oprejste ham fra døde, vil du blive frelst; Men ikke alle hørte efter det glade budskab; thi Jesaja siger: Herre, hvem troede, hvad vi har hørt? thi med hjærtet troer man til retfærdighed, men bekjender med munden til salighed! thi skriften siger, at hver, som troer paa ham, skal ikke beskjæmmes; thi der er ikke forskjel paa Jøde og Hellener; den samme er nemlig Herre over alle, og han er rig mod alle, som paakalde ham; thi hver, som paakalder Herrens navn, vil blive frelst! Hvorledes skulle de da paakalde ham, paa hvem de ikke have troet? men hvorledes skulle de tro paa ham, om hvem de ikke have hørt? men hvorledes skulle de høre, naar ingen prædiker? men hvorledes skulle de prædike, naar de ikke blive udsendte? som skrevet er: Hvor dejlige ere deres fødder, som forkynde evangeliet om fred, forkynde det gode budskab! - - - Altsaa er troen af hørelse, men hørelsen ved Guds Ord! Men jeg siger: Har de ikke hørt? Jo vel er deres røst kommet ud over hele jorden og deres ord til jorderigs grændser. Men jeg siger: Har Israel ikke vidst det? Først siger Mose: Jeg vil gjøre eder nidkjære mod et ufolk, vække eder til harme mod et uforstandigt folk. Men Jesaja drister paa og siger: Jeg er funden af dem, som ikke søgte mig, bleven aabenbaret for dem, som ikke spurgte efter mig; men til Israel siger han: Jeg udstrakte den hele dag mine hænder til et vantro og gjenstridigt folk. Jeg siger derfor: Har Gud forskudt sit folk? Det være langt fra! thi jeg er ogsaa en Israelit, af Abrahams sæd og Benjamins stamme; Gud har ikke forskudt sit folk, som han kjendte forud. Veed i ikke, hvad skriften siger om Elia? hvorledes han træder op for Gud mod Israel og siger: Herre! dine profeter har de dræbt, og dine altere har de nedbrudt, jeg er alene tilbage, og de, de tragte efter mit liv. Men hvad siger Guds-svaret? \Jeg har levnet mig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for fruen\. Saaledes er der da ogsaa i den nærværende tid en levning bleven tilbage efter naadens udvælgelse; men er det af naade, saa er det ikke længer af gjerninger; ellers bliver naade ikke længer naade; men er det af gjerninger, saa er det ikke længer naade, ellers er gjerningen ikke længer gjerning. Hvad da? Hvad Israel søger, har det ikke erholdt, men udvalget har erholdt det, de øvrige bleve forstenede; som skrevet er: Gud gav dem en dorskheds aand, øjne til at se, øren til ikke at høre, indtil den dag idag; og David siger: Deres bord vorde dem til snare og fælde, til anstød og gjengjældelse; deres øjne vorde dunkle, saa de ikke se; og: bøj altid deres ryg! Jeg siger derfor: Stødte de saaledes an, forat de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres fald er frelsen for hedningerne til at gjøre dem selv nidkjære. Men naar deres fald er en rigdom for verden, og deres tab en rigdom for hedninger, hvormeget mere vil deres fylde være det? Jeg taler nemlig til eder af hedningerne; saalænge jeg vel er hedningernes apostel, ærer jeg mit embede, om jeg kunde vække min slægt til nidkjærhed og frelse nogle af dem; thi er deres forkastelse verdens forligelse, hvad var da deres antagelse andet end liv af døde? Men er førstegrøden hellig, saa er dejgen det ogsaa, og er roden hellig, ere grenene det ogsaa; men ere nogle af grenene afbrudte, og er du, den vilde oliekvist, indpodet blandt dem og bleven meddelagtig i olietræets rod og fedme, maa du ikke rose dig mog grenene; men roser du dig, da er det dog ikke dig, som bærer roden, men roden dig. - Du vil altsaa sige: Grenene ere afbrudte, forat jeg kunde indpodes. Vel! Ved vantro ere de afbrudte, men du staaer ved troen. Vær ikke overmodig, men frygt! thi sparede Gud ikke de naturlige grene, vil han vel maaske ej heller spare dig. Se altsaa Guds godhed og strænghed; Strængheden nemlig mod dem, som falde af, men godheden mod dig, om du bliver ved i det gode; ellers vil ogsaa du blive afhuggen; men og hine, om de ikke blive ved i vantroen, ville blive indpodede; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem; thi naar du er huggen af det efter naturen vilde olietræ, og mod naturen er bleven indpodet i det gode olietræ, hvormeget mere kunne de, som efter naturen ere af det, indpodes i deres eget olietræ. Thi jeg vil ikke, brødre, at i skal være uvidende om denne hemmelighed - for at i ikke skulle blive selvkloge - at en forstenelse er for en del kommen over Israel, indtil hedningernes fulde tal er gaaet ind, og saaledes vil hele Israel blive frelst, som skrevet er: Befrieren skal komme fra Zion og afvende ugudelighed fra Jakob; og det er pagten fra mig med dem, naar jeg faaer borttaget deres synder. Efter evangeliet ere de vel fjender for eders skyld, men efter udvælgelsen elskede for fædrenes skyld; thi naadegaverne og kaldensen fortrydes ikke af Gud. Ligesom i nemlig engang var vantro mod Gud, men nu have faaet barmhjærtighed ved disses vantro, saaledes ere og disse nu blevne vantro ved barmhjærtigheden mod eder, forat de og selv maatte faa barmhjærtighed; thi Gud indesluttede alle under vantro, forat han kunde forbarme sig over alle. - O rigdoms dyb baade paa Guds visdom og kundskab! hvor uransagelige ere hans domme og usporlige hans veje! thi hvem har kjendt Herrens sind, og hvem var hans raadgiver? eller hvem gav ham forud, saa det skulde gjengjældes ham? Thi af ham, og ved ham og til ham ere alle ting. Ham være ære i al evighed! Amen. Jeg formaner eder derfor, brødre, ved Guds barmhjærtighed at fremstille eders legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer, eders forstandige Gudsdyrkelse; og danner eder ikke efter denne verden verden, men bliver omdannede ved eders sinds fornyelse, saa i skjønne paa, hvad der er Guds den gode, velbehagelige og fuldkomne villie; thi ved den naade, som er givet mig, siger jeg enhver, som er blandt eder, at han ikke tænker højere om sig selv, end han bør tænke, men tænke til besindighed, ligesom Gud delte troens maal til enhver. - Thi ligesom vi have mange lemmer paa eet legeme, men alle lemmer ikke har samme gjerning, saaledes ere vi, de mange, eet legeme i Kristus, men hver ere vi hverandres lemmer; men vi har forskjellige naadegaver ved den naade, som er skjænket os, enten skriftudlægning efter trosreglen, eller tjenesten i embedet; eller osm lærer i lærdommen, trøsteren i trøsten, uddeleren i redelighed, forstanderen i iver, den barmhjærtige i glæde. - Kjærligheden være uden hykleri! afskyer det onde, holder fast ved det gode, ømt elskende hverandre i broderkjærlighed, forekommende hverandre i højlighed; ikke lunkne i ivrighed, brændende i Aanden, tjenende Herren, glade i haabet, taalmodige i trængsel, stadige i bønnen, deltagende i de helliges fornødenheder, flittige i gjæstmildhed! velsigner dem, som forfølge eder, velsigner og forbander ikke! glæder eder med de glade, græder med de grædende! Haver eet sind mod hverandre, stiler ikke højt, men vandrer med de ydmyge, bliver ikke selvkloge; gjengjælder ingen ondt for ondt; beflitter eder paa det gode for alle menneskers øjne! Holder fred med alle mennesker, om det er muligt, saavidt det staaer til eder! Hævner eder ikke selv, i elskelige, men giver vreden rum! thi der er skrevet: Mig hører hævnen til, jeg vil gjengjælde, siger Herren. Naar altsaa din fjende hungrer, giv ham mad! naar han tørster, giv ham drikke! thi gjør du dette, samler du gloende kul paa hans hoved; lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode! Hver sjæl være de høje øvrigheder underdanig; thi der er ingen øvrighed uden af Gud, men de øvrigheder, som ere, ere beskikkede af Gud; saa at hver, som sætter sig mod øvrigheden, staaer mod Guds anordning; men de, som staa imod, ville faa dom over sig, thi herskerne ere ikke en skræk for gode men for gode men for onde gjerninger; men vil du ikke frygte øvrigheden, gjør saa, hvad godt er, og du vil faa ros af den; thi den er en Guds tjener dig til fromme; men gjør du, hvad ondt er, saa frygt! thi den bærer ikke sværdet forgjæves; den er nemlig Guds tjener, en hævner til straf over den, som gjør det onde. Derfor er det nødvendigt, at i ere underdanige ikke alene for straffens, men ogsaa for samvittighedens skyld. Derfor betale i ogsaa skat! thi de ere Guds tjenere, som netop skulle tage vare derpaa. Betaler altsaa alle, hvad i skylde! Skat til den, i skylde skat; told til den, i skylde told; frygt til den, i skylde frygt; ære til den, i skylde ære! - Bliver ikke nogen noget skyldige, uden det, at elske hverandre; thi den, som elsker anden, har opfyldt loven, thi dette: Du maa ikke bryde ægtepagten! du maa ikke myrde! du maa ikke stjæle! du maa ikke begjære! og hvad andet bud der er, det sammenfattes i dette Ord: Du skal elske din næste som dig selv. Kjærligheden gjør ikke næsten fortræd; derfor er kjærligheden lovens fylde; og det saameget mere da i kende tiden, at stunden nu er der, at vi skulle staa op af søvne; thi vor frelse er nu nærmere, end da vi bleve troende. Natten er rykket frem, men dagen er nær; lader os derfor aflægge mørkets gjerninger og iføre os lysets vaaben; lader os vandre anstændig som om dagen, ikke i svir og sværm, ikke i løsagtighed og uterlighed, ikke i kiv og avind! men ifører Herren Jesus Kristus og plejer ikke kjødet til at vække lysterne. Antager eder den svage i troen, ikke til at dømme hans meninger. En troer at kunne spise alt, men den svage spiser urter. Den, som spiser, foragte ikke ham, som ikke spiser; og den, som ikke spiser, dømme ikke ham, som spiser; thi Gud har antaget ham. Hvem er du, som dømmer en fremmed tjener? Han staaer eller falder for sin egen Herre; men han vil staa, thi Gud er mægtig til at støtte ham. - En agter den ene dag fremfor den anden, en anden agter hver dage lige; hver have fuld vished i sit eget sind! Den, som gjør sig mening om dage, gjør det for Herren, og den, som ikke gjør sig mening om dage, gjør det for Herren; og den, som spiser, spiser for Herren; thi han takker Gud, og den, som ikke spiser, spiser ikke for Herren, o ghan takker Gud. Thi ingen af os lever sig selv eller døer sig selv; thi baade naar vi leve, leve vi Herren, og naar vi dø, dø vi Herren; enten vi altsaa leve eller dø, ere vi Herrens; thi dertil er Kristus baade død og opstanden og bleven levende, at han skal herske baade over døde og levende. Men du, hvorfor dømmer du din broder? eller du, hvorfor foragter du din broder? Vi skulle nemlig alle fremstilles for Kristi domstol; thi der er skrevet: Saasandt jeg lever, siger Herren, skal hvert knæ bøje sig for mig, deres i himlen og paa jorden og under jorden, og hver tunge bekjende Gud. Altsaa skal hver af os gjøre Gud regnskab for sig selv. Lader os altsaa ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette: Ikke at give en broder anstød eller forargelse. Jeg veed og er vis paa i Kristus Jesus, at intet er urent ved sig selv; men for den, som holder noget for urent, for ham er det urent; men dersom din broder bedrøves for madens skyld, omgaaes du ikke mer efter kjærlighed; du maa dog ikke for din mad bringe ham i fordærvelse, for hvem Kristus er død: lader derfor ikke det eder skjænkede gode blive bespottet! thi Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i den Helligaand; thi den, som tjener Kristus i disse stykker, er Gud behagelig og mennesker tækkelige; lader os altsaa jage efter, hvad der tjener til fred og indbyrdes opbyggelse; du maa ikke nedbryde Guds værk for madens skyld! Alt er vel rent men det er en ulykke for det menneske som spiser med anstød. Det er godt, ikke at spise kjød eller drikke vin, eller gjøre noget, hvorved din broder støder an eller forarges eller bliver svag. Du har tro; hav den hos dig selv hos Gud! salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, han vælger; men den, som er tvivlraadig, fordømmes naar han spiser, for det er ikke af tro; men alt, hvad der ikke er af tro, er synd. Vi, som ere stærke, bør da bære de svages skrøbeligheder, og ikke være os selv til behag; hver af eder være næsten til behag i hvad godt er til opbyggelse! thi Kristus var ikke heller sig til behag, men, som skrevet er: Dine forhaaneres forhaanelser ere faldne paa mig; thi hvad der er skrevet tilforn, er skrevet forud til vor lærdom, for at vi kunne have haab ved taalmodighed og skrifternes trøst. Men taalmodighedens og trøstens Gud give eder indbyrdes ens tankegang efter Kristus Jesus; forat i samdrægtig med een mund kunne prise Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader. Antager eder derfor hverandre, ligesom og Kristus antog sig eder til Guds ære. Men jeg siger, at Kristus Jesus er bleven omskjærelsens tjener for Guds sanddruheds skyld forat bekræfte forjættelserne til fædrene; for at hedningerne skulle prise Gud for hans barmhjertigheds skyld, som skrevet er: Derfor vil jeg bekjende dig blandt hedninger, o Herre, og lovsynge dit navn! og atter siges der: Fryder eder i hedninger med hans folk; og atter: Lover Herren, alle hedninger, priser ham alle folkefærd! og atter siger Jesaja: Der skal være rodskud af Jessau og den, som opstaaer til at herske over hedninger; paa ham skulle hedninger haabe! - Men haabets Gud fylde eder med al glæde og fred, idet i tro, saa at i kunne vorde rige i haabet i den Helligaands kraft! Men jeg er og selv, mine brødre, vis paa om eder, at i og selv ere fulde af godlidenhed, opfyldte af al kundskab, istand til ogsaa at paaminde andre; men jeg skrev tildels noget dristigere til eder, mine brødre, da jeg vilde paaminde eder ved den naade, som er given mig af Gud, at jeg skulde være Jesu Kristi tjener for hedningerne, til at betjene Guds evangelium, forat hedningernes offer maatte blive vel antaget, helliget i den Helligaand; jeg har altsaa ros i Kristus Jesus, hvad Gud angaar; thi jeg vil ikke vove at tale noget om, hvad Kristus ikke har virket ved mig til hedningers lydighed, baade i ord og gjerning, i tegns og underes kraft, i Guds Aands kraft, saa at jeg fra Jerusalem og omegn tilfulde har forkyndt Kristi evangelium lige til Illyrien; dog saaledes, at jeg havde forkjærlighed for at forkynde evangeliet, hvor Kristus ikke var nævnt, for at jeg ikke skulle bygge paa fremmed grundvold; men som der er skrevet: De, for hvem intet er forkyndt om ham, skulle se, og de, som ikke have hørt, forstaa! Derfor er jeg ogsaa mange gange bleven forhindret fra at komme til eder. Men da jeg er nu ikke længer har blivende sted i disse egne og i mange aar har længtes efter at komme til eder, vil jeg, naar jeg rejser til Spanien, komme til eder; thi jeg haaber, at jeg paa gjennemrejsen skal se eder og blive fulgt paa vej af eder derhen, naar jeg først for en del er bleven tilfredsstillet hos eder. Men nu rejser ejg til Jerusalem for at tjene de hellige; thi Makedonien og Akaja har besluttet at gjøre sammenskud til de fattige blandt de hellige i Jerusalem. De tog nemlig den beslutning, og de ere deres skyldnere; thi naar hedningerne have faaet del i deres aandelige gaver, skylde de ogsaa at tjene dem i det timelige. Naar jeg da har fuldbragt dette og forsikret dem denne frugt, vil jeg drage gjennem eder til spanien. Men jeg veed, at naar jeg kommer til eder, kommer jeg med Kristi evangeliums fulde velsignelse. - Men jeg formaner eder, brødre ved vor Herre Jesus Kristus og ved Aandens kjærlighed, at i vilde stride med mig i bønnerne til Gud for mig, at jeg maa fries fra de vantro i Judæa, og at mit ærinde til Jerusalem maa blive vel modtaget af de hellige, forat jeg med glæde kan komme til eder efter Guds villie og hvile mig med eder. Men fredens Gud være med eder alle! Amen! Jeg anbefaler eder vor søster Føbe, som er en tjenerinde ved menigheden i Kenkrea, at i antage eder hende i Herren, som det sømmer sig de hellige, og at i hjælpe hende til rette i hvad hun maatte behøve eder; thi hun har været mange, ogsaa mig selv behjælpelig. Hilser Priskilla og Akylas, mine medarbejdere i Kristus Jesus, - som har vovet deres hals for mit liv, hvem ikke alene jeg takker, men og alle menigheder blandt hedningerne - og menigheden i deres hus. Hilser min kjære Epænetos, som er Akajas førstegrøde til Kristus; hilser Maria, som har haft megen besværlighed for os; hilser Andronikos og Junias, mine Frænder og Medfanger, som ere ansete blandt Apostlene og har været i Kristus før jeg; hilser Amplias, min elskelige i Herren; hilser vor medarbejder i Herren, Urbanos, og min kjære Stakys; hilser Apelles, den prøvede i Kristus; hilser dem af Aristobulos' hus! hilser min frænde Herodion; hilser dem af Narkissos' hus, som ere i Herren! hilser Tryfæna og Tryfosa, som have arbejdet i Herren; hilser den kjære Persis, som har arbejdet meget i Herren, hilser den udvalgte i Herren, Rufos, og hans og min moder; hilser Asynkritos, Flegon, Hermas, Patrobas, Hermes og brødrene hos dem; hilser Filologos og Julias, Nereas og hans søster og Olympa og alle hellige hos dem. Hilser hverandre med helligt kys. Kristi menigheder hilse eder! Men jeg formaner eder, brødre, at i har øje med dem, som volde splid og forargelser mod den lærdom, i have lært, og veder eder fra dem! thi saadanne tjene ikke vor Herre Jesus Kristus men deres egen bug, og ved søde ord og smukke talemaader forføre de de enfoldiges hjærter. Eders lydighed er nemlig alle bekjendt; jeg glæder mig derfor over det, som er hos eder; men jeg ønsker vel, at i maa være vise til det gode, men enfoldige til det onde. Men fredens Gud vil om en liden stund knuse satan under eders fødder. - Vor Herres Jesu Kristi naade være med eder. Min medarbejder Timoteos, og mine frænder, Lukios og Jason og Sosipatros hilse eder; jeg Tertios, som har nedskrevet brevet, hilser eder i Herren; Gajos, min og hele menighedens vært, hilse eder; Stads-kæmneren Erastos og broderen Kvartos hilser eder. Vor Herres Jesu Kristi naade være med eder alle! Amen. - Men ham, som er mægtig til at styrke eder efter mit evangelium og forkyndelse af Jesus Kristus, efter aabenbaringen af hemmeligheden, som var dulgt fra evige tider, men blev nu aabenbaret, og ved de profetiske skrifter efter den evige Guds befaling blev kundgjort for alle hedningerne til lydighed under tro, ham, den ene vise gud, være ære ved Jesus Kristus i al evighed! Amen. Paulos, ved Guds villie, Jesu Kristi kaldede apostel, og broderen Sostenes, til Guds menighed, som er i Korint, de helligede i Kristus Jesus, de kaldte hellige tilligemed alle, som paa hvert sted paakalde vor, baade deres og vores, Herres Jesu Kristi navn; naade være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! Jeg takker altid min Gud for eder, for den Guds naade, som er skjænket eder i Kristus Jesus, at I i ham ere blevne rige i alt, i alt Ord og kundskab; ligesom og vidnesbyrdet om Kristus er blevet befæstet blandt eder, saa at i ikke staa tilbage i nogen naadegave, idet i forvente vor Herres Jesu Kristi aabenbarelse, som og vil befæste eder til enden, ulastelige paa vor Herres Jesu Kristi dag. Gud er trofast, og ved ham ere i kaldte til samfund med hans Søn, vor Herre Jesus Kristus. Men jeg formaner eder, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at i alle føre den samme tale, og at der ikke er partier blandt eder, men at i ere fuldkomne i samme sind og samme mening; thi det er givet mig tilkjende om eder, mine brødre, af Kloes husfolk, at der er trætter blandt eder; men jeg siger dette, at enhver af eder siger: Jeg følger Paulos, jeg Apollos, jeg Kefas, jeg Kristus. Er Kristus bleven delt? mon Paulos er korsfæstet for eder? eller ere i døbte til Paulos' navn? Jeg takker Gud, at jeg ikke har døbt nogen af eder uden Krispos og Gajos, forat ikke nogen skal kunne sige, at jeg har døbt til mit navn. Dog døbte jeg ogsaa Stefanas hus; ellers veed jeg ikke, om jeg har døbt nogen anden. Kristus sendte mig nemlig ikke for at døbe, men for at forkynde evangeliet, ikke med vise ord, forat Kristi kors ikke skulde tabe sin betydning; thi korsets Ord er vel daarskab for dem, som fortabes, men Guds kraft for os, som frelses; thi der er skrevet: Jeg vil gjøre vismænds visdom til intet og forkaste klogmænds klogskab. Hvor er den vise, hvor den boglærde, hvor denne verdens ransager? Har Gud ikke gjort verdens visdom til daarskab? thi da verden af bare visdom ikke kjendte Gud i hans visdom, behagede det Gud ved forkyndelsens daarskab at frelse dem, som tro; efterdi baade Jøder kræve tegn og Hellener spørge efter visdom, men vi prædike Kristis den korsfæstede, for Jøder en forargelse, men for Hellener en daarskab, men Kristus for selve de kaldte, Jøder saavelsom Hellener, Guds kraft og Guds visdom; fordi det daarlige fra Gud overgaaer menneskers visdom, og det skrøbelige fra Gud menneskers styrke. - Seer nemlig hen til eders kaldelse, brødre! der var ikke mange vise efter kjødet, ikke mange mægtige, ikke mange adelige; men det daarlige for verden udvalgte Gud forat beskjæmme de vise, og det for verden skrøbeligt udvalgte Gud forat beskjæmme det stærke; og det for verden uædle og ringeagtede udvalgte Gud, og det, som intet var, forat tilintetgjøre det, som var noget, forat intet kjød skal rose sig for Gud. Men af ham ere I i Kristus Jesus, som er bleven os visdom fra Gud, og retfærdighed og helliggjørelse og gjenløsning, saa at, som skrevet er: Den, som roser sig, rose sig i Herren. Og jeg, brødre, da jeg kom til eder, kom jeg ikke med prægtige ord og visdom og forkyndte eder Guds vidnesbyrd, thi jeg agtede mig ikke at vide noget blandt eder uden Jesus Kristus og ham korsfæstet; og jeg var hos eder i megen skrøbelighed, frygt og bæven, og mit ord og min prædiken bestod ikke i menneskelig visdoms overtalende ord, men i Aands og krafts bevisning; at vor tro ikke skulde bestaa i menneskers visdom, men i Guds kraft. - - - Men visdom tale vi blandt de voxne, men ikke denne verdens visdom, ikke heller denne verdens fyrsters, hvilke maa gjøres til intet; men vi tale Guds visdom i hemmelighed, den, som var skjult, som Gud forud havde bestemt fra evighed til vor forherligelse, hvilken ingen af denne verdens fyrster kjendte; thi havde de kjendt den, havde de ikke korsfæstet herlighedens Herre; men som skrevet er: hvad øje ikke saae og øre ikke hørte og ikke kom op i menneskehjærte, hvad Gud har beredt dem, som elske ham; men os aabenbarede Gud det ved sin Aand; thi Aanden ransager alt, ogsaa Guds dybe raad; thi hvilket menneske veed, hvad der er i mennesket, uden menneskets aand, som er i ham? saaledes veed heller ingen, hvad der er i Gud, uden Guds Aand; men vi har ikke modtaget verdens aand, men Aanden, som er fra Gud, forat vi kunde kjende, hvad der i naade er skjænket os af Gud; hvad vi og udtale, ikke i menneskelig visdoms lærde ord, men i Ord, som ere lærte af den Helligaand, idet vi tolke det aandelige for de aandelige; men det sjælelige menneske fatter ikke, hvad Guds Aands er, thi det er ham en daarskab, og han kan ikke forstaa det, fordi det bedømmes aandeligt. Men den aandelige bedømmer vel alt, men selv bedømmes han af ingen; thi hvem har kjendt Herrens sind, at han skulde lære ham? men vi have Kristi sind. Og jeg, brødre, kunde ikke tale til eder som aandelige, men som til kjødelige, som til spæde i Kristus; jeg gav eder en drik mælk og ikke haard kost, thi i kunde det ikke, ja i kan det ikke engang endnu; thi i ere endnu kjødelige, thi da der er nid og kiv og tvedragt blandt eder, ere i saa ikke kjødelige og vandre efter menneskelig vis? naar nemlig een siger: Jeg hører til Paulos, og en anden: Jeg til Apollos! er i saa ikke kjødelige? Hvem er da Paulos og hvem er Apollos, uden tjenere, ved hvem i bleve troende, og som Herren gav hver? jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væxt; derfor er hverken den, som planter, noget, eller den, som vander, men Gud, som giver væxt; men den, som planter, og den, som vander, ere eet; men hver skal faa sin egen løn af sit eget arbejde; thi vi ere Guds medarbejdere; Guds ager, Guds bygning ere i. - Efter den Guds naade, som er given mig, har jeg som viis bygmester lagt grund, men en anden bygger derpaa; men hver se til, hvorledes han bygger! thi ingen kan lægge anden grund end den, som er lagt, og det er Jesus Kristus. Men dersom nogen paa denne grund bygger op med guld, sølv, ædelstene, træ, hø, halm, da vil enhvers gjerning blive aabenbar, thi dagen vil klare det, for i ild skal det aabenbares, og ilden skal prøve enhvers gjerning, hvordan den er; om nogens gjerning, som han byggede derpaa, bliver staaende, vil han faa løn; om nogens gjerning bliver nedbrændt, vil han lide skade, men selv skal han blive frelst, dog som gjennem ild. Vide i ikke, at i ere Guds tempel, og Guds Aand boer i eder? Dersom nogen fordærver Guds tempel, vil Gud fordærve ham, thi Guds tempel, som i ere, er helligt. Ingen bedrage sig selv; hvis nogen synes at være viis blandt eder i denne verden, han blive en daare, forat han kan blive viis; thi denne verdens visdom er daarskab for Gud, thi der er skrevet: Han fanger de vise i deres trædskhed; og atter: Herren kjender de vises tanker, at de ere forfængelige; saa ingen maa rose sig blandt mennesker; thi alt er eders; enten det er Paulos eller Apollos eller Kefas eller verden eller liv eller død eller det nærværende eller tilkommende: alt er eders; men i ere Kristi, men Kristus er Guds! Saaledes maa et menneske agte os som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder; men iøvrigt søges det hos husholdere, at man findes tro; men mig er det det mindste, at ejg bedømmes af eder eller af nogen menneskelig dag; ja jeg bedømmer mig ikke engang selv; thi jeg veed intet med mig selv, dog er jeg ikke derved retfærdiggjort; men den, som bedømmer mig, er Herren. Dømmer derfor ikke noget før tiden, indtil Herren kommer, som baade vil belyse, hvad mørket skjulte, og aabenbare hjærternes raad; og da skal hver faa sin ros af Gud. Men dette har jeg, brødre, hentydet paa mig selv og Apollos for eders skyld, forat i af os kunne lære, ikke at tænke højere, end hvad skrevet er, forat i ikke skulle blive opblæste, en mod anden, for tredje mands skyld; thi hvem giver dig fortrin? og hvad har du, som du ikke har modtaget? men har du endog modtaget det, hvorfor roser du dig, som du ikke havde modtaget det? I ere allerede blevne mætte, i ere allerede blevne rige, i ere blevne konger uden vor hjælp; og gid i vare blevne konger, saa vi kunde blive konger med eder! Jeg mener nemlig, at Gud har fremstillet os apostle som de ringeste, som dødbaarne, for vi ere blevne et skuespil for verden, baade for engle og mennesker; vi ere daarer for Kristi skyld, men i ere kloge i Kristus; vi ere svage, men i stærke; I ere i ære, men vi foragtede; indtil denne stund lide vi baade hunger og tørst, vi ere nøgne, slaaes paa munden og flakke om, vi arbejde møjsommelig med egne hænder; vi overskjældes og velsigne, vi forfølges og taale det, vi bespottes og formane; vi ere blevne som udskud i verden, alles skovisk indtil nu. Jeg skriver dette, ikke for at beskjæmme eder, men jeg paaminder eder som mine kjære børn; thi havde I end 10.000 skolemestre i Kristus, have i dog ikke mange fædre; jeg blev nemlig eders fader i Kristus Jesus ved evangeliet; jeg formaner eder derfor: Bliver mine efterlignere! Derfor sendte jeg eder Timoteos, som er mit kjære og trofaste barn i Herren, forat han skulde minde eder om mine veje i Kristus, saaledes som jeg lærer allevegne i hver menighed. Nogle ere blevne opblæste, i den tanke, at jeg ikke kommer til eder; men jeg vil snart kommer til eder, om Herren vil, og lære ikke de opblæstes ord, men deres kraft at kjende; thi Guds rige bestaaer ikke i ord, men i kraft. Hvad ønske I? skal jeg komme til eder med ris eller med kjærlighed og sagtmodigheds Aand? Ydermere hører d er hor blandt eder, og det saadant h or, der ikke engang nævnes blandt hedningerne, at en har sin faders hustru; og i ere opblæste og ikke meget mere bedrøvede, saa at den, som har gjort denne gjerning, maatte udstødes af eders midte; thi jeg for min del, skjøndt legemlig fraværende, men nærværende i Aanden, har allerede som nærværende dømt, at den, som har bedrevet dette, skal I i vor Herres Jesu Kristi navn, naar i og min aand er samlede, med vor Herres Jesu Kristi kraft overgive som saadan til satan til kjødets fordærvelse, forat aanden maatte frelses paa Herrens Jesu Kristi dag. Eders selvros duer ikke; veed i ikke, at en lille surdejg fyrer hele dejgen? Udrenser derfor den gamle surdejg, at i kunne være en ny dejg, ligesom i ere usyrede; thi ogsaa for os er vort paaske, Kristus, ofret. Lader os derfor ikke holde fast i gammel surdejg eller i sletheds og ondskabs surdejg, men i retsindigheds og sandheds usyrede brød. Jeg har skrevet eder til i brevet, at i ikke maa blande eder mellem mandshorer; dermed mener jeg slet ikke mandshorer i denne verden eller gjerrige eller røvere eller afgudsdyrkere; ellers maatte i gaa ud af verden; men nu har jeg skrevet eder til: I maa ikke blande eder med dem; er nogen, som kaldes broder, enten mandshorer eller bagtaler og begjærlig, eller afgudsdyrker, eller drukkenbolt eller røver, saa maa i ikke gaa tilbords med en saadan. Thi hvad angaaer det mig ogsaa at dømme dem, som ere udenfor? Vil i ikke dømme dem, som ere indenfor? dem udenfor vil Gud dømme. Saa skaffer dog den slette bort fra eder selv! Drister nogen af eder paa, naar han har sag med en anden, at søge dom hos de uretfærdige og ikke hos de hellige? Veed i ikke, at de hellige skal dømme verden? og naar verden dømmes ved eder, ere i da uværdige til de mindste sager? Veed i ikke, at vi skal dømme engle? hvormeget mere det timelige? Naar i altsaa har sager om det timelige, saa sætte i dem til dommere, som ere foragtede i menigheden! Jeg siger det til skam for eder. Er der saaledes een viis blandt eder, end ikke een, som kunde dømme sine brødre imellem? men broder gaaer i rette med broder og det hos vantro! I det hele er det jo allerede et tab for eder, at i har sager med hverandre; hvorfor lide i ikke hellere uret? hvorfor lade i eder ikke hellere bedrage? men i gjøre uret, i bedrage, og det brødre! Eller veed i ikke, at uretfærdige skulle ikke lodtage i Guds rige? Farer ikke vild! hverken mandshorer eller afgydsdyrkere eller horkarle eller kvindagtige eller mandsbeliggere eller tyve eller begjærlige eller drukkenbolte eller bagtalere eller røvere skulle lodtage i Guds rige! og saadanne vare nogle af eder, ja i ere aftvættede, ja i ere helligede, ja i ere retfærdiggjorte i Herren Jesu navn og i vor Guds Aand. Alt er mig tilladt, men ikke alt er nyttigt; alt er mig tilladt, men jeg vil ikke lade mig beherske af noget. Maden er for bugen og bugen for maden; men Gud vil tilintetgjøre baade denne og hin; men legemet er ikke til for hor men for Herren, og Herren for legemet; men Gud oprejste baade Herren, og han vil oprejse os ved sin kraft. Veed i ikke, at eders legemer ere Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gjøre til horens lemmer? Det være langt fra! Veed i ikke, at den, som sammensmelter med horen, er eet legeme? thi de to, siges der, skal blive til eet kjød; men den, som sammensmelter med Herren, er een Aand. - Skyer hor! Hver synd, som mennesket gjør, er udenfor legemet; men den, som bedriver hor, synder mod sit eget legeme. Eller veed i ikke, at eders legeme er tempel for den Helligaand i eder, ham, som i have fra Gud, og i ere ikke eders egne; thi i ere kjøbte dyrt. Ærer da Gud i eders legeme og i eders Aand, som høre Gud til. Angaaende hvad i skrev til mig om, er det godt for et menneske ikke at røre en kvinde; men for utugts skyld have hver mand sin egen hustru, og hver kvinde sin egen mand. Manden vise hustruen skyldig velvillie, og ligesaa hustruen manden; hustruen raader ikke over sit eget legeme, men manden; men ligesaa raader manden ikke over sit eget legeme, men hustruen; I maa ikke holde eder fra hverandre, uden det til en tid skeer med fælles samtykke, at i kunne overlade eder til faste og bøn, og kommer atter tilsammen for at satan ikke skal friste eder ved eders afholdenhed. Dette siger jeg som raad, ikke som bud. - Jeg ønsker nemlig, at alle mennesker vare, som jeg selv er; men hver har sin egen naadegave af Gud, en saa, anden anderledes. Men jeg siger de ugifte og enkerne, at det er godt for dem, om de blive, som jeg er; men kan de ikke afholde sig, gifte de sig! det er bedre at gifte sig end lide brynde. Men de gifte byder, ikke jeg, men Herren: konen maa ikke skilles fra manden; men er hun fraskilt, maa hun blive ugift eller forlige sig med manden; og manden maa ikke forskyde sin hustru. Men til de øvrige siger jeg, ikke Herren: har en broder en vantro hustru, og hun synes om at bo hos ham, saa maa han ikke forskyde hende; og har en hustru en vantro mand, og han synes om at bo hos hende, saa maa hun ikke forskyde ham. Den vantro mand helliges nemlig i kvinden og den vantro kvinde helliges i manden; ellers vare jo eders børn urene, men nu ere de hellige. Men vil den vantro fraskilles, skille han sig! Broder eller søster er ikke trælbunden i saadanne ting; men Gud har kaldet os i fred. Thi hvad veed du, o kvinde, om du kan frelse manden? eller hvad veed du mand, om du kan frelse kvinden? kun maa hver vandre saaledes, som Gud har tildelt ham, som Herren har kaldet enhver; og saaledes skikker jeg det i alle menigheder. Er nogen kaldet uomskaaren, dølge han ikke omskjærelsen; er nogen kaldet uomskaaren, han lade sig ikke omskjære! Omskjærelsen er intet, og ikke-omskjærelsen er intet, men iagttagelse af Guds bud. Hver blive i det kald, hvori han er kaldet! Er du kaldet som træl, bekymre det dig ikke; men kan du blive frimand, foretræk dette! thi den, som er kaldet i Herren som træl, er Herrens frigivne, og den, der er kaldet som fri, er Kristi træl. I ere kjøbte dyrt; bliver ikke menneskers trælle! Brødre! hver blive for Gud i den stand, hvori han er kaldet! Om jomfruer har jeg ikke befaling af Herren; men jeg ytrer en mening som den, Herren barmhjærtig har givet at være tro. Jeg mener altsaa, at det er godt for den forestaaende nød, at det er godt for et menneske, at være saaledes; er du bunden til en kvinde, søg ikke at blive løst; er du en kvinde løs, søg ikke en hustru! men giftede du dig ogsaa, syndede du ikke; og om en jomfru giftede sig, syndede hun ikke; men saadanne ville faa trængsel for kjødet; men jeg skaaner eder. Men jeg siger dette, brødre, at tiden iøvrigt er kort, forat baade de,som have hustruer, skulle være som de, der ingen have, og de, der græde, som de, der ikke græde; og de, der glæde sig, som de, der ikke glæde sig, og de, der kjøbe, som de, der intet eje; og de, der bruge denne verden, som de, der ikke nyde den; thi denne verdens skikkelse forgaaer. Men jeg ønsker, at i maa være ubekymrede. Den ugifte bekymrer sig om, hvad der angaaer Herren, hvorledes han kan behage Herren; den gifte bekymrer sig for, hvad der angaaer verden, hvorledes han kan behage sin hustru. - Der er ogsaa forskjel hustruen og jomfruen. Den ugifte bekymrer sig for, hvad der angaaer Herren, for at hun kan være hellig baade i legeme og aand; men den gifte bekymrer sig om, hvad der angaaer verden, hvorledes hun kan behage sin mand. Dette siger jeg til eders eget gavn, ikke forat kaste en snare for eder, men til anstand og fasthold ved Herren uforstyrret; men naar nogen mener, det er uanstændigt for hans jomfru, naar han er over sin blomstrende alder, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil! han synder ikke. Lad dem gifte sig! men den, som har sat sig fast i for i hjærtet og ikke har nogen trang, men har magt over sin egen villie og har besluttet det i sit hjærte at bevare sin jomfru, han gjør vel; saa at ogsaa den, som bortgifter, gjør vel, men den, som ikke bortgifter, gjør bedre. Hustruen er ved loven bunden al den tid, hendes mand lever; men er manden hensovet, er hun fri til at gifte sig med hvem hun vil, kun det skeer i Herren; men efter min mening er det livsaligere, om hun bliver som hun er; men jeg mener ogsaa at have Guds Aand. Hvad afgudsofre angaaer, veed vi, for kundskab har vi alle, - kundskaben opblæser, men kjærligheden opbygger; men hvis nogen mener at vide noget, har han endnu aldrig vidst noget, som man bør vide det; men om nogen elsker Gud, han er erkjendt af ham; - altsaa om spisning af afgudsofre veed vi, at en afgud er intet i verden, og at der er ingen anden Gud uden een; thi skjøndt der er saakaldte guder, være sig i himlen eller paa jorden, - eftersom der er mange guder og mange herrer - men vi har een Gud, Faderen, af hvem alt er, og vi til ham; og een herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og vi ved ham; men alle har ikke kundskaben, men nogle med samvittighed om afguden spise endnu som afgudsoffer, og deres samvittighed bliver uren, da den er svag. Men mad anbefaler os ikke for Gud; thi hverken, naar vi spise, bliver vi bedre, ikke heller slettere, naar vi undlade at spise; men seer til, at denne eders styrke ikke bliver anstød for de svage; thi naar nogen seer dig, som har kundskab, sidde tilbords i afgudshus, vil da ikke hans samvittighed, som er svag, opbygges til at spise afgudsofret? og ved din kundskab fortabes den svage broder, for hvem Kristus døde; men naar i saaledes synde mod brødrene og slaa deres svage samvittighed, synde i mod Kristus. Derfor, om mad forarger min broder, vil jeg aldrig spise kjød, forat jeg ikke skal forarge min broder. Er jeg ikke apostel? er jeg ikke fri har jeg ikke seet vor Herre, Jesus Kristus? ere i ikke min gjerning i Herren? Er jeg ikke apostel for andre, for eder er jeg det dog, thi i ere selv besegling paa mit apostelembede i Herren; det er mit forsvar mod dem, som dømme over mig. Har vi ikke ret til at spise og drikke? har vi ikke ret til at føre en hustru, som er en søster, med, ligesom og de øvrige apostle og som Herrens brødre og Kefas? eller har jeg alene og Barnabas ikke ret til at lade være at arbejde? Hvem tjener nogensinde i krig paa egen sold? hvem planter en vingaard og spiser ikke af dens frugt? hvem føder en hjord og spiser ikke af hjordens mælk? Siger jeg dette af hensyn til mennesker, eller siger loven det ikke ogsaa? Der er nemlig skrevet i Mose-loven: Du maa ikke binde munden til paa oxen, naar den tærsker. Er det oxerne Gud bekymrer sig for? eller siger han det overhoved for vor skyld? thi for vor skyld er der skrevet, at den, som pløjer, maa pløje i haab, og den, som tærsker i haabet, faa del i, hvad han haabede. Dersom vi saaede eder det aandelige, er det da stort, om vi høstede eders timelige? Dersom andre havde del i saadan ret over eder, skulde vi da ikke meget mere? men vi har ikke brugt denne ret, men vi taale alt, forat vi ikke skulde gjøre Kristi evangelium nogen hindring. Vide i ikke, at de, som tjene ved helligdommen, spise af det hellige, og de, som vare paa alteret, dele med alteret? saaledes har og Herren forordnet dem, som forkynde evangeliet, at leve af evangeliet. Men jeg har intet benyttet af dette; og jeg skriver det ikke, forat det skulde ske saaledes med mig; thi jeg vilde hellere dø, end at nogen skulde gjøre min ros til intet; thi naar jeg prædiker evangeliet, er det mig ingen ros, thi der paaligger mig en nødvendighed; og ve mig, om jeg ikke prædikede! gjør jeg det da frivillig, har jeg løn, gjør jeg det uvillig, er en husholdning mig betroet. Hvad er da min løn? at jeg, i det jeg forkynder evangeliet, kan fremsætte Kristi evangelium uden bekostning, for ikke at misbruge min ret ved evangeliet. - Thi skjøndt jeg er fri for alle, har jeg dog gjort mig selv til alles tjener, forat jeg kunde vinde flere; og jeg er bleven Jøderne som en Jøde, forat jeg kunde vinde Jøder, dem under loven som den, der var under loven, forat jeg kunne vinde dem under loven; dem uden loven som den, der var uden loven, skjøndt jeg er ikke uden loven for Gud, men lovlig for Kristus, forat jeg kunde vinde dem, som ere uden loven; jeg blev de skrøbelige som en skrøbelig, forat jeg kunde vinde de skrøbelige; jeg blev alt for alle, forat jeg fremfor alt kunne frelse nogle; men dette gjør jeg for evangeliet, forat jeg kan blive meddelagtig deri. Vide i ikke, at de, som løbe paa banen, løbe vel alle, men een tager sejerskrandsen? løber saaledes, at i kan tage den! Men enhver, som kjæmper, er afholdende i alt; hine altsaa vel forat faa en visnende krands, men vi en uvisnelig. Derfor løber jeg altsaa ikke som paa det uvisse, jeg fægter saaledes som den, der ikke slaaer i luften; (9:26) men jeg spæger mit legeme og aver det, forat jeg, som prædiker for andre, ikke selv skal blive forskudt. Jeg vil, brødre, at i ikke skulle være uvidende om, at vore fædre vare alle under skyen og gik alle gjennem havet, og de bleve alle døbte til Mose i skyen og i havet; og de spiste alle den samme aandelige mad og drak alle den samme aandelige drik - de drak nemlig af den aandelige klippe, som fulgte dem - men klippen var Kristus; men Gud fandt ikke behag i de fleste af dem, thi de bleve nedslagne i ørken. Men disse ting ere blevne forbilleder for os, at vi ikke skulde faa lyst til det onde, som de fik dertil; bliver ikke heller afgudsdyrkere som nogle af dem, som skrevet er: folket satte sig ned at spise og drikke, og de stod op at lege. Lader os heller ikke bedrive hor, som nogle af dem bedreve hor og faldt paa een dag 23.000; lader os ej heller friste Kristus, som nogle af dem fristede ham og bleve ødelagte af slanger; knurrer ikke heller, som nogle af dem knurrede og bleve ødelagte af fordærveren. Alt dette ramte dem som forbilleder, men det er skrevet, at vi, til hvem de sidste tider ere komne, skulle lægge det paa sinde. Derfor se den, som mener at staa, til, at han ikke falder! Der er ingen fristelse paakommen eder, uden menneskelig; men Gud er trofast, og han vil ikke lade eder friste over, hvad i formaa, men han vil med fristelsen ogsaa gjøre udgangen, saa i kunne udholde den. Derfor, mine kjære brødre, skyer afgudsdyrkelsen. Jeg taler som til forstandige; i maa dømme, hvad jeg siger. Velsignelsens bæger, som vi velsigne, er det ikke Kristi blods samfund? det brød, vi bryde, er det ikke Kristi legems samfund? efterdi der er eet brød, ere vi, de mange, eet legeme; thi alle ere vi delagtige i det ene brød. Seer til Israel efter kjødet! ere ikke de, som spise offerkjødet, delagtige i alteret? Hvad siger jeg da? at en afgud er noget? eller at afgudsoffer er noget? Nej! men hvad hedningerne ofre, ofre de til dæmnerne og ikke til Gud; men jeg vil ikke, at i skal have samfund med dæmnerne; I kan ikke drikke Herrens bæger og dæmnernes bæger; I kan ikke være delagtige i Herrens bord og dæmnernes bord. Men skulle vi opvække Herren til nidkjærhed? mon vi ere stærkere end han? - Alt er mig tilladt, men ikke alt er nyttigt; alt er mig tilladt, men ikke alt opbygger. Ingen maa se paa sit eget, men enhver paa næstens. Spiser alt, hvad der er kjøbt i slagterbod, uden at spørge for samvittighedens skyld; thi jorden og, hvad der fylder den, er Herrens; og naar nogen af de vantro indbyder eder, og i ville gaa derhen, spiser da alt, hvad der sættes for eder, uden at spørge for samvittighedens skyld. Men naar nogen siger til eder: Det er afgudsoffer! spiser det da ikke for hans skyld, som røbede det, og for samvittighedens skyld; thi jorden og, hvad der opfylder den, er Herrens; Samvittigheden, siger jeg, ikke ens egen men næstens; thi hvorfor dømmes min frihed af en andens samvittighed? Dersom jeg nyder det med taksigelse, hvorfor spottes jeg da for det, jeg takker for? Enten i derfor spise eller drikke eller hvad i gjøre, gjører alt til Guds ære! værer uden forargelse baade for Jøder og Hellener og Guds menighed, ligesom jeg ogsaa i alt stræber at tækkes alle uden at søge, hvad der gavner mig selv, men de mange, forat de kunde blive frelste; (10:34) vorder mine efterfølgere, ligesom og jeg er Kristi! Men jeg roser eder brødre, at I i alt komme mig ihu og holde de mundlige lærdomme, ligesom jeg overgav eder dem; men jeg ønsker, at i skulle forstaa, at Kristus er hver mands hoved, men manden er kvindens hoved, men Gud er Kristi hoved. Hver mand, som beder eller profeterer og har noget paa hovedet, beskjæmmer sit hoved; men hver kvinde, som beder eller profeterer med ubedækket hoved, beskjæmmer sit hoved; thi det er det samme, som han var raget; thi dersom en kvinde ikke bedækker sig, kan hun og lade sit haar klippe; men dersom det er usømmeligt for kvinden at klippes eller rages, dedække hun sig. Thi manden bør ikke bedække hovedet, da han er Guds billede og ære; men kvinden er mandens ære; thi manden er ikke af kvinden, men kvinden af manden; ikke heller er manden skabt for kvindens, men kvinden for mandens skyld. Derfor bør kvinden have et ærbødigheds tegn paa hovedet for englenes skyld. Dog er der hverken mand uden kvinde eller kvinde uden mand i Herren; thi ligesom kvinden er af manden, saaledes er og manden ved kvinden, men alle ting af Gud. Dømmer selv! klæder det en kvinde, usløret at bede til Gud? eller lærer ikke naturen eder selv, at naar en mand lader haaret voxe, er det vanærende for ham? men naar en kvinde lader haaret voxe, er det hende en ære, thi haaret er givet hende til et skjul. Men har nogen lyst til at trættes herom, har vi ikke saadan skik, ikke heller Guds menigheder. Idet jeg formaner herom, roser jeg ikke, at i samles ikke til det bedre, men til det værre; for det første hører jeg nemlig, at naar i samles i menigheden, er der partier mellem eder, og for en del troer jeg det; thi der maa og være kjætterier blandt eder, at de retskafne blandt eder kan blive aabenbare. Naar i da komme tilsammen, er det ikke at holde Herrens nadver; thi under nadveren tager hver sit maaltid forud, og den ene hungrer, den anden overvælder sig. Har i nemlig ikke huse til at spise og drikke i? eller foragte i Guds menighed og beskjæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder, skal jeg rose eder? Deri roser jeg eder ikke, thi jeg modtog fra Herren, hvad jeg og har overleveret eder, at Herren Jesus i den nat, da han blev forraadt, tog brødet, takkede og brød det, og sagde: Tager, æder, dette er mit legem, som brydes for eder; dette gjører til min ihukommelse! ligesaa og bægeret efterat have holdt maaltid og sagde: Dette bæger er den ny pagt i mit blod; dette gjører, saa ofte i drikke det, til min ihukommelse! thi saa ofte i spise dette brød og drikke dette bæger, forkynder Herrens død, indtil han kommer! Derfor, hvo som spiser dette brød eller drikker Herrens bæger uværdig, skal være skyldig i Herrens legeme og blod. Men et menneske prøve sig selv, og saaledes spise han af brødet og drikke af bægeret! thi den, som spiser og drikker uværdig, spiser og drikker sig selv dom, da han ikke bedømmer Herrens legeme. Derfor ere mange svage og skrøbelige blandt eder, og en god del ere hensovede. Dersom vi nemlig bedømte os selv, dømtes vi ikke; men naar vi dømmes, opdrages vi af Herren, forat vi ikke skulle fordømmes med verden. Naar i, mine brødre, derfor kommer sammen til maaltid, venter da paa hverandre; men hvis nogen er hunrig, kan han spise hjemme, at i ikke skulle komme sammen til dom. Det øvrige vil jeg ordne, naar jeg kommer. Men jeg vil ikke, brødre, at i skulle være uvidende om de aandelige gaver. I veed, at, da i vare hedninger, hendroges i til de stumme afguder, ligesom man drog eder. Derfor kundgjør jeg eder, at ingen, som taler i Guds Aand, udsiger forbandelse over Jesus, og ingen kan kalde Jesus Herre, uden i den Helligaand. Der er forskjel paa naadegaver, men Aanden er den samme; der er forskjel paa tjenester, men Herren er den samme; der er forskjel paa kraftige gjerninger, men Gud er den samme, som kraftig virker alt i alle, men Aandens aabenbarelse gives hver til hvad der er nyttigt; een gives nemlig visdoms ord ved Aanden, en anden kundskabs ord overensstemmende med den samme Aand; en anden tro i den samme Aand, en anden lægedoms gave i den samme Aand; en anden kraftige gjerninger, en anden profeti, en anden bedømmelse af aander, en anden sdskillige tungemaal, en anden udlæggelse af tungemaal; men alt dette virker den ene og samme Aand kraftig, idet han uddeler til hver især, ligesom han vil, - Ligesom legemet nemlig er eet og har mange lemmer, men alle lemmer paa det ene legeme ere eet legeme, skjøndt de ere mange, saaledes er og Kristus; vi ere jo nemlig alle døbte til een Aand til eet legeme, hvad enten vi ere Jøder eller Hellener, trælle eller fri, og vi har alle drukket af bægeret til een Aand. Ogsaa legemet er jo ikke eet lem, men mange. Om foden vilde sige: Fordi jeg ikke er haand, derfor er jeg ikke af legemet, var den derfor ikke af legemet? og om øret vilde sige: Fordi jeg ikke er øje, er jeg ikke af legemet, var det derfor ikke af legemet? Var hele legemet øje, hvor var da hørelsen; var det hele hørelse, hvor var da lugten! men nu har Gud sat lemmerne, ethvert af dem i legemet, eftersom han vilde; men vare de alle eet lem, hvor var da legemet? men nu er der mange lemmer, men eet legeme. Øjet kan ikke sige til haanden: Jeg behøver dig ikke! eller atter hovedet til fødderne: Jeg behøver eder ikke! men meget mere ere de lemmer paa legemet, som synes at være de svageste, nødvendige; og dem, vi synes, ere de ringeste paa legemet, gjør vi desmere ære ad, og de, som lade os ilde, pryde vi desmere; men de, som lade os vel, behøve det ikke. Men Gud har sammenføjet legemet saaledes, at han tillagde de ringere dele større ære; forat der ikke skulde være splid i legemet, men just forat lemmerne skulde have omhu for hverandre; og enten eet lem lider, lide de alle, eller eet lem holdes i ære, tage alle lemmer del i glæden. Men i ere Kristi legeme og lemmer, hver især. - Og Gud har sat nogle i menigheden: først apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere; dernæst de kraftige gjerninger, saa lægedoms gaver, hjælpere, bestyrere, forskjellige tungemaal. Ere alle apostle? ere alle profeter? ere alle lærere? ere alle kraftige gjerninger? har alle lægedoms gave? tale alle med tunger? udlægge alle? Tragter efter de bedste naadegaver! og endnu viser jeg eder den ypperligste vej. Om jeg end talede menneskenes og englenes tungemaal, men havde ikke kjærlighed, var jeg en lydende malm og en klingende bjælde; og havde jeg profetiens gave og kjendte alle hemmelighederne og al kundskab, ja havde jeg al tro, saa jeg kunde flytte bjerge, men havde ikke kjærlighed, var jeg intet; og uddelte jeg alt mit godt til fattige, ja hengav jeg mit legeme til at brændes, men havde ikke kjærlighed, gavnede det mig intet. Kjærligheden er langmodig, den er velvillig; kjærligheden bærer ikke nid, kjærligheden suser ikke frem, den opblæses ikke; den gjør intet usømmeligt, søger ej sit eget, forbitres ikke, tænker intet ondt; glæder sig ikke over uretten, men glæder sig ved sandheden; den taaler alt, troer alt, haaber alt, bærer alt. Kjærligheden affalder aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, skulle de afskaffes, eller tungemaal, de skulle ophøre, eller kundskab, den skal afskaffes. Vi forstaa nemlig stykkevis og profetere stykkevis; men naar det fuldkomne kommer, skal det stykkevise afskaffes. Da jeg var et barn, talede jeg som et barn, tænkte som et barn, dømte som et barn; men da jeg blev mand, aflagde jeg det barnagtige; thi vi se nu i gaadespejl, men da ansigt til ansigt; nu kjender jeg stykkevis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og bliver kjendt. Saa bliver da disse tre: tro, haab, kjærlighed; men størst af dem er kjærligheden. Higer efter kjærligheden, tragter efter de aandelige gaver, men mest, at i maatte profetere. Den, som nemlig taler i fremmed tungemaal, taler ikke for mennesker men for Gud; thi ingen forstaar det; men han taler hemmeligheder i Aanden; men den, som profetere, taler mennesker til opbyggelse og formaning og trøst; den, som taler i fremmede tungemaal, opbygger sig selv; men den, som profetere, opbygger menigheden. Jeg ønskede, at i alle kunde tale i fremmede tungemaal, men mere, at i kunde profetere; thi den, som profeterer, er større end den, som taler i fremmede tungemaal, uden saa er, at han oversætter det, forat menigheden kan have opbyggelse deraf; men om jeg nu, brødre, naar jeg kom til eder, talede i fremmede tungemaal, hvad vilde jeg gavne eder, dersom jeg ikke talede til eder enten ved aabenbarelse eller kundskab eller profeti eller lærdom? Endog de livløse ting, som give lyd, det være sig fløjte eller harpe, hvis de ikke angav en forskjel i tonerne, hvorledes kunde man da vide, om der blev spillet paa fløjte eller harpe? og om trompeten gav en uklar lyd, hvem vilde ruste sig til slag? Saaledes og, dersom i ikke med tungen fremføre et velbetegnet ord, hvorledes kan man forstaa, hvad der tales? I ville nemlig tale hen i vejret. Der er, lad os sige, saa og saa mange slags sprog i verden, og der er intet af dem lydløst. Kjender jeg da ikke lydens betydning, er jeg vild fremmed for den, som taler, og han, som taler, er for mig vild fremmed. Saaledes maa ogsaa i, naar i hige efter aandelige gaver, søge, at i have overflødigt til menighedens opbyggelse. Derfor maa den, som taler i fremmed tungemaal, bede, at han kan oversætte det; thi naar jeg beder i fremmed tungemaal, beder vel min Aand, men min tanke er uden frugt. Hvad da? Jeg vil bede med Aand, men ogsaa med forstand; jeg vil synge psalmer med aand, men og med forstand; thi naar du priser Gud ved Aanden, hvorledes kan han paa lægmands stade sige amen til din taksigelse, da han ikke forstaar, hvad du siger? Du takker vel smukt, men den anden opbygges ikke. Jeg takker min Gud, at jeg taler mere i fremmede tungemaal end i alle; men i menigheden vil jeg heller tale fem ord forstaaelig, forat jeg kan undervise andre, end 10.000 ord i fremmed tungemaal. Brødre, vorder ikke børn i forstand, men værer børn i ondskab, i forstand derimod fuldvoxne. Der er skrevet i loven: Jeg vil tale til dette folk ved dem, som have andet sprog og andet maal, og end ikke saaledes ville de høre mig, siger Herren. Derfor ere tungemaal til et tegn, ikke for de troende, men for de vantro; men den profetiske gave er det ikke for de vantro, men for de troende. Naar altsaa hele menigheden kom sammen, og alle talede i fremmede tungemaal, men der kom lægmænd eller vantro ind, vilde de da ikke sige, at i vare gale? Men naar alle profeterede, og der kom en vantro eller lægmand ind, bliver han overbevist af alle, viist til rette af alle; og saaledes blive hans hjærtes skjulte tanker aabenbare; og saaledes vil han falde paa sit ansigt og tilbede Gud og forkynde, at Gud virkelig er i eder. Hvad da, brødre? Naar i komme sammen, da har hver af eder en psalme, han har en lærdom, han har et fremmed tungemaal, han har en aabenbarelse, han har en udlægning; alt ske til opbyggelse! Taler nogen i fremmed tungemaal, værer det to eller højt tre, og een efter anden, og een tolke det; men er der ingen tolk tilstede, da tie han i menigheden, men for sig selv kan han tale og for Gud. Men af profeter tale to eller tre, og de andre prøve det! men dersom en anden, som sidder der, faaer en aabenbarelse, maa den første tie; thi i kan alle profetere, en efter anden, at alle kunne lære og alle blive formanede; ogsaa profeters aander ere profeter underdanige; Gud er nemlig ikke forvirringens, men fredens Gud. Ligesom i alle de helliges menigheder maa eders kvinder tie i forsamlingerne; det tillades dem nemlig ikke at tale, men være underdanige, som og loven siger; men ville de lære noget, maa de hjemme spørge deres egne mænd; thi det er uanstændigt for kvinder at tale i menigheden. Eller er Guds Ord udgaaet fra eder, eller er det kommet til eder alene? Dersom nogen synes, at han er en profet eller en aandelig, han betænke, hvad jeg skriver til eder, at det er Herrens bud; men erkjender nogen det ikke, lade han være! Tragter derfor, brødre, efter at profetere og hindrer ikke i at tale med fremmede tungemaal; alt ske sømmelig og med orden. Men jeg minder eder, brødre, om det evangelium, jeg forkyndte eder, hvilket i og modtoge, og i hvilket i og staa fast, ved hvilket i og blive salige, dersom i holde fast efter det ord, hvormed jeg forkyndte eder evangeliet; med mindre i have troet forgjæves. Thi jeg overgav eder blandt det første, hvad jeg og selv modtog, at Kristus døde for vore synder efter skrifterne; og at han blev begraven, og at han opstod tredje dag efter skrifterne; og at han blev seet af Kefas, derefter af de tolv; derpaa blev han paa eengang seet af flere end 500 brødre, af hvilke de fleste ere i live, men nogle ere og hensovede; derefter blev han seet af Jakob, derpaa af alle apostlene, men sidst af alle blev han ogsaa seet af mig som det utidige foster; thi jeg er den ringeste af apostlene, som ikke er værd at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds menighed; men af Guds naade er jeg, hvad jeg er, og hans naade mod mig har ikke været forgjæves, men jeg har arbejdet mere end de alle; dog ikke jeg, men Guds naade, som er med mig. Hvad enten det da er mig eller disse, har vi prædiket saaledes, og saaledes troede i. Men naar der prædikes, at Kristus er opstanden fra døde, hvorledes sige da nogle blandt eder, at der ikke er dødes opstandelse? men er der ikke dødes opstandelse, saa er Kristus ikke heller opstanden; men er Kristus ikke opstanden, da er vor prædiken forgjæves, saa er og eders tro forgjæves; vi bleve da ogsaa fundne som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet om Gud, at han oprejste Kristus, som han ikke oprejste, dersom døde nemlig ikke opstaa; dersom døde nemlig ikke staa op, er Kristus ikke heller opstanden; men er Kristus ikke opstanden, er eders tro forfængelig, i ere endnu i eders synder; og saa ere de fortabte, som ere hensovede i Kristus. Haabe vi alene paa Kristus i dette liv, ere vi mer at ynkes over end alle mennesker. Men nu er Kristus opstanden af døde, bleven førstegrøden af de hensovede; thi efterdi døden er ved et menneske, er ogsaa dødes opstandelse ved et menneske; thi ligesom alle dø i Adam, saaledes skulle og alle levendegjøres i Kristus; men hver i sin orden; førstegrøden er Kristus, dernæst de, som ved hans tilkommelse ere Kristi; saa er enden, naar han har overgivet riget til Gud og Faderen, naar han har tilintetgjort al fyrstendømme, og al vælde og magt; thi han bør herske, indtil han faaer lagt alle fjenderne under hans fødder; den sidste fjende, som tilintetgjøres, er døden; han lagde nemlig alt under hans fødder. Men naar han siger, at han underlagde ham alt, er det aabenbart, at det er ham undtagen, som har underlagt ham alt; men naar alt er ham underlagt, da vil Sønnen selv underlægge sig ham, som har underlagt ham alt, forat Gud kan være alt i alle. - Hvad gjør ellers de, som døbes for de døde? Hvis døde slet ikke staa op, hvorfor døbes de da for de døde? Hvorfor staa ogsaa vi hver time i fare? Jeg døer daglig, det vidner jeg ved eders ros, som jeg har i Kristus Jesus vor Herre! Stred jeg i Efesos, efter menneskelig maade at tale, med vilde dyr, hvad hjælper det mig? Dersom døde ikke staa op, lad os æde og drikke, thi imorgen dø vi! Lader eder ikke forføre, slet omgang fordærver gode sæder! Vaagner ordenlig op og synder ikke! thi nogle har ikke kundskab om Gud, det siger jeg til eders skam. Men nogen vil spørge: hvorledes opstaa de døde, og med hvilket legeme komme de frem? Daare! hvad du saaer, bliver ikke levendegjort, hvis det ikke bortdøer; og hvad du saaer, da saaer du ikke det legeme, som skal vorde, men et blot korn, det være sig af hvede eller af anden art; men Gud giver det et legeme, som han vil, og hver sæd sit eget legeme. Alt kjød er ikke det samme kjød, men eet er menneskers, et anden kvægs, et andet fiskes, et andet fugles kjød, og der er himmelske legemer og jordiske legemer, men een er de himmelske herlighed, en anden de jordiske; een er solens glands, en anden maanens, en anden stjernernes; een stjerne overgaaer nemlig en anden i glands. Saaledes er og de dødes opstandelse; det saaes i forkrænkelighed, opstaaer i uforkrænkelighed, det saaes i vanære, opstaaer i herlighed, det saaes i skrøbelighed, opstaaer i kraft; der saaes et sjæleligt legeme, opstaaer et aandeligt legeme. Der er sjæleligt legeme, og der er et aandeligt legeme. Saaledes er der ogsaa skrevet: Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl, den sidste Adam til en levende-gjørende Aand. Det aandelige er ikke det første, men det sjælelige; derefter det aandelige. Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske, Herren, er af himlen; som den jordiske var, saa ere og de jordiske, og som den himmelske er, saa ere og de himmelske; og ligesom vi har baaret den jordiskes billede, skulle vi og bære den himmelskes billede; men det siger jeg, brødre, at kjød og blod ikke kan arve Guds rige, ikke heller vil forkrænkelighed arve uforkrænkelighed. Se, jeg siger eder en hemmelighed: Vi skulle vel ikke alle hensove, men vi skulle alle forandres, i et hast, i et øjeblik, ved den sidste basune; thi basunen skal lyde og de døde skulle staa op uforkrænkelige, og vi skulle forandres; thi dette forkrænkelige maa iføres uforkrænkelighed, og dette dødelige iføres udødelighed. - Men naar dette forkrænkelige er iført uforkrænkelighed, og dette dødelige er iført udødelighed, da skeer det ord, som er skrevet: Døden er opslugt til sejr. Død, hvor er din braad? Hel, hvor er din sejr? men synden er dødens braad, men loven er syndens kraft; men takket være Gud, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus! Bliver derfor, mine kjære brødre, faste, urokkelige, altid rige i Herrens gjerning, da i vide, at eders arbejde ikke er forgjæves i Herren. Hvad indsamlingen til de hellige angaaer, da gjøre i og saaledes, som jeg har ordnet det for menighederne i Galatien. Hver af eder henlægge noget for sig selv paa den første dag i ugen og samle, som han har velsignelse til, forat der da ikke skal ske en indsamling, naar jeg kommer; men ved min nærværelse vil jeg sende dem, i betro dertil, med breve forat bringe eders gave til Jerusalem; men er det værd, at ogsaa jeg rejser, kan de rejse med mig. - Men jeg vil komme til eder, naar jeg er dragen gjennem Makedonien; thi jeg rejser gennem Makedonien; og jeg vil maaske blive eller endog overvinter hos eder, forat i kunne følge mig paa vej, hvor jeg saa rejser hen; nu vil jeg nemlig ikke se eder paa en gjennemrejse, men jeg haaber at blive nogen tid hos eder, om Herren tillader det. I Efesos bliver jeg til pintse; thi en stor og stærk dør er mig aabnet, og modstanderne ere mange. Skulle Temoteos komme til eder, seer da til, at han kan blive hos eder uden frygt; thi han gjør Herrens gjerning ligesom og jeg; derfor maa ingen foragte ham, men følge ham paa vej i fred, at han kan komme til mig; jeg venter ham nemlig med brødrene. Angaaende broder Apollos, da har jeg meget formanet ham til, at han skulde komme til eder med brødrene; men det var slet ikke hans villie at komme nu, men han vil komme, naar han faaer lejlighed. - Vaager, staaer faste i troen, værer mænd, værer stærke! alt ske hos eder i kjærlighed! - Men jeg beder eder, brødre! I kjende Stefanas' hus, at det er Akajas førstegrøde, og de har indrettet sig til de helliges tjeneste; at ogsaa i underkaste eder saadanne og enhver, som hjælper med og arbejder; men jeg glæder mig ved Stefanas', Fortunats og Akaikos' nærværelse; thi de har erstattet savnet af eder; de har nemlig vederkvæget min og eders aand; anerkjender derfor saadanne! Menighederne i Asia hilse eder; Akylas og Priskilla med menigheden i deres hus hilse eder flittig i Herren; alle brødrene hilse eder! Hilser hverandre med helligt kys. Hilsen med min, Paulos', haand. Hvis nogen ikke elsker Herren Jesus Kristus, han være bansat! Herren kommer! Herrens, Jesu Kristi, naade være med eder! min kjærlighed med eder alle i Kristus Jesus! Amen. Paulos, ved Guds villie Jesu Kristi apostel, og broderen Timoteos til Guds menighed i Korint og alle de hellige i hele Akaja. Naade være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, al barmhjærtigheds Fader og al trøstes Gud, som trøster os i al vor trængsel, saa vi kan trøste dem, som ere i al slags trængsel, med den trøst, hvormed vi selv blive trøstede af Gud; at ligesom Kristi lidelser komme rigelig over os, saaledes kommer og vor trøst rigelig ved Kristus. Hvad enten vi da trænges, skker det for eders trøst og frelse, som viser sig kraftig ved udholdenhed under de lidelser, som og vi lide, - og vort haab om eder er stærkt; - eller vi trøstes over eders trøst og frelse, da vi vide, at ligesom i ere delagtige ilidelserne, saaledes og i trøsten. Vi ville nemlig ikke, brødre, at i skulle være uvidende om den trængsel, som er vederfaren os i Asia, at vi vare overmaade besværede over evne, saa at vi endog aldeles mistvivlede om livet; ja vi havde endog fældet vor dødsdom hos os selv, at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som opvækker de døde; som friede os ud af saa stor dødsfare og frier endnu, og om hvem vi haabe, at han fremdeles vil udfri, idet ogsaa i komme til hjælp med eders bøn for os, at den naade, som af mange er bevist os, erkjendes af mange med tak for eder; thi det er vor ros, vor samvittigheds vidnesbyrd, at vi i enfoldighed og retsindighed for Gud, ikke i kjødelig visdom, men i Guds naade har omgaaedes i verden, men mest hos eder; thi vi skrive eder ikke andet til, end hvad i enten har læst eller vidst; men jeg haaber, at i skulle ogsaa erkjende det til enden; ligesom i og have kjendt os tildels, at vi er eders ros, som i ogsaa er vores, paa vor Herres Jesu Kristi dag. I denne fortrøstning vilde jeg før kommet til eder, forat i atter kunde modtage en velgerning, og gjennem eder komme til Makedonien, og igjen fra Makedonien til eder og bleven fulgt paa vej af eder til Judæa. Da jeg besluttede dette, har jeg da derfor viist besindighed? eller beslutter jeg, hvad jeg beslutter, efter kjødet, saa at der hos mig er baade ja og nej? Gud er trofast, for vor tale til eder blev ikke ja og nej; thi Guds Søn Jesus Kristus, som er prædiket blandt eder ved os, ved mig og Silvanos og Timoteos, var ikke ja og nej; men jaet var i ham; thi saamange som Guds forjættelser ere, ere de i ham ja og i ham amen, Gud til ære ved os. Men han, som holder eder tilligemed os faste til Kristus og salvede os, er Gud, som og beseglede os og gav os Aandens pant i vore hjærter. Men jeg kalder Gud til vidne over min sjæl, at jeg, forat skaane eder, endnu ikke er kommen til korint, ikke at vi ville herske over eders tro, men arbejde med til eders glæde; thi i staa i troen. Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg ikke vilde komme til eder igjen i bedrøvelse; thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er der da, som skal opmuntre mig, uden den, som jeg har bedrøvet? og jeg skrev eder just dette til, forat jeg ikke, naar jeg kom, skulde have sorg paa sorg af dem, jeg burde have glæde af, da jeg har den tillid til eder alle, at min glæde er alle eders; thi under megen kummer og med beklemt hjærte skrev jeg eder til under mange taarer, ikke forat bedrøve eder, men forat i skulle kjende den kjærlighed, som jeg overflødig har til eder. - Men naar nogen har voldt bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men tildels, forat jeg ikke skal sige det hårdere, eder alle. Nok for en saadan er den straf, ham er vederfaren af de fleste; saa at i tværtimod snarere maa tilgive og trøste ham, at en saadan ikke skal nedsynke i en altfor stor bedrøvelse. Derfor formaner jeg eder, at i kraftig vise ham kjærlighed; thi derfor har jeg og skrevet, forat jeg kunde erfare eder paalidelighed, om i ere lydige i alt. Men hvem i tilgiver noget, ham tilgiver jeg ogsaa; thi naar ogsaa jeg har tilgivet noget, har jeg tilgivet det for eders skyld for Kristi aasyn, forat vi ikke skulde besnæres af satan; thi vi ere ikke ubekjendte med hans anslag. Da jeg kom til Troas for Kristi evangelium og en dør var mig opladt i Herren, havde jeg ingen ro i min aand, da jeg ikke traf broder Titos; men jeg tog afsked med dem og drog ud til Makedonien; men Gud være takket, som altid fører os i sejerstog i Kristus og paa hvert sted udbreder sin kundskabs duft ved os, fordi vi ere Kristi velbehagelige duftning for Gud blandt dem, som frelses, og dem, som fortabes; for disse vel en dødninglugt til død, men for hine en livsluft til liv. Og hvem er dygtig til dette? Vi ere nemlig ikke som de andre, der forkaste Guds ord; men vi tale i Kristus som af oprigtighed, som af Gud for Guds aasyn. Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, anbefalingsbreve til eder eller fra eder? I ere vort brev, indskrevet i vore hjærter, hvilket og læses af alle mennesker; da i aabenbart sees at være Kristi brev, besørget af os, skrevet ikke med blæk, men med den levende Guds Aand, ikke paa stentavler, men paa hjærtets kjødtavler. - Men vi have saadan tillid til Gud ved Kristus, ikke at vi ere dygtige af os selv til at udtænke noget, som af os selv; men vor dygtighed er af Gud, som og gjorde os dygtige til at være den nye pagts tjenere, ikke bogstavs men Aands; thi bogstaven slaaer ihjel, men AAnden gjør levende. - Men dersom dødstjenesten, som i bogstaver blev indgraven i stene, skete i herlighed, saa at Israels børn ikke kunde beskue Moses ansigt formedelst hans ansigts forgjængelige glands, hvorledes skulde da Aandens tjeneste ikke meget mere være i herlighed? Thi dersom fordømmelsens tjeneste var en herlighed, da maa retfærdiggjørelsens tjeneste meget mere være rig på herlighed. Ja, det, som havde herlighed i dette stykke, var formedelst den udmærkede herlighed ikke forherliget; thi naar det, som skal afskaffes, var ved herlighed, da skal det, som bliver, meget mere være i herlighed. Da vi altsaa have saadant haab, bruge vi stor frimodighed, og ikke som Mose, der lagde et dække over sit ansigt, at Israels børn ikke skulde beskue det, indtil det, som skulde afskaffes, fik ende. Men deres sind er forhærdet; thi indtil denne dag bliver det samme dække uafdraget under læsningen af den gamle pagt, fordi det afskaffes i Kristus; ja indtil denne dag ligger der et dække over deres hjærte, naar Mose læses; men naar det omvender sig til Herren, borttages dækket. Men Herren er Aanden; men hvor Herrens Aand er, der er frihed. Men vi alle, som med ubedækket ansigt se Herrens herlighed som i et spejl, blive forvandlede efter det samme billede fra herlighed til herlighed, eftersom det er af Aandens Herre. Da vi derfor have denne tjeneste efter den barmhjærtighed, os er vederfaren, blive vi ikke trætte; men vi har afsagt det skammelige skjulte væsen; vi omgaaes ikke i trædskhed, forfalske ikke heller Guds Ord, men ved sandhedens aabenbarelse anbefale vi os til hver menneskesamvittighed for Guds aasyn; men er da end vort evangelium skjult, er det skjult for dem, som fortabes, i hvem denne verdens Gud har forblindet de vantros sind, saa oplysningen ikke skinner for dem fra evangeliet om Kristi herlighed, som er den usynlige Guds billede. Thi vi prædike ikke os selv, men Herren Kristus Jesus, men os selv at være eders tjenere ved Jesus; fordi Gud, som sagde, at lys skulde skinne frem af mørke, har ladet det skinne i vore hjærter til at oplyse kundskaben om Guds herlighed i Jesu Kristi aasyn. - Men denne skat have vi i lerkar, saa den overvættes kraft er Guds, og ikke af os; vi, som trænges paa alle maader, men ikke ere ængstelige, tvivlende, men ikke fortvivlende; forfulgte, men ikke forladte; nedslagne, men ikke fortabte; ombærende altid Herrens Jesu dødelse i legemet, forat ogsaa Jesu liv kan aabenbares i vort legeme; thi skjøndt vi leve, overgives vi stedse til døden for Jesu skyld, at og Jesu liv maa aabenbares i vort dødelige kjød; saa at døden virker kraftig i os, men livet i eder. - Men da vi have samme troens Aand, eftersom skrevet er: Jeg troede, derfor talede jeg! saa tro ogsaa vi, derfor tale vi ogsaa, da vi vide, at han, som oprejste Herren Jesus, vil ogsaa oprejse os ved Jesus og fremstille os med eder. Det skeer nemlig altsammen for eders skyld, forat den overvættes naade ved manges taksigelse kan blive overflødig til Guds ære. Derfor blive vi ikke trætte, men naar ogsaa vort udvortes menneske fordærves, fornyes dog det indvortes dag for dag; thi vor trængsel, som er øjeblikkelig og let, skaffer os en over al maade stor, evig vægt af herlighed; idet vi ikke tage hensyn til det synlige, men til det usynlige; det synlige er nemlig timeligt, men det usynlige evigt. Vi vide nemlig, at naar vort jordiske hyttebo nedbrydes, have vi en bolig af Gud, et hus, bygt uden hænder, evigt i himlene; thi ogsaa i dette sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor bolig af himlen; om vi ellers og maa findes iklædte, ikke nøgne. Thi saalænnge vi ere i denne hytte, sukke vi, besværede, fordi vi ikke ville afklædes, men overklædes, forat det dødelige kunde opsluges af livet; men han, som beredte os just til dette, er Gud, som ogsaa gav os Aandens pant. Derfor ere vi altid frimodige, skjøndt vi endog vide, at saalænge vi ere tilhuse i legemet, ere vi borte fra Herren; thi vi vandre ved tro, ikke ved beskuelse; men vi ere frimodige og synes bedre om at vandre bort fra legemet og være hjemme hos Herren. Derfor beflitte vi os ogsaa paa at være ham velbehagelige, hvad enten vi ere hjemme eller ude. Thi vi maa alle aabenbares for Kristi domstol, forat enhver kan faa efter det, som er legemets, i forhold til, hvad han har gjort, enten godt eller ondt. Da vi altsaa kjende Herrens frygt, søge vi at vinde mennesker, men for Gud ere vi aabenbare; men jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare i eders samvittighed. Vi anbefale os ikke atter selv for eder; men vi give eder lejlighed til at rose eder af os, forat i kunne have noget til dem, som rose sig af det udvortes, ikke af hjærtet; hvad enten vi nemlig ikke holde maade, da er det for Guds skyld, eller vi holde maade, da er det for eders skyld. Thi Kristi kjærlighed tvinger os, idet vi dømme saaledes, at naar een er død for alle, ere de altsaa alle døde; og han døde for alle, forat de, som leve, skulle ikke fremdeles leve sig selv, men ham, som er død og opstanden for dem; saa at vi fra nu af ikke anse nogen efter kjødet; men om vi endog have kjendt Kristus efter kjødet, kjende vi ham dog ikke mere saaledes; saa dersom nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbigangent, se, alt er blevet nyt. Men alt dette er af Gud, som forligte os med sig selv ved Jesus Kristus og gav os forligelsens tjeneste; eftersom Gud i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og oprettede forligelsens Ord iblandt os. Derfor ere vi sendebud i Kristi sted, som om Gud formanede ved os; vi bede i Kristi sted: lader eder forlige med Gud! thi han har gjort ham, som ikke vidste af synd, til synder for os, forat vi i ham skulde blive retfærdige for Gud. Men som medhjælpere formane ogsaa vi at i ikke forgjæves maa have modtaget Guds naade; - han siger jo: Paa en behagelig tid bønhørte jeg dig, og paa frelsens dag hjalp jeg dig. Se, nu er den behagelige tid, se, nu er frelsens dag! - og vi give ingen anstød i nogen ting, at tjenesten ikke skal lastes; men i alt vise vi os selv som Guds tjenere i stor taalmodighed, i trængsler, i nød, i ængstelser; under slag, i fængsler, i oprør, i arbejder, i nattevaagen, i faster; i renhed, i kundskab, i langmodighed, i villighed, i den Helligaand, i uskrømtet kjærlighed, i sandheds Ord, i Guds kraft, ved retfærdighedens vaaben til højre og venstre; under ære og vanære, under godt og ondt rygte, som forførere og dog sanddru, som ubekjendte og dog velbekjendte, som døende og se, vi leve! som straffede og dog ikke ihjelslagne, som bedrøvede, men altid glade; som fattige, der dog gjøre mange rige; som dem, der har intet, og dog eje alt. - Vor mund er opladt til eder, Korintier, vort hjærte har udvidet sig; I har ikke snævert rum hos os, men i ere snævre i eders indre; ogsaa i - jeg taler som til børn - udvider eder til gjengæld! I maa ikke drage i fremmed aag med de vantro; thi hvad fællesskab har retfærdighed med uret? eller hvad samfund har lys med mørke? hvad overensstemmelse har Kristus med Belial? eller hvad del har den troende med den vantro? hvad samkvem har Guds tempel med afguderne? I ere nemlig den levende Guds tempel, ligesom Gud siger: Jeg vil bo i dem og vandre med, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mig et folk. Gaaer derfor ud fra dem og fraskiller eder, siger Herren, og rører ikke noget urent, og jeg vil modtage eder! og jeg vil være eder en Fader, og i skulle være mig sønner og døtre, siger Herren Almægtigste! (6:19) Lader os derfor, kjære, da vi have saadanne forjættelser, rense os selv fra al kjøds og Aands besmittelse og fuldende helliggjørelse i Gudsfrygt. (7:1) Giver os indgang; vi har ikke gjort nogen uret, vi har ikke forført nogen, vi har ikke bedraget nogen. (7:2) Jeg siger det ikke til bebrejdelse: jeg har jo sagt eder forud, at i ere i vort hjærte, til at dø og leve sammen. - (7:3) Jeg har stor frimodighed mod eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af trøst, jeg har overvættes glæde i al vor trængsel; (7:4) thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vi ingen ro i vort kjød, men trængtes i alle maader: udvortes strid, indvortes frygt; (7:5) men han, som trøster de nedbøjede, trøstede os ved Titos' ankomst; (7:6) dog ikke alene ved hans ankomst, men ogsaa ved den trøst, hvormed han var trøstet over eder, da han meldte os eders længsel, eders taarer, eders nidkjærhed for mig, saa jeg end mere maatte glæde mig. (7:7) Thi har jeg endog bedrøvet eder med brevet, fortryder jeg det ikke, om jeg endog fortrød det; thi jeg seer, at dette brev, var det kun til en tid, har bedrøvet eder; (7:8) nu glæder jeg mig, ikke fordi i blive bedrøvede, men fordi i bleve bedrøvede til omvendelse; i bleve nemlig bedrøvede efter Gud, saa at i ikke i nogen maade har lidt skade af os. (7:9) Thi bedrøvelsen efter Gud virker omvendelse til frelse, hvilken ikke fortrydes. (7:10) Thi just dette, at i bleve bedrøvede efter Gud, hvilken iver virkede det ikke i eder! ja forsvar, ja fortørnelse, ja frygt, ja længsel, ja nidkjærjhed, ja rævselse. I alt har i bevist, at i vare rene i denne sag. (7:11) Hvad jeg derfor skrev til eder, var ikke for hans skyld, som gjorde uret, eller for hans skyld, som led uret, men forat vor iver for eder skulde blive aabenbar hos eder for Guds aasyn. - (7:12) Derfor ere vi blevne trøstede ved denne trøst fra eder, men vi har endnu langt mere glædet os over titos' glæde, fordi hans aand er bleven vederkvæget af eder alle. (7:13) Thi har jeg rost eder meget for ham, er jeg ikke bleven beskjæmmet; men ligesom vi i alt har talet sandhed til eder, saaledes er og vor ros for Titos bleven sandhed. (7:14) Han har ogsaa særdeles inderlig kjærlighed til eder, da han erindrer alle eders lydighed, hvorledes i modtog ham med frygt og bæven. (7:15) Jeg glæder mig, at jeg i alt kan stole paa eder. Men vi underrette eder, brødre, om den Guds naade, som har vist sig i menigheden i Makedonien; at uagtet de bleve prøvede i megen trængsel, har deres rige glæde og dybe fattigdom udgydt sig i rigdommen af deres fromhed; thi jeg vidner, at de vare af sig selv villige efter evne, ja over evne, og bade os med megen overtalelse, at vi vilde modtage deres gave og sammenskud til de helliges tjeneste; og de gjorde ikke alene, som vi haabede, men de hengav sig selv, først til Herren, og til os efter Guds villie; saa at vi har formanet Titos, at, han havde begyndt, saaledes skulde han og fuldende hos eder, ogsaa hvad denne gave angaaer. Men ligesom i ere rige i alt, i tro og lære og kundskab og al iver og i eders kjærlighed til os, maatte i saaledes ogsaa være rige i denne velgjerning! Jeg siger det ikke som en befaling, men for de andres iver vil jeg ogsaa prøve ægtheden af eders kjærlighed. I kjende nemlig vor Herres Jesu Kristi naade, at han, som var rig, blev fattig for eders skyld, forat i skulle blive rige ved hans fattigdom. Jeg afgiver min mening herom; det er eder gavnligt, som for et aar siden først begyndte, ikke alene at handle, men ogsaa at ville; men fuldender nu ogsaa at gjøre det, forat, ligesom der var redebonhed til at ville, der saaledes og maa være til at fuldende efter evne; thi dersom der er redebonhed tilstede, da er enhver vel antagen i forhold til, hvad han har, ikke i forhold til, hvad han ikke har; ikek nemlig, at det skulde være andre en lettelse, men eder en byrde, men efter ligelighed, at eders overflod i nærværende tid maa komme hines trang til hjælp, forat ogsaa deres overflod maa komme eders trang til hjælp, saa at der bliver ligelighed; ligesom skrevet er: Den, som sankede meget, havde intet tilovers, og den, som sankede lidet, fattedes intet. Men takkes være Gud, som skjænkede den samme iver for eder i Titos' hjærte; for han modtog vel formaningen; men da han var meget ivrig, rejste han villig til eder; men vi sendte en broder med ham, som har ros i evangeliet over alle menighederne; men ikke alene det, men som ogsaa har faaet haandspaalæggelse af menighederne til at rejse med os med denne gave, som besørges af os, Herren selv til ære og eders redebonhed til pris, da vi ville undgaa det, at nogen kunde laste os i anledning af denne rige hjælp, som besørges af os; thi vi beflitte os paa det gode, ikke alene for Gud, men ogsaa for mennesker. Men med dem har vi sendt vor broder, som vi i mange maader ofte har fundet at være ivrig, men nu langt ivrigere for hans store tillid til eder. Hvad enten vi tale om Titos, da er han min fælle og medarbejder hos eder, eller om vore brødre, da ere de menighedens apostle, Kristi ære; giver dem derfor bevis paa eders kjærlighed og vor ros over eder, for menighedernes aasyn. Om hjælpen til de hellige behøver jeg nemlig ikke at skrive til eder; thi jeg kjender eders redebonhed, for hvilken jeg roser eder for Makedonierne, at Akaja var beredt for et aar siden, og nidkjærheden fra eders side tilskyndede de fleste; men jeg sendte brødrene, forat vor ros over eder ikke i dette stykke skulde blive til intet, forat i, som jeg sagde, maatte være beredte, forat, naar Makedonierne kom med mig og fandt eder uberedte, vi da ikke, for ej at sige i, skulle beskjæmmes ved denne begrundelse af eders ros. Jeg ansaa det derfor nødvendigt at formane brødrene forud at drage til eder og forberede eders forud tilsagte gave, at den kan være rede som en velsignet, ikke som en karrig gave; men det siger jeg, at den, som karrig saaer, vil og karrig høste; og den, som saaer med velsignelse, vil og høste med velsignelse. Hver give, som han har foresat sig i sit hjærte, ikke med fortrædelighed eller af tvang! thi Gud elsker en glad giver. - Men Gud er mægtig til at lade al naade rigelig tilflyde eder, forat I i alt altid kunne have fuld tilfredshed og have overflødighed til enhver god gjerning, som skrevet er: Han udspredtem, han gav de fattige, hans retfærdighed bliver til evig tid. Men han, som giver sædemanden sæd og brød til føde, han give og formere eders sæd og forøge eders retfærdigheds frugter; at i kunne være rige i alt til al gavmildhed, som ved os virker taksigelse til Gud; fordi besørgelsen af denne tjeneste afhjælper ikke alene de helliges trang, men bærer ogsaa rig frugt ved mange taksigelser til Gud; for beviset af denne tjeneste prise de Gud for den lydighed, hvormed i bekjende Kristi evangelium, og for oprigtigheden i fællesskabet med dem og alle, idet de bede for eder, eftersom de inderlig elske eder for Guds overvættes naade mod eder. Men Gud være takket for sin uudsigelige gave! Men jeg selv, Paulos, formaner eder ved Kristi langmodighed og mildhed, jeg, som vel nærværende er ydmyg blandt eder, men fraværende bruger myndighed mod eder; men jeg beder, at jeg ikke nærværende maa komme til at bruge myndighed med den tillid, jeg ansees for at driste mod nogle, der anse os for at omgaaes efter kjødet; vi omgaaes nemlig i kjødet, men stride ikke efter kjødet; thi vore stridsvaaben ere ikke kjødelige, men mægtige ved Gud til befæstningers forstyrrelse; idet vi forstyrre anslag og al højhed, som hæver sig mod Guds kundskab, og tage hver tanke fangen under Kristi lydighed; og ere rede til at straffe enhver ulydighed, naar eders lydighed er fuldkommet. I se paa det udvortes. Dersom nogen har den tillid til sig selv, at han er Kristi, han slutte igjen fra sig selv, at ligesom han er Kristi, saaledes ere ogsaa vi Kristi. Naar jeg nemlig end yderligere vil rose mig af vor magt, som Herren gav os til eders opbyggelse og ikke til eders nedbrydelse, skulde jeg ikke blive beskjæmmet; men forat jeg ikke skal synes at ville forfærde eder ved brevene, - for brevene sige de vel ere svære og stærke, men den legemlige nærværelse er svag og ordet er magtesløst, da vide en saaden, at, som vi ere med ord ved breve fraværende, saadan ville vi ogsaa være i gjerning nærværende. Vi vove nemlig ikke at regne os iblandt, eller ligne os med nogle af dem, som anbefale sig selv, men de mærke ikke, at de maale sig med sig selv, og ligne sig ved selv; men vi rose os ikke af det, som ikke er os tilmaalt, men deraf, at vi efter maalet af vor kreds, hvilket maal Gud tilmaalte os, har naaet endog til eder; thi vi overskrede ej vor grændse som de, der ej havde naaet til eder; thi ogsaa lige til eder ere vi komne i Kristi evangelium; saa vi rose os ikke af det, som ikke er os tilmaalt, i fremmede arbejder; men vi har det haab, at naar eders tro voxer, ville vi i eder komme langt videre efter den os anviste kreds, til at forkynde evangeliet for dem hinsides eder, men ikke rose os i en anden kreds af det alt fuldførte. Men den, som roser sig, rose sig i Herren! thi ikke den, som anbefaler sig selv, er prøvet, men den, som Herren anbefaler. Gid i ville holde mig en lille daarlighed tilgode! Ja, i holde mig den tilgode; thi jeg er nidkjær over eder med Guds nidkjærhed. Jeg har nemlig trolovet eder med een mand, at jeg kunde fremstille en ren jomfru for Kristus; men jeg frygter, at, ligesom slangen med sin trædskhed bedrog Eva, eders tanker saaledes skulle fordærves fra oprigtigheden mod Kristus. Thi dersom der kommer nogen og prædiker en anden Jesus, som vi ikke har prædiket, eller i modtog en anden Aand, som i ikke modtog, eller et andet evangelium, som i ikke annammede, da taale i ham smukt. Jeg mener nemlig, at jeg ikke staaer tilbage for de store apostle. Er jeg end ulærd i tale, er jeg det dog ikke i kundskab, men i alt ere vi i alle maader vel bekjendte hos eder. Eller begik jeg synd, da jeg fornedrede mig selv, forat i skulde ophøjes, eftersom jeg for intet forkyndte eder Guds evangelium? Jeg berøvede andre meningheder, idet jeg tog sold af dem til at tjene eder, og da jeg var nærværende hos eder og var i trang, besværede jeg ikke nogen; thi brødrene, som komm fra Makedonien, afhjalp min trang, og i alle maader holdt og vil jeg holde mig selv uden byrde for eder. Saavist Kristi sandhed er i mig, skal denne ros ikke forstumme for mig i Akajas egne. Hvorfor? fordi jeg ikke elsker eder? Gud veed det! Men hvad jeg gjør, vil jeg og gjøre, forat jeg kan afskjære dem anledning, som ville have anledning, at de i det, hvoraf de rose sig, skulle findes ogsaa os lige. Thi saadanne løgn-apostle ere falske arbejdere, der paatage sig skikkelse af Kristi apostle. Og intet under! thi satan selv paatager sig en lysengels skikkelse; det er derfor ikke stort, om og hans tjenere paatage sig skikkelse som retfærdigheds tjenere; men deres ende skal være efter deres gjerninger. Jeg siger atter, at ingen maa agte mig for en daare; men hvis endog, da taaler mig dog som en daare, at jeg ogsaa kan rose mig en smule! Hvad jeg taler, taler jeg ikke efter Herren, men i daarlighed i dette grundlag for min ros. Eftersom mange rose sig efter kjødet, vil jeg og rose mig; thi i taale gjerne daarer, da i ere kloge; thi i taale det, naar nogen gjør eder til trælle, naar nogen opsluger eder, naar nogen tager til sig, naar nogen ophøjer sig, naar nogen slaaer eder i ansigtet. Jeg siger det med skam, som om vi havde været svage; men om nogen drister paa noget - jeg taler i daarlighed - drister ogsaa jeg. De ere Hebræer, jeg ogsaa; de ere Israelitter, jeg ogsaa; de ere Abrahams sæd, jeg ogsaa; de ere Kristi tjenere - jeg taler vanvittig - jeg er det mere! jeg har været rigere i arbejde, har lidt flere slag, tiere været i fængsel, ofte i livsfare; af Jøderne har jeg 5 gange faaet 40 mindre end eet; tre gange er jeg bleven pidsket, een gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, jeg har været et døgn i dybet; jeg var ofte paa rejser, i farer paa strømme, i farer for røvere, i farer af slægt, i farer af hedninger, i farer i stad, i farer i ørk, i farer til søs, i farer blandt falske brødre; i arbejde og møje, ofte i nattevaagen, i hunger og tørst, ofte i faste, i kulde og nøgenhed; foruden hvad der kommer til i mit daglige overløb, bekymringer for alle menighederne. Hvem er skrøbelig, og jeg skulde ikke være skrøbelig? hvem bliver forarget, og det brænder ikke i mig? Dersom jeg maa rose mig, vil jeg rose mig af min skrøbelighed. Gud og Herrens, Jesu Kristi, Fader, velsignet til evig tid, veed, at jeg ikke lyver. I Damask bevogtede Kong Aretas' landsherre Damaskenernes stad forat gribe mig; men jeg blev nedladt gjennem et vindue i en kurv over muren, og undslap hans hænder. At rose mig er mig sandelig ikke nyttigt; jeg kommer nemlig til syner og aabenbarelser af Herren. Jeg kjender et menneske i Kristus, som for 14 aar siden - om han var i legemet, veed jeg ikke, eller udenfor legemet, veed jeg ikke, Gud veed det - blev henrykt til tredje himmel; og jeg kender et saadant menneske - om han var i legemet, ved jeg ikke, eller udenfor legemet, veed jeg ikke, Gud veed det - at han blev henrykt til paradiset og hørte usigelige ord, som det ikke er et menneske tilladt at tale. At saadant vil jeg rose mig, men ikke rose mig af mig selv uden af mine skrøbeligheder. Vilde jeg nemlig rose mig, blev jeg ikke en daare, thi jeg vilde sige sandhed; men jeg undgaaer det, forat ikke nogen skal tænke højere om mig end det, han seer, jeg er, eller det, han hører af mig; og forat jeg ikke skal hovmode mig af de høje aabenbarelser, er der givet mig en braad i kjødet, en satans engel, at han kan slaa mig paa munden, forat jeg ikke skal hovmode mig; og jeg bad Herren 3 gange om denne, at han maatte lade af fra mig; men han sagde til mig: Min naade er dig nok, thi min kraft fuldkommes i skrøbelighed! Derfor vil jeg allerhelst rose mig af mine skrøbeligheder, at Kristi kraft kan bo hos mig; derfor er jeg vel tilfreds i skrøbeligheder, under haan, i nød, under forfølgelser, i ængstelser for Kristi skyld; thi naar jeg er skrøbelig, da er jeg stærk. - Jeg er bleven en daare ved at rose mig; i har nødt mig dertil; thi jeg burde nemlig anbefales af eder, da jeg ikke staaer tilbage for de store apostle, skjøndt jeg endog er intet. Apostel-tegn bleve jo gjorte blandt eder i taalmodighed ved tegn og undere og kraftige gjerninger. Thi hvad er det, hvori i vare ringere end de øvrige menigheder, uden at jeg ikke selv var eder til besvær? Tilgiver mig denne uret! Se, det er tredje gang, jeg er rede til at komme til eder, og jeg vil ikke besvære eder, thi jeg søger ikke, hvad eders er, men eder, thi børnene skal ikke samle skatte til forældrene, men forældrene til børnene; men jeg vil helst opofre, ja opofres for eders sjæle, om endog jeg, som elsker eder saa højt, skulde elskes mindre. Men lad være, at jeg ikke har besværet eder, men jeg var snild og tog eder med list? Har jeg da bedraget eder ved nogen af dem, jeg sendte til eder? Jeg opmuntrede Titos og sendte broderen med ham; har Titos vel bedraget eder? har vi ikke vandret i samme Aand, i samme spor? - Mene i atter, at vi forsvarer os for eder? Vi tale i Kristus for Guds aasyn, men alt dette, kjære, til eders opbyggelse. Jeg frygter nemlig for, at jeg, naar jeg kommer, ikke skal finde eder saadanne, som jeg ønsker, og at jeg ikke skal findes af eder saadan, som i ønske; at der skal være trætter, nid, vrede, kiv, bagtalelse, øretuderi, opblæsthed, splidagtighed, at min Gud skal ydmyge mig for eder, naar jeg kommer igjen, og jeg have sorg af mange blandt dem, som syndede før og ikke har omvendt sig fra deres urenhed og hor og uterlighed, som de bedrev. Se, jeg kommer denne tredje gang til eder, ved to eller tre vidners mund skal hver sag stadfæstes. Jeg har sagt forud, og siger det anden gang forud som nærverende, og skriver det nu fraværende til dem, som syndede forhen, og alle de øvrige, at jeg ikke vil skaane, naar jeg atter kommer; eftersom i kræve bevis for, at Kristus taler i mig, han, som ikke viser sig svag mod eder, men er kraftig blandt eder. Thi om han endog blev korsfæstet af svaghed, lever han dog af Guds kraft. Vi ere nemlig ogsaa svage i ham, men vi skulle leve med ham af Guds kraft hos eder. Prøver eder selv, om i ere i troen! undersøger eder selv! eller kjende i eder ikke selv, at Jesus Kristus er i eder? med mindre i nemlig ere udygtige; men jeg haaber, at i skulle kjende, at vi ere ikke udygtige. Men jeg beder Gud, at i ikke maa gjøre noget ondt; ikke forat vi kunne synes dygtige, men at i skulle gjøres gode, om vi endog skulle være som udygtige. Vi formaa nemlig ikke noget mod sandheden, men for sandheden. Thi glæde vi os, naar vi ere svage, men i ere stærke; men det bede vi, at i maa blive fuldkommede. Derfor skriver jeg dette fraværende, forat jeg ikke nærværende skal bruge strænghed efter den magt, Herren har givet mig til opbyggelse, ikke til nedbrydelse. - Iøvrigt, brødre, glæder eder, bliver fuldkommede, formaner hverandre, haver eet sind, værer fredsommelige, og kjærlighedens og fredens Gud vil være med eder. - Hilser hverandre med helligt kys! (13:12) Alle de hellige hilse eder. (13:13) Herrens, Jesu Kristi, naade og Guds kjærlighed og den Helligaands samfund være med eder alle! Amen. Paulos, apostel ikke af mennesker eller ved noget menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra døde, og alle brødrene med mig til menighederne i Galatien: Naade være med eder og fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus, som hengav sig selv for vore synder forat udfri os fra den nuværende onde verden efter Guds og vor Faders villie! Ham være ære i al evighed! Amen. Jeg undres over, at i saasnart blive dragne fra ham, som kaldte eder i Kristi naade, til et andet evangelium, som dog ikke er et andet; kun der er nogle, som forvirre eder og ville forvende Kristi evangelium. Men om endog vi, eller en engel fra himlen, forkynder eder evangelium tværtimod, hvad vi har forkyndt eder, han være bansat! Som jeg sagde før, siger jeg nu igjen: Dersom nogen forkynder eder evangeliet mod det, i har modtaget, han være bansat! - Taler jeg da nu mennesker til villie eller Gud? eller søger jeg at tækkes mennesker? Thi dersom jeg endnu tækkedes mennesker, var jeg ikke Kristi tjener. Men jeg bevidner eder, brødre, at det evangelium, som er forkyndt af mig, ikke er menneskelære; thi hverken modtog eller lærte jeg det af noget menneske, men ved Jesu Kristi Aabenbarelse. I har jo h ørt om min vandel tidligere i jødedommen, at jeg over al maade forfulgte Guds menighed og forstyrrede den; og jeg gik videre i jødedommen end mange af mine jævnaldrende i mit folk, da jeg var overmaade nidkær for mine fæderne lærdomme. Men da det behagede Gud, som fra min moders liv har udvalgt og kaldet mig ved sin naade at aabenbare sin Søn i mig, forat jeg skulde forkynde evangeliet om ham blandt hedningerne, da strax gik jeg ikke paa raad med kjød og blod, ikke heller tog jeg op til Jerusalem til dem, som vare apostle før jeg, men jeg drog bort til Arabien og vendte atter tilbage til Damask; tre aar derefter drog jeg op til Jerusalem forat blive kjendt med Peder, og jeg blev femten dage hos ham; men jeg saae ikke nogen anden af apostlene uden Herrens broder Jakob. Hvad jeg skriver til eder, se, det vidner jeg for Guds aasyn, at jeg ikke lyver! Derpaa kom jeg til Syriens og Kilikiens lande; men af person var jeg ubekjendt for Kristi menigheder i Judæa; de havde kun hørt, at han, som engang forfulgte os, nu forkynder det glade budskab om den tro, han før vilde udrydde, og de lovpriste Gud for mig. Fjorten aar efter drog jeg atter op til Jerusalem med Barnabas og tog ogsaa Titos med; men jeg drog derop efter en aabenbarelse, og jeg forelagde dem, men de ansete særskilt, det evangelium, jeg prædiker blandt hedningerne, om jeg vel løber eller jeg har løbet forgjæves; men end ikke Titos, som var med mig, blev nødt til at omskjæres, skjøndt han var en hellener; men det skete for de indsnegne falske brødres skyld, som havde listet sig ind for at bespejde vor frihed, som vi har i Kristus Jesus, forat de kunne gjøre os til trælle; hvem vi ikke heller noget øjeblik vege for med underdanighed, forat evangeliets sandhed maatte blive varig hos eder. Men af dem, som ansees for at være noget - hvormeget de vare, vedkommer mig ikke; Gud seer ikke paa menneskes person - de ansete, siger jeg, lagde intet til min lærdom; men tværtimod, da de saae, at mig var betroet at forkynde evangeliet for de uomskaarne ligesom Peder for de omskaarne, - thi han, som arbejdede med Peder til apostelembedet blandt de omskaarne, arbejdede ogsaa med mig blandt hedningerne; - og da de erkjendte den naade, som var skjænket mig, gave de, som ansaaes for at være piller, Jakob og Kefas og Johannes, mig og Barnabas haand til fællesskab, at vi skulde gaa til hedningerne, men de selv til de omskaarne; kun at vi skulde tænke paa de fattige, og netop dette har jeg ogsaa beflittet mig paa at gjøre. - Men da Peder kom til Antiokien, stod jeg ham imod ligefor hans øjne, fordi han var at laste. Førend der nemlig kom nogle fra Jakob, spiste han med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og fraskilte sig, da han frygtede for dem af omskjærelsen; og med ham hyklede ogsaa de øvrige jøder, saa at endog Barnabas blev dragen med af deres hykleri. Men da jeg saae, at de ikke vandrede lige efter evangeliets sandhed, sagde jeg til Peder i alles nærværelse: Naar du, som er en jøde, lever paa hedensk, ikke paa jødisk vis, hvorfor tvinger du da hedningerne til at leve paa jødisk vis? Da vi syndere, som ere jøder ved fødselen og ikke af hedningerne, vide, at et menneske ikke bliver retfærdiggjort af lovens gjerninger, men ved Jesu Kristi tro, saa har og vi troet paa Kristus Jesus, forat vi kunne blive retfærdiggjorte af Kristi tro og ikke af lovens gjerninger, fordi intet kjød skal blive retfærdiggjort af lovens gjerninger. Men om vi, som søge at blive retfærdiggjorte i Kristus, ogsaa selv befandtes at være syndere, er da Kristus bleven syndens tjener? Det være langt fra! Dersom jeg nemlig igjen opbygger, hvad jeg nedbrød, fremstiller jeg mig selv som overtræder. Jeg er nemlig ved lov død fra lov, at skal leve for Gud; jeg er korsfæstet med Kristus, men jeg lever, dog ikke længer jeg, men Kristus lever i mig; men hvad jeg nu lever i kjødet, det lever jeg i troen paa Guds Søn, som elskede mig og hengav sig for mig. Jeg agter ikke Guds naade ringe; thi er der retfærdiggjørlse ved lov, er Kristus jo død uden nytte. Uforstandige Galatere! hvem har forhexet eder til ikke at lyde sandhed? Eder, hvem Jesus Kristus var malet for øjne som korsfæstet blandt eder! Kun dette vilde jeg vide af eder: Har i modtaget Aanden af lovens gjerninger eller af troens hørelse? Ere i saa uforstandige? Ville i, som begyndte i Aand, nu fuldende i kjød? Har i da prøvet saa meget forgjæves? om ellers forgjæves! Har da han, som meddeler eder Aanden og virker kraftige gjerninger i eder, virket dette af lovens gjerninger eller af troens hørelse? Ligesom Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Erkjender altsaa, at de, som ere af troen, disse ere Abrahams børn. Men da skriften forudsaae, at Gud vilde retfærdiggjøre hedningerne af troen, forjættede han Abraham forud: I dig skal alle hedninger velsignes! Saa at de af troen velsignes med den troende Abraham; thi saa mange, som ere af lovens gjerninger, ere under forbandelse; thi der er skrevet: forbandet er hver, som ikke bliver ved i alt, hvad der er skrevet i lovens bog, at han gjøre det. Men at ingen retfærdiggjøres for Gud i loven, er klart; thi \den retfærdige skal leve af troen\; men loven er ikke af tro, men \det menneske, som gjør dette, skal leve derved\. Kristus har frikjøbt os fra lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os; thi der er skrevet: forbandet er enhver som hænger paa et træ; forat Abrahams velsignelse maatte komme til hedningerne i Kristus Jesus, forat vi kunne faa Aandens forjættelse ved troen. Jeg taler efter menneskelig vis; ingen gjør dog et menneskes testamente, som er bekræftet, til intet eller føjer noget dertil; men forjættelserne ere tilsagte Abraham og hans \sæd\; der siges ikke \kuld\ som om mange, men som om een: \og din sæd\, som er Kristus. Men jeg siger dette: En pagt, som forud er bekræftet af Gud om Kristus, kan loven, som blev given 430 aar derefter, ikke afkræfte, saa den skulde gjøre forjættelsen til intet; thi dersom arven er af lov, er den ikke mere af forjættelse, men Gud skjænkede Abraham den ved forjættelse. Hvad skakl da loven? Den blev føjet til for overtrædelsers skyld - indtil den sæd kom, hvem forjættelsen gjaldt - betjent af engle ved en mæglers haand; men mægleren er ikke eens, men Gud er een. Er loven da mod Guds forjættelser? Det være langt fra! thi var der givet en lov, som kunde gjøre levende, saa var retfærdigheden virkelig ved lov; men skriften indesluttede alt under synd, forat forjættelsen af Jesu Kristi tro skulde gives dem, som tro. Før troen kom, bevogtedes vi, indesluttede under loven, til den tro, som skulde aabenbares; saa at loven er bleven en tugtemester til Kristus, forat vi kunde retfærdiggjøres af tro; men da troen er kommen, ere vi ikke mere under tugtemester; I ere alle Guds børn ved troen i Kristus Jesus; thi i have iført Kristus, saamange som ere døbte til Kristus; her er ikke jøde eller hellener, ikke træl eller fri, ikke mand eller kvinde; thi i ere alle een i Kristus Jesus; men ere i Kristi, da ere i jo Abrahams sæd, arvinger efter forjættelsen. Men jeg siger: Saalænge arvingen er et barn, er der ingen forskjel mellem ham og trællen, skjøndt han er herre over alt godset; men han er under formyndere og husholdere indtil den af faderen bestemte tid; saaledes trællede og vi, da vi vare børn, under verdens børnelærdom, men da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde, levende under loven; forat han skulde frikjøbe dem under loven, at vi skulde faa sønnekaar; men naar i ere sønner, har Gud til eders hjærter udsendt sin Søns Aand, som raaber: Abba, Fader! saa du ikke længer er træl men søn, da er du og Guds arving med Kristus. Men engang, da i ikke kjendte Gud, trællede i for dem, som ikke ved fødsel ere guder, men nu da i kjende Gud, ja meget mere ere kjendte af Gud, hvorledes vende i da atter tilbage til den svage og fattige børnelærdom, hvorved i atter vilde trælle forfra? I tage vare paa dage og maaneder og tider og aar; jeg frygter for eder, at jeg maaske har arbejdet forgjæves paa eder. Bliver som jeg er, for jeg er ogsaa som i. Brødre, jeg beder eder! I har ingen uret gjort mig, men i veed, at jeg førte gang under kjødets skrøbelighed forkyndte eder evangeliet, og for denne prøvelse i mit kjød foragtede i mig ikke, ikke heller forhaanede i mig, men i modtog mig som en Guds engel, som Kristus Jesus. Hvilken var da ikke eders livsalighed! thi jeg giver eder det vidnesbyrd, at i, om det var muligt, havde udrevet eders øjne og givet mig. Er jeg da nu bleven eders fjende, fordi jeg siger eder sandhed? De ere nidkjære for eder, dog ikke til det bedste, men de ville udelukke eder, forat i skulle blive nidkjære efter dem; men det er godt, altid at være nidkjær i det gode, og ikke alene, naar jeg er tilstede hos eder. Mine børn, som jeg atter føder med smerte, indtil Kristus faaer skikkelse i eder! jeg ønskede nu at være tilstede hos eder og at kunne forandre min røst; thi jeg er i tvivl om eder. Siger mig, i, som vilde være under lov, høre i ikke loven? Der staaer nemlig skrevet, at Abraham havde to sønner, een med tjenestekvinden og een med den frie kvinde, og han, som han havde med tjenestekvinden, var født efter kjødet, men han, som han havde med den frie kvinde, ved forjættelsen. Men dette har en billedlig betydning. Disse kvinder ere nemlig de to pagter, den ene fra Sinaj bjerg, som føder til trældom, og det er Hagar; Hagar er nemlig Sinaj bjerg i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem, og er i trældom med sine børn; men det Jerusalem heroventil er den frie kvinde, som er alle vores moder; thi der er skrevet: Syng med fryd du ufrugtbare, som ikke fødte; bryd ud og raab, du, som ikke havde fødselssmerte! thi den enliges børn er mange flere end hendes, som har manden. Men vi, brødre, ere børn efter forjættelsen om Isak. Men ligesom dengang han, der var født efter kjødet, forfulgte ham, som var født efter Aanden, saaledes ogsaa nu. Dog, hvad siger skriften: Jag tjenetekvinden og hendes søn ud, thi tjenestekvindens søn skal ikke arve med den frie kvindes søn. Altsaa, brødre, ere vi ikke en tjenestekvindes, men den frie kvindes børn. Bliver da staaende i den frihed, hvormed Kristus udfriede os, og lader eder ikke atter tvinge under trældoms aag. Se, jeg Paulos siger eder, at dersom i lade eder omskjære, nytter Kristus eder intet; men jeg vidner atter for hvert menneske, som lader sig omskjære, at han er pligtig til at holde den hele lov. I, som ville retfærdiggjøres ved lov, ere rent skilte fra kristus, i ere faldne ud af naaden; thi vi vente i Aand retfærdigheds haab af tro; thi i Kristus Jesus gjælder hverken omskjærelse eller ikke-omskjærlse noget, men tro, virksom ved kjærlighed. - I løb smukt frem, hvem standsede eder, saa i ikke lade eder overtale af sandheden? Denne overtalelse er ikke af ham, som kaldte eder. En lille surdejg syrer den hele dejg. Jeg har den tillid til eder i Herren, at i ikke ville mene andet; men han, som forvirrer eder, skal bære dommen, hvem han end er! Men dersom jeg, brødre, endnu prædiker omskjærelsen, hvorfor forfølges jeg endnu? Da var jo korsets forargelse borttagen. Gid de og maatte afhugges som bringe eder i oprør. I ere jo, brødre, kaldte til frihed; bruger kun ikke friheden til anledning for kjødet, men tjener hverandre med kjærlighed. Thi hele loven opfyldes i dette ene ord, i dette nemlig: Du skal elske din næste som dig selv; men naar i bide og æde hverandre, seer da til, at i ikke fortæres af hverandre. Men jeg siger: Vandrer i Aand, saa skulle i ikke fuldkomme kjøds begjæring. Thi kjødet begjærer mod Aanden, men Aanden mod kjødet, men disse staa mod hinnanden, saa at i ikke kunne gjøre, hvad i ville. Men dersom i drives af Aand, ere i ikke under lov. Men kjødets gjerninger ere aabenbare; saadanne ere: hor, boleri, ukydskhed, vellyst, afgudsdyrkelse, giftblanderi, fjendskaber, kiv, nid, vrede, trætte, tvedragt, partier, avind, mord, drukkenskab, svir og deslige, om hvilke jeg siger eder, ligesom jeg og har sagt det før, at de, som øve saadant, ville ikke arve Guds rige. Men Aandens frugt er kjærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, tro, sagtmodighed, afholdenhed; mod saadanne er loven ikke. Men de, som ere Kristi, have korsfæstet kjødet med lysterne o gbegjæringerne. Dersom vi leve i Aand, lader os og gaa frem i Aand! Lader os ikke jage efter forfængelig ære, saa vi udæske hverandre, misunde hverandre! Brødre, dersom et menneske bliver overilet ved noget fald, da hjælper en saadan tilrette, i aandelige, i sagtmodigheds Aand, og se paa dig selv, at ikke og du bliver fristet. Bærer hverandres byrder, og opfylder saaledes Kristi lov. Thi dersom nogen mener, han er noget, skjøndt han er intet, han bedrager sig selv; men hver prøve sin egen gjerning, og da skal han have sin ros alene for sig selv og ikke for en anden; thi hver skal bære sin egen byrde. Men den, som undervises i Ordet, skal dele alt godt med den, som underviser ham. - Farer ikke vild, Gud lader sig ikke spotte; hvad et menneske saaer, det skal han og høste; for den, som saaer i sit kjød, skal høste fordærvelse af kjødet, men den, som saaer i Aanden, skal høste evigt liv af Aanden. - Lader os ikke blive trætte, naar vi gjør godt; thi i sin tid skulle vi ogsaa høste, om vi ikke blive trætte; lader os da, som vi har lejlighed, gjøre godt mod alle, men mest mod troens fæller. Seer, hvilket langt brev jeg har skrevet eder til med egen haand? De, som ville have anseelse efter kjødet, nøde eder til at omskjærelse, alene forat de ikke skulle forfølges for Kristi kors. Thi de omskjaarne holde ikke selv loven, men de vil, at i skulle omskjæres, forat de kunne rose sig af eders kjød; men det være langt fra mig, at rose mig uden af vor Herres Jesu Kristi kors, ved hvem verden er mig, og jeg verden korsfæstet; thi i Kristus Jesus gjælder hverken omskjærelse eller ikke-omskjærelse noget, men en ny skabning. Og saa mange, som gaa frem efter denne regel, over dem og over Guds Israel være fred og barmhjærtighed! Iøvrigt volde ingen mig besvær; thi jeg bærer Herrens Jesu mærker paa mit legeme. Brødre, vor Herres Jesu Kristi naade være med eders aand! Amen. Paulos, ved Guds villie Jesu Kristi apostel, til de hellige og de troende i Kristus Jesus, som ere i Efesos; Naade være med eder og fred fra Gud vor skaber og Herren Jesus Kristus! - Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader,som velsignede os i Kristus med al aandelig velsignelse i det himmelske; ligesom han i ham har udvalgt os for verdens grundlæggelse, forat vi i kjærlighed skulle være hellige og ulastelige for hans aasyn, idet han forud bestemte os ved Jesus Kristus til sønnekaar hos sig efter sin velbehagelige villie, sin naades herlighed til lov, i hvilken han benaadede os i den elskede, i hvem vi har gjenløsning ved hans blod, syndernes forladelse, efter hans naades rigdom, som han overflødig meddelte os i al visdom og forstand, da han kundgjorde os sin villies hemmelighed efter sin velbehagelige beslutning, som han fattede hos sig selv, til at oprette en husholdning i tidernes fylde forat samle alt under eet hoved i Kristus, det, som er i himlene, og det, som er paa jorden, i ham, i hvem vi ogsaa ere lodtagne, forud bestemte efter hans beslutning, som virker alt efter sin villies raad; forat vi kunne være hans herlighed til lovprisning, vi, som forud haabede paa Kristus; i hvem ogsaa i ere, da i hørte sandhedsordet, evangeliet om eders saliggjørelse, i hvem i ogsaa, da i troede, bleve beseglede med forjættelsens Helligaand, som er pantet paa vor arv til ejendommens udløsning, hans herlighed til lovprisning! - Derfor, da ogsaa jeg hørte om eders tro paa Herren Jesus og eders kjærlighed til alle de hellige, aflader jeg ikke at takke for eder, idet jeg ihukommer eder i mine bønner, at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, vilde give eder visdoms og aabenbarelses Aand i hans kundskab, eders hjærtes oplyste øjne, at i kunde kjende det haab, han kaldte eder til, og hvilken hans arvs herlige rigdom er blandt de hellige, og hvilken hans magts overordenlige storhed er over os, som tro, efter hans stærke krafts virkning, som han virkede i Kristus, da han opvakte ham fra de døde og satte ham i de himmelske egne ved sin højre haand, langt over al fyrstendom og myndighed og magt og herredom og hvert navn, som nævnes, ikke alene i denne verden, men ogsaa i den tilkommende, og lagde alt under hans fødder og satte ham over alting til hoved for menigheden, somer hans legeme, som er hans fylde, der opfylder alt i alle. Ogsaa eder gjorde han levende, da i vare døde i eders overtrædelse og synder, i hvilke i forhen vandrede efter denne verdens skik efter den fyrstes vis, som har magt i luften, den aands, som nu virker i vantroens børn, blandt hvilke vi og alle forhen vandrede i vort kjøds lyster og gjorde kjødets og tankernes villie, og vare af natur vredes børn ligesom de øvrige; men Gud, som er rig paa barmhjærtighed, for sin store kjærligheds skyld, med hvilken han elskede os, gjorde ogsaa os, som vare døde i vore overtrædelser, levende med Kristus, - af naade ere i frelste! - og oprejste os og satte os tillige i det himmelske rige i Kristus Jesus, forat han i de kommende tider kunde vise sin naades overordenlige rigdom i godhed mod os i Kristus Jesus. Thi af naade ere i frelste ved troen, og det ikke af eder selv, det er Guds gave, ikke af gjerninger, forat ikke nogen skal rose sig. Thi vi ere hans værk, skabte i Kristus Jesus til gode gjerninger, til hvilke Gud forud beredte os, at vi skulde vandre i dem. Husker derfor paa, at i, som forhen vare hedninger i kjødet, og bleve kaldte uomskaarne af den saakaldte omskjærelse i kjødet, hvilken skeer med hænder, at I i den tid vare uden Kristus, udelukkede fra Israels borgerret og fremmede for pagterne, da i ikke havde forjættelsens haab og vare uden Gud i verden, men nu ere I i Kristus Jesus; I, som forhen vare langt borte, ere komne nær i Kristi blod. Han er nemlig vor fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød adskillelsens skillevæg, da han i sit kjød afskaffede fjendskabet, budenes lov i befalinger, forat han i sig selv kunde skabe de to til eet nyt menneske, idet han gjorde fred, og forlige dem begge i eet legeme med Gud ved korset, da han ved dette slog fjendskabet ihjel. Og han kom og forkyndte fred for eder, som vare langt borte, og for dem, som vare nær; thi ved ham have vi begge i een Aand adgang til Faderen. Saa ere i da ikke længer fremmede og udlændinger, men de helliges medborgere og Guds husfolk, opbyggede paa apostlenes og profeternes grundvold, med Jesus Kristus selv til hovedhjørnesten; i hvem hele bygningen er sammenføjet og voxer til et helligt tempel i Herren; i hvem ogsaa i blive sammenbyggede til Guds bolig i Aanden. For denne sags skyld er jeg, Paulos, Kristi Jesu fange for eder; i har dog hørt om den Guds naades husholdning, som er givet mig til eder, at han ved aabenbarelse har kundgjort mig den hemmelighed, - som jeg foran skrev kortelig, forat i, naar i læse det, kunne fatte min indsigt i Kristi hemmelighed, som i de andre slægter ikke var kundgjort menneskens børn, saaledes som den nu er aabenbaret hans hellige apostle og profeter i den Helligaand, at hedningerne ere medarvinger, medinlemmede og meddelagtige i hans forjættelse i Kristus ved evangeliet, hvis tjener jeg er bleven efter den Guds naadegave, som er given mig ved hans krafts virkning. Mig, den ringeste af alle, er den naade given, at prædike evangeliet blandt hedningerne om Kristi rigdom og oplyse alle om, hvordan den hemmeligheds husholdning er, som fra evighed var skjult i Gud, som skabte alle ting ved Jesus Kristus, forat Guds mangfoldige visdom nu skulde blive kundgjort ved menigheden for fyrstendømmer og magter i det himmelske, efter en evig bestemmelse, som han fuldbyrdede i Kristus Jesus vor Herre, i hvem vi have frimodighed og adgang med tillid ved troen paa ham; hvorfor jeg ogsaa beder, at i ikke tabe modet over mine trængsler for eder, hvilket er eders ære. For denne sags skyld bøjer jeg mine knæ for vor Herres Jesu Kristi Fader, af hvem al faderlighed har navn i himlen og paa jorden, at han vil give eder efter sin herligheds rigdom, at i maa styrkes i kraft ved hans Aand i det indvortes menneske, at Kristus maa ved troen bo i eders hjærter, saa at i, rodfæstede og grundfæstede i kjærlighed, maa med alle de hellige kunne fatte, hvad der er breden og længden og dybden og højden, og kjende Kristi kundskabs overordenlige kjærlighed, forat i kunne opfyldes med al Guds fylde. Men ham, som over alle ting kan gjøre langt mere, end hvad vi bede eller forstaa, efter den kraft, som virker i os, ham være ære i menigheden i Kristus Jesus til alle slægter fra evighed til evighed! Amen. Jeg, som er fange i Herren, formaner eder derfor: at vandre det kald værdig, i ere kaldte med, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, idet i fordrage hverandre i kjærlighed og stræbe efter at bevare Aandens enhed i fredens baand, eet legeme og een Aand, ligesom i og ere kaldte til eet haab i eders kald; een Herre, een tro, een daab, een Gud og alles Fader, som er over alle og ved alle og i os alle; men hver af os er naaden given efter Kristi gaves maal. Derfor siges der: han opfoer til det høje, han tog fangenskabet fangen, og han gav menneskene gaver. Men det, at han opfoer, hvad er det uden at han ogsaa først nedfoer til jordens nederste dele. Han, som foer ned, er den samme, som og foer op langt over alle himle, forat han skulde fylde alt, og selv satte han nogle til apostle, andre til profeter, andre til evangelister, andre til hyrder og lærere, til de helliges fuldkomne beredelse, til tjenestens gjerning, til Kristi legemes opbyggelse; indtil vi alle naa til enhed i troen og Guds Søns erkjendelse, til den fuldkomne mand, til Kristi alders maal, at vi ikke mere skulle være børn, som bølges og omdrives af hver lærdoms vind ved menneskers spil, ved snuhed til forførelsens kunstgreb; men at vi, sandheden tro i kjærlighed, i alle maader opvoxe til ham, Kristus, som er hovedet, af hvem hele legemet, sammenføjet og sammenknyttet ved enhver forbindelse af naadegaver, efter hvert lems tilmaalte kraft, bidrager til legemets væxt til sin opbyggelse i kjærlighed. Dette siger jeg da og vidner i Herren, at i ikke længer maa vandre, som og de øvrige hedninger vandre i deres sinds forfængelighed, formørkede i forstanden, blevne fremmede for livet i Gud ved den vankundighed, som er i dem, ved deres hjærtes forhærdelse, som følesløse har hengivet sig til uterlighed, til al urenheds gjerning i gjerrighed. Men i har ikke saaledes lært Kristus, dersom i ellers har hørt ham og ere oplærte i ham, saaledes som sandheden er i Jesus, at i skulle aflægge det gamle menneske efter den forrige omgjængelse, hvilket fordærves ved beragelige lyster, men at i skulle fornyes i eders sinds aand, og at i skulle iføres det nye menneske, som er skabt efter Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed. Aflægger derfor løgn og taler sandhed, hver med sin næste, for vi ere hverandres lemmer. Blive i vrede, da synder ikke; solen gaa ikke ned over eders fortørnelse; giver ikke heller djævelen rum! den som stjal, stjæle ikke mere, men arbejde heller og gjøre gavn med sine egne hænder, forat hankan have at meddele den, som har trang. Intet raaddent ord gaa ud af eders mund, menet godt ord til fornøden opbyggelse, at det kangive tilhørerne naade; og bedrøver ikke Guds Helligaand, i hvem i ere beseglede til gjenløsnings dag. Al bitterhed og harme og vrede og skrigen og bespottelse blive langt fra eder tilligemed al ondskab; men værer velvillige mod hveranre, barmhjærtige, og tilgiver hverandre, ligesom og Kristus har tilgivet os! Værer derfor Guds efterlignere, som elskelige børn, og vandrer i kjærlighed, ligesom og Kristus elskede os og hengav sig selv for os til en gave og slagtoffer, Gud til en velbehagelig lugt. - Men hor og urenhed eller gjerrighed nævnes ikke engang blandt eder, som det sømmer de hellige, og ublu væsen og dum snak, eller letfærdig skjemt, som er utilbørligt, men hellere taksigelse! Thi dette vide i, at ingen horkarl eller uren eller gjerrig, som er en afgudsdyrker, har lod i Kristi og Guds rige. Ingen forføre eder ved tomme ord, thi for saadant kommer Guds vrede over vantroens børn. Bliver da ikke delagtige med dem. Thi i vare forhen mørke, men nu ere i lys i Herren; vandrer som lysets børn! Aandens frugt er nemlig i al godhed, retfærdighed og sandhed, saa i prøve, hvad der er Herren velbehageligt; og i maa ikke have del i mørkets ufrugtbare gjerninger, men straffer dem endog hellere; thi hvad der i løn bedrives af dem, er endog skammeligt at sige. Men naar alt dette straffes, aabenbares det af lyset, thi alt det, som aabenbarer, er lys. Derfor siges her: Vaagn op, du, som sover, og staa op fra de døde, og Kristus vil lyse for dig. Seer derfor til, at i vandrer varlig, ikke som uvise, men som vise, der kjøbe den belejlige tid, for dagene ere onde. Værer derfor ikke uforstandige, men som de, der skjønne, hvad Herrens villie er; og bliver ikke drukne af vin, hvori der er ryggesløshed; men fyldes i Aanden, og tiltaler hverandre med psalmer og lovsange og aandelige viser, og synger og leger for Herren i eders hjærter: og siger altid Gud og Faderen tak for alle ting i vor Herres Jesu Kristi navn, og værer hverandre underdanige i Kristi frygt! I kvinder, værer eders egne mænd underdanige som Herren; thi manden er kvindens hovede, ligesom Kristus ogsaa er menighedens hoved, og han er legemets frelser. Men ligesom menigheden er Kristus underdanig, saaledes skulle og kvinderne være i alt mod deres egne mænd. - I mænd, elsker eders hustruer, ligesom og Kristus elskede menigheden og hengav sig selv for den; forat han kunde hellige den, idet han rensede den ved vandbadet i Ordet; forat han kunde fremstille den for sig som en herlig menighed, der ikke har plet eller rynke eller noget saadant, men at den maatte være hellig og ulastelig. Saaledes bør mændene elske deres hustruer som deres legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv; ingen hader nemlig nogensinde sit kjød, men føder og varmer det, ligesom og Herren menigheden; - for vi ere lemmer paa hans legeme, af hans kjød og af hans ben. - Derfor skal manden forlade sin fader og moder, og holde sig til sin hustru, og de to skulle blive til eet kjød. Denne hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Kristus og om menigheden. Dog, elsker ogsaa i hver især sin hustru som sig selv! men kvinden have ærefrygt for manden! I børn, adlyder eders forældre i Herren, thi dette er ret; ær din fader og moder! det er det første bud med forjættelse, at det maa gaa dig vel, og du maa leve længe paa jorden. - Og i fædre, opirrer ikke eders børn, men opføder dem i Herrens tugt og formaning! I tjenere, adlyder eders herrer efter kjødet, som Kristus, med fryut og bæven, i eders hjærtes enfoldighed! ikke med øjentjeneste som de, der ville behage mennesker, men som Kristi tjenere, der gjøre Guds villie af hjærtet og med velvillie tjene som for Herren og ikke for mennesker, da i vide, at, hvad godt enhver gjør, det vil gjengjældes ham af Herren, hvad enten han er træl eller fri. - Og i herrer, gjører det sammed mod dem, og lader trusel fare, da i vide, at baade eders og deres Herre er i himlene, og der er ikke persons anseelse hos ham! Iøvrigt, mine brødre, vorder stærke i Herren og i hans vældes kraft! ifører Guds fulde rustning, saa i kunne staa mod djævelens list! for vi har ikke kamp mod blod og kjød, men mod fyrstendømmer, mod magter, mod verdens herrer af denne tids mørke, mod ondskabens aandelige kræfter i underhimlene. Tager derfor Guds fulde rustning paa, forat i kunne staa imod paa den onde dag, og staa, naar i har overvundet alt. Staaer altsaa ombæltede om eders lænder med sandhed og iførte retfærdigheds brynje, ombinder fødderne med færdighed i fredens evangelium! griber fremfor alt troens skjold, hvormed i kunne slukke alle den ondes gloende pile. og tager frelsens hjælm og Aandens sværd, som er Guds Ord, og beder paa enhver tid i Aanden med al bøn og begjæring, aarvaagne til det samme med al bedholdenhed og bøn for alle de hellige og for mig, at Ordet maa gives, naar jeg oplader munden, til med frimodighed at kundgjøre evangeliets hemmelighed, for hvis skyld jeg er sendebud i lænker, at jeg maa tale frit deri, som jeg bør tale! Men forat ogsaa i kunne faa at vide, hvad der angaaer mig, hvorledes jeg har det, vil den kjære broder og tro tjener i Herren, Tykikos, kundgjøre eder alt, og jeg sender ham til eder for det samme, forat i kunne faa at vide, hvad der angaaer os, og han kan trøste eders hjærter. - Fred med brødrene! og kjærlighed med tro fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus! Naade med alle, som elske vor Herre Jesus Kristus i uforkrænkelighed! Amen. Paulos og Timoteos, Jesu Kristi tjenere, til alle de hellige i Kristus Jesus, som ere i Filippi med biskopper og medhjælpere. Naade være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! - Jeg takker min Gud, saa ofte jeg tænker paa eder, idet jeg altid i hver min bøn beder for eder alle, med glæde gjør bøn for eders delagtighed i evangeliet fra første dag indtil nu, forsikret om det samme, at han, som begyndte den gode gjerning i eder, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. saaledes er det billigt, at jeg tænker dette om eder alle, fordi jeg har eder i mit hjærte baade i mine lænker og under evangeliets forsvar og bekræftelse, eder alle, som ere delagtige med mig i naaden. Thi Gud er mit vidne, hvorledes jeg længes efter eder alle i Jesu Kristi inderlige kjærlighed, og derom beder jeg, at eders kjærlighed endnu mere og mere maa forøges i kundskab og al skjønsomhed, at i kunne vælge det bedste, at i maa være rene og uden anstød til Kristi dag, opfyldte af retfærdigheds frugter ved Jesus Kristus til Guds ære og lov. Men jeg ønsker, brødre, at i skulle vide, at hvad der er vederfaret mig, er snarere kommet tilevangeliets fremgang, saa at mine lænker for Kristi skyld ere blevne bekjendte paa hele slottet og for alle de øvrige, og at flere af brødrene i Herren ved mine lænker fik mod og bleve end dristigere til uden frygt at tale Guds Ord. Nogle prædike vel ogsaa Kristus for nid og kiv, men nogle ogsaa i god mening; hine, som søge trætte, forkynde ikke Kristus rent, men i den tanke at føje trængsel til mine lænker; men disse gjøre det af kjærlighed, da de veed, at jeg er sat til evangeliets forsvar. Hvad da? Kristus forkyndes dog paa hver maade, det være sig paa skrømt eller i sandhed, og derover glæder jeg mig, ja vil og glæde mig; thi jeg veed, det skal faa et udfald for mig til frelse ved eders bøn og Jesu Kristi Aands bistand, efter min længsel og mit haab, at jeg ikke skal beskjæmmes i noget, men at Kristus med al frimodighed, som altid saa og nu, skal forherliges i mit legeme, det være ved liv eller ved død; thi det at leve, er mig Kristus, og at dø er mig en vinding; men dersom det, at leve i kjødet, skaffer mig frugt af min gjerning, saa veed jeg ikke, hvad jeg skal foretrække; thi jeg trænges af to ting, da jeg har lyst til at vandre bort og være med Kristus; det var saare meget bedre; men at forblive i kjødet er mere nødvendigt for eders skyld; og det veed jeg fuldkommen sikkert, at jeg skal blive og forblive hos eder alle til eders væxt og glæde i troen, at eders ros kan tiltage i Kristus Jesus ved mig ved min næste nærværelse hos eder. - Kun at i vandre Kristi evangelium værdig, saa hvad enten jeg kommer og seer eder eller er fraværende, jeg dog kan høre det om eder, at i staa i een Aand og stride med af een sjæl for evangeliets tro, og ikke forfærdes i noget af modstanderne, som vel er dem et tegn paa undergang, men eder paa frelse, og det fra Gud; thi eder er det forundt for Kristi skyld, ikke alene at tro paa ham, men ogsaa at lide for ham; idet i har den samme kamp, som i har seet paa mig og nu høre om mig. Er der da nogen formaning i Kristus, nogen opmuntring af kjærlighed, noget Aands samfund, nogen inderlig rørelse og barmhjærtighed, saa gjører min glæde fuldkommen, saa at i tænke det samme, have samme kjærlighed, have eet sind, mene eet; intet for trætte eller ære! men agter i ydmyghed hverandre højere end eder selv; enhver se ikke paa sit, men enhver ogsaa paa andres. Det samme sindelag være i eder, som og var i Kristus Jesus, som, da han var i Guds skikkelse, ikke holdt det for et rov at være Gud lig, men udtømte sig selv, idet han paatog en tjeners skikkelse, da han blev mennesker lig, og da han var fundet i vilkaar som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig til døden, ja døden paa korset. Derfor har Gud ophøjet ham og skjænket ham et navn, som er over alt navn, forat hvert knæ skal bøje sig i Jesu navn, deres i himlen, og paa jorden, og under jorden, og hver tunge bekjende, at Jesus Kristus er Herre til Gud Faders ære! - Derfor mine elskelige, ligesom i altid har været mig lydige ikke alene under min nærværelse, men nu ogsaa meget mere under min fraværelse, saa arbejder paa eders saliggjørelse med frygt og bæven; thi det er Gud, som efter sit velbehag virker i eder baade at ville og udrette. Gjører alt uden vrede og tvivl, at i kunne være ustraffelig og rene, Guds ulastelige børn midt i denne vanartige og forvendte slægt, blandt hvilke i skinne som lys i verden; da i holde fast ved livets Ord, mig til ros paa Kristi dag, at jeg ikke har løbet forgjæves eller arbejdet forgjæves. Men om jeg endog bliver ofret under eders tros offer og betjening, glæder jeg mig og glæder mig med eder alle; men glæder i eder ligesaa, og glæder eder med mig! Men jeg haaber i Herren Jesus, snart at sende Timoteos til eder, forat ogsaa jeg kan være ved godt mod, naar jeg erfarer, hvorledes det gaaer eder; thi jeg har ingen ligesindet med mig, der saa oprigtig bekymrer sig om eders sager; thi de søge alle deres eget, ikke hvad der er Jesu Kristi; men i kjende hans prøvede troskab, at han har tjent med mig som barnet sin fader i evangeliet. Ham haaber jeg altsaa at sende, saasnart jeg seer ende paa min sag; men jeg har den tillid i Herren, at jeg ogsaa selv snart skal komme; men jeg agtede det nødvendigt at sende eder broder Epafrodit, min medarbejder og medstrider, men eders sendebud, som har tjent mig i min nødtørst, fordi han længtes efter eder alle og var meget bekymret, fordi i havde hørt, at han var syg. Han var nemlig syg og døden nær, men Gud forbarmede sig over ham, dog ikke alene over ham, men ogsaa over mig, at jeg ikke skulde have sorg paa sorg. Derfor sender jeg ham snarere, forat i kunne glædes, naar i se ham igjen, og jeg være mere sorgfri. Modtager ham altsaa i Herren med al glæde, og holder saadanne i ære; thi for Kristi gjernings skyld var han døden nær, da han ikke agtede sit liv, forat erstatte, had der savnedes i eders tjeneste mod mig. Iøvrigt, mine brødre, glæder eder i Herren; at skrive det samme er mig ikke til besvær, men eder til bestyrkelse. Seer hundene, seer de slette arbejdere, seer adsplittelsen! Thi vi ere omskjærelsen, som tjene Guds Aand og rose os i Kristus Jesus og ikke stole paa kjødet; skjøndt jeg har, hvad jeg kunde stole paa ogsaa i kjødet. Synes nogen anden, han kan stole paa kjødet, kan jeg det mere: otte dage gammel er jeg omskaaren, jeg er af Israels slægt, af Benjamins stamme, en hebræer af hebræere, en farisæer efter loven; med iver forfulgte jeg menigheden, jeg var ustraffelig efter lovens retfærdighed; men hvad der var mig en fordel, har jeg anseet for et tab for Kristi skyld; ja jeg anseer virkelig ogsaa alt for at være et tab mod min Herre Kristi Jesu kundskabs ypperlighed, for hvem jeg har lidt tab paa alt, og agter det skarn at være, forat jeg kan vinde Kristus og findes i ham, saa jeg ikke har min retfærdighed, den af loven, men den ved Kristi lov, retfærdigheden af Gud ved troen, at jeg kan kjende ham og hans opstandelses kraft og delagtigheden i hans lidelser, dannet til at ligne ham i hans død, om jeg dog kunde møde ved de dødes opstandelse. Ikke at jeg allerede har grebet det, eller allerede er fuldkommen, men jeg jager derefter, om jeg dog kunde gribe det, efterdi jeg ogsaa er greben af Herren Jesus Kristus. Brødre! jeg tænker ikke om mig selv, at jeg har grebet det, men eet: Jeg glemmer, hvad der er bagved, rækker efter det, som er foran, higer mod maalet efter sejerskrandsen for Guds kald herovenfra i Kristus Jesus. Saamange vi altsaa ere fuldkomne, maa vi have dette sind, og dersom i ere noget anderledes til sinds, vil Gud ogsaa aabenbare eder dette; kun at vi, saavidt vi ere komne, gaa frem efter den samme regel, mene det samme. Bliver mine efterlignere, brødre, og agter paa dem, der vandre saaledes, som i have os til mønster. Mange vandre nemlig saaledes, som jeg ofte har sagt eder og nu siger endog med taarer: som Kristi korses fjender, hvis ende er fortabelse, hvis Gud er bugen, og hvis ære er i deres skjændsel, hvilke tragte efter det jordiske. Vort borgerskab er nemlig i himlene, hvorfra vi ogsaa forvente frelseren, Herren Jesus Kristus, som vil forvandle vort fornedrelses legeme til at blive ligedannet med hans herligheds legeme efter den kraft, hvormed han ogsaa kan underlægge sig alt. Jeg formaner Evodia og jeg formaner Syntyke at være enige i Herren; og jeg beder ogsaa dig, retsindige medbroder, tag dig ad dem, for de har stridt med mig i evangeliet tilligemed baade Klemens og mine øvrige medarbejdere, hvis navne ere i livets bog. Glæder eder i Herren altid! atter siger jeg: Glæder eder! Eders beskedenhed vorde vitterlig for alle mennesker! Herren er nær! Værer ikke bekymrede for noget, men lader eders begjæringer fremføres for Gud i hver paakaldelse og bøn med taksigelse, og Guds fred, som overgaaer al forstand, sakl bevare eders hjærter og eders tanker i Kristus Jesus. Iøvrigt, brødre, betænker, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retfærdigt, hvad der er uskyldigt, hvad der er elskværdigt, hvad der har godt lov, det være sig hver dyd og enhver hæder; hvad i ogsaa have lært og modtaget, baade hørt og seet paa mig, gjører dette, og fredens Gud skal være med eder! Jeg har højlig glædet mig i Herren, at i nu endelig har oplivet eders omhu for mig, hvortil i og før havde villie, men manglede lejlighed. Dette siger jeg ikke af trang, thi jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har; jeg forstaaer baade at have det ringe, og jeg forstaaer at have overflod, i eet og alt er jeg vel erfaren, baade i at mættes og i at hungre, baade i at have overflod og mangel; og jeg formaaer alt i Kristus, som gjør mig stærk: dog gjorde i vel, da i deltage i mine trængsel. Men i vide det og, Filillesier, at da jeg ved evangeliets begyndelse drug ud fra Makedonien, havde ingen menighed regning med mig over givet og modtaget uden i alene; thi ogsaa i Tessalonika sendte i mig baade een og to gange til brug for mig; ikke at attraaer gaven, men jeg attraaer den frugt, som kan blive overflødig til eders fordel. Nu har jeg alt, og jeg har overflod; jeg fik rigelig, da jeg modtog af Epafrodit det fra eder, en velbehagelig duft, et antageligt offer, tækkeligt for Gud. Men min Gud vil rigelig give eder alt, hvad i behøve, efter sin rigdom i herlighed, i Kristus Jesus. Men ham, vor Gud og Fader, være ære i al evighed! Amen. Hilser hver hellig i Kristus Jesus! Brødrene, som ere hos mig, hilse eder! Alle de hellige hilse eder, men mest de af Kejserens hus. - Herrenes, Jesu Kristi, naade være med eder alle! Amen. - - - Paulos, ved Guds villie Jesu Kristi apostel, og broderen Timoteos, til de hellige og troende brødre i Kristus i Kolossæ; naade være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! Vi takke altid Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, og bede for eder, da vi have hørt om eders tro i Kristus Jesus og kjærlighed til alle de hellige, ved det haab, som er henlagt for eder i himlene, om hvilket i allerede have hørt i evangeliets sandheds Ord, som er kommet til eder, ligesom ogsaa i hele verden, og bærer frugt og voxer ligesom ogsaa blandt eder fra den dag, i hørte og erkjendte Guds naade i sandhed; ligesom i have lært af vor kjære medtjener Epafras, som er en tro Kristi tjener for eder, som ogsaa tilkjendegav os eders kjærlighed i Aanden. Derfor aflade vi heller ikke fra den dag, vi hørte det, at bede for eder og begjære, at i maate fyldes med hans villies erkjendelse i al aandelig visdom og forstand, at i kunne vandre værdig for Herren til al behagelighed, bære frugt i al god gjerning og voxe til Guds erkjendelse, styrkede med al magt efter hans herligheds kraft, til al taalmodighed med glæde, og takke Gud og Faderen, som gjorde os dygtige til de helliges arvedel i lyset; han, som udfriede os af mørkets magt og oversatte os i sin elskelige Søns rige, i hvem vi have gjenløsning, syndernes forladelse, han, som er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte; for i ham ere alle ting skabte, de, som ere i himlene og paa jorden, de synlige og usynlige, det være sig troner eller herredømmer eller fyrstendømmer eller magter, alt er skabt ved ham og til ham; og han er før alt, og alt bestaaer i ham; og selv er legemets, menighedens, hovede; han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, at han selv skulde have forrangen blandt alle; thi det behagede ham, at den hele fylde skulde bo i ham, og ved ham at forlige alle ting med sig, det være sig dem paa jorden eller dem i himlene, idet han stiftede fred formedelst hans korses blod ved ham. Ogsaa eder, som engang vare fremmede og fjendske af sindelag i onde gjerninger, har han dog nu forligt i sit kjøds legeme ved døden forat fremstille eder hellige og ustraffelige og ulastelige for sig; hvis i ellers forblive grundfæstede og stadige i troen og ikke rokkes fra det evangeliums haab, hvilket i have hørt, som er prædiket for al skabningen under himlen, hvis tjener jeg Paulos er bleven. Nu glæder jeg mig i mine lidelser for eder og opfylder, hvad der fattes i Kristi trængsler, i mit kjød for hans legeme, som er menigheden, hvis tjener jeg er blevet, efter den Guds husholdning, som er given mig til eder, at opfylde Guds Ord, den hemmelighed, som var skjult fra evighed og slægter, men nu er aabenbaret for hans hellige, hvem Gud vilde tilkjendegive, hvor stor denne hemmeligheds rigdom er blandt hedningerne, som er Kristus, herlighedens haab i eder; han, som vi forkynde, idet vi paaminde hvert menneske og lære i al visdom, at vi kunne fremstille hvert menneske i Kristus Jesus, hvortil og jeg arbejder, idet jeg strider efter hans kraft, som virker mægtig i mig. Jeg vil nemlig, i skulle vide, hvor stor kamp jeg har for eder og dem i Laodikea og saamange, som ikke har seet mit ansigt i kjødet; at deres hjærter maa blive trøstede, idet de forenes i kjærlighed og til den fulde indsigts hele rigdom til erkjendelse af Guds og Faderens og Kristi hemmelighed, hvori alle visdommens og kundskabens skatte ere skjulte. - Men dette siger jeg, forat ingen skal bedrage eder med lokkende ord; thi om jeg endog er fraværende i kjødet, er jeg hos eder i Aanden; jeg glæder mig og seer eders orden og fastheden af eders tro paa Kristus. Ligesom i derfor har antaget Herren Kristus Jesus, saa vandrer i ham, rodfæstede og opbyggede i ham, og stadfæstede i troen, ligesom i have lært, og voxer i den med taksigelse. Seer til, at ikke nogen gjør eder til bytte ved verdslig visdom og tomt bedrag, efter menneskers overlevering efter verdens børnelærdom, og ikke efter Kristus; thi i ham boer al Guddoms fylde legemlig; og i have al fylde i ham, som er hovedet for al fyrstendømme og magt; i hvem i og ere omskaarne med en omskjærelse, som er gjort uden hænder, ved afførelsen af kjødets syndige legeme i Kristi omskjærelse; idet i ere begravne med ham i daaben, ere i ogsaa medoprejste ved troen paa Guds kraft, som oprejste ham fra døde. Ogsaa eder, som vare døde i overtrædelser og i eders uomskaarne kjød, eder gjorde han levende tilligemed ham, da han tilgav eder alle overtrædelserne; idet han udslettede den haandskrift, som var os imod, med dens sætninger, og borttog den, idet han naglede den til korset og afvæbnede fyrstendømmer og magter, og stillede dem aabenbar til skue, da han førte dem i sejerstog ved ham. - Derfor dømme ingen eder i mad eller drikke eller i henseende til højtid eller nymaane eller hviledag, hvilket er en skygge af det, der skulde komme, men legemet er Kristi. For sejerskrandsen svige eder ingen, som finder behag i ydmygelse og engletjeneste, og indlader sig paa ting, han ikke har seet, forfængelig opblæst af sit kjødelige sind og ikke holder fast paa hovedet, af hvilket hele legemet, understøttet og forenet ved sener og baand, voxer en guddommelig væxt. Dersom i altsaa med Kristus ere afdøde fra denne verdens børnelærdom, hvorfor besværes i da med sætninger, som de, der leve i verden: Rør ikke! smag ikke! ag ikke derpaa! hvilket alt er til fordærvelse, naar det bruges efter menneskers bud og lærdomme; hvilket vel har visdoms ry i selvvalgt dyrkelse og ydmygelse, saa legemet ikke spares eller holdes i ære til kjødets mættelse. Ere i altsaa oprejste med Kristus, saa søger det, som er heroven til, hvor Kristus sidder ved Guds højre haand; tragter efter det, som er heroven til, ikke efter det, som er paa jorden; thi i ere døde, og eders liv er skjult med Kristus i Gud. Naar Kristus, vort liv, aabenbares, da skal ogsaa i aabenbares med ham i herlighed. Døder derfor eders jordiske lemmer: hor, urenhed, vellyst, slet begjærlighed og gjerrighed, som er afgudsdyrkelse, for hvis skyld Guds vrede kommer over vantroens børn, blandt hvilke forhen ogsaa i vandrede, da i levede deri; men aflægger nu ogsaa i alt dette: vrede, hidsighed, ondskab, bespottelse, slem snak af eders mund. I maa ikke lyve hverandre paa, da i har afført det gamle menneske med dets gjerninger og iført det nye, som fornyes til erkjendelse efter hans billede, som skabte det, hvor der ikke hellener og jøde, omskjærelse og ikke-omskjærelse, vild fremmed, skyte, træl, fri, men Kristus, alt i alle. - Ifører eder da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjærtighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed, saa i fordrage og tilgive hverandre,om en har klage mod anden, ligesom Kristus tilgav os, saaledes og i; men fremfor alt dette: kjærligheden, som er det fuldkomne baand; og Guds fred sejre i eders hjærter, til hvilken i og ere kaldte i eet legeme, og værer taknemmelige! Kristi Ord bo rigelig blandt eder i al visdom, saa i lære og paaminde hverandre med psalmer og lovsange og aandelige viser, idet i med tak synge for Herren i eders hjærte; og alt, hvad i gjøre i ord og gjerning, gjører det alt i Herrens Jesu navn, takkende Gud og Faderen ved ham. I kvinder, værer eders mænd underdanige, som det sømmer sig, i Herren! - I mænd, elsker eders hustruer og værer ikke bitre mod dem! - I børn, adlyder eders forældre i alt, thi i Herren er dette velbehageligt! - I fædre, opirrer ikke eders børn, at de ikke skulle tabe modet! - I tjenere, adlyder i alt eders timelige herrer, ikke med øjen øjentjeneste, som de, der ville behage mennesker, men i hjærtets oprigtighed, frygtende Gud! og alt, hvad i foretage, gjører det af hjærtet, som for Herren og ikke for mennesker; da i vide, at i skal faa arvedelen til vederlag af Herren; thi i tjene den Herre Kristus; men den, som gjør intet, skal faa gjengjældt, hvad han gjorde uret, og der er ikke persons anseelse. - Værer stadige i bønnen, vaager i denne med taksigelse, og beder tillige ogsaa for os, at Gud vil aabne ogsaa os en dør for Ordet, til at tale Kristi hemmelighed, for hvis skyld jeg og er bunden, at jeg kan aabenbare det, ligesom jeg bør tale. - Omgaaes i visdom med dem, som ere udenfor, og kjøber den belejlige tid; eders tale være altid yndig, krydret med salt, saa i vide, hvorledes i bør svare enhver. Hvorledes det gaaer mig, vil den kjære broder og tjener og medarbejder i Herren Tykikos, fortælle eder altsammen; og jeg sender ham til eder for det samme, at han kan faa at vide, hvorledes i har det, og trøste eders hjærter; tilligemed den tro og kjære broder Onesimos, som er fra eder; de vil underrette eder om alt her. - Men medfange Aristarkos og Markos, Barnabas' fætter, om hvem i har faaet befalinger, hilse eder; - hvis han kommer til eder, saa modtager ham! - og Jesus, som kaldes Justos, hvilke ere af omskjærelsen. Disse ere de eneste medarbejdere til Guds rige, som ere blevne mig en trøst. Epafras hilser eder, han, som er fra eder, en Kristi tjener, som altid strider for eder i sine bønner, at i maa staa fuldkomne og fuldendte i al Guds villie; thi jeg vidner om ham, at han har stor iver for eder og for dem i Laodikea og Hierapolis. Den kjære doktor Lukas og Demas hilse eder. Hilser brødrene i Laodikea og Nymfas og menigheden i hans hus. Og naar dette brev er læst af eder, da sørger for, at det ogsaa kan blive læst i Laodikæernes menighed, og at i ogsaa faa det fra Laodikea at læse. Og siger Arkippos: Giv agt paa den tjeneste, somdu har modtaget i Herren, at du fuldbyrder den! - Hilsen med min, Paulos' haand. Tænker paa mine lænker! Naaden være med eder! Amen! - - - Paulos og Silvanos og Timoteos til Tessalonikernes menighed i Gud Fader og Herren Jesus Kristus! Naade være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! Vi takke Gud altid for eder alle, idet vi uafladelig komme eder ihu ved vore bønner og huske paa eders gjerning i troen, eders arbejde i kjærligheden, og eders bestandighed i haabet paa vor Herre Jesus Kristus for Guds og vor Faders aasyn; da vi, Guds kjære brødre, kjende eders udvælgelse, at vort evangelium blev hos eder ikke i ord alene, men i kraft, og i den Helligaand og i fuld overbevisning, ligesom i og vide, hvorledes vi har været blandt eder for eders skyld; og i ere blevne vore efterlignere og Herrens, da i under megen trængsel modtage Ordet med glæde i den Helligaand, saa i ere blevne mønstre for alle de troende i Makedonien og Akaja; thi fra eder har Herrens Ord gjenlydt ikke alene i Makedonien og Akaja, men eders tro paa Gud er kommen ud allevegne, saa vi ikke behøve at tale derom; thi de fortælle selv om os, hvilken indgang vi havde hos eder, og hvorledes i omvendte eder til Gud fra afguderne, til at tjene den levende og sande Gud, og at bie paa hans Søn fra himlene, ham, han oprejste fra døde, Jesus, som frier os fra den kommende vrede. I kjende nemlig selv, brødre, vor indgang hos eder, at den ikke var forfængelig; men skjøndt vi, som i vide, forud vare blevne mishandlede og forhaanede i Filippi, havde vi frimodighed i vor Gud til at tale Guds evangelium hos eder under megen kamp; thi vor frimodighed var ikke af vildfarelse, ikke heller af urene hensigter eller med svig. Men ligesom vi ere fundne værdige af Gud til at evangeliet blev os betroet, saaledes tale vi, ikke som om vi ville behage mennesker men den Gud, som prøver vore hjærter; thi vi omgikkes hverken med smigrende ord, som i veed, eller med skin af gjerrighed; Gud er vidne! eller søgte ære af mennesker, hverken af eder eller andre, skjøndt vi som Kristi apostle kunde have været eder til byrde; men vi vare milde blandt eder. Som en amme fostrer sine børn, saaledes længes vi efter eder og ville gjerne dele med eder, ikke alene Guds evangelium, men vore egne sjæle, fordi i ere blevne os kjære. I husker nemlig, brødre, vort arbejde og møje; thi vi arbejdede nat og dag for ikke at være nogen af eder til byrde, og prædikede Guds evangelium for eder. I ere vidner, og Gud, hvor hellig, retfærdig og ulastelig vi omgikkes eder, som troede; ligesom i vide, hvorledes vi formanede og trøstede enhver af eder, som en fader sine børn, og vidnede, at i skulle omgaaes værdig for Gud, som kaldte eder til sit rige og sin herlighed. Derfor takke vi ogsaa Gud uafladelig, at, da i optoge Guds ved os hørte Ord, antog i ikke menneskers ord, men, som det virkelig er, Guds Ord, som ogsaa er virksomt i eder, som tro; thi i, brødre, ere blevne efterlignere af Guds menigheder, som ere i Judæa i Kristus Jesus, idet i ogsaa har lidt det samme af eders egne stamfæller, som ogsaa hine af jøderne, som baade slog Herren Jesus og deres egne profeter ihjel og forfulgte os, og behage ikke Gud, og ere alle mennesker imod, og formente os at tale til hedningerne, forat de kunde blive frelste, saa de altid fylde deres synders maal; men vreden kommer over dem tilsidst; men vi, brødre, som en times tid har været skilte fra eder personlig, men ikke hjærtelig, vi har desmere med megen længsel bestræbt os for at se eder personlig; derfor vilde vi kommet til eder, jeg Paulos nemlig, baade een og to gange, men satan har forhindret os; thi hvem er vort haab eller glæde eller æreskrands? mon ikke ogsaa i, for vor Herre Jesus Kristus i hans tilkommelse? I ere vor ære og glæde. Da vi derfor ikke længer kunde holde det ud, besluttede vi at blive ene tilbage i Aten, og vi sendte vor broder Timoteos, Guds tjener og vor medarbejder i Kristi evangelium, til at styrke eder og formane eder om eders tro, at ingen skulde vakle under disse trængsler, thi vi vide selv, at vi ere satte til det samme, thi da vi ogsaa vare hos eder, sagde vi eder forud, at vi skulde lide trængsel, ligesom det og er skeet, og i vide; hvorfor jeg ogsaa, eftersom jeg ikke længer kunde holde det ud, sendte ham for at erfare eders tro, om fristeren ikke maaske skulde have fristet eder, og vort arbejde blive forgjæves - Men da Timoteos nu er kommen til os fra eder, og har bragt os godt budskab om eders tro og kjærlighed, og at i altid har os i god erindring og længes efter at se os, ligesom vi ogsaa eder, saa ere vi derved, brødre, trøstede for eder i al vor trængsel og nød, ved vor tro, for nu leve vi, naar i staa faste i Herren. Thi med hvad tak kunne vi gjengjælde Gud for eder, for al den glæde, vi glæde os med over eder for vor Gud, idet vi nat og dag indstændig bede, at vi maatte se eder personlig og raade bod paa, hvad der mangler i eders tro? Men vor Gud og Fader selv og vor Herre Jesus Kristus styre vor vej til eder og gjøre eder rige paa kjærlighed mod hverandre og alle, ligesom ogsaa vi have mod eder; til at styrke eders hjærter, ulastelige i hellighed for vor Gud og Fader, ved vor Herres Jesu Kristi tilkommelse med alle hans hellige. Derfor, brødre, bede og formane vi eder iøvrigt i Herren Jesus, at ligesom i har modtaget af os, hvorledes i bør vandre og tækkes Gud, i saaledes end mere maa tiltage deri; thi i vide, hvilke bud jeg gav eder ved Herren Jesus; thi dette er Guds villie, eders helliggjørelse, at i afholde eder fra hor, at hver af eder veed at besidde sit kar i hellighed og ære; ikke i begjærligheds brynde ligesom hedningerne, der ikke kjende Gud; at ingen maa undertrykke eller besvige sin broder i nogen vandel, fordi Herren er en hævner over alt dette, ligesom vi ogsaa forud have sagt og vidnet for eder; thi Gud kaldte os ikke til urenhed, men til helliggjørelse; hvorfor og den, som foragter dette, foragter ikke et menneske, men Gud, som ogsaa gav os sin Helligaand. - Men om broderkjærligheden behøve i ikke, at jeg skriver eder til, thi i ere selv lærte af Gud at sleke hverandre; ja i gjøre endog det samme med mod alle brødrene i hele Makedonien; men jeg formaner eder, brødre, end mere at tiltage og at søge en ære i at leve stille; hver passe sit og arbejder med eders egne hænder, ligesom vi har budet eder, forat i kunne vandre sømmelig med dem udenfor og ikke trænge til nogen. Men vi vil ikke, brødre, at i skulle være uvidende om de hensovede, at i ikke skulde sørge, som de øvrige, der ikke have haab. Thi dersom vi tro, at Jesus er død og opstanden, vil Gud og saaledes føre de hensovede ved Jesus frem med ham. Thi dette sige vi eder i Herrens Ord, at vi, som leve, som blive over til Herrens tilkommelse, ville ikke komme forud for de hensovede; thi Herren vil selv komme ned fra himlen med et opraab, med en overengels røst og Guds basune, og de døde i Kristus skulle først staa op; derpaa skulle vi, som leve, som blive over, tilligemed dem henrykkes til at møde Herren i luften, og saaledes skal vi altid være med Herren. Saa trøster hverandre med disse Ord! Men i behøve ikke, brødre, at der skrives til eder om tid og stund; thi i vide selv grandt, at Herrens dag kommer som en tyv om natten; thi naar de sige: fred og sikkerhed, da vil den pludselige undergang staa over dem som veerne over den frugtsommelige, og de skulle ikke undfly. Men, brødre, i ere ikke i mørke, saa at den dag skulde som en tyv komme over eder; i ere alle lysets børn og dagens børn; vi ere hverken nattens eller mørkets. Lader os derfor ikke sove som de øvrige, men lader os vaage og være ædru; thi de, som sove, sove om natten, og de, som ere drukne, ere drukne om natten: men vi, som ere dagens børn, maa være ædru, iførte troens og kjærlighedens brynje, og frelsens haab som hjelm; thi Gud har ikke bestemt os til vrede, men til at vinde saliggjørelse ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, forat vi, hvad vi enten vi vaage eller sove, skulle leve sammen med ham. Formaner derfor hverandre og opbygger den ene den anden, ligesom i og gjøre. Men vi bede eder, brødre, at i skjønne paa dem, som arbejde blandt eder og ere eders forstandere i Herren og paaminde eder, og agte dem saare højt i kjærlighed for deres gjerning. Værer fredsommelige indbyrdes! Men vi formane eder, brødre, paaminder de uordenlige, opmuntrer de forsagte, ophjælper de svage, værer langmodige mod alle! Seer til, at ingen betaler nogen ondt for ondt, men stræber altid efter det gode, baade mod hverandre og mod alle. Værer altid glade; beder uafladelig; takker ved alt! Det er nemlig Guds villie til eder i Kristus Jesus. Udslukker ikke Aanden; foragter ikke profetier, prøver alt, beholder det gode! skyer det onde under enhver skikkelse. Men fredens Gud selv hellige eder fuldkommen, og eders aand og sjæl og legeme bevares ulastelig i vor Herres Jesu Kristi tilkommelse! Han er trofast, som kaldte eder, han vil ogsaa stadfæste eders haab. - Brødre, beder for os! Hilser alle brødrene med helligt kys! Jeg besværger eder ved Herren, at dette brev bliver læst for alle de hellige brødre. Vor Herres Jesu Kristi naade være med eder! Amen. Paulos og Silvanos og Timoteos til Tessalonikernes menighed i Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus; Naade være med eder fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! - Vi maa altid takke Gud for eder, brødre, som billigt er, fordi eders tro voxer kraftig og kjærligheden mod hverandre forøges hos enhver af eder alle, saa at vi selv rose os af eder i Guds menigheder for eders taalmodighed og tro i alle eders forfølgelser og trængsler, som i udholde; et bevis paa Guds retfærdige dom, at i skulle agtes værdige til det Guds rige, for hvilket i og lide; efterdi det er retfærdigt for Gud at gjengælde dem trængsel, som trænge eder; men eder, som trænges, hvile med os, i Herren Jesu Kristi aabenbarelse fra himlen med hans magts engle, i lueild, naar han bringer hævn over dem, som ikke kjende Gud, og dem, som ikke ere vor Herres Jesu Kristi evangelium lydige, som skulle lide straf, en evig fortabelse fra Herrens ansigt og hans krafts herlighed, naar han kommer forat herliggjøres i sine hellige og beundres i alle, som tro, fordi vort vidnesbyrd for eder blev den dag troet. Derfor bede vi ogsaa altid for eder, at vor Gud vil agte eder sit kald værdige og med kraft fuldkomme al ham velbehagelig godhed og troens gjerning, forat vor Herres Jesu navn kan blive forherliget i eder og i i ham, efter vor Guds og Herrens Jesu Kristi naade. Men vi bede eder, brødre, angaaende vor Herres Jesu Kristi tilkommelse og vor forsamling til ham, at i ikke snart foruroliges i sindet eller forfærdes enten ved aand eller ord eller brev som fra os, som om Kristi dag var forhaanden; at ikke nogen skal bedrage eder i nogen maade, naar frafaldet ikke er kommet først, og syndens menneske, fortabelsens barn, er aabenbaret, han, som sætter sig imod og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes Gud eller Gudsdyrkelse, saa at han sætter sig i Guds tempel som Gud og udgiver sig for at være Gud. Husker i ikke, at jeg sagde eder dette, da jeg endnu var hos eder? og nu veed i, hvad der holder tilbage, indtil han aabenbares i sin tid; thi urettens hemmelighed er allerede nu virksom, alene indtil han, som nu holder tilbage, tages bort; da vil den lovløse aabenbares, og Herren vil fortære ham ved sin munds Aande og tilintegjøre ham ved sin tilkommelses herlige aabenbarelse. Hins tilkommelse skeer efter satans kraft med al løgnens magt, tegn og undere, og med al urettens bedrag i dem, som fortabes, fordi de ikke modtoge sandhedens kjærlighed, saa at de kunde frelses. Derfor vil Gud og sende dem vildfarelsens kraft, saa at de tro løgnen, forat alle skulle dømmes, som ikke troede sandheden, men havde velbehag i uretten. Men vi maa altid takke Gud for eder, af Herren elskede brødre, at Gud fra begyndelsen har udvalgt eder til frelse i Aands helliggjørelse og sandheds tro; hvortil han kaldte eder ved vort evangelium til vor Herres Jesu Kristi herligheds erhverv. Staaer derfor faste, brødre, og holder hart ved de lærdomme, der ere eder overgivne enten ved vort ord eller brev. Men vor Herre Jesus Kristus selv og vor Gud og Fader, som elskede eder og i naade skjænkede en evig trøst og godt haab, trøste eders hjærter og styrke eder i hvert godt Ord og god gjerning. Iøvrigt, brødre, beder for os, at Herrens Ord maa faa frit løb og forherliges ligesom ogsaa hos eder; og at vi maa fries fra de vanartige og onde mennesker; thi troen er ikke alles; men Herren er trofast, som vil styrke og bevare eder fra den onde. Men vi har den tillid til eder i Herren, at i baade gjøre og ville gjøre, hvad vi byde eder. Men Herren styre eders hjærter til Guds kjærlighed og Kristi taalmodighed. Men vi byde eder, brødre, i vor Herres Jesu Kristi navn, at i holde eder fra hver broder, som vandrer uskikkelig og ikke efter den lærdom, de modtog af os; thi i vide selv, hvorledes i bør efterligne os; thi vi levede ikke uskikkelig blandt eder, ikke heller spiste vi nogens brød for intet, men med møje og besvær arbejdede vi nat og dag for ikke at være nogen af eder til byrde; ikke fordi vi ikke havde ret dertil; men forat give eder os selv til mønster, til at efterligne os. Thi da vi og vare hos eder, bød vi eder, at naar nogen ikke vil arbejde, skal han ikke heller have føden. Vi høre nemlig, at nogle vandre uskikkelig iblandt eder, uden at arbejde, men give sig af med unyttige ting. Saadanne byde og formane vi ved vor Herre Jesus Kristus, at de arbejde i stilhed og spise deres eget brød. Men i, brødre, bliver ikke trætte af at gjøre godt. Men dersom nogen ikke hører vort ord i brevet, da betegner ham og haver intet at gjøre med ham, at han kan skamme sig; men anseer ham ikke som fjende, men paaminder ham som broder. - Men fredens Herre selv give eder altid fred i alle maader! Herren være med eder alle! Hilsen med min, Paulos' haand, hvilket er et tegn i hvert brev; saaledes skriver jeg! Vor Herres Jesu Kristi naade være med eder alle! Amen. Paulos, Jesu Kristi apostel, efter befaling af Gud Fader og vor frelser Jesus Kristus, vort haab, til Timoteos, min ægte søn i troen; naade, barmhjærtighed, fred fra Gud vor Fader og vor Herre Kristus Jesus! Ligesom jeg formanede dig at blive i Efesos, da jeg drog til Makedonien, saa byd nogle, ikke at føre fremmed lærdom, eller agte paa fabler og uendelige slægtregistre, som snarere skaffe spørgsmaal end en gudelig opbyggelse i troen. Men summen af budet er kjærlighed af et rent hjærte, af en god samvittighed og uhyklet tro; hvorfra nogle vege af og vendte sig til forfængelig snak; da de vilde være lovlærere, skjøndt de hverken forstaa, hvad de sige, efter hvorom de tale dristig. - Men vi vide, at loven er god, naar den bruges lovlig, da du veed det, at loven ikke er sat for den retfærdige, men for uretfærdige og ulydige og syndere, for vanhellige og ryggesløse, for fader- og moder-mordere, for manddrabere, horkarle, mandsbeliggere, mennesketyve, løgnere, menedere, og hvad andet der strider mod den sunde lærdom, efter den livsalige Guds herlige evangelium, som er mig betroet; og jeg takker vor Herre Kristus, som har gjort mig stærk, at han agtede mig tro og satte mig til embedet, mig, som forhen var en bespotter og en forfølger og forhaaner, men jeg fik forbarmelse, fordi jeg af uvidenhed havde gjort det i vantro; men vor Herres naade var overmaade rig med tro og kjærlighed i Kristus Jesus. - Det er et trofast ord, og fuldværd at antage, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, af hvilke jeg er den største; men derfor har jeg faaet forbarmelse, forat Jesus Kristus først i mig vilde vise al langmodighed til et forbillede for alle dem, som vilde tro paa ham til evigt liv. Men den evige konge, den uforkrænkelige, usynlige, alene vise Gud, være ære og pris i al evighed! Amen. Dette bud anbefaler jeg dig, min søn, Timoteos, efter de profetier, som ere gaaede foran dig, at du i dem strider den gode strid, og bevarer tro og god samvittighed, som nogle kastede fra sig og lede skibbrud paa troen; og af dem er Hymenæos og Alexander, som jeg har overgivet til satan, forat de skal optugtes til ikke at bespotte. Jeg formaner derfor først af alt, at der gjøres ønsker, bønner, forbønner, taksigelser for alle mennesker, for konger og alle dem, som ere i højhed, forat vi kan føre et roligt og stille levnet i al Gudsfrygt og sømmelighed; thi dette er godt og velbehageligt for Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skulle blive salige og komme til sandheds erkjendelse. Thi der er een Gud og een mægler mellem Gud og menneskene, mennesket Jesus Kristus, som hengav sig selv til en gjenløsning for alle, et vidnesbyrd til de bestemte tider, for hvilket jeg er sat som herold og apostel - jeg siger sandhed i Kristus, jeg lyver ikke - en lærer for hedningerne i tro og sandhed. Jeg vil altsaa, at mændene paa hvert sted skal bede, idet de opløfte fromme hænder uden vrede og trætte, og at kvinderne ligeledes skulle pryde sig i smagfuld dragt med blufærdighed og tugtighed, ikke med haarfletninger eller sølv eller guld, eller perler eller kostbar paaklædning, men som det sømmer sig kvinder, der vedkjende sig Gudsfrygt ved gode gjerninger, kvinden maa lade sig undervise i stilhed, i al underordning; men jeg tilstæber ikke kvinden at lære, ikke heller at byde over manden, men at være i stilhed. Thi Adam blev først skabt, siden Eva; og Adam blev ikke forført, men kvinden blev forført og blev i overtrædelse; men hun skal frelses ved barnefødsel, dersom de blive i tro, kjærlighed og helliggjørelse med tugtighed. Det er et troværdigt ord: om nogen et bispeembede, har han lyst til en god gjerning. Derfor maa en biskop være ulastelig, een kvindes mand, ædruelig, forstandig, ordenlig, gjæstfri, lærebegavet, ikke hengiven til vin, ikke en slagsbroder, ikke vindesyg, men beskeden, ikke trættekjær, ingen ven af penge, som godt forestaaer sit eget hus, som har lydige børn med al ærbarhed, - men hvis nogen ikke veed at forestaa sig eget hus, hvorledes skulde han besørge Guds menighed? - ikke ung i troen, at han ikke skal opblæses og falde under djævelens dom; men han bør og have godt vidnesbyrd af dem, som ere udenfor, at han ikke skal falde i forhaanelse og djævelens snare. Ligeledes maa menighedens tjenere være ærbare, ikke tvetungede, ikke hengivne til megen vin, ikke til slet vinding, og bevare troens hemmelighed i en ren samvittighed. Men disse skulle ogsaa først prøves, siden betjene embedet, om de ere upaaklagelige. Iligemaade maa deres hustruer være ærbare, ikke bagtalerske, ædruelige, tro i alt. Menighedens tjenere maa være een kvindes mand, og vel forestaa deres børn og deres egne huse. Thi de, som tjene vel i menigheden, har erhvervet sig en god stilling og megen frimodighed i troen, den nemlig i Kristus Jesus. Dette skriver jeg til dig, skjøndt jeg haaber snart at komme til dig; men om jeg tøver, forat du kan vide, hvorledes du bør omgaaes i Guds hus, som er den levende Guds menighed, sandhedens støtte og grundlag; og enstemmig stor er den Gudsfrygtighedens hemmelighed: Gud er aabenbaret i kjød, retfærdiggjort i Aand, seet af engle, prædiket blandt hedninger, troet i verden, optagen i herlighed. Men Aanden siger rent ud, at i de sidste tider ville nogle falde fra troen og holde sig til vildfarelses og dæmniske lærdomme, ved løgnsigeres hykleri, brændemærkede i deres egen samvittighed, som byde, ikke at gifte sig, afholde sig fra mad, som Gud har skabt til at modtages med taknemmelighed af dem, somtro og har erkjendt sandheden; thi al Guds skabning er god og intet er at forkaste, som modtages med tak; thi det helliges ved Guds Ord og bøn. Naar du foreholder brødrene dette, vil du være en god Kristi Jesu tjener, opfødt i troens og den gode lærdoms Ord, som du har efterfulgt. Men sky de vanhellige og kærlingeagtige fabler; øv dig derimod selv til Gudfrygt. Den legemlige øvelse er nemlig lidet nyttig; men Gudsfrygt er nyttig til alt, da den har forjættelse for det nærværende og tilkommende liv. Det er et troværdigt Ord, fuldværd at antage! Thi derfor baade arbejde og forhaanes vi, at vi har sat vort haab til den levende Gud, som er alle menneskers, især troendes, frelser. Forkynd og lær dette! Lad ingen foragte dig for din ungdoms skyld, men vær et mønster for de troende i Ord, i omgang, i kjærlighed, i Aand, i tro, i lydighed! Bliv stadig ved læsningen, formaningen, lærdommen, indtil jeg kommer! Forsøm ikke den naadegave, som er given dig ved profeti med haandspaalæggelsen af præsteskabet. Betænk dette, bliv deri, forat din fremgang kan være aabenbar i alt! Giv agt paa dig selv og paa lærdommen; hold ved dermed! thi naar du gjør dette, vil du frelse baade dig selv og dem, som høre dig. Skjænd ikke paa en gammel, men forman ham som en fader, de unge som brødre, gamle kvinder som mødre, unge som søstre, i al kydskhed! ær enker, som ere rette enker! Men har en enke børn eller børnebørn, lad dem da først lære at være fromme mod deres eget hus og give forældrene vederlag! thi det er godt og behageligt for Gud. Men den, som er en ret enke og forladt, har sat sit haab til Gud og bliver ved i bønner og paakaldelse, nat og dag; men den vellystige er levende død. Byd ogsaa dette, da de maa være ulastelige! Men dersom nogen ikke har omsorg for sine egne og især for sine husfolk, han har fornægtet troen og er værre end en vantro. En enke bør ikke udvælges yngre end 60 aar, og hun har været een mands hustru, har vidnesbyrd for gode gjerninger, om at hun har opdraget børn, laant fremmede hus, vasket helliges fødder, hjulpet betrængte, beflittet sig paa al god gjerning. Men hold dig fra de unge enker! thi naar de leve overdaadig til skam for Kristus, ville de giftes, og de har den dom, at de har sveget den første tro; tillige lære de at løbe ørkeløse om i husene, og ikke alene ørkeløse, men ogsaa med sladder og geskjæftighed, og tale, hvad der ikke sømmer sig. Derfor vil jeg, at de unge enker skal gifte sig, føde børn, styre huset, ingen anledning give modstanderen til slet omtale; thi nogle har allerede vendt sig bort efter satan. Har nogen troende mand eller kvinde enker, da forsørge han dem, og menigheden maa ikke besværes, at den kan forsørge de rette enker! De præster, som ere gode forstandere, maa agtes dobbelt ære værd, mest de, som arbejde i Ordet og lærdommen; thi skriften siger: Du maa ikke binde munden paa oxen, naar den tærsker; og: arbejderen er sin løn værd. Antag ikke klage mod en præst udenefter to eller tre vidner. Irettesæt dem, som synde for alles øjne, forat ogsaa de øvrige kunne have frygt. Jeg besværger dig for Guds og Herrens Jesu Kristi og de udvalgtes engles aasyn, at du holder dette uden fordom, saa du intet gjør efter tilbøjelighed. Indvi ikke hastig nogen ved haandspaalæggelse; gjør dig ikke delagtig i fremmede synder; hold dig selv ren! - Drik ikke længer vand, men brug lidt vin for din mave og dine jævnlige svagheder! - Nogle menneskers synder ere forud aabenbare og gaa foran dem til dom, men nogle følge de og efter. Ligesaa ere og de gode gjerninger forud aabenbare, og de, som har det anderledes, kan ikke skjules. Saamange, som ere trælle under aag, maa agte deres herrer af ære værd, forat Guds navn og lærdommen ikke skal spottes; men de, som have troende herrer, maa ikke foragte dem, fordi de ere brødre, men tjene hellere, fordi de, som nyde deres gode tjeneste, ere tro og kjære. Lær dette og forman dertil! Dersom nogen fører anden lærdom og holder sig ikke til vor Herres Jesu Kristi sunde Ord og den lærdom, som er til Gudsfrygt, er han opblæst, skjøndt han ingen ting forstaaer, men han er syg for spørgsmaal og ordstrid, hvoraf der bliver avind, kiv, bespottelser, slet mistanke og rivninger mellem mennesker af et fordærvet sind, som ere berøvede sandheden og mene, at Gudsfrygt er vinding. Hold deg fra saadanne! Vistnok er Gudsfrygt med nøgsomhed en stor vinding, thi vi har ikke ført noget ind i verden; det er da klart, at vi ikke heller kan føre noget ud derfra; men naar vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje dermed; men de, som ville blive rige, falde i fristelse og snare og mange daarlige og skadelige lyster, som nedsænke menneskene i ødelæggelse og fordærvelse; thi pengegjerrighed er en rod til alt ondt, og da nogles hu stod til den, foer de vild fra troen og har gjennemstunget sig selv med mange smerter. Men fly du, Guds menneske, disse ting; jag derimod efter retfærdighed, Gudsfrygt, tro, kjærlighed, taalmodighed, sagtmodighed! Strid troens gode strid, grib det evige liv, til hvilket du er kaldet og har aflagt den gode bekjendelse for mange vidner! Jeg byder dig for Gud, som opliver alt, og Kristus Jesus, som vidnede den gode bekjendelse for Pontius Pilatus, at du holder budet ubesmittet, ulasteligt, indtil vor Herres Jesu Kristi aabenbarelse, hvilken den livsalige og alene mægtige, kongernes konge og herrernes herre vil vise i sin tid, han, som alene har udødelighed, som boer i et utilgjængeligt lys, han, som intet menneske har seet, ikke heller kan se, ham være ære og evig magt! Amen. Byd de rige i denne verden, at de ikke hovmode sig, ej heller haabe paa den uvisse rigdom, men paa den levende Gud, som rigelig forskaffer os alle ting at nyde; at de gøre godt, ere rige paa gode gjerninger, gjerne give, meddele, samle sig en skat, en god skat for det tilkommende, at de kan gribe det evige liv. O Timoteos, bevar, hvad der er dig betroet, og fly den vanhellige og løse snak og tvistighederne om den falskelig saakaldte kundskab; som nogle bekjendte sig til og tage fejl angaaende troen! Naaden være med dig! Amen. Paulos, apostel ved Guds villie efter forjættelsen om livet, som er i Kristus Jesus, til sin kjære søn Timoteos; naade, barmhjærtighed, fred fra Gud Fader og vor Herre Kristus Jesus! Jeg takker Gud, hvem jeg tjener fra fødrene i en ren samvittighed, saa at jeg uafladelig har dig i erindring i mine bønner nat og dag, længselsfuld efter at se dig, naar jeg mindes dine taarer, at jeg maa fyldes med glæde, naar jeg kommer din uhyklede tro ihu, som er i dig, som først boede i din mormoder Lois, og din moder Eunike, men jeg er vis paa, at den ogsaa er i dig. Af denne grund paaminder jeg dig, at du igjen opliver den Guds naadegave, som er i dig ved min haandspaalæggelse; thi Gud har ikke givet os fejgheds, men krafts, kjærligheds og sindigheds Aand. Skam dig derfor ikke ved vor Herres vidnesbyrd eller ved mig, hans fange, menlid ondt for evangeliet efter Guds kraft, som frelste og kaldte os med et helligt kald, ikke efter vore gjerninger, men efter sit eget forsæt og naaden, som er given os i Kristus Jesus fra evige tider, men nu er kommen for lyset ved vor frelsers, Jesu Kristi, aabenbarelse, han, som tilintetgjorde døden, men bestraalede liv og uforkrænkelighed ved evangeliet, for hvilket jeg er sat som herold og apostel og hedningers lærer; af hvilken grund jeg ogsaa lider dette, men jeg skammer mig ikke derved, thi jeg veed, paa hvem jeg har troet, og jeg er sikker paa, at han er mægtig til at bevare, hvad jeg har nedlagt hos ham til hin dag! Hold fast paa omridset af de sunde ord, som du har hørt af mig, i den tro og kjærlighed, som er i Kristus Jesus; bevar ved den Helligaand, som boer i os, det gode, som er dig betroet. Du veed, at alle de i Asia har vendt sig fra mig, og blandt dem er Fygellos og Hermogenes. Herren forbarme sig over Onisifors hus, for han har ofte oplivet mig og skammede sig ikke ved mine lænker; men, da han var i Rom, søgte han meget flittigt efter mig og traf mig. Herren give, at han maa finde barmhjærtighed hos Herren paa hin dag, og hvor meget han tjente mig i Efesos, veed du selv bedst. Derfor, min søn, bliv stærk ved den naade, som er i Kristus Jesus, og hvad du har hørt af mig ved mange vidner, betro det til troende mænd, som kunne være dygtige til ogsaa at lære andre. - Lid du derfor ondt som en god Jesu Kristi stridsmand! Ingen, som gaaer i kamp, indvikler sig i dette livs handeler, forat han kan behage ham, som tog ham i sold. Men naar og nogen gaaer i væddekamp, vinder han ikke krandsen, hvis han ikke kæmper lovmæssig. Bonden, som arbejder, bør først tage af frugterne. Mærk, hvad jeg siger! Herren give dig nemlig forstand paa alt! Kom Jesus Kristus ihu, som er oprejst fra døde af Davids sæd, efter mit evangelium, for hvilket jeg lider ondt indtil lænker som en misdæder; men Guds Ord er ikke lænket. Derfor taaler jeg alt dette for de udvalgtes skyld, forat ogsaa de skulle naa frelsen, som er i Kristus Jesus, med evig herlighed. Det Ord er troværdigt: Dersom vi ere døde med ham, skulle vi ogsaa leve med ham; dersom vi holde ud, skal vi, skal vi ogsaa herske med ham; dersom vi fornægte, vil han ogsaa fornægte os; dersom vi ere utro, bliver han dog tro, han kan ikke nægte sig selv. Paamind herom og vidn for Herren, at de ikke føre ordstrid, der er til ingen nytte, kun til at forvirre tilhørerne. Læg vind paa at fremstille dig selv retskaffen for Gud, en arbejder, som ikke behøver at skamme sig, som rettelig uddeler sandhedsordet; men hold dig fra den vanhellige løse snak! thi de gaa stedse videre i ugudelighed; og deres ord ere som en om sig ædende koldbrand; og af dem er Hymenæos og Filetos, som ere afvegne fra sandheden og sige, at opstandelsen er allerede skeet, og de forvende nogles tro. - Men Guds faste grundvold staaer, og har det segl: \Herren kjender sine\; og: \hver, som nævner Herrens navn, maa afstaa fra uret!\ Men i et stort hus er der ikke alene kar af guld og sølv, men ogsaa af træ og ler, nogle til ære, andre til vanære. Dersom da nogen holder sig ren fra disse, vil han blive et kar til ære, helliget og velbrugeligt for husbonden, beredt til al god gjerning. Fly ungdoms lyster, jag efter retfærdighed, tro kjærlighed, fred med dem, som paakalde Herren af rent hjærte. Undgaa taabelige og uforstandige spørgsmaal, da du veed, at de føde kiv; men en Herrens tjener maa ikke kives, men være mild mod alle, læredygtig, udholdende, som med sagtmodighed underviser dem, som sætte sig imod, om Gud engang vilde give dem omvendelse til sandheds erkjendelse, og de kunde komme til sig selv igjen fra djævelens snare, af hvem de holdes fangne til at gjøre hans villie. Men det maa du vide, at i de sidste dage forestaa vanskelige tider; thi menneskene ville være egenkjærlige, pengegjerrige, overmodige, hoffærdige, bespottere, forældre ulydige, utaknemmelige, vanhellige, ukjærlige, uforligelige, bagtalere, umaadelige, uden mildhed, uden kjærlighed til det gode, forrædere, fremfusende, opblæste; som mere elske vellyst, end de elske Gud; som har Gudsfrygtigheds skin, men fornægte dens kraft. Undgaa ogsaa disse! Thi af dem ere de, som snige sig ind i husene, fange kvindfolk; som ere betyngede med synder og drives af forskjellige lyster; som lære altid og kunne aldrig komme til sandheds erkjendelse; men ligesom Jannes og Jambres stod Mose imod, saaledes staa og disse mod sandheden; mennesker, fordærvede i sindet, forkastelige i troen; men de skal ikke faa mere fremgang; thi deres afsindighed skal blive aabenbar for alle, ligesom og hines blev. - Men du har efterfulgt mig i lærdom, vandel, forsæt, tro, langmodighed, kjærlighed, taalmodighed, i forfølgelser, i lidelser, som kom over mig i Antiokien, i Ikonion, i Lystra, hvilke forfølgelser jeg har udholdt, og Herren friede mig af dem alle. Men og alle, som ville leve Gudfrygtig i Kristus Jesus, ville blive forfulgte. - Men slette mennesker og bedragere gaa frem til det værre; de forføre og forføres; men bliv du i det, du har lært og som er dig betroet, da du veed, af hvem du har lært; og da du fra barndommen kjender de hellige skrifter, som kan gjøre dig viis til salighed ved troen i Kristus Jesus. - Hver af Gud beaandet skrift er og nyttig til lærdom, til overbevisning, til rettelse, til opdragelsen i retfærdighed, forat Gudsmennesket kan blive fuldkomment, dygtiggjort til al god gjerning. Derfor vidner jeg for Gud og vor Herre Jesus Kristus, som skal dømme levende og døde ved sin aabenbarelse og sit kongedømme, forkynd Ordet, hold ved i tide og i utide, overbevis, straf, forman med al langmodighed og lærdom! thi den tid vil komme, da de ikke ville fordrage den sunde lærdom, men efter deres egne lyster tage sig lærere i hobetal, eftersom ørene klø til, og de vende øret fra sandheden, og vende sig til fabler. Men vær du aarvaagen i alt, lid ondt, udfør evangelists gjerning, udfyld dit embede. - Jeg ofres nemlig allerede, og min opløsnings tid staaer for; jeg har stridt den gode strid, fuldendt løbet, bevaret troen; iøvrigt er retfærdighedskrandsen henlagt til mig, og Herren, den retfærdige dommer, vil give mig den paa hin dag, dog ikke mig alene, men og alle, som har elsket hans herlige aabenbarelse. Stræb snart at komme til mig! thi Demas forlod mig, da han fik kjærlighed til den nærværende verden og rejste til Tessalonika; Kriftes til Galatien, Titus til Dalmatien. Lukas er ene hos mig; tag Markus og bring ham med dig, thi han er mig meget nyttig til embedet. Men jeg har sendt Tykikos til Efesos. Naar du kommer, bring saa min rejsekappe med, som jeg lod blive i Troas hos Karpos, og bøgerne, især dem på pergament. Den kobbersmed Alexander har gjort mig mange ulykker, Herren betale ham efter hans gjerninger! for ham maa du og vogte dig, thi han stod haardt mod vore ord. - Ved mit første forsvar mødte ingen med mig, men alle forlode mig - gid det ikke tilregnes dem! - men Herren stod mig bi og styrkede mig, at Ordets forkyndelse skulde faa fuld fremgang ved mig, og alle hedninger høre det; og jeg blev friet fra løvens gab; og Herren vil ogsaa fri mig fra alt ondt og frelse mig til sit himmelske rige. Ham være ære i al evighed! Amen. Hils Priskilla og Akylas og Onesifors hus! Erastos bliv i korint; men jeg efterlod Trofimos syg i Milet. Stræb at komme før vinter. Eubulos og Pudes og Linos og Klaudia og alle brødrene hilse dig. Herren Jesus Kristus være med din aand! Naaden være med eder! Amen. Paulos, Guds tjener, men Jesu Kristi apostel - efter Guds udvalgtes tro og sandheds erkjendelse til gudsfrygt, i haab om det evige liv, som Gud, der ikke lyver, forjættede fra evige tider, men til sin tid aabenbarede sit Ord ved den prædiken, som er mig betroet efter Guds, vor frelsers, befaling - til Titos, min ægte søn efter den fælles tro i naade, barmhjærtighed, fred fra Gud Fader og Herren Jesus Kristus, vor frelser! Af den grund lod jeg dig tilbage paa Kreta, forat du skulde indrette, hvad der manglede, og indsætte præster i hver stad, ligesom jeg bød dig; om der er en saadan ulastelig, een kvindes mand, som har troende børn, som ikke ere beskyldte for ryggesløshed eller ere ulydige. En Biskop bør nemlig være ulastelig, som en Guds husholder, ikke indtagen af sig selv, ikke vredagtig, ikke hengiven til vin, ikke en slagsbroder; som ikke søger slet vinding; som elsker, hvad godt er, maadeholdende, retfærdig, hellig, afholdende; som holder ved det trofaste Ord efter lærdommen, forat han kan være istand til baade at formane med den sunde lærdom og overbevise dem, som sige imod; thi mange, især af omskjærelsen, ere ogsaa ulydige, og de føre forfængelig snak, bedaare sindet, paa hvem man maa stoppe munden; thi de forvende hele huse, idet de for slet vindings skyld lære, hvad der er utilbørligt. - En af dem, deres egen profet, har sagt: \Kreter ere altid løgnere, vilde dyr, lade buge\. Dette vidnesbyrd er sandt. Af den grund maa du straffe dem haardt, forat de kan blive sunde i troen og ikke agte paa jødiske fabler og bud af mennesker, som vende sig fra sandheden. Alt er vel rent for de rene; men for de besmittede og vantro er intet rent, men baade deres sind og samvittighed er besmittet; de foregive, at de kjende Gud, men de fornægte ham ved deres gjerninger, da de ere vederstyggelige og ulydige og uduelige til al god gjerning. Men tal du, hvad der sømmer den sunde lærdom, at gamle mænd maa være ædruelige, sømmelige, maadeholdne, sunde i troen, i kjærligheden, i taalmodighed; at gamle kvinder ligeledes maa klæde sig, som det sømmer de hellige, ikke være bagtalerske, ikke forfaldne til megen vin; som føre god lærdom, at de kunne anføre de unge kvinder til at elske deres mænd og deres børn, at være maadeholdne, kydske, huslige, velvillige, deres egne mænd underdanige, forat Guds Ord ikke skal bespottes. Forman ligeledes de unge mænd til at være maadeholdne, idet du i alt fremstiller dig selv som et mønster paa gode gjerninger, og i læren renhed, værdighed, uforanderlighed, sundt ord, som ikke kan underkjendes, forat modstanderen kan blive beskjæmmet, naar han ikke har noget ondt at sige om os; at tjenerne ere deres egne herrer underdanige, velbehagelige i alt, og ikke sige imod, ikke besvige, men vise al god troskab, at de kunne være en prydelse for Guds, vor frelsers, lærdom i alle ting, thi Guds saliggjørende naade er aabenbaret for alle mennesker, og den opdrager os, forat vi skulle forsage ugudelighed og verdslige lyster og leve tugtig, retfærdig og gudelig i den nuværende verden, da vi vente det salige haab og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herligheds aabenbarelse; han, som hengav sig selv for os forat gjenløse os fra uretfærdighed og rense sig et udvalgt folk, som er nidkjært til gode gjerninger. Tal dette og forman dertil, og straf med al myndighed! Ingen maa foragte dig! Paamind dem, at være fyrster og øvrigheder underdanige, at lyde befalinger, at være rede til al god gjerning; ikke at spotte nogen, ikke være trættekjære, men billige, vise al sagtmodighed mod alle mennesker; thi ogsaa vi vare engang uforstandige, ulydige, vildfarende, slaver af begjærligheder og forskjellige lyster, henlevede i ondskab og nid, vare forhadte og hadede hverandre; men da Guds, vor frelsers godhed og menneskekjærlighed blev aabenbaret, ikke for de retfærdige gjerningers skyld, vi havde gjort, men ifølge hans barmhjærtighed, frelste han os ved den Helligaands gjenfødsels og fornyelses bad, hvem han udgød rigelig over os ved Jesus Kristus, vor frelser; forat vi, retfærdiggjorte ved hans naade, skulde efter haabet blive arvinger til det evige liv. Det er et troværdigt ord, og dette vil jeg, du skal bekræfte, forat de, som har troet på Gud, skal beflitte sig paa af udmærke sig ved gode gjerninger. - Dette er godt og gavnligt for menneskene! Men hold dig fra taabelige spørgsmaal og slægtregistre og trætter og strid om loven, thi de ere unyttige og forfængelige. Undvig et kjættersk menneske efter een og to formanelser, da du veed, at en saadan er forvendt og synder, fordømt af sig selv. Naar jeg sender Artemas til dig eller Tykikos, stræb da at komme til mig til Nikopolis, thi jeg har bestemt at blive vinteren over der; beforder omhyggelig den lovkyndige Zenas og Apollos, saa de ikke fattes noget; vore maa ogsaa lære at udmærke sig ved gode gjerninger til nødvendig brug, forat de ikke skulle være uden frygt. Alle hos mig hilse dig! Hils dem, som elske os i troen! Naaden være med eder alle! Amen. Paulos, Jesu Kristi fange, og broder Timoteos til vor kjære medarbejder Filemon og den kjære Appia, og vor medstrider Arkippos og menigheden i dit hus: Naade være med eder og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus! Jeg takker altid min Gud og erindrer dig i mine bønner; da jeg hører om din kjærlighed og tro, som du har til Herren Jesus og til alle de hellige; at din delagtighed i troen maa blive virksom i erkjendelsen af alt det gode, der er virket i os til Kristus Jesus. Thi vi have stor glæde og trøst af din kjærlighed, fordi de helliges indre er bleven vederkvæget ved dig, broder! Derfor, skjøndt jeg med stor frimodighed i Kristus kunde byde dig, hvad der er tilbørligt, formaner jeg dig hellere ved kjærlighed, jeg, saadan som du kjender mig, gamle Paulos, nu ogsaa Jesu Kristi fange; jeg formaner dig angaaende min søn, som jeg avlede i mine lænker, Onesimos, som forhen var dig unyttig, men nu er dig og mig nyttig, ham, som jeg sender tilbage. Modtag du ham, han er mit indre, som jeg vilde beholdt hos mig, forat han i dit sted kunde tjene mig i fængslet for evangeliet; men uden dit samtykke vilde jeg intet gjøre, at din godhed ikke skulde være af tvang, men af fri villie. Thi derfor blev han maaske en tid skilt fra dig, at du kunde have ham evindelig igjen, ikke længer som træl, men som mer end træl, som en kjær broder, især for mig, hvormeget mere for dig baade i kjødet og i Herren. Dersom du anseer mig som din meddelagtige, saa modtag ham som mig, men har han skadet eller skylder dig noget, saa før mig det i regning! Jeg, Paulos, har skrevet det med min egen haand, jeg vil betale, forat jeg ikke skal sige dig, at du skylder mig endog dig selv. Ja, broder, lad mig have gavn af dig i Herren; vederkvæg mit indre i Herren! I tillid til din lydighed har jeg skrevet til dig og veed, du vil gjøre endog mer, end jeg siger. Men bered mig tillige herberg! thi jeg haaber, at jeg skal skjænkes eder for eders bønner. Epafras, min medfange i Kristus, mine medarbejdere Markos, Aristarkos, Demas, Lukas hilse dig. Vor Herres Jesu Kristi naade være med eders aand! Amen. Efterat Gud fordum har mange gange og paa mange maader talet i profeterne til fædrene, har han i disse sidste dage talet til os i Sønnen, som han satte til arving af alt, ved hvem han ogsaa skabte verden; som, da han er en afglands af hans herlighed og et udtryk af hans væsen og bærer alt ved sit mægtige Ord, gjorde ved sig selv vore synders renselse og satte sig ved højre side af storhedens kongestol i det høje; og han er bleven saameget ypperligere end englene, som han har arvet et herligere navn end de; thi til hvem af englene sagde han nogensinde: Du er min Søn, jeg fødte dig idag! og atter: Jeg vil være ham en Fader, og han skal være mig en Søn; men naar han atter indfører den førstefødte i verden, siger han: Og alle Guds engle skal tilbede ham: Og om englene siges der: han gjør sine engle til aander og sine tjenere til ildslue; men om Sønnen: Din kongestol, o Gud, er i al evighed; retvisheds spir er dit riges spir; du elskede retfærdighed og hadede uret, derfor salvede, o Gud, din Gud dig med glædens olie fremfor dine fæller; og: Du, Herre, grundlagde jorden fra begyndelsen, og himlene ere dine hænders gjerninger; de skal forgaa, men du bliver ved; de skulle alle ældes som et klæde, og som et tæppe vil du rulle dem sammen, og de skulle omskiftes; men du er den samme, og dine aar skulle ikke aflade. Men til hvem af englene sagde han nogensinde: sæt dig ved min højre haand, indtil jeg faaer lagt dine fjender til skammel for dine fødder? Ere de ikke alle tjenende aander, udsendte til at tjene dem, som skulle tage lod i frelsen? Vi maa derfor end mere holde fast ved det, vi har hørt, at vi ikke skulle vises bort med strømmen. Thi stod det Ord, som var talet ved engle, fast, og fik hver overtrædelse og ulydighed sin tilbørlige løn, hvorledes skulde vi da undfly, naar vi foragtede saa stor en frelse, hvilken tog begyndelse med at udtales ved Herren, og er af tilhørerne bekræftet for os, idet Gud vidnede med, baade ved tegn og undere og forskjellige kraftige gjerninger og ved den Helligaands meddelser efter sin villie; thi den kommende verden, vi tale om, underlagde han ikke engle, men en har etsteds vidnet og sagt: Hvad er et menneske, at du kommer ham ihu, eller en menneskesøn, at du agter paa ham; et lidet gjorde du ham ringere end engle, med ære og hæder kronede du ham; du satte ham over dine hænders gjerninger; alt lagde du under hans fødder! Idet han nemlig underlagde ham alt, lod han intet blive ham uunderlagt; men nu skue vi ikke alt underlagt ham; men vi se ham, som var bleven lidet ringere end englene, Jesus, kronet ved dødens lidelse med ære og hæder, at han efter Guds naadige villie skulde smage døden for enhver; thi det sømmede sig for ham, for hvem alle ting ere, og ved hvem alle ting ere, og som førte mange børn til herlighed, at fuldkomme deres frelses fyrste ved lidelser; thi baade han, som helliger, og de, som helliges, ere alle af een, og af denne grund skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre, naar han siger: Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, lovsynge dig midt i menigheden; og atter: Jeg vil forlade mig paa ham; og atter: Se her er jeg og de børn, Gud gav mig! Da børnene nu ere delagtige i kjød og blod, er han og iligemaade bleven delagtig deri, forat han ved døden kunde knække ham, som har dødens magt, det er djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden var under trældom hele deres liv; thi han tager sig ingenlunde ad englene, men han tager sig ad Abrahams sæd. Derfor maatte han i alle ting ligne sine brødre, forat han kunde blive en barmhjærtig og trofast ypperstepræst i forholdet til Gud, til at forsone folkets synder; thi idet han led, blev han selv fristet og kan komme dem til hjælp, som fristes. Derfor, hellige brødre, delagtige i det himmelske kald, betragter Jesus Kristus, vor bekjendelses apostel og ypperstepræst, som var ham tro, der beskikkede ham, ligesom os Mose i hele hans hus. Thi han maa agtes større hæder værd end Mose i samme grad, som den har større ære i huset, som beredte det; - thi hvert hus beredes af en, men han, som bereder alt, er Gud - og Mose var vel tro i hele hans hus som en tjener, til at vidne, hvad der skulde siges; men Kristus er det som Søn over hans hus; og hans hus er vi, saafremt vi holde fast til enden ved frimodigheden og det haab, som er vor ros. Derfor, som den Helligaand siger: Idag, naar i høre hans røst, maa i ikke forhærde eders hjærter som i \forbitrelsen\, paa fristelsens dag i ørken, hvor eders fædre fristede mig; de prøvede mig og saae mine gjerninger i 40 aar. Derfor harmedes jeg paa denne slægt og sagde: De fare altid vild med hjærtet; og selv kjendte de ikke mine veje; som jeg svor i min vrede: De skal ikke indgaa til min hvile! - Seer til, brødre, at der ikke nogensinde er i nogen af eder et slet vantro hjærte til affald fra den levende Gud; men formaner eder selv hver dag, saalænge det hedder: \Idag\, forat ikke nogen af eder skal forhærdes ved syndens bedrag; thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi holde det første grundlag fast til enden; idet der siges: \Idag\, naar i høre hans røst, forhærder ikke eders hjærter som i \forbitrelsen\; thi nogle, som hørte, forbitrede ham, dog ikke alle, som vare udgangne fra ægypten ved Mose. Men paa hvem harmedes han i 40 aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis kroppe faldt i ørken? Men mod hvem svor han, at de ikke skulde komme ind til hans hvile, uden mod dem, som vare vantro? Og vi se, at de kunde ikke indgaa paa grund af vantro. Lad os derfor, da forjættelsen om at gaa ind til hans hvile staaer aaben, vogte os, at ingen af eder skulde synes at blive tilbage. Thi ogsaa vi have faaet det glade budskab ligesom hine, men det hørte Ord gavnede dem ikke, da de ikke sammensmeltede ved troen med dem, som hørte det. Thi vi, som tro, gaa ind til hvilen, eftersom han har sagt: Som jeg svor i min vrede: sandelig, de skal ikke gaa ind til min hvile! efterat nemlig gjerningerne fra verdens skabelse ere fuldendte. Thi saaledes har han etsteds sagt om den syvende dag: Og Gud hvilede paa den syvende dag fra alle sine gjerninger; og atter paa dette sted: De skal ikke gaa ind til min hvile. Efterdi altsaa det er tilbage, at nogle skulle gaa ind til den, og de, som først have modtaget det glade budskab, ikke gik ind paa grund af vantro, saa bestemmer han atter en dag, \idag\, da han siger ved David saa lang tid efter - som forhen sagt: - \Idag\, naar i høre hans røst, maa i ikke forhærde eders hjærter; thi dersom Josva havde skaffet dem hvile, havde han ikke talet om en anden dag derefter. Der er altsaa en ugehvile tilbage for Guds folk. Thi den, der gaaer ind til hans hvile, hviler og selv fra sine gjerninger, ligesom Gud fra sine. Lader os derfor haste med at gaa ind til denne hvile, at ikke nogen skal falde efter samme vantros forbillede. Thi Gudsordet er levende og kraftigt og hvassere end noget tveægget sværd, og det trænger igjennem til at skille baade sjæl og aand, baade marv og ben, og dømmer hjærtets tanker og raad; og ingen skabning er usynlig for ham, men alle ting ere nøgne og udspændte for hans øjne, om hvem vi tale. - Da vi altsaa have en stor ypperstepræst, som er indgangen i himlene, Jesus, Guds Søn, lader os saa faa holde fast ved bekjendelsen! Vi har nemlig ikke en ypperstepræst, som ikke kan være medlidende med vore skrøbeligheder, men som i alt er forsøgt i lige maade, dog uden synd. Lader os derfor med frimodighed træde frem for naadens højsæde, for at vi kunne faa barmhjærtighed og finde naade til betimelig hjælp. Enhver ypperstepræst nemlig, som er tagen af mennesker, beskikkes for mennesker i forholdet til Gud, forat han skal frembære baade gaver og slagtofre for synder, og kan være medlidende mod de uvidende og vildfarende, da han og selv er omgiven med skrøbelighed; og for dennes skyld maa han frembære offer for synder, som for folket saa og for sig selv; og ingen tager sig selv den ære, men den, som er kaldet af Gud, som og Aron var. Saaledes har Kristus ikke heller selv tillagt sig den ære, at blive ypperstepræst, men han, som sagde til ham: Du er min Søn, jeg fødte dig idag! ligesom han og siger et andet sted: Du er præst evindelig efter Melkisedeks orden. Han, som i sit kjøds dage med stærkt raad og taarer frembar bønner og ydmyge begjæringer til ham, som kunde frelse ham fra død, og blev bønhørt for sin fromhed; og skjøndt han var Søn, lærte han lydighed af hvad han led; og fuldendt blev han aarsag til evig frelse for dem, som lyde ham, kaldet af Gud til ypperstepræst efter Melkisedeks orden. Herom have vi meget at sige, som er vanskeligt at forklare, fordi i ere blevne sløve til at høre; thi skjøndt i efter tiden burde være lærere, har i atter nødig, at man lærer eder, hvad der er begyndelsesgrundene i Guds Ord, og i ere blevne saadanne, som trænge til mælk og ikke til haard kost; thi enhver som faaer mælk, er uerfaren i retfærdigheds Ord, thi han er et barn; men haard kost er for de fuldkomne, som ved erfaring har øvet sands til at skjelne baade godt og ondt. Lad os derfor forbigaa begyndelseslæren om Kristus og stride frem til det fuldkomnere, at vi ikke atter lægge grundvolden om omvendelse fra døde gjerninger og om tro paa Gud, og læren om daab og haandspaalæggelse, om dødes opstandelse og evig dom; og det ville vi gjøre, om Gud vil. Det er nemlig umuligt, at de, som engang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske gave og ere blevne delagtige i den Helligaand, og have smagt Guds gode Ord og den tilkommende verdens kræfter, og falde fra, atter kunne fornyes til omvendelse, da de for sig selv atter korsfæste og bespotte Guds Søn. Thi jorden, som drikker den ofte paa den faldende regn og bærer væxter, tjenlig for dem, som dyrke den, saaer velsignelse af Gud; men naar den bærer torne og tidsler, er den ubrugbar og forbandelsen nær, og enden med den er at brændes. - Men med hensyn til eder, kjære, ere vi overbeviste om det bedste og det, som bringer frelse, skjøndt vi tale saaledes; thi Gud er ikke uretfærdig, saa han glemme eders gjerning og den kjærlighedens møje, som i viste mod hans børn, idet i have tjent og tjene de hellige. Men vi ønske, at enhver af eder maa vise den samme iver til fuld befæstelse i haabet indtil enden; at i ikke blive sløve, men efterligne dem, som ved tro og taalmodighed arvede forjættelserne; thi da Gud gav Abraham forjættelserne, svor han ved sig selv, da han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: sandelig, jeg vil rigelig velsigne dig og rigelig formere dig! og da han saaledes havde ventet taalmodig, fik han forjættelsen. Menneskene sværge jo ved en større, og for dem er eden en ende paa at indsigelse til bekræftelse. Da Gud derfor end mere vilde vise forjættelsens arvinger sit raads uforanderlighed, fremtraadte han som mellemmand med en ed, forat vi ved to uforanderlige kjendsgjerninger, efter hvilke det var umuligt, at Gud skulde lyve, skulde have en stærk trøst, naar vi ty til at holde fast ved det tilbudte haab, hvilket vi har som sjælens trygge og faste anker, som naaer indenfor forhænget, hvor Jesus, som efter Melkisedeks orden er bleven ypperstepræst til evig tid, som forløber gik ind for os. Thi denne Melkisedek, Salems konge, den højeste Guds præst, som gik Abraham imøde, da han vendte tilbage fra nederlaget paa kongerne, og som velsignede ham, hvem Abraham ogsaa gav tiende af alt, han er først, naar hans navn oversættes, \Retfærdigheds konge\, men dernæst ogsaa Salems, det er \Freds konge\, uden fader, uden moder, uden slægtregister, som hverken har dages begyndelse eller livs ende, men, lignet med Guds Søn, bliver han præst for stedse. Betragter dog, hvor stor han er, hvem endog Abraham, stamfaderen, gav tiende af det bedste bytte. - Nu har vel de af Levis børn, som modtog præstedømmet, befaling at tage tiende efter loven af folket, det er af deres brødre, skjøndt de ere udgangne fra Abrahams lænd; men han, som ikke regner sin slægt fra dem, tog tiende af Abraham og velsignede ham, som havde forjættelserne; men uden al modsigelse velsignes den ringere af den ypperlige; og her tage dødelige mennesker tiende, men der han, om hvem der vidnes, at han lever; og saa at sige har endog Levi, som tager tiende, givet tiende ved Abraham; thi han var allerede i faderens lænd, da Melkisedeks gik ham imøde. Dersom altsaa det fuldkomne var ved det levitiske præstedømme, - til dette var nemlig folket lovbundet - hvilken nødvendighed var der da endnu for, at en anden præst skulde opstaa efter Melkisedeks orden og ikke nævnes efter Arons orden? thi naar præstedømmet omskiftes, skeer der ogsaa med nødvendighed en omskiftelse af loven; og han, om hvem dette siges, havde lod i en anden stamme, af hvilke ingen har varet paa alteret; thi det er vitterligt, at vor Herre er oprunden af Juda, til hvilken stamme Mose intet har talet om præstedømmet; og endnu klarere er det, naar der opstaaer en anden præst i lighed med Melkisedeks, som ikke er bleven det efter et kjødeligt buds lov, men efter et uopløseligt livs kraft; thi han vidner: Du er en præst evindelig efter Melkisedeks orden! - Der skeer da en afskaffelse af det foregaaende bud, fordi det var svagt og unyttigt, - thi loven har ikke bragt noget til fuldendelse - og en indførelse af et bedre haab, ved hvilket vi nærme os Gud. Og forsaavidt det ikke skete uden ed, thi hine ere blevne præster uden ed, men denne med ed, ved ham, som siger til ham: Herren svor, og det vil ikke angre ham: Du er en præst evindelig efter Melkisedeks orden! er Jesus bleven en saa meget bedre pagts borgen. Og hine præster ere blevne mange, fordi døden formente dem at blive ved, men han har et uforgjængeligt præstedømme, fordi han bliver til evig tid; hvorfor han og fuldkommen kan frelse dem, som ved ham komme til Gud, da han altid lever til at træde frem for dem. Thi saadan ypperstepræst sømmede os, som er hellig, uskyldig, uplettet, adskilt fra syndere og bleven ophøjet over himlene, som ikke behøver daglig, som andre ypperstepræster, at ofre først for sine egne synder og saa for folkets; thi det gjorde han eengang for alle, da han ofrede sig selv. Thi loven indsætter mennesker til ypperstepræster, som have skrøbelighed, men edens ord, senere end loven, indsætter Sønnen, den til evig tid fuldkomne. Hovedpunktet ved det, vi sige, er dette: vi har en saadan ypperstepræst, som sidder ved højre side af Storhedens kongestol i himlene, helligdommens og det sande tabernakels tjener, hvilket Herren og ikke et menneske oprejste. Enhver ypperstepræst indsættes nemlig til at bringe gaver og slagtofre, hvorfor det er nødvendigt, at ogsaa han har noget, hankan ofre. Naar han nemlig var paa jorden, var han ikke engang præst,fordi der jo ere præster, som bringe gaverne efter loven, som tjene ved afbildningen og skyggen af det himmelske, eftersom det blev Mose betydet af Gud, da han skulde berede tabernaklet; thi se, sagde han, du skal gjøre alt efter det forbillede, som blev dig viist paa bjerget; men nu har han faaet en saameget ypperligere tjeneste, som han er en bedre pagts mægler, hvilken er grundet paa bedre forjættelser; thi dersom hin første havde været tilstrækkelig, var der ikke søgt sted for en anden; thi dadlende siger han til dem: Se, dage komme, siger Herren, da jeg vil oprette en ny pagt med Israels hus og med Judas hus; ikke efter den pagt, jeg gjorde med deres fædre den dag, jeg tog dem ved haanden forat føre dem ud af egyptens land; thi de bleve ikke i min pagt, og derfor brød jeg mig ikke om dem, siger Herren! for denne er den pagt, jeg vil oprette med Israels hus efter disse dage, siger Herren: jeg vil give mine love i deres sind og indskrive dem paa deres hjærter, og jeg vil være dem en Gud, og de skulle være mig et folk; og de skulle ikke lære hver sin næste og hver sin broder, og sige: kjend Herren! for de skulle alle kjende mig, fra lille til stor blandt dem; for jeg vil være naadig mod deres uretfærdigheder, og jeg vil ikke mere huske paa deres synder og overtrædelser. Idet han siger: en ny, har han erklæret den første for gammel, men det, som er gammelt og forældet, er undergang nær. Vel havde ogsaa det første tabernakel anordninger for Gudstjenesten og en jordisk helligdom; der var nemlig indrettet et forreste tabernakel, hvori lysestagen er og bordet og fremstillingen af brødene, hvilket kaldes det hellige. Men bag det andet forhæng er det tabernakel, som kaldes det allerhelligste, med det gyldne røgelsekar og pagtens ark, der overalt er beklædt med Guld, hvori guldkrukken er med manna og Arons blomstrende stav og pagtens tavler; men over den er herlighedens tabernakel, som overskygge naadestolen; hvorom der nu ikke er lejlighed til at tale enkeltvis. - Da det nu saaledes var indrettet, gaa præsterne altid ind i det forreste tabernakel, naar de forrette tjenesten; men i det andet gaaer ypperstepræsten alene ind eengang om aaret, ikke uden blod, som han ofrer for sig selv og for folkets forseelser; hvorved den Helligånd giver tilkjende, at vejen til helligdommen endnu ikke er aabnet, saalænge det forreste tabernakel har sin plads, hvilket er et sindbillede indtil den nærværende tid,i hvilken endnu baade gaver og slagtofre bringes, som ikke formaa efter samvittigheden at gjøre ham, som forretter tjenesten, fuldkommen, men alene ere paalagte ved siden af mad og drikke og de forskjellige renselser og kjødelige anordninger, indtil forbedringens tid. Men da Kristus kom, som ypperstepræst for de vordende goder, gik han gjennem et større og fuldkomnere tabernakel, som ikke er gjort med hænder, det er, som ikke er af denne skabning, hverken ved blod af bukke eller kalve med ved sit eget blod, eengang for alle ind i helligdommen og fandt en evig gjenløsning. Thi dersom blodet af oxer og bukke og asken af kvien, som stænkes paa de urene, helliger til kjødets renhed, hvormeget mere vil da ikke Kristi blod, han, som i kraft af en evig Aand bragte sig selv som et lydeløst offer for Gud, rense vores samvittighed fra døde gjerninger til at tjene den levende Gud. Og derfor er han en ny pagts mægler, forat de kaldede, da der er skeet en død til forløsning for overtrædelserne i den første pagt, kunde faa forjættelsen om den evige arv; thi hvor der er et testament, der bliver hans død, som har gjort testamentet, en nødvendighed; thi et testamente bliver først gyldigt efter de døde, eftersom det endnu ikke har kraft, naar han lever, som har gjort det. Derfor blev det første ikke heller indviet uden blod. Thi efterat hvert bud i loven var forkyndt hele folket af Mose, tog han blodet af kalve og bukke, tilligemed vand og purpurfarvet uld og isop og bestænkede baade bogen selv og hele folket, og sagde: Det er den pagts blod, som Gud har befalet til eder; men han bestænkede ogsaa iligemaade tabernaklet og redskaberne til tjenesten med blodet; og næsten alt bliver efter loven renset i blod, og uden blods udgydelse skeer ikke forladelse. Det var derfor en nødvendighed, at afbildningerne af de himmelske ting bleve rensede herved, men de himmelske ting selv ved bedre ofre end disse. Thi Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder, en afbildning af den sande, men i selve himmelen til nu at aabenbares for Guds aasyn for vor skyld; ikke heller at han flere gange skulde ofre sig selv, ligesom ypperstepræsten hvert aar gaaer ind i helligdommen med fremmed blod; ellers maatte han mange gange have lidt fra verdens skabelse, men nu er han eengang ved tidernes ende aabenbaret til at afskaffe synden ved sit offer; og ligesom det er beskikket menneskene eengang at dø, og derefter dommen, saaledes er og Kristus eengang ofret til at borttage manges synder; anden gang skal han uden synd sees af dem, som vente ham til frelse. Thi loven, som har en skygge af de vordenede goder, men ikke selve billedet af tingene, kan aldrig ved de samme aarlige ofre, som de bestandig frembære, fuldkommen forsone dem, som dermed komme frem; ellers vilde jo ofringerne være ophørte, naar de ofrende ikke længer havde nogen bevidsthed om synder, naar de eengang var ventede; men ved disse skeer der en aarlig erindring om synder; thi det er umuligt, at blodet af oxer og bukke kan borttage synder. Derfor siger han ved sin indtrædelse i verden: Slagtoffer og madoffer vilde du ikke, men du beredte mig et legeme; brændofre os syndofre havde du ikke behag i. Da sagde jeg: Se, jeg kommer - der er skrevet om mig i bogens rulle, - forat gjøre, o Gud, din villie! Da han ovenfor siger: slagtofre og madofre, brændofre og syndofre vilde du ikke og havde ikke heller behag i - og disse bringes efter loven - da siger han: Se, jeg kommer forat gjøre, o Gud, din villie - han ophæver det første forat sætte det andet - ved hvilken villie vi ere helliggjorte ved Jesu Kristi legems opofrelse eengang for alle. - Og hver ypperstepræst staaer vel daglig forat tjene og mange gange bringe de samme ofre, som aldrig kunne borttage synder, men da han havde bragt eet altid gyldigt offer for synder, satte han sig hos Guds højre haand, og venter iøvrigt, indtil hans fjender lægges som hans fødders fodskammel; thi med eet offer har han for bestandig fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres. Men den Helligaand vidner ogsaa for os; thi efter først at have sagt: Det er pagten, som jeg vil oprette med dem efter disse dage, siger Herren: Jeg vil give mine love i deres hjærter og skrive dem i deres indre, saa siger han: Jeg vil ikke mere ihukomme deres synder og deres overtrædelser; men hvor de ere forladte, der er ikke mere offer for synd. Efterdi vi altsaa, brødre, baade have frihed til indgang i helligdommen ved Jesu blod, hvilken han indviede os til en ny og levende vej gjennem forhænget, det er hans kjød, og en stor præst over Guds hus, lader os da træde frem med et sanddru hjærte i troens fulde forvisning, rensede, hvad hjærterne angaaer, ved bestænkelsen fra en ond samvittighed og aftvættede, hvad legemet angaaer, i rent vand, holde fast ved haabets urokkelige bekjendelse, - thi han er trofast, som gav forjættelsen, - og give agt paa hverandre til en opmuntring til kjærlighed og gode gjerninger, saa vi ikke forlade vor egen forsamling, somnogle have for skik, men formane hverandre, og det saameget mere, som i se dagen nærme sig. - Thi synde vi med villie, efterat have modtaget sandhedens erkjendelse, er der ikke mere offer tilbage for synder, men en gruelig forventning om dom, og en brændende nidkjærhed, som vil fortære de gjenstridige. Naar nogen har brudt Mose lov, døer han uden barmhjærtighed efter to eller tre vidners udsagn; hvormeget værre straf mene i, han maa agtes værd, som træder Guds Søn under fødder og ringeagter pagtens blod, hvormed han var helliget, og spotter naadens Aand. Thi vi kjende ham, som har sagt: Mig hører hævnen til, jeg vil betale, siger Herren! og atter: Herren vil dømme sit folk. Det er grueligt at falde i den levende Guds hænder. Kommer de forrige dage ihu, i hvilke i, efterat i være blevne oplyste, udholdt megen kamp i lidelser, idet i dels blev et skuespil ved forhaanelser og trængsler, dels bleve deres fæller, som fristede saadanne kaar; thi baade havde i medlidenhed med mine lænker, og i fandt eder med glæde i, at man røvede eders gods, da i vidste, i havde for eder selv en bedre og varig ejendom i himlene. Bortkaster derfor ikke eders frimodighed, som har stor løn; thi i behøve taalmodighed, forat i kunne faa forjættelsen, naar i har gjort Guds villie; thi der er endnu kun et lidet, hvor lidt, hvor lidt! indtil han, som kommer, vil komme og ikke tøve; men den retfærdige skal leve ved troen, og dersom nogen unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham; men vi ere ikke af dem, som unddrage sig til fordærvelse, men af dem, som tro til vinding. Men tro er fast tillid med hensyn til det, som haabes, en fast overbevisning om det, som ikke sees. I besiddelse af denne fik de gamle godt vidnesbyrd. Ved tro erkjende vi, at verden er beredt ved Guds Ord, saa at ikke de ting, som sees, bleve til af det, som var tilsyne. Ved tro ofrede Abel Gud et større offer end Kain, og ved denne fik han vidnesbyrdet om, at han var retfærdig, idet Gud gav et vidnesbyrd med hensyn til hans gaver, og ved denne taler han endnu efter sin død. Ved tro blev Enok borttagen, at han ikke skulde se døden, og han blev ikke funden, fordi Gud havde taget ham bort; thi førend han blev borttagen, havde han det vidnesbyrd, at han behagede Gud; men uden tro er det umuligt at behage ham; thi den, som træder frem for Gud, maa tro, at han er til og at han lønner dem, som søge ham. Ved tro blev Noa advaret af Gud om det, som endnu ikke saaes, og da han frygtede, beredte han arken til frelse for sit hus, og ved den fordømte han verden og blev arving til retfærdigheden af troen. - Ved tro var Abraham, da han blev kaldet, lydig i at drage up til det sted, han skulde tage til arv, og han drog ud, skjøndt han ikke vidste, hvor han drog hen. Ved tro opholdt Abraham sig i det forjættede som i et fremmed land, og boede i telte med Isak og Jakob, som vare medarvinger til samme forjættelse; thi han forventede den stad, som haver grundvold, hvis bygmester og forarbejder Gud er. Ved tro fik og selv Sara, skjøndt hun var ufrugtbar, kraft til at grunde afkom, og hun fødte over alders tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde lovet det. Derfor avledes og af en og det en kraftesløs som himlens stjerner i mangfoldighed og som det utallige sand paa havets bred. I tro døde de alle, da de ikke opnaaede forjættelserne, men de saae dem langt borte, og hilsede dem og bekjendte, at de vare fremmede og udlændinge paa jorden. Men de, som sige saadant, give tilkjende, at de søge et fædreland; og dersom de havde tænkt paa det, de vare dragne ud fra, havde de vel haft tid til at vende tilbage; men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor blues Gud ikke ved dem, at kaldes deres Gud, thi han har beredt dem en stad. Ved tro ofrede Abraham Isak, da han blev prøvet, og han ofrede den enbaarne, han, som havde modtaget forjættelserne, til hvem der var sagt: I Isak skal sæd fremkaldes dig; da han betænkte, at Gud er mægtig til endog at opvække fra døde, hvorfra han og lignelsesvis fik ham tilbage. Ved tro om det tilkommende velsignede Isak Jakob og Esau. Ved tro velsignede den døende Jakob hver af Josefs sønner og tilbad, lænende sig over sin stav. Ved tro erindrede den døende Josef om Israels børns udgang og gav befaling om sine ben. - Ved tro blev Mose, da han var født, skjult i 3 maaneder af sin forældre, fordi de saae, det var et dejligt barn, og de frygtede ikke kongens befaling. Ved tro nægtede Mose, da han var bleven stor, at hedde Faraos datters søn, da han heller vilde lide ondt med Guds folk end at have syndens timelige nydelse; da han ansaae Kristi forsmædelse for større rigdom end egyptens skatte, thi han saae paa gjengjældelsen. Ved tro forlod han egypten uden frygt for kongens vrede, thi han holdt fast ved den usynlige, som om han saae ham. Ved tro har han anordnet paasken og blodbestænkningen, at han, som ødelagde de førstefødte, ikke skulde røre dem. Ved tro gik de gjennem det røde hav som gjennem tørt land, men da egypterne prøvede det, druknede de. Ved tro faldt Jerikos mure, efterat de vare omgangne i 7 dage. Ved tro omkom skjøgen Rakab ikke med de vantro, da hun havde modtaget spejderne med fred. - Og hvorfor taler jeg mere? thi tiden vilde fattes mig, hvis jeg fortalte om Gideon, Barak og Samson og Jesta, David og Samuel og profeterne, som i kraft af tro overvandt riger, øvede retfærdighed, erholdt forjættelser, stoppede løvers gab, slukkede ildens magt, undgik sværdets od, bleve stærke af skrøbelighed, bleve vældige i krig, bragte fjenders hære til at vige. Kvinder fik ved opstandelse deres døde tilbage; men andre bleve spændte paa pinebænken og tage ikke mod befrielse, forat de kunde faa en herligere opstandelse. Andre prøvede bespottelser, og hudstrygelser, tilmed lænker og fængsel. De bleve stenede, gjennemsavede, fristede, henrettede med sværd, de gik om i faare- og gede-skind, de lede mangel, trængsel, mishandledes - dem var verden ikke værd - de vankede om i ørkener og paa bjerge og i jordens huler og kløfter. Og skjøndt alle disse have vidnesbyrd for troen, naaede de ikke forjættelsen; da Gud forudsaae noget bedre for os, at de ikke skulde naa fuldendelsen uden os. Derfor lader og os, som have saa stor en flok af vidner om os, aflægge hver byrde og synden, som hart omspænder os, og med udholdenhed gjennemløbe den foreliggende bane, idet vi se hen til Jesus, troens begynder og fuldender, som istedenfor den glæde, han havde for sig, taalmodig led korset, idet han foragtede forhaanelse, og sidder ved højre side af Guds kongestol. Betragter derfor ham, som taalte saadan modsigelse mod sig af syndere, at i ikke blive trætte i eders sjæle og forsagte. I stode endnu ikke imod indtil blodet, idet i strede mod synden; og har i glemt den formaning, der taler til eder som til børn: Min søn, foragt ikke Herrens tugt, og vær ikke forsagt under hans rævselse! thi hvem Herren elsker, tugter han, og han rævser strængt hver søn, han antager sig. Dersom i lide tugtelse, handler Gud med eder som med børn; thi hvem er den søn, som Faderen ikke tugter? Men ere i uden tugtelse, hvori alle er blevne delagtige, da ere i jo uægte og ikke børn. Havde vi dernæst vore kjødelige fædre til optygtere og ærede dem, skulde vi da ikke meget mere underordne os Aandernes Fader og leve? Thi hine optugtede os for faa dage efter deres tykke, men han gjør det til nytte, til at vi kunne blive delagtige i hans hellighed. Thi enhver tugtelse synes vel, saalænge den staaer paa, ikke at være til glæde men til bedrøvelse, men siden giver den igjen dem, som ere øvede deri, retfærdigheds salige frugt. - Retter derfor de slappe hænder og de matte knæ, og gjører sikre skridt med eders fødder, forat det halte ikke mere skal komme af lave, men snarere helbredes. Jager efter fred med alle og hellighed, uden hvilken ingen skal se Herren; og seer til, at ikke nogen bliver tilbage fra Guds naade, at ikke nogen rod til bitterhed skyder op og gjør forvirring, og mange smittes ved den, at ikke nogen er en skjørlevner eller en vanhellig som Esau, der for en ret mad solgte sin førstefødselsret; thi i vide, at da han bag efter vilde arve velsignelsen, blev han forskudt; thi for anger fandt han intet rum, skjøndt han med taarer ivrig bad derom. I ere nemlig ikke komne til det bjerg, som er haandgribeligt og som brændte med ild, og til mulm og mørke og uvejr, og til basunlyd og ordenes røst, saa de, der hørte den, bade, at Ordet ikke maatte forelægges dem, thi de fordroge ikke budet: Om endog et dyr rører bjerget, skal det stenes; og - saa frygteligt var synet, - Mose sagde: Jeg er forfærdet og skjælver! Men i ere komne til Zions bjerg og den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, og til titusinder af engle, til en festkreds og menighed af de førstefødte, som ere opskrevne i himlene og til en dommer, alles Gud, og til de fuldkommen retfærdiges aander; og til den ny pagts mægler, Jesus, og til bestænkelsens blod, der taler bedre end Abel. - Seer eder for, at i ikke frabede eder ham, somtaler; thi undflyede de ikke, som frabade sig ham, som varslede Guds Ord paa jorden, hvormeget mindre da vi, om vi vendte os bort fra ham af himlen, hvis røst dengang bevægede jorden; men nu har han lovet, og sagt: Endnu eengang vil jeg ryste ikke alene jorden, men ogssa himlen! Men dette \endnu eengang\ angiver en forandring af det, som kommer i bevægelse, da de ere skabte ting, forat det kan blive ved, som ikke kommer i bevægelse. Efterdi vi da have modtaget et rige, som ikke kommer i bevægelse, lader os vise taknemmelighed, ved hvilken vi tjene Gud til behag med blusel og ærefrygt; thi ogsaa vor Gud er en fortærende ild. Broderkjærligheden blive ved! Glemmer ikke gjæstmildhed, thi ved den har nogle, uden at vide det, huset engle. Tænker paa de fangne; som om i selv vare medfanger, paa dem, som lide ilde, som i og selv ere i legemet. Ægteskabet være hæderligt i alle maader og ægtesengen ubesmittet; men skjørlevnene og horkarle vil Gud dømme. Vandelen være uden pengegjerrighed; værer tilfredse med det, i have; thi han har selv sagt: Jeg vil ingenlunde slippe dig og ingenlunde forlade dig; saa vi dristig kunne sige: Herren er min hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad vil et menneske gjøre mig? Mindes eders ledere, som talede Guds Ord til eder; og naar i betragte udgangen af deres vandel, da efterligner deres tro. Jesus Kristus er igaar og idag og i al evighed den samme. Lader eder ikke omdrive af forskjellige og fremmede lærdomme; thi det er godt, at hjærtet styrkes ved naade, ikke ved mad, hvoraf de, som omgikkes dermed, ikke har haft nogen nytte; vi have et alter, hvoraf de, som tjene i tabernaklet, ikke har ret til at spise. Thi de dyr, hvis blod indbringes for synden i helligdommen ved ypperstepræsten, deres kroppe opbrændes udenfor lejren, hvorfor også Jesus led udenfor porten, forat han kunde hellige folket ved sit eget blod. Lader os derfor gaa ud til ham udenfor lejren, idet vi bære hans forsmædelse; thi her har vi ikke en blivende stad, men vi søge efter den tilkommende. Lader os da altid ved ham bringe Gud lovoffer, det er: en frugt af læber, som bekjende hans navn. - Men glemmer ikke at gjøre vel og meddele, thi Gud har behag i saadanne ofre. Lyder eders ledere og værer dem hørige! thi de vaage over eders sjæle som de der skulle aflægge regnskab, at de kunne gjøre det med glæde og ikke sukkende; thi det er eder ikke gavnligt. Beder for os! thi vi mene, at vi har en god samvittighed, da vi stræbe at omgaaes vel i alle ting; og jeg formaner eder desmere til at gjøre dette, forat jeg des snarere kan gives eder igjen. Men fredens Gud, som ved en evig pagts blod udførte faarenes den store hyrde, vor Herre Jesus Kristus fra døde, gjøre eder fuldkomne i al god gjerning til at gjøre hans villie, idet han virker i eder, hvad der er ham behageligt, ved Jesus Kristus! ham være ære i al evighed! Amen. - Jeg beder eder brødre, at i fordrage dette formaningsord; thi ogsaa i korthed har jeg skrevet eder til. Vider, at broderen Timoteos er løsladt; og med ham vil jeg se eder, om han kommer snart. Hilser alle eders ledere og alle de hellige. De fra Italien hilse eder! Naaden være med eder alle! Amen. Jakob, Guds og Herrens, Jesu Kristi, tjener, hilser de tolv stammer i adspredelsen. Mine brødre, agter det for en hel glæde, naar i falde i adskillige fristelser, da i vide, at eders tros prøvelse virker standhaftighed; men standhaftigheden frembringer fuldkommen gjerning, forat i kunne være fuldkomne og lydesløse og ikke staa tilbage i noget. Men dersom nogen af eder staaer tilbage i visdom, bede han til Gud, som giver alle gjerne og uden bebrejdelse, og den vil blive givet ham. Men man maa bede i tro uden tvivlsmaal; thi den, som tvivler, ligner havets bølge, der drives og kastes af vinden; thi et saadant menneske maa ikke tro, at han vil faa noget af Herren; han er en tvesindet mand, ustadig i alle sine veje. Den broder, som er ringe, rose sig af sin højhed, den rige af sin ringhed, for han skal forgaa som græssets blomst. Thi solen stod op med hede og sved græsset, dets blomst faldt af, og det skjønne syn forgik. Saaledes skal og den rige visne paa sine veje. Livsalig den mand, som staaer fast i fristelse; thi naar han er prøvet, skal han faa livets krone, som Herren har lovet dem, som elske ham. Ingen maa sige, naar han fristes: Jeg fristes af Gud; thi Gud er ufristelig af det onde, men selv frister han ikke nogen; men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen begjærlighed; naar begjærligheden derpaa har undfanget, føde den synd, men naar synden er fuldkommet, føder den død. - Farer ikke vild, mine kjære brødre! hver god givnig og hver fuldkommen gave er ovenfra og kommer ned fra lysenes Fader, hos hvem der ikke er forandring eller skygge af omskiftelse. Efter sit raad fødte han os ved sandheds Ord, til at vi skulde være en førstegrøde af hans skabninger. Derfor, mine kjære brødre, være hvert menneske svar til at høre, sen til at tale, sen til vrede! thi mands vrede virker ikke, hvad der er retfærdigt for Gud. Aflægger derfor al urenhed og ondskabs overflod, og modtager i sagtmodighed det indplantede Ord, som kan frelse eders sjæle; men bliver Ordets øvere, ikke blot dets hørere, hvormed i bedrage eder selv; thi dersom nogen er Ordets hører og ikke dets øver, ligner en saadan en mand, som betragter sit legemlige ansigt i et spejl; thi han betragtede sig selv og gik bort, og glemte strax, hvordan han var. Men den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, han er ikke bleven en glemsom tilhører, men en øver af gjerninger; denne skal blive salig i sin gjerning. Naar nogen blandt eder synes, han er en Gudsdyrker, og han ikke tøjler sin tunge, men bedrager sit hjærte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig. En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge faderløse og enker i deres trængsel, og holde sig selv ubesmittet af verden. Mine brødre, haver ikke vor Herres Jesu Kristi herligheds tro med persons anseelse! Thi kommer der en mand ind i eders forsamling med guldring paa fingeren, i straalende klæder, men der ogsaa kommer en fattig i fattigmands dragt, og i se paa ham, som bærer de straalende klæder og siger til ham: sæt dig her smukt! og i sige til den fattige: staa der! eller sæt dig hernede ved min skammel! gjøre i da ikke forskjel mellem eder selv og blive dommere efter onde tanker? Hører, mine kjære brødre! har Gud ikke udvalgt de fattige i verden, de rige i troen og arvinger til det rige, han forjættede dem, som elske ham? Men i ringeagte den fattige. Er det ikke de rige, som undertrykke eder, og de samme slæbe eder for domstolene? Spotte ikke de samme det gode navn, der er nævnet over eder? Dersom i da opfylde kongeloven efter skriften: du skal elske din næste som dig selv! gjøre i vel; men dersom i anse personer, øve i synd og blive overbeviste af loven som overtrædere. Thi hvo, som vilde holde den hele lov, men stødte an i eet, han er skyldig ii alt. Thi han, som siger: du maa ikke bryge ægtepagten! siger ogsaa: du maa ikke myrde! bryder du da ikke ægtepagten, men myrder, saa er du jo bleven lovens overtræder. Taler saaledes og handler saaledes, som de, der skulle dømmes efter frihedsloven. Thi der vil gaa en ubarmhjærtig dom over dem, som ikke øve barmhjærtighed, men barmhjærtighed roser sig for dommen. Hvad nytter det, mine brødre, om nogen vilde sige, at han har tro, men har ikke gjerninger? Mon den tro kan frelse ham? Dersom broder eller søster erre nøgne og mangle det daglige brød, men nogen af eder vilde sige til dem: gaaer bort i fred, varmer eder og mætter eder! men i ikke give dem til legemets nødtørst, hvad nytter det? Saaledes ogsaa troen, naar den ikke har gjerninger; den er død i sig selv. Men man vil sige: du har tro, men jeg har gjerninger; viis mig din tro af dine gjerninger! saa vil jeg vise dig min tro af mine gjerninger. Du troer, at Gud e een; du gjør vel! dæmnerne tro det ogsaa, og gyse. Men vil du, forfængelige menneske, vide, at troen er død uden gjerninger? Blev vor fader Abraham ikke retfærdiggjort af gjerninger, da han ofrede sin søn Isak paa alteret? Du seer, at troen virkede med hans gjerninger, og troen blev fuldkommet af gjerningerne; og skriften blev opfyldt, som siger: Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed, og han blev kaldet Guds ven. I seer altsaa, at mennesket retfærdiggjøres af gjerninger, og ikke af tro alene. Ligesaa og skjøgen Rakab, blev hun ikke retfærdiggjort af gjerninger, da hun modtog sendebudene og udlod dem ad en anden vej? Thi ligesom legemet er dødt uden aand, saaledes er og troen død uden gjerninger. Mine, brødre! ikke mange af eder blive lærere, vidende, at vi ville faa et større ansvar! Thi i mange stykker støde vi alle an; dersom nogen ikke støder an i ord, er han en fuldkommen mand, istand til at tøjle endog hele legemet. Se, vi lægge bidsler i hestenes mund, forat de skulde lystre os, og vi vende hele deres legeme; se, ogsaa skibene, skjøndt de ere saa store og drives af voldsomme vinde, vendes ved et lille ror, hvor styrmandens hu vil hen. Saaledes er ogsaa tungen et lille lem og gjør meget væsen. Se, en lille ild, hvor stor skov antænder den ikke! og tungen er en ild, en verden af uret! Saaledes er tungen stillet blandt vore lemmer, den besmitter det hele legeme, sætter slægt efter slægt i brand og er selv sat i brand af helvede. Thi enhver natur, baade dyrs og fugles, baade ormes og havdyrs, tæmmes og e tæmmet af den menneskelige natur; men tungen kan intet menneske tæmme, et ustyrligt onde, fuld af dødbringende gift! Med den velsigne vi Gud og Faderen, og med den forbande vi menneskene, som er skabte efter Guds lignelse; af samme mund udgaaer velsignelse og forbandelse. Mine kjære brødre, det bør ikke være saaledes. Kan kilden udgyde af samme væld fersk og bedsk vand? Kan, mine brødre, et figentræ bære oliven, eller en vinstok figner? Saaledes kan ingen kilde give salt og fersk vand. Er nogen viis og forstandig blandt eder, han vise ved god omgjængelse sine gjerninger i viis sagtmodighed. Men har i bitter nid og kiv i eders hjærte, da skal i ikke rose eder og lyse mod sandheden; den visdom er ikke nedstegen herovenfra; menn den er jordisk, sjælelig, dæmnisk; thi hvor der er nid og kiv, der er forvirring og al ond handel. Men visdommen herovenfra er for det første ren, dernæst fredsommelig, billig, let at overtale, fuld af barmhjærtighed og gode frugter, upartisk o guden skrømt. Men retfærdighedens frugt saaes i fred for dem, som øve fred. Hvorfra er der krig og strid blandt eder? Er det ikke heraf, af de onde lyster, som stride i eders lemmer. I begjære, og har intet; i slaa ihjel og misunde, og kan intet faa; i stride og kjæmpe, og har intet, fordi i ikke bede. I bede og faa intet, fordi i bede ilde, forat i kunne leve højt i eders lyster. Horkarle og horkvinder! Vide i ikke, at verdens venskab er fjendskab mod Gud? Den altsaa, som vil være ven af verden, stiller sig som Guds fjende. - Eller mene i, at skriften siger forgjæves; mon den Aand, som boer i os, higer efter avind? Han giver jo større naade. Derfor siger den: Herren staaer de hoffærdige imod, men de ydmyge giver han naade. Værer derfor Gud underdanige; staaer djævelen imod, saa skal han fly fra eder. Holder eder nær til Gud, og han vil være eder nær! Renser hænder, i syndere, og lutrer hjærter, i tvesindede! Jamrer og sørger og græder! eders latter forvandles til sorg, og glæden til bedrøvelse! Ydmyger eder for Herren, og han vil ophøje eder. Taler ikke ilde om hverandre, brødre! Den, som taler ilde om en broder og dømmer sin broder, han taler ilde om loven og dømmer loven; men dømmer du loven, saa er du ikke lovens opfylder, men dommer. Een er lovgiveren, han, som kan frelse og fordærve; men hvem er du, som dømmer den anden? Nu vel, i, som sige: idag eller imorgen vil vi drage til den stad, og tilbringe der et aar, og handle og vinde; I, som ikke vide, hvad der er i morgen; - thi hvad er eders liv? det er jo en damp, som sees en lille stund, men derpaa forsvinder; istedenfor i skulde sige: Om Herren vil og vi leve, saa ville vi gjøre dette eller hint; men nu rose i eder i eders hovmodighed; al saadan ros er slet. Den, som altsaa veed at gjøre godt og gjør det ikke, ham er det synd. Nu vel, i rige! græder og hyler over de ulykker, som komme over eder. Eders rigdom er raaden, eders klæder mølædte; eders guld og sølv er forrustet, og deres rust skal være et vidnesbyrd mod eder, og tære eders kjød. Som ild har i samlet skatte i de sidste dage. Se, arbejdernes løn, som mejede eders marker, og som i forholdt dem, skriger, og høstfolkenes raab er kommet for Herren den Almægtiges øren. - I levede fint paa jorden og i overdaad! I godtede eders hjærter som paa en slagtedag; I fordømte, i myrdede den retfærdige; han stod eder ikke imod. Værer derfor taalmodige, brødre, indtil Herrens tilkommelse. Se, bonden venter den kostbare frugt af jorden, han bier taalmodig efter den, indtil den faaer tidlig og sildig regn. Saa værer ogsaa i taalmodige, styrker eders hjærter, thi Herrens tilkommelse er nær. Sukker ikke over hverandre, brødre, at i ikke skulle dømmes; se, dommeren staaer for døren. Mine brødre! tager profeterne, som have talet i Herrens navn, til mønster paa at lide ilde og være taalmodige. Se, vi prise de taalmodige salige. I have hørt om Jobs taalmodighed og kjende udgangen fra Herren; thi Herren er saare miskundelig og barmhjærtig. Men for alting, mine brødre, sværger ikke, hverken ved himlen eller jorden eller nogen anden ed; men eders ja være ja, og eders nej være nej, at i ikke skulle falde under dommen. Lider nogen ilde blandt eder, han bede! er nogen vel tilmode, han synge! Er nogen syg blandt eder, kalde han menighedens præster, og de skulle bede over ham og salve ham med olie i Herrens navn; og troens bøn skal frelse den syge, og Herren vil oprejse ham, og har han begaaet synder, skal de forlades ham. Bekjender overtrædelser for hverandre og beder for hverandre, at i kunne blive helbredte; en retfærdigs bøn formaaerr meget, naar den er alvorlig. Elia var et menneske af lige vilkaar med os, og han bad i bønnen, at det ikke skulde regne, og det regnede ikke paa jorden i tre aar og sex maaneder; og han bad igjen, og himlen gav regn og jorden fremskjød sin frugt. Brødre, dersom nogen blandt eder farer vild fra sandheden, og nogen omvender ham, maa han vide, at den, som omvender en synder fra hans vejs vildfarelse, frelser en sjæl fra døden og skjuler synders mangfoldighed. Peder, Jesu Kristi apostel til udlændinger, der er adspredte i Pontos, Galatien, Kapadokien, Asien og Bitynien, udvalgte efter Gud Faders forudvidenhed i helliggjørelse af Aanden, til lydighed mod Jesus Kristus, og til at bestænkes med hans blod. Naade og fred være rigelig med eder! Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som efter sin store barmhjertighed har gjenfødt os til et levende haab ved Jesu Kristi opstandelse fra døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, som er gjemt i himlene til eder, som ved Guds kraft bevares formedelst tro, til en frelse, der er beredt til at aabenbares i slutningstiden, hvorover i fryde eder, om i end nu, hvis saa maa være, bedrøves lidt i adskillige fristelser; forat eders tros prøvelse, der er langt kostbarere end det forgjængelige Guld, der dog prøves ved ild, kan findes til lov og pris og ære i Jesu Kristi aabenbarelse; ham, som i ikke have kjendt og dog elske, som i nu ikke se, dog tro paa, og fryde eder med en usigelig og forherliget glæde, medens i faa lønnen for eders tro: Sjæles frelse. Om denne frelse har profeterne, der spaaede om den naade, der times eder, undersøgt og efterforsket, idet de grandskede efter, til hvilken eller hvordan en tid den Kristi Aand, som var i dem, tydede hen, naar han forud vidnede om lidelserne til Kristus og den derpaa følgende store herlighed. Dem var det nemlig aabenbaret, at det ikke var for deres egen, men for eders skyld, de vare til tjeneste med, hvad der nu er forkyndt eder ved dem, der i Helligaand, som er sendt fra himlen, have forkyndt evangeliet, hvori engle attraa at skue ind. Ombælter derforr eders sinds lænder, værer ædru, sætter fuldelig ederr haab paa den naade, som bliver eder til del i Jesu Kristi aabenbarelse. Som lydige børn skikker eder ikke efter eders fordums lyster i eders vankundighed; men efter den hellige, som kaldte eder, vorder og i hellige i al omgjængelse; eftersom der er skrevet: Vorder hellige, for jeg er hellig! og naar i paakalde ham som Fader, der uden persons anseelse dømmer efter enhvers gjerning, da omgaaes i frygt gjennem eders udlændigheds tid, da i vide, at i ere forløste fra eders forfængelige omgjængelse efter eders fædres vis, ikke med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, men med Kristi dyrerbare blod, som et lydesløst og uplettet lams, han, som var forud beskikket, før verdens grundvold blev lagt, men blev aabenbaret paa de sidste tider for eders skyld, i, som ved ham tro paa Gud, der oprejste ham fra døde og gav ham herlighed saa at eders tro og haab staaer til Gud. Helliger eders sjæle i lydigheden mod sandheden ved Aanden til uhyklet broderkjærlighed, og elsker hverandre inderlig af et rent hjærte, da i ere gjenfødte ikke af forkrænkelig, men uforkrænkelig sæd, ved Guds Ord, som leverr og bliver evindelig. For alt kjød er som græs, og hele menneskets herlighed er som græssets blomst; græsset visner, og dets blomst falder af; men Herrens Ord bliver evindelig; men det er dette Ord, som er forkyndt eder. Aflægger derfor al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og al slags ond omtale, og higer som nyfødte børn efter Ordets uforfalskede mælk, forat i kunne voxe ved den, dersom i ellers har smagt, at Herren er god. Som i ere paa vejen til ham,en levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt, kostbar hos Gud, saa lader eder ogsaa selv som levende stene opbygge til et aandeligt hus, et helligt præsteskab, til at bringe aadelige ofre, som ved Jesus Kristus ere behagelige for Gud; thi det hedder i skriften: Se, jeg lægger en udvalgt, kostbar hjørnesten i Zion, og hvo som troer paa den, skal ingenlunde blive til skamme. Dens høje værd er da for eder, som tro, men for de vantro er den, da den sten, bygmesterne vragede, blev en hovedhjørnesten, baade anstødssten og forargelsesklippe; de støde an, som vantro mod Ordet, og dertil ere de bestemte. I derimod er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig skare, et ejendoms folk, forat i skulle forkynde hans dyber, som kaldte eder fra mørke til sit vidunderlige lys, i, som forhen ikke var et folk, men nu er Guds folk, som ikke havde fundet barmhjærtighed, men nu fandt barmhjærtighed. I elskelige, jeg formaner eder som fremmede og udlændinger, at i holder eder fra kjødelige lyster, som stride mod sjælen, og bevare eders omgjængelse iblandt hedningerne god, forat de, naar de bagtale eder som misdædere, kan ved de gode gjerninger faa øjnene op og komme til at prise Gud paa besøgelsens dag. - Værer derfor al menneskelig indstiftelse underdanig for Herrens skyld, det være en konge som øverste herre, eller befalingsmænd, som udsendes ved ham til at tage hævn over misdædere, men til ros for dem, der gjør godt; for paa den naade er det Guds villie, at i ved at gjøre godt skulle stoppe munden paa de daarlige menneskers vankundighed - som frie, ikke som de, der bruge friheden som ondskabens dække, men som Guds tjenere. Ærer alle, elsker broderskabet, frygter Gud, ærer kongen! - Tjenere være i al frygt deres herrer underdanige, ikke alene de gode og billige, men ogsaa de vanskelige. Thi det er naade, om nogen udstaaer gjenvordigheder, for Guds kundskabs skyld og lider med uret. Thi hvad er det at nævne, om i, naar i forse eder og blive tugtede, bære det med taalmodighed? men naar i gjøre godt og da maa lide, og bære det med taalmodighed, det er naade hos Gud. Thi dertil ere i og kaldte, fordi ogsaa Kristus led for os og efterlod eder et mønster, forat i skulle følge hans spor; han, som ikke havde gjort synd, heller ikke var der fundet svig i hans mund; som ikke skjældte igjen, da han blev skjældt, ikke truede, da han led, men overgav det til ham, som dømmer retfærdig, som selv bar vore synder paa sit legeme paa træet, forat vi skulle afdø fra synderne og leve for retfærdigheden, han, ved hvis saarr i ere lægte. Thi i vare som vildfarende faar, men i ere nu omvendte til vore sjæles hyrde og tilsynsmand. Ligeledes være hustruer deres egne mænd underdanige, forat, om endog nogle ere gjenstridige mod Ordet, e da uden Ord maa vindes ved deres hustruers omgjængelse, idet de faa øjnene op for eders rene omgjængelse i Gudsfrygt. Deres sag være ikke den udvortes prydelse af haarfletning, guldsmykke eller paaklædning, men hjærtets skjulte menneske, i den sagtmodige og rolige aands uforkrænkelige smykke, som er dyrebar for Gud. Thi saaledes prydede jo ogsaa fordum de hellige kvinder sig, som satte deres haab til Gud og vare deres egne mænd underdanige; ligesom Sara var Abraham lydig og kaldte ham herre, og hendes børn ere i blevne, dersom i gjøre det gode og ikke frygte nogen skræmsel. - Mændene skulle ligeledes med forstand omgaaes deres hustruer som svagere skabninger og vise dem ære, ligesom de og ere samarvinger til en levende naade, forat eders bønner ikke skulle forhindres. Men til slutning værer alle ligesindede, medlidende, kjærlige mod brødrene, barmhjærtige, velvillige, betaler ikke ondt med ondt eller skjældsord med skjældsord, men tværtimod velsigner, da i vide, at i ere kaldte dertil, forat i kunne arve velsignelse. Thi den, som vil elske liv og se gode dage, maa holde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig; han maa bøje af fra ondt og gjøre godt, søge fred og hige efter den. Thi Herrens øjne ere over retfærdige og hans øren til deres bøn, men Herrens aasyn er over dem, som gjøre ondt, til at udrydde dem af jorden; og hvo er den, som kan gjøre eder ondt, naar i blive efterlignere af den gode. Men om i og lide for retfærdigheds skyld, ere i salige; kun frygter ikke, som de frygte, og forfærdes ikke, men helliger Gud Herren i eders hjærter! Værer derimod altid rede til med sagtmodighed og frygt at give forklaring for enhver, der forlanger rede af eder om det haab, som er i eder; idet i bevare en god samvittighed, forat de, som haane eders gode omgjængelse i Kristus, maa blive beskjæmmede, idet de bagtale eder som misdædere; thi det er jo bedre, om Guds villie saa vil, at lide idet man gjør godt, end idet man gjør ondt. Thi ogsaa Kristus har engang lidt for synder, en retfærdig for uretfærdige, forat føre os til Gud, han, som vel blev dødet i kjød, men levendegjort i aand, ii hvilken han og gik bort og prædikede for aanderne i fængsel, som fordum vare vantro, da Guds langmodighed tøvede i Noas dage, medens skib blev bygget, til hvilket nogle faa, nemlig 8 sjæle, tyede og bleve frelste gjennem vand; og som modbillede hertil er det en daab, som ogsaa nu frelser os, ikke en renselse af urenhed paa kjød, menen mundlig pagt med Gud om en god samvittighed, i kraft af Jesu Kristi opstandelse, han, som er faren til himmels og er hos Guds højre haand, efterat engle, myndigheder og magter ere blevne ham underlagte. Da Kristus altsaa har lidt for os i kjød, saa udruster og i eder med samme sindelag! med synd er nemlig den, som har lidt i kjød, til ende; saa at i leve den øvrige tid i kjødet ikke længer for menneskers lyste, men for Guds villie. Nok er det nemlig, at i den forbigangne tid af eders liv har gjort hedningernes villie og vandrede i udsvævelser, begjærligheder, drukkenskab, sviregilder, drikkelag og allehaande skammeligt afguderi; hvorfor det falder dem fremmed, naar i ikke løbe med til den samme ryggesløsheds søle, og de spotte eder; men de skulle gjøre ham regnskab, som er rede til at dømme levende og døde. Thi derfor er evangeliet prædiket ogsaa for døde, forat de, dømte efter menneskers lod i kjød, maa leve for Gud i Aand. Men enden paa alt er nær; værer derfor besindige og ædru til bønnerne, og bevarer fremfor alt den indbyrdes kjærlighed vedholdende, thi kjærligheden skal skjule en mængde synder. Værer gjæstfrie mod hverandre uden knur. Ligesom enhver har faaet en naadegave, saa værer hverandre til tjeneste dermed, som gode husholdere over Guds mangehaande naade. Taler nogen, han tale som Guds Ord, tjener nogen, han gjøre det som af kraft, ligesom Gud forlener det, forat Gud kan blive æret i alle ting formedelst Jesus Kristus; ham tilkommer æren og magten i al evighed! Amen. I elskelige, undres ikke over ildprøven blandt eder, som times eder til forsøgelse, som om noget fremmed ramte eder; men i forhold til at i blive delagtige i Kristi lidelser, glæder eder, forat i ogsaa maa fryde og glæde eder ved hans herligheds aabenbarelse. Lide i ond omtale i Kristi navn, da ere i salige, thi da har herlighedens og Guds Aand taget hvile over eder; hos dem bespottes han vel, men æres hos eder. Ingen af eder maa nemlig lide som en morder eller tyv eller misdæder eller som en urostifter; men lider han som kristen, da skamme han sig ikke, men ære Gud i dette stykke! Thi tiden er der, da dommen skal begynde fra Guds hus; men skeer begyndelsen med os, hvad vil da enden blive med dem, som ikke tro Guds evangelium, og dersom den retfærdige med nød og næppe frelses, hvor vil da den ugudelige og synderen komme frem? Derfor skulle og de, som lide efter Guds villie, anbefale ham som en trofast skaber deres sjæle, medens de gjøre, hvad godt er. Præsterne blandt eder formaner jeg, deres medpræst og vidne om Kristi lidelser, som og har del i den herlighed, som skal aabenbares; Vogter den Guds hjord, som er eder betroet, og haver tilsyn med den, ikke af tvang, men frivillig, ikke for ussel fordels skyld, men med redebonhed; ikke som myndige herrer hver imod sin lod, men som dem, der ere blevne mønstre for hjorden; saa skulle i, naar overhyrden aabenbares, erholde ærens uvisnelige krands. - Ligeledes være de yngre de ældre underdanige, og smykker eder med ydmygheden; thi Gud staaer hoffærdige imod, men giver ydmyge naade. Ydmyger eder derfor under Guds vældige haand, forat han kan ophøje eder i sin tid; kaster al eders bekymring paa ham, thi han har omsorg for eder. Værer ædru, aarvaagne, eders modstander djævelen gaaer omkring, som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge; staaer ham imod, faste i troen, da i vide, at eders broderskab i verden udstaaer de samme lidelser. Men al naades Gud, som har kaldet eder til sin evige herlighed i Kristus Jesus efter korte lidelser, han selv berede, befæste, bestyrke, begrunde eder! Ham være æren og magten i al evighed! Amen. Med den trofaste broder Silvanos - thi det holder jeg ham for, - har jeg i korthed skrevet eder til forat formane eder og bevidne, at dette er Guds sande naade, i hvilken i ere komne til at staa. Den medudvalgte i Babylon og min søn Markos hilse eder. Hilser hverandre med kjærligheds kys. Fred være med eder alle, som ere i Kristus Jesus! Amen. Simon Peder, Jesu Kristi tjener og apostel, til dem, som have erholdt en lige dyrebar tro med os i vor Guds og Frelsers Jesu Kristi retfærdighed, naade og fred vorde eder mangfoldig i Guds og vor Herres Jesu Kristi erkjendelse! Som i vide, at hans guddommelige magt har skjænket os alt, hvad der hører til liv og Gudsfrygt, formedelst erkjendelsen af ham, som kaldte os ved herlighed og kraft, ved hvilke han har skjænket os de dyrebare og meget store forjættelser, forat i ved dem skulle blive delagtige i guddommelig natur, efterat i ere undkomne fra den fordærvelse, som er i verden i begjærlighed - saa anvender i og al flid just derpaa, og holder tilrede: i eders tro kraften, i kraften sindighed, i sindigheden afholdenheden, i afholdenheden taalmodigheden, i taalmodigheden Gudsfrygten, i Gudsfrygten broderkjærligheden, i broderkjærligheden den almindelige kjærlighed; thi naar disse findes og voxe hos eder, lade de eder ikke ledige eller ufrugtbare i forholdet til vor Herres Jesu Kristi erkjendelse; thi den, hos hvem de ikke ere tilstede, han er blind af at stirre paa det nærmeste, idet han har glemt renselsen fra sine synder i fortiden. Stræber derfor end mere, mine brødre, at faa eders kaldelse og udvælgelse stadfæstet, thi naar i gjør dette, skulle i undgaa ethvert anstød; thi paa dette vilkaar vil indgangen i vor Herres Jesu Kristi evige rige i rigeligt maal holdes eder tilrede. Derfor vil jeg ikke forsømme altid at paaminde eder om disse ting, endskjønt i ere vidende derom og fast grundede i sandheden, som er tilstede hos eder; men jeg holder for tilbørligt, saalænge jeg er i denne hytte, at vække eder ved paamindelse, da jeg veed, at aflæggelsen af min hytte er brad, som ogsaa vor Herre Jesus Kristus har givet mig tilkjende. Men jeg skal ogsaa altid beflitte mig paa, at i ogsaa efter min bortgang maa have, hvad der kan bringe eder i erindring. Det er nemlig ikke kløgtig udtænkte fabler, vi fulgte, naar vi forkyndte eder vor Herres Jesu Kristi magt og tilkommelse, men vi have selv været øjenvidner til hans storhed, Han modtog nemlig fra Gud Fader ære og herlighed, da en saadan røst kom til ham fra den høje herlighed: Denne er min Søn, den elskede, i hvem jeg haver velbehag! og denne røst har vi hørt komme fra himlen, da vi vare med ham paa det hellige bjerg; og vi have saaledes det profetiske Ord mere stadfæstet, hvilket i gjøre vel i at holde eder til, som et lys, der skinner paa et skummelt sted, indtil det gryer ad dag og en morgenstjerne oprinder i eders hjærter; da i fornemmelig lægge mærke dertil, at ingen skriftprofeti kan udlægges af sig selv; thi efter menneskelig villie er aldrig nogenn profeti fremkommen; men de hellige Guds mænd talede, drevne af den Helligaand. Der var ogsaa falske profeter blandt folket, ligesom der og vil være falske lærere blandt eder, som ville indføre fordærvelige kjætterier og fornægte den Herre, som kjøbte dem, idet de føre en brad fordærvelse over sig selv; og mange ville følge deres udsvævelser, og for deres skyld bliver sandhedens vej bespottet. Beherskede af gjerrighed ville de ved snedige ord bruge eder til deres fordel; for dem hviler dommen, alt længe beredt, ikke, og deres fordærvelse slumrer ikke. Sparede Gud nemlig ikke de engle, som syndede, men styrtede dem til afgrunden og overgav dem i mørkets lænker til at gjemmes til dom; og sparede han ikke den gamle verden, men bevarede retfærdighedsprædikanten Noa selvottende, da han førte floden over en verden af ugudelige; og lagde han Sodomas og Gomorras stæder i aske, og dømte dem til undergang, idet han fremstillede et forbillede for dem, som ville leve ugudelig; men udfriede den retfærdige Lot, som plagedes af de ugudeliges omgjængelse i uterlighed, - thi medens denne retfærdige boede blandt dem, pintes hans retfærdige sjæl dag for dag ved de onde gjerninger, han maate se og høre, - saa veed Herren at udfri de Gudsfrygtige af fristelser, men at gjemme de ugudelige til dommedag til at straffes; mest dem, som følge kjødet i begjærlighed efter besmittende nydelse og foragte guddommelige magter; dumdristige, selvbehagelige, skjælve de ikke ved at bespotte guddommelige herligheder, skjøndt englene, som ere større i kraft og magt, ikke afsige fordømmelsesdom over dem for Herren; men disse, der, som ufornuftige, naturlige væsener, fødte til rov og ødelæggelse, bespotte, hvad de ikke kjende, skulle ødelægges i deres egen fordærvelse og faa løn for uretfærdighed; de anse den daglige overdaadighed for nydelse; skam og skjændsel ere de, de svælge i deres bedragerier, naar de holde maaltid med eder; deres øjne ere fulde af hor, de ere utrættelige i synd, de lokke ubefæstede sjæle, deres hjærte er indøvet i gjerrighed, de ere forbandelsens børn; de har forladt ret vej og fare vild, de fulgte Bileam Bosors søns vej, han, som elskede uretfærdigheds løn, men fik straf for sin overtrædelse; det umælende lastdyr talede med menneskelig røst og hindrede profetens daarlighed. De erre vandløse kilder, skyer drevne af hvirvelvind; for dem, er mørkets mulm til evig tid; thi idet de tale forfængelige, svulmende ord, lokke de, beherskede af kjødelige begjærligheder, dem ved udsvævelser, de just vare undflyede dem, som vandrer i vildfarelse, idet de love dem frihed, skjøndt de selv er fordærvelsens trælle; thi af hvem nogen er overvunden, hans træl er han bleven. Thi de, som i Herrens og Frelserens, Jesu Kristi, erkjendelse undflyede verdens besmittelse, for dem er, naar de igjen indvikles deriog overvindes, det sidste blevet værre end det første; thi det havde været dem bedre, ikke at have kjendt retfærdighedens vej, end at de, da de kjendte den, vendte sig bort fra det dem overleverede hellige bud; men det gik dem efter det sande ordsprog: hun vender sig til sit eget spy, og tvættet so til skiden søle. Dette er nu, min kjære, det andet brev, jeg skriver til eder, i hvilke jeg ved paamindelser vækker eders oprigtige eftertanke, saa i huske paa de ord, som forud ere sagte af de hellige profeter, og eders apostles bud fra Herren og frelseren; da i først vide dette, at der i de sidste dage vil komme spottere, som vandre efter deres egne lyster, og sige: hvad bliver der af forjættelsen om hans tilkommelse? thi fra den tid fædrene ere hensovede, bliver alt som fra skabelsens begyndelse; thi for dem, som ville dette, er det skjult, at himle vare fordum, og jord fremstod tillige af vand og gjennem vand ved Guds Ord, hvorfor den verden, som da var, blev oversvømmet ved vand og forgik; men himlene, som nu ere, og jorden gjemmes ved hans Ord til ild, bevarede til dommens og ugudelige menneskers fordærvelses dag. Men dette ene maa ikke være skjult for eder, kjære, at hos Herren er een dag som tusinde aar, og tusinde aar som een dag. Herren udsætter ikke forjættelsen, som nogle holde for en udsættelse, men han har langmodighed med os, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men alle komme til omvendelse. Men Herrens dag vil komme som en tyv om natten, og paa den skulle himlene forgaa med brag, grundæmner komme i brand og opløses, og jord og alle værker paa den opbrændes. Da altsaa alt dette opløses, hvordanne bør i da være i hellig omgjængelse og Gudsfrygt! da i forvente og hige efter Guds dags tilkommelse, ved hvilken himle skulle antændes og blive opløste, og grundæmner komme i brand og smeltes. Men efter hans forjættelse forvente vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed boer. Da i derfor, kjære, forvente dette, bestræber eder for at findes ubesmittede og ulastelige for ham i fred; og holder vor Herres langmodighed for en frelse, ligesom og vor kjære broder Paulos har skrevet eder til, efter den ham givne visdom, saavelsom og i alle brevene, naar han i dem taler om disse ting; hvoriblandt der er noget, som er vanskeligt at forstaa, og som de ukyndige og ubefæstede fordreje ligesom de øvrige skrifter til deres egen fordærvelse. Da i altsaa forud vide det, kjære, saa vogter eder, at i ikke drive med i de ugudeliges vildfarelse og falde fra den egne grundvold; men vogter i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi naade og kundskab! Ham være ære ogsaa nu til evig tid! Amen. Om det, som var fra begyndelsen, som vi have hørt med vore øjne, som vi beskuede og vore hænder tog paa, om Livets Ord. - Livet blev nemlig aabenbaret, og vi har seet og vidnet og forkynde eder det evige liv, som var hos Faderen og blev aabenbaret for os - hvad vi har seet og hørt, forkynde vi eder, forat ogsaa i skulle have samfund med os; men vort samfund er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus; og dette skrive vi til eder, forat vor glæde kan blive fuldkommen. Dette er det budskab, vi have hørt af ham og forkynde eder: at Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham. Naar vi sige, at vi have samfund med ham, og vandre i mørket, lyve vi og følge ikke sandheden; men dersom vi vandre i lyset, ligesom han er i lyset, have vi samfund med hverandre, og hans Søns, Jesu Kristi blod renser os fra al synd. Naar vi sige, at vi ikke har synd, bedrage vi os selv, og sandheden er ikke i os. Naar vi bekjende vore synder, er han trofast og retfærdig, at han forlader os synderne og rense os fra al uretfærdighed. Dersom vi sige, at vi ikke have syndet, gjøre vi ham til løgner, og hans Ord er ikke i os. Dette skriver jeg til eder, mine kjære børn, forat i ikke skulle synde; men hvis nogen synder, have vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er selv en forsoning for vore synder, dog ikke alene for vore, men for hele verdens. - Deraf vide vi, at vi kjende ham, naar vi holde hans bud; den, som siger: Jeg kjender ham, og ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, som holder hans Ord, i ham er Guds kjærlighed i sandhed fuldkommet; deraf vide vi, at vi ere i ham. Den, som siger, at han bliver i ham, maa og selv vandre saaledes, som han selv vandrede. Brødre, jeg skriver eder ikke et nyt bud, men et gammelt bud, som i har haft fra begyndelsen. Dette gamle bud er Ordet, som i hørte fra begyndelsen. Atter skriver jeg eder et nyt bud, hvilket er sandt i ham og i eder; fordi mørket svinder, og det sande lys allerede skjnner frem. Den, som siger, at han er i lyset, og hader sin broder, er endnu i mørket. Den, som elsker sin broder, bliver i lyset, og i ham er der ingen forargelse; men den, som hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han veed ikke, hvor han gaaer hen, fordi mørket har blindet hans øjne. Jeg skriver til eder, børnlille, fordi synderne ere eder forladne for hans navns skyld. Jeg skriver til eder, i fædre, fordi i har kjendt ham, som er fra begyndelsen. Jeg skriver til eder, i unge, fordi i har overvundet den onde; jeg skriver til eder, i børn, fordi i har kjendt Faderen. Jeg skrev til eder, i unge, forrdi i ere stærke og Guds Ord bliver i eder, og i har overvundet den onde. Elsker ikke verden ikke heller de ting, som ere i verden. Dersom nogen elsker verden, er Faderens kjærlighed ikke i ham; thi alt det, som er i verden: kjødets lyst og øjnenes lyst og livets hoffærdighed, er ikke af Faderen, men af verden; og verden forgaaer og den lyst; men den, som gjør Guds villie, bliver til evig tid. Det er sidste tider, kjære børn, og som i have hørt, at antikristen kommer, saa ere og nu mange antikrister opstaaede, hvoraf vi vide, at det er sidste time. De ere udgangne fra os, men vare ikke af os; thi havde de været af os, vare de vel blevne hos os; men forat det kunde blive klart, at de ere ikke alle af os. I have salvelse af den Hellige og vide alt. Jeg skrev ikke til eder, fordi i ikke vide sandheden, men fordi i vide den, og fordi ingen løgn er af sandheden. Hvem er løgneren, om ikke den, som nægter, at Jesus er Kristus? Denne er antikristen, som nægter Faderen og Sønnen. Hver, som nægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Hvad i altsaa have hørt fra begyndelsen, det bliver i eder! og naar det bliver i eder, som i har hørt fra begyndelsen, ville og i blive i Sønnen og i Faderen; og denne er forjættelsen, han selv lovede os:: det evige liv. Dette har jeg skrevet eder til om dem, som forføre eder. Den salvelse, som i have modtaget af ham, bliver i eder, og i behøve ikke, at nogen skal lære eder; men ligesom denne salvelse lærer eder om alt og er sand og er ikke løgn, bliver da i ham, ligesom den lærte eder. Og nu, børnlille, bliver i ham, forat vi kunne have frimodighed, naar han aabenbares, og ikke skulle blive beskjæmmede af ham ved hans tilkommelse. Naar i vide, at han er retfærdig, maa i erkjende, at hver, som øver retfærdighed, er født af ham. Se, hvor stor en kjærlighed Faderen har viist os, at vi maa kaldes Guds børn. Derfor kjender verden os ikke, fordi den ikke kjender ham. Kjære, nu ere vi Guds børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skulle vorde, men vi vide, at naar han aabenbares, skal vi være ham lige, for vi skal se ham, som han er; og hver, som har dette haab til ham, renser sig selv, ligesom han er ren. Enhver, som gjør synden, begaaer ogsaa lovbrud; synden er nemlig lovbrud; og i vide, at han er aabenbaret, forat han skulde borttage vore synder; og der er ikke synd i ham. Enhver, som bliver i ham, synder ikke; enhver, som synder, har ikke seet ham og ikke kjendt ham. Børnlille, ingen forføre eder! hver, som øver retfærdigheden, er retfærdig, ligesom han er retfærdig. Den, som øver synden, er af djævelen, fordi djævelen synder fra begyndelsen; dertil aabenbaredes Guds Søn, at han skulde afskaffe djævelens gjerninger. Enhver, som er født af Gud, gjør ikke synd, fordi hans sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, fordi han er født af Gud. Deraf bliver Guds børn og djævelens børn kjendelige. Enhver, som ikke øver retfærdighed, den nemlig, som ikke elsker sin broder, er ikke af Gud; thi det er budskabet, vi hørte fra begyndelsen, at vi skulle elske hverandre; ikke som Kain var af den onde og myrdede sin broder; og af hvad grund myrdede han ham? fordi hans gjerninger vare onde, men hans broders retfærdige. Undrer eder ikke, mine brødre, om verden hader eder. Vi vide, at vi ere overgangne fra døden til livet, fordi vi elske brødrene; den, som ikke elsker broderen, bliver i døden. Enhver, som hader sin broder er en menneskemorder, og i vide, at ingen menneskemorder har evigt liv blivende i sig. Derpaa have vi erkjendt Guds kjærlighed, at han satte sit liv til for os; ogsaa vi bør sætte livet til for brødrene. Men den, som maatte have denne verdens gods, og saae sin broder lide nød og lukkede sit hjærte for ham, hvorledes skulde kjærlighed til Gud blive i ham? Mine kjære børn, elsker ikke med ord eller tunge, men med gjerning og sandhed; derpaa kjende vi, at vi ere af sandheden, og kunne stille vore hjærter tilfreds for hans aasyn; fordi, dersom vort hjærte fordømmer os, Gud er større end vort hjærte, og han kjender alt. Kjære, naar vort hjærte ikke fordømmer os, have vi frimodighed til Gud; og naar vi bede om noget, faa vi det af ham, fordi vi holde hans bud og gjøre, hvad der er behageligt for ham; og det er hans bud, at vi skulde tro paa hans Søns Jesu Kristi navn, og elske hverandre, eftersom han bød os; og den, som holder hans bud, bliver i ham, og han bliver selv i ham, og derpaa kjende vi, at han bliver i os, af den Aand, som han gav os. Troer ikke, kjære, enhver aand, men prøver aanderne, om de ere af Gud, thi der er gaaet mange falske profeter ud i verden. Derpaa kjendes Guds Aand: hver Aand, som bekjender Jesus Kristus at være kommen i kjød, er af Gud; og hver Aand, som ikke bekjender Jesus Kristus at være kommen i kjød, er ikke af Gud, men denne er af antikristen, om hvem i har hørt, at han kommer og er allerede nu i verden; men i, børnlille, ere af Gud, og i har overvundet dem; thi han, som er i eder, er større end ham i verden. De ere af verden, derfor tale de af verden, og verden hører efter dem; men vi ere af Gud; den, som kjender Gud, hører efter os; den, som ikke er af Gud, hører ikke efter os. Derpaa kjende vi sandhedens Aand og vildfarelsens aand. Lader os, kjære, elske hverandre, fordi kjærligheden er af Gud, og enhver, som har kjærligheden, er født af Gud og kjender Gud; den, som ikke har kjærligheden, kjender ikke Gud, fordi Gud er kjærlighed. Deri er Guds kjærlighed aabenbaret blandt os, at Gud sendte sin Søn, den enebaarne til verden, forat vi skulle leve ved ham; deri bestaaer kjærligheden, ikke at vi elskede Gud, men: at han elskede os og sendte sin Søn til forsoning for vore synder. Kjære, elskede Gud os saaledes, da bør vi ogsaa elske hverandre. Ingen har nogensinde seet Gud; naar vi elske hverandre, bliver Gud i os, og hans kjærlighed er fuldkommet i os. Derpaa kjende vi, at vi blive i ham, og han i os, at han gav os af sin Aand; og vi have seet og vidne, at Faderen har sendt Sønnen, verdens frelser. Den, som da bekjender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud og han i Gud, og vi have erkjendt og troet kjærligheden, som Gud har i os. Gud er kjærlighed, og den, som bliver i kjærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri bliver kjærligheden mod os fuldkommet, at vi have frimodighed paa dommens dag, fordi ligesom han er, ere ogsaa vi i denne verden. Frygt er ikke i kjærligheden; men den fuldkomne kjærlighed fordriver frygten; fordi frygten er pinlig; men den, som frygter, er ikke fuldkommet i kjærligheden. Lader os elske ham, fordi han elskede os først. Naar nogen vilde sige: Jeg elsker Gud! og han hadede sin broder, var han en løgner. Thi den, der ikke elsker sin broder, som han har seet, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har seet; og dette bud have vi af ham: at den, som elsker Gud, maa ogsaa elske sin broder. Enhver,som troer, at Jesus er Kristus, er født af Gud, og enhver, som elsker Faderen, elsker ogsaa den, som er født af ham. Derpaa kjende vi at vi elske Guds børn, naar vi elske Gud og holde hans bud; thi dette er kjærligheden til Gud, at vi holde hans bud, og hans bud ere ikke svære. Thi alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden, og just vor tro er den sejer, som overvinder verden. Hvem er det, som overvinder verden, uden den, som troer, at Jesus er Guds Søn? Ham er det, som kommer ved vand og blod, Jesus Kristus; ikke i vandet alene, men i vandet og blodet, og det er Aanden som vidner, at Aanden er sandheden. Thi de ere tre, som vidne: i himlen, Faderen og Ordet og den Helligaand; og disse tre ere til eet; og der er tre, som vidne paa jorden: Aanden og vandet og blodet. Naar vi antage menneskenes vidnesbyrd, er Guds vidnesbyrd større; thi dette er Guds vidnesbyrd, som han har vidnet om sin Søn; den, som troer paa Guds Søn, har dette vidnesbyrd i sig; den, som ikke troer Gud, har gjort ham til løgner, fordi han ikke har troet paa det vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin Søn; og det er vidnesbyrdet, at Gud gav os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til eder, som tro paa Guds Søns navn, forat i skulle vide, at i have evigt liv, og forat i skulle tro paa Guds Søns navn; og det er den fortrøstning, vi have til ham, at naar vi bede om noget efter hans villie, hører han os; og naar vi vide, at han hører os i hvad vi bede, saa vide vi, at vi erholde, hvad vi har bedet ham om. Naar nogen seer sin broder begaa synd, som ikke er til død, bede han, og han vil give ham liv, dem nemlig, som ikke synde til død. De er synd til død, for den siger jeg ikke, man skal bede. Al uretfærdighed er synd, men der er synd, som ikke er til død. Vi vide, at enhver, som er født af Gud, synder ikke; men den, som er født af Gud, vogter sig, og den onde rører ham ikke. Vi vide, at vi ere af Gud og hele verden ligger i den onde. Men vi vide, at Guds Søn er kommen og har givet os forstand, forat vi skulle kjende den sande Gud, og vi ere i den sande, i hans Søn Jesus Kristus. Denne er den sande Gud og evigt liv. Børnlille, vogter eder for afguderi! Amen. Præsten til den udvalgte Frue og hendes børn, som jeg elsker i sandhed, og ikke jeg alene, men ogsaa alle, som har erkjendt sandheden, for den sandheds skyld, som bliver i os, og som vil være med os til evig tid. Naade, barmhjærtighed, fred i sandhed og kjærlighed være med eder fra Gud Fader og hos Herren Jesus Kristus, Sønnen af Faderen. Det glædede mig meget, at jeg har truffet børn af dig, som vandre i sandhed, ligesom vi har modtaget befaling af Faderen; og nu beder jeg dig, Frue, ikke som om jeg nu skriver dig et nyt bud, men det, vi havde fra begynndelsen af, at vi skulle elske hverandre; og det er kjærligheden, at vi vandre efter hans bud. Det er budet, ligesom i have hørt fra begyndelsen, forat vi skulle vandre i det. - Der er nemlig gaaet mange forførere ud i verden, som ikke bekjende Jesus Kristus kommen i kjød. En saadan er forføreren og antikristen. Giver agt paa eder selv, at vi ikke skulle tabe det gode, vi har arbejdet for, men erholde fuld løn. Enhver, som afviger, og ikke bliver i Kristi lærdom, har ikke Gud; den, som bliver i Kristi lærdom, han har baade Faderen og Sønnen. Dersom nogen kommer til eder og fører ikke denne lærdom, ham skulle i ikke tage til huse, og ikke byde ham velkommen; thi den, som byder ham velkommen, bliver delagtig i hans slette gjerninger. Jeg har meget at melde, men jeg har ikke villet det med papir og blæk, men jeg haaber at komme til eder og tale mundlig med eder, forat vor glæde maa blive fuldkommen. Din søsters, den udvalgtes, børn hilse dig. Amen. Præsten til den kjære Gajos, som jeg elsker i sandhed. Jeg ønsker dig, kjære, at du i alt maa lide vel og være ved helsen, ligesom din sjæl lider vel. Jeg blev da meget glad, da brødrene kom og vidnede om din sandhed, hvorledes du omgaaes i sandhed; jeg har ingen større glæde, end naar jeg hører, at mine børn omgaaes i sandhed. Du gjør, kjære, trolig, hvad du virker brødrene og de fremmede, som have aflagt vidnesbyrd for menigheden om din kjærlighed, og du gjør vel i at sende dem bort paa en Gud værdig maade; thi de ere dragne ud for hans navns skyld og har ikke taget mod noget af hedningerne; vi bør derfor antage os saadanne, forat vi kan blive medarbejdere for sandheden. - jeg har skrevet til menigheden, men Diotrefes, som har lyst til at være den første blandt dem, antager os ikke. Derfor vil jeg, naar jeg kommer, minde om de gjerninger, han gjør, idet han hegler paa os med onde ord, og ikke nøjet dermed, antager han ikke selv brødrene, og formener dem, som ville det, og udstøder dem af menigheden. Efterfølg, kjære, ikke det onde men det gode! Den, som gjør det gode, er af Gud; den, som gjør det onde, har ikke seet Gud. - Demetrios har godt vidnesbyrd af alle og af sandheden selv; ogsaa vi give ham godt vidnesbyrd, og i vide, at vort vidnesbyrd er sandt. - Jeg har meget at melde, men vil ikke skrive til dig med blæk og pen; men jeg haaber snart at se dig, og da skulle vi tale mundlig sammen. (3:15) Fred være med dig! Vennerne hilse dig! Hils vennerne ved navn! Amen. Judas, Jesu Kristi tjener, men Jakobs broder, til de kaldte, som ere helligede i Gud Fader og bevarede i Jesus Kristus! Barmhjertighed og fred og kjærlighed vorde eder mangfoldig! Da jeg, kjære, alvorlig satte mig for at skrive til eder om den fælles frelse, holdt jeg det for nødvendigt, at skrive eder formanende til, om at stride for den de hellige eengang overleverede tro; thi der har indsneget sig nogle mennesker, som længe siden forud ere skrevne til denne fordømmelse, ugudelige, som misbruge vor Guds naade til udsvævelse og fornægte den ene Gud og vor Herre Jesus Kristus som Hersker. Men jeg vil minde eder, som eengang vide dette, om, at, da Herren havde frelst folket fra egyptens land, ødelagde han sidenefter dem, som ikke troede; og engle, som ikke bevarede deres første tilstand, men forlode deres egen bolig, dem holder han forvarede i evige lænker under mørke til den store dags dom; ligesom Sodoma og Gomorra og stæderne om dem, der paa samme maade som de bedreve utugt og gik efter andet kjød, ligge for som et forbillede, idet de bære en evig ilds straf; saaledes ere desuagtet ogsaa disse vel søvndrukne og besmitte kjød, men foragte guddommelig magt og spotte guddommelige herligheder, Men da overengelen Mikael trættedes med djævelen og talede om Moses legeme, vovede han ikke at afsige en vanærende dom, men sagde: Herren straffe dig! Men disse spotte, hvad de ikke kjende, men hvad de paa naturlig maade kjende som ufornuftige væsener, derved ødelægges de. Ve, dem! thi de ere gangne Kains vej og har styrtet sig i Bileams vildfarelse for vindings skyld, og gaa til grunde i Koras modsigelse. De ere en skam ved eders kjærlighedsmaaltider, da de uden sky smause hos eder og mæste sig selv; de ere vandløse skyer, som drives for vindene, visne træer, ufrugtbare, to gange døde, oprykkede med rod, vilde havbølger, som udskumme deres egen skam; vilfarende stjerner, for hvem mørkets mulm er gjemt til evig tid. Enok, den syvende fra Adam, har ogsaa spaaet om dem, da han sagde: se, Herren kommer med sine tusinder hellige forat holde dom over alle og straffe de ugudelige blandt dem for alle deres ugudelige gjerninger, de ugudelige har bedrevet, og for alle de formastelige ord, ugudelige syndere have talet imod ham; disse ere misfornøjede, klage over skjæbnen, vandre efter deres lyster, deres mund taler svulmende ord, de beundre personer for fordels skyld. Men husker i, kjære, paa de Ord, som ere sagte fra førstningen af vor Herres Jesu Kristi apostle; thi de sagde eder, at der i den sidste tid vilde være spottere, som vandre efter deres ugudelige lyster. Disse ere de, som fraskille sig, ere sjælelige, aandsløse. Men i, kjære, opbygger eder paa eders helligste tro, beder i den Helligaand, bevarer eder selv i Guds kjærlighed, da i forvente vor Herres Jesu Kristi barmhjærtighed til evigt liv. Forbarmer eder over nogle med skjønsomhed, men frelser andre med frygt, idet i udrive dem af ilden, og afskyer endog den af kjødet smittede klædning. - Men ham, som kan bevare dem uden fald og fremstille dem for sin Herlighed, lydeløse, i fryd, den ene vise, vor frelser, være ære og herlighed, kraft og magt baade nu og til al evighed! Amen. Jesu Kristi aabenbaring, som Gud gav ham forat vise sine tjenere, hvad der snart skal ske, og som han betegnede ved sin engel, som han udsendte, for sin tjener Johannes, som har bevidnet Guds Ord og vidnesbyrdet om Jesus Kristus, alt, hvad han har seet, baade hvad der er og maa ske efter dette. Salig er den, som læser, og de, som høre profetiens Ord og gjemme, hvad der er skrevet deri. Tiden er nemlig nær. Johannes til de 7 menigheder i Asien. Naade være med eder og fred fra ham, som er, og som var, og som kommer, og fra de 7 Aander, som ere foran hans højsæde; og fra Jesus Kristus, det tro vidne, den førstefødte af de døde, jordens kongers fyrste, han, som elskede os og i sit blod aftvættede os fra vore synder, og gjorde os til et kongedømme, til præster for Gud og hans Fader. Ham være herligheden og magten i al evighed! Amen. Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de, som gjennemstunge ham, og alle jordens stammer skulle veklage over ham. Ja, Amen! Jeg er A og Ø, siger Gud Herren, den som er, og som var, og som kommer, den Almægtigske. Jeg Johannes, eders broder og meddelagtig i trængslen og i riget og taalmodigheden i Kristus Jesus, var paa den ø, som hedder Patmos, for Guds Ords skyld og for vidnesbyrdet om Jesus Kristus. Jeg henrykkedes paa Herrens dag, og jeg hørte en høj røst bag mig, som af en basun, som sagde: skriv, hvad du seer, i Bog, og send de 7 menigheder, til Efesos og til Smyrna og til Pergamos og til Thyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea. Og jeg vendte mig for at se røsten, som talede med mig, og da jeg vendte mig, saae jeg 7 guldlysestager, og i midten af de 7 lysestager en, som lignede en menneskens Søn, iført en sid kjortel og ombæltet under brystet med guldbelte; men hans hoved og haar vare hvide, som hvid uld, som sne, og hans øjne som ildslue; hans fødder lignede malm, som de vare støbte i ovn, og hans røst var som lyd af mange vande; i sin højre holdt han 7 stjerner, og af hans mund udgik et hvast tveægget svard, og hans aasyn straalede som solen i sin kraft. Da jeg saae ham, faldt jeg som død ned ved hans fødder; men han lagde sin højre haand paa mig og sagde: frygt ikke, jeg er den første og den sidste og den levende; jeg var død, men se, jeg lever i al evighed. Amen! Og jeg har dødens og hels nøgler. Beskriv altsaa, hvad du saae, baade hvad der er, og hvad der skal ske efter dette, de 7 stjerners hemmelighed, som du saae i min højre, og de 7 guldlysestager. De 7 stjerner ere de 7 menigheders engle, og de 7 lysestager, du saae, ere 7 menigheder. Skriv til engelen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de 7 stjerner i sin højre og vandrer mellem de 7 guldlysestager: Jeg kjender dine gjerninger og dit arbejde og din taalmodighed, og at du ikke kan fordrage de onde, og du har prøvet dem, som sige, at de ere apostle, og ere det ikke, og du fandt, at de vare løgnere; og du har holdt ud og har taalmodighed ved mit navn, og du blev ikke udmattet; men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kjærlighed. Husk derfor paa, hvorfra du er falden og vend om, og øv de første gjerninger! men hvis ikke, kommer jeg hastig over dig, og jeg vil flytte din lysestage fra hans sted, hvis du ikke omvender dig. Dog det har du, at du hader Nikolaiternes gjerninger, som jeg også hader. Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne! Den, som sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som er midt i min Guds paradis. Skriv til engelen for menigheden i smyrna: Dette siger den første og den sidste, han, som var død, men er bleven levende: Jeg kjender dine gjerninger, din trængsel og fattigdom - skjøndt du er rig og bespottelsen af dem, som sige, de ere jøder, og ere det ikke, men satans skole. Frygt ikke for det, du skal lide. Se, djævelen vil kaste nogle af eder i fængsel, forat i skulle fristes, og i skal have trængsel i 10 dage. Vær tro intil, død, saa vil jeg give dig livets krone. Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne! Den, som sejrer, skal ikke skades af den anden død. Skriv til engelen for menigheden i Pergamos: Dette siger han, som har det hvasse tveæggede sværd: Jeg kjender dine gjerninger og hvor du boer, hvor satans højsæde er, og du holder fast paa mit navn og fornægtede ikke min tro i de dage, Antipas var mit tro vidne, som blev dræbt hos eder, hvor satan boer. Men jeg har lidet imod dig, at du der har nogle, som holde ved Bileams lære, han, som lærte Balak at lægge stød for Israels børn, saa de spiste afgudsofre og bedreve hor; saaledes har du også dem, som holde ved Nikolaiternes lære. Vend om paa samme maade! hvis ikke kommer jeg hastig over dig, og jeg vil krige mod dem med min munds sværd. Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne! Den, som sejrer vil jeg give at spise af det skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten og et nyt navn skrevet paa stenen, hvilket ingen kjender uden den, som faaer det. Skriv til engelen for menigheden i Thyatira: Dette siger Guds Søn, der har øjne som ildsluer, og hvis fødde ligne malm: Jeg kjender dine gjerninger, din kjærlighed, tro og tjeneste og din taalmodighed og dine sidste gjerninger, flere end de første. Men jeg har det imod dig, at du taaler din kvinde Jesabel, som kalder sig selv profetinde, og lærer og forfører mine tjenere til at bedrive hor og spise afgudsofre, og jeg gav hende tid, forat hun skulde omvende sig; men hun vilde ikke omvende sig fra sit horeri. Se, jeg kaster paa sygeleje, og hendes bolere i stor trængsel, hvis de ikke omvende sig fa hendes gjerninger; og hendes børn vil jeg slaa ihjel i død, og alle menighederne skal erkjende, at jeg er den, som ransager nyrer og hjærter, og jeg vil give eder, enhver efter eders gjerninger. Men jeg siger eder, de øvrige i Thyatire, alle, som ikke holde denne lærdom, og som ikke kjende satans dybheder, som man siger, jeg vil ikke lægge anden byrde paa eder; holder kun fast paa, hvad i har, indtil jeg kommer! og den, som sejrer og varer paa mine gjerninger til enden, ham vil jeg give magt over hedningerne, og han skal vogte dem med jernspir, ligesom lerkar sønderknuses, ligesom også jeg har modtaget det af min Fader, og jeg vil give ham morgenstjernen. Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne. Skriv til engelen i Sardes: Dette sige han, som har de 7 Guds Aander og de 7 stjerner: Jeg kender dine gjerninger, at du har navn for, at du lever, og du er død. Bliv vaagen og styrk det øvrige, som du er ved at kaste bort. Jeg har nemlig ikke, fundet dine gjerninger fuldkommede for min Gud. Husk derfor paa, hvorledes du har modtaget og hørt, og vaer derpaa, og vend om! Naar du da ikke vil vaagne, vil jeg komme over dig som tyv, og du skal slet ikke vide, hvad stund jeg vil komme over dig. Dog har du faa navne i Sardes, som ikke har besmittet deres klæder, og de skulle vandre med mig i hvide klæder, fordi de ere værdige. Den, som sejrer, han skal føres i hvide klæder, og jeg vil ingenlunde udslette hans navn af livets Bog, men jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle. Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne! Skriv til engelen for menigheden i Filadelfia: Dette siger den hellige, den sanddru, som har Davids nøgle, som lukker op, saa ingen kan lukke den, uden han, som lukker op, og ingen anden kan lukke op: Jeg kjender dine gjerninger. Se, jeg har stillet aaben dør for dig, som ingen kan lukke, fordi du har en ringe kraft, men du bevare mit Ord og fornægtede ikke mit navn. Se, jeg giver dig nogle af satans skole, som sige, de ere jøder, og er det ikke, men lyve. Se, jeg vil lade dem komme og nedkaste sig for dine fødder og erkjende, at jeg har elsket dig. Fordi du har bevaret mit Ord om taalmodighed, vil jeg også bevare dig fra den fristelsens stund, som vil komme over hele verden til at friste dem, som bo paa jorden. Jeg kommer hastig, hold fast paa, hvad du har, at ingen skal tage din krone. Den, som sejrer, vil jeg gjøre til en pille i min Guds tempel, og han skal ikke mere gaa udenfor; og jeg vil skrive min Guds navn paa ham, og min Guds stads, det nye Jerusalems navn, hvilken stiger ned fra himlen fra min Gud, og mit det nye navn. Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne! Skriv til engelen for menigheden i Laodikea: Dette siger han, som er Amen, det tro og sanddru vidne, Guds skabnings begyndelse. Jeg kjender dine gjerninger, at du er hverken kold eller varm; gid du var kold eller varm; som du da er lunken, og hverken varm eller kold, vil jeg spytte dig ud af min mund. Fordi du siger: Jeg er rig og har overflod og fattes intet, og ikke veed, at du er ussel og elendig og fattig og blind og nøgen, raader jeg dig, hos mig at kjøbe guld, som er lutret i ild, forat du kan blive rig; og hvide klæder til at kaste om dig, at din nøgenheds skam ikke skal blive blottet; og øjensalve; salv dine øjne, forat du kan se. Alle dem, jeg elsker, rævser og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig! Se, jeg staaer for døren og banker. Naar nogen hører min røst og aabner døren, vil jeg ogsaa gaa ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig. Den som sejrer, vil jeg give at sidde hos mig paa mit højsæde, ligesom og jeg har sejret og sidder hos min Fader paa hans højsæde. Den, som har øre, høre, hvad Aanden siger til menighederne! Derefter saae jeg, og se en dør blev aabnet i himlen, og den første røst, som jeg havde hørt tale til mig som af en basun, sagde: Stig herop! og jeg vil vise dig, hvad der skal ske herefter; og strax henrykkedes jeg, og se, der stod et højsæde i himlen, og en sad paa højsædet; han var at se til som en Jaspis og Sardersten, og der var en regnbue trindt om højsædet, at se til som en smaragd; og omkring højsædet stod 24 højsæder, og jeg saae de 24 præster siddende paa højsæderne, og de vare iførte hvide klædebon og havde guldkroner paa deres hoveder. Fra højsædet udgik der lyn og røster og tordener, og 7 tændte lamper brændte foran hans højsæde, og disse er Guds 7 Aander. Foran højsædet var der som et glarhav, der lignede krystal, og midt for højsædet og omkring det var der 4 væsener, som vare fulde af øjne for og bag. Det første væsen lignede en løve, og det andet væsen lignede en kalv, det tredje væsen havde ansigt som et menneske, og det fjerde væsen lignede en flyvende ørn; og de 4 væsener havde hver især 6 vinger, rundt om og indentil fulde af øjne, og de standsede ikke dag og nat med at sige: hellig, hellig, hellig; hellig, hellig, hellig; hellig, hellig, hellig er Gud Herren Almægstigste, han som var, og som er, og som kommer! og naar væsenerne give ham, som sidder paa højsædet og lever i al evighed, ære og pris og taksigelse, falde de 24 præster ned for ham, som sidder paa højsædet, og tilbede ham, som lever i al evighed, og de nedlægge deres kroner for højsædet og sige: Værdig er du, Herren og vor Gud, den hellige, til at modtage æren og prisen og magten, fordi du har skabt alle ting, og ved din villie ere de og bleve skabte. Jeg saae en Bog i hans højre haand, som sidder paa højsædet, og den var beskreven indvendig og udvendig og forseglet med 7 segl; og jeg saae en mægtig engel udraabe med høj røst: Hvem er værdig til at aabne Bogen og løse dens segl? men ingen i himlen eller paa jorden eller under jorden kunde aabne Bogen eller se i den; og jeg græd meget, fordi ingen fandtes værdig til at aabne og læse Bogen eller se i den. Men en af præsterne sagde til mig: Græd ikke! Se, Løven af Judas stamme, David rod, har vundet sejr til at aabne Bogen og dens 7 segl. Og jeg saae, og se, midt imellem højsædet og de 4 væsener og midt imellem præsterne stod et Lam, ligesom slagtet; det havde 7 horn og 7 øjne, og disse ere de 7 Guds Aander, som ere udsendte til den hele jord; og det kom og tog Bogen af hans højre haand, som sad paa højsædet; og da det tog Bogen, faldt de 4 væsener og de 24 præster ned for Lammet; de havde hver sin harpe og guldskaaler fulde af røgelse, som er de helliges bønner; og de sang en ny sang og sagde: Værdig er du til at modtage Bogen og aabne dens segl, fordi du er slagtet og har med dit blod kjøbt os til Gud af hver stamme og tungemaal og folk og slægt, og gjort dem til konger og præster for vor Gud, og de skulle herske over jorden. Og jeg saae og hørte en røst som af mange engle rundt om højsædet og væsenerne og præsterne, og deres tal var titusinder gange titusinder og titusinder gange titusinder, og de sagde med høj røst: Lammet, som var slagtet, er værdigt til at modtage magten og rigdom og visdom og kraft, og ære og herlighed og velsignelse; og hver skabning, som er i himlen og paa jorden og under jorden og paa havet og hvad som er i dem, hørte jeg alle sige: Velsignelse, ære og herlighed og magt i al evighed være ham, som sidder paa højsædet, og Lammet! Amen; og de 4 væsener sagde Amenet, og præsterne faldt ned og tilbad. Jeg saae, at Lammet aabnede et af de 7 segl, og jeg hørte et af de 4 væsener sige som en tordenrøst: kom! og jeg saae, og se en hvid hest, og han, som sad paa den, havde en bue, og der blev givet ham en krone, og han drog sejrende ud og til sejr. - Og da det aabnede det andet segl, hørte jeg det andet væsen sige: kom! og der gik en anden hest ud, og den var rød, og ham, som sad paa den, blev det givet at tage freden fra jorden, forat de skulde slagte hverandre, og et stort sværd blev givet ham. Da det oplod det tredje segl, hørte jeg det tredje væsen sige: kom! og jeg saae, og se en sort hest, og den, som sad paa den, havde en vægt i sin haand; og jeg hørte en røst midt imellem de 4 væsener, som sagde: Et maal hvede en mark og 3 maal byg en mark! men olien og vinen maa du ikke skade! - Da det aabnede det fjerde segl, hørte jeg en røst fra det fjerde væsen, som sagde: kom! og jeg saae, og se en bleggul hest, og han, som sad paa den, hedder død, og hel fulgte med ham. Der blev givet ham magt over den fjerde del af jorden til at slaa ihjel med sværd og hunger og braddød og ved jordens vilde dyr. - Da det oplod det femte segl, saae jeg under alteret deres sjæle, som vare myrdede for Guds Ords skyld og for vidnesbyrdet, som de bare om Lammet; og de raabte med høj røst og sagde: hvorlænge, o Herre, du hellige og sanddru, dømmer du ikke og havner vort blod paa dem, som bo paa jorden? og det blev givet dem at hvile sig endnu en stund, indtil baade deres medtjenere og deres brødre, som skulde blive ihjelslaaede, ligesom de, bleve fuldtallige. - Jeg saae, at det aabnede det sjette segl, og der blev et stort jordskjælv, solen blev sort som en haarsæk, og maanen blev som blod; og himlens stjerner faldt til jorden, som naar figentræet, rystet af en stærk vind, nedkaster sine umodne bær; og himlen veg tilbage, som en bog der rulles sammen, og hvert bjerg og hver ø blev bevæget fra deres sted; og kongerne og fyrsterne og øversterne og de rige og stærke, og hver træl og hver fri skjulte sig i hulerne og bjergkløfterne, og de sige til bjergene og klipperne: Falder over os, skjuler os for hans ansigt, som sidder paa højsædet, og for Lammet vrede! thi hans vredes den store dag er kommen, og hvem kan bestaa? Derpaa saae jeg 4 engle staaende paa jordens 4 hjørner, og de holdt jordens 4 vinde, forat ikke nogen vind skulde blæse paa jorden eller paa havet eller paa noget træ; og jeg saae en anden engel stige op fra solens opgang; han havde den levende Guds segl, og han raabte med høj røst til de 4 engle, hvem det var overdraget at skade jorden og havet, og sagde: Skader ikke jorden, ikke heller havet, ikke heller træerne, indtil vi faa vor Guds tjenere beseglede i deres pander; og jeg hørte tallet paa de beseglede; 144.000 beseglede af alle Israels børns stammer: af Judas stamme 12.000 beseglede; af Rubens stamme 12.000; af Gads stamme 12.000; af Asers stamme 12.000; af Naftalis stamme 12.000; af Manasses stamme 12.000; af Simeons stamme 12.000; af Levis stamme 12.000; af Isakars stamme 12.000; af Sebulons stamme 12.000; af Josefs stamme 12.000; af Benjamins stamme 12.000 beseglede. Derefter saae jeg en stor skare, som ingen kunde tælle, af alle hedninger og stammer og folk og tungemaal staaende foran højsædet og foran Lammet, iførte lange hvide klæder og med palmer i hænderne; og de raabte med høj røst og sagde: Frelsen er fra vor Gud, som sidder paa højsædet, og fra Lammet! og alle englene stode i kreds om højsædet og præsterne og de 4 væsener, og de faldt paa deres ansigter foran højsædet, tilbade Gud, og sagde: Amen! Velsignelsen og hæderen og visdommen og taksigelsen og æren og magte og styrken være for vor Gud i al evighed! Amen. Og en af præsterne tog ordet og sagde til mig: De, som ere iførte de lange hvide klæder, hvem er de? og hvorfra ere de komne? Jeg sagde til ham: Min herre, du veed det! og han sagde til mig: Det er dem, som ere komne ud af den store trængsel og har tvættet deres kjortler og gjort dem hvide i Lammets blod; derfor ere de foran Guds højsæde og tjene ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder paa højsædet vil telte over dem; de skulle ikke hungre mere, ikke heller tørste mere, ikke heller skal solen eller nogen hede falde paa dem, fordi Lammet, som er i højsædets midte, vil vogte dem og føre dem til livets vandkilder, og Gud vil aftørre hver taare af deres øjne. Da det aabnede det syvende segl, blev der tavshed i himlen henved en halv time. - og jeg saae de 7 engle, som stode foran Gud, og der blev givet dem 7 basuner. Men der kom en anden engel og stod ved alteret; han havde et guldrøgelsesfad, og der blev givet ham megen røgelse, forat han skulde føje den til alle de helliges bønner paa guldalteret foran højsædet; og dampen af røgelsen steg med de helliges bønner op af engelens haand for Gud; og engelen tog røgelsefadet, fyldte det med ilden fra alteret og kastede det til jorden, og der blev røster og tordener og lyn og jordskjælv. De 7 engle, som havde de 7 basuner, gjorde sig rede til at basune; og den første basunede, og der kom hagel og ild blandet med blod og blev kastet paa jorden, og den tredje del af jorden forbrændtes og alt grønt græs afsvedes. - Saa basunede den anden engel, og der blev kastet ligesom et stort brændende bjerg i havet, og den tredje del af havet blev blod, og tredjedelen af skabningerne i havet, som have liv, døde, og tredjedelen af skibene forgik. - Saa basunede den tredje engel, og der faldt en stor stjerne, der brændte som en fakkel, fra himlen, og den faldt paa tredjedelen af floderne og paa vandkilderne; og denne stjernes navn hedder malurten, og tredjedelen af vandene blev til malurt, og mange mennesker døde af de vande, fordi de vare blevne bedske. - Saa basunede den fjerde engel, og der ramtes den tredje del af solen, og den tredje del af maanen og den tredje del af stjernerne, saa at den tredje del af dem blev formørket, og dagen fattedes tredjedelen af sit lys og natten ligesaa; og jeg saae og hørte en flyvende som en ørn i mellemhimlen, som sagde 3 gange med høj røst; Ve, Ve, Ve, dem, som bo paa jorden, for de øvrige basunrøster af de 3 engle, som skulle basune. Den femte engel basunede, og jeg saae en stjerne, som var falden fra himlen til jorden, og nøglen til afgrundens brønd blev givet ham; og han aabnede afgrundens brønd. Saa opsteg der en røg af brønden som røgen af en brændende ovn, og solen og luften blev formørket af brøndens røg. Af røgen fremkom der græshopper paa jorden, og der blev givet dem magt, som skorpionerne have magt paa jorden; og der blev sagt til dem, at de ikke maatte skade græsset paa jorden eller noget grønt eller noget træ, men alene de mennesker, som ikke have Guds segl paa deres pander; og det blev dem givet, ikke at slaa dem ihjel, men at pine dem 5 maaneder, og deres pine var som pinen af en skorpion, naar den slaaer et menneske; og i de samme dage skal menneskene søge døden og ikke finde den; de skal ønske at dø, og døden skal fly fra dem. Græshoppernes skikkelse lignede krigsrustede heste; og paa deres hoveder havde de ligesom guldkroner, og deres ansigter vare som menneskers ansigter; og de havde haar som kvindernes haar, og deres tænder vare som løvers; og de havde brynjer som jernbrynjer, og lyden af deres vinger var som lyd af vogne, naar mange heste fare i slag; og de havde haler som skorpioner og braadde, og i deres haler havde de magt til at skade menneskene i 5 maaneder. De havde en konge over sig, afgrundens engel; navnet paa ham er paa hebraisk: Abbadon, men paa græsk har han navnet Apollyon. Det ene ve er til ende; se, der kommer endnu to veer derefter. Den sjette engel basunede, og jeg hørte en røst fra de 4 horn paa guldalteret foran Gud, og den sagde til den sjette engel, som havde basunen: løs de 4 engle, som ere bundne ved den store flod Eufrat. Saa bleve de 4 engle løste, som vare beredte til time og maaned og aar til at ihjelslaa den tredje del af menneskene; og tallet paa stridsmændene til hest var titusinder gange titusinde; og jeg hørte tallet paa dem; og saaledes saae jeg hestene i synet og dem, som sad paa dem; de havde ildrøde og fiolblaa og svovlgule brynjer; hestenes hoveder vare som løvehoveder, og der foer ild og røg og svovl ud af deres munde; af disse 3 plager, af ilden og røgen og svovlet, som udfoer af deres munde, blev tredjedelen af menneskene dræbt. Thi hestenes magt var i deres mund og i deres haler; thi deres haler lignede slanger, og de havde hoveder, og med dem gjorde de skade. De øvrige mennesker, som ikke bleve dræbte ved disse plager, omvendte sig ikke fra deres hænders gjerninger, saa de ikke tilbade dæmoner og afguder af guld og sølv og kobber og sten og træ, som hverken se eller høre eller gaa; og de omvendte sig ikke fra deres mord, eller fra deres giftblanderier, eller fra deres hor, eller fra deres tyverier. Jeg saae en vældig engel stige ned fra himlen indhyllet i sky, regnbuen var paa hans hoved; hans ansigt var som solen og hans fødder som ildstøtter; og han havde en lille aaben bog i sin haand; han satte sin højre fod paa havet, men den venstre paa jorden, og raabte med høj røst, som løve brøler; og naar han raabte, udtalede de 7 tordener deres røster. Da de 7 tordener havde talet, vilde jeg skrive; men jeg hørte en røst fra himlen, som sagde: Forsegl, hvad de 7 tordener talede; derefter skal du skrive. Og engelen, som jeg saae staaende paa havet og paa jorden, opløftede sin højre haand til himlen, og svor ved ham, som lever i al evighed, som skabte himlen og hvad der er i den, og jorden og hvad der er paa den, og havet og hvad der er i det, at der skal ikke længer gives tid; men i de dage, den syvende engels røst lyder, naar han skal basune, da skal Guds skjulte raad fuldkommes, som han har forkyndt sine tjenere, profeterne. Saa talede den røst, som jeg havde hørt fra himlen, atter med mig og sagde: Gaa, tag den lille bog i engelens haand, som staaer paa havet og paa jorden, og jeg gik hen til engelen og sagde til ham: Giv mig den lille bog! og han sagde til mig: Tag og slug den! og den vil smerte i dit liv, men i din mund vil den være sød som honning. Saa tog jeg den lille bog af engelens haand og slugte den, og i min mund var den sød som honning; men da jeg havde slugt den, smertede mit liv; og han sagde til mig: Du skal atter spaa mod folk og mod hedninger og tungemaal og mange konger. Det blev givet mig et rør, som lignede en maalestok, og engelen stod der og sagde: staa op og maal Guds tempel, og alteret og dem, som tilbede deri, men forgaarden udenfor templet, lad den udenfor, den skal du ikke maale; thi den er givet hedningerne, og de skal nedtræde den hellige stad i 42 maaneder. Og jeg vil give mine tvende vidner, at de i sørgedragt skulle profetere 1260 dage. Disse ere de to olietræer og de to lysestager, som staa foran jordens Herre; og dersom nogen vil skade dem, farer der ild ud af deres mund og fortærer deres fjender; og dersom nogen vil gjøre dem skade, maa han saaledes slaaes ihjel. Disse have magt til at lukke himlen, at der ikke falder regn i deres profetis dage; og de har magt over vandene til at forvandle dem til blod, og til at slaa jorden med allehaande plager, saa ofte de ville. Men naar de har fuldendt deres vidnesbyrd, skal dyret, som opstiger af afgrunden, føre krig med dem og overvinde dem og slaa dem ihjel; og deres lig paa gaden! i den store stad, som aandelig kaldes Sodoma og Egypten, hvor ogsaa deres Herre er korsfæstet! og nogle af folkene, og af stammer, tungemaal og hedninger, se deres lig tre og en halv dag, og de tillade ikke, at deres lig lægges i grav; og de, som bo paa jorden, ville glæde sig over dem og fryde sig, og de ville sende hverandre gaver, fordi disse to profeter vare en plage for dem, som bo paa jorden. Men tre og en halv dag derefter kom der en livsaand fra Gud i dem, og de stod paa deres fødder, og en stor frygt faldt paa dem, som saae dem; og jeg hørte en høj røst fra himlen, som sagde til dem: stiger herop! og de stege op til himlen i skyen og deres fjender saae dem; og samme dag skete der et stort jordskjælv, og tiendedelen af staden faldt, og 7000 personer bleve dræbte ved jordskjælvet; og de øvrige forfærdede og gave himlens Gud ære. Det andet ve er til ende; det tredje ve, se, det kommer snart! Saa basunede den syvende engel, og der var stærke røster i himlen, som sagde: Verdens rige tilhører vor Herre og hans Kristus, og han skal være konge i al evighed! og de 24 præster, som sad foran Gud paa deres højsæder, faldt ned paa deres ansigter, tilbade Gud og sagde: vi takke dig, Herre Gud, Almægtigste, som er, og som vare, og som kommer, fordi du har taget din den store magt og er bleven konge; og hedningerne vrededes, men din vrede kom og de dødes tid, at de skulle dømmes, og løn gives dine tjenere, profeterne og de hellige og dem, som frygte dit navn, smaa og store, og til at fordærve dem, som have fordærvet jorden. Saa blev Guds tempel i himlen aabnet, og Herrens pagts ark kom til syne i hans tempel, og der kom lyn og røster og tordener og svær hagel. Et stort tegn blev seet i himlen: En hvinde, beklædt med solen og maanen under hendes fødder og en krone af 12 stjerner paa hendes hoved, og hun var frugtsommelig, og hun raabte i barnsnød under fødselssmerter. Og der blev seet et andet tegn i himlen, og se, en stor ildrød drage, som havde 7 hoveder og 10 horn og 7 smykker paa sine hoveder; og dens hale drager tredjedelen af himlens stjerner og kastede dem paa jorden; og dragen stod foran hvinden, som skulde føde, forat han kunde sluge hendes barn, naar hun havde født; og hun fødte et drengebarn, som skulde vogte alle folk med jernspir; og hendes barn blev bortrykket til Gud og til hans højsæde; og kvinden flygtede til ørken, hvor hun har et sted, beredt hende af Gud, at de der skulde ernære hende i 1260 dage. Og der blev en kamp i himlen; Mikael og hans engle kjæmpede med dragen, og dragen med sine engle kjæmpede; men han kunde ikke staa sig, ikke heller fandtes der længer sted for ham i himlen; men den store drage blev styrtet, den gamle slange, som kaldes djævel og satan, som forfører hele jorden, han blev styrtet til jorden og hans engle bleve styrtede med ham; og jeg hørte en høj røst i himlen, som sagde: Nu tilhører frelsen, kraften og riget vor Gud, og magten hans Kristus; thi nedstyrtet ere vore brødres anklager, som dag og nat anklagede dem for vor Gud; og de har overvundet ham ved Lammets blod, og ved Ordet, de vidnede, og de elskede ikke deres sjæl indtil død. Derfor fryder eder, i himle, og i, som telte i dem. Ve jorden og havet! thi djævelen er stegen ned til eder, og han har stor vrede, da han veed, at han har kort tid. Da dragen saae, at den var styrtet til jord, forfulgte han kvinden, som havde født drengebarnet; og der blev givet kvinden den store ørns to vinger, forat hun skulde flyve til ørken til sit sted, hvor hun opholdes en tid, tider og en halv tid, borte fra slangen. Men slangen stod vand som en strøm af sin mund, efter kvinden, forat bortskylle hende med strømmen. Men jorden kom kvinden til hjælp; og jorden aabnede sin mund og slugte strømmen, som dragen havde skudt af sin mund. Og dragen forbitredes paa kvinden, og han gik bort forat kjæmpe med de øvrige af hendes afkom, som holde Guds bud og have vidnesbyrdet om Jesus. Jeg stod paa havets bred (13:2) og saae et dyr stige op af havet; det havde 10 horn og 7 hoveder; paa dets horn vare 10 smykker, og paa dets hoveder bespottelige navne; (13:3) og dyret, jeg saae, var ligt en parder; dets fødder vare som en bjørns og dets mund som løvemund, og dragen gav det sin kraft og sit højsæde og stor magt; (13:4) og jeg saae et af dets hoveder ligesom saaret til død, men dets dødssaar blev lægt, og hele jorden fulgte forundret efter dyret; (13:5) og de tilbad dragen, som havde givet dyret magt, og de tilbad dyret og sagde: hvem er som dyret? og hvem kan kjæmpe mod det? (13:6) og der blev givet det mund til at tale store ord og bespottelse, og der blev givet det magt til at kjæmpe i 42 maaneder. (13:7) Saa aabnede det sin mund til bespottelse mod Gud, til at bespotte hans navn og hans bolig og dem, som telte i himlen; (13:8) og der blev givet det, at kjæmpe mod de hellige og overvinde dem; og der blev givet det magt over hver stamme og tungemaal og folk. (13:9) Og alle, som bo paa jorden, hvis navn ikke fra verdens begyndelse er skrevet i det slagtede Lams Livets bog, skulle tilbede det. (13:10) Har nogen øre, han høre! (13:11) Holder nogen fangenskab, han vandre ud! dræber nogen med sværd, han skal dræbes med sværd! her er de helliges taalmodighed og tro. (13:12) Jeg saae et andet dyr stige op af jorden; det havde to horn lige med Lammet, og det talede som dragen; (13:13) og det øver al det første dyrs magt for dets aasyn og gjør, at jorden, og de, som bo derpaa, ville tilbede det første dyr, hvis dødssaar blev lægt, (13:14) og det gjør store tegn, saa at ild falder ned fra himlen paa jorden for menneskenes aasyn, (13:15) og forfører mine, som bo paa jorden, ved de tegn, som det er givet det at gjøre for dyrets aasyn, idet det siger til dem, som bo paa jorden, at de skal gjøre et billede af dyret, som fik banesaar og dog levede. (13:16) Og det fik magt til at give dyrets billede aand, saa at dyrets billede endog kunde tale, og det gjør, at de, som ikke tilbede dyrets billede, skulle ihjelslaaes; (13:17) og det gjør, at der gives alle, smaa og store, rige og fattige, fribaarne og trælle, mærker i deres højre haand og i deres pander, (13:18) og at ikke nogen kan kjøbe eller sælge, som ikke har dyrets mærke eller dets navn eller dets navntal. (13:19) Her er visdommen; den, som har forstand, beregne dyrets tal! thi det er et menneskeligt tal; og det tal er 666. Jeg saae, og se Lammet staaende paa Zions bjerg, og hos ham 144.000, som havde hans og hans Faders navn paa deres pander; og jeg hørte en røst fra himlen som lyd af mange vande og som lyd af stærk torden, og røsten, jeg hørte, var som harpespilleres, der slaa deres harper; og de sang en ny sang for Guds kongestol og for de 4 væsener og præsterne, og ingen kunde lærer den sang uden de 144.000, som vare kjøbte fra jorden. Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder; thi de ere jomfruelige, det er dem, som følge Lammet, ihvor det end gaaer. Disse ere af Jesus kjøbte af menneskene, en førstegrøde for Gud og Lammet; og i deres mund fandtes ej løgn, thi de ere lydesløse. Jeg saae en anden engel flyvende igjennem mellemhimlen, og han havde et evigt evangelium at forkynde dem, som bo paa jorden, og over hvert folkeslag og stamme og tungemaal og folk; og han sagde med høj røst: Frygter Gud og giver ham ære, fordi hans doms time er kommen! og tilbeder ham, som skabte himlen og jorden og havet og vandenes kilder! Og en anden engel, den anden, fulgte og sagde: Falden, falden er den store Babylon! af sit horeris vredes vin har hun skjænket alle hedningerne. - Og en anden engel, den tredje, fulgte dem og sagde med høj røst: hvis nogen tilbeder dyret og dets billede, og tager mærke paa sin pande og paa sin haand, han skal og drikke af Guds vredes vin, som ublandet er skjænket i hans fortørnelses bæger, og han skal pines i ild og svovl for de hellige engles og for Lammets aasyn; og deres pines røg opstiger i al evighed, og de faa ikke hvile dag og nat, som tilbede dyret og dets billede, og om nogen tager dets navns mærke. Her er de helliges taalmodighed, her ere de, som vare paa Guds bud og Jesu tro. - Og jeg hørte en røst fra himlen, som sagde til mig: Salig ere de døde, som dø i Herren herefter! Ja, Aanden siger, at de skulle hvile fra deres arbejde, men deres gjerninger følge med dem. Jeg saae, og se en hvid sky, og paa skyen sad en, som lignede en menneskens søn; han havde guldkrone paa sit hoved og en skarp segel i sin haand; og en anden engel gik ud af templet, og han raabte med høj røst til ham, som sad paa skyen: Udstræk din segel og høst! thi høsttimen er kommen, for jordens høst er moden; og han, som sad paa skyen, lod sin segel gaa over jorden, og jorden blev høstet. - En anden engel gik ud fra templet, det, som er i himlen; ogsaa han havde en skarp segel. Saa gik der en anden engel ud fra alteret, og han havde magt over ilden. Han raabte med højt raab til ham, som havde den skarpe segel, og sagde: Lad din skarpe segel fare ud, og afskjær druerne af jordens vinstok; for dens druer ere modne. Saa lod engelen sin segel gaa til jorden, og høstede jordens vinstok, og han kastede det i Guds vredes store persekar; og Guds persekar blev traadt udenfor staden, og der gik blod af persekarret lige til hestenes bidsler,indtil 1600 sten. Jeg saae et andet tegn i himlen, stort og forunderligt: 7 engle, som havde de sidste 7 plager, for med dem fuldendes Guds vrede; og jeg saae som et glarhav blandet med ild, og dem, som havde vunden sejren fra dyret og dets billede og dets navns tal, staaende ved glarhavet, og de havde Guds harper; og de sang Guds tjenerer Moses sang og Lammets sang, idet de sagde: store og underlige er dine gjerninger, Herre Gud Almægtigste; retfærdige og sande ere dine veje, du folkenes konge! Hvem skulde ikke frygte dig, Herre, og prise dit navn? du alene er hellig; thi skulle alle folkene komme og tilbede for dit ansigt, fordi dine raadslutninger ere aabenbarede. Derefter saae jeg, og se, lovens bolig i himlen blev aabnet; og de 7 engle, som have de 7 plager, gik ud fra himlen; de vare iførte rent og skinnende linned og ombæltede om brystet med guldbælter; og et af de 4 væsener gav de 7 engle 7 guldskaaler, fyldte med den i al evighed levende Guds vrede; og templet fyldtes med røg af Guds herlighed og af hans magt, og ingen kunde gaa ind i templet, indtil englenes de 7 plager fik ende. Saa hørte jeg en høj røst fra templet, som sagde til de 7 engle: Gaaer hen og udøser Guds vredes skaaler paa jorden! Saa gik den første bort, og han udøste sin skaal paa jorden, og der blev slem og ond byld paa de mennesker, som havde dyrets mærke, og som tilbad dets billede. - Saa udøste den anden engel sin skaal i havet og det blev blod, som af en myrdet, og hver levende sjæl døde i havet. - Saa udøste den tredje engel sin skaal i floderne og vandkilderne, og de bleve blod, og jeg hørte engelen over vandene sige: Du er retfærdig, du, som er, og som var, du hellige, at du har udført denne dom; fordi de har udgydt helliges og profeters blod, gav du og dem blod at drikke. De er det værd! Og fra alteret hørte jeg en sige: Ja, Herre Gud almægtigste, sande og retfærdige ere dine domme! - Saa udøste den fjerde engel sin skaal over solen, og den fik magt til at brænde menneskene med ild; og menneskene brændte i stor hede, men menneskene bespottede Guds navn, som har magt over disse plager, og de omvendte sig ikke til at give ham ære. - Saa udøste den femte engel sin skaal over dyrets trone, og dets rige blev formørket og de tyggede deres tunger af pine; og de bespottede himlens Gud for deres pine, og for deres bylder, men de omvendte sig ikke fra deres gjerninger. - Saa udøste den sjette engel sin skaal over den store flod Eufrat, og dens vand udtørredes, forat vejen kunde beredes for kongerne af østerleden. Og jeg saae tre urerne aander som padder udgaa af dragens mund, af dyrets mund og af den falske profets mund; de ere nemlig dæmnernes aander, som gjør tegnene, og de gaa ud til hele jorderigs konger forat samle dem til krigen paa Guds, den Almægtigstes, hin store dag. Se, jeg kommer som en tyv; salig er den, som vaager og varer paa sine klæder, at han ikke skal gaa nøgen, og de skulle se hans skam; og han samlede dem til det sted, som paa hebraisk hedder Harmageddon. - Saa udøste den syvende engel sin skaal i luften, og en høj røst fra templet i himlen fra højsædet, som sagde: Det er skeet! Saa kom der lyn og tordener og røster, og der blev et stort jordskjælv, og mage til det har ikke været fra den tid, der blev mennesker paa jorden, saadant et jordskjælv, saa stort! Den store stad blev treslakt, hedningernes stæder faldt, og den store Babylon blev erindret for Gud, at han vilde give hende bægeret med hans strænge vredes vin; hver ø flygtede og bjerge fandtes ikke; og en svær centnertung hagel faldt ned fra himlen over menneskene; men menneskene bespottede Gud for plagen af hagel; dens slag var nemlig meget svært. Saa kom en af de 7 engle, som havde de 7 skaaler, og talede med mig og sagde: kom, jeg vil nu vise dig dommen over den store skjøge, som sidder over de mange vande; med hvem jordens konger bolede, og de, som bo paa jorden, berusedes af hendes horeris vin. Og han førte mig i Aanden til ørken, og jeg saae en kvinde siddende paa et skarlagenrødt dyr, som var fuldt af bespottende navne og havde 7 hoveder og 10 horn; kvinden var klædt i purpur og skarlagen, og udmajet med guld, ædelstene og perler, og hun havde et guldbæger i sin haand, fuldt af vederstyggeligheder og hendes horeris urenhed; og paa hendes pande var der skrevet et navn: \hemmelighed\, den store Babylon, moder til skjøger og jordens vederstyggeligheder; og jeg saae kvinden drukken af de helliges blod og af Jesu vidners blod, og da jeg saae hende, forundrede jeg mig overmaade. Saa sagde engelen til mig: hvorfor forundrer du dig? Jeg vil vise dig kvindens hemmelighed og dyrets, som bærer hende og har de 7 hoveder og de 10 horn. Dyret, som du seer, var og er ikke, og skal stige op af afgrunden og fare bort til fordærvelse, og de, som bo paa jorden, skal forundre sig, de, hvis navne ikke ere skrevne i livets bog fra verdens grundvold blev lagt, men de se dyret, som var og er ikke og er tilstede. Her behøves forstand, som har visdom. De 7 hoveder ere 7 bjerge, paa hvilke kvinden sidder; og der ere 7 konger; de fem ere faldne, den ene er der, den anden er endnu ikke kommen, og naar han kommer, maa han blive en føje stund. Dyret, som var og er ikke, er selv den ottende; han er af de syv og farer bort til fordærvelse. Og de 10 horn, du saae, ere 10 konger, som endnu ikke har modtaget riget, men faa magt som konger een time med dyret. De har en tanke, og de vil overgive deres magt og myndighed til dyret. De ville kjæmpe mod Lammet, men Lammet vil overvinde dem, for han er Herrers Herre og kongers konge; og de som ere med ham kaldte og udvalgte og trofaste. Saa sagde han til mig: De vande, som du saae, hvor skjøgen sidder, ere folk og skarer og folkefærd og tungemaal. Og de 10 horn, som du saae, og dyret, de skulle hade skjøgen, lægge hende øde og gjøre hende nøgen og æde hendes kjød og brænde hende op i ild. Thi Gud har givet dem i deres hjærter at gjøre efter hans tanke, udføre een tanke og give dyret deres rige, indtil Guds Ord fuldbyrdes. Og kvinden, du saae, er den store stad, som har herredømme over jordens konger. Derefter saae jeg en anden engel, som havde stor magt, stige ned fra himlen, og jorden oplystes af hans glands; og han raabte med vældig røst og sagde: falden, falden er den store Babylon! og den er bleven dæmners bo og alle urene aanders fængsel, og fængsel for alle urene og afskyelige fugle; thi af hendes horeris vredes vin have alle folkeslag drukket, og jordens konger har bolet med hende, og jordens kræmmere ere blevne rige af hendes yppige magt. Jeg hørte en anden røst fra himlen, som sagde: drage ud af hende, mit folk, at i ikke skulle blive delagtige i hendes synder, og at i ikke skulle rammes af hendes plager; thi hendes synder naa til himlen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder ihu. Betaler hende, som hun har betalt eder, og giver hende dobbelt efter hendes gjerninger, skjænker hende dobbelt i det bæger, hun har skjænket med. Saameget hun har ophøjet sig selv og levet i yppighed, giver hende saa stor pine. Fordi hun siger i sit hjærte: Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke, og sorg vil jeg slet ikke se, derfor skulle hendes plager komme paa en dag: død og sorg og hunger; og hun skal opbrændes i ild, for vældig er Gud Herren, som dømmer hende; og jordens konger skulle græde og sørge over hende, de, som have bolet og levet i vellyst med hende, naar de se røgen af hendes brand. Langt borte staa de af frygt for hendes pine og sige: ve, ve! du store stad, Babylon, du stærke stad, at din dom kom i een time! og jordens kræmmere skal græde og sørge over hende, fordi ingen længer kjøber deres ladning, ladning af guld og sølv, ædelstene og perler, bomuld og purpur, silke og skarlagen og af al slags vellugtende træ, og al slags arbejde af filsben, og al slags arbejde af kostbart træ og af kobber, af jern og af marmor; kanel og røgelse, salve og virak, vin og olie, flormel og hvede, kvæg og faar, heste og vogne og trælle, ja menneskesjæle; og frugten, din sjæl lystedes ved, er vegen fra dig, alt det lækre og straalende er veget fra dig, du skal slet ikke finde det mere. De, som handlede dermed og bleve rige ved hende, skulle staa langt borte af frygt for hendes pine, græde og sørge og sige: ve, ve! den store stad, som var klædt i bomuld og purpur og skarlagen og udmajet med guld og ædelstene og perler, at saa stor rigdom gik til grunde i een time! Og hver styrmand og hver skipper og sømand og saamange, som pløje havet, stode langt borte og raabte, da de saae røgen af hendes brand, og sagde: hvem lignede den store stad? og de kastede støv paa deres hoveder, og de raabte grædende og sørgende og sagde: ve, ve! den store stad, i hvem alle, som havde skibe paa søen, berigedes af hendes pragt; at hun gik til grunde i een time! - Fryd dig over hende, o himmel, i hellige, baade apostle og profeter, at Gud har udført eders ret mod hende. Og en engel tog en svær sten, som en stor møllesten, kastede den i havet og sagde: saaledes skal den store stad Babylon nedkastes i hast, og den skal slet ikke findes mere; og harpespilleres, sangers, fløjtespilleres og basunblæseres røst skal slet ikke mere høres i dig, og ingen kunstner i nogen kunst skal mere findes i dig, og møllens fryd skal slet ikke mere høres i dig; og lampens lys skal slet ikke mere skinne i dig, brudgoms og bruds røst skal slet ikke mere høres i dig, fordi dine kræmmere vare fyrster paa jorden, og alle folkene vare bedaarde ved din trolddom; og i hende er profeters og helliges blod fundet og alle deres, som ere myrdede paa jorden. Derefter hørte jeg som en høj røst af en stor skare i himlen, som sagde: Halleluja! Saliggørelse, magt og ære være vor Gud! thi sande og retfærdige ere hans domme, thi han dømte den store skjøge, som fordærvede jorden med sit horeri, og han udkrævede sine tjeneres blod af hendes haand. Og anden gang blev der sagt: Halleluja! og hendes røg stiger op i al evighed; og de 24 præster og de 4 væsener faldt ned og tilbad Gud, som sad paa højsædet, og de sagde: Amen! Halleluja! Og en røst gik ud fra højsædet, som sagde: Lover vor Gud, alle hans tjenere og I, som frygte ham, smaa og store! og jeg hørte som en røst af en stor skare, og som en lyd af mange vande, og som stærke tordeners røst, der sagde: Halleluja! fordi Herren vor Gud, den Almægtigste, har antaget riget; lader os glæde og fryde os og give ham æren, fordi Lammets bryllup er kommet, og hans brud har smykket sig; og det blev givet hende at iføre sig skinnende og rent linned; thi linklædet er de helliges dyder. Og han sagde til mig: skriv: Salig er de, som ere kaldte til Lammets nadver. Og han sagde til mig: disse ere de sande Guds Ord. - Og jeg faldt ned for hans fødder forat tilbede ham; men han sagde til mig: Se til, at du ikke gjør det; jeg er din og dine brødres medtjener, som have Jesu vidnesbyrd. Tilbed Gud! - Vidnesbyrdet om Jesus er nemlig profetiens Aand. Jeg saae himlen aabnet, og se en hvid hest, og han, som sad paa den, hedder Trofast og Sanddru, og han dømmer og kjæmper med retfærdighed; men hans øjne vare som ildslue, og paa sit hoved havde han mange smykker, og han havde navne skrevne, og navn skrevet, som ingen kjendte uden han selv; han havde en kappe kastet om sig, dyppet i blod, og hans navn hedder \Guds Ord\; og hærene, som ere i himlen, fulgte ham paa hvide heste, iført hvidt rent linklæde. Af hans mund udgik et hvast tveægget sværd, forat han med det skulde slaa hedningerne, og selv skal han vogte over dem med jernspir, og selv skal han træde Guds Almægtigstes fortørnelses vredes vins persekar; og paa sin kappe og lænd har han et navn skrevet: \kongers konge, og Herrers Herre\. Saa saae jeg en engel staaende i solen, han raabte med høj røst og sagde til alle fugle, som flyve i mellemhimlen: kommer, flokkes til Guds det store maaltid forat æde kongers kjød og krigshøvdingers kjød og heltes kjød og kjødet af heste og deres ryttere, og kjødet af alle, fribaarne og trælle, smaa og store. Og jeg saae dyret og jordens konger og deres høre samlede forat kjæmpe mod ham, som sad paa hesten og mod hans hær. Og dyret blev fanget og tilligemed ham løgnprofeten, som havde gjort tegnene for hans aasyn, hvormed han havde forført dem, som tog dyrets mærke, og dem, som tilbad dets billede. Disse to bleve levende kastede i ildsøen, som brænder i svovl. Men de øvrige bleve ihjelslagne med hans sværd, som sad paa hesten, hvilket gik ud af hans mund; og alle fuglene bleve mættede af deres kjød. Og jeg saae en engel stige ned fra himlen, han havde nøglen til afgrunden og en stor lænke i sin haand; og han greb dragen, den gamle slange, som er djævelen og satanas, som forfører hele verden, og han bandt ham for 1000 aar og kastede ham i afgrunden; han lukkede og forseglede over ham, at han ikke mere skulde forføre folkene, indtil de 1000 aar fuldendtes; og efter dem skal han løslades en lille stund. Og jeg saae højsæder, og de satte sig paa dem, og dom blev dem given; og deres sjæle, som vare blevne halshuggede for vidnesbyrdet om Jesus og for Guds Ord, og de, som ikke have tilbedet dyret eller dets billede, og ikke havde taget mærket i deres pande og paa deres haand; og de bleve levende og herskede 1000 aar med Kristus. Men de øvrige døde bleve ikke levende, inden de 1000 aar ere omme. Det er den første opstandelse. Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse; over dem har den anden død ikke magt; men de skulle være præster for Gud og for Kristus, og herske 1000 aar med ham. Naar de 1000 aar ere omme, vil satan blive løst af sit fængsel, og han vil gaa ud for at forføre folkene fra jordens 4 hjørner, Gog og Magog, at samle dem til slag, og tallet paa dem er som havets sand. Og de drog frem over jordens flade og omringede de helliges lejr og den elskede stad. Men der faldt ild af himlen fra Gud, og den slugte dem; og djævelen, som forførte dem, blev kastet i ild- og svovl-søen, hvor ogsaa dyret og løgnprofeten var, og de skulle pines dag og nat i al evighed. Og jeg saae et stort hvidt højsæde og ham, som sad i det, for hvis aasyn himlen og jorden flyede, og der blev ikke fundet sted for dem; og jeg saae de døde, store og smaa, staaende foran højsædet, og bøgerne bleve aabnede; og en anden, som er livets bog, blev aabnet, og de døde bleve dømte efter hvad der var skrevet i bøgerne overensstemmende med deres gjerninger. Og havet afgav de døde, som vare i det, og døden og hel afgav deres døde, og de bleve dømte, hver overensstemmende med sine gjerninger. Saa blev døden og hel kastede i ildsøen. Ildsøen, det er den anden død. Og, naar nogen ikke fandtes skreven i livets bog, blev han kastet i ildsøen. Og jeg saae ny himmel og ny jord, thi den første himmel og den første jord var forgaaet, og havet er ikke mere; og den hellige stad, det nye Jerusalem, saae jeg nedstige fra Gud af himlen, beredt som bruden, der er smykket for sin mand; og jeg hørte en høj røst fra himlen, som sagde: Se, Guds bolig er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skulle være hans folk, og Gud selv skal være med dem; og han vil aftørre hver taare af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg eller skrig eller pine; thi det første er forgangent. Og han, som sad i højsædet, sagde: Se, jeg gjør alting nyt. Og han sagde til mig: Skriv! thi disse Ord ere sande og trofaste. Og han sagde til mig: Jeg er A og Ø, begyndelsen og ende. Jeg vil uden betaling give den, som tørster, af livets vandkilde. Den, som sejrer, skal arve dette, og jeg vil være ham Gud, og han skal være mig søn. Men de fejge og vantro, og syndere og vederstyggelige og mordere, og skjørlevnere og troldkarle og afgudsdyrrkere og alle løgnere, skal have deres del i søen, som brænder med ild og svovl. Det er den anden død. Saa kom der en af de 7 engle, som havde de 7 skaaler fulde af de 7 sidste plager, talede med mig og sagde: kom, jeg vil vise dig hustruen, Lammets brud; og han førte mig i Aanden til et stort og højt bjerg, og han viste mig den store stad, det hellige Jerusalem, som steg ned af himlen fra Gud, og som havde Guds herlighed. Dens glands var som dyreste sten, som krystalklar jaspis; den havde en stor og høj mur; den havde 12 porte, og over portene 12 engle, og paaskrevne navne, nemlig Israels børns 12 stammers; mod øst 3 porte, mod nord 3 porte, mod syd 3 porte, mod vest 3 porte. Stadens mur havde 12 grundstene, og paa dem 12 navne paa Lammets 12 apostle, han, som talede med mig, havde et guldrør som maalestok, forat han kunde maale staden og dens porte. Staden ligger i firkant; dens længde er som dens brede. Han maalte staden med røret 12.000 sten; 12 er dens længde, og den brede og højde er lige med den. Saa maalte han dens mur 144 alen efter et menneskes maal, som er englens. Dens murs bygning var jaspis, og staden var af purt guld, lig det rene glas. Stadsmurens grundsten var prydet med alle slags ædelstene. Den første grundsten var jaspis, den anden safir, den tredje kalcedon, den fjerde smaragd, den femte sardonyx, den sjette sarder, den syvende krysolit, den ottende beryl, den niende topas, den tiende krysopras, den ellevte hyacint, den tolvte armetyst; og de 12 porte vare 12 perler, hver port var een perle, og stadens gade var purt guld som gjennemsigtigt glas. Jeg saae intet tempel i den, thi Herren, Gud Almægtigste, er dens tempel, og Lammet. Staden behøver ikke solen eller maanen til at skinne i den, thi Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys; og folkene skulle vandre ved dens lys, og jordens konger bringe deres herlighed og ære til den. Dens porte skulle ikke lukkes om dagen, nat skal der nemlig ikke være der; og man skal bringe folkenes herlighed og ære til den; og intet urent skal komme ind i den, eller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn, kun de, som ere skrevne i Lammets livets bog. Saa viste han mig livets vands rene flod, skinnende som krystal, der udvælder fra Guds og Lammets højsæde. Midt i dens gade og paa begge sider af floden er livets træ, som 12 gange bærer frugt, da det hver maaned giver sin frugt, og træets blade er til folkenes lægedom. Der skal ikke være nogen forbandelse; Guds og Lammets højsæde skal være i den, og hans tjenere skulle tjene ham, og de skulle se hans ansigt, og hans navn skal være i deres pander; og der skal ikke være nat, de behøve ikke lys eller solens skin, fordi Gud Herren lyser for dem, og de skulle være konger i al evighed. Saa sagde han til mig: Disse Ord ere trofaste og sande; og Herren, profeternes Aanders Gud, sendte sin engel forat vise sine tjenere, hvad der snart maa ske. Se, jeg kommer snart! Salig er den, som varer paa denne bogs profetis Ord! Og jeg, Johannes, er den, som hørte og saae dette; og da jeg hørte og saae dette, faldt jeg ned forat tilbede for engelens fødder, som viste mig dette. Men han sagde til mig: se til, at du ikke gjør det! jeg er din medtjener og dine brødre profeternes, deres, som vare paa denne bogs Ord; tilbed Gud! Og han siger til mig: Du maa ikke forsegle ordene i denne bogs profeti; for tiden er nær! Den, som gjør uret, gjøre fremdeles uret, den uterlige øve fremdeles uterlighed; men den retfærdige, øve fremdeles retfærdighed, og den hellige blive fremdeles helliggjort. Se, jeg kommer snart og har min løn med mig, til at betale hver, som hans gjerning er til. Jeg er A og Ø, begyndelse og ende, den første og den sidste. Salige ere de, som gjøre hans befalinger, at de kan faa adgang til livets træ og gaa gjennem portene ind i staden. Udenfor ere hundene og troldkarlene og skjørlevnerne og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver løgn. Jeg, Jesus, har sendt min engel til at vidne dette for eder i menighederne. Jeg er Davids rod og slægt, stjernen, den straalende, morgenstjernen. Og Aanden og Bruden siger: kom! og den, som hører, maa sige: kom! og den, som tørster, komme! og den, som vil, skal uden betaling faa livets vand! Jeg vidner for hver, som hører denne bogs profetis Ord: hvis nogen lægger noget til dette, da lægge Gud paa ham de 7 plager, som ere skrevne i denne bog; og hvis nogen tager noget bort af denne profetis bogs Ord, da borttage Gud hans del af livets træ og fra den hellige stad, som er beskreven i denne bog. Han, som vidner dette, siger: Ja, jeg kommer snart. Amen! Ja, kom, Herre Jesus! - Vor Herres Jesu Kristi naade være med alle de hellige! Amen!