Øyvind hedte han og græd, da han blev født. Men alt da han sad opreist paa Moderens Fang, lo han, og naar de tændte Lys paa om Kvelden, lo han, saa det sang, men græd, da han ikke fik komme bort til det. «Af den Gutten maa det blive noget rart», sagde Moderen.
Der, hvor han blev født, hang det bare Berg udover, men det var ikke høit; Furre og Birk saae ned; Hæggen strødde Blomster paa Taget. Men oppe paa Taget gik en liden Buk, som Øyvind aatte; han skulle gaa der for ikke at tulle sig væk, og Øyvind bar Løv og Græs op til den. En vakker Dag hoppede Bukken over og borti Berget; den gik ende op og kom did, den aldrig havde været før. Øyvind saae ikke Bukken, da han kom ud efter Non, og tænkte strax paa Ræven. Han blev hed over hele Kroppen, saae sig om og lyede: – «Kille-kille-kille-killebukken!» – «Bæ–æ–æ–æ!» sa' Bukken oppe paa Bergkanten, lagde Hovedet paaskakke og saae ned.
Men ved Siden af Bukken laa en liden Gjente paa Knæ. «Er den din, den Bukken?» spurgte hun. Øyvind stod med aaben Mund og Øine, stak begge Hænder i den Kjolebuxen, han bar. «Hvem er du?» spurgte han. – «Jeg er Marit, Mor sin Unge, Fedlen til Far, Huldra
«Er den din, den Bukken?» spurgte Gjenten op igjen. – «Ja–ha», sa' han og saae op. – «Jeg har faaet saadan Lyst paa den Bukken; – du vil ikke gi' mig den?» – «Nei, det vil jeg ikke.»
Hun laa og spændte med Benene og saae ned paa ham, og da sagde hun: «End naar du faar en Smørkringle for Bukken, kan jeg saa faa den?» – Øyvind var af Fattigfolk; han havde spist Smørkringle bare en Gang i sit Liv; det var da Bedstefar kom did, og sligt havde han aldrig spist hverken før eller siden. Han saae op paa Gjenten; «lad mig saa se den Kringlen først», sa' han. Hun var ikke sen paa det, viste en stor Kringle frem, som hun holdt i Haanden: «her er den!» sagde hun og kastede den ned.
«Au, den gik istykker», sa' Gutten, han samlede hver Bid op med Omhu; den allermindste maatte han smage paa, og den var saa god, at han maatte smage paa en til, og før han selv vidste af det, havde han spist op hele Kringlen.
«Nu er Bukken min», sa' Gjenten. Gutten standsede med den sidste Bid i Munden, Gjenten laa og lo, Bukken stod ved Siden, hvid i Brystet, brunsort i Ragget og saae ned paaskakke.
«Kunde du ikke vente saalænge», bad Gutten; Hjertet begyndte at klappe i ham. Da lo Gjenten endnu mere, skyndte sig op paa Knæ. «Nei, Bukken er min, den», sagde hun og slog Armene om Halsen paa den, løste et Strømpebaand og bandt omkring. Øyvind saae paa. Hun reiste sig og begyndte at drage i Bukken; den vilde ikke gaa med og tøiede Halsen ned over mod Øyvind. «Bæ-bæ-æ-æ!» sa' den. Men hun tog den i Ragget med den
Kom Bukken til Gutten, kom Kalven til Mor, kom mjavende Katten i snehvide Sko'r, kom Ællinger gule, kom frem ifra Skjule, kom Kyllinger smaa, som neppe kan gaa, kom Duerne mine med Fjedrene fine, se Græsset er vaadt, men Solen gjør godt, og tidlig, tidlig er det paa Sommer'n, men raab paa Høsten, saa kommer'n!
Der stod Gutten.
Bukken havde han stellet med siden i Vinter, den blev født, og aldrig havde han tænkt sig, at den kunde mistes: men nu var det gjort paa en liden Stund, og han skulde ikke se den mere.
Moderen kom trallende op fra Fjæren med Kopper, som hun havde skuret; hun saae Gutten sidde og græde med Benene under sig i Græsset og gik bort til ham. «Hvad græder du for?» – «Aa, Bukken, Bukken!» – «Ja, hvor er Bukken?» spurgte Moderen, hun saae op paa Taget. – «Den kommer aldrig mere igjen,» sa' Gutten. – «Kjære, hvordan kunde det gaa til?» – Han vilde ikke strax tilstaa det. «Har Ræven taget den?» – «Ja, Gud give det var Ræven!» – «Er du paa Stel!» sa' Moderen; «hvor er det blevet af Bukken?» – «Aa, aa,
Akkurat i det samme han sagde Ordet, forstod han, hvad det var at sælge Bukken for en Kringle; før havde han ikke tænkt paa det. Moderen sagde: «Hvad tror du nu, den lille Bukken tænker om dig, naar du kunde sælge den for en Kringle?»
Og Gutten selv tænkte paa det og forstod meget godt, at han aldrig kunde blive glad mere
Saamegen Sorg følte han, at han lovede med sig selv aldrig mere at gjøre noget galt, hverken at skjære Rokkesnoren eller slippe Saudene eller gaa ned til Søen alene. Han sovnede ind, der han laa', og han drømte om Bukken, at den var kommen til Himmerige; Vorherre sad med stort Skjæg ligesom i Katekismen, og Bukken stod og bed Løv af et skinnende Træ; men Øyvind sad alene paa Taget og kunde ikke komme op.
Da stak noget vaadt lige borti Øret paa ham, han skvat op. «Bæ-æ-æ-æ!» sa' det, og det var Bukken, som var kommen igjen!
«Nei, er du kommen igjen!» Han sprang op, tog begge Forbenene op paa den og dandsede med den som en Bror; han rykkede den i Skjægget, og han vilde netop ind til Mor med den, da han hørte nogen bag sig, og saae Gjenten sidde paa Grønsværet lige ved Siden. Nu forstod han altsammen, han slap Bukken: «Er det dig, som er kommen med den?» Hun sad og rev Græs op med Haanden og sagde: «Jeg fik ikke Lov at beholde den; Bedstefader sidder deroppe og venter.» Medens Gutten stod og saae paa hende, hørte han en skarp Stemme oppe fra Veien raabe: «Naa!» Da huskede hun, hvad hun skulde gjøre; hun reiste sig og gik bort til Øyvind, stak den ene muldede Haand borti en af hans, saae bort og
«Jeg mener, du faar beholde Bukken, jeg», sagde Øyvind og saae væk.
«Skynd dig nu!» sagde Bedstefar oppi Bakken. Og Marit reiste sig, og hun gik med dragende Ben opefter. «Du glemmer nok Strømpebaandet dit», raabte Øyvind etter hende. Da vendte hun sig og saae først paa Baandet, siden paa ham. Endelig fattede hun en stor Beslutning og sagde med tykt Maal: «Det kan du beholde.» Han gik bort til hende og tog hende i Haanden: «Tak skal du ha'!» sa' han. – «Aa ikke noget at takke for», svarte hun, drog et uhyre langt Suk og gik videre.
Han satte sig ned igjen i Græsset, Bukken gik ved Siden af ham, men han var ikke længer saa glad i den som før.
Bukken gik bunden ved Stuevæggen, men Øyvind gik og saae opover Berget. Moderen kom ud til ham og sad hos ham; han vilde høre Eventyr om det, som var langt borte, thi nu var ikke Bukken længer nok. Saa fik han høre om, at engang kunde alting tale; Berget talte til Bækken og Bækken til Elven og Elven til Havet og Havet til Himmelen; men saa spurgte han, om ikke Himmelen talte til nogen, og Himmelen talte til Skyerne, men Skyerne til Træerne, men Træerne til Græsset, men Græsset til Fluerne, men Fluerne til Dyrene, men Dyrene til Børnene, men Børnene til de voxne; og saaledes gik det endnu videre, til det gik rundt, og ingen vidste, hvem som begyndte. Øyvind saae paa Berget,
Solen skinner vakkert om Kvelden, Katten ligger doven udpaa Hellen. «To smaa Mus, Fløde af et Krus, fire Stykker Fisk stjal jeg bag en Disk, og er saa god og mæt, og er saa doven og træt», siger Katten.
Men Hanen med alle Hønsene kom: «Hvad siger Hanen?» spurgte Øyvind og slog Hænderne sammen. Moderen sang:
Kyllinghønen Vingerne sænker, Hanen staar paa et Ben og tænker: «Den graa Gaas styrer høi nok Kaas; men se til, om den kan naa en Hane i Forstand? Ind, ind Høner under Tag, Solen kan gjerne saa Lov for idag», siger Hanen.
Men to smaa Fugle sad og sang oppe paa Mønen. «Hvad siger Fuglene?» spurgte Øyvind og lo.
«Herregud, det er godt at leve for den, som slipper at stræve», siger Fuglene.
Og han fik høre, hvad altsammen sagde ligened til Myren, som krøb gjennem Mosen, og Ormen, som pikkede i Barken.
Samme Sommer begyndte Moderen at lære ham at læse. Bøgerne havde han eiet længe og tænkt meget paa, hvorledes det skulde gaa til, naar ogsaa de begyndte at tale. Nu blev Bogstaverne til Dyr, Fugle og alt,
Saa var det en Dag, Moderen kom ind og sagde til ham: «Imorgen begynder Skolen igjen, da skal du følge med mig op til Gaarden.» Øyvind havde hørt, at Skolen var et Sted, hvor mange Gutter legte, og det havde han ingenting imod. Han var meget fornøiet; paa Gaarden havde han været ofte, men ikke naar der var Skole, og han gik fortere end Moderen opover Bakkerne, for han længtede. De kom op til Livørestuen, en forfærdelig Surr som af Kværnhuset hjemme stod imod dem, og han spurgte Moderen, hvad det var. «Det er Ungdommen, som læser», svarte hun, og han blev meget glad, for saadan var det, ogsaa han havde læst, før han kjendte Bogstaver. Da han kom ind, sad der saamange Børn omkring et Bord, at der ikke var flere i Kirken; andre sad paa sine Nistekopper langs Væggene; nogle stod i smaa Hode omkring en Tabel; Skolemesteren, en gammel graahaaret Mand, sad paa en Krak nede ved Gruen og stoppede sin Pibe. Da Øyvind og Moderen traadte ind, saae de alle op, og Kværnhussurret standsede, som naar de dæmmede i Renden. Alle saae paa de indtrædende, Moderen hilste paa Skolemesteren, som hilste igjen.
«Her kommer jeg med en liden Gut, som vil lære at læse», sagde Moderen. «Hvad hedder den Kroppen?» sagde Skolemesteren og grov ned i Skindposen efter Tobak. «Øyvind», sagde Moderen; «han kan Bogstaverne, og
Dermed var Øyvind kommen ind paa skolen.
Da han skulde sætte sig, vilde de alle gjøre Plads for ham; han saae sig ogsaa længe om, de hviskede og pegte; han dreiede sig omkring til alle Kanter med Huen i Haanden og Bogen under Armen. «Nu hvad bliver det saa til?» spurgte Skolemesteren, han holdt atter paa med Piben.
Idet Gutten skal vende sig mod Skolemesteren, ser han tæt ved Siden af ham nede ved Gruestenen og siddende paa en liden rødmalet Løb, Marit med de mange Navne; hun havde gjemt Ansigtet bag begge Hænder og sad og glyttede hen til ham. «Her vil jeg sidde!» sagde Øyvind rask, tog en Løb og satte sig ved Siden. Nu løftede hun lidt den Armen, som vendte mod ham, og saae paa ham under Albuen; strax dækkede ogsaa han til sit Ansigt med begge Hænder og saae paa hende under Albuen. Slig sad de og skabte sig til, indtil hun lo, saa lo ogsaa han, Ungerne havde seet det og lo med; da skar det ind med frygtelig stærk Stemme, men som blev mildere efter hvert: – «Stille Troldunger, Smaatøi, Spilleværk – stille og værer snille mod mig Sukkergriser!» Det var Skolemesteren, som havde for Vis at fyge op, men blive god igjen, før han endte. Strax blev det roligt i Skolen, indtil Peberkværnene atter begyndte at gaa, de læste høit hver i sin Bog, de fineste Diskanter spillede op, de grovere Stemmer trommede høiere og
«Er det slig her bestandig?» hviskede han til Marit. «Ja slig er det,» sagde hun.
Senere hen maatte de frem til Skolemesteren og læse; en liden Gut blev dernæst sat til at læse med dem, og saa fik de slippe og skulde gaa hen og sidde rolige igjen.
«Nu har ogsaa jeg faaet en Buk,» sagde hun. – «Har du?» – «Ja, men den er ikke saa vakker som din.» – «Hvorfor er du ikke oftere kommen op paa Berget?» – «Bedstefar er ræd, jeg skal falde udfor.» – «Men det er ikke saa høit.» – «Bedstefar vil ikke alligevel.»
«Mor kan saamange Viser,» sagde han. – «Du kan tro, Bedstefar ogsaa kan.» –– «Ja, men han kan ikke om det, som Mor kan.» – «Bedstefar kan om en Dands, han. – Vil du høre den?» – «Ja, gjerne det.» – «Men saa maa du komme længer hid, at ikke Skolemesteren skal mærke det.» Han flyttede sig, og saa sagde hun frem en liden Visestump firefem Gange, saa Gutten lærte den, og det var det første, han lærte paa Skolen.
«Dands!» raabte Fedlen og skratted paa Strengen, saa Lensmandsdrengen sprat op og sa': «Ho!» «Stands!» raabte Ola, slog Bena unda'n, saa Lensmand dat af'n, og Gjenterne lo.
«Hop!» sa'n Erik og spændte i Taget, saa Bjælkerne braged, og Væggene skreg. «Stop!» sa'n Elling og tog ham i Kragen og holdt ham mod Dagen: «du er nok for veg!»
«Hei!» sa'n Rasmus, tog Randi om Livet: «skynd dig at give den Kyssen, du veed.» «Nei!» svarte Randi, en Ør'fig hun gav ham og sled sig ifra ham: «der har du Besked!»
«Op Unger!» raabte Skolemesteren, «idag er det første Dagen, saa I skal slippe tidlig, men først maa vi holde Bøn og synge.» Der blev et Leven i Skolen, de hoppede af Bænkene, sprang over Gulvet, snakkede i Munden paa hverandre. «Stille Fantunger, Skarvunger, Fjorunger! – stille, og gaa vakkert over Gulvet, Smaabørn!» sa' Skolemesteren, og de gik nu rolige hen og stillede sig op, hvorefter Skolemesteren gik foran dem og holdt en kort Bøn. Siden sang de; Skolemesteren begyndte med stærk Bas, alle Børnene stod med foldede Hænder og sang med, Øyvind stod nederst ved Døren sammen med Marit og saae paa; de foldede ogsaa Hænderne, men de kunde ikke synge.
Dette var den første Dag i Skolen.
Øyvind voxte til og blev en rask Gut; i Skolen var han blandt de første, og hjemme var han duelig i Arbeide. Det kom deraf, at hjemme holdt han af Mo
Det, som i disse Aar havde mest Virkning paa hans Sind, var Skolemesterens Historie, som Moderen fortalte ham en Kveld, de sad ved Aaren. Den gik ned i hans Bøger, den lagde sig under hvert Ord, Skolemesteren sagde, og smøg omkring i Skolen, naar der var stilt. Den gav ham Lydighed og Ærbødighed og ligesom et lettere Nemme for alt, der blev lært. Den Historie var saadan:
Baard hedte Skolemesteren og havde en Broder, som hedte Anders. De holdt meget af hverandre, lod sig begge hverve, levede i Byen sammen, var med i Krigen, hvor de begge blev Korporaler og stod ved samme Kompagni. Da de efter Krigen kom hjem igjen, syntes alle, det var to staute Karle. Saa dør deres Fader; han havde meget løst Gods, der var vanskeligt at bytte, og derfor sagde de til hverandre, at de heller ikke dennegang skulde blive uforligte, men sætte Godset til Auktion, at hver kunde kjøbe det, han vilde, og dele Udbyttet. Som sagt, saa gjort. Men Faderen havde eiet et stort Gulduhr, som var vidt spurgt; thi det var det eneste Gulduhr, Folk paa den Kant havde seet, og da dette Gulduhr blev opraabt, vilde mange rige Mænd have det, indtil ogsaa begge Brødrene begyndte at byde; da gav de andre sig. Nu ventede Baard af Anders, at han skulde lade ham faa Uhret, og Anders ventede det samme af Baard; de bød hver sin Gang for at prøve hverandre og saae over til hverandre, medens de bød. Da Uhret var kommet op i 20 Daler, syntes Baard, det ikke var vakkert gjort af Broderen, og bød paa, til det blev henimod 30; da Anders endnu ikke gav sig, syntes Baard, at Anders ikke huskede, hvor god han ofte havde været med ham,
Kort Tid efter giftede Anders sig ind paa en Husmandsplads, men bad ikke Baard til Bryllups; Baard var heller ikke i Kirken. Første Aar Anders var gift, blev den eneste Ko, han eiede, funden død bortom den
Da stod Baard næste Kveld i hans Stue. Anders laa paa Sengen, da han traadte ind, men sprang op. «Hvad vil du her?» spurgte han, men taug og blev staaende ufravendt seende paa Broderen. Baard ventede lidt, før han svarte: «Jeg vil byde dig Hjælp, Anders; du har det ikke godt.» – «Jeg har det, som du har undt mig det, Baard! Gaa, eller jeg veed ikke, om jeg kan styre mig.» – «Du tager feil, Anders; jeg angrer.» – «Gaa Baard, eller Gud naade baade dig og mig!» Baard gik ogsaa et Par Skridt tilbage; med dirrende Stemme spurgte han: «Vil du have Uhret, skal du faa det.» «Gaa, Baard!» skreg den anden, og Baard vilde ikke vente, men gik.
Men med Baard var det gaaet saadan til. Saasnart han hørte, at Broderen led ondt, tøede Hjertet op, men Stoltheden holdt igjen. Han fik Trang til at søge Kirken, og der tog han gode Forsætter, men han orkede dem ikke frem. Ofte kom han saa langt, at han kunde se Huset, men snart kom en ud af Døren, snart var der en fremmed, snart stod Anders ude og huggede Ved, saa der var altid noget i Veien. Men en Søndag ud paa Vinteren var han atter i Kirke, og da var Anders der ogsaa. Baard saae ham; han var bleven bleg og mager, de samme Klæder bar han som før, da de var sammen, men nu var de gamle og lappede. Under Prækenen saae han op paa Præsten, og Baard syntes, han var god og
Der blev længe ikke sagt noget, Baard svedede, der han stod, skjønt det var en kold Kveld. Konen derinde arbeidede med en Gryde, det knittrede og bragede paa Gruen, et lidet Spædbarn græd engang imellem, og Anders vuggede. Da sagde hun disse Par Ord: «Jeg tror, I begge tænker paa hverandre uden at ville være ved det.» «Lad os tale om noget andet,» svarte Anders. En Stund efter reiste han sig, han vilde gaa mod Døren. Baard maatte gjemme sig i Vedskjulet; netop did kom ogsaa Anders for at tage et Fang Ved. Baard stod i Krogen og saae ham tydeligt; han havde lagt sine daarlige Kirkeklæder og gik i den Uniform, han havde ført hjem med fra Krigen, Magen til Baards, og som de havde lovet hinanden aldrig at røre, men lade gaa i Arv. Anders's var nu lappet og udslidt, hans stærke, velvorne Krop laa som i et Bundt af Filler, og paa samme Tid hørte han Gulduhret pikke i sin egen Lomme. Anders
Saa længe Baard levede, hørte han siden dette. Han vilde træde frem imod ham, men i det samme kræmtede Broderen, og det faldt saa haardt; mere skulde der ikke til forat standse ham. Anders tog sit Fang Ved, strøg saa tæt forbi Baard med det, at Kvisterne slog hans Ansigt, saa det sved.
Endnu vel i ti Minutter stod han stille paa den samme Plet, og uvist var det, naar han var gaaet, dersom han ikke ovenpaa den stærke Rørelse var tagen af en saadan Frysning, at han skalv al igjennem. Da gik han ud; han erkjendte aabent for sig selv, at han var for feig til at gaa ind, derfor havde han nu fattet en anden Plan. Af en Askekop, som stod i den Krog, han netop forlod, tog han nogle Kulstykker til sig, fandt sig en Tyrispik, gik op paa Laaven, lukkede efter sig og slog Ild. Da han havde faaet Spiken tændt, lyste han op efter den Nab, hvorpaa Anders hængte sin Lygte, naar han om Morgenen tidlig kom for at tærske. Baard tog sit Gulduhr op og hængte det fra sig paa Nabben, slukkede saa sin Spik og gik, og da var han saa lettet, at han sprang henover Sneen som en ung Gut.
Dagen efter hørte han, at Laaven var nedbrændt samme Nat. Ventelig havde Gnister faldt ned af den Spik, som skulde lyse ham, medens han hængte fra sig Uhret.
Dette overvældede ham saaledes, at han den Dag blev siddende som en syg, tog sin Salmebog frem og sang, saa Folk i Huset troede, her var noget galt paafærde. Men om Kvelden gik han ud; det var stærkt Maaneskin,
Med den i Næven var det, han gik ind til Broderen hin Kveld; bad om Fred og vilde forklare sig. Men før er fortalt, hvordan det da gik.
En liden Gjente havde seet ham grave i Brandtomten, nogle Gutter, som gik til Dands, havde foregaaende Søndagskveld seet ham gaa nedover mod Pladsen, Folkene i Huset forklarte om, hvor underlig han var Mandag, og da nu alle vidste, at han og Broderen var bittre Uvenner, blev det meldt og Forhør optaget. Ingen kunde bevise ham noget, men Mistanken sad paa ham, han kunde nu mindre end nogensinde nærme sig Broderen.
Anders havde tænkt paa Baard, da Laaven brændte, men ingen sagt det. Da han Kvelden efter saae ham bleg og forunderlig træde ind i sin Stue, tænkte han strax, at nu har Angeren slaaet ham, men for saadan forferdelig Gjerning mod sin Broder faar han ikke Tilgivelse. Siden hørte han om, at Folk havde seet ham gaa ned til Husene samme Kveld, det brændte, og skjønt intet blev oplyst ved Forhøret, troede han urokkelig, at Baard var Gjerningsmanden. De mødte hinanden ved Forhøret, Baard i sine gode Klæder, Anders i sine lappede; Baard saae hen til ham, da han steg ind, og Øinene bad, saa Anders kjendte det langt ind. Han vil ikke, jeg skal sige noget, tænkte Anders, og da han blev spurgt, om han troede Broderen til hin Gjerning, sagde han høit og bestemt: «Nei».
Men Anders slog sig stærkt paa Drikken fra den Dag, og det gik meget snart daarligt med ham. Endnu daarligere var det dog med Baard, skjønt han ikke drak; han var ikke til at kjende igjen.
Saa kommer sent en Kveld en fattig Kone ind i det lille Kammer, Baard boede tilleie i, og bad ham følge
Anders sagde ikke stort, for han var ikke god til; men ved Sengen blev Baard siddende, saalænge Anders var syg. «Nu er jeg fuldkommen frisk,» sagde Anders en Morgen, han vaagnede; «nu, Bror min, skal vi leve længe sammen og aldrig gaa fra hverandre, ligesom i gamle Dage.» Men den Dagen døde han.
Konen og Barnet tog Baard til sig, og de havde det godt fra den Tid. Men hvad Brødrene havde samtalet om ved Sengen, det sprængte ud gjennem Væggene og Natten, blev bekjendt for alt Folk i Bygden, og Baard blev den mest agtede Mand imellem dem. Alle hilste paa ham som paa en, der har havt stor Sorg og atter fundet
Se, denne Historie var det, som gik om den gamle Skolemester og i Øyvinds Sind fik en saadan Væxt, at den blev ham baade Religion og Opdrager. Skolemesteren var bleven ham en næsten overnaturlig Mand, skjønt han sad der saa omgjængelig og smaaskjændte. Ikke at kunne hver en Lektie til ham, var umuligt, og fik han et Smil eller et Haandstrøg over Haaret efterat have læst den op, da var han glad og varm for en hel Dag.
Størst Indtryk paa Børnene gjorde det altid, naar Skolemesteren før Sangen sommetider holdt en liden Tale til dem og idetmindste en Gang hver Uge læste op nogle Vers for dem, som handlede om at elske sin Næste. Naar han læste det første af disse Vers, skalv han i Stemmen, skjønt han vel nu havde læst det i 20–30 Aar; det lød:
Elsk din Næste, du Kristen–Sjæl, træd ham ikke med jernskod Hæl, ligger han end i Støvet. Alt, som lever, er underlagt Kjærlighedens Gjenskabermagt, bliver den bare prøvet!
Men naar saa det hele Digt var sagt, og han havde staaet lidt efter, saae han paa dem og plirte med Øinene: «Op, Smaatrold, og gaa vakkert hjem uden Støi, – gaa vakkert, at jeg maa høre bare vel om Eder, Smaarollinger!» Medens de da støiede som værst forat finde sine Bøger og Madkopper, skreg han gjennem Larmen: «Kom
Om hans videre Opvæxt til et Aar før Konfirmationen er ikke stort at melde. Han læste om Morgenen, arbeidede om Dagen og legte om Kvelden.
Da han havde et ualmindelig muntert Sind, varede det ikke længe, før den nærmeste Ungdom i Fristunderne gjerne fandtes der, hvor han var. Der løb en stor Bakke nedover til Bugten foran Pladsen, langs Berget paa den ene Side og Skogen paa den anden, som før meldt, og den hele Vinter var her hver Godveirskveld og Søndag Kjælkebakke for Bygdens agende Ungdom. Øyvind var Mester i Bakken, eiede to Kjælker, «Skarptraaveren» og «Skabeistet»; den sidste laante han ud til større Følger, den første styrede han selv og havde Marit i Fanget.
Det første, Øyvind i den Tid gjorde, naar han vaagnede, var at se ud, om det var Tøveir, og saae han, at der hang graat over Buskene paa den anden Side Bugten, eller hørte han, det dryppede af Taget, da gik det saa sent med Paaklædningen, som om der intet var at udrette den Dag. Men vaagnede han, og helst en Søndag, til knittrende Kulde og Klarveir, de bedste Klæder og intet Arbeide, bare Overhøring eller Kirkegang om Formiddag og saa hele Eftermiddag og Kveld fri, – hei! da stod Gutten med et Byks ud af Sengen, klædte sig som til Ildebrand og kunde næsten intet spise. Saasnart Eftermiddagen var der, og den første Gut kom staaende paa sine Ski langs Veikanten, svingede Skistaven over
Han saae da gjerne efter Marit; men var hun først kommen, brydde han sig heller ikke mere om hende.
Men saa kom der en Jul, da Gutten saavelsom Gjenten kunde være saapas som 16 i sit 17de Aar og skulde begge konfirmeres til Vaaren. Fjerde Dag Jul stod et stort Lag paa den øvre af Heidegaardene hos Marits Bedsteforældre, hos hvem hun var opdraget, og som havde lovet hende dette Lag nu paa tredie Aaret, men endelig den Helg maatte ud med det. Hid blev Øyvind indbuden.
Det var en halvklar, ikke kold Kveld, ingen Stjerner saaes, Dagen efter maatte der komme Regn. Der gik en noget døsig Vind over Sneen, som var afføgen hist og her paa de hvide Heidemarker, andre Steder havde den lagt Skavl. Langs efter Veien, hvor ikke netop Sneen laa, var der Holke, og den laa blaasort imellem Sneen og den bare Mark og blinkede stykkevis bortover, saalangt en kunde se. Langs Fjeldene havde der gaaet Fonner; efter dem var der mørkt og tomt, men paa begge Sider af deres Leie lyst og sneklædt, undtagen hvor Birkeskogen stak sig sammen og gjorde sort. Vand var ikke at se, men halvnøgne Moer og Myrer laa opunder Fjeldene, sønderrevne og tunge. Gaardene laa i svære Klynger midt paa Fladen, de saae i Vinterkveldens Mørke ud som sorte Klumper, hvorfra Lys skar udover Marken, snart fra et Vindu, snart fra et andet; det syntes paa Lysene, at man havde det travelt inde. Ungdommen, den voxne og halvvoxne, flokkede sig sammen fra forskjellige Kanter; de
Bygdens gode Spillemand kunde ikke komme før senere, saa de indtil da maatte hjælpe sig med den gamle, en Husmand, som de kaldte Graa-Knut. Han kunde fire Dandse, nemlig to Springere, en Halling og en gammel, saakaldet Napoleonsvals; men lidt efter lidt havde han maattet gjøre Hallingen om til Skotsk ved at forandre Takten, og en Springdands maatte paa samme Maade blive til Polkamazurka. Han spillede nu op og Dandsen begyndte. Øyvind turde ikke gaa med strax, thi her var formange voxne; men de halvvoxne slog sig snart sammen, puffede hverandre frem, drak lidt stærkt Øl til Hjælp, og da kom ogsaa Øyvind med; hedt blev der i Stuen, Lystig
Han saae længere og længere paa hende, men hvorledes han end saae, forekom det ham, at Marit var ganske voxen; det kan ikke være saa, tænkte han, thi hun er jo med i Kjælkebakkerne endnu. Men voxen var hun dog, og den stærkhaarede Mand drog hende efter endt Dands ned paa Fanget; hun sled sig løs, men blev dog siddende ved Siden.
Øyvind ser paa Manden; han havde fine blaa Klædesklæder, blaaternet Skjorte og Silketørklæde, et lille Ansigt havde han, blaa, stærke Øine, leende, trodsig Mund, han var vakker. Øyvind saae mere og mere, saae endelig
Øyvind havde jo altid vidst, han var Husmandsgut; men før nu havde han aldrig følt det. Han kjendte sig ligesom saa liden i Kroppen, kortere end alle andre; forat holde sig oppe maatte han forsøge at tænke paa alt det, som hidtil havde gjort ham glad og stolt, ligefra Kjælkebakken til de enkelte Ord. Da han ogsaa tænkte paa sin Mor og Far, der nu sad hjemme og troede, at han havde det godt, syntes han næsten ikke at kunne holde Graaden. Omkring ham lo og spøgte allesammen, Fedlen ljomede lige ind i Øret paa ham, der var et Øieblik, hvori der
Dandsen holdt op, Øyvind saae Marit foran sig paa Bænken og Jon ved Siden med Ansigtet tæt op til hendes; en stor stikkende Smerte kom igjen i Brystet, og det var, som han sagde til sig selv: det er jo sandt, jeg har ondt.
I det samme reiste Marit sig, og hun kom bent over til ham. Hun bøiede sig ned over ham. «Du skal ikke sidde saadan og nidstirre paa mig,» sagde hun; «du kan skjønne, Folk lægger Mærke til det; tag dig nu nogen og dands med.»
Han svarte ikke, men saae paa hende, og kunde ikke for det, Øinene løb fulde. Hun havde allerede lettet sig igjen forat gaa, da hun saae det og standste; hun blev med engang ildrød, vendte sig om og gik til sin Plads, men der vendte hun igjen og satte sig et andet Sted. Jon gik strax efter.
Øyvind rejste sig fra Bænken, gik ud mellem Folket, ud paa Gaarden, satte sig inde i en Sval og vidste saa ikke, hvad han skulde der, reiste sig, men satte sig igjen,
Men hvad er det ogsaa, jeg tænker paa? spurgte han halvhøit sig selv, og da han havde hørt sin egen Stemme, tænkte han: tale kan du endnu, kan du le? Og han prøvde paa; jo, han kunde le, og saa lo han, høit, endnu høiere, og da syntes han, det var kosteligt, at han sad der og lo ganske alene, og lo. Men Hans, den Kammerat, som havde siddet ved Siden af ham, kom ud efter ham. «I Guds Navn, hvad ler du af?» spurgte han og standste foran Svalen. Da holdt Øyvind op.
Hans blev staaende, som han ventede, hvad der videre vilde ske; Øyvind reiste sig, saae sig forsigtig om, og da sagde han sagte: «Nu skal jeg sige dig, Hans, hvorfor jeg har været saa glad før; det har været, fordi jeg ikke rigtig har holdt af nogen; men fra den Dag, vi holder af nogen, er vi ikke længer glade,» og han brast i Graad.
«Øyvind!» hviskede det ude paa Gaarden; «Øyvind!» Han standste og lyttede; «Øyvind», sagde det en Gang til, lidt stærkere. Det maatte være den, han tænkte. «Ja», svarte han ogsaa hviskende, tørrede sig rask af og traadte frem. Da kom et Kvindfolk stille over Gaarden. «Er du der?» spurgte hun. – «Ja», svarte han og stod. – «Hvem er hos dig?» – «Det er Hans.» – Men Hans vilde gaa; «nei, nei!» bad Øyvind. Hun kom nu tæt hen til dem, men langsomt, og det var Marit. «Du kom saa snart bort,» sagde hun til Øyvind. Han vidste ikke, hvad han hertil skulde svare. Derved blev ogsaa hun forlegen, de taug alle tre. Men Hans listede væk saa
Øyvind tog det; «Tak», sagde han og gav Haanden frem; hendes var varm, han slap den strax, som havde han brændt sig. – «Du har dandset meget ikveld.» – «Jeg har saa,» svarte hun; «men du har ikke dandset stort,» lagde hun til. – «Jeg har ikke det,» svarte han. – «Hvorfor har du ikke det?» – «Aa –».
«Øyvind», – «Ja». – «..Hvorfor sad du og saae saadan paa mig?» – «Aa –.«
«Marit», – «Ja». – «Hvorfor likte du ikke, at jeg saae paa dig?» – «Der var saamange Folk.»
«Du dandste meget med Jon Hatlen ikveld.» – «Aa, ja.» – «Han dandser godt.» – «Synes du?» – «Synes ikke du?» – «Aa, jo.»
«Jeg veed ikke, hvorledes det er, men ikveld taaler jeg ikke, at du dandser med ham, Marit;» han vendte sig bort, det havde kostet ham at sige det. – «Jeg forstaar dig ikke, Øyvind.» – «Jeg forstaar det hellerikke selv; det er saa dumt af mig. Farvel, Marit, nu vil jeg gaa.» Han gjorde et Skridt uden at se sig om. Da sagde hun efter ham: «Det er feil, det, du har seet, Øyvind.» – Han standste: «At du alt er voxen Gjente, er ikke feil seet.» – Han kom ikke med det, hun havde tænkt, derfor taug hun; men under dette ser hun Lysning af en Pibe ret foran sig; det var hendes Bedstefader, som netop havde bøiet om Hjørnet og kom forbi. Han standste: «Er det her, du er Marit?» – «Ja». –
Da Øyvind den følgende Morgen slog Øinene op, var det fra en lang, kvægende Søvn og lykkelige Drømme. Marit havde lagt paa Berget og kastet Løv nedpaa ham, han havde taget imod og kastet op igjen, det var gaaet op og ned i tusinde Farver og Figurer, Solen stod paa, og hele Berget glimrede op under. Idet han vaagnede, saae han sig om for at finde alt igjen, da huskede han Gaarsdagen, og den samme stikkende, saare Smerte i Brystet begyndte strax. Denne bliver jeg nok aldrig mere kvit, tænkte han og følte en Slaphed, som faldt hele Fremtiden fra ham.
«Nu har du sovet længe,» sagde Moderen, hun sad ved Siden og spandt. «Op nu og spis; din Fader er alt i Skogen og fælder Ved.» – Det var som denne Stemme hjalp ham; han stod op med lidt mere Mod. Moderen huskede nok sin egen Dandsetid; thi hun sad og trallede til Rokken, medens han klædte sig og spiste; derfor maatte han reise sig fra Bordet og gaa til Vinduet; den samme Tyngsel og Ulyst lagde sig over ham, han maatte tage sig sammen og tænke paa Arbeide. Veiret var slaaet om, der var kommen lidt Kulde i Luften, saa det, der igaar truede med at falde som Regn, faldt idag som vaad Sne. Han tog paa sig Snesokker, en laadden Hue, Sjømandstrøie og Votter, sagde Farvel og gik med Øxen paa Nakken.
Faderen sagde som sædvanlig ikke stort til ham; de huggede begge to og drog sammen i Hauger. De kunde en og anden Gang mødes, og ved et saadant Møde lod Øyvind tungsindig falde: «En Husmand maa slide meget ondt.» «Han som andre,» sagde Faderen, spyttede i Neven og tog Øxen. Da Træet var fældet, og Faderen drog det op i Velten, sagde Øyvind: «Var du Gaardmand, slæbte du ikke saa.» – «Aa, da var det vel andre Ting, som tyngede,» han tog i med begge Hænder. Moderen kom op med Middagsmad til dem, de satte sig. Moderen var munter, hun sad og trallede og slog Fødderne sammen efter Takten. «Hvad skal du tage dig for,
«Vi behøver just ikke at laane af Skolekassen,» sagde hun, da Gutten var gaaen. Manden saae paa hende: «Fattigfolk som vi?» – «Jeg liker ikke, Thore, du bestandig giver dig ud for fattig, naar du ikke er det.» – De skottede begge ned efter Gutten, om han kunde høre det. Derefter saae Faderen kvast paa Konen: «Du snakker, som du har Viddet til.» Hun lo; «det er ligesom ikke at takke Gud for, at det er gaaet os vel,» sagde hun og blev alvorlig. – «Han kan vel takkes uden med Sølvknapper paa,» mente Faderen. – «Ja, men ved at lade Øyvind gaa som igaar til Dandsen takkes han heller ikke.» – «Øyvind er Husmandsgut.» – «Derfor kan han klædes skikkelig, naar vi har Raad til det.» – «Snak om det, saa han selv hører det.» – «Han hører det ikke; ellers kunde jeg nok have Lyst til det,» sagde hun og saae tappert paa Manden, som var mørk og lagde Skeen bort for at tage sig en Pibe. «Slig ussel Plads, som vi har,» sagde han. – «Jeg maa le af dig, som altid taler om Pladsen; hvorfor nævner du aldrig Kværnene?» – «Aa, du og de Kværnene; jeg tror, du taaler ikke høre dem gaa.» – «Jo, Gud ske Lov og Tak; bare de vilde gaa baade Nat og Dag.» – «Nu har de staaet siden før Jul.» – «Folk maler da ikke om Juledagene.» – «De maler, naar der er Vand;
«Han sagde ikke saa, Skolemesteren idag.» – «Jeg skal lade en tausere Karl styre med vore Penge end Skolemesteren.» – «Ja, han burde sidst tale med din egen Kone.» – Thore svarte ikke herpaa, han havde netop faaet Ild paa Piben, heldede sig nu op til en Risbundt og flyede med Blikket først for Konen, siden for Sønnen og heftede det ved et gammelt Kraakerede, som hang halvkvelvt bortpaa en Furregren.
Øyvind sad for sig selv med Fremtiden foran sig som en lang, blank Is, hvorefter han for første Gang lod det staa strygende afsted fra den ene Strand til den anden. At Fattigdommen stængte til alle Sider, følte han, men derfor gik ogsaa al hans Tanke ud paa at komme den forbi. Med Marit havde den vistnok skilt ham for bestandig, hende betragtede han halvt som bortlovet til Jon Hatlen; men al hans Tanke stod til at kapløbe med ham og hende hele Livet bortover. Ikke oftere at blive puffet som igaar, derfor holde sig borte, til han var noget, og saa med den almægtige Guds Hjelp blive noget, det tænkte han paa, og det faldt ikke en Tvivl i hans Sjæl om, at det ikke vilde lykkes. Han havde en dunkel Følelse af, at gjennem Læsning vilde det gaa bedst; hvad Maal den skulde bane, maatte han senere hen tænke paa.
Det blev Kjælkeføre om Kvelden, Børnene kom paa Bakken, men ikke Øyvind. Ved Aaren sad han og læste, og han havde ikke et Øieblik at spilde. Børnene ventede længe, tilsidst blev en og anden utaalmodig, kom op, lagde Ansigtet til Ruden og raabte ind; men han lod, som han ikke hørte. Der kom flere, og Kveld efter Kveld, de gik udenfor i stor Forundring; men han vendte Ryggen til og læste, kjæmpede trolig forat samle Me
Men Skolemesteren mærkede snart, det var ikke gamle Øyvind, der læste, fordi det faldt sig saa, og legte, fordi det var nødvendigt. Han talte ofte med ham, lokkede og ledte; men det vilde ikke lykkes ham at finde Guttens Hjerte saa let som i gamle Dage. Han talte ogsaa med Forældrene, og ifølge Samraad kom han ned en Søndagskveld sidst paa Vinteren og sagde, da han havde siddet en Stund: «Kom nu Øyvind, saa skal vi gaa ud, jeg vil gjerne tale med dig.» – Øyvind tog paa sig og fulgte. Det bar opover mod Heidegaardene, Samtalen gik godt, men om intet vigtigt; da de var komne nær Gaardene, bøiede Skolemesteren af mod en, som laa i Midten, og da de kom længere frem, hørte de Raab og Lyslighed derifra. «Hvad er her paafærde?» spurgte Øyvind. – «Her er Dands,» sagde Skolemesteren; «skal vi ikke gaa ind?» – «Nei.» – «Vil du ikke gaa med paa en Dands, Gut?» – «Nei; ikke endnu.» – «Ikke endnu? Naar da?» – Han svarte ikke. – «Hvad mener du med: endnu?» – Da Gutten ikke svarte, sagde Skolemesteren: «Kom nu, ikke sligt Snak.» – «Nei, jeg gaar ikke!» – Han var meget bestemt, og dertil bevæget. «At din egen Skolemester skal staa her og bede dig gaa
Da de havde gaaet et langt Stykke, standste Skolemesteren saavidt, at Øyvind kom paa Siden af ham. «Du længes vel efter at blive konfirmeret,» sagde han. – «Ja.» – «Hvad tænker du saa at tage dig for?» – «Jeg vilde gjerne ind paa Seminariet.» – «Og faa blive Skolemester?» – «Nei.» – «Du synes ikke, det er stort nok?» – Øyvind taug. De gik atter et langt Stykke. «Naar du har været paa Seminariet, hvad vil du saa?» – «Jeg har ikke rigtig tænkt paa det.» – «Dersom du havde Penge, vilde du nok gjerne kjøbe dig Gaard?» – «Ja, men beholde Kværnene.» – «Da er det bedst, at du tager paa Agronomskolen.» – «Lærer de saameget der som paa Seminariet?» – «Aa nei; men de lærer, hvad de siden skal bruge.» – «Faar de Nummer der ogsaa?» – «Hvorfor spør du saa?» – «Jeg vilde gjerne blive flink.» – «Det kan du vist blive uden Nummer.» – De gik atter tause, til de saae Pladsen; der skar Lys udaf Stuen, Berget hang sort over nu i Vinterkvelden, Vandet laa nedenfor med blinkende Is,
Et halvt Aar efter, om Høsten nemlig (Konfirmationen var bleven udsat til da) sad Hovedsognets Konfirmanter i Præstens Borgestue forat udtages; iblandt dem Øyvind Pladsen og Marit Heidegaardene. Marit var netop kommen ned fra Præsten, hvor hun havde
Øyvind sad borte ved Vinduet, havde været oppe og havde svaret paa alt, hvorom han blev spurgt; men ikke havde Præsten sagt noget, ei heller Skolemesteren; han havde i over et halvt Aar tænkt paa, hvad de begge vilde sige, naar de fik vide, hvad han havde arbeidet, og han følte sig nu meget stusset, tillige krænket. Der sad Marit, som for ulige mindre Anstrengelse og Kundskab havde faaet baade Opmuntring og Løn; det var netop forat staa stor i hendes Øine, han havde arbeidet, og nu naaede hun leende, hvad han havde arbeidet til med saa megen Forsagelse. Hendes Latter og Spas brændte ham paa Sjælen, den Frihed, hvormed hun bevægede sig, gjorde ham ondt. Han havde undgaaet omhyggeligt at tale med hende siden hin Kveld; der skulde gaa Aar hen, tænkte han; men Synet af hende, saa glad og overlegen, hun der sad, det trykte ham til Jorden, og alle hans stolte Forsætter hang som vaadt Lov.
Han forsøgte dog lidt efter lidt at ryste af. Det kom an paa, om han idag blev Nummer 1, og herpaa ventede han. Skolemesteren pleiede at blive lidt efter hos Præsten for at ordne Ungdommen og siden at gaa ned og fortælle dem Udfaldet; det var jo ikke den endelige Afgjørelse, men det var, hvad Præsten og han foreløbig var kommen overens om. Samtalen i Stuen blev livligere, efterhvert som flere blev prøvede og slap; men nu begyndte de ærgjerrige at sondre sig stærkt ud fra de glade; de sidste gik, saasnart de havde faaet Følge, forat meddele Forældrene sin Lykke, eller de ventede for andres Skyld, som ikke var færdige; de første derimod blev mere og mere stille, Øinene saae spændte mod Døren.
Endelig var Ungdommen færdig, de sidste var komne
Da kom Skolemesteren. Enhver forlod sin Plads og stormede omkring ham. «Hvad Nummer har jeg?» – «End jeg?» – «End jeg, jeg?» – «Hys, opløbne Unger, ingen Spektakel her; – rolige, saa skal I faa høre det, Børn.» Han saae sig langsomt om. «Du er Nummer 2,» sagde han til en Gut med blaa Øine, der saae bønligt paa ham, og Gutten dandsede ud af Kredsen. «Du er Nummer 3» – han slog paa en rødhaaret rask, liden en, som stod og sled ham i Trøien; «du er Nummer 5, du Nummer 8» osv. Han fik se Marit: «Du er Nummer 1 af Gjenterne;» hun blev blussende rød over Ansigt og Hals, men forsøgte at smile. «Du Nummer 12, har været doven, din Knægt, og en stor Skøierfant; du Nummer 11, ikke bedre at vente, Gutten min; du
Skolemesteren gik bort til ham: «Nu Øyvind; skal du ikke gaa med de andre?» – Han svarte ikke. – «Hvorfor slaar du op dine Bøger?» – «Jeg vilde se, hvad jeg har svaret galt idag.» – «Du har vistnok ikke svaret noget galt.» – Øyvind saae da paa ham, Taarerne stod ham i Øinene, han saae uafvendt paa ham, medens en efter en randt nedover, men han sagde ikke et Ord. Skolemesteren satte sig foran ham: «Er du ikke glad nu, at du er sluppen frem?» – Det bævrede om Munden, men han svarte ikke. – «Din Mor og Far vil
Skolemesteren lod ham ligge og græde, rigtig græde ud. Det varede længe, men Skolemesteren ventede, til Graaden blev barnligere. Da tog han om hans Hoved med begge Hænder, lettede det op og saae ind i det forgrædte Ansigt. «Tror du, det er Gud, som nu har været hos dig?» sagde han og holdt ham venligt imod sig. Øyvind hulkede endnu, men kortere, Taarerne randt mere stille, men han turde ikke se paa ham, som spurgte, ei heller svare. – «Dette, Øyvind, har været Løn som forskyldt. Du har ikke læst af Kjærlighed til din Kristendom og dine Forældre; du har læst af Forfængelighed.» – Der blev stille i Stuen mellem hver Gang, Skolemesteren talte, Øyvind kjendte hans Blik hvile over sig, og han blev optøet og ydmyg opunder det. – «Med saadan Vrede i dit Hjerte kunde du ikke have mødt frem forat tage Pagten af din Gud; kunde du vel, Øyvind?» – «Nei,» stammede han, saa godt som han formaaede. – «Og stod du der med forfængelig Glæde over, at du var Nummer 1, stod du da ikke frem med en Synd?» – «Jo,» hviskede han og skalv om Munden. – «Du holder endnu af mig, Øyvind?» – «Ja,» han saae op for første Gang. – «Saa skal jeg sige dig, at det var mig, som fik dig flyttet ned; thi jeg holder saa af dig, Øyvind.» – Den anden saae paa ham, blinkede nogle Gange,
Han ventede paa ham, til han fik ordne sig og samle sine Bøger, sagde saa, at han vilde følge ham hjem. De gik langsomt hjemover, i Begyndelsen var Øyvind endnu stille og kjæmpende. «Ja, nu skal vi tænke paa at naa noget i Livet,» sagde Skolemesteren, «og ikke løbe efter Blindmænd og Numre. Hvad siger du om Seminariet?» – «Jo, jeg vilde nok gjerne did.» – «Du mener Agronomskolen?» – «Ja.» – «Den er vistnok ogsaa den bedste; den giver andre Udsigter end en Skolemesterstilling.» – «Men hvorledes skal jeg komme did? Jeg har inderlig Lyst, men jeg har jo ikke Raad.» – «Vær flittig og brav, saa skal der nok blive Raad.»
Øyvind fik den Tindren for Øie, det lette Aandedrag, den uendelige Kjærlighedens Ild, som bærer frem, naar man føler Medmenneskers uventede Godhed. Hele Fremtiden forestiller man sig et Øieblik som at vandre i frisk Fjeldluft; man bæres mere, end man gaar. Og dog faldt Tyngsel paa ham igjen, da de fik se Huset hjemme paa Pladsen.
Begge Forældre var i Stuen og havde siddet der i stille Venten, skjønt det var Arbeidstid og travelt. Skolemesteren kom først ind, Øyvind efter. «Nu?» sagde Faderen, han lagde en Salmebog bort, hvori han netop havde læst «en Konfirmants Bøn». Moderen stod ved Gruen, turde ingenting sige; hun lo, men hun var usikker paa Haanden, hun ventede øiensynlig noget godt, men vilde ikke røbe sig. «Jeg maatte bare følge forat glæde Eder med, at han svarte paa alt, han blev spurgt om, og at Præsten sagde, da Øyvind var gaaet, at han ikke
Efterat der havde været længe stilt, spurgte Moderen sagte: «Hvad Nummer faar han?» – – «Nummer 9 eller 10,» sagde Skolemesteren roligt. – Moderen saae paa Faderen, denne først paa hende, saa paa Øyvind; «en Husmandsgut kan ikke vente mere,» sagde han stille. Øyvind saae paa ham igjen, det var, som atter noget vilde op i Halsen, men han betvang sig ved i en Hast at huske paa kjærlige Ting, den ene efter den anden, saa længe til det gik ned igjen.
«Nu er det bedst, jeg gaar,» sagde Skolemesteren, nikkede og vendte sig. Begge Forældrene fulgte efter Sædvane ud paa Stenhellen; her tog Skolemesteren sig en Skraa og sagde smilende: «Han bliver Nummer 1 alligevel; men det er ikke værdt, han faar vide noget om det, før Dagen kommer.» – «Nei, nei,» sagde Faderen og nikkede. «Nei, nei,» sagde Moderen, hun nikkede ogsaa; derpaa tog hun Skolemesteren i Haanden; «du faar have Tak for alt, du gjør imod ham,» sagde hun. «Ja, du faar rigtig have Tak,» sagde Faderen. «Aa, jeg har Tak nok i mig selv,» svarte Skolemesteren; «for Sagen er, jeg holder af ham!» han nikkede og gik, men de stod endnu længe og saae efter ham.
I de Dage, man paa Pladsen forberedte sig til Konfirmationen, forberedte man sig ogsaa paa hans Reise til Landbrugsskolen; thi Dagen efter skulde den foregaa.
En saadan Følelse giver Ydmyghed, og med den kommer meget andet. Da den store Dag nærmede sig, turde han kalde sig forberedt og turde se fremover med tillidsfuld Hengivenhed. Hvergang Marits Billede vilde være med, skjød han det forsigtigt tilside, men kjendte Smerten ved at gjøre det. Dette forsøgte han at øve sig i, men blev dog aldrig stærkere derved, tvertimod, det var Smerten, som voxte. Derfor var han træt den sidste Kveld, da han efter en lang Selvprøvelse bad, at i dette Stykke maatte Vorherre ikke prøve ham.
Skolemesteren kom, da det led paa. De satte sig ind i Stuen, efterat alle havde vasket og redt sig, som sædvanligt Aftenen før man skal gaa til Alters eller Høimesse. Moderen var bevæget og Faderen taus; Afskeden laa bag Morgendagens Høitid, og det var uvist, naar de atter kunde sidde sammen. Skolemesteren tog Salmebøgerne frem, de holdt Andagt og sang, og bagefter sagde han en liden Bøn, saadan som Ordene vilde falde.
Disse fire Mennesker sad nu sammen, til det led langt paa Kvelden, og Tanken drog sig ind til sig selv; de skiltes da med de bedste Ønsker for den kommende Dag, og hvad den vilde binde. Øyvind maatte indrømme, da han lagde sig, at aldrig havde han lagt sig saa lykkelig, ikveld gav han nemlig dette en egen For
Da han vaagnede, huskede han Dagen strax, bad og følte sig stærk, som man gjør om Morgenen. Han havde siden i Sommer lagt paa Lemmen for sig selv, han stod nu op, iførte sig sine nye, smukke Klæder varsomt; thi han havde aldrig havt saadanne paa før. Især var der en rund Klædestrøie, som han mange Gange maatte føle paa, for han blev vant til den. Han fik op et lidet Speil, da han havde faaet Kraven paa og for fjerde Gang ogsaa trak Trøien paa. Da han nu saae sit eget fornøiede Ansigt med det ualmindelig lyse Haar omkring ligge og le i Speilet, faldt det ham ind, at dette atter bestemt var Forfængelighed. Ja, men velklædt og ren maa da Folk saa være, svarte han, idet han trak Ansigtet fra Speilet, som var det Synd at se deri. – Vistnok, men ikke fuldt saa glad i sig selv for den Sags Skyld. – Nei vist, men Vorherre maa da ogsaa like, at en synes om at se godt ud. – Kan vel være, men han likte vel bedre, du var det uden selv at lægge saa meget Mærke dertil. – Det er sandt, men se, det kommer nu af, at alting er saa nyt. – Ja, men saa maa du heller ikke selv blive gammel i den Vane. – Han greb sig i, at han snart over dette Emne, snart over hint gik og førte saadan selvprøvende Samtale, at ikke en Synd skulde falde nedpaa Dagen og plette den.
Da han kom ned, sad Forældrene fuldt paaklædte og ventede ham med Maden. Han gik bort og tog dem i Haanden med Tak for Klæderne, og et «slid dem
Det var en Høstdag uden Solskin, som naar Veiret er ved at slaa over. Der gik Skyer sammen og skiltes igjen, sommetider blev der af en stor Samling tyve mindre, som jagede bortover med Ordre til Uveir; men nede paa Jorden var der endnu stille, Løvet hang afsjælet og dirrede ikke engang, Luften var lidt lummer; Folket bar med sig Reiseplag, men brugte dem ikke. En ualmindelig stor Skare havde samlet sig omkring den fritliggende Kirke; men Konfirmationsungdommen gik strax ind i Kirken for at blive stillet op, før Gudstjenesten begyndte. Da var det, at Skolemesteren i blaa Klæder, Frakke og Knæbuxer, høie Støvler, stivt Halsbind og Piben stikkende frem af Baglommen kom nedover, nikkede og lo, slog en paa Skulderen, talte et Par Ord til en anden om at svare høit og tydeligt, og kom under alt dette nedover til Fattigblokken, hvor Øyvind stod og svarte paa alle sin Ven Hans's Spørgsmaal i Anledning af Reisen. «God Dag, Øyvind, – vakker idag,» – han tog ham ved Trøiekraven, som vilde han tale med ham; «hør du; tror alt godt om dig. Nu har jeg talt med Præsten; du faar beholde Pladsen din; gaa op, – du er Nummer 1, – svar tydeligt.»
Øyvind blev blodrød og saae forbauset op paa ham, Skolemesteren nikkede, Gutten gik nogle Skridt, stod, atter nogle Skridt, stod, jovist er det saa, han har talt
Opstillingen var færdig, Præsten kommen, de ringte sammen, og Folk holdt paa at strømme ind. Da saae Øyvind Marit Heidegaardene staa lige foran sig, hun saae ogsaa paa ham, men begge var saa bundne af Stedets Hellighed, at de turde ikke hilse. Han saae blot, hun var skinnende vakker og havde bart Haar, mere saae han ikke. Øyvind, som i over et halvt Aar havde bygget saa store Planer paa at staa ligeoverfor hende, glemte, da det kom til Stykket, baade Pladsen og hende, og at han nogensinde havde tænkt paa dem.
Efterat alt var endt, kom Slægtninge og Kjendinger for at aflægge sine Lykønskninger, dernæst kom hans Kammerater for at tage Farvel med ham, da de havde hørt, at han skulde reise den næste Dag; saa kom mange smaa, som han havde aget med i Bakkerne, og som han havde hjulpet paa Skolen, og det var ikke frit, at de puttrede lidt ved Afskeden. Sidst kom Skolemesteren, tog ham og Forældrene taust i Haanden og gjorde Tegn til at gaa; han vilde følge. De fire var atter sammen, og det skulde nu være sidste Kveld. Paa Veien var der endnu mange, som tog Farvel og ønskede ham tillykke, men ellers taltes de ikke ved indbyrdes, før de sad hjemme i Stuen.
Skolemesteren prøvede paa at holde dem ved godt Mod; det var ikke mere end saa, at de alle tre gruede nu, naar det kom til Stykket, for hele to Aars Fravær, da de hidtil ikke havde været skilt en Dag; men ingen vilde være ved det. Jo længer det led, jo mere beklemt blev Øyvind, han vilde gaa ud for at komme lidt til Ro.
Siden gik han som i en Drøm og svarte langt borte fra, naar de talte til ham; de tilskrev det Afreisen, som venteligt kunde være, og denne havde ogsaa hans hele Opmærksomhed i det Øieblik, Skolemesteren om Kvelden tog Afsted og gav ham noget i Haanden, som han siden saae, var en Femdalerseddel. Men siden da han lagde sig, tænkte han ikke paa Afreisen, men paa de Ord, der var komne ned fra Bergkanten og gaaet op igjen. Som Barn
Kjære Forældre!
Nu have vi faaet meget mere at læse, men nu er jeg ogsaa kommen de andre mere paa Siden, saa det er ikke saa tungt. Og nu skal jeg forandre meget paa Faders Plads, naar jeg kommer hjem; thi der er det meget galt, og det er forunderligt, at det er hængt fammen. Men jeg skal faa Skik derpaa igjen, for jeg har nu lært meget. Jeg har Lyst til at komme et Sted, hvor jeg kan gjøre alt det, jeg nu veed; derfor maa jeg søge en stor Post, naar jeg er færdig. Her siger alle, at Jon Hatlen er ikke saa flink, som der er sagt hjemme hos os, men han haver egen Gaard, saa det er nu det samme for andre end ham selv. Mange, som kommer herifra, faar meget stor Løn; men de bliver saa godt betalt, fordi vi er den bedste Landbrugsskole i Landet. Somme siger, at en i næste Amt er bedre, men det er slet ikke sandt. Her er to Ord, det ene hedder Theori og det andet Praxis, og det er godt at have dem begge to, og det ene er ikke noget uden det andet, men det sidste er dog det bedste. Og det første Ord betyder at vide Aarsagen og Grunden i et Arbeide, men det andet betyder at kunne gjøre Arbeidet, ligesom nu med en Myr. For der er mange, som veed, hvorledes de skal gjøre med en Myr, men gjør det galt alligevel, for de kan det ikke. Men mange kan det og veed det ikke, og saaledes kan det ogsaa blive galt, for der er mange
Skolemesteren spørger, om jeg gaar i Kirken. Ja vist gaar jeg i Kirken, for nu haver Præsten faaet en Kapellan, og han præker, saa alle i Kirken er meget ræd, og det er en Fornøielse at høre. Han er af den nye Religion, som de haver i Kristiania, og Folk synes, han er for streng, men det have de godt af.
Nu fortiden lærer vi megen Historie, som vi ikke have læst før, og det er besynderligt at se alt, som er foregaaet i Verden, men især hos os. For vi haver bestandig vundet, undtagen naar vi har tabt, og da haver vi været meget mindre. Nu har vi Frihed, og det har ingen andre Folkeslag saameget af som vi, undtagen Amerika; men der er de ikke lykkelige. Og vor Frihed skal vi elske høiest over alle Ting.
Nu vil jeg slutte for denne Gang; thi jeg haver skrevet meget langt. Skolemesteren læser nok Brevet, og naar han svarer for Eder, saa skal han sige mig noget nyt om en og anden; thi det gjør han ikke. Men værer nu flittig hilset fra Eders hengivne Søn,
Ø. Thoresen.
Nu maa jeg sige Eder, at her har været Examen, og jeg har staaet mig udmærket godt i mange Ting og meget godt i Skrivning og Landmaaling, men temmelig godt i Udarbeidelse i Modersmaalet. Det kommer deraf, siger Bestyreren, at jeg har ikke læst nok, og han har foræret mig nogle Bøger af Ole Vig, som er mageløse, for der forstaar jeg altsammen. Bestyreren er meget god med mig, han fortæller os saa mange Ting. Alt sammen her er saa ganske smaat, imod hvad det er i Udlandet; vi forstaar næsten ingenting, men lærer alt af Skotlænderne og Schweitzerne, men af Hollænderne lærer vi Havedyrkning. Mange reiser over til disse Lande, i Sverige er de ogsaa meget flinkere end vi, og der har Bestyreren selv været. Nu har jeg været her snart et Aar, og jeg syntes, at jeg havde lært meget, men da jeg hørte, hvad de kunde, som gik ud ved Examen, og tænker paa, at heller ikke de kan noget, naar de kommer sammen med Udlændingen, saa bliver jeg ganske bedrøvet. Og saa er Jorden saa daarlig her i Norge, mod hvad den er i Udlandet; det lønner sig slet ikke alt det, vi gjør med den. Folket vil desuden ikke tage efter. Om de ogsaa vilde, og om Jorden var meget bedre, saa har de jo ikke Penge til at dyrke med. Det er mærkværdig, at det er gaaet, som det er gaaet.
Nu er jeg i øverste Klasse og skal være der et Aar, før jeg er færdig. Men mine fleste Kammerater er reist, og jeg længes hjem. Det er, ligesom jeg synes, at jeg staar alene, endskjøndt jeg slet ikke gjør det; men det er saa underligt, naar en har været længe borte. Jeg troede engang, jeg skulde blive saa flink her, men det ser daarligt ud dermed.
Hvad skal jeg nu tage mig for, naar jeg kommer
Lev nu vel, kjære Forældre! hils dem, som spørger efter mig, og sig dem, at jeg har det godt, men at jeg nu længes hjem igjen.
Eders hengivne Søn, Øyvind Thoresen Pladsen.
Kjære Skolemester!
Herved tilspørger jeg dig, om du vil oversende indlagte Brev og slet ikke sige det til nogen. Og vil du ikke, saa faar du brænde det.
Øyvind Thoresen Pladsen.
Til velagtede Pige Marit Knudsdatter Nordistuen paa Øvre–Heidegaardene.
Du vil nok blive meget forundret ved at modtage Brev fra mig, men det skal du ikke, for jeg vil bare spørge, hvorledes du har det. Derom maa du underrette mig snarest mulig og i alle Maader. Om mig selv er at sige, at jeg bliver færdig her om et Aar.
Ærbødigst Øyvind Pladsen.
Til Ungkarl Øyvind Pladsen paa Landbrugsskolen!
Dit Brev har jeg rigtig faaet af Skolemesteren, og jeg vil svare, siden at du beder mig. Men jeg er ræd for det, da du nu er saa lærd, og jeg haver en Brevbog, men den vil ikke passe. Saa maa jeg prøve, og du faar tage Villien for Gjerningen; men du maa ikke vise det frem, for da er du ikke den, jeg tænker. Du
Marit Knudsdatter.
D. u. s. Du maa endelig brænde dette Brev.
Til Agronom Øyvind Thoresen Pladsen!
Det haver jeg sagt dig, Øyvind, at den, som vandrer med Gud, han er i den gode Arvedel. Men nu skal du høre mit Raad, og det er ikke at tage dig Verden med Længsel og Gjenvordighed, men stole paa Gud og ei lade dit Hjerte fortære dig; thi da haver du en Gud foruden ham. Det maa jeg dernæst sige dig, at din Fader og din Moder befinder sig vel, men jeg haver ondt i en Hofte; thi nu slaar Krigen op igjen og alt det, man der haver lidt. Hvad Ungdommen saar, det Alderdommen høster, og det er baade i Aanden og i Legemet, som nu svider og verker og frister til idel Klage. Men klage skal Alderdommen ikke; thi Lærdom rinder af Snarene, og Taalmod prædiker Verken, at Mennesket kan blive stærk til den sidste Reise. Idag haver jeg
Nu taaler mine Øine ikke mere; thi de ser godt paa Vidderne, men faar ondt og rinder fulde i det smaa. Tilsidst vil jeg sige dig, Øyvind, at i hvad du attraar og arbeider, da tag din Gud med; thi som skrevet staar: en Haandfuld med Rolighed er bedre end begge Næver fulde med Møie og Aandsfortærelse (Salomos Præd. 4, 6).
Din gamle Skolemester, Baard Andersen Opdal.
Til velagtede Pige Marit Knudsdatter Heidegaardene!
Du skal have Tak for dit Brev, som jeg haver læst og brændt, saaledes som du siger. Du skriver om meget, men slet ikke om det, som jeg vilde, du skulde skrive om. Heller ikke jeg tør skrive om noget vist, før jeg faar vide noget mere, om hvordan du har det i
Ærbødigst Øyvind Pladsen.
Til Ungkarl Øyvind Thoresen Pladsen!
Skolemesteren haver givet mig et nyt Brev fra dig, og det haver jeg nu læst. Men jeg forstaar det slet ikke, og det kommer vel deraf, at jeg ikke er lærd. Du vil vide, hvor jeg har det i alle Maader, og jeg er sund og frisk og feiler slet ingen Ting. Jeg spiser meget godt, helst naar jeg faar Melkemad, om Natten sover jeg og sommetider om Dagen ogsaa. Jeg har dandset meget nu i Vinter; thi her har været mange Lag, og der har været meget gildt. Jeg gaar i Kirken, naar der ikke er formeget Sne, men den har været tyk i Vinter. Nu har du vel faaet vide altsammen, og har du det ikke, saa veed jeg ikke rettere, end at du faar skrive mig til en Gang til.
Marit Knudsdatter.
Til velagtede Pige Marit Knudsdatter Heidegaardene!
Dit Brev har jeg modtaget, men du synes at ville lade mig være lige klog. Kanske dette ogsaa er et Svar, jeg veed det ikke. Jeg tør ingenting skrive af det, jeg
Dit Brev var skjemtsomt nok; men det skjemtede, hvor det slet ikke skulde skjemte; thi du forstod mig godt, og da kunde du skjønne, at jeg ikke spurgte for Spøg, men fordi jeg i den senere Tid ikke kan tænke paa andet end det, hvorom jeg spurgte. Jeg gik i megen Angst og ventede, og da kom der bare Fjas og Latter.
Farvel Marit Heidegaardene, jeg skal ikke se for meget paa dig, saaledes som paa hin Dands. Gid du baade maa spise godt og sove godt og faa din nye Væv færdig, og gid fremfor alt, at du kan skofte Sneen væk, som ligger foran Kirkedøren.
Ærbødigst Øyvind Thoresen Pladsen.
Til Agronom Øyvind Thoresen, Landbrugsskolen.
Tiltrods for min gamle Alder og Øinenes Svaghed samt Verken i min høire Hofte, maa jeg dog give efter for Ungdommens Paatrængelighed; thi den bruger os gamle, naar den selv haver rendt sig fast. Den lokker og græder, til den er bleven løs, men saa render den strax igjen fra os og vil slet ikke videre høre.
Nu er det Marit, hun skaber sig med mange søde
Anlangende Eders Hu, at den staar til hinanden, da er dette nu synligt af mange Ting. Hende haver jeg ofte tvivlet om, thi hun er som Vindens Gang; men nu saa veed jeg, at hun haver dog modstaaet Jon Hatlen, hvorudover hendes Bedstefader er optændt i stor Vrede. Hun blev glad, da dit Tilbud kom, og naar hun spøgte, var det ikke af ondt, men af Glæde. Hun haver taalt meget, og det haver hun gjort for at vente paa den, som hendes Hu stod til. Men da vil du ikke tage hende, men kaster hende som en uartig Unge.
Dette var det, jeg maatte fortælle dig. Og det Raad maa jeg lægge til, at med hende bør du komme vel overens, thi du kan faa nok at strides med alligevel. Jeg er som den gamle, der haver seet tre Slægter; jeg kjender Daarskaberne og deres Løb.
Din Moder og Fader skal jeg hilse dig ifra, de venter paa dig. Men derom har jeg før ikke villet skrive, at du ei skulde blive hjertesaar. Din Fader kjender du ikke; thi han er som Træet, det giver ikke Suk, før det hugges. Men kommer du engang noget til, da skal du lære ham at kjende, og du skal undre dig som paa et rigt Sted. Han haver været trykket og taus i det verdslige, men din Moder haver lettet hans Sind for verdslig Angst, og nu klarer det udover Dagen.
Baard Andersen Opdal.
Til Øyvind Pladsen!
Du synes at være vred paa mig, og det gjør mig meget ondt. Thi jeg mente det ikke saaledes, jeg mente det godt. Jeg kommer ihu, at jeg ofte ikke har været rigtig mod dig, og derfor vil jeg nu skrive dig til, men du maa ikke vise det til nogen. Engang fik jeg det, som jeg vilde have det, og da var jeg ikke snild; men nu holder ingen af mig mere, og nu har jeg det meget ondt. Jon Hatlen haver digtet en Nidvise om mig, og den synger alle Gutter, og jeg tør ikke komme paa nogen Dands. Begge de gamle veed om det, og jeg hører onde Ord. Men jeg sidder alene og skriver, og du maa ikke vise det.
Du haver lært meget og kunde raade mig, men du er nu langt borte. Jeg haver ofte været nede hos dine Forældre, og din Moder haver jeg talt med, og vi ere blevne gode Venner; men jeg tør ikke sige noget, for du skrev saa underligt. Skolemesteren gjør bare Nar af mig, og han veed ingenting om Nidvisen; thi ingen i Bygden tør synge sligt for ham. Nu er jeg alene og har ingen at tale med; jeg husker paa, da vi var Børn, og du var saa snild med mig, og jeg fik bestandig sidde paa din Kjælke. Men nu vilde jeg ønske, at jeg var Barn igjen.
Jeg tør ikke mere bede dig svare mig; thi det tør jeg ikke. Men vilde du svare mig bare en Gang til, saa skulde jeg aldrig glemme dig det, Øyvind.
Marit Knudsdatter.
Kjære Marit!
Tak for Brevet; det har du skrevet i en god Stund. Nu vil jeg sige dig, Marit, at dig holder jeg af, saa jeg næsten ikke kan være her længer, og holder du saa sandt af mig igjen, saa skal Jons Nidviser og andres onde Ord bare være Blade, som Træet bærer formange. Siden jeg fik dit Brev, er jeg som et nyt Menneske, for der er kommen dobbelt Kraft i mig, og jeg er ikke ræd for nogen i hele Verden. Da jeg havde sendt det forrige Brev, saa angrede jeg det, saa jeg deraf blev næsten syg. Og nu skal du høre, hvad dette blev Aarsag til. Bestyreren tog mig afsides og spurgte mig, hvad der feilede mig; han troede, jeg læste formeget. Da sagde han mig, at naar mit Aar var ude, skulde jeg faa være her et til og ganske frit; jeg skulde hjælpe ham med et og andet, men han skulde lære mig mere. Da tænkte jeg, at Arbeide var det eneste, jeg kunde holde mig til, og jeg takkede meget; og endnu angrer jeg det ikke, skjønt jeg nu længes til dig; thi jo længer jeg er her, med desto større Grund kan jeg engang begjære dig. Hvor glad jeg nu er, jeg arbeider for tre, og aldrig skal jeg staa tilbage i nogen Ting. Men du skal saa en Bog, som jeg læser; thi der staar meget om Kjærlighed. Om Kvelden læser jeg i den, naar de andre sover, og da læser jeg ogsaa dit Brev over igjen. Har du tænkt dig, naar vi skal mødes? Det tænker jeg saa ofte paa, og det skal ogsaa du prøve og se, hvor det er deiligt. Men jeg er glad, at jeg har kravlet og strevet saameget, skjønt det før var saa tungt; thi nu kan jeg sige dig, hvad jeg vil, og smile derved i mit Hjerte.
Mit næste Brev skal blive om saa mange Ting, men i Kveld har jeg ikke mere Papir, og de andre sover. Saa vil jeg lægge mig og tænke paa dig, og det vil jeg gjøre, lige til jeg sovner.
Din Ven Øyvind Pladsen.
En Lørdag midtsommers roede Thore Pladsen over Vandet forat hente sin Søn, som om Eftermiddagen skulde komme fra Landbrugsskolen, hvor han var færdig. Moderen havde havt Leiekone flere Dage i Forveien, alt var rent og skuret, Kammeret var gjort istand for lang Tid siden, Ovn var sat ind, og der skulde Øyvind bo. Idag bar Moderen friskt Løv derind, lagde rent Linned tilrette, redede op Sengen og saae ud alt imellem, om nogen Baad skulde ro over Vandet. Inde var stor Opdækning og altid noget, som manglede, eller Fluer at jage væk, og i Kammeret var Støv, bestandig Støv. Endnu kom ingen Baad; hun hvilte sig paa Vindueskarmen og saae udover; da hørte hun Skridt tæt ved sig op i Veien og vendte Hovedet; det var Skolemesteren, som langsomt kom nedover støttende sig til en Stok, thi
«Nu er vi komne
Da Moderen var kommen ind fra det sædvanlige Følge til Stenhellen, bad hun Øyvind ud i Kammeret. «Der er en, som venter paa dig Kl. 9», hviskede hun. «Hvor?» – «Oppaa Berget.»
Øyvind saae paa Klokken, og den gik til 9. Inde kunde han ikke vente, men gik ud, kløv opover Berget, standsede deroppe og saae. Hustaget laa tæt opunder; Bustene paa Taget var blevne store, alt Ungtræ omkring, hvor han stod, var ogsaa voxet, og han kjendte hvert et. Han saae nedover Veien, som gik langs Berget og havde Skogen paa den anden Side. Veien laa graa og alvorlig, men Skogen stod med al Slags Løv, Træerne var høie og bent voxne, inde i den lille Bugt laa et Fartøi for slappe Seil; det var ladet med Planker og ventede Vind. Han saae udover Vandet, som havde baaret ham frem og tilbage, det laa stille og blankt, nogle Søfugle fløi over, men uden Skrig; thi det var sent. Faderen kom gaaende fra Kværnen, standsede paa Stenhellen, saae udover ligesom Sønnen, gik derefter ned mod Vandet for at forsyne Baaden mod Natten. Moderen kom ud paa den ene Side af Huset, thi hun kom fra Kjøkkenet; hun saae op mod Berget, idet hun gik
En Busk holdt Kjolen, hun vendte sig forat løse, og saadan stod hun, da han først saae hende. Hun havde bart, oprullet Haar, saadan som Gjenterne pleiede at gaa i Hverdagslaget, hun havde en stærk rudet Livkjole uden Ærmer, intet om Halsen uden den nedfaldende Linnedkrave; hun havde stjaalet sig lige fra Markarbeidet og havde ingen Pynt turdet gjøre. Nu saae hun op paa Skakke og smilte; det lyste i de hvide Tænder og under de halvlukkede Øienlaag; hun stod saadan lidt og pillede, men saa kom hun og blev mere og mere rød for hvert Skridt. Han gik hende tilmødes, tog hendes Haand mellem begge sine. Hun saae dybt ned og saadan stod de.
«Tak for alle dine Breve», var det første, han sagde, og da hun nu saae op lidetgrand og lo, følte han, at hun var det mest skjelmske Trold, han kunde møde i en Skog; men han var fangen, og hun var det nok ikke mindre. «Hvor stor du er bleven», sagde hun, men mente noget ganske andet. Hun saae mere og mere paa ham, lo mere og mere, han lo ogsaa, men de sagde ingen ting. Hunden havde sat sig paa Skrænten og saae ned paa Gaarden; Thore bemærkede dette Hundehoved nede
Men de to havde nu sluppet hinanden og begyndte saa smaat at tale. Og da han først var begyndt, blev han snart saa kringmælt, at hun maatte le ham ud. «Ja, ser du, det er, naar jeg er glad, rigtig glad, ser du; og da det blev godt mellem os to, da var det, som der sprang op et Laas indeni mig, sprang op, ser du.» Hun lo. Siden sagde hun: «Alle de Breve, du sendte mig, kan jeg næsten udenad.» – «End jeg dine da! Men du skrev bestandig saa kort.» – «Fordi du bestandig vilde have det saa langt.» – «Og naar jeg vilde, vi skulde skrive mere om en Ting, saa svang du bort.» – «Jeg tager mig bedst ud, naar du ser Halen, sagde Huldren.» – «Men det er sandt, aldrig har du sagt mig, hvorledes du blev kvit Jon Hatlen?» – «Jeg lo.» – «Hvorledes?» – «Lo; veed du ikke, hvad det er at le?» – «Jo, le kan jeg!» – «Faa se!» – «Har du hørt sligt! Jeg maa da have noget at le af.» – «Det behøver ikke jeg, naar jeg er glad.» – «Er du glad nu, Marit?» – «Ler jeg nu da?» – «Ja, det gjør du!» – han tog begge hendes Hænder og slog dem sammen klask i klask, medens han saae paa hende. Her begyndte Hunden at knurre, siden reiste den Haar og satte i at gjø bent ned, den blev sintere og sintere, tilsidst ganske rasende. Marit sprang forskrækket tilbage, men Øyvind frem og saae ned. Det var hans Fader, den gjøede paa; han stod tett under Berget med begge Hender i Lommen og saae op paa Hunden. «Er du der, du ogsaa? Hvad er det for en gal Hund, du har der oppe?» – «Det er en Hund fra Heidegaardene», svarte Øyvind noget forlegen. – «Hvordan Pokker er den kommen derov?» – Men Moderen havde seet ud fra Kjøkkenet, thi hun havde hørt den skrekkelige Støi, og hun forstod alt, lo og sagde: «Den Hunden
«Det var nu dengang», sagde Marit, da de atter mødtes.– «Bliver det værre siden, mener du?» – «Jeg kjender en, jeg, som vil passe os op.» – «Din Bedstefar?» – «Netop.» – «Men han skal ikke gjøre os noget.» – «Aldrig det Slag.» – «Og det lover du?» – «Ja, det lover jeg, Øyvind.» – «Hvor vakker du er, Marit.» – «Saa sa' Ræven til Ravnen og fik Osten.» – «Du kan tro, jeg ogsaa vil ha' Osten.» – «Men du faar den ikke.» – «Men jeg tar den.» Hun vendte Hovedet, og han tog den ikke. – «Jeg skal sige dig et, jeg, Øyvind», hun saae op fra Siden. – «Nu?» – «Hvor styg du er bleven!» – «Du vil nok gi' Osten alligevel.» – «Nei, det vil jeg ikke», hun vendte sig bort paany.
«Nu maa jeg gaa, Øyvind.» – «Jeg skal følge dig, jeg.» – «Men ikke ud af Skogen; da kan Bedstefar se dig.» «Nei, ikke ud af Skogen. Kjære, løber du?» – «Vi kan ikke gaa Side om Side her.» – «Men sligt er da ikke Følgeskab?» – «Tag mig da!» – Hun løb, han efter, og hun hang snart fast, saa han tog hende. – «Har jeg nu taget dig for bestandig, Marit?» han havde Haanden om hendes Liv. – «Jeg tror det», sagde hun sagte og lo, men var baade rød og alvorlig. Nei, nu maa det ske, tænkte han, og han tog og vilde kysse hende; men hun bøiede Hovedet ned under hans Arm, lo og løb. Hun standsede dog borte ved de sidste Træer; «naar skal vi saa mødes igjen?» hviskede hun. – «Imorgen, imorgen!» hviskede han tilbage. – «Ja, imorgen!» – «Farvel»; hun løb. – «Marit!» og hun standsede. – «Du, det
Han saae længe efter hende, Hunden foer foran og gjøede, hun efter og hyssede. Han vendte sig, tog Huen og kastede ende op, tog den igjen og kastede; «nu tror jeg nok, jeg begynder at blive glad, jeg», sa' Gutten og sang hjemover.
En Eftermiddag ud paa Sommeren, da Moderen og en Pige ragede Hø sammen, Faderen og Øyvind bar ind, kom en liden barfodet og barhovedet Gut hoppende nedover Bakkerne og bortover Marken til Øyvind, som han gav en liden Seddel. «Du løber godt, du!» sa' Øyvind. «Jeg har Betaling for det», svarte Gutten. Paa Spørgsmaal, om han skulde have Svar, lød der nei, og han tog Veien hjem igjen over Berget; thi der kom nogen efter ham oppe i Veien, sagde han. Øyvind aabnede brydsomt Seddelen, thi den var først lagt sammen i en Strimmel, dernæst var den knyttet, saa forseglet og tilhakket, og i Seddelen stod:
«Nu er han paa Marken, men det gaar langsomt. Spring paa Skogen og gjem dig. Den, du veed.»
«Nei, om jeg gjør», tænkte Øyvind og saae trodsig opover Bakkerne. Det varede heller ikke længe, før en gammel Mand viste sig øverst i Bakkerne, hvilte, gik lidt, hvilte igjen; baade Thore og Konen standsede for at se paa. Men Thore smilte snart, Konen derimod skiftede Farve. «Kjender du ham?» – «Ja, her er just ikke let at tage feil.»
Thore og Sønnen gjorde mange Vendereiser, før Ole kunde vinde frem; de forstod begge, at han ikke kom for det godes Skyld, derfor var det saameget pudsigere, at han aldrig naaede. De maatte begge gaa der meget alvorlige og tale ganske sagte, men da dette aldrig tog Ende, blev det løierligt. Blot et halvt Ord, som træffer, kan under saadanne Omstændigheder tænde Latter, og allerhelst, naar der er Fare forbunden med at le. Da han tilsidst blot var nogle Favne borte, men som aldrig tog Ende, sagde Øyvind ganske tørt og sagte: «Han maa føre tungt Læs, den Mand», – og mere skulde der ikke til. «Jeg mener, du er ikke klog», hviskede Faderen, skjønt han nok selv lo. – «Hm–hm!» kræmtede Ole oppe i Bakken. – «Han lager Halsen til», hviskede Thore. Øyvind faldt paa Knæ foran Høsaaten, stak Hovedet ind i Høet og lo. Faderen bøiede sig ogsaa ned. «Lad os gaa ind paa
Her maatte Øyvind le, skjønt hans Sind ikke var til det. Men hos freidige Mennesker staar Frygten altid paa Grændsen af Latter, og nu fik han Heldning til den sidste. «Hvad ler du af?» spurgte Ole kort og skarpt. – «Jeg?» – «Ler du af mig?» – «Bed Gud bevare mig!» men hans eget Svar gav ham Latterlyst. Dette saae Ole og blev aldeles rasende. Baade Thore og Øyvind vilde bøde af med alvorligt Ansigt og Bøn om at gaa ind, men det var tre Aars Harme, som søgte Luft, og derfor var den ikke til at standse. «Du maa ikke tænke at gjøre Nar af mig», begyndte han, «jeg gaar i lovligt Erinde, jeg sørger for mit Barnebarns Lykke, saaledes som jeg forstaar den, og Hvalpungers Latter hindrer mig ikke. En opdrager ikke Gjenter for at kaste dem ned i den første Husmandsplads, som vil lukke op, og man styrer ikke Hus i fyrgetyve Aar for at levere altsammen til den første, som narrer Gjenten. Datter min gik og skabte sig saalænge, til hun fik gifte sig med en Fark, og han drak dem over ende beggeto, og jeg maatte tage Barnet og betale Moroen; men, dyre Død, om det skal gaa Datterdatter min paa samme Maaden, nu veed du det! – Jeg skal sige dig, at saasandt jeg er Ole Nordistuen paa Heidegaardene, skal Præsten før lyse til Bryllups for Huldrefolket oppe i Nordalsskogen, end han skal slippe slige Navne ned fra Prekestolen, som Marits og dit, din Julebuk! – Skal du kanske gaa og skræmme skikkelige Friere fra Gaarden, du? Ja, prøv paa at komme, saa skal du faa slig en Reise nedover Bakkerne, at Skoene skal staa bag efter dig som en Røg. Din Flire-Mikkel! Du tror kanske, jeg ikke veed, hvad du tænker paa, baade du og hun. Jo, I tænker, at gamle Ole Nordistuen skal vende Næsen iveiret bortpaa Kirkegaarden, og saa vil I trippe frem til Alteret.
Der var falden fuldkomment Alvor over de tilbagestaaende, et ondt Varsel havde blandet sig i deres Spøg og Latter, og Huset stod et Øieblik tomt som efter en Skræk. Moderen, som fra Kjøkkendøren havde hørt alt, saae bekymret paa Øyvind, næsten til Taarer, og hun vilde ikke gjøre det tyngre for ham ved at sige et eneste Ord. Da de alle stiltiende var gangne ind, satte Faderen sig ved Vinduet og saae ud efter Ole med meget Alvor over sit Aasyn. Øyvinds Øie hang ved hans mindste Minespil; thi i hans første Ord maatte jo næsten de to unges Fremtid ligge. Satte Thore sit nei sammen med Oles, stod det neppe til at komme forbi. Tanken løb skræmt fra Hindring til Hindring; han saae et Øieblik bare Fattigdom, Modvillie, Misforstaaelse og krænket Æresfølelse, og enhver Støtte, han vilde tage til, gled under Tanken. Det forøgede hans Uro, at Moderen stod med Haanden paa Kjøkkendørsklinken, uvis om hun havde Mod til at være inde og vente Opgjør, og at hun tilsidst ganske tabte Modet og listede ud. Øyvind saae ufravendt paa Faderen, som aldrig vilde drage Blikket ind; Sønnen
Men om Kvelden havde Øyvind sin Plan færdig; han vilde søge om at blive Amtsagronom og bede Bestyreren og Skolemesteren at hjælpe sig. «Holder hun saa hun ud, skal jeg med Guds Hjælp vinde hende gjennem mit Arbeide.»
Han ventede forgjæves paa Marit den Kveld; men han sang, medens han gik der, den Sang han holdt mest af.
Løft dit Hoved du raske Gut, om et Haab eller to blev brudt, blinker et nyt i dit Øie, strax det faar Glands af det Høie!
Løft dit Hoved og se dig om, noget er der, som raaber: kom! noget med tusinde Tunger, som om Freidighed sjunger.
Løft dit Hoved, thi i dig selv blaaner ogsaa et udstrakt Hvælv, hvor der med Harper klinger, jubler, toner og svinger.
Løft dit Hoved og sjung det ud, aldrig kuer du Vaarens Stud; hvor der er gjærende Kræfter, skyder det Aaret efter.
Løft dit Hoved og tag din Daab af det høie, straalende Haab, som over Verden hvælver og i hver Livsgnist skjælver.
Midt i Middagshvilen var det; Folkene sov paa de store Heidegaarde, Høet laa kastet efter dem paa Volden, og Riverne stod stagede i Jorden. Nedenfor Laavekloppen stod Høslæderne, Sæletøiet laa afsprættet ved Siden, og Hestene gik i Tjor et Stykke derifra. Foruden disse og nogle Høns, som var komne borti Ågeren, saaes ikke et levende Væsen paa den hele Slette.
I Fjeldet over Gaardene var der et Skard, og der gik Veien ind til Heidegaardssætrene, store græsrige Fjeldsletter. Oppe i Skardet stod idag en Mand og saae ned over Sletten, ret som om han ventede nogen. Bag ham laa et lidet Fjeldvand, hvorifra den Bæk løb ned, som gjorde Skard i Fjeldet; omkring dette Vand gik paa begge Sider Kreaturveie indover mod Sætrene, som han kunde se langt borte. Det haukede og gjøede fremover mod ham, Bjelderne skingrede mellem Aasene; thi Kjørene skinede og søgte Vandet, Hunde og Gjetere vilde samle dem, men forgjæves. Kjørene kom sættende med de underligste Fagter, gjorde nødtvungne Kast, og løb med korte, olme Brøl og Halen i Veiret lige ned i Vandet, hvor de blev staaende; deres Klokker kimte over Vandet, hvergang de bevægede Hovedet. Hundene drak lidt, men blev tilbage paa fast Land, Gjæterne kom efter og satte sig paa det
Men Øyvind var det, som sad deroppe i Middagssolen og ventede. Han sad i Skjorteærmerne tæt ved den Bæk, som randt ud af Vandet. Ingen viste sig endnu paa Heidegaardssletten, og han begyndte saa smaat at blive bange, da pludselig en stor Hund kom tungt dragende ud af en Dør i Nordistuen og efter den en Gjente i Skjorteærmerne, hun sprang bort over Voldene op mod Berget, han havde stor Lyst til at hauke ned, men turde ikke. Han saae opmærksomt paa Gaarden, om nogen tilfældig skulde komme ud og bemærke hende, men beskyttet var hun, og han reiste sig flere Gange af Utaalmodighed.
Saa kom hun endelig, arbeidende sig frem langs med Bækken, Hunden lidt foran og lugtede i Luften, hun med Tag i Smaabuskene, og trættere og trættere Gang. Øyvind sprang nedover, Hunden knurrede og blev hysset paa, men strax Marit saae ham komme, satte hun sig paa en stor Sten, rød som Blod, træt og forkommen af Varme. Han hivde sig op paa Stenen ved Siden af: «Tak for det du kom!» – «For Varme og Vei! Har du ventet længe?» – «Nei. Siden de passer os op om Kvelden, maa vi bruge Middagen. Men herefter tænker jeg, vi ikke skal tage det saa hemmeligt og møisomt; det er netop derom, jeg vil tale med dig.» – «Ikke hemmeligt?» – «Jeg veed nok, at alting behager dig mest, som gaar hemmeligt til; men at vise Mod behager dig ogsaa. Idag kommer
Han blev siddende, hun kom igjen, og med Armene paa hans Knæ blev hun staaende og talte med ham, idet hun saae op. «Hør nu, Øyvind, naar han nu vil, jeg
Her saae de begge Marits Bedstefader at komme ruslende ud paa Gaarden og at gaa hen til Klokkesnoren forat ringe Folkene op. Folkene drog sig frem af Lauver, Skjul og Stuer, gik søvnige til Hestene og Riverne, spredte sig paa Marken, og om en Stund var alt Liv og Arbeide paanyt. Kun Bedstefaderen gik ud af det ene Hus og ind i det andet, tilsidst op paa den høieste Laaveklop og saae udover. En liden Gut kom springende
«Hvor kommer du fra?» – «Fra Skogen.» – «Hvad gjorde du der?» – «Plukkede Bær.» – «Det er ikke sandt.» – «Nei, det er det heller ikke.» – «Hvad gjorde du da?» – «Jeg talte med en.» – «Var det med Pladsegutten?» – «Ja.» – «Hør nu Marit, imorgen reiser du.» – «Nei.» – «Hør nu Marit, jeg vil bare sige dig en eneste Ting, bare en: du
«Hør nu, Marit, jeg vil ikke vide af dette Rend, du skal ud af Bygden. Du gjør mig bare Sorg og Bedrøvelse, saa var det med Moder din ogsaa, bare Sorg og Bedrøvelse. Jeg er en gammel Mand, jeg vil se dig godt forsørget, jeg vil ikke leve i Folkesnak som en Nar for den Sags Skyld; jeg vil bare dit eget Bedste, du skal skjønne paa det, Marit. Snart er det forbi med mig, saa staar du der; hvordan vilde det have gaaet Moder din, havde ikke jeg været? Hør nu, Marit, vær vitug, lyd paa, hvad jeg siger; jeg vil bare dit eget Bedste.» – «Nei, det vil du ikke.» – Saa? Hvad vil jeg da?» – «Have din Villie frem, det vil du; men du spørger ikke om min.» – «Du skulde kanske have Villie, du din Maaseunge? Du skulde kanske forstaa dit eget Bedste, du din Nar? Jeg skal give dig lidt Ris, skal jeg, saa stor og lang du er. Hør nu, Marit, lad mig godsnakke med dig. Du er igrunden ikke saa gal, men du er forstyrret. Du skal høre paa mig, jeg er en gammel og fornuftig Mand. Vi skal godsnakke lidt, det staar ikke saa rart til med mig, som Folk tror, en fattig, løs Fugl kan snart styve væk med det lille, jeg har; Far din tog haardt paa det, han. Lad os sørge for os selv i denne Verden, den er ikke bedre værd. Skolemesteren har godt for at snakke, for han har Penge selv; det har Præsten med, de kan præke de. Men vi, som skal trælle
Han æglede sig ind paa Husmændene, overfusede Gjenterne, bankede den store Hund og skræmte næsten Livet af en liden Høne, som var kommen i Ågeren; men til hende sagde han intet.
Den Kveld var Marit saa glad, da hun gik op for at lægge sig, at hun aabnede Vinduet, laa i Karmen, saae ud og sang. Hun havde faaet en liden, fin Kjærlighedsbog af Øyvind, og i den stod en liden, fin Kjærlighedsvise, den sang hun:
Holder du af mig, holder jeg af dig alle mine Levedage; Sommeren var kort, Græsset blegner bort, kommer med vor Leg tilbage.
Hvad du sa' ifjor, husker jeg iaar, sidder som en Fugl i Karmen, kakker paa og slaar, synger lidt og spaar Lykke under Solevarmen.
Litli-litli-lu, hører du mig nu, Gutten bagved Virkeheiden? Ordene vil gaa, Mørket falder paa, kanske kan du vise Veien.
Sjo-i, sjo-i, hys, sang jeg om et Kys? – Nei, det gjorde jeg vist ikke, Hørte du det, du? Kom det ei ihu, Jeg vil lade Afbud skikke.
O, Godnat, Godnat, Drømmen har mig fat, den om dine blaae Øine, og de tause Ord, som af Krogen foer, o, de vare saa forfløine
Nu, jeg lukker til, er det mer, du vil? Tonerne tilbage trille, lokker mig og ler, vilde du mig mer? – Aft'nen er saa varm og stille.
Nogle Aar er gangne hen siden sidste Optrin.
Det er ud paa Høsten, Skolemesteren kommer gaaende op til Nordistuen, lukker op den ydre Dør, finder ingen
Skolemesteren hilser og hilses; han tager en Krak og sætter sig foran Ole. «Du har sendt Bud paa mig,» siger han. – «Jeg har saa.»
Skolemesteren bytter Skraa, ser sig om i Kammeret, tager en Bog, som ligger paa Bænken og blader i den. «Hvad var det, du vilde mig?» – «Jeg sidder just og tænker paa det.»
Skolemesteren giver sig god Tid, leder frem sine Briller forat læse Bogens Titel, tørrer dem og sætter dem paa. «Du bliver gammel nu, Ole.» – «Ja, det var derom, jeg vilde tale med dig. Det gaar bagover; jeg ligger snart.» – «Da faar du se til, at du kan ligge godt, Ole,» – han lukker Bogen og sidder og ser paa Bindet.
«Det er en god Bog, den, du der har imellem Hænderne.» – «Den er ikke ilde; – er du ofte kommen forbi Permen, Ole?» – «Nu paa det sidste, saa –.»
Skolemesteren lægger Bogen bort og gjemmer Brillerne. «Du har det nok ikke, som du vil, nu, Ole?» – «Det har jeg ikke havt, saalangt tilbage som jeg kan mindes.» – «Ja, det var ogsaa længe slig med mig. Jeg levede usams med en god Ven og vilde, at
Skolemesteren: «Hvorledes synes du, det gaar med Gaarden, Ole?» – «Bagover som med mig selv.» – «Hvem skal tage den, naar du gaar bort?» – «Det er dette, jeg ikke veed; det er ogsaa dette, som graver mig.» –
Skolemesteren, medens han ligegyldig vender sig mod Vinduet: «Du skulde have Hjælp, du ogsaa, Ole. Stort kan du ikke gaa, og lidet kjender du af det nye Stel.» – Ole: «Der er nok ingen, som vil hjælpe mig.» – «Har du
Skolemesteren: «Jeg havde det længe slig med Vorherre, jeg. – Du er ikke god imod mig, du, sa' jeg til ham. – Har du
Endelig siger Ole: «Jeg har et Barnebarn; hun veed, hvad som vilde glæde mig, før jeg bares bort, men hun gjør det ikke.» – Skolemesteren smiler: «Kanske det ikke vilde glæde hende?» Ole tier.
Skolemesteren: «Der er mange Ting, som graver dig, men, saavidt jeg kan forstaa, dreier de sig dog til sidst allesammen om Gaarden.» – Ole siger stille: «Den har gaaet gjennem mange Ætled og er god i Jorden. Alt det, Far efter Far har slidt sammen, ligger i den; men nu gror det ikke. Ei heller veed jeg, naar de kjører mig bort, hvem som skal kjøre ind. Af Ætten bliver han ikke.» – «Hun, som er Datterdatter , vil opholde Ætten.» – «Men han, som tager hende, hvorledes vil han tage Gaarden? Dette maatte jeg vide, før jeg lagde mig. Det har Hast, Baard, baade med mig og Gaarden.» –
De tier begge; da siger Skolemesteren: «Skal vi gaa lidt ud og se paa Gaarden i det gode Veir?» – «Ja, lad os det; jeg har Arbeidsfolk oppe i Liden, de tager Løv, men arbeider ikke, uden hver Gang jeg ser paa.» Han stolper hen efter den store Hue og Stokken og siger
Som de gik opover, hørte de en munter Sang fra Liderne. «Nu, de synger til Arbeidet,» sagde Skolemesteren. – «Det er lille Knut Mistuen, som synger; han tager Løn for sin Fader. Derborte arbeider mine Folk; de synger nok ikke.» – «Det er ikke af Bygdens Viser, dette?» – «Nei, jeg hører det.» – «Øyvind Pladsen har været meget derborte i Østistuen; kanske det er af dem, han har ført til Bygden; thi der følger megen Sang med ham.» Herpaa svartes ikke.
Marken, de gik over, var ikke god; den savnede Pleie. Skolemesteren bemærkede dette, og da standsede Ole. «Jeg har ikke Magt til mere,» sagde han næsten rørt. «Fremmede Arbeidsfolk uden Tilsyn falder for kostbart. Men det er tungt at gaa over slig Mark, kan du tro.»
Da der blev Tale fremover mellem dem, om hvor stor Gaarden var, og hvad som mest trængte Dyrkning, besluttede de at gaa op i Liden for at overse det hele. Da de langt om længe var naaede op til et høit Sted og tog det i Øiesyn, var den gamle bevæget: «Jeg vilde ret ikke gjerne gaa fra den slig. Vi har arbeidet dernede baade jeg og mine Forældre, men det vises ikke.» –
Da skar der en Sang lige nedover deres Hoveder men med den eiendommelige Skarphed, som en Gutte
Naar du vil paa Fjeldesti og skal Nisten snøre, lag saa ikke mere i, end du let kan føre. Drag ei med dig Dalens Tvang i de grønne Lider, skyl den i en freidig Sang ned ad Fjeldets Sider.
Fugle hilse dig fra Gren, Bygdesnakket viger, Lusfen bliver mere ren, høiere du stiger. Fyld dit glade Bryst og syng, Og smaa Barneminder nikke vil blandt Busk og Lyng frem med røde Kinder,
Standser, lytter du engang, vil du saa at høre Ensomhedens store Sang bruse til dit Øre, Blot en Fjeldbæk risler kvikt, blot en Smaasten ruller, føres til dig glemte Pligt med en Verdens Bulder.
Bæv, men bed, du bange Sjæl mellem dine Minder! Gak saa frem: den bedre Del du paa Toppen finder. Der som før gaar Jesus Krist, Elias og Moses; ser du dem, skal ganske vist Farten evig roses.
Nede paa Pladsen var Øyvind netop kommen hjem fra en længere Reise, Skydsen var endnu for Døren, da Hesten hvilte. Skjøndt Øyvind nu havde god Fortjeneste som Amtsagronom, boede han endnu i sit lille Kammer nede paa Pladsen og hjalp til i hver Mellemtid. Pladsen var opdyrket fra Ende til anden, men den var saa liden, at Øyvind kaldte det hele: Dukkespillet til Mor; thi det var især hende, som drev med Jordbruget.
Han havde netop nu byttet, Faderen var kommen ind fra Møllen, hvid af Mel, og havde ogsaa byttet. De stod just og snakkede om at gaa lidt før Kveldsmaden, da Moderen kom ganske bleg ind: «Her gaar rart Fremmedfolk til Hus; kjære, se ud!» – Begge Mænd til Vinduet og Øyvind var den, som først udbrød: «Det er Skolemesteren og – ja, jeg tror det næsten; – jovist er det ham!» «Jo, det er gamle Ole Nordistuen,» sagde ogsaa Thore, idet han vendte sig fra Vinduet for ikke at ses, thi de to var alt foran Huset.
Øyvind fik et Blik af Skolemesteren, i det samme han forlod Vinduet; Baard smilte og saae tilbage paa gamle Ole, der strævede ivei med Stok og de smaa, korte Skridt, hvortil et Ben løftedes stadigt høiere end det andet. Udenfor hørtes Skolemesteren at sige: «Han er nok nylig kommen hjem,» og Ole to Gange at sige: «Naa–naa.»
De stod længe stille ude i Gangen, Moderen var krøben op til den Krog, hvori Melkehylden stod, Øyvind havde sin Yndlingsplads, nemlig Ryggen lænet op til det store Bord og Ansigtet mod Døren, Faderen sad der ved
Men saaledes som nu skal fortælles, gik Frieriet til.
Skolemesteren: «Vi fik et vakkert Veir alligevel i Høst.» – Thore: «Det har laget sig nu paa det sidste.» – «Han staar nok ellers længe, siden han er sprunget over paa den Kant.» – «Er I færdige med Høstningen deroppe?» – «Ikke det; Ole Nordistuen her, som du kanske kjender, ønskede gjerne din Hjælp, du Øyvind, hvis ellers intet var iveien?» – Øyvind: «Naar den bliver begjært, skal jeg gjøre, hvad jeg kan.» – «Ja, det var nok ikke saa ganske for det snare, han mente. Det gaar ikke frem med Gaarden, synes han, og han tror, det er den rette Driftsmaade og Tilsyn, som mangler.» – Øyvind: «Jeg er saa lidet hjemme.» –
Skolemesteren ser paa Ole. Denne føler, han nu maa rykke i Ilden, rømmer sig et Par Gange og begynder fort og kort. «Det var, det er, – ja, – det er Meningen, at du ligesom skulde have fast – at du skulde, ja, ligesom have det hjemme deroppe hos os, – være der, naar du ikke var ude.» – «Du skal have mange Tak for Tilbudet, men jeg vil gjerne bo, hvor jeg bor.» – Ole ser paa Skolemesteren, som siger: «Det gaar nok ligesom i Bulder for Ole idag. Sagen er, at han har været her en Gang før, og Erindringen derom lægger Ordene lidt i Kors for ham.» – Ole rask: «Saaledes er det, ja; jeg foer Galmandsfærd, jeg droges saalænge med Gjentungen, til Træet flisede sig. Men glemt skal være gjemt; Vind bryder Kornet ned, men ikke Sno;
Øyvind ser paa Faderen, denne paa Moderen, hun fra dem paa Skolemesteren, og saa alle paa ham. «Ole mener, at han har en stor Gaard –» Ole afbryder: «Stor Gaard, men ilde brugt; jeg kan ikke mer, jeg er gammel, og Venene gaar ikke Hovedets Erinder. Men det kan lønne sig at tage i deroppe.» – «Den største Gaard i Præstegjældet og vel saa det,» falder Skolemesteren ind. – «Den største Gaard i Præstegjældet; det er netop Ulykken; for stor Sko falder af; det er brav, Geværet er godt, men det maa kunne løftes. (Med rask Vending mod Øyvind). Du kunde kanske tage et Tag i med, du?» – «Jeg skulde altsaa være Gaardsbestyrer?» – «Netop ja; du skulde faa Gaarden.» – «Skulde jeg faa Gaarden?» – «Netop ja; saa skulde du styre den.» – «Men?» – «Vil du ikke?» – «Jo, naturligvis.» – «Jaja, jaja; saa er det afgjort da, sa' Hønen, hun fløi paa Vandet.» – «Men?» – Ole ser forundret paa Skolemesteren. – «Øyvind spørger nok, om han ogsaa skal faa Marit?» – Ole fort: «Marit paa Kjøbet, Marit paa Kjøbet!» – Da slog Øyvind i en Latter og hoppede ende op, efter ham lo alle tre, Øyvind gned Hænderne, foer frem og tilbage paa Gulvet og gjentog uophørlig: – «Marit paa Kjøbet, Marit paa Kjøbet!» Thore lo med
Ole meget spændt: «Hvad mener du om Gaarden?» – «Ypperlig Jord!» – «Ypperlig Jord, ikke sandt?» – «Mageløs Buhavn.» – «Mageløs Buhavn! Det kan gaa?» – «Det skal blive den bedste Gaard i Amtet!» – «Den bedste Gaard i Amtet! Tror du det? Mener du det?» – «Saasandt jeg staar her!» – «Ja, er det ikke det, jeg har sagt?» De talte begge lige fort og passede hinanden som to Hjul. – «Men Penge ser du, Penge? Jeg har ingen Penge.» – «Det gaar langsomt uden Penge, men det gaar!» – «Det gaar! Javist gaar det! Men
Moderen stod og blinkede til Thore, der saae kort men ofte paa hende fra Siden af, medens han sad og vuggede med Overkroppen og strøg sine Hænder nedover Knærne; Skolemesteren plirte til ham, Thore havde Munden oppe, kræmtede lidt og forsøgte, men Ole og Øyvind talte uafladeligt i Munden paa hverandre, lo og støiede, saa en ikke kunde saa Lyd.
«I faar tie lidt, Thore har noget, han vil sige,» falder Skolemesteren ind, de standser og ser paa Thore. Denne begynder endelig ganske sagte: «Det har været slig paa denne Plads, at vi har havt en Kværn; i den sidste Tid har det været slig, at vi har havt to. Disse Kværne har alletider givet en liden Skilling mellem Aar og Dag; men hverken Far min eller jeg har brugt af de Skillinger uden dengang, Øyvind var borte. Skolemesteren har styret med dem, og han siger, at de har trives godt, der de stod; men nu er det bedst, Øyvind faar dem til
«Hvormange Penge kan det være?» spurgte endelig Ole, men sagte til Skolemesteren. – «Det er ikke saa lidt.» – «Nogle hundrede?» – «Lidt til.» – «Lidt til? Øyvind, lidt til! Gud bevare mig, for Gaard det skal blive!» Han reiste sig og storlo.
«Jeg maa følge med dig op til Marit,» siger Øyvind; vi bruger Skydsen, som staar udenfor, saa gaar det fort?» – «Ja, fort, fort! Vil du ogsaa have alting fort?» – «Ja, fort og galt.» – Fort og galt! Akkurat som da jeg var ung, akkurat!» – «Her er Huen og Stokken; nu jager jeg dig!» – «Du jager mig, ha, ha, ha! men du følger, ikke sandt, du følger? Kom I andre med; i Kveld maa vi sidde sammen, saalænge der er Glød i Kullet; kom med!» – De lovede dette, Øyvind hjalp ham i Vognen, og de kjørte afsted op til Nordistuen. Deroppe var ikke den store Hunden den eneste, som blev forundret, da Ole Nordistuen kjørte ind paa Gaarden med Øyvind Pladsen. Medens Øyvind hjalp ham ud af Vognen, og Tjenere og Leiefolk gabede paa dem, kom Marit ud i Gangen forat se, hvad Hunden gjøede saa vedholdende paa, men standsede som fast tryllet, blev derpaa sprudende rød og løb ind. Gamle Ole raabte imidlertid saa forfærdeligt paa hende, da han kom i Stuen, at hun maatte møde frem igjen. «Gaa
«Er det sandt?» siger hun uden selv at vide af det og saa høit, at det klang. «Ja, det er sandt!» svarer Øyvind og klapper i Hænderne; dermed svinger hun om paa Taaen, kaster det, hun har i Haanden, langt fra sig og løber ud; men Øyvind efter. –
Snart kom Skolemesteren, Thore og Konen; den gamle havde faaet Lys paa Bordet, dækket med hvid Dug; Vin og Øl bødes, og selv gik han bestandig omkring, løftede Benene endnu høiere end sædvanlig, men dog bestandig høire Fod længer op end venstre.
Førend denne lille Fortelling ender, kan meldes om, at fem Uger efter blev Øyvind og Marit viede i Sognets Kirke. Skolemesteren styrede selv Sangen den Dag, da hans Hjælpeklokker var syg. Han var brusten i Maalet nu, for han var gammel, men Øyvind syntes, det gjorde sig godt at høre ham. Og da han havde givet Marit Haanden og ført hende op til Alteret, nikkede Skolemesteren mod ham fra Koret, akkurat som Øyvind havde seet det, da han sørgmodig sad ved hin Dands; han nikkede igjen, medens Taarene vilde op.
Hine Taarer ved Dandsen var Indgangen til disse her, og imellem dem laa hans Tro og hans Arbeide.
Her ender Fortellingen om en glad Gut.